A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"skripla (i') f. Ridse, liden Rift. Hard. Jæd. VAgder, Tel. – skriplutt adj. fuld af S.

skripla (i') v. n. og a. ridse, klore, kradse; opridse. Shl. Hard. Jæd. Agder, Tel.

Skripmaanad (ii) m. = Skripmaane. NGbr.

Skripunge (ii) m. = Skripbarn. Vald. Gbr.

"skriputt (ii) adj. 1) og 3)". A. Gbr. 4) kjælen, ømskindet, som lidet taaler haard Tiltale eller Medfart; mest om Dyr. Gbr. Østerd. Ndm. "Ku´ee æ skrinn aa skriipaat".

skripvakker (ii) adj. overmaade vakker. NGbr.

skrisla v.a. og n. faa Masser af tørt usammenhængende Stof voluminøse ved at løfte op i dem eller lade deres Dele falde sammen forsigtigt og let; lufte op i; drysse let; maale knapt; omtrent = sisla, sidra. Rbg. (SætB. og fl.), Tel. (Laardal). "Skrisle upp Høytti, Mjøli". "Skrisle utivi Høyee". "Han skrisla upp Konni i Skjeppa, so de alli roka". "Ho skrisla so feent, de va berre Konn fø Konn". – skrislen adj. voluminøs, om lette usammenhængende Masser; knap, om Maal. Rbg. Tel. "Høystaen æ skrislen". "Lauvsbyræ æ skrislæ". "Eit skrisli Maal". "Mæle skrisli" (adv.), idet man vogter sig for at skudde. – skrislemæla v. maale knapt ved hjælp af Skrisling f. Rbg. Jf. skrilta, skridda (skrilla) + sisla.

Skriv (i') se Skrev. – skriva (i') se skreva.

"skriva (i') v. (ar), skrive". A. Ma.

Skriva(r)brød (ii) n. et Slags Goderaad el. Kager (cakes) med indridsede Figurer. NGbr. (Lesja og fl.).

Skrivarbok f. Skrivebog. Hall. Ryf. og m. fl.

Skrivarlag n. Maade at skrive paa. Hall.

skrivefør adj. dygtig til at skrive. Hall. og fl.

Skrivsl n. Skrivesager. VTel. (Moland).

skrjaoa, Skrjaoe se skraava.

Skrjoe m. 1) svagt bygget og svagelig Person som let bliver syg. Hard. (Kvamm, Ulvik). 2) svag Tingest; særlig om Baad. Hard. Ogsaa Skrooe. Jf. (?) Skraa, Skræe, Skrøya; Isl. skrjódr (skrjádr) Kujon.

Skroa (oo) f. = Skronemakar. Nhl. Shl. Til "skroa v. svadse", A.; Nhl. Dette er vel for skroova (som Rooa for Roova), for skrova (o'); se d.

skrodda, Skrodl, skrodla se skrolla.

Skrokka f. = Skrukka (Kurv). NGbr.: aa.

Skroll (o') n. og m. 1) Støi, Skraal; især: stærk Lyd af mange Stemmer. Sfj. og fl.; Sogn: dl. 2) stort Ord, Ry = Gjetord. Tel.

Skroll (o') m. 2, Hob, Dynge, Flok. Ndm. NGbr. (Lesja), STrondh. Stjør. Jf. Skryll.

skrolla (o') v.n. (ar), 1) skraale, raabe; lee skraalende; larme. Sfj. Nfj.; Nhl. og Sogn: dl. 2) prate; især: fortælle Historier; tildeels = skrona. Se flg. Bamle, Ned. Jæd. Dal. Li. (Eikin). Er ikke hørt som skrodla og skrodda i Jæd. Dal. og Li., saa det seer ud som det her var eg. skrolda. – Skroll m. og Skrolla f. en Skraaler, Larmer osv. YSogn; ISogn: dl. – Skrollar, Skrolle m. = Skronemakar. Dal. Jæd. – Skrollelaatt m. skraalende Latter. Sogn: dl. – Til skrella.

skrolla (o') v.n. og a. (er, te; og ar), 1) indtage stort Rum, skrolle = ruva; maaske ogsaa: synes større end virkeligt = skolla. Voss, Sogn, Hard. Røldal: skrodla (ar og er); VTel.: skrodde, -lltee. "Lauvstakkjn skrodla so upp i Lukt´æ". "Denna Kyyra skrodlar (er?) so paa Baas´n, ho æ laangge so(m) tvo", Røldal. 2) opstable høit og løst = gildra. Sogn. "Han skrodla da upp ingkorläis".

Skrolla f. noget som skroller; særlig: stort grovt magert Hundyr = Skrella. YRyf. (Skutnes): dl. Skrulla, IRyf.: dl. Skrylla, Røldal: dl. – skroll adj. tom; se skrull. Helg.

skroma, Skroma se skraama, skruma.

