Ivar Aasen Norsk Ordbog

Grunnung, m. Smaatorsk (= Taretorsk). Jæd. Isl. grunnungr (?).

Grunnvatn, n. Grundvand i Eng eller Ager. Jf. Kaldvæta.

grunnvel, adv. meget vel, nøiagtigt, med megen Flid.

Grunnvelting, f. Omvæltning fra Grunden; Omstyrtning.

Grunnvess, m. Trylleformular hvormed sunket Gods kan manes op fra Grunden. (I Folkesagn). Sdm.

Grunnvokster, m. Bundvæxter i Søen; Koraller o.s.v. Om større Væxter ogs. Grunnvid (-ve’).

Grunnvoll, m. Grundvold, Underlag. G.N. grundvöllr.

grunt, adv. grundt, ikke dybt; f. Ex. pløgja for grunt.

grupa, v.a. (gryp, graup, gropet, o’), male grovt, knuse, skraae, grutte. Rbg. (Sæt.). Andre St. grøypa, gropa, grypja. (Inf. grupe, ogs. grjupe). I svenske Dial. grypa, grjopa (Rietz 213). Ordet skulde ogsaa have Betydningen: grave eller udhule, som kan sees af Afledningerne: Graup, grøypa, Grop (o’), gropa.

Gruping, f. Skraaen, Grovmaling.

Grupla (u’), f. Hul, Huulning, f. Ex. i en Vei. Hadeland. Jf. Grubba, Grofs, Grop.

gruplutt, adj. hullet, ujævn.

Grus, n. Gruus, f. Ex. af en nedbrudt Muur. Nyere Ord (?). Holl. gruis. (Det tydske Gries er Ght. grioz, vort Grjot).

grus (uu), adj. stolt, prægtig; ogs. ypperlig, fortræffelig. Hall. Nogle St. grusk, ligesom grisk og gresk. Jf. grum, glup.

gruseleg, adj. forfærdelig. Jf. grysjeleg.

grust (uu), adv. uhyre, overmaade.

grusta (u’), v.n. gjøre sig barsk el. streng. “Eg laut gruste ette dei”, dvs. true el. skrubbe dem lidt. Tel. Jf. grutta.

Grut (uu), n. 1) Grums, Bærme. Rbg. Tel. Østl. (I svenske Dial. grut: Gruus). – 2) Uklarhed i Luften. Hard. (?). – 3) sammensparet Eiendom, Midler, Grunker. Smaal. Jf. Skrot, Krota, Grugg.

gruta, v.n. (ar), blive uklar. Det grutar upp: det bliver skyet. Smaal. Mere alm. er grutast: blive grumset, om Vand eller Vædske.

gruten, s. grututt.

Grutt (u’), Aabning, s. Glytt.

grutta, v.n. see med bistre Blik (?). Tel. (Landst. 13, 116).

grututt, adj. grumset, fuld af Bærme; ogs. om Luften: uklar, skyet. Nogle St. grusten. Hard.

Gruv, f. Forfærdelse; noget frygteligt. Det var reint ei Gruv. Mest alm. “Gru”. S. gruva.

gruv, adj. ludende, nedbøiet, fremadbøiet. Tel. Hall. (I Hall. ogsaa: indadbøiet, f. Ex. om en Hammer, el. en Hakke; modsat gag). Jf. framgrytt.

gruva, v.n. og a. (ar), 1) lude, bøie sig fremad eller nedad. Tildeels: grua, grua seg. Shl. Jæd. og fl. G.N. grúfa. – 2) grue, frygte, ængstes for noget. Mest alm. grua; sjeldnere gruva, Helg. Trondh. (Sv. grufva sig).

Gruva, f. 1, nedbøiet eller nedadvendt Stilling. Kun i Forbindelsen: aa Gruva (aa Grue), dvs. nedvendt, med Brystet nedad, næsegruus. Liggja aa Gruva. Fara fram aa Gruva (falde forover). B. Stift, Østl. Ogsaa: paa Grue, Nordl., i Gruva, Hall., i Gruaa, Nhl. – G.N. á grúfu. Ogsaa i Sverige (Rietz 216).

