A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Rymd f. Rummelighed = Rømd. Nhl. Sfj. Sogn, Hall. Vald. Se A.

rymd adj. = rømd. Nfj. Sfj.

rymdafræg adj. = romfrek. Berg. Tildels: rømda-.

Ryme n. Rum "Ta(ka) Ryyme", flygte, "das Weite suchen". Ryf. Rymeveg se ryma 3).

rymja v.n. og a. (rym´e, rumde rumt), 1) skaffe Rum. VTel. (Moland, Mo, Vinje): mest rømja, -je; overalt: roomde roomt. 2) rømme, flygte = ryma. Hele Hard.

rymn' v. ):rivna. Namd.

Rympling m. opblæst Slyngel af en Dreng med smaa Kræfter. Li. Dal. Jæd. Vel til Rump. – rymsen? rymskjen se romsen.

Rymt m. Sladder; Snak som blir til et Rygte; Skumleri. Sæt. "Hu sette ^eut äen Rymt". – rymta v.n. (ar), ymte skumlende; føre Sladder. Sæt. Lidet brugte.

Ryne (y’) n. graven el. bygget Vand-rende; gravet Løb = Run (Ron). Tel. (Aamotsdal, Rauland): Rønee. ”Kvennerøønee, Sagarøønee”. Og Røn, Rauland.

Ryne (yy) n." A. Ned. Gbr. Østerd. "Bære i Ryynom ænn i Syynom"; Ring. (Aadal), NGbr. Ogsaa: "i Ryyndom", NGbr. "Bære i Röngnom ell i Söngnom", Østerd. (Tynset); Røyne?

"rynen adj. løs". A. rynjen og rønjin NGbr. 2) tør, ikke sammenhængende, )( kleimen. Romsd. "Mjøl´e æ ryne aa gott". "Mjøl´e æ rynni (med langt jodholdigt N) d. s. Strinda (jf. ryynen A., og ryden); runni d. s. Stjør.

Ryng m. 1) en Ring af ved Vidjer sammenbundne Bjælker, inden hvilken man flaader Ved. Nhl. (Masfjord): Veeryngg. 2) stor Bundt; f. Eks. af Hø. ISogn. Ryngja f. d. s. Sogn (Lærdal), Vald. (Vang). 3) halvvalseformig Rygning = Rymb. Voss, Sogn, Sfj. Nfj. Se A. – "ryngja adj." A. Sogn, Hard. "aorynja"; Hard.

ryngja v.a. (er, de), danne "Ryng", lægge i "Ryng". Sogn, Vald. "Rynja Haay". "Han ryngde pao (Lasse) äit Par Vaoge".

"rynja v.n. (ryn runde runt). 3) brage, dundre". A. rønja røn roonde NGbr. rønn' rønn raann raanne Trondh. (Fosn og fl.). rønja, røn´nr (og "ryn´nr"), Imperf. raann (og "raante, rønnte", og "rønn", interjectionalt), Supin. rønni og rynni, Land, Hadel. "Han roope saa de raann (rønnte el. rønn)".

"Rynja f." A. Om en stor Flok af Kommende. Shl. Ryf. "2)". A. Shl.

Rynkja f. = Rykkja, Ruksa. Sogn (Borgund). – rynkja v. fortælle R.; "rynkja aa ljuga". Sogn (Lærdal).

rynna v.n. (er, te), = runna. Sæt. Ma. "Holti heve rynnt ti so svært". "Skogjen rynne upp".

rynnen, rynni se renna, rynen.

Rynning m. flerstammet busket Træ. Ma.

Rypt f. se Rift, Ryft.

"ryr adj. 1) udrøi, kortvarig". A. Ndm. Tel. Østerd. "Mænneskji æ ryyrt"; Vinje. Og: ruur? Østerd.

Rysbast (y') f. = Basterys. Ma. (Vennesla).