Skroml, skromle (oo) se skrumla.




"Skrona (oo) f. Spøgeri". A. Rbg. Li. Helst: "Skrymt o Skr(j)onur"; Rbg.

Skropa (o') f. 1) Skrabejern; især: Hestestrigle. Tel.: Skropa, -u, -e; Sæt.: -e; Rom. og Ring. Skroopoo, -u. 2) Irettesættelse, Skrabe. Voss, Tel. "Han took 'n ei Skropu"; Selljor. 3) Afskrab, Skover. VAgder (Aaserall, Eikin), Sæt. 4) Sted hvor man skraber sammen (Hø), magert "Slaatteland". Tel 5) haardt og smældende (skjældende) Kvinnfolk. SVTel.: -e.

skropa (o') v. (ar), skrabe. Li. (Eikin). Af foreg.

Skrot (o') m. slet sammensat skrøbeligt Redskab. Gbr. (Foldal): Skroot (kort oo); Innh. og Ndm.: Skraat(t), "Tynnskraat(t), Slaadaaskraat" (Sla-, Sleea-).

Skrot (o') n., Skrota f. se skrota v. 2.

Skrota (o') f. = Skrot (o') m. Innh. Ork. Fosn: Skrootoo, -u -u. "Slaa(daa)skrootoo", "Kjærreskrutu". 2) frygtsom, daarlig Karl. Fosn, Innh. "Ræⁱddskrutu". Jf. Skrotl, Skrutl (Skratl).

skrota (o') v. (ar), 1. "skraata aav", gjøre upaalideligt Arbeide; jaske af; fuske. Ndm.

skrota (o') v. (ar), 2. skryde, overdrive = skrøyta, skrona. Sæt. VAgder; Vesteraalen: skroota (-e) = skrona. – Skrot n. 1) = Skrøyt. Li. 2) = Skrøytar. Ma. – Skrota f. 1) = Skrona, Skrøyt. VAgder, Sæt. "De gjekk slike Skrotu o Skrøytu av at han sille vere so r^eik´e". Sæt. 2) Sladder, Skvalder. Dal. Ialfald dette sidste hører snarest til skrata. Jf. ellers skrøyta. – skroten adj. tilbøielig til at skrota. Agder. – Skrootløypa f. = Skronemakar. Vesteraalen.

Skrota (o') f. Indsnit, Skure, Hak; baade smaa (f. Eks. Aabning mellem Tænder i Kam) og store (Bjergkløft). Shl.; Dal.: Skro(t)da; Shl.: Skraata; Jæd.: Skraada. – Skroteboge m. Bue med Indsnit som man skraber henad en Fliis; Legetøi. Dal.: Skro(t)deboje. – Skrotefella f. Musefælde med Stillepind i en "Skrota". Dal.: Skro(t)defedla. – Skrotetre n. 1) Mærkekjep for Hyrder; = Skorkjevle. Dal. 2) indsnittet Træstykket hvormed Figurer opridses i Kager. Dal.

skroten (oo) adj. uanseelig; hæslig. Sogn.

Skrotkopp (oo, o') skrøbeligt Kar. Ndm.

Skrotl (o') n. Skrammel, Skrab, slidte Kar = Skrutl. Jf. Skrot. Shl. (Sveiaa, Fjellber).

Skrotl (o') n. Skrig af Fugle; Skraal af mange Stemmer. Ryf. Shl. "Eit heilt Skrotl". "Ramna- skrotl" (og vn, bn) n. og f. Maaske er her Samvirkning af Skotl, Skroll (dl) og Skratl. Jf. flg.

skrotla (o') v.n. skrige i Munden paa hinanden, om Fugl (Ravn). Shl. Ryf.

skrottleg (o') adj. upasselig, ufrisk = utidig. VTel. (Kvits. Sell.). skrotteleg (o') d. s. VTel. (Høydalsmo, Rauland).

Skrottsmolog (o', o', o') n. Faar eller Gjed som er død eller nær ved at dø Selvdød (af Sult). VTel.

"Skrov (o') n. 2)." A. Smaal. og Vestfold (aa#-ö). 3) uindredet Huus. Trondh.