Gruva, f. 2, Ildsted, Arne; Muurværk som omfatter Ildstedet i et Huus. Berg. Trondh. Nordl. (Jf. Aare). Ogsaa i svenske og danske Dial.

Gruva, f. 3, Grube, Malmgrube i et Bjerg. Sv. grufva. Nærmest efter det tydske Grube.

Gruvehyrna, f. Hjørne af Arnestedet.

gruveleg, adj. gruelig.

Gruvesida, f. den Side af Huset, hvor Ildstedet staar.

Gruvestein, m. Steen eller Muur foran Ildstedet.

Gruvesylv (y’), n. nyfundet Sølv fra en Sølvgrube.

gruvla (u’), v.n. (ar), rode, grave (see gryvla), ogs. gruble, grunde. Tel. Vald. (G.N. grufla: kravle).

gruvsam (uu), adj. 1) frygtsom, bange. 2) farlig, som vækker Frygt. Trondh.


gryft (for grypt), s. grypja.

gryla, v.n. (er, te), brumme, brøle med en svagere langtrukken Lyd; ogsaa grynte, dog helst om en Mellemting af Grynten og Skrig. B. Stift, Ryf. Tel. og flere. Paa Sdm. ryle. Noget lignende er gryra el. “grure” i Valders. Jf. Eng. growl.

Gryling, f. Brummen; Grynten.

grymja (y’), v.n. (grym, grumde, grumt), grynte, brumme; ogs. knurre, mukke. Hard. Jf. grymta.

Grymt (y’), m. en dunkel Yttring om, el. Hentydning til noget (= Grunk). Sdm

grymta, v.n. (ar), ymte om, udlade sig med noget (= grunka). Sdm. og fl. Vel egentlig: grynte (Sv. grymta). Jf. grymja.

Gryn, n. Gryn; Grynkorn. See Grjon. Hertil Grynkvern, Grynsodd, Gryngraut og fl.

grynast, v.n. blive kornet.

grynen, adj. kornet, haglformig.

grynliten, s. grjonliten.

Grynna, f. Grunding, Banke, høitliggende Flade i Vandet. Af grunn, adj. Nogle St. Grynnsla (Grynsle), f. Hall. og fl.

grynna, v.n. (er, te), 1) naae Bunden, række tilbunds. Hall. og fl. – 2) vade møisomt i Snee eller Dynd. Berg. Nordl. Af Grunn, m.

grynnast, v.n. (est, test), blive grundere, el. mindre dyb. Det grynnest: det bliver kortere til Bunden. (Af grunn, adj.). G.N. grynnast.

Grynne, n. 1) Grund. Sjelden; s. Flaagrynne. 2) Grundside, Grundkant paa Garn eller Vod.

Grynning, f. Vaden; s. grynna, v.

Grynsla, s. Grynna.

gryp, s. grupa. – gryp (y’), s. grypja.

grypja, v.a. (gryp, grypte), skraae, knuse (Korn); ogsaa hakke løseligt, i grovere Stykker. B. Stift. Jf. grupa. Particip. grypt (grupt?).

grysja, v.n. (grys, gruste), gyse, føle en Gysen, bæve (= rysja). Hall. Buskr. Smaal. og fl.

grysjeleg, adj. gyselig, forfærdelig. Hall. Jf. gruseleg. Eng. grisly; T. grauslich.

Grysk (y’), m. Gysen, Rystelse. Hall.

gryta, v.a. (er, te), kaste, slænge; især kaste sammen i en Hast. B. Stift, Nordl. Ofte i Forbind. “gryta og kasta”. Vel egentl. tilkaste med Steen, ligesom G.N. grýta. Af Grjot.

Gryta, f. Gryde, Kogekar. G.N. grýta. Har vel fra først af betegnet det Slags Gryder, som ere tilhugne af Steen (Klæbersteen), altsaa af Grjot. – Hertil Grytebenk, m. Bænk ved Ildstedet, hvorpaa Gryder opsættes. Grytefot, m. Grydefod. Grytehodda, f. s. Hodda. Grytepylsa, f. et Slags Meelgrød med Kjød og Fedt. Grytestein, m. Klæbersteen.

gryten, adj. barsk, bister. Hall.

Gryting, f. Kasten; s. gryta, v.

grytt (yy), adj. stenig, fuld af Steen. Hall. Jf. storgrytt og attergrytt.

grytta (y’), v. aabne; s. glytta.

gryvla (y’), v.n. rode, grave. Tel. Jf. grøyvla og gruvla.

Gryvle (y’), n. en dyb Huulning i en Bæk eller Elv. Num.

Græde (Græe), m. Graadighed (= Graade). Hard. Jf. G.N. grædgi.

Græe, n. Hidsighed, Vrede. Tel. (Mo). Jf. Graae. Hertil: græast, v.n. yttre Tegn til Hidsighed. græen, adj. hidsig, vred.

Græft, s. Greft.

græla, v.n. (ar), blæse lidt (omtrent som graaa). Nordre Berg.

Græla, f. 1) en jævn og noget vedvarende Blæst paa Søen (dog ikke om stærk Vind). Shl. Sdm. Synes at have Begrebet af “graa”; jf. Graae. – 2) skyet Luft, Tykveir, især med Vind og Regn. Hard. Nordl. (?). – 3) en Person med blegt og sygeligt Udseende. Hall. Hertil grælen, adj. gusten, graableg.

græm, s. grem og gremja.

Græma, f. tynd Sky, lange og tynde Skystriber. Sogn, Hall. (Tildeels Græmma). Paa Voss: Græn, f.

græma, v.n. (er, de), gramse, gribe efter noget; ogs. drive paa, arbeide stærkt. Tel. (Vinje). Dunkelt.

Græn, n. (Hule), s. Gren.

Græn, f. s. Grenja og Græma.

Grænd, s. Grend. Græner, s. Gran.

græsa, v.n. (er, te), blæse koldt. Tel. (Vinje). – græsen, adj. kold, barsk; om Luften.

græt, s. graata.

Græv, n. s. Grev. græv, v. s. grava.

Grø (Grør), pl. s. Gro, f.

grøda, v.a. (er, de), 1) give Væxt eller Grøde. (Lidet brugl.). grøda seg (el. grødast): groe, voxe til. G.N. grœda: faae til at groe. – 2) læge, helbrede, gjøre frisk. Mest alm. grøa, grøe; i Nfj. og Sdm. grøde. (G.N. grœda). grødast: læges, blive frisk. Jf. Gror, Grode.

Grøda, f. Aarsvæxt, Afgrøde; især af Korn. Jf. Grøde.

grødande, som kan læges.

Grødar, m. en Læge, Saarlæge.

grødd, adj. 1) groende; s. vaargrødd. 2) part. lægt, tilgroet.

Grøde, n. 1) Græsplet, Grønning imellem Klipper eller Skov. Tel. og fl. (Grøe). – 2) Væxt, Aarsvæxt; ogsaa Indhøstning, Afgrøde. (Ellers Grøda, f.). – 3) Afkom, Æt, Slægt. Vald. og fl. Jf. Ugrøde.

grøderik, adj. frugtbar, væxtrig.

Grødeveder (Grøeveer), n. gunstigt Veir for Plantevæxten. Søndenfjelds.

Grøding, f. Lægedom, Helbredelse.

Grøn, n. (Meelmad), s. Grjon.


Grøn, f. s. Gran og Grønd.

grøn, adj. 1) grøn, græsfarvet. G.N. grœnn (grœn). 2) umoden, som ikke har faaet sin rette Farve; om Frugt. 3) vred, hidsig. Hall. Sdm. Gjera seg grøn: sætte sig op, byde Trods.

grøna, v.n. (ar), see grønt ud, vise sig i en grøn Farve. Det grønar paa Sjoen: Søen seer grønagtigt ud. Trondh. Jf. grønka.

Grønaar, n. Uaar, et Aar da Kornet ikke bliver modent.

