Ivar Aasen Norsk Ordbog

golva, v.a. (ar) forsyne med Gulv.

Golvaas, m. Bjælke under et Gulv.

Golvfisk, m. = Golvaas. Stjordalen.

Golvsaur, m. Feieskarn, Smuds paa ei Gulv. “Goovsaur”, Tel.

Golvtal, n. Kornmængde, regnet efter Rum i Hesjerne. (s. Golv, 3). Sdm.

Golv-tre, n. Grundstykke i en Væverstol.

Gom (oo), m. 1) Gumme, Gane, Hvælvingen indvendig i Munden. G.N. gómr; Sv. gom. – 2) Tandkjød, Tandrod. Kun i Fleertal. (Gomarne). – 3) Fingerspids, Indersiden af det forreste Led paa en Finger. Næsten alm. (jf. Gump). G.N. gómr.

Gomor, s. Godmoder.

Gomrøyta, f. et Slags Sygdom med Ømhed og Hudløshed i Munden. Tel.

gomsaar, adj. øm i Munden.

Gon (o’), f. en Stivnakke, En som sætter Næsen høit (s. gana). “Gøn”, Hall.

Gong (Gaang), f. (Fl. Gjenger), 1) Svalgang, smal Udbygning paa Siden af et Huus. Nordre Berg. – 2) Græsgang, Græsmark; især i Fjeldene. Kun i Fleertal: Gjenger (Gjeng’re, Sdm.). See Bugang og Fegang.

Gong (Gaang), m. (og f.), en Gang, enkelt Tid eller Tilfælde. (Sv. gång). Noget vaklende i Formen. I de sydlige Egne: Gong, f. (ei Gaang), og i Fleertal deels Gonger, deels afvig. Gongor (“Gaangur”, Tel. “Gøngu”, Hall.). I de nordlige Egne falder det sammen med Gang, m. (forsaavidt dette ogsaa hedder Gaang), men har i Fleertal: Gaanger (tildeels udt. Gaange’, med haardt g). I Betydning svarende til G.N. sinn; Eng. time, T. Mahl. Ikkje berre ein Gong, men mange Gonger. Ei tvo tri Gonger. Fyrste, andre, tridje Gongen. Einkvar Gongen: en og anden Gang, nu og da. Hedder ogsaa: Gong og annan, eller: ender og Gong; s. ender. Ein Gong (med Tonen paa “ein”), som adv. engang, paa en vis Tid; ogsaa: endelig, omsider; f. Ex. Ein Gong kom det daa fram. Det er no ein Gong so. Inkje ein Gong Takk fekk han (d.v. s. ikke saa meget som Tak). Ein Gong til: a) dobbelt; b) paa ny, da capo. Tvo i Gongen (el. um Gongen): to ad Gangen. Alt i ein Gong: paa een Gang. Med ein Gong: i eet væk, uophørlig (= i Einingom). Nordl. og Indh.

Gonga (Gaanga), f. 1) Gang, Gaaen, Fodvandring. Utegonga, Fjellgonga, Markegonga. G.N. ganga, acc. göngu. Særlig om Børnenes Gang til Præsten i Konfirmations-Aaret. Nordmør. – 2) Maade at gaae paa, Maneer eller Vane i Gangen. Eg kjenner honom paa Gonga. – 3) Stylter. Ganga paa Gongor. (Kun i Fleertal). B. Stift.

gongefør, adj. førlig til at gaae (= gangfør). I Hall. ogsaa gongebyrg.

Gongfisk, s. Gangfisk.

Gonn, f. s. Gorn.

Gop (o’), n. et stort Dyb, en Afgrund. Sdm. (Norddalen).

Gopla (o’), f. Meduse (= Klysa, Marneta). Nordre Berg. Ogsaa om den Sliim, som omgiver Frøernes Æg, og tildeels om en blød og geleeagtig Masse i Almindelighed. Sdm.

Gopla, f. (Plantenavn), s. Gaupla.

Gor (o’), n. 1) Dynd, Søle, blødt Mudder. Ork. Smaal. og fl. (tildeels udtalt Gør). Jf. Eng. gore (Smuds), Ang. gor. Hertil Gorbotn, Gorjord, Gormyr. Jf. Kvatgor. – 2) Mavevælling (Chymus), den halvt fordøiede Føde i Dyrenes Indvolde. Alm. G.N. gor; Sv. gorr, går; ogsaa i Danmark. – I Sammensætning tildeels forstærkende, som: gorlat, gorleid, gorroten.

gora (o’), v.n. (ar), æde meget, proppe sig dygtigt fuld. B. Stift. Jf. Gorsekk.

gorblaut, adj. yderst blød og raa. Helg.

Gorbotn (o’), m. Mudderbund, blød Grund i Vandet. Nordl. Ork. og fl.

Gordepel (o’, e’), m. en Mudderpøl. I Tel. Gordipil. S. Depel. Gorhol (o’), n. Mudderpyt. Smaal.

Gorjord, f. Sumpjord, Mudderjord. Smaal.

Gorkime (kj), m. og Gorkyta, f. en liden Fisk af Karpeslægten (Leuciscus Phoxinus?) Østlandet.

Gorkvaada (o’), f. blød eller flydende Harpix paa Træer. “Gorrkvae”, Hadeland.

gorlat, adj. yderlig lad og doven. Hertil: Gorleting (e’), m. en rigtig doven Krop.

gorleid, adj. yderst led og kjed. Østl.

Gorløya, f. et Slags Fisk. Hadeland.

gorløypa, v.a. (er, te), rive Hul paa Indvoldene (naar man aabner slagtede Dyr). Nordre Berg.

Gormyr, f. en blød Sump, en Flade hvor
Grunden kun bestaar af Dynd. Maaskee alm. (Nordl. Trondh. Berg. Tel. Smaal.).

Gorn (o’), f. (Fl. Garner), Tarm, smalere Deel af Indvoldene. Nordre Berg. i Formen Gonn, Fl. Ganne’; i Tel. Gaanir. G.N. görn, garnar. Jf. Gjerne (Gjenne). Hertil Garneskav, n. Sliim som skrabes af Dyrenes Indvolde (naar man tilreder dem, f. Ex. til Pølser). “Ganneskav”, Sdm.

Gorpose, m. s. Gorsekk.

gorraa, adj. meget raa eller blød. Hedder ogsaa “gorende raa”.

Gorre, m. Smaadreng, Pog. Romsd. Jf. Gosse.

gorroten (o’), adj. meget raadden, gjennemraadden.

Gorsekk, m. en stor Mave; ogsaa en Storæder. Ofte et Spottenavn for Smaadrenge med Hentydning til, at de nok ere dygtige til at æde, men ikke til at arbeide. Saaledes ogsaa: Gorkagge, Gorpose (o’), Gorbelg. Jf. Eng. gorbelly.

Gorsild, f. et Slags Flodfisk. Østerd.

gorsprengd, adj. forsprængt af Anstrengelse, om Dyr. (Egentl. revnet i Indvoldene).

gorstinga, v.a. stikke i Indvoldene.

Gortjuv, m. Fætyv, En som stjæler levende Kreature. Østl. I Tel. Gortjov. Ev. gårtjuf.

Gortoll, f. Fyrretræ med meget løs og skjør Ved. Gbr. Gortall, Østerd.

Gorvomb (-vaamb), f. Stormave, den forreste Mave i de drøvtyggende Dyr. Isl. gorvömb. Ogsaa ellers om en meget stor Mave, ligesom Gorsekk.

Gos (o’), n. Udstrømning, Sprudlen; Luftstrøm. Af gjosa, gaus.

gosa (o’), v.n. (ar), 1) dampe, dunste; for Ex. af noget som koger. Sdm. Østerd. – 2) tale skyndsomt eller ligesom hæsblæsende, skynde sig med at fortælle noget. Tel. I Hall. gausta.

Gosa (o’), f. Luftstrøm, Damp; f. Ex. fra et meget varmt Værelse. Han hadde drukket, so det stod Gosa or honom. Mest nordenfjelds. I Ork. Gaasaa. Af gjosa.

Gosaan (Godson), s. Godbarn.

goskleg, s. godsleg. Goss, s. Gods.

Gosse (o’), m. Karl; især om en stor, stærk og dygtig Karl. Sdm. Ork. og fl. (Sv. gosse: Dreng). Ogsaa i Betydning Galt (Orne). Ork. (?).

Got (o’), n. 1) Gydning, det at Fisken lægger Rogn. Af gjota, gaut. 2) udgydt Rogn, Fiskeleg. Isl. got. Jf. Gaatt.

Gota (o’), f. 1, en smeltet Masse (?). S. Halvgota.

Gota (o’), f. 2, en Vei, Kjørevei; især om en smal Vei med Gjærde paa Siderne. Temmelig alm. Afvig. Goto (oo), Østerd. Gntu, Hall. og fl. Gate, Smaal. (Jf. Gata, som egentl. er samme Ord). G.N. gata, acc. götu.

Gotbora (o’, o’), f. Gadbor, Baghul (anus) paa Fiskene. Hører sammen med Got og gjota. (Isl. gotrauf).

Gotegard (o’), m. Gjærde paa Siden af en Vei. “Gotogar”, Vald.

goten (o’), part. (af gjota), 1) smeltet, støbt. 2) om Fiskerogn: udgydt; ogsaa: færdig til Udgydning, adskilt, opløst. Som Feminin: goti (gota). – Om et andet goten see gjeten.

Gotfisk, m. Fisk som gyder; Legefisk.

Gotstad, m. Sted hvor Fisken gyder Rogn. Oftere: Gotplass, m.

Gott, (oo), f. en Fals, m. m. see Gaatt.

Gov (oo), s. Golv.

Gov (o’), n. Damp, Røg; ogsaa: Drev, Fog, drivende Sand eller Støv; f. Ex. paa en Landevei. Rbg. Tel. Vald. og fl. Af guva, gauv.

gova (o’), v.n. (ar), dampe, ryge, som af varm Vædske. B. Stift.

Gova (o’), f. Damp, Røg, synlige Dunster som opstige fra en varm eller fugtig Masse. Nordenfjelds og i B. Stift. Afvig. Govu (o’), Gbr., Gaavaa, Ork. Ved Trondh. ogsaa Guva (u’) og Gubba, saasom i Frostguva (Frostgubb’). G.N. gufa. I svenske Dial. gåva, guva (Rietz 223). Jf. Eim.

gove (oo), støve, ryge; s. guva.

goven (o’), s. gjeven.

Govsky, f. Sky af Damp eller Støv.

govug (o’), adj. gavmild, god, høihjertet. Hall. (gøvug). G.N. göfugr: anseelig. Jf. gauv.

grad, adj. 1) avledygtig, ikke gildet. (Modsat gjeld). Alm. Sædvanlig udtalt gra, i Nfj. og Sdm. grad’e. G.N. gradr. – 2) geil, brunstig. Om Dyr af Hankjønnet, dog tildeels ogsaa om Hunkjøn. Jf. Greda. Hertil. Gradbekre eller Gradveder (Graveer), m. ugildet Væder. Gradbukk, modsat Gjeldbukk. Gradgalt, Orne. Gradgamp, eller Gradhest: Hingst. Gradukse, = Tjor. Desuden: Gradfe, n. om saadanne Dyr i Almindelighed. Nogle St. Gra(d)krøter.

Gradskap, m. Geilhed.

Gradung, m. Tyr, s. Gredung.

Gragse, m. Bærme, især Tranbærme. Nordl. Ogsaa Grags, Indh. Jf. Dragse og Grugg.

Gram, m. 1, Vandøgle, Vand-Fiirbeen (Lacerta palustris). Tel.

Gram, m. 2, Harme, Ærgrelse. Tel. (Vinje). Jf. gremja.

gram (gramm), adj. vred, fortrydelig, fortørnet. Trondh. Nordl. G.N. gramr.

gramma, v.a. (ar), besvære, beklage. “Han gramma se fyre dæ”: klagede sig for det. Sdm. meget brugl. Jf. gremja.


Gran, f. Gran; Grantræ (Pinus Abies L.). Ogsaa i en anden Form: Gron (o’), Grøn, Hall. Vald.; Graan, Rbg. Tel. og fl. G.N. grön (gen. granar); Sv. gran. Fleertal regelret: Graner; afvig. Grener (Gren’r), Græn’ar, Græn’a, Rbg. Tel. og fl. Formen Graan og Grøn beholdes tildeels ogsaa i Sammensætning, f. Ex. “Graankokull” (o’), Grankogle (Tel.); “Grønhole”, Granelund (Hall.). – Hertil ellers: Granbar, n. Grankviste. Granbord, n. Granplanke. Granholt, n. en liden Granskov. Grankongla, f. Grankogle. Grankvaada, s. Kvaada. Granlav, n. Granmos (Usnea). Granskog, m. Granskov. Granstuv, m. Granstamme. Grantimber, n. Grantømmer. Grantusta, f. s. Tusta.

Grand, m. 1, Gran, Smule, en meget liden Deel. Nogle St. Neutrum (eit Grand), Nhl. Nordl. og fl. Isl. grand, n. Sv. grand, n. Kvar ein Grand; hver Smule. Aldri Grand: ikke det mindste. Ein Grand med Mat: en Smule Mad. Ligesaa: ein Grand med Regn: lidt Regn. Nogle St. ogsaa: ein Grand til Mann, d.v. s. en Mand af nogen Betydenhed. (B. Stift). – Lignende i Betydn. Dust, Suft, Lukk, Pile, Tære, Smitter, og fl.

Grand, m. 2, Skrantesyge, langvarig Sygelighed. Sfj. Hertil: grandad, adj. sygelig, skranten. (Skal egentlig betyde: forhexet). G.N. grand, n. Skade.

granda, v.a. (ar), 1) skade, besvære, hindre. D’er ikkje stort, fyrr det grandar Augo (d.v. s. Øinene taale lidet). Sdm. sjelden. G.N. granda: skade; Sv. granda. – 2) besvige, bestjæle. Han hadde ikkje grandat nokon Mann. Nhl. Ogsaa v.n. rapse, smaastjæle. – 3) dele i meget smaa Portioner, give eller tildele i smaa Smuler. Hard. Ho grandar Maten aat deim.

Grande, m. Banke, Klit; tør Grund med Sand eller Smaasteen ved Vandet; ogsaa Græsbanke ved en Elv. B. Stift, Tel. og fl. G.N. grandi. Jf. Øyr.

Grandejord, f. Sandjord, opskyllet Jord i Nærheden af en Elv.

grandutt, adj. fuld af tørre Banker.

Graner, pl. Læber; s. Gron.

grann, adj. 1) tynd, smal, fiin; om cylinderformige Ting, f. Ex. Traad, Rør, Stænger. Alm. G.N. grannr. – 2) fiin, høi; om Stemme og Toner. (Modsat grov). Grant Maal: fiin Stemme, Sopran. – 3) nøiagtig, nøieregnende. Sv. grann. Han er ikkje grann um det: han regner det ikke saa nøie. D’er ikkje so grant med det: der behøves ikke saa stor Nøiagtighed.

grannast, v.n. blive tyndere. Sjelden.

Grannbygd, f. Nabo-Egn.

Granne, m. 1) Grande, Nabo, nærmeste Mand. Alm. G.N. granni; Sv. granne. (Jf. Grend). – 2) Beboer, Opsidder. Helg. Der er berre ein Granne paa Garden: der boer kun een Mand, een Familie. – I Sammensætning tildeels forkortet, f. Ex. Grannfolk.

Grannefred, m. fredeligt Naboskab.

Grannelag, n. Selskab af Naboer

Grann-ende, m. den smaleste Ende; f. Ex. paa en Stang.

Granneskifte, n. Omskiftning af Naboer; det at man faar en ny Nabo. Hedder ogsaa Grannebyte, n.

Grannestemna, f. aftalt Møde af Naboer til Raadførsel om en fælles Sag. Hall. og flere.

Grannfolk, n. Nabofolk.

Granngard, m. Nabogaard.

Granngjenta, f. Pige i Nabogaarden. Nogle St. Granntaus, Grannpika.

granngjord, adj. fiint udarbeidet; ogsaa: sammensat af tynde, smækre Dele.

Granngut, m. Nabodreng.

grannhæv, adj. skikkelig i Naboskabet, upaaklagelig som Nabo. Nordl. Jf. grendhævd.

grannhøyrd, adj. som har skarp Hørelse.

Grannkona (o’), f. Nabokone.

grannkvistad, adj. som har tynde Kviste.

grannlagad, adj. 1) fiint gjort. 2) kræsen, nøieregnende. Østl.

grannlagd, adj. tynd, smækker.

Grannland, n. Naboland. Lidet brugl.

grannleg, adj. noget tynd eller fiin.

grannlege (le’), adv. nøiagtigt.

Grannlegg, m. Smallæg, den nederste Deel af Skinnebenet. Nogle St. Mjaalegg og Smallegg.

Grannleike (kj), m. Tyndhed, Fiinhed.

grannmælt adj. som har fiin (eller høi) Stemme. Modsat grovmælt.

grannsam, adj. nøiagtig, punktlig; nøieregnende, kræsen.

Grannskap, m. Nøiagtighed. Lidet brugt.

grannspunnen, adj. fiint spunden, tynd.

grannstilt, adj. trykt med fiin Skrift. I Hall. “grannstigla”. Ellers: smaastilt.

grannsynt, adj. skarpsynet.

Granntaus, f. s. Granngjenta.

granntenkt, adj. skarpsindig; nøiagtig i at bestemme Begrebet.

grannvaksen, adj. smækker af Væxt.

grannvar, adj. meget forsigtig, nøiagtig, bange for at forsee sig; saaledes ogsaa: tilbageholden, bly, undseelig. Sogn, Nhl. ogsaa Helg. og fl. Ellers udtrykt ved: varlaaten, høgvar, haavar, vedvoren, forøven, og fl.

grannvoren (o’), adj. 1) noget tund eller fiin. 2) forsigtig, nøiagtig.

granska, s. grenska.

grant, adv. nøie, nøiagtigt; ogsaa klart, tydeligt. Eg saag det so grant.

Gras, n. Græs; ogsaa: Urt, Væxt (om smaa Planter i Almindelighed). G.N. gras.
Han bit femte Graset, s. bita. Setja paa Gras: føre i Græsgang. Fleertal Gros (o’), om visse Græsarter. Sæt.

grasa, v.n. (ar), luge, rense en Ager for Græs. Tel.

Grasand, f. et Slags Ænder. Østl.

Grasbotn (o’), m. Græsbund, sammenhængende Græsrod.

grasbunden, adj. dækket med Grønsvær, jævnt bevoxet med Græs. – grasbinda seg: tilvoxe med Græs. Tel. og fl.

Graserter, pl. Vikker. Vald. og fl.

Grasflekk, m. Græsplet, Grønning. Ogsaa kaldet: Grasbot, f. Grashik (i’), m. (Hall.), Grasplita (i’), f. og Grasto, f.

Grasgalte, m. en liden Græsplet i en Ager. Smaal.

Grasgeire (gj), m. en lang og smal Græsplet. Hall. I lignende Betydn. Grasgeila, f. og Grasskjengja, f. Hall.

Grasgjota, f. s. Grashola.

Grasglenna, f. en større Græsplet eller Grønning; især i en Skov.

grasgod, adj. græsrig; om Jord.

Grashola (o’), f. en Huulning, Fordybning med god Græsvæxt. Ogsaa kaldet Graskjos, m. (Tel.), Grasgjota, f. (Grasgjøte, Hall.), og Graslaut, f. (Namd.).

Grashopp, m. Græshoppe. Ork. og flere. Ellers: Engspretta, Engtyta, Slipar.

Grasjord, f. Jord med Hensyn til Græsvæxt. Ei god Grasjord.

graskjend (kjent), adj. græsrig. Trondh.

Graskjos, s. Grashola.

Grasland, n. Græsland.

Graslaut, f. s. Grashola.

Grasleiga, f. Leie af Græsgang; ogs. Betaling for Græsning.

Graslende, n. Græsmarker.

Graslit (i’), m. Græsfarve.

Grasløysa, f. Mangel paa Græsvæxt.

Grasmakk, m. Græsorm; et Slags store grønne Insekt-Larver.

Grasmark, f. græsbevoxet Jord.

Grasnaut, n. Nød (Høved), som er sat i Græsgang (for Leie).

Grasrot (oo), f. Græsrod; Grønsvær.

[grassera, v.n. grassere; gjøre Ufred.

grassjuk, adj. 1) syg af Overfyldning med nyt Græs. 2) om En som slaar Hø paa anden Mands Jord. Jæd.

Grasslag, n. Græsart; Planteart.

Grassmak, m. Smag som af Græs.

Grassott, f. s. Grorsykja.

Grassvord (-svoor), m. Grønsvær, Græsbund. Isl. grassvördr. Jf. Svord.

Grasto, f. Græsplet i en Klippe. S. To.

Grastorv, n. Tørv av det øverste Lag i en Tørvmose.

Grastveit, f. = Grasglenna. Hall.

grasutt, adj. fuld af Græs; ogsaa tilvoxet med Ukrud, om Agre.

Grasvaks, n. Græsvæxt; s. Grasvokster.

grasvaksen, adj. bevoxet med Græs.

Grasvokster, m. 1) Græssets Væxt; 2) Jord som Græs kan voxe paa. Ovanfyre Grasvokstren: ovenfor Græsvæxtens Grændse. Hedder ogsaa Grasvaks, n. Nordre Berg. Koma upp um Grasvakset, dvs. saa høit at Græsvæxten ophører.

graup (knuste), s. grupa.

Graup, f. Skure, Fals, indskaaren Fuge i Træ (= Grøyping). Valders. Af grupa.

Graut, m. Grød, kogt Meeldeig. G.N. grautr. I Sammensætning Grautar (sædvanlig Grauta), som Grautarfat, n. Grødfad. Grautarmauk, n. Vædske (Vand, Mælk) at koge Grød af. Grautarmjøl, n. Meel til Grød. Grautarskeid, f. Grødskee. Grautarsuvl, f. (n.), Suul til Grøden (især Mælk); ogsaa kaldet Grautgletta (Buskr.), og Grautvæta, Vald. og fl.

grauta, v.n. (ar), røre, ælte sammen; ogs. om at tale utydeligt.

Grav, n. 1) Gravning, Skraben, m. m. see grava. – 2) Smerter indvendig i Legemet; ogsaa: Nag, Ængstelse. (Tildeels i Formen Gravelse, n.).

Grav, f. en Grav, udgravet Rum, især at lægge Liig i. Egentlig samme Ord som Grov (o’). G.N. gröf, grafir. Hertil Gravar-øl, n. s. Gravøl.

grava, v.a. og n. (grev, grov, gravet), at grave. Inf. ogsaa graavaa, Gbr. Ork. Præsens egentlig grev (e’), men sædvanlig udtalt græv, græv’e. Imprf. groov, Fl. grovo, grove. Supin. grave’; afvig. grive (i’), greve, græve, Trondh. Sdm. og flere. G.N. grafa (gref, gróf, grafit). – Betydning: 1) grave, hakke, opbryde, især Jord. Grava ut ein Bakke. Grava upp Auren. Ogsaa reflexivt, f. Ex grava seg inn i Bakken. – 2) frembringe ved Gravning. Grava ei Veita, ein Dam, ein Kjellar. Tildeels ogsaa: begrave; jorde; dog hedder dette oftest “grava ned”. – 3) gravere, udgrave, stikke i Steen eller Metal. Jf. Gravster. – 4) nage, smerte, stikke i Legemet. Det grev meg fyre Bringa. Figurlig: ængste, ærgre, harme. Det var nokot, som grov honom. – 5) skrabe, rage sammen, sanke. Grava i Hop: samle. Gr. attyver: tilkaste; tildække, Gr. aat seg; skrabe til sig. Gr. i seg: mætte sig, forsyne sig. Grava til (eller: gr. seg til): lægge sig til, forsyne sig efterhaanden med noget. – 6) reflexivt: slæbe frem. Grava seg fram: komme frem, med nogen Møie. Gr. seg heim (= starva seg heim). Gr. seg undan: komme af Veien, undslippe. – 7) v.n. sysle, arbeide, være i Virksomhed; ogsaa: holde sig oppe, slaae sig igjennem. Dei grava med det same. “Dæ aula aa græv’e”, s. aula. – 8) søge, lede, forske efter noget. Grava og leita. Ogsaa: fritte, spørge flittigt. Han grov og spurde etter alle Ting. (Ogsaa G.N.). Hertil graven,
gravvis. – 9) skrige, om Kragerne; tildeels ogsaa om Ravnen. Det sat ei Kraaka paa Taket og grov. B. Stift, Nordl. – 10) i Formen gravast (grevst, grovst): skride fremad, om Tiden; eller egentl. arbeide sig frem. Det grevst av: det gaar paa en Maade, man slaar sig igjennem. Det grevst ein Dag um Senn: man bjerger sig dog den ene Dag efter den anden, om det end gaar smaat. (B. Stift). – Afledninger: Grov (o’), Grev, Greft.

Gravar, m. 1) en Graver. 2) en flittig Arbeider; ogs. en Forsker, Spørger.

Gravbakke, m. Gravsted. Smaal.

graven, adj. flittig; s. gravsam.

graven, part. 1) graven; opgravet. Afvig. griven (i’), Sdm., greven græven, Trondh. – 2) begraven, jordet. Oftere: nedgraven. – 3) bearbeidet ved Gravning; ogsaa: arret, mærket af Saar (bolegraven, kveisegraven). Jf. G.N. grafa, angribes af Svulst.

gravfesta, v.a. (er, e), jordfæste, kaste Jord paa (et Liig); ogsaa: holde Liigtale over. – Gravfesting, f. Jordpaakastelse; ogs. Liigtale.

Gravhaug, m. Gravhøi.

Graving, f. Gravning; Slæb, Arbeide; ogsaa Smerte, Stikken; Nag, Ærgrelse; s. grava.

gravlagd, adj. begraven.

Gravminne, adj. begraven.

Gravminne, n. Mindesmærke paa en Grav. Særskilt: Gravkross, m. Gravstein, m. Gravskrift, f.

Gravrust, f. tærende Rust; f. Ex. paa Knive.

gravsam, adj. 1) stræbsom, flittig. Nogle St. graven. (Nhl. og fl.). – 2) nysgjerrig, flittig til at fritte og spørge. Hedder ogsaa: graven og gravviis. (Tel.).

Gravsong (saang), m. Gravsang, Liigpsalme. Ogsaa: Gravsalm, m.

Gravstad, m. Gravsted.

Gravstein, s. Gravminne.

Gravster (st’r), m. Gravering, Udstikning i Metal. I Tel. Gravst.

Gravstikka, f. 1) Staalspids at gravere med. 2) En som spørger meget.

Gravtale, m. Liigtale.

gravvis (ii), adj. s. gravsam.

Gravøl, n. Gjæstebud i Anledning af en Begravelse. I Hall. Gravarøl. Ellers: Likveitsla, Sjaund, Erve og fl.

graa, adj. 1) graa, skyfarvet. Tildeels afvig. graar, Num. og fl. graa’re, Sæt. G.N. grár, m. grá, f. – 2) ublid, uvenlig, om Luften; skyet og kold. D’er graatt i Dag. – 3) uvenlig, om Forhold imellem Personer. D’er graatt med deim. Trondh. Jf. graana, Graae. (Sv. grått). – Graa’en, er Benævnelse paa en graa Hest; ligesaa Graaa om en Hoppe.