Ryse m. en fæl Karl. YSogn. "Rise" hedder sammesteds "Reese", saa dette maaske hører til "rjosa, rysja", gyse. – "Eit ryyse stoort Beist" = fælt stort. Sfj. Se A.

ryseleg (y') adj. lig en "Rise". Tel. Sæt.

"rysja (y') v.n. (rys, ruste). 1) gyse". A. Agder, Rog. røsja, rooste NGbr. Infin.: røsa Ndm. (Øksndal, Tingvoll). røss' Fosn (Stadsbygd); raas(s)a og röss(a) Ndm. (Sunndal og fl.), Imperf. raast' og röst' Sunndal, Uppdal i STrondh. "Eg rys´e meg", og "dæ rys´e i meg", jeg gyser. VAgder, Ryf. "Dæ va saa styggt at dæ røste i (el. øve) meg", gysede (dryssede), Jæd. Jf. rjosa.

"rysja (y') v.a. (rys, ruste), afskalle, flække". A. Sogn, Sfj. Rbg.; røsja, Rom.

"Rysja (y') f. Gysen". A. Li.

"Rysja f. Hoppe". A. Li.: stor Mær.

Rysjul m. dvs. Ristel. Rom. (Sørum og fl.).

rysk (yy) adj. vred at see til, bister. Jæd. Dal.

Ryskja (y') f. en Haandfuld, oprykket eller udrevet. VAgder. "Ai heil Ryssja mæ Haar". Til ryskja v. Agder (Imperf. ryskte). 2) = "aen Riivar te arbei(d)a". VAgder. 3) en yderst grov Opdigtelse, en voldsom "Skrona". Li. (Fjotland, Eikin). Da det lyder "Ryssja" er Bet. 3) maaske (neppe) af Rysja" en Ruse; jf. Sløda, med to lignende Bett.

Ryskjing f. det at "ryskja", Afrivning (af
Græs). Hall. og fl. "Han hadde noko R. burt i Haugo".

ryskla (yy) v. gjøre en Masse udrøi, især ved at tage af den i altfor smaa Portione; spilde. Hall. (Gol). – rysklen adj. udrøi, "ryr", ved spildsom Behandling. "D'æ so ryskleent naar ein ska ta dæ so i Smaahæntingo", Smaaplukk.

Rysle n. Krat. VTel. (Mol. og fl.). "Bjørke-, Rounerysli". Jf. Rusl, Rutle.

"Ryslyng (y') n." A. m: Calunna vulgaris, SGbr. Oslo. Ofte: "Røsslyng". Rysling m. d. s. Hedm.

rysna (y') v.n. (impers.) = risna, rysja. Romsd. "Dæ va bær(r)e so dæ røsna neeaavr mee". rysnast v. d. s. Romsd. "Dæ kunne rusnast (ø) i ein, so fælt va dæ".

Rysning f. og m. Redskaber, især Gaardsredskaber; = Greidor. STrondh. Ogsaa: Rø-. Jf. Rustning; Rustnad. Vel fremmed.

"Ryss m. Pog". A. Ork. Uppdal, Ndm.

"Ryssa f. Hoppe". A. Voss, Vald.

ryssa v. sluske. Voss. "R. nee", rable ned.

Ryssegreida f. Pinde at sno Tougværk paa. Tel. (Skafsaa, Rauland).

Rysselyng n. = Rubbelyng. Dal. Jæd.

Ryst (ø) f. Rust. Ndm.

Rysyl, Rysil m. = Rise. Tel.

Ryt (y') m. 1) Larm, Tummel = Rut, se d. VTel. Rbg. 2) stort Ord af En el. noget; Ry, ikke altid godt. VTel. (Mol.). "De stænde slik' ein Ryt´e av 'an".

ryta (yy) v.n. (er, te), buldre, skraale = ruta. Ma. (Bj.). "Ryyta o braka". G. N. rýta, brøle, grynte.

ryta (y') v.n. (ar), = ruta. Rbg. Se ruta.