Skrov (o') n. 2, noget som er svampagtigt eller porøst; noget løst og opskudt ("risi"); særlig om opskudt hullet "Tele". Vestfold (Hov): ö. "Iisskröv", Romsd. 2) noget slidt (medtaget) og skrøbeligt. Romsd.; Ndm.: aa. "Vaangnes., Kus., Kjærrings.".

skrov- (o') = skrauv-. Smaal. og Follo (aa#-ö). Til Skrov 2, som vel eg. er eet med Skrov A. skrövpeen, -vakker, -di(g)er (Østerd.),, skrövsikker, skrövstoor. skraa- i SSmaal. Jf. skroov- i Sv. Diall.

skrova v.n. (ar), 1) skrolle = skruva, skrøyva. Odal: skraavaa; Rom.: skraava (#-ö); Nfj. og fl. 2) overrive, forrose; skryde; = skrona. Ryf. Shl. Og: skraava (#-ö), Shl. Ryf.; skroova, Ryf. Shl.; skrooa, Shl. Nhl. 3) lyde huult; især: give en hul Aandelyd, aande eller hoste huult. Nfj. Sdm. Romsd. "Dæ skrova før Bringene paa meg"; Nfj. "Dæ skrova i Snjøv´a"; Sdm. Romsd. – Skrov (o') n. huul Aandelyd, huul Hoste. Nfj. osv. "Eit Skrov før Brø`sta". – Skrove m. og Skrovar m. Skryder, Overdriver. Ryf. Shl. (o'#-aa#-ö#-oo). Jf. skryvja, skrøyva.

skrova (o') adj. beskaffen med Hensyn til Bugparti. Tel. "Styggt skrova; storskrova, smalskrova, bikkjeskrova".

Skrova (oo). "Svelgja seg i Skroova", svælge saa det bliver staaende i Spiserøret = i Spro´i. Sogn (Sogndal); i Skroove, Nfj. (Eid, Gloppen, Stryn). Ogsaa: svælge saa man faar i Vrangstrube.

skrovall (o') adj. skrøbelig, affældig. Vestfold (Andebu, Hov). "Gammäl aa skröväl". Jf. skrottleg.

"skroven (o') adj." A. 2) huul, om Træer. Hard. (Ullensvang).

Skrovfonn (o', o’) f. Gletscher med Huulrum. Hard.

Skrovhysa (o' yy) f. storædende Dyr. Røldal.

"Skrovis (o', ii) m." A. Skraaiis SSmaal. Vestfold. Skröv- Østl. Skraav- Gbr. og fl.

skrovla (o')? v. n. hoste med en liden huul Hoste. Romsd. (Eid): skrövle. skrøyvla?

"skrovna (o') v." A. Hard.

skrovsloppen (o', o') adj. med indsvundet Bugparti, yderst svang. ØTel. (Bø) og fl.

Skrovtele (o') m. frosen Skorpe af Jordsmonet, hvilken ved vekslende Nattefrost og Dagmilde er bleven opskudt og hullet. Vestfold (Hov): Skrövtæla.

"Skrubb m." A. 4) gammel mager Mand. Rom. Odal. Ulv hedder "Graabein". 5) En som "skrubbar"; en River. "Ein Skrubb te arbeia, te eta". Tel. Røldal.

Skrubba f. 1) storædende men altid magert Hundyr. Sogn, Nhl. Shl. Ryf. 2) grovt
og haardt Kvindfolk. Nordl. – "Ein Skrubbe Arbeiskar" = Skrubb 5). Tel.

"skrubba v." A. 3) tee sig som en "Skrubb"; arbeide voldsomt og med Kraftspilde; rive Arbeide fra sig. Tel. Røldal, Sogn. "Han skooar o skrubbar", graver voldsomt til el. i sig, særlig: Mad. "Skrubba ifrao seg".

Skrubba f. Skrubbe, Pleuronectes flesus.

skrubball adj. om Egn som er hjemsøgt af Ulv. ØTel. (Grandsh. Solum). "Her æ skrubbält (ælt)".

Skrubbeber n. = Skrubba, Cornus suecica. Nhl. Skraua d. s. Jæd.

skrubbegjengjen adj. bleven til en "Skrubba" 1); af en "Skrubba"'s Natur. Nhl. "Ho æ so skrubbegjee'æ danna Kyyræ, tek ikje Hold". Røldal: "skrubbgjee'a" f.

Skrubbeham m. se Ham; jf. Hesteham.

Skrubbelur m. skrøbelig Stakkel. Senja.

skrubben adj. 1) tilbøielig til at "skrubba", rivende voldsom osv. Tel. Røldal. 2) lig en "Skrubb" eller "Skrubba". Berg. 3) ujævn; ilde udseende; ilde (slusket) gjort. Ndm. skrubbutt d. s. Ndm.: -aat.

Skrubbetak n. 1) Tag, Greb, i Halsen. Tel. Røldal. 2) to Pletter af en anden end Dyrets Hovedfarve paa Boverne af Faar, Ræv og fl. Røldal.

skrubbgjengd adj. = skrubball. Hard.

Skrubbhevel m. = -hyvel. Tel. skrubbhevla v. skrubhøvle.

Skrubbskræma f. noget ualmindelig hæsligt eller frygteligt. VTel. (Vinje). Jf. Skogskræma.

skrubbsvolten adj. meget sulten, skrupsulten. Søndenfjelds, ogsaa paa Østl. hvor Ulv hedder "Graabein".

Skrubbæta f.- = Skrubba (Æder). Hard. