Ivar Aasen Norsk Ordbog

helseleg, adj. sund, frisk; om Personer; vel ogsaa om Luft, Føde o.s.v. Rbg. Siredal og flere.

Helseløysa, f. 1) vedvarende Sygelighed, Savn af Helbred. G.N. heilsuleysi, n. 2) Lidelse eller Anstrengelse, som ødelægger helbreden. Det var reint ei Helseløysa aa ganga i slike Klæde.

Helsemerke, n. Tegn til en vis Helbredstilstand (god eller ond).

Helseraad, f. Sundhedsregler.

helseslegen (e’), omtr. som skamslegen.

helsesterk, adj. som har stærk Helbred.

Helsevatn, n. lægende Vand.

helseveik, adj. svag af Helbred.

Helsing, f. 1) Hilsen, det at man hilser. 2) Hilsningsord, Maade at hilse paa. 3) Hilsning (til Fraværende), Budskab, Ordsending. I denne Betydning hedder det ofte Helsning. Ellers uegentlig om et fiendtligt Møde, en skarp Irettesættelse osv.

Helsning, f. s. Helsing.

Helsott (e’), f. Dødssygdom. Mest alm. udtalt Hælsott. G.N. helsótt. Jf. Hel, Helferd.

helst, adv. helst, snarest, rimeligst. Superl. af helder. Om et andet helst, s. elles.

Helstikka (e’), f. et af de største skjoldvingede Insekter; formod. Jordløber, Carabus. Shl. Ellers kaldet Hanklokka, Skurk, Skurketroll, Skopptroll, Skarptroll, m.m.


helsug, adj. frisk, som er ved god Helbred. Hedder ogsaa helsig (helsig’e). Søndre Berg. Gbr.

Helt, f. s. Helvt.

Helta, f. Halthed, haltende Gang. B. Stift, Hall. og fl. G.N. helti, f. (Af halt).

helutt (ee), adj. 1) rimet, fuld af Riim (Hela). 2) hvidgraa, skimmelfarvet (= helegraa); især om Heste. Mest i B. Stift. En Hest af denne Farve kaldes Helen (Heel’en).

Helvite, n. Helvede. Sædvanlig udtalt med aabent “i”, ogsaa forkortet “Helvet”, men skulde egentl. have lukt i. G.N. helvíti, af Hel og Vite (dvs. Straf). Ofte i Genitiv, saasom: til Helvites; eit Helvites Ting, osv.

Helvt, f. Halvdeel, det halve. Alm. udtalt Helt. Nogle St. “Halt” (Halvt). G.N. helft; Sv. hälft. Helvti av kverjo: Halvdelen af hvert Slags. Jf. Halva, Holva.

Hem (ee), s. Heim og Himmel.

hema (hæma), v.a. (er, de), pynte, pudse, gjøre reen; især om at feie og pynte i Huset. Shl. Skal ogsaa hedde “hama” og betegner vel egentl. at give Tingen sin rette “Ham”. (Jf. hamleg). Om en anden Betydn. see hemsa.

Hema (Hæma), f. Reenlighed, Orden, pynteligt Udseende. Shl. Nhl.

Hemd (Hæmd), f. 1, Trivelse, Lykke. Sfj. (sjelden). S. hemdast, Heming.

Hemd (e’), f. 2, Hævn; s. Hemn.

Hemdabyte, n. dobbelt Svogerskab; see Hemningslag.

hemdast, v.n. lykkes, trives godt; om Kreature. Sfj. Jf. Heming.

hemeleg (hæmeleg), adj. reenlig, pyntelig, vakker; om Huus eller Bolig. Shl. Nhl. Til Hema, f.

Heming (Hæming), m. 1, Orden, Skik. Især i “Matheming”. Sdm.

Heming (Hæming), m. 2, Lykke, Held; især om den Fordeel at Kreaturene trives godt og ikke komme til Skade. Sdm. Modsat Uheming (Ohæming) og Uham. Jf. G.N. hamingja, Lykke. Andre St. Audn, Trivnad, Trivskap.

hemja, v.a. (ar?), hemme, standse; især om at stille en Trætte, el. hindre et farligt Foretagende. Tel. (Mo). Lidet brugl. G.N. hemja (hem, hamdi). Sv. hämma, T. hemmen. – I Hall. forekommer ogsaa hemja (hem, hamde el. hemde) med Betydn. binde løselig, snøre sammen; ogsaa: samle i en Hast (s. hemsa); men Formen er usikker, da det oftere hedder hæme (hæmde).

hemla, v.a. (ar), give Huld eller Fyldighed. hemla seg: faae bedre Huld, blive rund og fyldig. Sæt. Jf. hemta.

Hemla, f. Knippe, s. Hendla.

Hemn, m. Hævn, Gjengjældelse. En anden Form er Hemd (for Hemnd), f. i Nhl. Sfj. og fl. G.N. hefnd; Sv. hämd.

hemna, v.a. (er, de), hævne, gjengjælde. G.N. hefna; Sv. hämna. Imprf. lyder sædvanlig “hemde” og Supin. “hemt”. Hemna Harmen sin: hævne sig for sin Harme; ogaa: stille sin Længsel rigtig tilfulde, nyde rigelig hvad man længe har savnet.

Hemnar, m. en Hævner.

Hemnd (Hemd), f. s. Hemn.

Hemnekrok (oo), m. s. Hemningslag.

Hemneraad, f. Hævnplaner.

hemngirug (i’), adj. hævngjerrig. Kan ogs. hedde hemnesam.

Hemningslag, n. dobbelt Besvogrelse; det at en Mand ægter sin Søstermands Søster. Gjera Hemningslag. Nhl. Ogsaa med et spøgende Udtryk: Hogga Hemnekrok, Hard. Voss. I Sfj. hedder det Hemdabyte, og tildeels Hendabyte, n. (Andre St. Systerbyte og Systkinbyte). Hemn og Hemd synes her kun at betyde Gjengjældelse.

Hempa, f. 1) Hampetøi, Hampelærred. Vald. Ogsaa om andet Slags Lærred. Nedenæs. – 2) Baand, Stroppe i Klæder, hvormed man knytter dem til eller hænger dem op. Næsten alm. – 3) Malle, Hefte paa en Knap (= Lykkja, Stett, Mella). Østl. ogs. Nordl. – 4) Haspe, Jernhaspe paa en Dør el. et Laag, afpasset til en Krampe hvori den fæstes. Hall. Gbr. og fl. Nogle St. kaldet Hespa.

hempa, v.a. (ar), rykke, rive løs, slænge. “Han tok aa hempa dei’ ut”. Sdm.

hempelaus, adj. om Knap (el. lignende), hvorpaa Heftet er afbrækket.

hemra, v.n. slumpe til, gjøre noget paa Slump, uden Sikkerhed. Hall.

hemsa, v.a. og n. (ar), 1) tildække løselig (= hamsa). Hemsa seg til, el. hemsa paa seg: kaste Klæderne paa sig i en Hast. Tel. – 2) rydde op, feie, pynte (= hema). Nhl. – 3) samle i en Hast, sammenskrabe. Me faa hemsa inn Høyet, fyrr Regnet kjem. Nhl. og fl. (Jf. hemja). Ogsaa: gribe løselig til, saa at man kun tager det nærmeste el. det største. Siredal og fl. Andre St. hamsa. (Sv. hamsa: jaske, sluske). – 4) v.n. gramse, snappe efter noget. Tel. hvor det ogsaa hedder “hæme” (hema?). – 5) kalde noget tilbage i Hukommelsen, komme paa, mindes (efter nogen Betænkning). “Han hemsa’ paa da”. Hard. Paa Sdm. himpra; jf. impa.

Hemsedøl, m. Indbygger af Hemsedal (i Hallingdal). – Ellers “Hemsedal”, om et lidet Sengeloft (= Hjell). Hall.

Hemsesaald, n. et stort eller grovt Kornfold. Siredal.

