Ivar Aasen Norsk Ordbog


heimkynt, adj. fuld af Længsel til Hjemmet, ivrig for at komme hjem. Gbr. heimla



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə66/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
#16491
1   ...   62   63   64   65   66   67   68   69   ...   221

heimkynt, adj. fuld af Længsel til Hjemmet, ivrig for at komme hjem. Gbr.

heimla, v.a. (ar), hjemle, give Ret eller Grund til. (Bruges sædvanlig i den danske Form: hjemle). G.N. heimila.

Heimland, n. Hjemland; Fødeland.

heimlaus, adj. hjemløs; omflyttende.

heimleg, adj. hjemlig, passende for Hjemmet. Jf. heimsleg.

Heimleid, f. Hjemvei; Retning mod Hjemmet.

Heimlov (o’), n. Lov til at fare hjem.

Heimløysa, f. 1) Hjemløshed. 2) noget som har ingensteds hjemme; saaledes: en Historie fra ubekjendt Sted og Tid, en Roman el. deslige. Tel.

Heimløyve, n. Hjemlov. G.N. heimleyfi. Oftere Heimlov. (Nogle St. Heimpass).

Heimola, f. Rumex, s. Høymola.

Heimrast, f. den nærmeste Græsgang eller Udmark ved en Gaard; sædvanlig en Bjergside som vender imod Gaarden eller Bygden (i Modsætning til “Utrast” el. Fjeldmarker). Hall. og flere. Afvig. Himrast, Gbr. Toten, Hadl. Mere regelret Heimrost, Tel. Jf. G.N. heimröst.

heimre, adj. som ligger nærmere mod Bygden eller mod Søen (Fjorden). Nordre Berg. ogsaa Østl. (Lyder tildeels heimdre, heimder). Jf. heim, heime. Hertil adskillige Stedsnavne som Heimre-Bøen, Heimre-Garden, Heimre-Hagen. I Valders Heimre-Æsing (el. Heimder-æsing), m. En som boer paa denne Side af Aasen eller Bjerget. – Andre Steder oftere i Superlativ heimst, saasom Heimste-Garden, Heimste-Haugen og fl. Modsat fremst.

Heimreid, f. 1) egentl. Hjemridning, el. et Følge som rider hjem. 2) fiendtligt Besøg, Brud paa Huusfreden, Voldsomhed i anden Mands Huus. Tel. (Heimrei).

Heimror, m. Hjemreise tilsøes.

Heimsed, m. Hjemmeskik. Skoda Heimsederne: besee sig paa et Sted, som man skal flytte til. “Skoa Heimse’idn”, Valders. Jf heimsjaa.

heimsjaa (seg), v.a. (ser, saag), besee sit tilkommende Hjem; om En som skal tiltræde en Gaard. Ho var der og heimsaag seg. Nhl. Hall. og fl.

Heimsjaaing, f. Beseelse af et Sted, som man skal flytte til; ogsaa et Gjæstebud i denne Anledning.

heimsjuk, adj. plaget af Hjemvee.

heimsleg, adj. fri, fortrolig, familiær; ogsaa: dristig, nærgaaende. Nordl. Jf. heimholl.

Heimslætte, n. s. Heimeslaatt.

heimst, nærmest o.s.v., s. heimre.

Heimstad, m. Hjemsted; Bopæl.

Heimstemna, f. Aastedsmøde; Stævning til et Møde udenfor Thingstedet; f. Ex. ved et omtvistet Grændseskjel. Ryf. (Ogsaa Heimastemna). Jf. G.N. heimstefna.

Heimstøding, m. En som ikke kommer udenfor Hjemmet. Sdm. og fl.

Heimstøl, m. s. Heimsæter.

Heimsykja, f. Hjemvee. Sv. hemsjuka.


Heimsæter, f. en Sæter eller Malkeplads, som er noget nær ved Gaarden. Østl. Ogs. kaldet Heimstøl, m. (Hall. og fl.). Modsat Fjellsæter, Heidstøl, Langstøl.

heimsøkja, v.a. (er, te), hjemsøge (nu sædvanlig med Begreb af Tugt eller Straf). Egentlig: besøge, ligesom G.N. heimsœkja.

heimta (modtage), s. hemta.

heim-til, adv. hjemad, mod Hjemmet. I Sæt. ogsaa “heim-te” for heim-atter.

Heimtraa, f. Længsel til Hjemmet.

Heimveg (e’), m. Hjemvei; Hjemreise. Setja til Heimvegs: stævne hjem. (Hall.).

Heimvist, f. (m.), Hjem, Opholdssted. Hard. Nhl. Helg. og fl. G.N. heimsvist, f. Ev. hemvist, n.

Heimvit (i’), n. Vidende om sit Hjem. Han heve Heimvitet: han veed nok at finde sit Hjem. (f. Ex. om en Hest).

Heimvon (oo), f. Haab om at komme hjem (f. Ex. til Natten).

Hein, m. (f.), Hvæssesteen, et Slags fiin Brynesteen. I de sydlige Egne Hankjønsord, saaledes: Heidn, Hard., og Heinn, eller Henn, Sdm. Derimod: Hein, f. i Trondh. Stift, hvor det tildeels ogsaa betegner et Bryne af almindelig Art. I Smaal. Hine, f. G.N. hein, f. Sv. hen, m., i Dial. hein og hen, f. (Rietz 252).

heina, v.a. (ar), hvæsse, slibe med en Hein. Jf. bryna.

Heineberg, n. Steen eller Klippe hvoraf Heiner udhugges.

Heineslag, n. en vis Art af Heiner.

Heir, s. Heider. Heira, s. heidra.

heirun, adj. om Køer: lidt sygelig, kjed af Græsset og lysten efter Salt. (Jf. vesken). Yttre-Sogn. Maaskee heidrun.

heisa, tørres, fortørres; s. hæsa.

heisleg, s. heidsleg og heskjeleg.

[Heit, f. med Betydn. Beskaffenhed, brugt som Endelse i Subst. (ligesom “het” i Svensk og “hed” i Dansk), f. Ex. Godheit, Rolegheit, Lystigheit, o.s.v., synes ogsaa at forekomme som særskilt Ord, f. Ex. “stygga Heiti”, Sogn. Ordet er i en senere Tid indkommet fra Tydsk og maa her ansees som en Forvanskning, da det nemlig skulde hedde “heid”; jf. Holl. heid; Eng. hood (Ang. hád); Goth. haidus, dvs. Art, Maade. Tilsvarende hjemlige Former ere: leike, skap, dom (og semd). Gram. § 279.

heit, adj. 1) hed, meget varm. G.N. heitr. Det kjem heitt i det, dvs. der kommer Hede i det (f. Ex. i fugtigt Hø). Paa nogle Steder betegner heit ogsaa: varm, i en mildere Grad. (Sogn). Jf. varm og fjelg. – 2) hidsig, heftig, brusende; om Lidenskab. Ein heit Harm. Det var so heitt med deim. Gakk med det, medan det er heitt (spottende, til En som truer med at klage).

Heita, f. Ildning, Ophedelse; f. Ex. af Jern i Smedien. Trondh. Nordl. Andre Steder Hita (i’). Jf Elding.

heita, v.a. (ar), ophede, gjøre hed. Nordl. og fl. Ellers hita (i’).

heita, v.n. (ar), 1) true, skræmme (= hota). “Han sto aa heita mæ Neven”. Ndm. (G.N. heita: love). – 2) drive, skynde paa. Rbg. Kun med “paa”, f. Ex. “Du maa heite paa dei”. Hertil ogsaa et Tilraabsord “heit”, omtr. som: fort, afsted! (Sæt.).

heita, v.n. (er, te), hedde, kaldes, benævnes. En afvigende Form: eita (eite) bruges i en stor Deel af Landet (Trondhjem, Berg. Hall. Vald. Gbr.), f. Ex. “kva’ eit’ ‘an” (= kvat heiter han). Spor af stærk Bøining forekomme i Øvre Tel., nemlig Imprf. het (heet); jf. heiten. G.N. heita (heitir hét, heitit) og i Breve fra senere Tider: eita (eitir). Ho heiter etter Godmor si (dvs. er opkaldt efter Bedstemoderen). Det heiter so, han skal koma atter, dvs. det hedder, el. man siger at o.s.v. Det laut no so heita, dvs. man maatte nu engang kalde det saa (om en Sag, som er fremstillet med nogen Besmykkelse). – I enkelte Egne forekommer: heitast (eitast), dvs. ansees for, siges at være; f. Ex. “Dæ eites føre ein go’ Gar’” (regnes for en god Gaard). Hall.

heitande, adj. kaldet, benævnt. Om en anden Betydn., s. hellende.

