A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"sildra v.n. risle". A. sillr', Trondh.; sirla, Li. – Sildr n. Rislen. I Trondh.: Sill´r.

Sile m. se Sele.

"Silhar n." A. Silaar´ (kort J), NGbr. Seerall ØTel (Lunde).

Silja f. 1) bred Brystrem bestaaende af Vidjer eller Reb, istedenfor Bovtræ paa Sæletøi. Tel. (Vinje, Mo, Kvits. Heiddal, Lunde): Silju, "Hestesilju"; oftest dog brugt i Fl.: "Siljur". 2) Vidje hvormed Skaglestængerne af en Kjælke forbindes og Kjælken drages. VTel. (Mol.): Silje. – Siljusile m. Sæletøi med "Siljur". VTel. (Kvitseid); Silju-seela ØTel. (Lunde).

Silkjenævr f. glat Nævr paa unge Birker. Tel.

Silkjerosa (oo) f. Valmue. Ma. (Grindeim).

"silla v.n. (ar)". A. NGbr.

sillfaren adj. som færdes ude silde paa Dag. Sæt. VTel. "sill" er vel sídla.

Sil-log (o') m. = Sillaug. Gbr. (Lom): Siilaag. Hedder: Siiläug Nfj. (Stryn), omtrent Siiläuw Nfj. (Eid).

silloga (o') v.a. tilsætte Mælken med Sillog. Nfj. "Siiloge Mjælkja". Og: siiläuwe, Nfj.

Silskol (o') f. Afskyl af Sie-kar. Nhl.

Silver se Selvær. – Sim se Sem.

simla v. samle smaa spredte Masser. SætV. Sjelden. "Simle o samle o^u kvær Manns Kinne". Seer ud som en formindskende Aflydsform af samla. – Simlesmør n. Smør som bliver tilbage i Kjernemælken efter første Kjerning og som samles enten ved gjentagen Kjerning eller klumpeviis op af Kjernemælken. Tel. (Selljor, Kvitseid). Simlingsmør n. d. s. Tel. (Selljor).

simla? v. (ar), være kunstlet tilbageholden, være for peen til ordentligt Tilgreb, være snerpet; omtrent = denta. Ndm. (Y og I): seemm`l. – Simla? f. En som "simlar"; Snerpe osv. Ndm.: Seemm`l. – Seemmlhäu (dvs. hovud) n. d. s. Ndm. – seemmlaat adj. kunstlet osv. Ndm. Jf. simra (?) Hører maaske til Sæma f., sæma v. ("seem"), skjønt langt Æ ikke i INdm. pleier blive til ee, saaledes som Tilfældet gjerne er i YNdm. og den større Deel af Trondh.

Simlekoll m. en Fjeldurt; maaske = Semmelfivel (Ndm.), Gnaphalium uliginosum. NGbr.: Sæm(m)lkö^yll. Til Simla. Sæm(m)le".




Simling m. mygt fint Fladbrød. NGbr.

simr? adj. 1) tynd og svag; om et Materiale. Gul. Selbu, Stjør. "Stokkjn æ nokksaa seemm´r", vel tynd. "Seemrt Ørke". Komparativ tildeels: sæmrar; Tydal. 2) ringe, daarlig, svag, klein. SHelg. Namd. Innh. Trondh.'s By. "E æ seemm´r idag". "Seemmr Kar", ringe, ignobel, Karl. "Dæ va seem´rt gjoort", ignobelt gjort. Jf. (?) flg.; Sv. sämre (dvs. ringere).

simra? v. (ar), 1) krympe sig, ville nødigen til; klynke. Ndm. Fosn og Innh.: seemm`r. 2) være kunstlet tilbageholden osv. = simla, Fosn. – Simra f. En som "simrar", Snerpe osv. = Simla. Innh.: Seemmr. – seemmr og seemrin adj. tilbøielig til at simra: klynkende, kræsen, peen, snerpet osv. – Seemmrhöu (dvs. -hovud) n. = Simra. Seemmrskraa f. d. s. Innh. og fl. Se simla; jf. sæma, sæmra, sæmta; semra.

Sims f. (er; og Sims´ar), 1) øvre Indramning med oventil fremragende Rand: omkring Beboelsesrum (?), omkring Sengehimmel ("Sængjesims"), over Dør ("Dørasims"). Agder, Tel. 2) smalt Bræt, indhøvlet ("Høvelsims") eller med paaspigret List, til at bære f. Eks. en Hylde; og dl. Agder, VTel. Vel eet med T. Sims (Gesims) og maaske laant. 3) øverste Bjælke i en indre Tværvæg som ikke gaar høiere end Sidevæggene, især i Ladebygning ("Løesims"). Agder, VTel. Dal. (Hæsk.). "Hæng Haalm´n paa Sims´æ!" Ogsaa, synes det, om en enkelt Tværbjælke fra Væg til Væg. Ma. Rbg. – simsa v. anbringe "Sims". Rbg. – simsefull adj. fyldt op i Høide med Sims; om Lader. Ma. – Simsehol (o') n. Aabningen mellem Sims 3) og Møne. Agder. – "Slims" og "Slidr" har tildels samme Anvendelse (Løeslims; Sængjesliir). Se disse.

Sin (i') n. Wormgut. NGbr.: Seen (kort ee). Jf. Sen n., A. (under Sin f.). – Hertil maaske: "strø Seen (Sin) paa Lok´n", overdrive; se Lauk.

"Sin f." A. 2) udholdende Arbeider. Sogn.

"sin pron. poss. sin". A. Har alle de samme Former som din og min. Se din.

"Sina (i') f. Sene". A. Seenoo (korte), NGbr.; Synu, Totn; Soonoo, Innh.

"sina (ii) v.n. (ar), 1) blive tør; om Kjøer". A. Salten, Helg. Namd. Fosn, Ndm. Nfj. "Siin' av", Nordl. "Siin' burt", Ndm. "Ho æ burtsiina", Ndm. Helg. "Kua siine oopp", Fosn. "Kyyr´a siinte tiile paa Vintrn", Nfj. 3) suurne og svinde ind; om Kjød. Ndm. "Kjøte siina burt". 4) om Mælk i Kos Yver: svinde, blive borte. Ndm. "Mjøkja siina burt". seene d. s. SGbr. (Sv. Dial. säna d. s.). 5) om Korn paa Ager: svinde bort, formedelst Rust og dl. "Aakrn, Ko^ynne siina burt". Romsd.

sina (ii) v.n. (er, de og te), 1) slæbe sig, drage sig, gaa seent. Tel. (Bø). 2) strække sig fremad uden at skifte Fodpunkt. Rom. (Eidsvold, Nes). "Siine ut ette nooe". Vel væs. eet med sina (sein). A. Jf. flg.

sina (i') v.n. (ar), 1) strække sig fremad = siina (er, de). Rom. (Sørum, Nes): seena og sæna. Ogsaa: "sæna seg bolaavr" (bortover). 2) anstrenge sig. A. Sogn. "Sina pao". – "Sina f." A. Rog. Shl.

Sindrstein m. Slagger af Myrmalm. Tel.

"Sinedraatt (i') m." A. Seenoo- (korte Vokaler), NGbr.; Synu-, Totn; Soonoo-, Innh. Sinedrætta f. d. s. Sæt.; Totn.

sinelagd adj. senefuld. NGbr.: seenoo-.

Sinetog (i', o') n. Forstrækning af Sene. SætB. Sintog, SætV. Tel. (Fladdal). Den kureres ved Smørelse af Sintogsrot.

Singl n. Klynk osv. se flg. Trondh.

singla v.n. 1) klynke saa smaat = sangla. Trondh. Eet med singla A. Jf. singra, sangra. Hertil: Singl n. Klynk. – 2) gjøre fiint og vegt Arbeide, især spinde tyndt. Stjør. Hertil: Singl n. tyndt og vegt Arbeide.

