A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Skorakavl (o') m. "Kavl" som ved Skurer er mærket som kasseret. Romsd.

Skorakjepp m. = Skorkjevle. Romsd.

Skoraspon (o', oo) m. = Skorspon. Nhl. Voss (-spoo, Fl. –spøn´u), Shl. (-spoodn); Innh.: Skaaraa-. – Skaaraaspræk n. d. s. NGbr. (Lom). Se til Skoromat.

Skorbite (o', i') m. den Bjælke i Gavlvæggen
som ligger paa "Raftestokkene", er skraaskaaren i sin øvre Halvdeel, og saaledes halvveis tilhører "Raustet". Sæt.

Skorda f. Kjedelkrog = Skjerding. Tel. og Sæt.: Skoore. Ma.: Sko^ura; Ringerike, Vestfold, Rom. Smaal.: Skoole (tykt L); men ogsaa uregelmæssigt: Skoolu Vestfold, Skooloo Smaal. Oslo, Ring. ("Skora", o', A., findes ikke). – skorda v. "Hu skoolär Gryyta oop aa neer", hun flytter Gryden op og ned ad Kjedelkrogen. Vestfold, Oslo. – Skordejarn n. el. -staur n. = Randaas el. Robal (i Skorstenen). SætB.: Skoorejenn; Ringerike: Skoolejarn. – Skordetre n. = -staur. Oslo: Skooletre; Rom.: Skoo(l)tre.

"Skorda f. en Støtte". A. Romsd.: Skoore (og l). "2) Kilesteen". A. Jæd. og Li.: Skoora (og o^u); Tel.: Skoore; Vestfold og Smaal.: Skoole.

"skorda v.a. (ar), støtte". A. 2) støtte eller befæste med Kilestene. Jæd. Li.; Hall. Ring. ØTel.: skoole. Skoora Stein´n". Ogsaa: "skoole under". 3) opkalde en endnu Levende. Ryf. – Skordestaur m. = Hjaastaur. Stjør.: Skoolstöur.

Skorduk (oo, uu) m. 1) = Skoning (paa et Skjørt). Ma. Jæd. Ryf. Hedder Sko^ur´e (se Sko), SætB.; Sko^uring m. Dal. Jf. Skoduk. 2) Ring af Smør smurt paa Lefse. Li. Ma.

Skorekjepp (o') m. = Skjedda. Sfj. (I- og YHolmedal).

"skorfast (o')". A. adj. skora-fast, Voss og fl.

skorfesta (o') v.a. (er, e), bringe i "Skorfeste"; mest "s. seg". Ma. og fl.

"Skorfeste (o') n." A. Ma. Rog.

Skorfesteto (o') f. en "To" (Afsats) hvor man uundgaaelig er "skorfest". Ryf.

skorgaa seg (o') v. = skorfesta seg. NGbr. (Lom, Vaagaa): skaar- (kort aa).

Skork (o') f. storknoglet og vantriveligt Hundyr, Mær og især Ko; se Skark. Rbg. Ma. Li.: Fleertal S(k)jerk´a(r). "Ei Skorke Kyyr", "nokæ Skorke Kyy´dna" og "Sjerke Kyy´dna", Li. (Eikin. Jf. Skjerka.

"skorlaupa v." A. skaralaupe seg d. s. Tel. se Skaralaup.

skormeitt (o') adj. (part.) om Hest: klippet paa Manen, saa der er "Skormeit" (Sæt.). Tel. Tildeels: skoremäitte, Sæt. Til Skor, G. N. skör Trin. Se Skeidemaan.

Skorning m. afskaaret Stykke. NGbr. (Lom, Vaagaa): aa (kort). – Skooroofeele f. = Skorospel. NGbr.

Skorojarn n. Redskab til at skjære Korn med, omfatter "Sigd" og "S(k)jøro" dvs. Skjera. Vald. Se flg.