Heite, n. Navn, Benævnelse. Sogn, i Formen Eite. (G.N. heiti). Ofte ligesom “Namn” om en Smule, den mindste Ting af et Slags, f. Ex. “inkje Eite te Fisk”: ikke en eneste Fisk. “Da va Eite te Penga”, dvs. det kan man kalde Penge (om en stor Sum).

Heitebak, n. varmt Omslag.

heiten, adj. egentl. kaldet; men brugt omtrent som “hedenfaren”, el. “salig” om afdøde Personer. Tel. i Formen “eiten”, for Ex. han Fa’r eiten; ho Mo’r eiti; han Olav eiten. Saaledes ogsaa Isl. heitinn, og i en svensk Dial. aiten (Rietz 4).

Heitevegg, m. Fastelavnsbrød, et Slags Kager. (Bergen og fl.). Sv. hetvägg; i Danmark Hittevægge, af Nedertydsk Heetwek, el. Heetwege (hos Schambach Heidewek).

heitfengd, adj. om En, som taaler stærk Hede, eller kan haandtere meget hede Ting. Nordre Berg. (Isl. heitfengr). Ellers: heithendt, om En som kan berøre hede Ting. (Tel.). heit-eten, som taaler at æde meget hed Mad. (B. Stift).

Heiting, f. el. Heitingsord, n. pl. bitre, fornærmelige Ord. Sdm. G.N. heiting, heitanarord: Trusler. Jf. heita.

heitna, v.n. blive hed, = hitna.

Heitrækje, n. en vedvarende Uvillie, et indgroet Had. Sdm. oftere udtalt Heitrekje (e’). Jf. G.N. heiptrækr: hævngjerrig; langræki: Uforsonlighed.

heitt, adv. hedt, meget varmt. Soli skein so heitt. Ogsaa: heftigt, stærkt.


heiutt, adj. vild, kaad, støiende. Nordland (heiatt). Jf. heia, v.

Hek, s. Hik (i’). – heka, s. hika.

Hekel (e’), m. 1) Snip, Udkant (= Skjekel). Jæd. (Udtalt næsten Hegjel). – 2) en høi og smal Karl. Nordre Berg. (Hekjel). Jf. Haake.

hekk (dvs. hang), s. hanga.

Hekk, m. Hæk, Hestekrybbe. Vald. (Synes at være fremmedt ligesom det følgende).

Hekka, f. Ramme af Fjele eller Vidier paa Siden af et Læs (= Sledegrind, Varskida). Sæt. (Sv. häck).

hekken (hvilken), s. hokken.

hekla, v.a. (ar), 1) hegle (Liin el. Hamp). 2) sammenhefte Smaafisk parviis ved at stikke det ene Hoved ind i det andet. Sdm. og fl. Hertil “Heklasild”, f. Sild som er saaledes ophængt og tørret.

Hekla, f. en Hegle. Sv. häckla, T. Hechel.

heklad (hekla), adj. meget flink, kjæk, frisk. Nfj. Sdm. Gbr. Vel egentlig: heglet, vel tilberedet.

Hekling, f. Hegling, Tilredelse.

heksa, v.a. og n. (er, te), 1) sluge, æde med stor Hast eller Graadighed. Heksa i seg nokon Mat. Nordl. Trondh. Berg. og fl. – 2) tale skarpt og bidende, give hvasse Ord. Hall. (Jf. glefsa). Ogsaa: snakke meget og ufornuftigt. Indh. “Han heldt paa aa heks’ utu’ seg” (at give ondt af sig, bruge grov Mund). Jf. gløypa. – Heraf Heksing, f. Slugen o.s.v.

Hekt, f. en Bøile; s. Hogold.

hekta (ee), v.a. (ar), 1) hægte, forbinde ved Hægter el. Kroge. (Jf. Holl. hechten: hefte). – 2) lænke, fæste i en Hage (= lekkja). Gbr. (Maaskee til Hake). – 3) hakke eller jævne Furerne paa Ageren efter Pløiningen. Ork.

Hekte (ee), n. 1) Hægte, i Klæder; see Hektepar. Afvig. Hekta, n. Tel. Hekt, f. Ork. (Sv. häkta, f.). – 2) Lægter el. Stokke, som lægges over et Tag for at holde det bedre sammen. – 3) i Forbindelsen: “paa Hekte”, dvs. paa Nippet, meget nær ved. Smaal. Tel. Hall.

Hekteglas, n. Vindue som kan lukkes op. Num. og fl. Andre St. Gangglas.

Hektepar, n. et Par Hægter, bestaaende af “Krok og Lykkja”.

Hektering, m. Bundt el. Knippe af Hægter.

Hel (f.), Død (G.N. hel). Sædvanlig udtalt Hæl. Brugt i Forbindelsen: i Hel, dvs. ihjel, til Døde. Saaledes: svelta, eller frjosa i Hel; slaa, skjota, spenna, klemba, trakka i Hel; reflexivt: stræva, eta, læja seg i Hel, og fl. (Sv. ihjäl; i Dial. i häl). Ellers i Sammensætning: Helferd, Helhunger, Helmaur, Helorar, Helsott, Helvite. (Afvigende: Heljorar, s. Heljar). Participium af Verbet sættes helst efter “i Hel”, og det hele lyder da som en Sammensætning, f. Ex. ihelsvolten, ihelfrosen, ihelslegen.

hela (e’), v.n. (ar), hæle (med en Tyv), dølge. Lidet brugl. (T. hehlen). Hertil Helar (e’), m. en Hæler; mest i Forbind. “ein Helar og ein Stelar”.

hela (ee), v.n. (ar), rimes, tilfryse med Riim (Hela). Ogsaa i Formen helast. Particip: helad. Paa helad Mark: paa riimfrossen Jord.

Hela (ee), f. Riim, Riimfrost. B. Stift. Tel. Hall. Gbr. og fl. G.N. héla. Andre St. Rim.

Helar, s. hela. Helbrigd, s. Heilbrigd.

held (holder), s. halda.

Helda, f. 1) Hilde, Baand om Fødderne (paa Dyr). Maaskee almind. Afvigende: Hylda, Hyld, Trondh. I svenske Dial. hälla (Rietz 237). – 2) Bøile i Enden af et Reb. Vald. og flere. Ellers kaldet: Holda, Helder, Holder, Huld og fl., see Hogold. – 3) i pl. Efterbyrd af Dyr, især Køer. B. Stift. Isl. hyldir, pl. (Sv. Dial. haild og elda. Rietz 117). Andensteds kaldet Greidslor.

helda, v.a. (ar), hilde, belægge med Baand om Fødderne.

Helde, n. 1) Holden (af halda). I Sammensætning som Medhelde, Upphelde, Kostarhelde. – 2) Hold, Styrke, Varighed. Hall. – 3) Tilhold, Opholdssted. D’er der han heve sitt Helde.

heldebyksa, s. heilbyksa.

helder (heldr), adv. 1) hellere, med større Lyst. Afvig. helda, heldan (Gbr. Vald.), heller, held’e, held, hell. G.N. heldr, af en Rod “hald”, som viser sig i Goth. haldis og Ght. halt. – 2) før, snarere; med mere Grund. D’er helder for stort en for litet. Det kann du helder segja. – 3) noget, i noget Grad, temmelig. Det vardt helder seint. Nhl. Sæt. og fl. – 4) i Forbind. ikkje helder: ikke mere, ligesaalidet. Ikkje saag eg det, og ikkje han helder. – 5) med Adj. eller Adv. efter en Negtelse: alligevel, endda. Det var ikkje so langt helder. Det gjekk ikkje so illa helder. – Desuden forekommer helder (held, hell) ogsaa som conj. i Stedet for elder (eller), f. Ex. “Korkje den eine hell den andre”. Ligesaa for en (end), f. Ex. “Dæ va’ meir hell ein Gong”. Egentlig for “helder en” (G.N. heldr en).

Helder (Heldr), f. s. Helda og Hogold.

Helding, f. Hildning, Binding om Fødderne.

Helebraut (ee), f. Mælkeveien paa Himmelen. Hall. See Vetterbraut.

helefri (ee), adj. fri for Riimfrost.

helefrosen (o), adj. belagt med Riim.

helegraa (ee), adj. hvidgraa, hvid og graaspættet, skimlet.

Helenatt, f. Nat med Riimfrost.

Heleveder (-veer), n. Veir som medfører Riimfrost (Hela).

Helferd (e’), f. Død; Dødsstund. Namd.
udtalt: Helfar, Hælfal (s. Ferd). “Han laag i Hælfarom”, (dvs. paa sit sidste). G.N. helferd (?), helför.

Helft, f. s. Helvt.

Helg, f. (Fl. Helgar), Helligdag, Høitid eller Hviletid; især om Tiden fra Løverdags Aften til Søndags Aften. Alm. Tildeels udtalt Helj, Østl. Halj, Ork., Hæg, Sæt. Tel. G.N. helgr (helgi); Sv. helg (af heilag). Fyre Helgi: sidst i forrige Uge. Fyrre Helgi: næstforrige Søndag. (Ogsaa: hi Helgi, og sinne Helgi, el. si Helg). Onnor Helg: paa Søndag otte Dage til. – I Sammensætning Helgar (sædvanlig Helga).

helga, v.a. (ar), 1) hellige, gjøre hellig. Lidet brugl. see heilaga. G.N. helga; Sv. helga. – 2) pryde, pynte op til en Helligdag. Hall. I Tel. i en afvigende Form: hægra.

Helgabrigd, f. s. Helgarskifte.

Helgabunad, m. Ting som bruges om Helligdagene. Saaledes: Helgaklæde, n. Helgakost, m. Helgamat, m. og flere. (Rettere Helgar-).

Helgahald, n. Helligholdelse af en vis Tid.

Helgamessa, f. Alle Helgenes Dag (den første November). Afvig. Helgamyss, Helgjemiss, Hellmess; i Sogn Allhellmyss. (G.N. allra heilagra messa). Ved Siden heraf findes ogsaa: Helgomess, (Sæt. Vald.), som synes at være en anden Form: Helgon-messa (ligesom i Svensk).

helga-millom, imellem Helligdagene.

Helgarbil (i’), n. Tid i hvilken en Helligdag indtræffer. (Helgabil).

helgarklædd, adj. helligdagsklædt.

Helgarmun (u’), m. Forskjel, foraarsaget ved en Helligdagshvile eller ved et Par Dages Ophold. Saaledes i Ordsproget: “Helgamun um Vaaren gjere’ Vikemun um Hausten”, dvs. det som var saaet paa Mandag, vil modnes en Uge senere end det, som var saaet Løverdagen forud. B. Stift.

Helgarsed, m. Helligdags Skik. (Helga-se). Ogsaa kaldt: Helga(r)vis, f.

Helgarskifte, n. Afvigelse fra den daglige Skik i en Helg eller Høitid. Ogsaa kaldet Helga(r)brigd, f. Sdm.

Helgdag, m. Helligdag (= Heilagdag). Nogle Steder Helgedag (Helgjedag), forkortet Helldag.

helgdagsleg, adj. passende til Helligdagene. Ogsaa brugt som Subst. “Til helgdagslege”: til Helligdags Brug. Nordre Berg.

Helgelending, m. Indbygger af Helgeland (i Nordland), som sædvanlig lyder forkortet: Helland, hvoraf “Hellandsfar”, n. en Jægt fra Helgeland. I G.N. Hálogaland, altsaa forskjelligt fra de Stedsnavne, som begynde med Mandsnavnet Helge, saasom Helgebolstad (Hægebostad), Helgesæt (Helset), Helgesund (Hellesund).

Helhunger, m. usædvanlig Graadighed, som kan indfinde sig kort forud for Døden, eller ansees som et Dødstegn. “Hælhungren”, Nordre Berg. I Tel. Moldgraade.

Heljar-kar, m. en usædvanlig Karl, omtr. som “en Pokkers Karl”, om en stolt og brammende Person. Hall. (Hoel), i Formen Helja-kar. Endnu oftere Heljabobbe, Heljagubbe, og Heljaknagse, i samme Betydning. Jf. Isl. heljarkarl.

Heljarkaup, n. en usædvanlig Handel; en Bedrift til at skryde af. Hall.

heljarleg, adj. usædvanlig stor, uhyre. Hall. (heljale’). Jf. Heljarkar.

Heljorar, s. Helorar.

heljug, adj. meget hastig, hidsig, fremfusende. Hall. (Hoel).

Hell (Loft), s. Hjell.

hell, s. helder, elder, en.

hella, v.n. (er, te), strømme ned, styrte, rinde. Det regnde, so det hellte ned. Siredal, Rbg. Vel ogsaa v.a. hælde, gyde, lade rinde (G.N. hella). Andre St. ubrugl. Jf. halla.

Hella, f. 1) en flad Steen (især noget tynd); en Steenskive, Flise. Alm. Tildeels afvig. Hedla, Sogn; Hedde, Sæt., Hylla, Hyll’, Trondh. G.N. hella; Sv. häll. I Stedsnavne synes Hella ogsaa at betyde en flad Klippe. Jf. Hall, m. – 2) en rund Jernskive at stege Kager og Fladbrød paa. S. Baksterhella. (Paa Østl. Takka). 3) Bund, Underlag, et fast og sammenhængende Lag. Aurhella, Leirhella. Ishella (jf. Blodhella og Kovhella). Ved Trondh. (i Formen Hyll’) ogsaa om Svulst eller stærk Hævelse i syge Lemmer.

Hellandsfar, s. Helgelending.

Hellar, m. Grotte, Klippehule, Skjul under en Klippe. I forskjellig Form: Hellar, Nordre Berg. Nordl. og fl. Heller, Søndre Berg., Heddir, Sæt. Tel (Vinje), Hiller, Ryf., Hillar, Sogn; Hallar, Namd. Nordl. G.N. hellir (acc. helli); i svenske Dial. häller (Rietz 236). Fleertal beholder sædvanlig “r”: Hellara(r), Hellera(r); i Tel. Heddirar.

Helleberg, n. Steenart, som lader sig kløve i Plader; Klippe hvoraf man bryder “Heller” til Tag, o.s.v.

Hellebrot (o’), n. Steenbrud; Sted hvor Heller udbrydes.

Hellefarm, m. Ladning af Steenskiver.

Hellefisk, m. Helleflynder (= Kveita). Mandal og fl. Skal egentlig være Heilagsfisk; Isl. heilagfiski; Sv. helgflundra. (Jf. Eng. halibut; Holl. heilbot, om en anden Art).

Hellegolv, n. Steengulv. Ogsaa kaldet Helletile (i’), som er mindre rigtigt.

Hellekaka, f. tynd Kage, som steges paa en Jernskive (Hella). B. Stift. Ved Trondh. Hyllkaka.

hellelagd, adj. belagt med Steenskiver; f. Ex. om en Vei.


helleleggja, v.a. belægge med Heller.

hellende, adv. i Forbind. “hellende still”: ganske stille, uden en Lyd. Østl. (Rom.). Dansk hellende: meget, drøit; i svenske Dial. hällande. I Gbr. (Lom) hedder det: “heitande still”.

helles, og hellest (adv.), s. elles.

Helleslag, n. en vis Art af Heller.

Hellestein, m. Steen som kløver sig i Skiver; tynd Steen.

Helletak, n. Tag af Steenskiver.

Helletile (i’), n. s. Hellegolv.

Helleveg (e’), m. Vei som er belagt med flad Steen; Fortog.

Hellevegg, m. Væg af Steenskiver.

Helm, m. Lampestang, som er fæstet i en Axel i Væggen, saa at den kan vendes eller flyttes til begge Sider. Voss. I Sfj. Hjelm. (Andre St. Veiv, Koleveiv). Da Tingen har megen Lighed med en Rorstang (Styrevol), har Ordet vistnok en Forbindelse med G.N. hjalmvölr, hjalmurvölr. Jf. Eng. helm: Ror.