Singlebjølla f. Bjælde med tynd klingrende Lyd. Namd.: "Singlbjyll".

singlen adj. om Traad: tynd og veg. Stjør.

singlutt adj. klynkende. Innh. Namd.: -aat.

Singr n. Klirren, Klir. Tel. Til singra.

singra v.n. tale høit klingrende og monotont. Tel. Eet med singra A. (singla). – Singra f. Kvindfolk som singrar. Tel.

Sink m. seenfærdig Person. Ma. (Grind.).

sinka v.n. (ar), være seenfærdig; søle. Ma. (Grindeim). "D'æ aen Sink; han sinka mæ dæ saa længje, kann alle faa dæ fram", kan aldrig osv. G. N. seinka opsætte osv.

Sinkhale m. Redskab til Sinkning. Nordl.

sinke adv. møisomt. Follo, Rom. Oslo. "Je teenär dæ sinki nokk". Ogsaa adj. n.: "sinki Arbei". Se sinken.

"sinkla v.a. = sinka". A. Sogn, Ndm.

sinkla v.n. overdrages med en Iisskorpe. Sogn (Lærdal, Aurl.). "Sinkla aav´r".

Sinktein m. List som sinkes (lappes) paa en Baad. Nordl. Se Tein.

"Sinn n. Gang". A. "Her i Sinn", for nylig; Ma. "Sinn um Helg" næstsidste Helligdag; Hall. – sinn-imillom adv. en og anden Gang. Busk.

sinna v.a. (ar), ægge, ophidse, gjøre vred. Hall. og fl. "Han sinna'n so upp". – sinna seg v.n. hidse sig op; blive hidsig. Hall. Tel. Sæt.

"sinnad adj. vred". A. Oslo, Hard. Vestfold.

Sinnaputa f. arrig Kvinde. Sogn. – Sinnapøysa, -kløysa d. s. Sogn. – Sinnatagg, Sintetagg m. arrig Person. Østl.

sinnegalen adj. afsindig af Vrede. Sæt.

Sinneroka (o') f. Anfald af Vrede. Sogn.

sinsa v. = sinna dvs. ændse, skjøtte om. Sogn (Vik, Aurland). "Eg sinsa kje um da".




Sip (ii) m. nedhængende Flig, Læp eller Tunge. Tel. (Bø, Heiddal). Se flgg.

"sipa (ii) v.n. (ar), flæbe". A. Jf. Sv. Dial. sipa dvs. sipra, sakte rinna; Ang. sipan, Eng. sip (= sipla 2), Eng. Dial. sipe sive. 2) drage Mundvigerne ned mod Graad; hænge med Læberne. Nfj.

Sipil m. En som vil søbe og slikke bestandigt. Hall. "Aen Søtesipil", En som drikker sød Mælk i eet væk. Til sipla, sipa.

sipla v.n. 1) rinde raskt draabeviis med en svag Lyd. Sæt. De sipplar o renne". 2) søbe smaat men hørligt; nippe til Drik. Hard. Ryf. Tel. STrondh.; Jæd.: sibbla; Gbr.: sypple; Østerd.: søpple. 3) klynke; græde lidt. Ndm. "Ho sippla aa greet".

Sipla f. 1) En som siplar. 2) En som intet udretter; en Søler. Gbr.: Sypple.

sippa v.n. (ar), være stadigt grædefærdig, gaa med Mudnvigerne stadigt nedtrukne mod Graad; omtrent = sipa. Østl. – Sippa f. En som sippar; ømfindtlig og grædefærdig Person. Østl. – sipputt adj. lig en Sippa. Østl.

"siregna v." A. seerængne Rom. og fl. Se si.

siriksa v. n. (ar), idelig riksa dvs. knurre, gnave og mane. Sogn.

Siriksa f. En som "siriksar". Sogn.

"Sirissa f." A. Hedder "Siirisse" og "Siiriks" i Hedm. og Østerd. (Rendal), hvor ellers mest see- for si-. Siriksa og Siritla; SOgn.

siritla v.n. = siriksa. Sogn. – Siritla f. 1) En som siritlar. 2) = Sirissa. Sogn.

sirra v.n. (ar), 1) dryppe tidt = silla; sipla. STrondh. "Dæ hæⁱll paa aa sirre aa rinn". 2) klynke = sipla, sarra. VTel. (Mo, Vinje). 3) gaa smaat og slængende = sarra. Sogn, Tel. Vestfold, Smaal. Oslo.

Sisamp, Sisema, Sisempa se Sed-.

"Sisik m." A. 2) spøgefuld og fiffig Person. ØTel. og fl. 3) en Dram. ØTel.

"sisla v.n." A. Rbg. Vestfold (Sandsvær), Sogn: sitla; Hadeland: sysle. 2) lade lette eller fint fordeelte Masser falde i smaa Portioner = sidra. Rbg. "Sisle Mjøl".

Sisla f. liden Bæk = Sikla. Sogn: Sitla; Totn: Sisle; Hadeland: Sysle, "Bækkesysle". – Sisle n. d. s. Hall. Og: Sitl Sogn (Lærdal); "Groovsitl". – Sislebækk m. omtr. d. s. Vestf. (Sandsv.), Hadel. (y).

sissa adj. stillet, situeret. Nfj. Se sessa.

sissa v. vise En til Sæde. Isl. sissa. Særlig: stemple den torvsøgende Bondes Varer og give ham Udsalgsplads paa Torvet; Ombudsmanden som "sissa" hed Sissefut m. og Sissefubb m. Tel. (Laardal, Kvits. Sellj. Saland). "Accise", D. Sise, har vistnok medvirket til disse Orddannelser og Begrebsudviklingen af sissa v. Ordene er nu forældede.

Sisseljerot f. = Sisselrot. Voss. Sesel´jerot, Hard. Nfj. Sirelgras n. d. s. Tel.

"sitja v.n. sidde". A. Inf.: sykjaa ØTel.; sitta og seetta Østl. (Smaal. og fl.), Nordl.; sit(t)' og seet(t)' m. St. i Trondh. og Nordl.; sidja, sida, Rog. VAgder. Præs. Ind.: sit, ogsaa hvor "sykjaa", ØTel.; seet(t) Trondh. og fl.; sid´e VAgder, Rog. Imperf.: satt m. St. Imperf. Fl.: saatu (ikke ao; altsaa eg.: sotu, o') Øydfjord i Hard.; saate el. sote (o'), ISogn (Aurland), forældet. "Me saate aa aote"; Aurland. Imperf. "Konj. søte NGbr. Supinum: sotte (o'#-aa#-ö), Ned. Smaal.: -i; sit(t)i, Østl. – 6) sidde fast, sidde fængslet. Ma. – "Dæ sit i mee", jeg har en Erindring om noget saadant men kan ikke faa det frem; SGbr. "Sitja etter", passe paa at irettesætte. Ndm. "Du maa seett' ett' Bonnaa".

sitna v.n. klares = setna. Gul.

si-tung adj. som i Længden falder tung. Berg.

sit-upp adv. netop; nøiagtigt. Berg.

Si-tvare m. se Si, Tvare.

sivalen adj. vælen eller stiv over hele Kroppen. Odal: seevalin. G. N. sivalr rund.

siverkja v.n. (er, te) = einverkja. Shl.

