A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"skarp adj." A. 4) for tør og udsat for at briste. Voss, Sogn. "Havren æ skarp´u". "Høye æ skar(p)t". 5) ru, uredet, ubearbeidet. "Liini ligg i skarpom Kjærvom (-aam)", naar det endnu ikke er ophængt og redet; "Jool´a ligg i s. K.", ubearbeidet; "dæ ligg i s. K.", i Urede, især om begyndt men henlagt Arbeide. Innh. (Stjør. og fl.). "Dæm maatte nooⁿ taa dæ ifraa s. K.", de maatte nu tage det fra fuldstændigt Urede af; Selbu. Ogsaa: "i Skarp-kjærvaam", Stjør.; "i skarpa Kjærvom (-aam)" Klæbu. "Gaa i s. Kj.", gaa halvklædt.

Skarpaat n. 1) et graadigt Væsen som ikke tager Huld. Sfj. (Askvoll). Skarpaata f. d. s. Sfj. (Førde og fl.): -e. 2) et haardt skarpt Menneske. Sfj. Jf. Skarpæta. – skarpaaten adj. lig et S. Sfj. Nfj.

Skarphovud n. tørret Fiskehoved. YNamd.

Skarpingje m. rask, driftig Karl. Tel. Røldal.

skarpleg adj. 1) noget hvas. 2) opvakt. 3) bister, arrig. Tel. Sæt.

Skarplegg m. Skinnebeen. Stjør.

skarpsynt adj. som har hvasse Øine. Dal.

Skarpæta f. 1) usaltet vindtørret Fisk. Shl. Nhl. Hard. YSogn. "Han seer uut so Skarpæta". 2) = Skarpaat(a), 1) og 2). Ryf. Shl. Y- og ISogn.

skarpæten adj. graadig og mager. Ryf.

"skarra v.n. (ar), gaa seent osv." A. Nordl. Vald. Shl. Sogn. "Ho skarra seg 'tao Sængjæ"; Hard. 2) (1) have det allernødtørftigste Forraad af Evne eller Brugbarhed; klare sig til Nød; slide sig frem; til Nød strække til. Ma. Hard. Voss, Sogn, Nfj. Hall. Num. Tel. "Eg skarra ovan Sæng`e"; Ma. "Jau Mænn, gjæng' eg upp' o skarra"; Ma. osv. "D'æ saa vidt dæ skarra tee", om næsten udbrugte eller forbrugte Ting; Ma. "Han skarra mæ da", slapp netop ud med det; Nfj. Sogn. "Ho skarrar mæ de", slæber med det; Tel. Num. "Han skarra o bar, o køyrde". "Ho kom skarrande mæ Byr´i"; ISogn. 3) "skarre aav", døe efter længere Skranten. NGbr.

skarra v.n. (ar), 2, 1) frembringe en ru Halslyd, som Rypen og Tiuren. SætV. og B. 2) harke, rømme sig. Vestfold (Larvik, Sandsvær). "Skärre aa hooste". 3) udtale R langt inde i Organet, harkende, skrattende, gurglende, = karra (tildeels: kurla); se R. Østl. og fl. 4) klynke, grine; knurre. Vestfold. "Han gaar aa skärrär aa griin´r".

Skarra f. en lang svag Figur, der med Nød holder sig opreist. SætB. "Nokæ Skarru ti Tree, sum snautt ber´e seg".

Skarre m. = Skarra. Sæt. Ndm. Østerd.

skarr(e)mælt adj. = karremælt. NØTel.

Skarrtein m. = Skaketein. Sogn.

skarta v. (ar), = dilta. Tel. Til skarra.

?Skarta f. Tiden lige før Juul. Romsd.

"Skarv n. 1, stenig Høide paa Fjeldet". A. Vestfold, Sogn, Rbg. Hertil: "Hallingskarvee", n. pl. Hall. "Hadlingaskarvi", n. pl. Sogn (Aurland). Jf. Skorv.

Skarv m. 1) Storæder. Tel. Jf. skarva, Skorv. 2) Fjeldrype = Skarvrype. Ndm.

"Skarv m. Endestump osv." A. Skarvende m. d. s. Helg. 2) m. og n. en noget fladtrykt Bjergknold, "Hump", som stikker op af Ager eller Eng. Sogn, Voss, Hard.