Helma, f. Halmstub, Stilke efter afskaaret Korn paa Agrene. Ryf. Jæd. Mandal og flere. Afvig. Hæme, Tel. (Vinje), Hylma, B. Stift, Hølme, Hall. Holma, Ork. Halma, Østerd. G.N. helma.

Helmaur, m. Krillen i Huden, Kløe som tildeels paakommer i Dødssygdommen, eller ansees som et Dødstegn. Namd. Helg. (Hellimaur); Hall. (Hælmaur). Ogsaa kaldet Naalus. Af Hel og maura (dvs. krille).

Helming, m. Halvdeel, Halvpart; f. Ex. om den halve Deel af et kløvet Træ. B. Stift. I Hall. Holming. G.N. helmingr. See ellers Halvning og Helvt.

Helning, m. s. Halvning.

helora (e’), v.n. (ar), 1) døse, gaae som i halv Søvn (s. Helorar). Paa Sdm. hilora. 2) vaase, tale dumt og forvirret. Nfj.

Helorar (e’), pl. Forvirring, Sandseløshed. Brugt i Dativ Helorom (-oro, oraa); saaledes: i Heloro, Sæt. og afvig. i Heljoro, Søndre Berg., Tel. Hall., i Hellioro, Helg. i Heljoraa, Sfj. – Særskilt i to Betydn. a) Sløvhed eller Sandseløshed forud for Døden. “Han laag i Hellioro”, dvs. paa sit yderste. Helg. (= i Dau’orom, Ork.). – b) Forvirring af Søvn, den sandsesløse eller bedøvede Tilstand, hvori man befinder sig i det Øieblik, da man sover ind eller vaagner op (= Svevnorar, Himmelorar). Det sidste er det almindelige i de sydlige Egne; men den første Betydn. er vistnok den oprindelige. Jf. Hel og Orar.

Heloring (e’), f. forvirret Snak. Nfj.

helpa, v. s. hjelpa.

Helsa, f. Helbred, Sundhed. Egentlig Heilsa (af heil). G.N. heilsa. I Genitivstilling “Helse”: Han heve ikkje ein Helse Dag: han er ikke en Dag ganske frisk. Ho vardt ikkje Helse Menneskja meir: hun blev aldrig rigtig frisk siden.

helsa, v.a. og n. (ar), hilse, tiltale med en Hilsning; ogsaa: sende Hilsning (med Bud eller Brev). Egentl. heilsa: ønske Lykke (nærmest til Heil, n.). G.N. heilsa. Imprf. ofte med “te” (helste). Helsa heim: hils hjemme. Helsa til ein: hilse, tiltale En. Helsa paa ein: besøge, faae i Tale. (Mere fornemt, omtr. som complimentere; ironisk: tiltale skarpt, give dygtig Skrub). – helsast, v.n. hilse hinanden.

Helsarbrev, n. Brev med Hilsninger.

Helsarsed, m. Hilsemaade.

Helse, n. Halsbaand, Halsring; især til Hunde. (Af Hals). Søndre Berg. og fl., ogsaa paa Østl. (Hælse, Halse), og ved Trondh. (Hølse, Høls). G.N. helsi.

Helsebot (oo), f. Lægedom; Forfriskelse eller Styrkelse for Helbreden. Almind. G.N. heilsubót.

Helsedrykk, m. Lægedrik.

Helsefar, n. Helbred, Sundhedstilstand. Shl. Voss. Kor stend til med Helsefaret? G.N. heilsufar. Paa Sdm. i anden Betydning: Han skal faa Helsefar, dvs. han skal faae dygtig Skrub. Maaskee lempet efter “Helsing”, som tildeels har denne Bemærkelse.

helselaus, adj. 1) om En, hvis Helbred er nedbrudt, eller som aldrig er rigtig frisk. 2) om en Tilstand, som er farlig for Helbreden. D’er helselaust aa sitja ute i denne Kulden.

Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   62   63   64   65   66   67   68   69   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

gir | qeydiyyatdan keç
    Ana səhifə


yükləyin