Ivar Aasen Norsk Ordbog

Hefte, n. 1) Hindring, noget som hemmer eller stopper en Ting i dens Gang. – 2) Forsinkelse, Ophold, Afbrydelse i et Arbeide. Meget brugl.

Heftekrok, m. En som hindrer og forsinker Folk i Arbeidet; især om Børn. Østl.

heftesam, adj. forsinkende, tidsspildende, hinderlig. Ofte i Formen heftasam; ellers heftall og heften.

Heftestund, f. Stund da man bliver afholdt fra sit Arbeide.

Hefting, f. Forsinkelse, Afbrydelse.

hegaste (e’), adj. nærmeste; s. følg.

hegat (e’), adv. hid, hertil. Ryf. Hard. Nhl. Udtalt hega (Jf. degat). G.N. hingat, higat, hegat. Saaledes ogsaa: hegatter (hega att’e): hid igjen. hega-fyre: paa denne Side (= hitanfyre). hega paa, = hitanpaa. Hertil ogsaa: hegare, adj. nærmere; og hegaste: nærmeste (= hitaste). See ellers: hit.

Hegd, f. 1, Sparsomhed, Maadehold. Jf hegda og haga.

Hegd, f. 2. Flinkhed, Behændighed, Kunstfærdighed. Af hag. Sæt.

Hegd, f. 3, en Bøile, s. Hogold.

hegda, v.n. (ar), 1) spare, være sparsom eller maadeholden i at benytte en Ting. Me faa hegda med det (el. paa det). Næsten alm. (Sv. Dial. hägda). – 2) v.a. styre, afholde fra Overdrivelse. Han kann ikkje hegda seg: han kan ikke holde Maade. Sdm. og fl. (Nogle Steder hegna seg). G.N. hegda: skikke, ordne. – I Tel. omtales ogsaa et gammelt “hegde” i Betydn. henrette, halshugge (= avhovda).

hegdesam, adj. maadeholden, sparsom. Hedder ogs. hegden, og hegdig.

Hegding, f. Maadehold, Sparsomhed.

Hegg, m. (Fl. Heggjer), Hæg; Hæggetræ (Prunus Padus). G.N. heggr; Sv. hägg. I Sammensætn. sædvanlig Heggje; saaledes Heggjeblom, m. Hæggeblomster. (Nogle Steder Heggjerosa og Heggjevise). Heggjebær, n. Hæggebær. Heggjelauv, n. Hæggeløv. Heggjesmak, m. den særegne Smag i Hæggens Bark eller Løv.

Heggeitel (gj), m. Kjertel i Steen; enkelte haarde Korn eller Knuder i en blødere Steenart, f. Ex. i Slibestene. Trondhjem, Berg. og fl. Mest alm. udtalt Heggjeitel; i Tel. ogsaa Hegjeitel, Heigjeitel, Heieitel. En anden Form er Heggjel, Ryf. Fra Helgeland er meddeelt “Hikkjel”. G.N. hegeitill: haard Steen. Jf. Eitel og Tyta. – Hertil Heggeitelstein (gj), m. en meget haard Steenart. Hard. I Ryf. kaldet “Heggjelstein”.

Heggel (Heggjel), s. Heggeitel.

hegla (e’), v.n. (er, de), falde i Draaber (egentl. hagle); ogsaa: fælde Taarer. Hall.

Hegla, f. en Bøile; s. Hogold.

Hegløge, m. en blank Vædske, som samler sig i et Skaar i Huden, naar dette ikke er saa dybt at det bløder. Hall. (Hoel), udt. Heggløgji. (Ogsaa kaldet Svidevatn). Nærmest til hegla, men ellers dunkelt.

Hegn, f. Gjærde, Indhegning. Sjelden.

hegna, v.a. (ar), 1) indhegne, frede. 2) afholde, styre (= hegda). G.N. hegna, beskytte.

Hegning, f. Omhegning, Fredning.

Hegre (e’), m. Heire (Fugl), Ardea cinerea. G.N. hegri.

Hegset, s. Høgsæte.