Ryta f. Knur = Rjot. Fosn (Hitra): Ryyt.

Rytar (yy) m. en Buldrer; til ryyta. Ma.

Ryte (yy) n. stor uformelig Tingest. Hard. Ryf. Tel. Hall. og fl. "Ait fæla R^eyte te Fura, te Staen". Hard. Jf. Ruta.

rytesleg adj. lig et "Ryte" = flg. Li. (Eikin).

rytutt adj. lig et "Ryte"; uformelig. Hard. "R. Hest, Tre, Baot".

Ryv se Riv (Revja); ryvja se rivja.

ryva (yy) v.a. (er, de), oprive, bringe i Uorden = rjuva. Mest: bringe i Sindsoprør, nerveryste. Tel. (Rauland). "Han bleiv so uppryyvd av Seennee". Jf. Ruv m.

ryven (yy) adj. voluminøs = ruvsam. Sogn, A.

Ryvje m. en liden lav men noget skarp Rygning af Stene; omtr. = Rju(v) 2); mindre og løsere end "Rinde". Hard.

Ryvl og Ryvle m. Rulle, Bundt. Hard. Shl. – ryvla v.a. (ar), rulle sammen, bundte. Hard. Shl. "R. i Hoop; r. Bork".

ryvlen adj. = ruvhærd, ruvlen. SætB.

Ræa f. 1) svinsk modbydelig Person; især: En som taler svinskt. Hard. Rog. Agder. "Tobaksræa", En som skraaer væmmeligt. Li. 2) noget væmmeligt (overh.); en Væmmelse; en Rædsel. VAgder. "Dei drakk saa dæ va ei Ræa o sjaa". Se Ræda 1, A. 3) stort yderst tarveligt Klæde, "Plagg", el. stor Klud til tarvelig Brug: a) underste Klæde i Sæng = Bosbreida; Jæd. b) Skureklæde = Flyssa; Rog. c) Klud og dl. som hænges op til Signal el. Skræmsel; Jæd. 4) Person som blir holdt for Nar, der f. Eks. sendes fra En til Anden med uforrettet Sag. Rog. "Eg vart Ræa idag, eg fekk kje Bein´e", jeg fik ikke en Fisk; hertil: "Fiskaræa", En som kommer tomhændet fra Fiskning, "Aksjonsræa" fra en Auktion. Maaske "Ræa" her er eg. en Form (Infinitiv?) af et Verb (f. Eks. (v)ræda, løbe op igjen); jf. "eg vart lunn(a)", Nordl. Sandsynligvis er i "Ræa" flere Ord: "Ræ", Aadsel tør have afgivet Stof; flere af Bett. peger mod Ræda 1, A. (Rædsel) eller (og) (v)Ræda 2, A.

Ræavinna f. "Ga pao Ræavinno", gaa paa strængt Arbeide udenfor Huset. Hard. (Odda, Kvamm). "Ho æ flink pao Ræavinno, men inkje mæ Naol´æ". Se A.

(v)"ræda v.n. (ar) løbe i Brunst". A. Dal. Især om Hun af Kat og Ulv. Jæd. "Æl(d)´n ræa føre Juul aa Jonsok", Ilden osv. 2) føite = ralla, se d. Dal. 3) føre stadig Klage og Anke; være dadlesyg. Ryf. Jf. rina, rissa. Se flg.

(v)ræda adj. parrelysten; mest om So, men paa nogle Steder ogsaa om Hun af Hunde- og Katte-dyr. G. N. ræda d. s. Lyder: vræ, Li. (Vanse); vree`a, ogsaa vree`en, Smaal. (Eidsberg, Rakkestad, Rødenes; vreden hedder her "vreien" og "vrien"); ræ`æ og ræ`en (som Prædikatsord), Dal. "Sugga æ vræ". "Suggaa (Kjettaa, Bitkjaa) æ ræ'en; ei ræ’e Sugga". "Purka æ vreea (vree'en). vreea for vræda, som skree for skræda, leese for læsa. D. Dial. vrad, d. s. Jf. G. N. rádi Handyr (Orne), D. Vraad en Flok Sviin, G. D. vrath, Angl. vræd d. s.; (Norsk og Svensk ralla dvs. føite, være brunstig (se d.; for vradla?) og NSv. Diall. vräa (vräda) dvs. sakta gå (gaa i Følge?)). Se foreg.

"ræda v.a. forskrække, skræmme". A. Rbg. Tel. Li. Tildeels (ar). ræ(d)ast v. n. bli bange, frygte. A. VTel. Agder (Aaserall, Fjotland, Kvin).

(V)"ræda f. 2. utugtig Kvinde". A. Jæd. Dal.: Ræa. 2) Hundyr, som løber op igjen. Dal. 3) dadlesyg Person. Ryf. Se (v)ræda v.

"rædd adj. ræd". A. radd´e (og rädd´e), VAgder (Bjelland, Grindeim, Eikin), som Krattur (ä); ræædd´e, Sæt.

Rædda f. Rædsel; Rædhed. Tel. Li.

"Ræddhug m. Frygt osv." A. Rædduje Sogn (Aurland), Sdm. (Vanylven); Ræddäue Ndm.; Ræddaagaa Gbr.; til Huge. Ræddihug Salten.

Ræddskreda? f. Kryster. -skreeaa YNdm.; -skrudu Innh. Jf. Skreda, Kreda, Rubbeskrea.
– Ræddskrøye f. d. s. Gbr. (Lesja, Lom). Se Skrøya.

Ræddskræma f. En som let skræmmes; Kujon. Ndm. (Sunndal), STrondh.

Rædska f. Rædsel. Tel. (Kvitseid, Moland): Ræske.

rædskleg adj. forskræmt; stadigt bange. Sæt.: rææsklege.

ræeleg adh. lig en "Ræa": svinsk; modbydelig. Jæd. Dal. Li. "Dæ va rælig o sjaa koss dei drakk o bar seg". "Dei bar seg ræligan", Kvin. – ræen se (v)ræda.

ræga se reka, rækja. rægela se rekeleg.

Ræk f. lang Dynge af Hø., Gbr. Ndm.

ræka v.a. (er, te), vende Neg med Pleielen under Tærskningen. Nhl. (Eks.), Sogn (Vik).

"rækja v.a. (er, te), drive osv." A. 2) holde Drivjagt, "Raak", = raaka. Nhl. (Eks.). – Rækjar m. den som jager Dyret op )( Liggjar. Nhl.

rækja v.a. (er, te), 2, rage Hø sammen til "Ræk, Rækje, Raak". Gbr. Ndm. Rækjar m. En som "rækjer".

Rækja f. = Kvervel 3). NGbr.

"rækja v.n. (er, te), harke. G. N. hrækja". A. 2) utstøde Brækningslyd; ræbe. Gbr. (Øyer). "Han stakk Fingrn i Halsn saa'n rækte". 3) brøle hæst slapt og eenstonigt, som en Spædkalv = rækta. Sogn. – 4) tale stødvis med mange mellemkommende Æ-hæ-Lyd og andre Ulyd, omtr. = ækta. Ma. (Holum, Finnsl.): ræge. 5) tale med en haanlig og tirrende Formløshed, slængende Ordene ud sammen med mange Ulyd. Rog. – Berører sig i Bett. 4) og 5) (og i Form) med reka; er altsaa maaske sammenglidende med (v)rækja, G. N. rækja forkaste. Jf. rækjeleg, rækstam, rækmælt.

Rækja f. en svinsk, uteerlig, især skiddenmundet Person. Li. (Eikin). Ogsaa Avrækja, Ovrækja, Urækja. – rækjen adj. lig en Rækja. Eikin.