Hemsing, f. Sammenskrabning; Jasken, hastigt eller løseligt Arbeide.

hemta, v.a. (ar), samle, plukke, tage op; f. Ex. om at plukke Bær. Nordl. og Trondh. ogsaa i Gbr. (Sv. hämta). Andre St. henta. – Sjeldnere i Formen heimta:
modtage, bekomme (= henta); ogsaa: gjenvinde; saaledes “heimta seg”: komme sig, faae sin Styrke eller Førlighed igjen. Tel. G.N. heimta: hjembringe, modtage.

Hemting, f. Indsamling, Plukning.

Hemula, s. Høymola.

[hen, adv. hen, afsted. Kun i faa Talemaader med “vil” og “skal”. Vistnok optaget af Dansk og neppe nogen Forkortning af “hedan”. Jf. T. hin.

hena, s. ho. – Hend, n. s. Hende.

henda, v.n. (er, e), hænde, skee, indtræffe. Tildeels med Objekt i Dativ. Eg veit ikkje kvat som hende honom. Ofte med reflexiv Form: henda seg, og hendast. Det hender seg eitt til, dvs. naar saadant kan hænde, saa hænder der vel noget mere. Det kunde mest henda: det var ikke umuligt; ogsaa: det manglede ikke, det kom just for Alvor. Kan henda, og: maa henda, i Betydn. maaskee, ikke umuligt; f. Ex. Dei hava alt gløymt det, maa henda. G.N. henda: gribe (af Hand), ogsaa ramme, vederfares (med Akkus.).

Henda, f. Bundt, Haandfuld; s. Hendla.

Hendabyte, s. Hemningslag.

Hende, n. Hændelse; ogsaa en Sjeldenhed, et Tilfælde som ikke indtræffer ofte. Tel. og fl. Eit stort Hende: en meget sjelden Begivenhed. Ogsaa i Formen Hend, n. (Sdm. og fl.), og oftere Hendelse, n. Jf. Hendskap.

henden, s. hendig.

hendig, adj. behændig, flink, nem; duelig til Haandarbeide. Nogle St. hendug. Afvigende høndug, Hall., handig, Tel. henden, Ork. (Sv. händig). Jf. hendt.

Hending, f. Hændelse. Lidet brugl.

Hendla, f. Haandfuld, Knippe (f. Ex. af Straa); Bundt som man kan gribe om eller holde i Haanden. Jæd. Gbr. I Ork. Henda. Ellers ved Stavanger: Hemla og Helma, som ogsaa kan betyde et Neg.

Hendskap, m. Hændelse, Begivenhed. Lidet brugl.

hendt, adj. 1) beskaffen med Hensyn til Hænder. Saaledes: storhendt, letthendt, mjukhendt og fl. – 2) behændig, flink til Arbeide (= hendig). Ork. og fl. Ellers: velhendt, netthendt, frihendt. – 3) skikket, bekvem til noget. Mere alm. Eg er ikkje hendt til det. (I B. Stift: hent’e). Han er hendt som høver, dvs. han kan skikke sig saavel i det ene som det andet; han er forberedt paa noget af hvert Slags. Mest i Trondh. Stift. Sjeldnere med Betydn. tjent, hjulpen. Eg er lika hendt: det kommer mig ud paa eet. B. Stift. (G.N. hentr: tjenleg).

hengd, part. hængt; s. hengja.

hengja, v.a. (er, de), 1) hænge, bringe i en hængende Stilling, faae noget til at “hanga”. Heng det paa Veggen. Dei hava hengt upp Fisken. G.N. hengja. – 2) fæste, hefte, gjøre fast Hengja i Hop: sammenhefte. Han fekk nokot til at hengja seg i (at opholde sig over). – 3) bøie ned, lade glide eller hælde nedad. Hengja Hovudet. H. Lepen. H. Henderna: gaae ørkesløs. Hengja seg ned: sætte sig, hvile lidt. Ogsaa i Formen hengjast: sidde ørkesløs, som for at vente paa noget. Eg sat der og hengdest heile Dagen. B. Stift.

Hengje (el. Henge), n. 1) Hængsel, Fæste. 2) et Punkt hvor noget hænger fast. 3) Vedhæng, noget som hefter ved. Ogsaa i Spøg om noget som man holder sig til, saasom en Kjæreste. B. Stift.

Hengjebjørk, f. Birk med lange nedhængende Kviste.

Hengjedy, n. Hængedynd. Østl.

Hengjefaks, n. hængende Man (paa Heste). Mere alm. Hengjemaan. Nogle Steder Fallemaan.

Hengjelaas, n. (m.), Hængelaas.

hengjelendt, adj. n. lavt, sumpigt; om et Jordstykke. Hall. Her ogsaa flere Ord med “hengje” for Begrebet sid eller nedbøiet; saaledes: hengjeherdad (hængjehøla): lavskuldret; hengjelepa(d) og hengjevørra(d): sidlæbet; hengjenasa(d): langnæset; hengjevomba(d): sidbuget.

Hengjemaan, f. s. Hengjefaks.

Hengjemyr, f. Hængedynd. Trondh.

hengjen, s. hengsam.

Hengjesula, f. en kløftet Stang til at ophænge Fisk med. Nordl. (Hengsula).

hengsam, adj. tilbøielig til at hænge ved eller sætte sig fast.

Hengsla, f. 1) Hængning, Ophængelse. – 2) Hængsel, Krog eller Fæste at hænge paa. 3) Baand hvorved noget kan bæres paa Ryggen (= Fetel, Berfetel). – 4) Kjæde af sammenbundne Stokke, hvorved Tømmeret opfanges i Elvene. Østl. – 5) en lang Figur uden rigtig Holdning. (Vel egentl. En som hænger Lemmerne eller bøier sig meget). Smaal.

Hengslehald, n. Tilsyn med en Tømmerhængsle (s. Hengsla, 4). Num.

hengslutt (hengslet), adj. uanseelig, som har en daarlig Holdning (s. Hengsla 5).

Hengsrid (?), f. Anfald af en vis Mavesygdom. Hadeland.

Henker, pl. s. Honk.

henn (el. henne), s. herne.

Henna, s. Hedna. – henne, s. ho.

henta, v.a. (ar), hente, tage imod; borttage; ogsaa samle, plukke (s. hemta). Jf G.N. henda: gribe.

henta, adv. i Forbind. “henta god” dvs. meget god, ypperlig. Østl. (Rom.). Jf. G.N. hentugr: passende.

Hentar, m. Indsamler, Modtager.

Henting, f. Samling, Indhentning.

Hepp, m. et Slumpetræf; Lykketræf.

Heppa, f. Held, Lykke. Jf. Uheppa, Uhapp og Hopp.

heppa, v.n. (ar), hænde sig, træffe, slumpe til. Det hadde heppat til.
Vald. Buskr. og fl. “Dæ heppa’ ette”, dvs. det slaar ind, indtræffer som man havde ventet. Hall. Hedder ogsaa heppast.

heppeleg, adj. heldig. – heppelege, adv. heldigt, med Lykke; heldigviis.

heppen, adj. heldig, lykkelig (i visse Tilfælde); begunstiget af et heldigt Slumpetræf. Mere alm. end de forrige. G.N. heppinn. (Jf. Eng. happy). “Han Heppen”, en ironisk Benævnelse paa en Person, som jævnlig er uheldig eller forseer sig.

Heppenskap, m. Held, Begunstigelse af Lykken.

Heppna (el. Hepna), f. Held; heldigt Slumpetræf, Lykketræf. B. Stift.

hepta, s. hefta.

her, adv. her. (Jf. hedan, hegat, hit). Mest alm. udtalt hær; afvig. hør, Lister; og med en dunkel tillagt Partikel: hærane, Mandal; hæran, og hær’a, Lister, Rbg. Tel. Ogsaa hæn (s. herne); i Hard. Hær’e. G.N. her (her-na); Sv. här. – Særlig Betydn. 1) her, paa dette Sted. Her hjaa oss. Her i Huset. Her ute, inne, uppe, nord osv. Her og kvar: hist og her, paa forskjellige Steder. Nhl. og fl. (G.N. her ok hvar). Ogsaa med Begreb af: til eller fra Stedet: her til, her inn, her upp, her ifraa. – 2) nu, paa denne Tid. No her etter: efter denne Tid. Her fyre: forhen, førend nu. Her ifraa: fra nu af. Her ein Dagen, el. her um Dagen: for nogle Dage siden. (Ogsaa svensk). – 3) med Begreb af: dette, denne Ting, denne Sag. Herum, hermed, herav. Neppe brugt i Dagligtalen, men passer bedre til Skrift og findes saaledes ogsaa brugt i G.N.

Her, m. (og f.), Hær, Armee; ogsaa Skare, stor Hob. Alm. udtalt Hær, dog lidet brugt. G.N. herr (her), m. Sv. här, m. Jf. herja. Foruden de nedenfor nævnte Sammensætninger ere mange flere anvendte i nyere Skrifter (navnlig i Bladet “Dølen”), tildeels ligefrem efter Gammel Norsk; saaledes: Herbunad, m. Udrustning for en Armee. Herfang, n. Rov, Bytte. Herferd, f. Krigstog, Herflokk, m. Trop, Corps. Herklæde, n. Mundering. Hermann, m. militær Person. Hermerke, n. Fane. Herrop, n. Feltraab, Løsen. Herskip, n. Orlogsskib. Herskipnad, m. Militærvæsen. Herstrid, m. Krig Herstyrke, m. Krigsmagt. hertaka, v.a. indtage. Hertenesta, f. Militærtjeneste. hervinna, v.a. erobre. Hervinning, f. Erobring. – Det samme Ord forekommer ogsaa i endeel Personsnavne, som: Herbjørn, Herbrand, Herdag, Herleik (Helleik), Hermod, Hermund.

Herad, n. Herred, Thinglag, lidet Distrikt. Udtalt “Hæra”, men lidet brugl. undtagen i Distriktsnavne, som Kvinnherad, Bøherad, Lundeherad. G.N. herad; Sv. härad. Jf. Herding, m.

Herbyrge (Hærbyrgje), n. Herberge, Huus til et midlertidigt Ophold. G.N. herbergi, og herbyrgi; Sv. herberge.

herbyrgja, v.a. (er, de), huse, skaffe Herberge. B. Stift. Ogsaa G.N.

Herd, f. (Fl. Herdar), Skulder, Legemsdeel imellem Armen og Ryggen. Mest alm. udtalt Hær, Hæra(r), Hæranne; advig. Hør, Høranne, Rbg., Høl, Høladn (med tykt L), Hall. G.N. herdr, herdar; Sv. härd (sjeld.). Mest brugt i Fleertal, dog ogsaa ofte i Eental, f. Ex. i den eine Herdi (Hær’inne); eg kann bera det paa Herdi, o.s.v. I Forholdet til Oksl (Aksl) synes Herd især at betegne den øvre og bagere Deel af Skulderen.

herda (hæra), v.a. (er, de; eller: er, te), 1) hærde, gjøre haard; f. Ex. herda Jarn: hærde Jern ved Afkjøling i Vand. Mest alm. udtalt: hæra, hære; advig. høre, Sæt. Tel.; høle (tykt L), Hall. hæle, Trondh. G.N. herda. (Af hard). – 2) gjøre haardfør. Herda seg: vænne sig til at taale og lide ondt. Ogsaa: vove, driste. Herda seg ut: vove sig ud. Hard. Nordland. Hertil: herdast, v.n. blive haardfør eller dristig; ogsaa: blive haard (= hardna). – 3) drive stærkere paa (med et Arbeide), anstrenge sig, el. skynde sig noget mere. (herda paa). Mindre brugl. Jf. Herding, f. – 4) v.n. holde ud, vedblive, holde længere ved. “Lat oss hære paa ei Stund til”. Østl. og Trondh. Meget brugl. (Sv. härda ut). – 5) taale, lide, fordrage. (Med et Verbum i Inf.). Trondh. Nordl. “D’æ so kaldt, at ein kann int’ hæl’ aa vera ute”. “Eg hæl’ int’ aa høyr’ paa dæ”. Jf. herdande. – Particip hedder sædvanlig: herdt (hært); afvig. hørt (Rbg. Tel.), dvs. hærdet.