Grønd, f. Grønhed paa Jorden, Græsdække, Græsvæxt. Rbg. Lyder tildeels som Grøn.

Grøn-eine, m. friske Enerkviste.

grønflekkut, adj. grøn paa enkelte Punkter.

Grønhavre, m. umoden Havre. (“Grønehævre”, f. Sdm.).

grønhæsa, v.n. fortørres i grøn Tilstand el. før Modningen; om Korn. “grønheise”, Telemarken.

grønska, v.n. (ar), grønnes, blive grøn; især om Jord og Skov. Ogsaa i Formen grønkast, og grønast.

grønklædd, adj. klædt i grønne Klæder.

grønleg, adj. grønlig, grønagtig.

Grønlending, m. Grønlænder.

grønlitad (i’), adj. grønfarvet.

Grønmalm, m. Korn som først voxer op om Høsten (= Sidgro). Toten.

grønmaalad, adj. grønmalet.

grønrosad adj. malet med grønne Figurer.

grønsalta, v.a. salte Kjød noget stærkt og lade det ligge i Lage.

Grønska, f. 1) Grønhed; ogsaa en vis Umodenhed i Frugt. G.N. grœnska – 2) en grøn Plet. – 3) grønne Væxter i Vandet; grøn Tang, og deslige.

Grønske (kj), m. Grønhed, et grønt Farveskjær. Ellers ligt Grønska.

Grønskur, m. et Slags Spurv. Tel.

Grønspetta, f. den grønne Hakkespette (Picus viridis).

Grønspikke m. = Kjøtspikke.

Grønvara, s. Grjonvara.

grønvoren (o’), adj. grønagtig.

Grønvæta, f. Kjernefast i umodent Korn. B. Stift.

Grøp, s. Grop (o’). Grøper, s. Grop (oo).

grør, s. gro. – grøs, s. grysja.

Grøt (Steen), s. Grjot.

grøta, v.a. (er, te), faae til at græde, bringe i Graad. Alm. G.N. grœta. Grøta eit Barn: skræmme eller true det, saa at det græder. Han talade so, at han grøtte heile Aalmugen (han rørte hele Forsamlingen til Taarer).

grøteleg, adj. begrædelig, høist bedrøvelig. – grøtelege, adv. frygtelig, forfærdelig. “Dæ va so grøtele’ stygt”.

grøtt, adj. alvorlig, mørk, tankefuld. Smaal. Maaskee rettere grytt (y’).

grøtta, v.n. (ar) arbeide ivrigt, flittigt. Sdm. Ellers det samme som grotta.

Grøtte, m. s. Grotte.

Grøver, pl. s. Grov. grøvst, s. grov.

grøypa, v.a. (er, te), 1) false, udskjære, forsyne med en Skure til Indfældning for en tilstødende Kant. Berg. Trondh. Gbr. og fl. Nærmest af Graup; jf. grupa, gropa. G.N. greypa. – 2) grutte, skraae Korn (= grupa, grypja). Mandal, Tel. – 3) blande; især om at karde Uld saaledes at de længere og kortere Haar blive ligelig blandede. Sogn. I Østerd. grøpe. – Particip grøypt.

Grøypa, f. 1) Skure, Fals (= Grøyping). 2) Hule, Hul i Jorden. Hall.

Grøypejarn, n. Jern til at gjøre Falser eller Skurer med.

Grøyperom, n. = Groprom.

Grøyping, f. 1) Udskjæring, o.s.v. see grøypa. 2) Fals, Skure til Indfældning. Ellers Graup og Grøypa. G.N. greyping.

Grøyta, f. s. Halvgrøyta.

Grøyvl, m. Hvirvel, stærk Bevægelse i Vandet, f. Ex. af en Stor Fisk eller af noget som er nedkastet. Sdm.

grøyvla, v.n. hvirvle, skvulpe stærkt.

Gubb, m. og Gubbost, s. Gumbe.

Gubba, f. Damp, Taage (= Gova). Nedenæs og fl.

