Ivar Aasen Norsk Ordbog

Grindgang, m. den Brug at holde Kreaturene i en Flyttefold (s. Grindgjerde) og efterhaanden flytte Folden til andre Steder, for at flere Jordstykker kunne blive opgjødede. Nordl.

grindganga (grindgaa), v.a. gjøde Jorden ved Grindgang. Nordl. Hedder ogs. grindfara. Trondh.

Grindgjerde, n. en Række af sammenbundne Grinder; en Flyttefold, hvori Kreature drives sammen. Nordenfjelds kaldet: Grindar, pl I Tel. “Grinderei” (Grindreid), f. om en sammenhørende Række af Grinder, sædvanlig 12 Stykker.

Grindkass, m. et lidet Læs, som ikke rækker op over “Grinderne” paa Slæden. Smaal.

Grindkval, m. et Slags mindre Hval, som gaar i tætte Stimer. Jf. Kvalgrind. Egentlig færøisk.

Grindled, n. Led med en Grind, som kan
lukkes op. (Modsat Skutulled). Østl.

Grindreid, s. Grindgjerde.

Grindrim (i’), f. en af Tværfjelene i en Grind. I B. Stift: Grindar-rim.

Grindsag, f. almindelig Vedsav, som er fæstet i en Ramme og holdes udspændt ved en Snor. Søndenfjelds.

Grindstol, m. Stol med sammensat Ryg, i Form af et Gitter. (Modsat Kubbestol, og fl.). I Tel. Grindestol.

Grindstolpe, m. Stolpe, hvori en Grind har sine Hængsler.

grinen, s. grinall. Gring, s. Gredung.

Grining, f. Grinen, barske Miner.

grinutt, adj. barsk, ublid; ogsaa vranten, knurvorn.

Grip (i’), n. 1) Greb, Griben; ogs. Maade at gribe paa, Snit, Maneer. (Handgrip). Sjeldnere figurlig: Begreb, Skjøn. Eg fekk ikkje Grip i det. – 2) Sted, Punkt som er paagrebet eller viser Spor af en Gribning. – 3) et Slags Sygdom, fordum anseet som opkommen ved Berørelse af Gjenfærd eller Vætter. Daudinggrip, Trollgrip.

Grip (i’), m. (?), see følg.

gripa (i’), adj. dygtig, fortræffelig, ypperlig. Mest søndenfjelds (ogsaa udt. grepa). Ein gripa Gamp. Ein gripa Gut. Vistnok en Genitivform af G.N. gripr, en Kostbarhed, god Eiendeel. (Jf. muna, eigna, fagna). Isl. gripa madr: en flink Mand (Haldorson). Ogsaa i Formen gripaleg (vel egentlig griparleg). Tel. Hall. – Hertil ogsaa et Verbum: gripa seg (grepa se), dvs. bryste sig, hovere. Hall.

gripa (ii), v.a. (grip, greip, gripet, i’), 1) gribe, tage, faae fat paa. G.N. grípa. Jf. triva (som tildeels er mere brugeligt). – 2) omfatte, naae omkring med Fingrene eller Hænderne. Det var so tjukt, at eg kunde ikkje gripa det. – 3) i Forbind. gripa til: foretage sig, forsøge. Ein veit ikkje kvat ein skal gripa til.

gripande, adj. som man kan gribe eller omfatte med Haanden.

Gripe (i’), m. 1) Grebet i Haanden; Rummet imellem Tommelfingeren og de andre Fingre. Nogle St. Greip. – 2) en Haandfuld (= Griping).

gripen (i’), part. greben, tagen.

Griping (i’), m en Haandfuld, saa meget som man kan holde mellem Fingrene. B. Stift, Gbr. og fl. Nogle St. Gripung, og Gripe. Jf. Kremming.

Gris (ii), m. (Fl. Griser), 1) Griis, Unge af Sviin. Indh. (Ellers alm. Grisunge, Smaagris). G.N. gríss. – 2) Sviin; uden Hensyn til Alder. Næsten alm. Som Lokkeord bruges ofte en afvigende Form “Gis” (med haardt g). – 3) som Øgenavn med Begreb af Skjødesløshed, Ureenlighed, eller ogsaa Vrantenhed. Griser (Fl.) er ogsaa et Navn paa Hyben-Kjerner. B. Stift. – Hertil: Grisebol, n. Leiested for Sviin. Grisebust, f. Svinebørste. Grisebøle, n. Grisekuld. Griseferd (fær), f. sviinsk Adfærd. Grisehus, n. Svinesti. Griseletre (e’), n. s. Letre. Griseskap, n. Svineskikkelse. Griseslag, n. Race af Sviin. Grisetonn, f. Huggetand af Sviin.

grisa (1), v.n. (ar), 1) faae Unger, om Soen. 2) søle eller rode som Sviin.

grisa (2), v.n. (er,te), grine, vrænge Munden, el. vise Tænderne (= glisa). Tel.

Grisa (i’), f. Sted hvor noget staar tyndt eller adspredt; et hullet eller noget gjennemsigtigt Punkt, f. Ex. i Tøi som er løselig vævet. “Griso” (el. Greso), Valders. I Hall. Glesu. S. grisen.

Grisaugo, pl. s. grisøygd.

griseleg, adj. sviinsk, sviinagtig.

grisen (i’), adj. grov, utæt, hullet; f. Ex. om Vævning, Fletninger, Kurve og desl. Mange St. (Tel. Hall. Berg. Nordl.), tildeels udtalt gresen. Isl. grisinn (Haldorson). Falder nær sammen med greis, glisen og gisen, og synes at være Particip af et Verbum.

grisgrendt (i’), adj. tyndt bebygget. Østerd. (greesgrænt).

grisja (i’), v.a. (ar), udsprede tyndt, sætte noget spredt. Hall.

Grisl (i’), f. Grissel, Skovl hvormed Brød lægges i Bagerovnen. Sv. grissel. I Nordl. Griksel (?).

grisla (i’), v.a. (ar), 1) udsprede tyndt (= grisja). Tel. – 2) lægge Brød i Ovnen (s. Grisl). Ogsaa: opvarme Brød ved at holde det over Gløder. Afvig. griksla, Trondh. Nordl. – 3) v.n. sysle, bestille noget; ogsaa: støie, buldre, tumle. B. Stift, Hall. – I Vald. kan grisla ogsaa betyde: korse, sætte Kors paa.

Grisle, n. Riis, Kvisteved. Hall.

grisna (i’), v.n. (ar), blive tynd eller utæt (grisen). Tel. Hall. og fl.

Grisotta (oo), f. en meget tidlig Morgenstund; en tidlig Opstaaen. B. Stift, Østl. (Forklaret deraf, at man staar tidlig op, naar man skal slagte Sviin).

gristent (i’), adj. s. gistent.

grisøygd, adj. smaaøiet, smal i Øinene; i Spøg om En, som er meget søvnig, som faar “Grisaugo” af Søvn.

griug, s. gridug. Griung, s. Gredung.

griven (i’), s. graven.

Grjon (Grion), n. 1) Madvarer af Korn eller Meel; al Føde som tillaves af Kornet, i Modsætning til Suvl (s.d.). Brugt i forskjellig Form: Grjoon, Søndre Berg. Groon, Tel. Gbr. Grjøn, Hall, Vald. Sdm. Grøn, mere alm., Gryn, Østerd. – 2) Deig til at bage af, æltet Masse af Meel og Vand. B. Stift og flere. S. Grjonknoda. – 3) Gryn, afskallet Korn.
Hard. og fl. Hedder ellers: Gryn. Sv. gryn; G.N. grjón. Ordets Slægtskab er dunkelt.

grjona, v.a. (ar), lave Deig, ælte. Tildeels i B. Stift: grjøna, grøna.

Grjonbygd, f. = Kornbygd.

Grjon-emne, n. Deig til et enkelt Brød (el. en Leiv).

Grjonknoda (o’), f. en stor Deigklump. Nogle St. Grjønknøe, Grønknøde.

grjonlaus, adj. som ikke har Kornføde. Grjonløysa, f. Mangel paa Korn eller Meelmad. (Grønløyse og fl.).

grjonliten, adj. fattig paa Meelmad eller Korn. “grynliten”, Østerd.