Skoromat m. det Skaar eller Indhug af nogen Bredde som man gjør i et Træ for at faa det fældet. Ork. og Strinda: oo; Fosn (Stadsbygd): Skaaraamat. "Tak breiar S.!" "Hall ræen S.! – Dette og de nærmeste Ord slutter sig til Skora f. Indsnit (Skjæren), ligesaa det Nordmørske "Skaaraafløy"; medens "Skaarafløy" (Ndm.), "Skaaraa-" (NGbr. og Innh.) slutter sig enten til skora v., eller til Genetiv af skor, skorar. Jf. mata, Vaagmat.

Skorospel n. 1) et Legetøi bestaaende af en Fjæl med mange Indsnit som man fører en Pind hen over. Innh. og Namd.: Skooroospæl(l). 2) et grovt karlsligt og noget letfærdigt Kvindfolk. Innh. Namd. Jf. Haa(m)mannsskoro. Se foreg.

Skorpa (o') f. skarp arrig og vrangvillig Kvinde. Hall. Vald. Vestfold, Østerd.: ø#-ö#-aa.

Skorsteinsrabal m. se Rabal. Vestfold.

Skort (oo) f. = Bergskorta. NGbr. (Lom).

Skort (oo) m. 1) = Skort f. 2) Sprække, Aabning eller Fordybning i Gulv, Brolægning og dl. NGbr. (Vaagaa).

Skorta (oo) f. Mangel; Tid da der er Mangel. "Du kjæm i Skoortun!" Vald. (Vang). Jf. Skarka.

"skorta (oo) v." A. skorte (o'#-ö), Nfj. Romsd. og fl. 2) "Skoorte paa Mat´n", holde op at æde en Stund. Tel. (Bø). 3) lide Mangel. SHelg. "Naar ein skoorta i Nøgd´n, saa har ein i Torv´n"; "ein" er Akkus.

"Skorta (oo) f. Bjergkløft". A. Vald. (NAurdal): Skoortoo; Uregelm.

skortna (oo) v.n. 1) blive utilstrækkelig; blive for lidet. Ringerike, Hadel. 2) blive mager, svinde hen. Dal. (Lund, Hedland); Rom.: "skoortne 'tuur". – skortnast d. s. Dal. (Eikersund); Rom. Østerd.: "skoortnes".

Skorv f. Kvinde som er en "Skarv". Tel. Rbg.

Skorv f. 1) nøgen noget ujævn eller stenig Bjergflade. Nhl. (Mo); Tel.: Fl. Skarvir. 2) tør ujævn Fjeldflade med Lyng og Dvergbirk. Rbg.: Skorvir. Se Skarv. – skorvutt adj. fuld af "Skorver", om Landskab. Hard. og fl.

skosam (oo) adj. = sko adj. 2). Totn.

Skosnjo m. Sneelag som gaar jævnhøit med Skoernes øvre Kant. Trondh. Sfj. Sogn.

Skospjørr f. smal Klud som vikles om Foden; jf. Skoklut. Sæt. Fl. -spjørri, og -spjarri.

"Skot (o') n. 1) Skyden (frem)". A. Stærk Bevægelse, Fart. "Taka Skot", "taka te Skots", tage til Beens; Ma. (Aaserall). "Kaam(m)aa paa Skaat", komme i Fart; NGbr. "Kaamme paa Skod (Skaad)", VNed. ØMa. "Faa Skod (Skaad) i se(g)". "Mæ Skot", med Fart. "Han va i øye Skot", i meget lystigt Humør; Ma. (Bjelland). "Vere i Skode", have det travlt; ØMa. 7) Brædde-væg mellem Rum i Fartøi eller indskudt i Ladningen. Sydkysten: "Skaatt (ö), Skod, Skaad". Jf. Skut. 8) Masse af Ankerrebet som er skudt ud, "udstukket", for at det ikke skal strammes for stærkt. Nhl. 9) pludselig Sygdom hos Folk eller Fæ, paaført ved "Finnkula";
"Finnskot". Hall. (aa#-ø); Gbr. (kort oo og aa). Kureres ved "Skootbræⁱnnviin", Gbr. 10) smal Gang mellem Huse, Smug. Gbr.

Skot (o') n. vilter Pige, Flane osv., se skota.

Skot (oo) n. 1) Kreatur som render fra Flokken. Østerd. (Rendal og fl.). 2) En som river Arbeidet fra sig. Østerd. Maaske for Skot (til skota, skjota); maaske eet med Skoot, G. N. skód, A.

"skota (o') v.a. (ar), fremskyde". A. = skuva. Tel. 2) v.n. og a. = hamla; jf. skuta. Oslo og Trondh.: skaata. 3) lukke med en Skodde, "Skotu". Tel. (Kvits. Selljor). "Skota Dynni". 4) øse op med en Skovl "Skotu". Tel. (Selljor). Ogsaa: "skota i seg", æde voldsomt; Tel. (Raul.). 5) skrabe, skuffe. Innh. STrondh. "skaataa vækk Ko^ynn". "Skaataa 'taa Snø´n". "Skaataa Dungstø(d)e". "Spaadaa'n, Plogjn, skaataa bærr' ooppaa", skrabede henad overfladen. "Skaataa 'taa Gal´a". "Skaata ihoop". 6) støde, stange. Innh. Gbr. "Stokkjn skaataa Borkjn 'taa Tree`a". "Eg skaataa 'taa meg Knuvan", jeg stødte Stykker af mine Knoer. "Skaataa aat innan", stanges. Jf. skata (Hall. Shl.). 7) "skaataa unna seg", feie fra sig, rive fra sig Arbeide, drive stærkt paa. Trondh. Ogsaa: "skota paa"; Tel. 8) "skaataa ihoop", sammenfælde, sammenpløie (Fjæle) = skjota. Innh. Gul.

skota (o') v.n. (ar), 1) fare uagtsomt voldsomt og larmende frem; tumle afsted. Tel.; Trondh.: skaataa. 2) fare vidt omkring for sig selv, om Kvæg. Tel. Sogn, Østerd. "Kyri skotar ette(r) Beite". "Kua flyyg aa skötör (eller skätär, omtrent saa) för se sjøl", Rendal. – Hertil: Skot (o') n. viltert, omfarende, Hunvæsen; = Flogs. Vald.: Skøt. Skaataalaar n. omtrent d. s., især om et Væsen som er allesteds fremme og gjør Fortræd. Trondh. – skoten (o') adj. uagtsom = uvyrden. ITrondh.: skaatin. – Skoting f. det at skota. ITrondh.: Skaataaing. – Skotumerr f. Mær som skotar 2). Tel. (Sellj.). Eg. af et Skota f.

"Skota (o') f. 2) Skodde". A. Tel.: Skotu. "3) liden Skovl". A. Nhl. Hard. Nfj.; Tel.: Skota, -u, -e. "Mjølskota". 4) Grissel, Skydsel. Hard. Tel. "Brøskota". "Stoompeskotu". 5) Stang, helst kløftet, eller naturdannet Fork, hvormed noget skydes op, f. Eks. til Tørring; jf. Senda. Sogn, Ma. Sæt.; Innh. og Namd.: Skutu, Skootoo; SHelg.: Skata, Stang til at skyde Neg op paa Stavre; Sfj. (Bremang): Skate, "Ko^ynnskate". Jf. skata; Skuta. 6) den skraatstillede Bjælke, hvori Baaseskillets Planker er indfældte. Stjør.: Skutu.

Skota (o') f. 2, fremskudt eller fremstyrtende masse af Vaadt (= Gløys) eller Tørt. Sogn (Lærdal, Borgund). "E fikk häile Skota aavr me".