Skarv n. Sammenfældning af Fjæle ved Skraasnit. Fosn (Bjugn og fl.). – Skarvsaum m. (et) Søm til Skarv. Fosn.

"skarva v.a. (ar)". A. 4) sammenfælde = skjerva. Ryf. Fosn. "Skarva neepaa". 5) v.n. "skärve tel", passe saa omtremt. Vestfold. 6) "skarve aav", krepere. NGbr.

"skarvall". A. Romsd. – skarvaatt, Helg.

"skarveleg adj." A. 2) lig en Skarv 3.; slyngelagtig, ussel; elendig; om Folk. Tel.

"skarven adj. skrøbelig". A. Ndm. Hard.

Skarvlaup m. daarlig Person. Helg.




Skarvrype f. Fjeldrype, se Skararjupa.

"Skass n." A. 2) uanstændig Kvinde. SHall.

skasseleg adj. lig et "Skass" 1). Tel.

Skat m. Trætop som bestaar af fedt Ved = Topp-tyre. Rom. Odal, Vinger.

"Skat n." A. Dog: "Taapp aa Skat"; Gbr.

"skata v.n. (ar)". A. 4) tilspidse sig for raskt; ende for brat. Namd. Innh. "Tæⁱlla skate". "Kryssi skate", Dyrets Kryds falder af for stærkt. 5) svinde ind, minke. Tel. (Skafsaa). "Fookk skatar". "Kretur sk.". "Ængjee sk.". 6) v. a. "skata 'taa ein Straangje", afkviste et lidet Træ saa det bliver en "Strange". Shl. (Etne). – skaten adj. som smalner eller ender for snart; til 4). Innh. Namd. "D'æ saa skati eit Kryss", stærkt affaldende K.

skata v.a. fremskyde, støde frem. Shl. (Fitja). "Skata Tømb´r uutfør eit Skot". Meddeelt. Kan vanskeligt være for "skota" da den Lydudvikling synes ukjendt i Shl. – skata v. stange, Hall., kunde høre hid, men ogsaa være for skota (A.). – skaten adj. tilbøielig til at stange. Hall. – Skating f. Stangen. Hall. – Se Hj. Falk, Arkiv for N. F. V, 2.

Skata f. greenløs Stamme. SætB.

"Skata f. Rokke". A. Skatu, Innh. (Stjør. og fl.), Strinda; Skato, Namd. (Namsos; ogsaa: Skata, kort A); Skat' (langt A), Fosn; Skatt', YNamd. 2) mager tør Figur. Stjør. – Skaturott' f. liden Rokke. Stjør. – Skatu, ligesom Gatu, Kaku, Va-o, og flg. Skato.

"skata f. = Skjor". A. Skato (kort A), NGbr. (Lom, Lesja); Skate Vald. (Vang).

skataleg adj. lang og benet. Tel. (Kvitseid, Heiddal).

skatast v.n. (ast), afhugges eller mistes. Næsten Passiv af skata 6). Ma. (Grindeim, Bjell.). "Eikko ska alti skatast a(v) hann", han skal nu altid lide en Formindskelse, et Tab; Uheldet skal altid følge ham!

Skate m. Mand, Karl? Mest: Roosskate, Karl som er leiet til som Rorskarl at deeltage i Vinterfisket. Sdm. (Aalesund, Borgund, Hjørungfj.). "No kjæm Dampbaatn mæ Skatanne!" Føles næsten som et Øgenavn. Kunde tænkes at være "Rooss-kate", Rorsdreng (se Kate, Sfj.), hvis S ved Forkortelsen var blevet hængende ved Kate: "Skate". G. N. skati Mand. "Vikeskatane" er Navn paa Folk fra Vik i Kvamm i Hard. – Skate se Skota.

Skate m. = Skat m., Topptyre. Smaal.: Skata. Skatatopp, Skatavee.

skaten adj. se skata v.n. og v.a.

Skatetyre n. "Tyre" af Skat. Tel. Skatfuru.

skaua v.n. (ar), raabe i vilden Sky, helst af Kaadhed. Hard. (Odda, Ullsv.). Jf. kaua.

skauast v.n. (ast), ældes. Synes kun at bruges om Mænd. Shl. (Etne, Strandebarm, Sveiaa, Finnaas, Fjellber). "Han fer´e te sköuast paa". Maaske: skaudast, blive til skaud, til en Bælge, et rynket Skind. Jf. ogsaa Skaue.