Grjonmat, m. Mad af Korn, Meelmad.

Grjonsaad, f. Smule af Meelmad. Dei hadde ikkje Grjonsaad i Huset. Nogle Steder Grønsaa.

Grjonvara, f. Kornvarer.

Grjot (Griot), n. Steen; Steenart. Forskjellig Form: Grjoot, Søndre Berg. Tel. Groot, Tel. Gbr. Grjøt, Hall. Vald. Grøt, mere alm. G.N. grjót. Sv. gryt (stenig Jord). Sædvanlig kun om Art eller Masse med Hensyn til dens Beskaffenhed; f. Ex. D’er godt Grjot i denne Kverni. Ellers om visse særskilte Steenarter, som Blautegrjot, Flisegrjot, Brynegrjot, og fl. Jf. gryta, grytt.

Grjotberg, n. Klippe af en vis Steenart, f. Ex. Sandsteen, el. Brynesteen.

Grjotomn, m. Kakkelovn af Klæbersteen. “Grøtomn” osv.

Grjotskaal, f. Skaal eller Kop af Steen.

Grjotslag, n. Steenart.

Grjotvol (o’), m. Grundstykke i en Plov (= Il). “Grjøtvøl”, Hall.

grjupa (knuse), s. grupa.

Gro, f. (Fl. Grør), Padde, Tudse (Bufo vulgaris). Nordl. Trondh. Sdm. Gbr. Hedem. Ogsaa som Skjældsord med Begreb af Arrighed og Ondskab (da man nemlig har sagt, at Padden spruder Edder). Sv. groda. Jf. T. Kröte, som dog neppe er samme Ord, da det oprindelig har hedt kreta, el. krcda (Weigand 1, 643).

gro, v.n. (r, dde), 1) spire, skyde Spirer; om Frø, Frugt eller Rødder. Saaledes ogsaa om Korn, som spirer af Fugtighed om Høsten og derved bliver utjenligt til Mad. Jf. aala. – 2) groe, voxe; om Græs. Ogsaa: blive begroet eller græsbunden, om Jorden. Jf. tilgrodd, attergrodd. – 3) groe til, læges, helbredes; om Saar eller saarede Lemmer. Gro atter: blive heel igjen. Gro i Hop: voxe sammen. Jf. Gror og grøda. – Præsens hedder tildeels: grør (Sdm. Trondh.). G.N. gróa (grœr, greri, gróit).

Groblad, n. Veibred (Plantago major), anvendt som Lægedom paa Saar. Nordl. og flere. Ogsaa kaldet Grorblad, Groblokka, Grorablokka (B. Stift). Sv. groblad. Ellers Lækjeblad, Lækjeblokka og fl.

grodd, part. tilgroet, lægt. Jf. groen.

Grode (Groe) m. 1) Væxt, Vegetation. Tel. (Landst. 795). G.N. gródi. – 2) en Græsplan, Grønning, f. Ex. i et Fjeld. Trondh. (Selbu). Andre St. Grøde, n. Jf. Gror.

Grodigra, s. Grorsykja.

Groe, s. Graae og Grode.

groen, adj. 1) spiret, som har skudt Spirer; især om Korn, som er fordærvet ved at spire i Utide. Groet Korn. – 2) groet, tilgroet, tilvoxen. (Egentlig et Particip af gro). En Ko siges at være groen (groa), naar den har stor Vanskelighed for at kalve. B. Stift.

Grofs (o’), f. en Klippehule, Grav, Huulning med bratte Sider. Nordre Berg.

grofsutt (-ett), adj. ujævn, fuld af Huller. Afvig. grufsa(d) og krofsen. Trondh.

Grofte (o’), m. Bregne (Filix). Nordl. Ogsaa Grofs, Indh. (Stod). Ellers: Burkne; Telg, Lok og fl.

Grohold, n. Kjød med Hensyn til Bekvemhed for Helbredelse. Han heve eit godt Grohold: han har et Kjød som er let at læge, hans Saar ere snart lægte. B. Stift, Nordl. og fl. Paa Østl. oftere: Grokjøt.

Groing, f. Groen; s. Gror.

Grojadar, m. en tilvoxende Kant omkring et Skaar paa et Træ. “Gro-jar”, Hall og flere.

Grokjøt, n. s. Grohold.

Gron (oo), n. s. Grjon.

Gron (o’), f. 1, Gran; s. Gran.

Gron (o’), f. 2, Mule, Læber, paa Dyr. Sogn, Voss. (Udtalt med tydeligt aabent “o”, medens enkelte lignende Ord faae reent “aa”, som: Faan, Laan, Maan). G.N. grön, pl. granar. Paa Sdm. bruges Ordet kun i Fleertal: Grane(r), f. Ex. “Katten sleikje Graninne” (slikker sig om Munden).

Grop (o’), n. 1) grovt Meel, grovmalet eller gruttet Korn; ogsaa ellers om en kornet Masse. Østl. Nordl. Af grupa, graup. – 2) Udhuling, Udgravning, især af Vand i Jorden; s. gropa. B. Stift. Jf. Telegrop.

Grop (oo), f. 1) en udskaaren Fals (= Graup, Grøyping). Smaal. – 2) en liden Hule eller Fordybning i Jorden. Nordl. Trondh. Østerd. (Sv. grop). I Østerd. med Fleertal Grøper. I Gbr. med Formen Gropo, som forudsætter et ældre Gropa (o’).

grop, adj. s. grov.

gropa (o’), v.a. (ar), 1) opgrave, udhule Grunden; om Vandet i Elve og Bække. B. Stift. Jf. aura, øyra. – 2) udskjære, false; s. grøypa. – 3) grutte, male grovt (= grupa, grøypa). Østl. tildeels udtalt: grøpa.

gropen (o’), part. grovmalet; s. grupa.


Grophol (o’, o’), n. 1) det samme som Groprom. 2) en Ordgyder.

Groping (o’), f. Udhuulning i Grunden.

gropna (o’), v.n. (ar), opløses, blive skjør og blød; om Iis eller Tele. B. Stift.

Groprom (o’, oo), n. det indre og aabnere Rum i en Kvern, hvor Kornet først bliver kløvet eller knuust. Nordre Berg.

Gropsaald (o’), n. egentl. et grovt Sold; sædvanlig: en Ordgyder, Skvaldrer (ligesom Grophol). Sdm.

groputt (oo), adj. ujævn, fuld af Huulninger. Trondh. (gropaatt).

Gror (oo), m. 1) Spiren, det at Frø eller Korn begynder at skyde Spirer. Det kjem Gror i Kornet. Kornet fær Skade av Gror (neml. naar det spirer af Fugtighed om Høsten). – 2) Væxt, Groen, Græsvæxt. Nogle St. “Gro”, vel egentl. for Grod, eller Groder (G.N. gródr); jf. Grode og Grøde. (Sv. grodd: Spire). – 3) Groen i Kjød, det at et Saar læges. – 4) noget groet, opvoxet; især nyvoxet Græs. Ganga paa Groren (om Fæ). Kui er sjuk av Groren (s. Grorsykja). Ogsaa om Spirer paa Frugt og Korn (= Aal). – 5) Benævnelse paa adskillige Væxter, især Vandvæxter. Gror i Sjoen; Sjogror, Vatsgror.

Grorblokka, f. s. Groblad.

grorlaus, adj. væxtløs; om Jord, hvorpaa intet voxer.

grorsam, adj. frugtbar. (Sjelden).

Grorsmak, m. Afsmag i Mad af Korn, som har spiret.

Grorsykja, f. Mavesygdom el. Bugløb, som angriber Køerne efter graadig Nydelse af det nyspirede Græs om Vaaren. Saaledes ogsaa Grordigra, f. og Grorstyrda (y’), f. om Opblæsning og Lamhed af samme Aarsag. I Hall. Grodigra, Grostøra.

Grorveder (-veer), n. Veir som er gunstigt for Græssets Væxt. Ogsaa i Formen Groveder (Groveer). Paa Sdm. Groslaveer. (ltl).

groskiten (i’), adj. gjennemskidden, ligesom tilgroet med Smuds. Sdm.

Grostøra, s. Grorsykja.

Grot, Grotberg og fl., s. Grjot.

grotta (oo), v.n. prale, skryde. Smaal.

grotta (o’), v.a. (ar), rette paa Axelblokken (Grotten) i en Kvern, utvide den ved Kiler, naar den bliver forslidt. “grøtta”; Sdm.

Grotte (o’), m. Axelblok i en Møllesteen; rundt Træstykke, som omgiver Axeltappen og udfylder Hullet i Midten af Underkvernen (Understenen). Brugl. i Formen: Grotte, Shl. Sfj. Nordl. Grautte, Ind. Graatte, Ork. Grøtte, Sdm. og flere G.N. grotti, Kvern (?); jf. Grottasöngr i Edda. En Kvern siges at “leka i Grotten”, naar Blokken er forslidt, saa at enkelte Korn falde ned imellem denne og Axelen.

Grov (oo), f. (Fl. Grøver), Bæk, Vandstrøm; egentlig Bækkeleie, den Rende som Vandet har gravet sig i Jorden. Hall. Sogn, Sfj. Sdm. Ndm. (Jf. Bekk). G.N. gróf (?). Hertil: Grovarbarde (Grovabare), m. Bækkebred. Grovardrag, n. Bækkeløb. Grovarsikla, f. en meget liden Bæk.

Grov (o’), f. 1) en udgravet Hule i Jorden, en liden Kjælder. Tel. Sdm. og fl. – 2) en Grav (til Liig). Sogn, Voss. Ellers alm. Grav. G.N. gröf. – 3) en naturlig Sænkning eller Huulning i Jorden (= Dokk, Hola). Ork. Nogle St. Grøv. Hallingdal.

grov (o’), adj. 1) grov, grovkornet, bestaaende af store Dele. Grovt Mjøl, Salt, Hagl. Ein grov Kamb. Ei grov Fil, osv. Ogsaa: ru, haard, ujævn; f. Ex. om Tøi eller Papir. (Modsat: fin). Eit grovt Saald (storhullet). Grovt Arbeid (simpelt og haardt). – 2) tyk, svær, plump; f. Ex. om Haar, Traad, Garn; Rødder, Ved. (Modsat: grann). – 3) dyb, omtrent som Bas; om Lyd eller Stemme. Grovt Maal: Basstemme. Modsat grann. – 4) drøi, svær, storartet. Det var grove Ting: noget drøit, stort, forfærdeligt. Jf. ei grov Lygn, Synd, og fl. – 5) fræk, ublu, uhøvisk. Grov Tale; ein grov Munn, o. s. v. – Ordet lyder tildeels “groov”; en anden Form er grop (oo), Nordl. Indh. Ligningsformerne paa nogle St. grøvre, grøvst. (Sogn, Tel.). Egentlig et nyere Ord (det tydske grob), men findes dog allerede i Skrifter fra det 15de Aarhundrede.

Grovberkja, f. Træ med grov og tyk Bark. Hall.

grovhærd, adj. stridhaaret, børstet.

grovlagd, adj. sammensat af grove eller tykke Dele.

grovleg, adj. noget grov. – grovlege, adv. grovelig, grovt.

Grovleike, m. Grovhed, Tykkelse.

grovleitt, adj. grovladen; omtr. som “storslegen”. Tel. og fl.

grovlødd, adj. graadig, slugen (vel egentl. storhalset). Ork.

grovmalen, adj. grovt malet.

grovmynt, adj. grov i Talen. Tel. Hedder ogs. grovtalande; i Hall. grovsvallug.

grovmælt, adj. som har dyb Stemme, Basstemme. Modsat grannmælt.

grovna, v.n. (ar), blive grovere.

Grovskap, m. Grovhed, Plumphed.

Grovsmid (i’), m. Grovsmed.

grovspøkjen, adj. dristig, forvoven; ogsaa: farlig. B. Stift.

grovstilt, adj. om Bøger med stor Skrift. (I Hall. grovstigla).

grovtent, adj. stortandet; f. Ex. om en Sav.
Gru, f. s. Gruv. Grua, f. s. Gruva.

Grubba, f. en Huulning i Jorden. Hard. Ellers: Grop, Grofs, Grumma, Grupla.

grubbutt, adj. hullet, fuld af Huulninger (groputt, stauputt). Hard.

grudda, s. grunda. grufsa, s. grofsutt.

Grugg, n. Grums, Bærme, Bundfald. Berg. Nordl. og fl. (Isl. grugg). Paa Sdm. Krugg; i Buskr. Grudd (?). Ellers Grut, Gragse, Dragse, Gurm, Korg, Kur.

gruggast, v.n. blive grumset.

gruggutt, adj. grumset, blandet med Bærme. Hedder ogsaa gruggen (gruggjen).

grum (u’), adj. stolt, prunkende, prægtig; ogsaa: ypperlig, fortræffelig. Berg. Trondh. Nordl. Østl. Noget lignende ogsaa i svenske og danske Dial. Vel egentl. heftig, voldsom, ligesom D. grum, Sv. grym; G.N. grimmr. Jf. grus og glup.

Grumma, f. Hul, Hule, brat Fordybning i Jorden. Hall. Jf. Grubba.

grumt, adv. ypperligt; ogsaa: drøit, ret meget. Det var ikkje grumt lenge det stod paa. B. Stift.

gruna (u’), v.n. (ar) gjøre sig Gisninger, have visse Formodninger; tvivle om, eller frygte for noget (s. Grune); ogsaa: grunde, tænke, spekulere. Eg grunar paa kven som heve gjort det. Kvat er det du grunar paa? Hard. Sæt. Tel. hall. G.N. gruna: tykkes, synes; ogs. formode. I svenske Dial. gruna: formode; ogs. spekulere (Rietz 215).

grunda, v.n. (ar), grunde, spekulere, tænke meget paa en Ting. Sv. grunda; ogsaa Isl. (Haldorson). Ogsaa i anden Form: grudda, Hall. Jf. gruna.

grundig, adj. grundig, gjennemtænkt, gaaende tilbunds. (Altid med “nd”; jf. Grunn).

Grunding, f. Grublen, Spekulering.

Grune (u’), m. Formodning, Gisning; ogs. Grublen. Tel. (tildeels Grone). G.N. grunr.

Grung, m. s. Gredung.

Grunk, m. dunkel Yttring, Hentydning, Formodning. Eg fekk høyra ein Grunk um det. Søndre Berg. Nordl. og fl. Andre St. Glunk; jf. Grymt.

grunka, v.n. (ar), yttre sig dunkelt eller forsigtigt, ymte om, hentyde paa noget. Dei grunka um det, el. paa det. Sogn, Smaal. og fl. Nogle St. glunka (Hall. og fl.). Sv. Dial. grunka; ogs. glunka (Rietz 216). Jf. gruna.

Grunn, m. (og n.), 1) Grund; Bund i Vandet; ligesaa om Bund i Jorden, f. Ex. Berggrunn, Sandgrunn, Leirgrunn. I denne Betydn. tildeels Neutrum. Radt ned paa Grunnet. Han kjem køyrande, so det skjelv Grunnet. G.N. grunn, n. og grunnr, m. (ogsaa grund, f. om Jorden). – 2) Jord, Jordeiendom. Med Gard og Grunn. Paa vaar Grunn. Paa annan Manns Grunn. – 3) Underlag, Grundlag; Bund i Tøi o.s.v. Ogsaa: Ophav, Aarsag, Bevæggrund; sjeldnere om Beviisgrund, Argument. – Til Grunns: til Bunden, heelt igjennem; ogsaa til Grunde. Sjeldnere: til Grunnar. (Tel.).

grunn, adj. grund, udyb; om Vand med liden Dybde, eller Marker med tyndt Jordlag. Afvig. grynn, Sdm. og fl. G.N. grunnr. Heraf grynna, grynnast.

grunna, v.a. og n. (ar), grunde, lægge Grundlag til noget; gjøre den første Overstrygning med Farve (Maling), o.s.v.

Grunnaal, f. s. Tangnaal.

Grunn-aat, n. Smaadyr i Vandet.

Grunnbrot (o’), n. Brændinger i grund Sø; det Tilfælde at Søen ved Brydningen bliver oprørt lige til Grunden.

Grunndill, m. Sei-Yngel; s. Dill.

Grunne, m. grundt Sted i Vandet (= Grunning). Rbg. Vald.

Grunneigar, m. Grundeier.

grunnfast, adj. grundfast, rodfæstet.

grunnfesta, v.a. (er, e), grundfæste.

Grunnfisk, m. Fisk som kun opholder sig paa Bunden.

Grunnfrelse, n. Grundleie, Fæste paa Jord eller Grund. Nordl. (Lof.).

grunnfrosen (o’), adj. bundfrossen.

grunngod, adj. god heelt igjennem.

grunngraven, opgravet til Grunden.

grunnheil, adj. heel i Grunden.

Grunning, f. Grunding, Grundlag.

Grunning, m. et Grundt Sted; en Vig med meget grundt Vand. Jf. Grunne og Grynna.

grunnkjend, adj. bekjendt med Grundene i et Farvand; ogsaa: grundig bevandret.

grunnklaar, adj. klar til Grunden.

Grunnlad, n. Grundsteen eller Muur under en Træbygning. Nordl.

Grunnlag, n. Grundlag; Underlag.

grunnlaus, adj. grundløs; ugrundet.

Grunnleiga, f. Grundleie.

Grunnleike, m. Grundhed, liden Dybde.

Grunnlende, n. Mark med tyndt Jordlag; grund Jord.

grunnlendt, adj. om Marker med tyndt Jordlag. Modsat djuplendt.

Grunnlog (o’), f. Grundlov.

Grunnmaal, n. 1) Dybdemaal. – 2) en passende Afstand fra Grunden. Taka Grunnmaal: trække Fiskesnøret noget op, for at Angelen ikke skal ligge paa Bunden. Nogle St. kaldet Grunnslo(d).

Grunnmoder (-mor), f. 1) den største Bølge i en vis Bølgerække. Nordl. (Lof.). – 2) Undersø, Bevægelse i Vandet ved Bunden (= Grunnstøyt). Ogsaa meddeelt i Formen “Grunnmoa”. (Nordl.). – 3) Fiskemoder, en fabelagtig stor Fisk. Helg.

Grunnmur, m. Grundmuur.

Grunnraas, f. det Strøg, hvori de store Fiskestimer strømme frem. Nordl.

grunnrik, adj. grundrig, meget rig.


grunnsetning, f. Grundsætning.

grunnsjoad, adj. om et Søstykke med liden Dybde.

Grunnskatt, m. Skat af Grund el. Jord.

Grunnskida, f. Grundstok under en Kverne-Axel (Kvernkall). B. Stift. Ogsaa kaldet Grunnslaa, f. Gbr. Grunntoska, f. Valders.

Grunnskot (o’), n. 1) Grundskud. 2) den nederste Kant paa Fiskegarn.

Grunnskrift, f. Grundskrift, Original.

Grunnslaa, f. s. Grunnskida.

Grunnslod (-slo), f. 1) Grundsnoren i en Fiskeline; det Snøre hvortil Anglerne ere fæstede. Nordl. 2) s. Grunnmaal.

Grunnsog (o’), n. smaa Sødyr, som tære paa Fisken i Garnene. Sfj. og fl.

grunnstolen (o’), adj. grovelig bestjaalet, ruineret ved Tyverie. B. Stift.

Grunnstein, m. Grundsteen.

grunnstød, adj. sikker, grundfast.

Grunnstøyt, m. 1) Grundstød. 2) Undersø, stærk Bevægelse i Dybet efter en Storm. B. Stift.

Grunntanke, m. Grundtanke.

Grunntog (o’), n. Grundtoug til et Fiskevod.

Grunntoska (o’), f. s. Grunnskida.