(v)rækja v.a. (er, te), ikke ville have, forskyde, væmmes ved. Ma. (Grindeim, Finnsland). G. N. rækja. "Han rækje Mat´n".

(v)rækjast v.n. (est, test, st), forskyde af Væmmelse, væmmes ved. Ma. Li. Rbg. (Bygland), Ryg. (sjelden): rækjast, ræ(g)jast og rægast (YMa.). "Du tar kje rækjast mæ dæ, d'æ reint"; Asserall. Ogaa v. a.: "Dæ va sa styggt aen maatte rækjast dæ". Peger mod (v)rækja (mest) og (h)rækja.

Rækje n. se Reke.

rækjeleg adj. 1) væmmelig, modbydelig. Tel. Sæt. Ma. (Grindeim, Aaserall). rækjalege Ryf.; rægjelig Li.; rægelig YMa. G. N. rækiligr afskyelig. 2) tilbøielig til at rækja 4) i Talen. YMa.? Se rekeleg.

rækjen adj. 1) se Rækja. 2) kræsen; som let væmmes. Til rækjast. YMa.: rægen.

Rækjeveg m. Gangsti osv. = Rækje. Dal.

Ræ`kjil m. 1) Dagdriver, En som "fer o rek". 2) lang svag Figur; lang Stymper. Tel. (Sellj. Kvits.). Jf. Rækling. Maaske (halvveis) T. Rekel, trods Betoning.

Ræk´n n. et raat Bæst = Avræa. VTel. (Moland, Mo, Vinje).

Rækolla f. en tosset uopdragen larmende og føitende Kvinde; omtrent = Dustekolla. Tel. (Selljor). Jf. Ræ(d)a.

Rækstar m. = Rækjar (Rager). NGbr.

Rækste n. Arbeidet med at "rækja Høy". Gbr.

rækta v.n. (ar), 1) brøle osv. = rækja 3). Jæd. Dal. Li. "Rækta sum æen Snællekaalv". 2) skraale hæst, som en Beruset. Dal. Li. "Rækta o syngja". 3) om Tale = rækja 4) og 5). Li. (Eikin, Ryf.). Mest om en slig halvt forsætlig Ubehagelighed i Formen, gjennem hvilken man faar indpresset sine Ord-ubehageligheder. "Rækta o^u(r) seg". "Han sat saa længje o rækta mæ dæ". – rækteleg og rækten adj. som taler paa denne (3) maade. Eikin. "Rækten o eklen o driten". – Rækt n. og Rækting f. det at rækta. – Rækteljo(d) n. Lyd af Rækting. Dal.

Ræl n. Affald, Skrab = Rask, Rusk, Raal, Ral. Hedm. Østerd. Solør. Se A. "Kvistræl". – Rælhaug m. Dynge af Ræl. Hedm. – Rælvaale m. d. s. Hedm. Jf. ræla (gramse), raala.

"ræla v. stikke osv." A. 2) stikke en Stang ned i et rørformigt Hul. Tel. "Han ræla Stour´n like i Kav, der som va Hol fyri".

ræla v.n. (ar), 1) gramse, rie, skrabe sammen, Østerd.; Namd.: reel'. 2) vrøvle, vaase. Østerd. Solør (A.), Ryf. – Ræl m. en Vrøvler, Vaaser. Ryf.: Ræædl. – Rælekopp m. d. s. Østerd. – rælen adj. som vil ræla; særlig: flink til at skrabe sammen. Namd.: reelin.

ræla v.n. gaa sagte = rjaala, raala. Østerd.

"Ræla f. Stang". A. Hard. Voss, Sogn, Vald.

Rælar m. Stikke osv. = Ræl; til ræla. Tel.

Ræle n. noget overvættes stort og uformeligt. Li. Usikkert. Ialfald mere brugt er Avræle Li. (Eikin) og Ovræle Li. (Fjotl.), maaske fremgaaede af Ovrevle, se d. – Ræligheid f. noget overvættes stort. Li. (Sirdal), Dal. (Lund). Maaske til "rælig", for ræ(d)eleg.

rælen adj. som en Stang, "Ræla". Vald.