"skotall" A. Vald. "Ait skøtalt Aar". Gbr. (aa).

Skotbenk (o') m. Indretning hvorved man sammenfælder Brædder. Trondh. Til skota.

Skoteferd (o') f. uheldig Færd; Ufærd. Nfj.

"skoten (o') part." A. 4) som har skudt Aks, om Ager; til skjota v.n. skyde Aks. Tel. og fl.

Skotføre (o') n. Skudvidde. Nhl. Voss. "Koma i S.". "Da va so äitt S. te han". G. N. skotfœri.

"Skotgamp (o') m." A. 2) Hest som egner sig til at skydes. Gbr.: (kort oo og aa); Østl.: Sköt(t)- og Skaa(t)-. Skotmerr.

Skotglunt (o') m. = Garnglunt; ung Mand som har sin Plads i det forreste Skotrum n. dvs. Rum foran Framrum, i en Skotkeiping m. dvs. Baad som har Skotkeip m. dvs. Aareblok i Stavnrummet, = Halvfemterøming. Nordl.: Skaatt- (og ö).

Skothella (o') f. 1) flad Steen til Kastning henad Vandfladen (= Skina, skingla) eller til (efter) et Maal; Discus. Nhl. (Eksingadal), Voss og Sogn: dl; Sogn (Lustr): Skathedla; Trondh.: Skothyll' (aa#-ö). "Skjota, kasta S.". 2) stor flad Steen opreist til Maal for Kast. Berg.

Skothyrna (o') n. spidst Udklip af Hjørnet af Faareøret. Hard.: dn.

Skothyrning m. uagtsom Person. SBerg.

"skothærd adj." A. Li.

Skotkalv (o') m. = Kalvskotning. Tel. Jæd. Li. NGbr. Ogsaa: Skot-fyl, -kid, -lamb.

Skotl (o') f. og n. 1) en stor uordnet og larmende Flok. Shl. (Stord, Fitja). "Ei svære Folkaskotl". Særlig om Fugleflok paa eller over Aadsel. "Æ da mykje Skotl paa dan Æto?" "Ravnaskötl", Nhl. (Sund). 2) n. Aadsel, især et af Rovdyr fældet Dyr? Shl. – Kjøn og Bet. usikkre. For Skodl dvs. Skoll? Se Ramneskotl; Skrotl.

Skotlo (o', oo) f. se Lod.

"Skotloka f." A. Shl. Skaatlookoo, NGbr. 2) fig.: En som er dygtig til at "maalbinde". Gbr.

Skotmid (o', i') n. Meed i Baadens Længderetning )( Tvermid. Helg.: Skottmee (aa#-ö). Til Skot, Enderum i Baad.

Skotmylja (o') f. = Skothyrning. Nhl.

Skotnad m. Skydning. Hard. (Ullensv.).

Skotning m. 1) = Skotgamp. Østerd. 2) ussel Skabning. Ryf.

Skotra (o') f. Skodde for Dør = Skota. Ndm.: Skaat(t)r'; Østerd.: Skotre (aa#-ö).

skotra (o') v.n. gaa ubuden og i maskeret Optog til Bryllupsgilde og opføre Danse, Scener og dl. ude og inde. Hard. (Ulls.). – Skotrar m. En som skotrar. G. N. skotra puffe En foran sig.

skotrædd (o') adj. ræd for Skud. Østl.

Skotsekk (o') m. Hylle om Abort. NGbr.

Skotskjelv (o', e') m. = Veideskjelte. Totn: Skötsjælv.




skotta v. = skota v. n. 2. Østerd. "Ku´a flyyg aa skaatter (#-ö)". Hertil: Skott (aa#-ö) n. Dyr som skottar (skotar). Skotte (aa#-ö) f. d. s. Østerd. G. N. skotta, roe baglængs (holde sig i Bagtroppen?) = skuta, skota, hamla.

Skot-tro (o', oo) f. Rende, "Tro", som kan skydes til Side. Trondh.

Skotumerr (o') se skota, v.n. 2).

"Skotung (o') m. (Begrebet noget usikkert)". A. 2) Aflandsvind med Klarveir. Nfj. (Utvik). 3) "Vest-Skotung", en eller anden Vind fra Vest. YSdm. 4) Vind fra en fjern Skybanke. Sfj. (Bremang, Askvoll): Skotongje (og aa). Skybanken kaldes: Skotongslii(d) f. Sfj. Skotungsve(d)r n. Sfj. (Askvoll). 5) kortvarig Byge fra SØst. Ndm. 6) Vind som blæser fra de "smaa Streger" omkring Syd. SHelg. "SOSkaattung" = SSOVind. "SVSkaattung" = SSVVind. Ogsaa: "Skaattum"; Nordland. "Lannvinns-Skaattum" = SSOVind. "Skaattungsvind", SOVind uden Regn. Helg.

"skotvik (o', ii) adj." A. usikker = skotall. Hard. ("D'æ skotviikt aa finna Ber her".

"Skov (o') n. Fremrykning; Veistykke osv." A. Tel.; Oslo, om en liden Tuur; Sogn (Lustr). "Da gaor so Skov", det gaar i svær Fart. "2) Dyst osv." A. Hadeland. "3) enkelt Gang". A. Tel. "Tri Skov". 4) Løb, Rend (Ridt) = Skeid; = stort Tak; langt Sprang eller Hop = Skauv. Tel. (Vinje, Mo, Kvitseid), Gbr. (Lesja). Eg tek deg att i Skov´e". "Han rei eit S.".

skov adj. rask og dygtig, maaske kun til at æde. Sogn (Aurland, Lærdal). "Skov´e (sko^uv) te raska i seg"; A. "Skov te eta"; Lærdal. Snarest skoov til skoova.

skova (oo) v.a. 1) befrie for Skover; skrabe reen. Hall. Mest: "skoove Gryyta". 2) "skova seg", lægge sig i Skover; danne Skover. Hall. 3) "Ljao´n b^eit´e skoovande", Leen meier (bider) saa hvast og nær. Sogn (Vik). Se flg. Skova.

Skova (oo) f. En som er flink til at skrabe (grave til sig) og faa alt med; nøieseende og nærgaaende Person. Sfj. (Førde).

skovall (o') adj. som kommer stødviis, i "Skov" el. "Riider"; om Veir, Ildebefindende og dl. Hall.: skøv og skaav. Ogsaa: skovalle(g); Hall.

skovast (o') v.n. = skova (o'). Hall. "Dæ skaavast mæ di", det (Veiret, Ildebefindendet) kommer stødviis.

Skovetak (oo) n. = Skjøvetak. Tel. (Kv.).

Skovl (o') f. Skovl. Vald. og Totn: Skøvl, Skövl; Gbr.: Skaalv m. og f.

skovla v. føite = flangsa; mest om Mandfolk. Vald. (Vang, SA.): skøvle (haardt K).

"Skovlung m. 2)". A. Tel. (Landstad 118).

"Skovor (oo) f. pl." A. Skoogoo, Gul.

skovutt (oo) adj. fuld af Skover. Hall. og fl.

Skov-vid m. = Skavvid. Ma. (Aas.): -vee.

Skrabb m. 2, indskrumpen og skrøbelig Tingest. Vestfold (Eiker og fl.). En Skräbb te(l) Sleea, Hest, Mann". Dl. i Sv. Diall.

Skrabba f. stenig Plet osv. = Skrabb. Vestf.

skrabba v. (ar), kradse, skrubbe; skrabe og skave med "Bandkniv". Voss, Hard. Nhl. Jf. skrava, skravla; Sv. Diall. skrabba dvs. skafva.