"sivjad adj. besvogret". A. syvja Sæt. 2) langt ude beslægtet. Tel. (Mol.): syvja.

sj. Sj, skj (sk) og stj synes at lyde eens overalt undtagen i Størstedelen af Berg. og Dele af Trondh. (f. Eks. Rindal i Ndm.: s^tkjæra dvs. G. N. skera). Jf. A. Gramm. p. 27. Skj (sk) og stj lyder omtrent som s^tkj, forsaavidt de ikke har Lyden af sj. Sj, stj og skj synes ofte tilblevne ved Indgliden af et I efter S, T eller K. Sjeldnere er sj af slj. Se fj, J, K.

Sjabb m. svag sjokkende Person. Nfj. Se flg.

sjabba v.n. (ar), 1) gaa sjokkende og slængende. Nfj. og fl. 2) søle; være uvorn eller skidden i Adfærd og Tale; især: tale utilbørligt. Ndm. Trondh. Helg. – Sjabba f. Person som sjabbar: a) omkring-sjokkende geskjæftig Sluske af et Kvindfolk. Shl. b) uforsigtig og klodset Person. Ryf. c) En som taler utilbørligt; Sladdertaske, Vrøvler osv. Helg. og fl. – Sjabbdall m. = Sjabba c). Trondh. – sjabben adj. tilbøielig til at sjabba. – sjabba 1) kunde maaske være st(j)abba dvs. gaa vaklende; Nfj. (som da burde have s^tkjabbe) dvs. gjør dog nogen Vanskelighed. sjabba 2) er vel sl(j)abba. Sv. Diall. sjabba, gå vaklande.

sjadra v. 1) fare frem og tilbage med usikkre hensigtsløse Bevægelser; fare fra eet til andet; vimse uroligt om. Ma. (Bjelland). sjoddra d. s. Ma. Røldal Tel. Rbg.; se skjodra, A. 2) fare omkring i sin Tale; fare med endeløst usammenhængende Snak og Fjas. Ma. sjoddra d. s. Ma. Røldal (omtr. = jodra); Tel. og Rbg.: -e. 3) gaa vaklende, ravende og famlende som i Blinde. Dal. og Jæd.: sjaddra. "Koma s(t)jyltrane o sjaadrane". – Sjaddra f. En som
sjadrar (simser, vrøvler, fjaser, "gamsar", osv.). Ma. Sjoddra (-e) d. s. Ma. Rbg. Tel. Sjøddra (og ö), Ma. (Grindeim), Ned. -e. – Sjoddrekall m. og Sjoddrekolle f. = Sjadra. Tel. Sjoddring m. d. s. Tel. – sjaddren, sjoddre, sjøddren adj. tilbøielig til at sjadra. – sjaadren adj. vaklende osv. i Gang; upaalidelig af Karakter. Jæd. Dal. sjaadresam d. s. Jæd. Dal. – Her er maaske mere end eet Ord. (Se glodra, glaadra). sjadra minder om (g)jadra, jodra, sjedra (jf. Sjaira f. sjadra : jadra = sjaala : Jaala?); sjaadra desuden om skjaatla. Se Skjedda.

sjafsa v. (ar) tale utilbørligt osv. = sjabba, slapsa. Senja.

Sjag, sjaga, sjagla se Stag- (Stjag) osv.

sjagga v. (ar), 1) hugge el. meie klodset; hakke. Sogn. 2) smaaskjænde. SGbr. (Øyer).

sjake, sjakle se staka (stjaka), stakla.

sjakka v. (ar), gaa haltende paa begge Been; vralte; sjokke? SætB. Maaske til st(j) aka.

Sjaks m. = Sakse. I "Fjellsjaks, Vallsjaks". STrondh. (Ork. Meddal).

Sjaira f. høi tynd stiv og slingrende Figur. Ma. (Bj.). Jf. sjadra. – Sjak se Skjak.

Sjaks n. meget smaa Spaaner. Gul. (Soknedal): Saw(gh)sjaks. Til flg.

sjaksa v. (ar), hugge, meie el. klippe klodset med ringe eller uheldig Virkning; hakke. Sogn, Voss, Ryf. Hall. Sfj. Jf. saksa. – sjaksle v. d. s. Ting. – Sjal se Skjal.

sjalka v. tale halvt forstaaeligt, som Smaabørn og Finnlapper. Senja.

Sjaltr n. Ting som staar spredt og strittende; mest om tynde og stive, svage, Ting. Rbg. Se Hende. ("sjalter, liden og tynd", Wille). Sjeltr, Tel. (Selljor). Se sjaltrast.

sjaltra v.n. 1) bjeffe; ogsaa overhovedet: give hvasse fremstødte Lyd, som Gjeden. NØsterd. Røros, Stjør. sjældre SØsterd. 2) skvaldre. Stjør. "Sjaltr (n.) aaa Snakk". 3) sjæltre, skjælde. Hall. – Sjaltrbikkja f. = Gneldrbikkja. – Snarest for snjaltre, snaltre, snaldra. Eller til skella.

sjaltrast v.n. (ast), blive til "Sjaltr", komme til at staa tyndt, spredes. Rbg. (Aamlid, Sæt.), VTel. (Moland), VAgder. "De he sjaltrast utyvi de Grandi Høy her va". sjeltras(t), Tel. (Sellj. Kvitseid). – sjaltren adj. tyndt staaende, om Samling af tynde og stive Ting; spredt. Rbg. Tel. (Nissedal). "Skogjn æ sjaltren; eikko Sjaltre Furu". – Sjaltre-Straa n. pl. Rbg. Tel. (Niss.). Sjeltra-Straa, Tel. (Sellj. Kvitseid). – sjeltroleg adj. = sjaltren. Tel. (Heiddal). – sjeltrutt adj. 1) = sjaltren. Tel.; Vestfold, Bamle: sjeltrete. 2) usikker = vaalundt. Tel. (Bø). – sjoltren = sjaltren. Sæt. (A.). – Sj for Stj? Ordene synes hænge sammen med Ord af Forestillingen: gaa stivt skrævende og vaklende (som paa Stylter), "stjaltra" (Sogn, Hard. "skjaltra", A.), stjoltra og stjøltra (Nhl. Voss, Shl.), stiltre (Gbr. Østl.), styltra (Østl.), sjyltra (Dal.), sjoltre (Tel.); Stiltre f. dvs. Stylte (Gbr. Hall), Stjøltra og Stjoltra d. s. (SBerg.; styltre, stylte dvs. gaa daarligt, Sjylland). Eenligt staaende tynde Ting gjør let Indtryk af at staa vaklende; jf. gaira osv., st(j)aka, Sv. Diall. stjäkä f. dvs. stylta, stjäkä äut dvs. stå ut ifrån hvartannat.

Sjams m. Søler, Vrøvler, Efternøler. Østerd. Foldal, Ringerike. – Sjamsa f. "Ei Sjamse te Ku" = Drummku. Ringerike.

Sjap og Sjape m. lang og stiv Figur, som ingen Lemmer har eller synes at have; saaledes: stiv Kvist eller Stilk som har mistet sine Smaakviste og Blade. Rbg. (Sæt. Evje), Ma. Ned. "Liimen æ bar(r)e Sjapar". Sjapelime m. – sjapa v. (ar), være en "Sjap"; gaa med stive skrævende Been. Rbg. "Han sjapa av Gare". – sjapen adj. lig "Sjap", lang stiv og strittende. Rbg. Ma. Ned. – Vistnok for s^t(j)ap-; jf. G. N. stapi Fjeld af Kegleform, Stapall dvs. stiv Figur; se stapa.

Sjaps n. Søle. Nhl. Se sjafsa (slaffa).

sjara, Sjare, sjaren se stjara (skjara A.).

sjargla v.n. slingre, svinge usikkert frem og tilbage = vingla. – sjarglen adj. Sæt. "Vigt´æ sjarglar; ho æ so sjarglæ, ho ro^uar seg inkji". Jf. stjagla + stjarvla.

sjarra v. gaa smaat og mageligt slængende = sirra, sarra. Hard. Forskjelligt fra stjarra (skjarra).

Sjas n. noget blødt som let knuses; blødt Knusningsprodukt; noget klæbrig Søle; f. Eks. en raadden Svamp. SHelg. – sjasa v.n. (ar). "D'æ saa blöutt at de sjasa".

Sjarvle, sjarvle, sjarvlen se stjarvla.

"sjau 7". A. sjou Tel.; sjöu, sjäu, meget udbredt; sjög´e Selbu? – sjaua se skjøva.

"Sjaund f." A. Voss. Sjoond, Shl. "Te Sjoondar", Shl. "Sjoondarbaat, Sjoondarfolk, Sjoondarbrenneviin osv.", Shl.

"sjaunde adj. syvende". A. sjaa´oonde og sjaa´nde VTel. (Vinje og Mo; men: "sjou" 7; og "sjou´nde" hos de Yngre; jf. Roun´e, Raa(oo)nelouv; se no); sjaa´nde NGbr. (Lom); sjoo´nde NGbr. (Va.), Sfj. (Askv.).

"Sjaustjerna f. Pleiaderne". A. Hedder. Sjöuäⁱnn, bestemt Fl., ensteds; Sjugaⁱnn og Sjuaraⁱnn, Stjør.

"sjaa v. see". A. Infinitiv see, Østl. (deelvis). Præs. sjeer, sjiir, Trondh. Stift, Nfj.; se´re Ma. (Bj. Holum; som "slæ´re, fæ´re"). Desuden i nogle Sammenhægtninger: "sjeer-du!" Nhl (Manger og fl.); "sjeer-tu-meg!" Hard. (Ullensv.); "see-tu" og seer-tu", Sogn; sju, seer du! sjaakk! dvs. sjaa dokk; Gul. (Aalen).Supinum: sjeett, Nhl., sjiitt Ndm. og fl. – "Sjaa, han æ so fiks'e, sjaa!" se, se er du der! Ryf. (Sandeid og fl.). – "Sjaa ein tee
mæ einkvart", forsyne En med noget, Sogn, Helg. (tildeels uden "tee"). – "Sjaa nee mæ", se nidsjaa.

"Sjaa Syn". A. "Sjaa" i Himmelsjaa", og maaske i Navnet "Oddrsjaa", en Bjergskrænt med overraskende Udsigt opad og nedad Aaen Otre, en 8 Kilometer fra Mundingen (Otros). Nogen Udvidelse Aaen til Sø, "Sjaa", er der ikke.

sjaadra se sjadra. – sjaag se sljo.

Sjaag m. Susen, Sus. sjaag(a) v. (ar), suse = sjua, sjoga. Ndm. (Kvernes). "Dæ sjaaga 'taa Ælv´n".

Sjaagaa m. et seit, trevlet, med Græsrødder fyldt lidet Markparti. Stjør. "Ein Sjaagaa i Aakr´a". "Myyrsjaagaa". Maaske til Sege. – sjaakaa se stjaka.

Sjaak f. forfløien Kvinde. Oslo, Follo, Smaal.

sjaakla v.n. gaa vaklende formedelst svage og stive, usmidige, Been. Sæt. (Valle, Hylestad). "Hu sjaaklar, æ so sjaakleleg o høkleleg ti Fo^utane". Sjaakle f. En som s. – Maaske: stj-; jf. sjookla, st(j)akla, staka; (aa) maaske for (a) form. det følg. kl.