Ræme, ræmen se Remma, remmen.

ræmm v., ræmmen se remma, remben.

Rænolbein n. det runde Hoved af Laarbenet. Tel. (Mo, Raul.). Anderledes A. Ogsaa: Rænolsbein, Rauland; og Rænjalsbein og Rønjulsbein Tel. (Mol.); Rænnilbein. Dal. – Rænile se Rennel.

Ræp n., Ræp m., Ræpa f. se ræpa v. 2.

ræpa v.n. (ar), 1, trippe raskt afsted. "Griis´n ræpär". Smaal. (Trykstad), Rom. (Høland). Maaske eet med ripa (reepa).

"Ræpa f. Kokase". A. 2) vællingagtig Smuds; Mudder; Sumpdyn. Tel. Jæd. 3) lang
Sladderhistorie. Ma. 4) slap, blødagtig doven Person. Tel. (Kvitseid og fl.; Wille).

ræpa v.n. og a. (ar), 2, 1) udstøde tynde Ekskrementer; om Fugle, Kjør osv. Hall. Vestfold, Tel. Dal. 2) lade Munden løbe, mest til Sladder; fare med Sladder. VTel. (Moland); VAgder. "Ho site ræpar heile Roddune; ræpar o røar". – Ræp n. Sladder. "Naar eg bli for fudde a(v) Ræb, gjænge eg a(v) te Grannekaanaa mi o ræba ^øudo^u (utor) meg alt dæ eg kann"; Fjotland. – Ræp m., Ræpa f. og Ræpsteik f. en Sladderfører, ondskabsfuld Sladdrer. VAgder. – ræpen adj. tilbøieligelig at ræpa.

Ræpa (e'?) f. slank Stamme = Repel. Shl.

Ræpe, Ræpp se Rep. – Ræpel se Repel.

ræpeleg adj. lig en "Ræpa"; blødagtig. Tel.

Ræpestorr (o') m. et Slags Stærgræs, Carex, som vokser i Dynd. Tel. (Selljor, Kvitseid).

ræpskrika v.n. (skreik), skrige høit hæst og brægende. Li. (Fjotland: b, g). – ræphoysta (o') v. d. s. mere hujende. Li.

Ræptrost (o') m. Drossel, Turdus pilaris, = Graatrast, Skitetrast. Den forsvarer sig og sit ved "Ræping"; til ræpa 2. Vestfold: Reeptroost; Tel.: Ræpes-troost.

ræputt adj. fuld af "Ræpa"; dyndet. Tel.

Ræs n. 1) Vandstrømning; Løb: Afløb eller Tilløb. Ma. (Halsaa, Holum). "Vann´e kann kje faa Ræs i detten Diige". "Vassræs". 2) jævn stærk Luftstrømning langsad en Fjord. Vesteraalen; Shelg.: "Fjoorrees": 3) bortflydende Masser, især hvad Elv el. Jøkelbrud fører med sig. Nhl. Sfj. "Elvaræs, Jokleræs". Til ræsa, strømme.

"ræsa v.n. (er, te), strømme frem osv." A. Shl. "2) strømme bort osv." A. Om Elv: gjøre Iisbrud; Nfj. 4) glide ud, glide ned; om mindre Steen- og Jordskred. Ryf. Om lave Snee-og -Vand-skred. Sogn, Voss. 5) lade strømme: a) lade Fodret gaa for raskt igjennem sig, om slet fordøiende Hest, Ræsegamp m. Ryf. b) afsondre Sliim fra Hinderne; om syg eller brunstig Hest. Hall. Sogn, Rbg. Ma. "Hest´n ræse 'taa Kværsvillee"; Ræsekværsvill, Hall. "Mærr´ee ræse", Hall. 6) snakke vidtløftigt vigtigt og larmende. Ryf. Hertil: Ræsesnakk n., Ræseprat n. 7) v.a. rense en Vandledning ved at sende en betydelig Vandmasse ind igjennem den. Gbr. (Lom). "Ræse upp ei Faar".

Ræsa f. 1) et lidet Skred, hvor Snee (Iis), Vand og Jord blander sig. Sogn, Voss, Nhl. Dog ogsaa: "Snøræsa", Sogn. 2) Slimafsondring, se ræsa 5). Sogn, Hall. (A.). Ogsaa: Streif, "Snev" af en Sygdom; Sogn (Aurland). 3) En som "ræser", snakker osv. Ryf. Ræsar m. d. s. Ræsekopp m. d. s. Ryf.

"ræsa v. røge". A. Ma. Ned. "Ræse o bræse", om megen fed Madlavning og Stegning. Ogsa Jydsk. 2) indtørre Fisk. Ma.

"Ræse n." A. Shelg.: Reesi.

ræseberg adj. = ræsefør; mest om Kjøer. Sfj. ræsebær d. s. Berg.

Ræsegamp, Ræsekværsvill se ræsa.

ræsen adj. tilbøielig til at "ræsa", se d.

Ræsing m. lidet Skred, helst af Vand. Voss.

ræskjen adj. meget lidet kræsen, yderst nøisom eller "uvand". Mest om Fæ. Nfj. Sogn, Shl. Maaske til Ræ; i saa Fald væs. = ræven. – Ræske se Rædska.

Ræsl (ææ) n. Løb = Ræs. Ma. (Øy. Finn.).

Ræ-snik (i') m. Aadsellugt. Hard.

ræsutt adj. = ræsen. Ryf.

"ræta v.a. vrage". A. 2) skjæmme Massen ved at udplukke det bedste = Eng. garble. Tel. "Ræte uut Høy´e".

Ræta f. den Masse som blir igjen efterat det bedste er udplukket; omtrent = Eng. garbles. Tel. (Vinje, Kvitseid, Selljor, Bø). "Høyrætur". Jf. Orræta.

Ræ-tev (e') m. svag Aadsellugt. Berg.

Rætte = Raaslag 2). Hard. (Odda, Røldal, Ulvik). "Da luktar 'tao Rætte". Se A. – Rættelukt f. og Rættesnik (i') m. Lugt af "Rætte". Hard. – Rættestell n. Befatning med "Rætte". Hard.

Rævette n. elendigt Dyr, som seer ud til snart at krepere. Ryf. (Tarvastad), Shl. Rævavette d. s. Shl. (Stord). Begge Former vel til Ræ, hræ Aadsel, Ang. hræv; jf. ræven. – Rævættl d. s. se Revetsl.

"ræven adj. slugen". A. Romsd. (Nessæt).

Rævling m. Sparre = Sperra, Saksebjelke. Smaal. Jf. Ræve, G. N. ræfr.

rø, røa v. smøre, sladre, se roda og (h)roda.

Røabaat, -kopp, se roda. Røaa se Rjaa.

"røda v.n. (er, de)". A. I Tel. tildeels (ar).

"Røda f. Tale". A. Røo Vald., som Møo < Møda. – Røofant m. Sladderbærer, Sladdrer. Vald.

Rødd n. Snak, Sladder, Sludder. Ma.

"rødd adj." A. 3) forsynet. Shl. (Etne). "Væl rødd´e paa Bøk´r".

"Røde n." A. 3) = Tollrøde. Tel. (Vinje): Rø`i. 4) = Rolag. Sæt.: Rø<sup>y</sup>`i.

"rødig, rørig adj." A. = rydig, rudd; se d.

Røe f. se Raa. Røe m. se Rode. røe v. se roda.

Røfte, Røfste se Ryfte.

"røgja v.n. sladre, snakke meget osv." A. Gul. og Strinda: røy; tildeels: (ar).