"Skau(d), Forhud". A. Skauv og Skov (o'), Røros, Gul.; maaske dog kun som "Sköuvaⁱnn, Skovaⁱnn", plur. defin. Skouane plur. Tel. (Moland, Skafsaa). – Skauvhuus n. = Skau(d)hus (Rom. Oslo); Ndm. NGbr. Skøvahuus (ö?), Vald.

Skaue m. en spøgefuld og snaksom vittig gammel Mand. Shl. (Sveiaa, Fjellber, Etne). Jf. Kaue. – skaulen se skaalen.

skaura v.n. (ar), løbe vildt afsted. Tel. (Kvitseid, Bø). "Kyyr'i skourar o flyyg'e, skourar ikring, skourar framoom, kjæm'e skouranes". Jf. skøyra.

?Skaut n. Øg. "Mærrasköut". "Høstesköut". Namd. Oslo. Oftere: Skot, Skött.

skauta v.a. (ar), 1, haandtere Seilskjødet. YNamd. "Sköut hæem!" drag ind Skjødet!

skauta v.n. (ar), 2, lappe, skjøde. Sfj. Stjør. Helg. Til Skaute, skøyta. "Skauta Aar´a, Sko´n".

Skaute m. Udfyldning, lappende Belæg; ogsaa: tilføiet Stykke = Skøyt, A.; Kile i Klæder. NGbr. Jæd. Ndm. Helg. "Æn Sköude i Juul´e, paa Aar´o"; Jæd.

"skaututt adj." A. Vald. Totn. Skauta, Konavn. 2) om Kjøer med Hoved af anden Farve end Kroppen. Nfj. Sfj. Sogn. "svartskäutete, räuskäutete".

Skautvoda? det smalle Parti af Seilet som er nærmest Skjødet. Vesteraalen (Bø, Sortland): -vøa (vøe), som Knøa < Knoda; Senja (Kvæfjord): -vaa'a.

Skauv n. 1) Paaskyndelse af Arbeide; kraftigt Arbeids-tag. NGbr. (Fron, Vaagaa, Lesja, Lom). Skuuv n. d. s. Fron. 2) vældigt Sprang el. Hop. NGbr. Jf. Skøyv, skøyva, skuva.

Skauv, Skauvann, Skauvhus se Skaud.

"Skav n." A. 2) om spredt fiint Sneefald; jf. Heideskav. Smaal.

Skav m. Rønnetræ. Senja (Kvæfjord, Lyngen). Kaldet saa, vel fordi det jævnlig "skaves". Skavskav n. Bark (og Kviste) skavet af Røn. Senja.

"skava v.a. (skov), skave". A. Inf. skaavaa Trondh.; skæv(v)a (som dræg(g)a, fær(r)a), YNamd. SHelg. (Bindal). Præs. skæv´r (med haardt K, se gala, skaka), Rom. Odal, Solør; NSmaal.? skæv Hedm. SØsterd. Gul.; skeev STrondh. NTrondh. SHelg. (Bindal). Imperf. skov (o'), VAgder (hvor Hov for Hoov, grov for groov, Hop for Hoop). Supin. skövi, skøvi Østl. (Rom. Odal og m.fl.).

Skavang m. Beskadigelse = Skavank. Selbu. (Har, ligesom "Farang", her omtrent lige stærkt Tryk paa begge Stavelser, undertiden maaske stærkest paa sidste). Maaske til skava.

Skavar m. Skavejern. Gul.: Skaavaar.




Skavblokka (o') f. Spon af noget afskavet. Sæt. Dal. Ryf. Sogn.

skav-haal adj. yderlig glat. Sæt.

"Skavl m. 1) Skavejern". A. Sogn, Tel. Vestfold. 4) skvaldrende Mund, Skvaldrer = Skravl m. Senja. "Kjeftskavl, Munnskavl" d. s. Nordl. – "Skavl", Sneedrive, lyder "Skavedl" i Ryf. (Sand, Suldal; her er en Bjergtop kaldet "Skau´dl", officielt: Skavlen; se skaalen).

skavla v.a. og n. 1) skave, skrabe, skufle = skjevla. Trondh. Nordl.: "skavl' 'taa". 2) skvaldre. Senja.

Skavle m. Sneedrive = Skavl. Gbr.

skavlen adj. fuld af Sneedriver. Ma. (Gr.).

Skavlsjo m. Styrtsø = Skavl. Ryf.

skav-nøydd adj. ubønhørligt nødt (til). Sæt.

Skavrøyr f. Skavgræs = Skjefte. VTel.

Skavstukk'e m. d. s. VTel. Se Stukk.

"Skavvid m." A. Li. Sæt. Skovvid (o'), Ma. (Aaserall) og fl.

"Skaa (n.)" A. "I Skaa"; Ma. Ndm. "Paa Skaa"; Smaal. Røldal. "Paa Skaass"; Østl.

skaa seg v. (r, dde, tt), sørge hensynsløst for sin egen Fordeel; rive til sig. NGbr. (Lom). sko se(g) d. s. NGbr. Sogn og fl.; se sko, skoa. "Dær käⁱnn häⁱnn skaa se!" der kan han uhindret mele sin Kage. Maaske: raade sig, A. Jf. G. N. skáí Forbedring, skár god; Isl. skána bedres.

"skaa el. skaa-a v.n. (ar)". A. 2) skraane sagte nedad. Tel. (Selljor), Hall. (Nes, Gol); ISogn (Aardal, Sogndal, Hafslo): skaoa. "Hahöugjen skaar te alle Kanta"; Gol. 3) v.a. sætte paa Skraa. "Skaoa Høy", løfte udbredt Hø noget fra den vandrette Stilling, halvveis vende det op mod Sol og Vind. ISogn (Aurl. Lustr).

Skaabakke m. jævnt skraanende Bakke. Gbr.

skaabørt adj. ivrigt frembusende; fremfusende. Om en for hidsig Hest, et raskt men uforsigtigt og skjødesløst (slumsutt) Kvindfolk, og dl. Nfj. (Breimn, Gloppen).

"skaabygd", Sfj. "Skaadam", Rbg. Ma.

Skaaferd f. Ufærd = Skeivferd. Østerd.

Skaafonn f. jævnt skraanende, ikke hængende, Snee- eller Iisbræ. Hard. (Røldal).

Skaahall f. sagte skraanende "Hall n. 2.".

skaahalla v. skraane sagte nedad. Røldal (dl).

Skaak n. Slag, Stød, Knæk. Sæt. Se A.

"Skaak f. Skaglestang". A. "Sæ(t)kja Skjæk´n te Værs", falde med Benene i Veiret; brugt spøgende, især om at spille Bankerot. Bgr. 2) Skovl paa "Kvernekall". Hard. Shl. Oftere: Skjæk, dannet efter Fl. Skjæk´r. 3) langbenet Kvinde som bevæger sig uskjønt. Tel. (Bø, Kvitseid).

Skaakaraas m. Hammel mellem Skaglestænger der er fast anbragte paa Mederne. Selbu, Gul. Strinda, Ork.: "Skaakeraas".

Skaakehjarta n. Hammel i Plov. Voss.

Skaakfesting m. Naver til at bore Hul for Nagler der fastgjøre "Skaak". Rom.

Skaaksli(d)r (ii) f. = Skaakaraas. Senja.

Skaakspon (oo) m. = Skaakaraas. Innh. Helg. – skaalaa se skola.

"skaalda v.a. (ar)". A. 2) ved hedt Vand faa Hud el. Hudforlængelser (Haar, Tagger paa Tarme osv.) til at gaa af; skolde. Meget udbredt. skaala, Li. (Eikin; vel ogsaa "skaalla", med langt aa). – Skaaldefjøl f. Fjæl til at skolde, skrabe, (Indvolde) paa. Skaaldevatn n. Hall. og m. fl.

"Skaale m. 1) Skuur". A. Gbr. Shl. 4) tømret eller panelet Skjul eller Aflukke ved Siden af større Udhus, el. inde i det. Tel.

skaalen adj. udsat for Vind og Veir, veirhaard. Mest i n. Ryf. (Vikadal, Saua, Finnøy, Skjold), Shl. Hall. "Her æ skaale aa snöutt". (skaallen, Røldal). skaulen, Ryf. (Sand, Suldal); jf. vindskaalt, Bjergnavnet "Skau´dl", se Skavl.

skaalides (ii) adv. paa skraa (vel ogsaa i Svingninger) henad (opad eller nedad) Bjergsiden. Ndm. Smaal.: -liies.

skaallrøytast se skollrøytast.

skaama v.n. (ar), dreie Hovedet sky og urolig til Siderne idet man seer sig om. Land. "Hæst´n sto aa skaame". skaamaa Gbr. (Fron, Øyer, Faaberg), maaske som raakaa for raaka. "Skaamaa te ymse Leie". Jf. skjaama, skjaamøygd, Skoms, skjoma.

Skaama f. Dyr som sky og urolig farer for sig selv. Hedm. (Ringsak): -e.

skaamutt adj. lig en "Skaama". Hedm.: -ete.

"Skaan f. Skorpe". A. Ndm. Romsd. Om "Skare" paa Snee, Ndm. Skaa d. s. Stjør. Skaa = "Nauteskaa". Vald. (Vang). Skaan (kort Aa) f. = Nauteskaa. NGbr. (Lom, Vaagaa).

"skaana v.n. "1)". A. "skaona unda", Sogn.

skaanaa se skana. Skaangl, -r se Skangl.

Skaankavring m. Tvebak med haard Skorpe. Ndm. Romsd. ["Skaanrokk", NT., er dsl.].

skaankla v.n. gaa tungt og usikkert. Ryf. "Skaankla paa Tresko". skjaankla, Shl. Vel skankla, til Skonk. Sv. Diall.: skonka, skånka, skangla dvs. gaa tungt og skjødesløst.

Skaap f. aabenmundet sladdresyg vimset og holdningsløs Kvinde. Shl. Ryf.; Hard. (ao).

Skaapkoll m. Gesims paa Skab. Gbr.

Skaapmus f. En som gjerne snager i Skabet. NGbr. (Lom). – skaaraa se skara.

Skaar f. = Skaar m. 2).

skaara v. (ar), meie i "Skaarar" 2). Tel. Jæd. "Han skaarar berre te ein Kant´e".

Skaarbøyg m. = Skaarboge. Tel.

skaarganga v. = skaara. Stjør.: -gaa.

Skaarungsaar f. korteste Aare(par). Nordl.

"Skaata f." A. Ndm. – Skaatr' se Skota.

Skaateskog m. Skov som bestaar mest af unge ranke Træer, "Skaator" (Hall.). Sfj.

"Skaaveg m." A. Ndm. Østerd.

"Skaavegg m." A. Ndm. – skeida se skeiva.

"Skeid n. 1) Bane". A. Rbg. – "Skeiomtel", af og til. Østl.




Skeid (d) f. = Skjedda. Nfj. (Stryn). Ogsaa: Skeide? Skeie, Nfj. Sdm.; se Skjedda, A. – skeida (d) v.a. (er, de), banke den med Pleiel tærskede Halm med "Skeid". Nfj. skeie v. (ar), d. s. Sfj. Nfj. "Skeie Halm". "Skeie Rug", slaa Rugaksene saa Kornet drysser ud. Sdm. (Norddal).

"skeida v." A. 2) kjøre om Kap. Østl.

skeida? v. (ar, a; og de), 1) a. afskedige, sende bort. Sogn, Ma. og fl. "Han vart ^eutskjäia 'tao Vegarbäie". "^eudskeidd"; Ma. 2) n. "skeia ut", forlade Arbeidet; gaa fra sin Tjeneste og dl. Tel. Hard. Sogn og fl. Særlig: slutte Dagens Arbeide. Ma. Ned. "Me ska skeie ^eud te Mellemmad ida(g)". Neppe T. scheiden, heller ikke D. skeie (ud, af), men snarere eet med foreg.; A. Eller se skje. – Utskei(d)ingsti(d) f. den Aftenstid da Arbeidet i Regelen sluttes. Ma.

skeida v.n. (ar), bruge Skeen, tage Skeefulde. NGbr. (Lom). "Han skjæia dæ-i (burt-i) Gröutfate", langede med Skeen dygtigt til Grødfadet.

Skeidarskaap f. Skab for Skeer og dl. Hard.: Skjäiaskaop. Se A. – Skeiaspildra f. List langsad Væggen, i (bag) hvilken Skeer og Knive anbringes. Nhl. (Oos). Skeigaatt f. d. s. Nhl. (Manger). – Skeilaa f. d. s. NGbr. (Lod). – "Skeidblad n." A. Skeissbla NGbr. og fl. "Skjeessbla". Østl.

Skeide m. Skede; saasom Knivskede = Skeid f. (Sæt.). Ndm. (Halse, Tingvoll): "Skeie".