Skrabb-bakke m. tør stenig Bakke el. Høi. Rom. Hadeland. – Skräbbehäuse m. d. s. Vestfold. – Skräbbeslaatt m. Høslæt paa "Skrabber". Vestfold.

skrabben adj. lig Skrabb (A. og 2); tør, skrumpen og skrøbelig. Vestfold. "Sleean, Hæstn ær skrabbin".

Skradd m. skrumpen vantrivelig Stakkel, især Hest. Land og Gbr.: Skräⁱdd.

skrad´dr adv. skjævt, forkeert, galt, daarligt. Smaal. Follo, Oslo, Rom. "Dæ gikk skräd´dr". skral´lr d. s. Smaal. Vinger. "Han kjørte skrällr", han kjørte sine Ting itu.

Skragg m. 1) = Skradd. Odal, Follo, Rom. Smaal. 2) tør stenig Plet = Skrabb. Shl. Eng. scrag mager og benet Figur eller Legemsdeel.

skraggen adj. lig Skragg. Shl. "S-gjo Mark".

skrakall adj. 1) løs i Fugerne; skrøbelig, brøstfældig; om Kar og Personer. Rom. Østerd. skrækall Hadel. Totn; maaske for skrikall, se d. 2) skrantende. Rom. Østerd. Jf. flg.; NSv. ("Norske"; Lundell) Diall. skraka, svag, varelse. – Et "skraka" v. omtr. = skrika(st) er optegnet, uvist hvorfra.

skraken adj. = skrakall. Gbr. (Øyer). "Dør´a æ skrakjee". Til skraka.

Skrakl n. Redskab eller Indretning som er upaalidelig og skrøbelig enten ved sit Stof eller (især) ved Løshed i Fugerne, og hvis Dele skraber eller knirker mod hinanden. Rom. Ringerike, Østerd. Trondh. Ndm. Nordl. "Baatskrakl, Kjerreskrakl, Sledeskrakl (Slea-)". Skrahl n. d. s. N- og S-Trondh. Sdm.; dette er dog snarest Skratl, se d. "Vaangnskrahl, Slaadaaskrahl". Jf. Skrikl, Skrukl, skrakall.

Skrakl m. se skrakla.

Skrakl se Skratl. Skrakling se Krekling.

skrakla v.n. 1) give en sprukken skurrende, raslende eller skrabende Lyd, mindre klingende end "skrangla". Innh. Gul. Solør, Rom. "Han riste Lekkja saa dæ skrakla". 2) lee høit og skurrende. Innh. Gul "Han skrakla aa lo". Jf. skratla + skrikla (skrekla). 3) være skrøbelig, især ved en Løshed i Fugerne som røber sig ved Lyd; være et "Skrakl". Rom. og fl. "Bool´e skraklär". 4) gaa skrøbeligt langsomt og usikkert; bevæge sig møisomt og svagt; komme frem med ujævn Fart og smaat. Innh. SGbr. Vald. Vestfold. "Han skrakla o køyrde i smaae Dagsskjäi"; Vald. "Ho skrakkla sæg oppaavr Bakkjin"; Innh. 5) være i en vedholdende vaklende og hensigtsløs
Bevægelse. Smaal. og fl. "Han skraklär aa fløtt´r stødt; d'ær en Skrak´l" (m.).

skrakla v.a. føie upaalideligt sammen, lave et Skrakl; fuske. Innh. Ork. "D'æ va no ihoopskrakla".

Skrakla f. Jernbjælde med sprukken Lyd. Østerd. Og: "Bjølleskrakle". – Skraklebjølle f. d. s. Vestfold.

Skrakleføre n. deelviis sneebart, utilstrækkeligt og skurende, Slædeføre. Østl. Ndm.

Skraklegamp m. storknoglet og skrøbelig Hest. Smaal.