Røgla (ø') f. Pige paa en 10#-13 Aar; "Backfisch". Hard. (Ullensv. Røldal), Tel. Se Regla; jf. Rodda.

røgla (øø) v.n. 1) passiare vidtløftigt sammen, især noget sløvt og vaasende. NGbr. "Røøgle i Fyll´n". "Røøgle mæ Bræⁱnneviin". Til røgja, el. regla? 2) "røgle aa skrive", klore ned = rola, ravla. Rom.

Røk? n. liden Regnbyge. Dal. (Hæsk.): g. "Dæ gjekk eit Røg hør i Dag tiilig, men dæ va bara ei liidæ Dogg". "Regnsrøg".




"røkja v.a. 1)". A. Nfj. "2) paaskynde". A. "røkja seg", anstrænge sig, kappes. Hard. YSogn, Nfj. "3) forske". A. "røkje etter", Tel.

Røkje n. et raskt Væsen. "Ait l^eite Røkje æ bære elde äit sto^urt Rotasløkje". Voss.

"røkjen adj. 2) rask". A. Voss. Især om Gamle, som kan skjøtte sig selv. NGbr. 3) nærig; meget om sig. Nfj. Sdm. – røkjevoren adj. d. s. Nfj.

røkkja v. (er, te), sætte sammen lange Historier, især af Sladder "Røkkjo". Rbg. Ma. "Dei lyyg' o røkkjer". – røkkja v. se rekk(j)a. – "Røkkja f." A. Rekkja Tel.

røkkne se rakna.

Røkst se Rekst. – Røl se Rydel.

"røla v. (er, te)". A. = skravla. Ndm. Gul. Jæd. Busk. 2) føite om og smaasvire; tumle. Romsd. "Røøle aa rakle". – Røl n. Tummel; "Skravl". Jæd.: Røød´l.

Røldøla f. Kvinde fra Røldal i Hard. Rølændi se Rudlende. – røma se ryma.

rømdafræg adj. voluminøs = romfrek. Berg.

Røn n. Tvetulle. Tel. (Kvits. Laard. Brunke.).

Røn, Røne, Rende se Ryne.

Røne f. rød Flek paa Krop. Hall. (Gol, Nes).

Rønjulsbein se Rænolbein.

Røo se Roda, Røda. – Røp, røp se Ropa.

rør' v. for røyra. Trondh.

Rør n. 1) Bevægelse, Røre. 2) Vrøvl. Østl.

Røra f. 1) Spade til Omrøring. "Turkerøra", ved Korntørring. Nhl. Shl. 2) Vrøvler. Shl.

Røre n. Besætning paa en Robaad; Romandskab. Hard. (Ullensv.). "Gild Røre". G. N. rœdri Romidler.

Rørekjøra f. Røre = Kjøra. Tel. "I ei R.".

rørug adj. = rørig; se rydig. Smaal.

røsa seg v.n. fremhæve sig; tage sig (godt) ud. Voss. "Da va Lit so røste seg!" "Kyyr´æ røse seg i Bäito". røse v.n. d. s. Nfj. (Stryn).

røsen adj. som har smuk kraftig Vækst og Holdning; anseelig, statelig. Dal. Nfj. Sdm. G. N. hrœsinn pralende. – "røseleg adj. anseelig osv." A. Voss, Hard. Shl. "R. Jænta, Kyyr; r-t plagg". røssle, -li = røsen, NGbr. Fosn, Innh. røsaleg d. s. Tel. (Kvitseid, Selljor. A'et skulde synes at pege andenstedshen, til et Røse, men denne Udtale af Rise (Ryse) findes neppe her).

?Røsme n. smaat let Affald: Kvas, Skjæver, Skjæl; = "Rusk". Oslo, Smaal. "Røsme i Haare" = Flos. Usikkert, og ialfald lidet brugt. – Røssmæl se Rydsmel.