Gubbe, m. Karl, Mand. Østerd. og flere. Ellers tildeels om fabelagtige Væsener, som Tuftegubbe, Fjøregubbe. Sv. gubbe.

Gud, m. Gud, det høieste Væsen. Kun i ubestemt Form og uden Artikel, undtagen naar man mener en hedensk Guddom. G.N. gud. Genitiv Guds bruges i mange Forbindelser, saasom: Guds-Fred! en Hilsen naar man træder ind i et Huus. Ei Guds Gaava, om en Mængde af noget godt. Ei Guds Lukka, om en uventet Lykke, en mærkelig Hjælp i en Fare. Guds Løn! et Udtryk hvormed man takker En for en stor Hjælp. Eit Guds Ord: et Ord af gudelig Mening. (Ogsaa sammensat, s. nedenfor).

Gud (Gu), i Navne som Gudleik, Gudmund; Gudbjørg, Gudlaug, Gudrid og fl.; er vel i de fleste Tilfælde det samme som “Gunn”, s. d.

Gudbarn, n. Barn i Forholdet til en af dets Faddere. Nordl. Ellers særskilt: Guddotter, f. og Gudson, m.

Guddom, m. Guddom. Ogsaa G.N.

guddomleg, adj. guddommelig.

Guddotter, s. Gudbarn.

Gudfader, m. Fadder af Mandkjøn. Hedder ogsaa Gudsfader (Gudsfar).

Gudlaks, m. en vis Fisk, som har nogen Lighed med Laxen. Shl. Efter Udtalen “Guddlaks” (u’), uvist om Gull-Laks eller G.N. godlax (nævnt i Edda). Efter Nilsson: Gullax, Argentina Silus.

gudlaus, adj. gudløs, hedensk.

gudleg, adj. gudelig, aandelig, religiøs. G.N. gudlegr.


Gudmoder (-mor), f. Fadder af Kvindekjøn. Hedder ogsaa Gullmor (som synes at være mere alm.); sjeldnere Gudsmor, (Hall.); Gunnmor (Solør).

Gudsbord, n. Alter.

Gudsgaava, f. Faddergave. Hall.

gudskapad, el. gudskapt, adj. skabt, tilværende. Især i Forbindelsen: kvar gudskapte Dag, dvs. hver eneste Dag.

Gudslaan, n. Guds Gaver; Fødemidler. Mest om Korn og den deraf tillavede Mad. Nordl.

Gudsord, n. pl. Skrift eller Tale med gudeligt Indhold. Nærmest om en Text af Bibelen; et Evangelium.

Gudstenesta, f. Gudstjeneste.

Gufs (u’), f. Vindpust, Luftstrøm, Luftning. Østl. (Hall. Buskr. Smaal.).

gufsa, v.n. puste, blæse lidt. Østl. Jf. guva og gova.

Guft, f. Vindpust (= Gufs). Smaal. Andre St. Gyft; jf. gyfta.

gugga, v.n. (ar), stamme, famle efter Ordene. Hall.

Gul (u’), f. Blæst, jævn og stadig Vind. Søndre Berg. Ogsaa i Formen Gula; s. Havgula. G.N. gola. Jf. Kul.

gul (u’), adj. gul; gulfarvet; ogsaa: moden, fuldmoden (om Korn eller Ager, I Modsætning til grøn). Afvig. gaul, Trondh. G.N. gulr.

gula (u’), v.n. (ar), 1, være gul, have en gul Farve. Det gular paa Aakren. Trondh. Afvig. gaula, Ork.

gula (u’), v.n. (ar), 2, blæse lidt, lufte. Søndre Berg. Hall. og flere. (Jf. Gul). Afvig. gaula, Jæd.

Gula (u’), f. en gul Plet; et gult Farveskjær. Buskr.

Gulberkja, f. Fyrretræ med frisk og gul Bark. Hall.

gulblakk, adj. bleggul, hvidgul; især om en vis Farve paa Heste. Vestenfjelds. Jf. borkutt.

gulbrun, adj. gulagtig brun.

Gulegg, n. Æggeblomme (Raude). Gbr.

gulflekkutt, adj. gulplettet.

Gulfræning, m. Slange med gulagtige Pletter. (Strøms Søndmør 1, 192). Efter Nilsson en Hugorm af Hunkjøn.

Gulføtting, m. et Slags Maage (= Ædmaare). Lofoten.

gulgrøn, adj. gulagtig grøn.

Gulhaa, m. s. Haagylling.

Gulhaar, n. pl. de store Sener paa begge Sider af Ryghvirvlerne i Dyr. Sdm.

gulhærd (-hært), adj. gulhaaret.

gulka, v.n. (ar), gylpe, kløge, lade Vædske stige op fra Maven. Maaskee alm. (Nordl. Trondh. Berg. Tel. Hall.). – Gulking, f. Kløgen, svagere Brækning.

Gull, n. 1) Guld (Metal). G.N. gull. – 2) et Guldsmykke. (Fingergull). Ogsaa et Kjælenavn. Kom no, Gullet mitt! – 3) Navn paa Væxter med noget anseelige Blomster, saasom Blaagull, Leirgull, Marigull, Prestgull, Skjorgull. Trondh. og Nordl.

Gullband, n. Guldbaand, Guldkjæde.

Gullboste (o’), m. Løvetand (Blomst). Tel. Hall. Ndm. Indh. Ellers kaldet: Gullhauk (Ndm.), Kveldsvæva, Nattsvæva, Fivel, Haarkall og fl.

Gullbrand, m. den fjerde Finger paa Haanden. Østl. Nogle St. “Ildebrand” (Hildebrand?). Ellers et Mandsnavn, som det synes, en Form af Gudbrand.

gulleitt, adj. gulagtig at see til.

Gullekkja, f. Guldkjæde. Egentl. Gull-lekkja.

Gullgruva, f. Guldgrube.

Gullhøna, f. Guldbille; s. Gullsmid.

Gullkamb, m. Guldkam.

Gullkjedja, f. Guldkjæde. Nogle St. Gullkjed (kje’), n.

Gullkross, m. Guldkors.

Gullkruna, f. Guldkrone.

Gullmoder (-mor), f. s. Gudmoder.

Gullneste, n. Guldspænde. Tel.

gullrein, adj. reen som Guld, ganske reen. Ogsaa “gullende rein”.

Gullring, m. Guldring.

Gullsko, m. Kjellingetand (Blomst), Lotus corniculatus. Smaal. Tel. Ellers kaldet Tiritunga, og flere.

Gullskurk, m. Guldbille; s. Gullsmid.

gullslegen (gj), adj. guldbeslagen.

Gullsmid (i’), m. 1) Guldsmed. 2) Guldbille (Chrysomela), Insekt med en guldglindsende Farve. Ogsaa kaldet Gullskurk, Romsd. Gullhøna, Buskr. Gulltippa, Mandal (?).

Gullspong (-spaang), f. Guldbræmme.

Gullstaup, n. Guldbæger.

Gullsylgja, f. Guldspænde.

Gullty, n. Guldsmykker.

Gullverk, n. Guldværk.

gulmaalad, adj. gulmalet.

Gulmose (o’), m. Sneemos. Num. og fl.

gulna, v.n. (ar), blive gul; ogsaa: modne, om Korn, m.m. Hertil Gulning, f.

gulringutt, adj. gulringet, f. Ex. om Insekter med gule Bælter.

Gulrokk, m. Kongelys (Verbascum), en Urt. Gbr. Toten og fl.

gulrosutt, adj. gulblommet.

Gulskur (uu), m. s. Gulsporv.

Gulskurva, f. et Slags Udslæt paa Hovedet. (Mest i Fleertal). gulskurvutt, adj. angreben af dette Slags Udslæt. (I Vald. fleinskurvutt).

Gulsoleia, f. Navn paa flere Slags gule Blomster, især Kabbeleie (Caltha) og Ranunkler. B. Stift.

Gulsott (el. Gulesott), f. Gulsot.

Gulspetta, f. = Grønspetta (Fugl). Hard. Tel. og fl.

Gulspikke, m. s. Gulsporv.