Hei, n. og f. see Heid.

hei! interj. hei (som Udraab af Glæde og Lystighed). Ofte med et tilføiet Ord, som: hei so; hei daa; hei der! – Jf. høy!

heia, v.n. (ar), raabe hei, give Glæderaab, juble; ogsaa: støie, skraale.

Heia, f. om en Kvinde, som støier, snakker eller leer meget. Ogs. “Galneheia”, især om urolige Pigebørn.

Heid, n. 1) Himmel, Luft uden Skyer. Sdm. og fl. (dog lidet brugl.). Han er klaar i Heid, el. i Heida (Dativ): det er klart over hele Himmelen. “I klaare Heida”: under klar Himmel. – 2) en Opklaring i Luften, et Ophold i Veiret. “Eit lite Hei”, Nordl. G.N. heid, n. klar Luft. Jf. heida og heidgraa.

Heid, f. (Fl. Heidar), Hede, ubeboet Egn; især om høitliggende skovløse Marker; saaledes oftest: Høislette, Fjeldmark, Fjeldvidder; ofte ogsaa: en Fjeldryg, et langstrakt Bjerg. I de fleste Egne udt. Hei, ved Røros He, i Nfj. og Sdm. Heid. G.N. heidr (heidi), f. Sv. hed. Fara uppaa Heidarne: reise til Fjeldmarkerne. Hedder ogsaa: fara til Heidar (Genitiv). Afvig. “te Heiars”, Tel.

heid, el. heiden, adj. lys, let; om Luften, naar den enten er klar eller kun har tynde høitsvævende Skyer. I Hard. “heien”. G.N. heidr, klar. Jf. Heid, n.

heida, v.n. (ar), klare op, lysne, om Luften. “Dæ heiar av”: det klarer op, Uveiret gaar over. Tel.

Heida, f. (?), Hedenskab (s. heiden). “Ho gjeng i Heide”, siges paa Sdm. om en Kone, som er opkommen af sin Barselseng
men ikke endda har holdt sin Kirkegang. Jf. heiden.

heidblaa, adj. lysblaa, blaa med et blegt eller graaligt Skjær. Sdm. (Jf. heidgraa).

Heiddriv (i’), n. = Fjellfok. Hall.

Heidegard, m. Gaard, som ligger i en Fjeldmark. Mandal.

Heidelo, s. Heidlo.

heiden, adj. 1) hedensk; el. som er fra Hedenskabets Tid. Han er som han var komen or heidne Haugen (Haug’e), dvs. som om han var opkommen af Jorden, ikke kjendte til Folkeskik. Valders. G.N. heidinn: hedensk. – 2) udøbt, ikke kristnet; om et Barn (heidet, heie). Ogsaa om en Kone, som ikke har gaaet i Kirke efter en Barselseng. B. Stift. – 3) ufornuftig, umælende (om Dyr). Eit heidet (heie) Beist. Heidet og kristet: Dyr og Mennesker. (“heide aa kriste”, Sdm. “hedi aa kristi”, Indh. “heie aa kriste”, Nhl. Gbr. og fl.). Hertil Heidning.

heiden (2), lys, s. heid, adj.

Heidenhaug, m. Gravhøi fra Hedenskabet. Vald. (?). Ellers nævnt af flere Forfattere.

Heidenskap, m. Hedenskab.

Heider (Heidr), m. Hæder, Ære. Alm. udt. Heir. G.N. heidr; Sv. heder. – Tildeels ogsaa i Betydn. Høitidelighed, Stads (s. Heidersplagg). D’er ingen Heidren i slikt, dvs. der er ingen Ære i saadan Fremfærd. Halda seg til Heiders (Heirs) fyre ein, dvs. være tilbageholden af Agtelse for en tilstedeværende Person, være undseelig i Ens Nærværelse. B. Stift. Jf. heidra.

heiderlaus, adj. hæderløs. (heirlaus).

heiderleg, adj. hæderlig, ærefuld.

Heidersdag, m. Hædersdag; ofte ogs. Bryllupsdag. (Heirsdag).

Heidersgaava, f. Hædersgave. Saaledes ogsaa: Heidersminne, n. og Heidersteikn, n.

Heidersplagg, n. Klædningsstykke at bruge ved høitidelige Leiligheder. (Heirsplagg).