Skraklehane m. Hybrid, Blænding, af Urhane og Tiurhøne (Røy). Østl. "Skrakkel-".

skraklen adj. = skrakall 1) og 2). Voss, Ndm. Østl. "Skraklin te ga". Ndm. "Sleean æ regalöus aa skraklin 'ta se"; Land. – skraklutt adj. d. s.

Skrakltein m. = Skaketein. Selbu.

"skral adj." A. Østl. skræll (ä?) d. s. Smaal.

Skral m. (og n.?) 1) Larm, Skramlen, Rumlen; som af en Kjærre, en Rok. 2) stort Ord som gaar af noget, Ry; Skryderi. 3) Skryder; Praler. Hall. Se A.

skrala v. "skral' oopp", sætte løst og upaalideligt op; bygge upaalideligt. Stjør.

skralin adj. = skrælen. Ork. Stjør.

skrall adj. ikke ballastet. Nordl.

Skralla f. Skralde = Skrella. Li:. Skradla.

skralla v.n. (ar), lee høit og skingrende. Sfj. Nfj.

Skralling m. svagelig Person. Nfj.

skralta v.n. (ar), gaa med smaa og svage Skridt. Tel. (Raul.). Jf. skrilta, skrulta.

Skramp m. stor og storknoglet mager (gammel) Mand el. Hest = Ramp; jf. Krampe. Li. Rog. Ndm. – Skrampa f. gammel storknoglet Ko. Rog. Shl. Jf. Skrumpa, Skrympa. Sv. og D. Diall.: skramper, skrampel dvs. magert Dyr. – skrampen adj. lig en Skramp eller Skrampa. Li. Rog. Shl. Hard.

Skrane m. mager og storknoglet Figur. Sæt. Tel. – skranaleg adj. lig en Skrane. Tel. – Jf. skran, skranen; Isl. skran Skramleri; Skrant flgg.; (Skrank flgg.). NSV. ("Norsk"): skrönuväkst dvs. illa vuksen.

Skrangl m. og Skrangla f. = Skrane. Tel. Østl. (Follo og fl.). – Skrangling m. d. s. – skrangleleg adj. lig en S. Tel. "Skrangleleg vaksen".

skrangla v.n. gaa langsomt og slængende, syg eller uvirksom; jf. skrakla 4). Østl. (Rom. Ring. Hadel. Hedm.), SGbr. I Sv. og D. Diall. skringla, gaa usikkert. – Skrangl m. En som "skranglar". Østl. – skranglutt adj. = hanglesjuk. Smaal.

Skrangleføre n. knudret Barfrost- el. Iisføre, hvorpaa det skramler. Østl.

Skrank m. mager storknoglet og noget medtagen Figur. Gbr. Vald. Smaal. og fl. Jf. skrøkka.

skrankall adj. lig en Skrank". Vald. (NA.).

skrankast v.n. (ast), blive en "Skrank", blive benet og noget medtagen. Sogn, Vald. Gbr. – skranknast v. d. s. Dal.

skranken adj. = skrankall. Dal. Sogn, Trondh.

skrankutt adj. = skrankall. Gbr. Østerd. Trondh. Ndm. Smaal. og fl.

Skrant m. 1) tør, stenig Plet = Skrabb. Sogn. 2) = Skrane. Sogn, Dal. Ma. Smaal. "Turrskrant" d. s. Dal. – Skrantabakke m. = Skrabb-bakke. Sogn.

skranta v.n. (ar), blive mager og knoglet. Mest: "skranta av". Sogn, Ring. Hadeland, Rom. og fl. – skrantast av v.n. d. s. Sogn, Østl.

skranten adj. 1) lig en Skrant 1). Sogn, Østl. "Skrantin Bakkje, Aaker". 2) lige en Skrane. Sogn, Dal. Ma. Østl. Nfj. Ndm. "Skranten vaksen"; Ma. 3) mager; knap. Ndm. "Dæ he vore skrante mæ Mat".

skrantutt adj. = skranten, hardholdug. Østl.