Skeidemaan? f. Man som er tilklippet med jævn Skraaning opad, ikke "skormeitt" el. "Staalmaan". Rbg. (Honnes), Ma.: Skeie-. Maaske til G. N. skedja, afklippe; eller til (Vev)skeid f., som den ligner, eller til Skeid n. Væddeløb, hvortil den vel egner sig bedre end de andre Man-Slags. – Skeisemaan d. s. Sæt. Og: Skeisse (Skjäisse-); Sæt. Se skeidsa.

Skeidglisa f. Aabning i Væv formedelst Feil i Vævkammen. Vald.: Skjäigliise.

Skeidkvile? "Gaa i Sjekkviilom" = "g. i Kviilsjeeom", se Kvileskeid. Gbr. (Øyer).

skeidsa? v.n. rende om fra Huus til Huus uden Ærinde el. Bestilling. Tel.: skeisse; Smaal.: skeise. – Skeisse f. Kvinde som skeissar. Tel. Vel til Skeid n. – Skeis(s)emaan f. se Skeidemaan.

skeigla v.n. 1) skjele = skjegla. 2) gaa skjævt; tage skjæv Retning. Ma. (Bjelland).

"skeika v.n. (ar)". A. Rbg. Dal. "Han skjaikar mæ dai aene Fo^ut´æ". SætV. 2) gaa raskt slængende og skrævende, omtr. = geiska. Rbg. Tel. Shl. – Skeika f. en langbenet Kvinde som gaar og skeikar. Rbg. Tel. – skeikeleg adj. lig en Skeika.

Skeila f. uheldigt Snit, Klip eller Rift; omtr. = Skeina. Sogn.

skeima 1) v.n. (ar, a; og er, te), fare som et Glimt, fare raskt afsted el. forbi. VAgder. Tildeels: skjæema (äe), Øvre Li.; skjaema (äe), Øvre Ma. Jf. skimta, skimla osv. 2) see skjævt og skottende, omtr. = gleima. Vestfold (Vaale). "Han skeima paa Sii". 3) ricochetere; om Ting, helst flade, som er udkastede med Kraft langsad Vandflade. Li. (Kvin, Fjotland, Bakka). "Stæen´n skjæemte bortette". 4) v.a. kaste Smut, = fleda, flyndra; jf. skiva, skivja. Li. 5) oversee, lade uænset. Hard. (Odda). Se skøyma. – Skeimestein m. = Flyndrestein. Li.

Skeima f. 1) tynd Plade; Beslag; Skinne = Skeina. Li. (Fjotland). "Jednskjæema unne Dræt(t)e". 2) Fladside af en Kakelovn. Li. "Ognskjæema (og äe)". Jf. Skima.

Skein m. og n. skjæv Retning; Gliden af til Siden; se flg. Ma. "Kniiv´n tek´e (tege) Skjaen (-äen, -ein).

skeina, -e, Udtaleform af skina. Agder. Se J.

"skeina v.n. (er, te), flyve skjævt osv." A. Jæd. Ma. "Fugl´n skeine". "Jæntaa skjäente a Gar`e", Ma. Mest om tynde Ting som bevæger sig med Kanten foran. 2) glide af til Siden = glanta, gleina. VAgder: tildeels skjaena (ae#-äe#-æe). skine (i'), skjeene d. s. Rbg. Ned. "Øks´æ skjäente a Stokkjn o bäent inni Fo^udn´n". 3) see skjævt og skottende = skeima. Romsd.; skjeene Selbu. skjæne d. s. Romsd. 4) v. (a.) = skeima 4), = kasta ein Skeinestein m., kasta ei Skeinehella f. VAgder. "Skjaena aen Staen (og äe)"; Ma. (Grindeim, Bjell. Finnsl.). skine (i') d. s. Rbg.; skjeena Dal. Tel. skjæna d. s. Dal.

"skeina v.a. (er, te), ridse saare". A. Stjør. skøyna seg, Voss, Hard. 2) skjære til Siden eller skjævt eller omtrent parallelt Overfladen omtr. = fledra, fleina. Ma. "Du skjäene for langt inni". Væs. eet med foreg.

"Skeina f." A. 2) et overfladeligt Snit, et Snit til Siden, en (skjæv) Flænge. Sogn og Ma.: ae#-æ.