Gulsporv, m. Gulspurv, Emberiza citrinella. Ogsaa kaldet: Gulskur, Sogn, Vald. Ork. Gulspikke, Mandal. Gultiting, Nordl.

gulstrindutt, adj. gulstribet.

Gultining (i’), m. fuldmoden Hasselnød (med gulbrun Farve). B. Stift.

Gulvid (i’), m. s. Trollhegg.

Gumbe, m. rødkogt Ost af færsk Mælk; Sødost. Sæt. Mere alm. Gumme (B. Stift, Ork. Nordl.). Ogsaa kaldet Gumbegode, og Gummelgode, Rbg. Mandal. Noget lignende er Gubb, og Gubbost, i Østerdalen. – Gumbegraut, m. en Ret af Sødost og Meel. Jf. Rauddravle, Hagletta, Mylsa, Søst.

Gume (u’), m. Mand. Kun sammensat: Brudgume. (Jf. Blaagume). G.N. gumi Ang. og Goth. guma.

Gumma, f. Bedstemoder; s. Godmoder.

Gumme, m. s. Gumbe.

Gump, m. Bagdeel af Legemet, Arsbalder, Poder. Nordl. Trondh. og fl. G.N. gumpr; Sv. gump. Er ligesom “Sete” en finere Benævnelse paa Tingen; jf. Rump, Rauv, Fud. Søndenfjelds kan Gump ogsaa betegne en kjødfuld Forhøining, især Finger-Ende, som ellers hedder Gom.

Gund (Gunn), m. Skorpe af fortørret Vædske eller Sliim. Brugt i Sammensætn. “Solgunn”, Østl. (Solør, Toten, Hadeland, Gbr.). G. D. Gund: Øiensliim (Molbech, D. Glossarium 1, 309); Eng. Dial. gound (d. s.), Ang. gund: Voer, Edder; Goth. gunds: Edder, Kræft.

Gunn (f.), et forældet Ord i Personsnavne, som Gunnbjørn, Gunnleik, Gunnstein; Gunnbjørg, Gunnhild, Gunnvor, og fl., eller som sidste Led i Kvindenavne, som: Arngunn, Torgunn, Øygunn, – henføres til G.N. gunnr, dvs. Krigsgudinde, Valkyrje, eller ogsaa blot: Kamp, Strid, ligesom Ang. gúð og Ght. gund, f. Ex. i Ang. gúðfana, Ght. gundfano, dvs. Krigsfane. G.N. gunnr hedder ogsaa gudr, og til denne Form kan man vel henføre endeel Navne med “Gud” som: Gudleik, Gudmund, Gudni, og fl., som ellers blive meget forkortede og omformede i Udtalen, saasom Gubbjør (Gudbjørg), Guri (Gudrid), Guro (Gudrun); Gullev (Gudleiv), Gullbrand (Gudbrand). Jf. Munchs Maanedskrift 3, 123.

Gupla, Plantenavn; s. Gaupla.

Gurm, n. Mudder, Grums, Bærme. Gbr. Vald. og fl. I svenske Dial. gorm (Rietz 225). Jf. Gyrma.

gurma, v.a. (ar), 1) grumse, røre op. Buskr. 2) v.n. æde jævnt og idelig, tygge langsomt (ligesom drøvtygge). Sdm.

gurmutt, adj. grumset, mudret. Gbr. (gurmaatt). Hedder ogs. gurmen.

Gurp, m. Ræben, Opstød.

gurpa, v.n. (ar), ræbe, lade Luft stige op fra Maven. Nordre Berg. Trondh. Gbr. og fl. (tildeels: gørpe). Afvig. golpa (o’), Namd. Andre St. garpa (Shl. Tel.). Ellers: rapa, ropa (o’). – I anden Betydning gurpa: æde graadigt, proppe Munden saa fuld som muligt. Hard. Jf. gurma.

gusa (u’), v.n. (ar), stønne eller sukke af Ulyst, krympe sig for noget som man bliver nødt til at gjøre. “Han gusa aa kvide mot di”. Sdm.