Sjaakonn n. Salt blandet med Meel, til Lokkemad for Kjøer. Rom. Maaske kun i Lokkeformel. "Sjaakaann, Moola mi!" Rom. (Nes og fl.). Sjö(k)könn, Rom. (Eidsvoll, Nedal, Nannestad, Skessmo og fl.). I Smaal. (Trykstad) er Sjaakaann(-könn)" bare Salt. Sidste Deel synes være: Korn; første er maaske Sjaa, Sjø: Saltet kunde være kaldt "Søkorn".

sjaal se sjølv; sjaal-, sjaa(v)- se sjølv-.

sjaala v.n. (ar) 1, gaa dorskt og langsomt = saala. Sdm. (Harham), Sfj. (Jølstr). "Vere uute aa sjaale". "Sjaale seg i`sta", drage sig afsted. Jf. sjøla.

sjaala v.n. (ar) 2, være en Sjaala f. dvs. en vilter høist naragtig næsten halvfjantet Kvinde; drive det med tosset Kommers, fare omkring med fjantede Løier. Tel. Østerd. "Ei Sjaale æ galnare hell Jaale"; Tel. "Ho flyg aa sjaale" = "æ gasete aa flyg aa astne"; Østerd. – Sjaalku f. Ko som er høist urolig. Østerd. Sjaalhorn n. d. s. Østerd.: "-honn (aa^i#-ö^y)". – sjaaleleg adj. lig en Sjaala. Tel. (Selljor); Tel. (Bø, Heiddal, Grandsh.): sjaaloleg.

sjaalaus adj. blind. Tel. (Bø).

"sjaaleg adj." A. 3) af ret godt Udseende. Voss, Hard. "Ai sjaole Jænta". 4) forsynet med fri Udsigt, om Sted. Tel. Rbg.

Sjaam, sjaam- se Skjaam, skjaam-.

sjaamra v.n. fare sandseløs omkring; vimse om. Smaal. (Spebberg, Trykstad). Sjaamre f. vimset sandseløs Kvinde. – Maaske: skj-; jf. skimla, skjoma.

"Sjaanad m." A. Helg. (Brønnøy og fl.).

sjaangra v. omtr. = s(t)jangla. Jæd.

"sjaasam adj." A. Li. 2) iøinefaldende. Ma.?

Sjaataape m. Tosse som gloer svært. Østerd.

sjaatt adj. n. = sjaasamt. Jæd. (Time og fl.).

Sjaatt f.? Synsevne, Syn. Gbr. (Ringbu). "D'æ kleint mæ Sjaatt´a".

Sjedda f. Hunfaar. NGbr.: Sjæidde. Se A.

sjedra v.n. dirre; om Øine = gidra, jadra. Tel. (Laard. Aam.). Jf. sjadra og Skjedda.

sjel se sjølv. – sjene se skina, skjæna.

"sjeldan adv." A. sjalla Rbg.; sjællaa Rog.; sjøllaa Romsd.; sjællom Follo, Smaal. Rom. Innh.; sjælno Jæd. (Time). Kompar.: sjældar ("sjældar aa s."), NGbr. Hall.; sjelnar Tel. (Raul.); sjeldnare adv. og adj. Hard. (Odda); sjalnare SætB.

sjeldre, sjeltre, sjeltrutt se s(t)jaltra.

sjetn(a) (ee) v. bundfældes, se setna.

Sjett', sjett' (ee) se Setta.

Sjo m. Sø". A. Sjaa i Indsønavne: Baalkesjaa, Follsjaa, (H)jarsjaa, Flassjaa, ØTel.; Ravallsjaa, Vestfold (Sandsvær). Sæ i: Topsæ, Øysæ, Boorsæ og fl. Sæt. VTel. Sju- i Gaardnavne i Vestfold; jf. snu-viit dvs. G. N. snjohvítr. "Ivir sjá" Landstad p. 23. – Sjy Ndm. Namd. – "Paa Sjø´ee", paa Sognefjorden eller paa Havet; men: "ut (inn) mæ Sjø'no", der ude i Yttre Sogn; Vald. (Vang). "Nee mæ Sjo´no", dat. Hard. "Paa Sjy´naa", Ndm. "Te Sjo`ar", Shl. (Etne), som "te Skogar, Elvar".