"Skrapa f. 1) Skrabejern. 2) Irettesættelse". A. Skrapu Hall. Skropa, Skropu (o') d. s. Voss, Tel. og fl. se Skropa. 3) Skralde. Sfj. Ryf. Shl. "Maraskrapa".

Skrapakaka f. 1) kage lavet af de sammenskrabede Deirester. 2) = Byrdesopar. Østl. (Hadel. og m. fl.), mest: Skrapakake, -u.

Skrapalaupar m. En som løber om og skraber sammen (i sig); Snyltegjæst. Tel. (Bø): Skraapaa-. – Skrapatarm m. luftfyldt tørret Tarm. Trond.: Skraapaa-.

skrapaleg adj. sygelig = skrapall. Tel.

Skrapgard m. ringe, "skrapen", Gaard. Hall.

Skraplende n. ringe Jordsmon. Tel. (Mol.).

"skrappa v." A. "Dæ rængde so dæ s.".

Skraprum n. daarligt, ringe, Sted; ringe Gaard. Stjør. og fl. – Skrapslaatt m. Slæt af Skrapmark; = Skrapmark, som slaaes. Tel. – Skrapslætte n. d. s. Hall. – Skrapteig m. Strimmel eller Rude af Skrapmark. Hall. – skrasle se skratla.

Skrat n. Magt og Myndighed som aver; Ave; Overtag (over); Bugt (med). Innh. Strinda, Gul. Ork. Fosn, NGbr. "'N hæⁱnn Ku´a hi Skrate paa dæⁱnn", denne Ko har sat sig saaledes i Respekt hos hin, at den sidste ikke meer tænker paa Modstand. Jf. skrata flg.

Skrat se skrata . – skrata vrage, jf. Krat.

"skrata v.n. (ar), 1) kagle, svadse". A. Hard. Dal. Ma. Tel. 3) "skrata ette(r) ein", tiltale strængt og myndigt; revse; irettesætte; ave = kusta etter ein. Romsd. Fosn, Ringerike, Vestfold og fl. "Han skrata tee aat 'naa", d. s. Ndm. "skraataa ette" eller "paa" eller "aat æinn", NGbr. Gul. Selbu, Østerd. Og: "skraataa æinn i Hoop", NGbr. "Skraataa paa" eller "eettee Höukj´ee", jage Høgen med Skrig. NGbr. NSv. ("Norske": Finnland) Dial. skrata, jaga bort. 4) skvaldre, broute = skrøyta. VAgder (Grindeim, Bjell.; Holum: skrade). 5) lee høit og skurrende = skratla.
Ryf. "Skrata aa læ". D. Dial. skrade. – Skrat n.-, Skrata f. og Skrate m. en Kagler, Svadser, Skvaldrer. VAgder, Sæt. og fl. – Skrataskjeer f. Skvaldrerske, Sladdertaske; selvfølgelig eg. Fuglen. Hard. Agder.

Skraatalaat m. larmende overdreven Lystighed. Ringerike. "Graat etter Skratalaat".

Skratl m. Skoggerlatter. Odal: Skrasl.

"skratla v.n. 1) rasle". A. Ma. og Vald.: -sla, -sle. "2) lee høit". A. Li.; Ma. Tel.: -sla, -sle; Gbr. Trondh.: -hl(e). 3) skramle; især om Kjørsel. Ma. 4) skvaldre = skrata. Li. "Skratla ette", snakke efter Munden. 6) "skrasle aav´r", fare løselig hen over noget. Tel. (Bø). Maaske eet med flg.

skratla v.a. føie løseligt sammen = skrakla. Tel. (Bø): "skrasle upp; s. i Hoop"; Stjør.: skrahl'. Se foreg.

Skratla f. 1) Skralde. Jæd. Shl. "Maraskratla". 2) magert og storknoglet Hundyr (Ko). Li. Ryf. 3) = Smella, Silene inflata. Tel. (Rauland; Wille).