Skeina f. 1) Skinne osv., ogsaa Hjulskinne, = Skeima 1). Vald. og Ma.: ae#-äe (#-æe). "Vera paa Skjäenaa", være meget livlig og snaksom; Ma. Jf. vera paa Leistom. 2) = Skeima 2). Ma. 3) Stribe = Skjeng. Rbg. Tel. (A.) og fl. "Geit´æ heve ei kviit Skeine ette Ryggj´n"; Tovdal.

Skein(e)gras n. = Skeine. Stjør.

"skeinutt adj." A. Rbg. og fl.

skeise, Skeiss, skeisse se skeidsa.

"skeiva v.n. (ar), slingre, bevæge sig klodset osv." A. "Han skjäiva aosta aa gjoore denne Galskapn", slingrede, tumlede afsted (fig.); Sogn. skeida d. s. Li. (Nes). "Han skeibe tee", han kaster sig paa Slump ind i det. Jf. roba for rova, veibla for veivla; VAgder. Se dog skjæpa. 4) vimse, løbe hid og did. Gbr. og m. fl. Jf. skøyva. 5) vride Munden, gjøre Grimaser. Berg.




Skeiva f.? Skjævhed. "I Skeivo, paa Skeivo", paa Skakke, skakt. Shl. (Sveiaa, Strandeb.). Kunde være dat. n. af skeiv, men Dialekten holder ellers ikke Dativ.

"Skeivferd f. Ufærd". A. Skeif(f)al NTrond. Skjeffæl (og -fær); Gul. Jf. Skaaferd.

skeivføtt adj. skjæv i Fødder el. Ankler. Hall.

Skeiving m. skjæv Person; En som skeivar. Berg. – Skeivl se skeivla v.n.

"skeivla v. a." A. Ryf. 2) gjøre skjæv. ØTel. Ryf. "Sjeivle Sko'ne sine".

skeivla v.n. gaa med skjæve klodsede og slængende Bevægelser af Fødderne; slingre eller slænge afsted, ikke langsomt; omtrent = skeiva. Rog. Sæt. Tel. Hall. Hard. "Han skeivla o`sta", Hard. "Sjevle a Ga`le", Nedre Tel. – Skeivl m. En som skeivlar.

skeivleføtt adj. som "skeivlar" med Fødderne. Tel. og fl. skeivleleg d. s. Tel. Sæt.

Skeivlevind m. Vind som kommer slængede ind fra forskjellige Kanter; ikke ganske: Hvirvelvind. Sæt.

skeivra v.n. 1) omtrent = skeivla. SætB. 2) v. impers. slumpe sig, træffe sig. SætB. og V. "De skjäivra (so) ti".

skia (ii) v.n. (impers.), (ar), slippe Lyset igjennem, være gjennemskinnende; skinne igjennem. Tel. (Vinje, Rauland). "Detta Tkjelli æ so utsliti o slirvelegt at de sjiiar addesta". "Eit Plagg, der de sjiiar her o der". s(k)yye d. s. ØTel. (Bø). "Dæ sjyyar igjænom". Maaske til G. N. skí, Hykleri, Skinvæsen; Stammen ski, see, skinne; jf. Skjaa, skjaa og skyggja dvs. skinne igjennem.

Skid f. 1) Sneesko = Skid n. Totn, Gbr.: Sjii; Fl.: Sjii. 2) Klave over Nakken paa Sviin. Ndm. "Purkskii".

Skidak n. = Skidløyping. Vald.

Skidaldor, -anddor f. se Anddora.

Skidbraut f. = Skidfar. Ma.

Skidbretta f. = -hav. Gbr. Hall.: Sjiibrætte.

Skidda f. tyndt magert Dyr. Hall. (Gol): Sjidde. Skiddekrytyr n. d. s. skidden adj. tynd og mager. Skiddevøkst m. saadam Vækst (Bygning). Hall. (Gol). – Vel eet med Skjedda.

Skiddor (ii) m. = Skidfar; se Dora. Ndm.

Skidelag n. = Skidlad. Dal.: Sjiie-.

Skidetarre m. et Spileværk af kløvede korte Stænger anbragt over "Røysovnen", til at tørre paa; se Tarre. Sfj. (Jølstr): S^tkjiie-.

Skidgard m." A. Sjyggal, Totn.

Skidgeisle m. Skistav. Hard.: S^tkjiijäitle.

Skidkjelke m. Kjælke hvis Meder er formede som Skier. Gbr. og Vald.: Sjiikjølkjee. G. N. skídkjalki.