Herda, f. 1) et haardt og fortørret Træ; især om Fyrretræer. Østerd. udtalt Hæle (med tykt L). – 2) en haard Prøve, Kamp, Anstrengelse. “Ei heit’e Hære”, Valders. – 3) Haardførhed, Kraft til at taale meget. “Hæle”, Hall. G.N. herda. Hertil herdig.

herdande, adj. 1) hærdende. (Sjelden). 2) som kan taales, lader sig udholde. “Dæ var inte hæland”, dvs. ikke at udholde. Trondh.

Herdarblad, n. Skulderblad. Efter Udtalen “Hærablad”. G.N. herdarblad.

Herdaskaut, n. Hovedklæde (Skaut), som rækker ned over Skuldrene. “Høleskaut”, Hallingdal.

Herdaskinn, n. Skind at lægge over Skuldrene; f. Ex. under en Byrde. “Høreskinn” Sæt. og fl.

Herdaskot (o’) n. Skuldertræk. Af Talemaaden “skjota paa Herdarne”.

Herdatopp, m. Skuldertop, det Punkt af Ryggen som er imellem Boverne; saaledes især om den bageste Mankelok paa Hesten. Lyder sædvanl. “Hæratopp”. G.N. herdatoppr.
I danske Dial. Hærdtop.

herdebreid, adj. bredskuldret. (hærebreid’e). G.N. herdibreidr.

Herdekorg, f. Kurv til at bære paa Ryggen. “Hølkorg”, Gbr.

herdelut (uu), adj. nedbøiet, ludene, lavskuldret. Tel. (Landst. 238).

herden, udholdende, s. herdig.

herdig (og herdug), adj. 1) haardfør, udholdende, som taaler meget. Efter Udtalen: hærig, Nordl., hærau (hælau), Namd. og fl. Ogsaa i Formen herden (hæren, hælen), Trondh. – 2) standhaftig, som ikke giver tabt. Tildeels paa Østl. (hæraug, hælau). Sv. härdig, ihärdig. – 3) dristig, modig, tapper. B. Stift (hærig’e). I Hall. hørug, hølug. Jf. Herda og forherdig.

Herdigskap, m. Udholdenhed; Dristighed, Tapperhed. (Ofte “Hærigheit”, f.).

Herding, f. 1) Hærdelse. Afvig. Høring, Rbg. Tel. – 2) Udholdelse, Vedbliven (s. herda). – 3) en haard Prøve, et Tilfæde da det rigtig gjælder om Styrke. D’er uvisst um det vil halda, naar det kjem i Herdingi. (“I Hæringa”, Østl. “I Hæringjaa”, Ryf.). Ogsaa en stærk Anstrengelse, Strabads, Besværlighed. Nordl. “Dæ gjekk paa Hæringa”: det gik haardt til.

Herding (?), m. Indbygger af et vist “Herad”. Efter Udtalen “Hæring” som Bøhæring, Lundehæring og fl.

herdsam, adj. udholdende, taalig, standhaftig. (Sjeldnere).

Herdska, f. Haardhed; s. Illherdska.

Herdsla, f. Hærdelse. Kniven vardt so heit, at det gjekk av honom Herdsla dvs. at den tabte sin rette Haardhed, blev for blød).

Herdslebrest, m. Sprække som Jern har faaet i Hærdningen.

Herdslestokk, m. Vandkumme, hvori Jern hærdes i Smedien. Ogsaa Herdslebrya, B. Stift; Herdsle-tro, f. Østl.

Herdslevatn, n. Vand, hvori glødende Jern hærde. (Tildeels avendt som Lægemiddel).

herdt, s. herda. herdug, s. herdig.

Here (e’), m. s. Hare.

Herferd, f. (og fl.), s. under Her.

Herførar, m. Anfører, Feltherre.

herja, v.a. (ar), 1) plyndre; egentlig: overfalde med en Hær. G.N. herja. Ogsaa: bortføre, røve. I gamle Viser (Landst. 191). – 2) plage, udsuge, trykke ved ublue Fordringer. Nordre Berg. – 3) æde med Graadighed, sluge, rive til sig (= heksa). Indherred.

Herjar, m. en Udsuger, gjerrig og havesyg Person. B. Stift.

herjen, adj. graadig, glubsk. Nordl. Indh.

Herjing, f. Plyndring. Jf. Hernad.

Herk, n. Skrab, daarlige Ting; især om ilde gjort Arbeide. Østl. (Jf. Harke). Hertil Herkebunad, m. daarlige Redskaber. Herkelag, n. Uorden, daarlig Stand. Herkemaal, n. klodset Sprog. Herkevisa, f. en flau Vise, o.s.v. (Alle med haardt K).

Herke (kj), n. 1, Slæng, daarligt Selskab (omtr. som Pøbel). Østl. Afvig. Herkehorg, f. (med haardt K), om en Hob som man betragter med Ringeagt. Hall.

Herke (kj), n. 2, Hindring, Knibe, Punkt hvor noget gaar besværligt; f. Ex. om Feil i en Laas. Sdm. og fl.

herkja, v.a. (er, te), 1) surre sammen, binde skjødesløst eller i en Hast. Østl. tildeels i Formen herke (ar). I Hall. “herkje” som at sye klodset, saa at Sømmen bliver rynket. (Andre St. hyrpa). Ellers ogsaa om at arbeide skjødesløst. Buskr. – 2) opstramme Tømmerne paa en Hest, for at den ikke skal græsse (f. Ex. i en fremmed Gaard). “Herkje Hesten”. Nordre Berg. Vel nærmest til Hork (Baand).

Herkjempa, f. Stridsmand, Helt. Telem. (Landst. 301).

herleg, adj. herlig, prægtig. Nyere Ord efter T. herrlich, hvis gamle Form er herlich, af Ght. hér: ophøiet, stor.

herlege, temmelig; s. hardla.

Herm, n. Eftersagn; s. Herma, f.

herma, v.a. og n. (er, de), 1) fortælle, eftersige noget ordlydende saaledes som man har hørt det (referere, citere). B. Stift. Eg kann ikkje herma det: jeg mindes ikke Udtrykket ganske nøiagtigt. (Nhl.). Dei hermde det etter honom: de anførte det som et Udtryk af ham. Sdm. og fl. G.N. herma. – 2) v.n. (med: etter): efterabe, efterligne Ens Tale, Stemme eller Gebærder (især til Morskab el. Spot). Ganga og herma etter Folk. Mere alm. (Ogsaa G.N.). Sv. härma. En afvig. Form “harma” skal ogs. forekomme. Num. (?). – 3) følge efter, søge at ligne i Skik eller Maneer. Herma etter Byfolket. Me faa ikkje herma etter dei rike.

Herma, f. Eftersagn, Anekdote, Fortælling med en Samtale eller et Svar, som altid eftersiges med de samme Ord. Mandal, Tel. Vald. Nogle St. Herm, n. Sogn, Nhl.

Hermann, m. Kriger; s. Her.

Hermar, m. Efteraber; især En som efteraber Andre til Spot. Ogsaa kaldet Hermefugl, Hermegast, Hermekraaka.

hermd, part. eftersagt. Det var ikkje rett hermt: ikke rigtig refereret.

Herming, f. 1) Eftersigelse; ogsaa Eftersagn, Anekdote. 2) Efterabelse.

Hernad, m. et stort Følge, en stor fremskridende Hob. “Dæ foor ein heil’e Hernad fram ette Vei’a”. Sdm. Jf. G.N. hernadr: Krigsfærd.

her-ne, adv. s. her. En afvigende Form henne (el. hæn) bruges tildeels som Adjektiv med Betydn. denne, el. dette. F. Ex. “paa hænn Sia”: paa denne Side. “Dæ hænn Aar’e”: dette Aar. Indh. “Dæ henne
Veka”: denne Uge. Smaal. Sv. Dial. häna: her; ä hännä: det her. (Rietz 283).

[Herold, m. Herold, Udraaber. (Tydsk).

Herota (o’), f. Forvirring, Tummel. Ryf. Rbg. Lister. Nogle St. Hæraada, Hæroda. Dunkelt; maaskee “Kampens Tummel”, jf. Ota.

Herr, m. Styrke, Spændkraft, Elasticitet, f. Ex. i en Staalfjæder; ogsaa om Muskelkraft i Legemet. Hall. og Tel. Jf. herren.