Heideskav, n. tør, drivende Snee. “Heieskav”, Nedenæs.

Heideslaatt, m. Høslæt i Fjeldene.

Heideveg (e’), m. Fjeldsti, Fjeldvei.

heidgraa, adj. graa med blaaligt Skjær, blaagraa. Sdm. (Jf. heidblaa).

Heiding, m. s. Heidning.

Heidlo, f. Regnpiber, Fugl som opholder sig paa Fjeldhederne, Charadrius apricarius. Mest alm. Heilo, paa Sdm. Heidelo. (Jf. Lo). I Rbg. forekommer “Heilom”, m. om en anden Fugl (Graatjelden?).

heidnesk, adj. hedensk; ogsaa vild, grusom. B. Stift. Hertil “heidneskelege”, adv. voldsomt, frygteligt, forfærdelig. Sdm.

Heidning, m. 1) Hedning; Vantroende. Tildeels Heiding (Heiing). G.N. heidingi. Ogsaa om en uvidende Person, En som ikke har almindelig Kristendoms Kundskab. – 2) et nyfødt Barn (egentl. udøbt). I visse Forbindelser som: Heidningshaar, dvs. Haar paa nyfødte Børn. Berg. Stift, Nordl. I Vald. “Heienhaar” Ligesaa Heidningshud, f. Huden paa et nyfødt Barn. Nordl. og fl. I Hall. “Heiinghu’” – 3) en umælende Skabning, et Dyr. Sdm. (meget brugl.). “D’æ Synd ‘ti Heidningja”: det er ondt for Dyret; man maa ynkes over det. “At dæ kann vere so mykje Vit i Heidningja”, dvs. at et Dyr kan have saa stor Forstand! Hertil maaskee “Heidings Haus” hos Landstad 114. Jf. heiden.

Heidningskap, m. Hedenskab; ogs. Uvidenhed, Vankundighed i Kristendommen.

heidra, v.a. (ar), hædre, vise Hæder (see Heider). Udtalt heira, dog lidet brugl. G.N. heidra. Tildeels ironisk (som avheidra). “Han heira meg til”: han skjældte mig ud. Berg. Stift. Particip heidrad (heira). Jf. avheidrad.

Heidring, f. Hædersbeviisning.

heidrun (?), s. heirun.

heidsleg, adj. om en Landstrækning: øde, noget gold, udseende som en Fjeldmark (Heid). I Siredal: heiesleg (modsat bygdarleg). I Tel. heiskleg.

Heidsnoa, f. kold Vind fra Fjeldene. Hall. Vald. og fl.

heie, og heien, s. heiden.

heika, v.n. spotte, gjøre Nar af noget. Solør.

Heil, n. (?), Hil, f. Ex. “Heil, Bonde” omtr. som: God Dag, Mand. Helgeland, i Folkesagn. Ligesaa “Hil, Mann”, paa Sdm. kun i Leg. G.N. heill, n. Lykke.

heil, adj. 1) heel, sammenhængende, ikke splittet eller revnet, f. Ex. om Klæder, Kar, Glas osv. G.N. heill. – 2) bestaaende af et heelt eller enkelt Stykke, ikke sammensat; f. Ex. om en Ring, et Bord, et Klædningsstykke. Jf. heilgjord. – 3) fuldstændig, complet, hvori intet mangler. Heile Garden: den hele Gaard. Heile Dagen: den hele Dag. Heile Vegen: den hele Vei; ogsaa: heelt igjennem, til Enden. – 4) sund, frisk, i sin rette Stand. Han var ikkje heil i Hovudet, dvs. ikke rigtig i Hovedet, eller: ikke ganske ædru. (B. Stift). Jf. mannheilt. Ogsaa: uskadt, fri for Uheld. Aka med heilo (el. heilom): komme lykkelig afsted. Tel. Lat det med heilo standa: gid det staae med Lykke (om et Huus). Helg. – 5) dygtig, betydelig, stor. Ein heil Flokk: en temmelig stor Hob. Eit heilt Bil: en lang Stund. Han er ein heil Kar, dvs. en ret dygtig Karl. (Sv. hel). Heilom Beinom, s. heilbeinad. Jf. Helsa.

heila, v.a. (ar), hele, gjøre heelt; læge. (Sjelden). G.N. heila.

heilag, adj. hellig, reen; ukrænkelig osv. Hard. Shl. og fl. (G.N. heilagr). Mange St. forvansket til “hellig”; dog er Formen heilagt (n.) meget udbredt; f. Ex. halda heilagt: holde Helligdaa. Vyrkt og heilagt:
Søgnedage og Helligdage. Jf. Helg.

heilaga, v.a. (ar), frigjøre, undskylde, gjøre reen for Skyld. Hard. (tildeels heilaka). Han vilde heilaga seg. See ellers helga.

Heilagdag, m. Helligdag. Oftere i Formen Helgdag (Helldag).

Heilagdom, m. 1) Hellighed. Lidet brugl. 2) hellig Ting, Helligdom (G.N. heilagr dómr).

Heilaghald, m. Helligholdelse. (Sjelden).

Heilagskap, m. Hellighed. (Tildeels om tilsyneladende eller tvivlsom Hellighed).

Heilagtorsdag, m. Kristi Himmelfartsdag. Mest alm. Helgetosdag og Heiltosdag.

heilbeinad, adj. heelbenet, fri for Beenbrud. I Stedet herfor bruges ogsaa: heilom Beinom; f. Ex. paa Sdm. “kome heimatte heilaa Beinaa”, dvs. med hele Been.

Heilbrigd, f. Helbred, Sundhed. B. Stift (Helbrigd).

heilbrigd, adj. frisk, sund. Tildeels i Berg. Stift. G.N. heilbrigdr; Sv. helbregda.

heilbrigda, v.a. (ar), helbrede, læge. (Lidet brugl.).

heilbyksa (y’), v.n. (er, te), hoppe med sammensluttede Fødder. Nordre Berg. Nogle St. “heldebykse”. Sdm. (Norddalen).

Heile, m. Hjerne, Hovedmarv. Næsten alm., (da “Hjerne” kun er lidet brugl., mest paa Østl.). G.N. heili.

Heilefil, m. (i Kort), = Yverfil.

Heilepengar, pl. store Sølvpenge (Dalere og Marker). B. Stift.

Heileskaal, f. Hjerneskal. Tel. og fl. Andre St. Hovudskaal.

Heilevaag, f. (?), lægende Vædske, Lægedom. Tel. (Landstad 163). G.N. heilivágr, m. Ght. heilwág, heilawác. (Grimm, Myth. 551).

heilføtt, adj. frisk i Fødderne; saarfri.

heilgjord, adj. gjort af et heelt eller enkelt Stykke, ikke sammensat.

heilhendt, adj. heelskindet eller ubeskadiget paa Hænderne.

heilhoggen, adj. tilhugget af et heelt eller enkelt Stykke. Nordl.

heilhugad (u’) adj. 1) fast i en Beslutning, bestemt, som har en afgjort Lyst til noget. Han var so heilhugad paa det, at ein fekk inkje telja honom fraa. Jæd. Sdm. Gbr. Hall. (Andre St. fullhugad). – 2) dristig, uforfærdet, som ikke ændser nogen Fare. Nhl. og fl. – 3) tryg, ubekymret (= hugheil). Søndre Berg. Sogn. (Jf. G.N. heilhugadr, oprigtig).

heilhugleg, adj. ubetænksom, taabelig, altfor tryg. Ork.

Heiling, f. Heelhed. “I Heiling’a”: i et heelt Stykke, uden Deling eller Sammensætning. Nordl.

Heilleike, m. s. Heilskap.

Heilmjølk, f. Tykmælk med Fløde paa. Buskr. Hadeland. Andre St. Rjomekolla, m. fl.

heilna, v.n. (ar), blive heel, groe til.

Heilning, f. Helbredelse. Hall. og fl.

Heilo, f. (Fugl), s. Heidlo.

heilrend, adj. heelstøbt.

heilsam, adj. sund, frisk. (Sjelden).

Heilskap, m. Heelhed; Fuldstændighed.

heilskapad, adj. 1) lydefri, vakker, velskabt. Tel. 2) ubeskadiget. Østl.

heilskoren (o’), adj. tilskaaren med et enkelt Snit , eller af et heelt Stykke, uden Sammensætning; især om Sko-Læder.

heilsleg, adj. fuldstændig, vel udført; ogsaa fuldtonende, om Sang og Spil. Telem. (heilskleg).

heilsmidd, adj. smedet i et heelt Stykke, uden Sammensætning.

heilstrengt, adv. uafbrudt. Det rann heilstrengt: det flød i en fortløbende Strøm, ikke draabeviis. Gausdal. Ellers forekommer ogsaa heilstrengt, adj. om en Snor, hvori den ene Traad er strammere end den anden. Gbr.

heilstøypt, adj. heelstøbt.

heilt, adv. ganske, aldeles; f. Ex. Han var heilt hjelpelaus. Heilt upp: ganske, just, netop (især ved en Sammenligning). Østl.

Heiltorsdag, s. Heilagtorsdag.

heilvidad (i’), adj. fri for Sprækker i Træet. (heilvea).

Heilvogn (o’), f. fiirhjulet Vogn. Smaal. og flere.

Heilvott, m. Vante med et særskilt Rum for Tommelfingeren og et fælles Rum for de øvrige Fingre. Ogsaa kaldet Lovevott, Greipvott, Belgvott.

Heim, m. 1) Hjem, Bosted; ogsaa Fødested. Tildeels afvig. Heem, og Hiim, Østl. G.N. heimr; Sv. hem. (Goth. haims). – 2) Synskreds, synlig Omkreds, det nærmeste omgivende Land. Sfj. – 3) Verden, Jorden. (G.N. heimr). I denne Heimen (i denne Verden). I syndige Heimen. Sfj. og fl. Ogsaa ofte i de gamle Viser (Landst. 33. 35. 55. 68). Jf. Fødesheim og Andheim (Landst. 77). Til Heimsens Ende: over hele Verden, til Verdens Ende. B. Stift og fl. – Særskilt bruges Heim tildeels om en Huusmandsplads, en liden, afsides liggende Bolig. Hadeland og fl. I Sammensætning forefindes Heim i en Mængde af Stedsnavne, sædvanlig uden Bøining, og for det meste fordunklet som “eim” eller “em”, for Ex. Staveim, Ringem, Solem, Vestrem, Nedrem (Nereim). Bestyrket ved en feilagtig Skrivemaade lyder det ogsaa ofte (især paa Østl.) som “om” el. “um” for Ex. Fiskum, Snarum, Modum, Berrum (for Bergheim), Sørum (for Suderheim). I enkelte andre Navne (som Husom, Vollom) er “om” ikke “heim”, men kun en Dativform.

heim, adv. 1) hjem, til Hjemmet; f. Ex. fara heim atter. Afvig. heem, Toten, Østerd. him, Smaal. og flere. G.N. heim.
– 2) tilbage fra Udkanten af en vis Landstrækning; nærmere imod Søen eller imod Bygdens Middelpunkt. (Modsat fram). Nordre Berg. Sdm. tildeels ogsaa paa Østl., i Hall. og Sæt., f. Ex. heim i Bygdi; lenger heim i Dalen. Jf. heime og heimre. Saaledes “heim etter”: afsted i Retningen imod Søen (Fjorden). “heim og upp”: udad i opstigende Retning (i en Bakke el. Bjergside). “heim og ned”: udad i nedstigende Retning. “heim og nedanfyre”: længere ude og nede. (Jf. ut). – Stærkt betonet i Sammenstilling med Participier, som heim-boren, -dregen, -faren, -fengen, -flutt, -førd, -gjengen, -havd, -komen, -rodd, -send, -sloppen, -teken.

heima, adv. s. heiman og heime.

heim-alen, adj. uerfaren, uvidende om Folkeskikken udenfor Hjemmet (egentl. hjemmefostret). B. Stift, Gbr. og fl. Han er ikkje so gapen, som han er heimalen, dvs. han er ikke dum af Naturen, men kun af Mangel paa Erfaring.

Heimaling, m. Heimføding.

heiman, adv. hjemmefra. Dei foro heiman, dvs. ud fra Hjemmet. Mest alm. heima, og kun tildeels heiman (Hard. Voss); nogle St. hima. G.N. heiman. – heimanfraa, og heiman-til (heima-te): hjemmefra. – heiman-fyre (y’): længere ude mod Søen, mod Dalens Aabning, el. mod Bygden. Sdm. Hall. og fl. (s. heim). heiman-etter (heima-ette): fra Søsiden, el. fra Bygden (= fram-etter). Paa Sdm. bruges ogsaa blot “heima” som præpos. med Dativ, f. Ex. “heima Bygdinne”, dvs. fra Bygden udenfor (ved Søen). Tydeligere: “heima o’ Bygdenne” (= heiman or Bygdi).

heiman-buen, adj. færdig hjemmefra.

heimanfaren, adj. afreist fra Hjemmet.

Heimanferd (-fær), f. 1) Udreise fra Hjemmet. G.N. heimanferd. – 2) s. Heimanfylgja.

Heimanfylgja, f. Medgift, Udstyr, saasom for en Pige som bliver bortgiftet. B. Stift og fl. G.N. heimanfylgja. Ogsaa kaldet Heimanferd (Himafær), Smaal., Heimangaava, og Heimangift f. (Hall). – Heimanfylgja bruges tildeels ogsaa om Naturgaver, Aandsevner, Begavelse.

Heimangjerd, f. Udstyr, Udrustning hjemmefra. (Heimagjær).

heiman-gjord, adj. udstyret, udrustet hjemmefra; ogs. pyntet, udstafferet. B. Stift (heimagjor’e).

heimankomen (o’), kommen hjemmefra.

heimanreidd, adj. udstyret, udrustet.

Heimanreidsla, f. Forberedelse til en Udreise fra Hjemmet.

heimantil, hjemmefra.

heim-atter, adv. tilbage, hjem igjen; ogsaa til sin rette Plads; f. Ex. siga heim-atter: glide ind igjen (om Brok og lignende Udfald). – heimatter-havd: bragt hjem igjen. Ligesaa: heimatterførd, heimattersend, og fl.

Heimbod (o’), n. Bud til Hjemmet. Senda Heimbod: sende Bud hjem.

Heimbygd, f. Fødeegn; Hjemstavn.

heime (el. heima), adv. 1) hjemme, i Hjemmet; paa sin Plads. 2) nær ved Gaarden eller Husene. Hertil Heimehage, Heimemark, Heimeslætte, m. fl. 3) paa den ydre Side, nærmere mod Søen eller mod Bygdens Middelpunkt; s. heim, heimre, heimst. Mest alm. heime; ellers: heme, og hime, Smaal. Hedemk. og fl., hima, Ryf. og heima, Søndre Berg. Det sidste er netop den gamle Form (G.N. heima; Sv. hemma), men støder uheldigviis sammen med “heiman”, da dette i de fleste Egne lyder som heima. – I Forbindelse med: i, paa, med, bruges gjerne “heim” i Stedet for “heime”, f. Ex. Han stod heim i Garden; heim paa Tunet. Heim med Garden, osv. ved Gjærdet paa den ydre Side. (Modsat framme).

heimebakad, adj. hjemmebaget. (Saaledes ogsaa: heimebrend, heimebryggjad, heimesmidd, heimespunnen og fl.).

Heimedaup, m. Hjemmedaab. – heimedøypt, adj. hjemmedøbt.

Heimefolk, n. enkelte Personer, som forblive hjemme, medens de øvrige ere borte fra Gaarden. Særskilt: Heimemann, Heimekona.

Heimegjord, adj. hjemmegjort.

Heimehage (gj), m. Græsgang nær ved Gaarden. (Modsat Uthage, Sæter). Paa Østl. Heimehamn, f.

Heimehus, n. Huse paa selve Gaarden (i Modsætning til Skovhuse, Sæterhuse osv.).

Heimekorn, n. hjemmevoxet Korn. Saaledes ogsaa Heimebygg og fl.

Heimel, m. Bohave, Møbler; en nyttig Ting at have i Huset. Tel. (G.N. heimili, n. Bo, Indbo).

Heimel, m. (2), Hjemmel, fuld Grund eller Adkomst til noget. Usikkert, da det jævnlig ombyttes med den danske Form “Hjemmel”. G.N. heimild, f.

heimeleg, adj. hjemmeværende, som holder sig hjemme. Mannen var ikkje heimeleg (= heime). Meget brugl. i B. Stift, Ryf. Tel. og fl. Jf. heimsleg.

Heimel-ting, n. Kjønslemmer, Genitalia. Hall. (Hemmelting), i Tale om Smaabørn. I svenske Dial. Hemmeltyg (Rietz 252).

heimelærd, adj. oplært hjemme.

Heimemark, f. Marker næst ved Gaarden.

Heimerett, m. 1) Underret, første Instants i Søgsmaal. – 2) Ret som grunder sig paa gammel Bygdeskik, eller kan blive fyldestgjort uden Søgsmaal. Vald. og fl.

Heimeror, m. Fiskerie, som man driver hjemmefra,
uden at flytte til et Fiskevær. Nordl.

Heimeseta (e’), f. Hjemmesidden.

Heimeskog, m. Skov nær ved Gaarden.

Heimeslaatt, m. Eng eller Høslæt nærmest ved Gaarden. Ogsaa kaldet Heimeslætte, n. Modsat: Ut-eng, Heideslaatt, Fjellslætte.

Heime-ty, n. hjemmevirket Tøi.

heimevaksen, adj. hjemmevoxen.

heimeverkad, adj. hjemmevirket.

Heimevevnad, m. Hjemmevævning. – heimevoven (o’), adj. hjemmevævet.

heim-faren, adj. hjemreist. Heimfarsykja, f. s. Heimsykja.

heimfast, adj. bofæstet, bosiddende.

Heimferd (-fær), f. Hjemreise.

heimferdig, adj. færdig at fare hjem.

Heimfred, m. Fred i Hjemmet.

heimfus (uu), adj. ivrig for at komme hjem, dreven af Længsel til Hjemmet. Hall. og fl. Afvig. hemfos, himfos, Gbr. Toten. G.N. heimfúss.

Heimføding, m. Hjemfødning, En som er uvidende om Folkeskikken udenfor Hjemmet. Hedder ogs. Heimaling, B. Stift, Heimstøding, Sdm. Heimstøyt, Trondh.

Heimføring, f. Gods, Varer som man fører med sig hjem.

Heimgjeld, f. Gjengjældelese. Østl. (?). heimgjeldt, adj. forskyldt, rigtig tilpas. Buskr. (Nyere Ord).

heim-havd, adj. hjembragt, hjemhentet.

heimholl (?), sædvanl. heimholt, adj. 1) hjemlig, fortrolig, familiær; om Omgang og Opførsel. Ork. – 2) dristig, fri; om En som opfører sig i anden Mands Huus som om han var hjemme. Hall. Ogsaa: nærgaaende, næsviis. Indh. (heimholt). G.N. heimill, og heimull (senere ogsaa heimhollr, heimholt): fri, frit overladt; jf. heimullegr: fortrolig. See ellers heimsleg.

Heimhug (u’), m. Længsel til Hjemmet; Lyst til at være hjemme.

heimhugad (u’), adj. som længes hjem. Afvig. heimhaagaa, Ork.

Heimhøve, n. noget som passer for Hjemmet, el. til at bruge hjemme. Sjeld.

heimkjær, adj. som gjerne vil være hjemme, ikke har Reiselyst.

Heimkoma (o’), f. 1) Hjemkomst. 2) Tiltrædelse, Indflytning i et nyt Hjem. Hertil: Heimkome-veitsla, f. el. Heimkome-øl, n. Gjæstebud i Anledning af en Indflytning.

Heimkynne, n. Mindelse om Hjemmet; Lyst til at komme hjem. Hava Heimkynne: vide Veien til Hjemmet; om Dyr (især Heste); ogsaa om Mennesker: længes hjem. Smaal. (Himkjynne), Solør, Østerd. (Heemkjynne). Jf. G.N. heimkynni: Hjem.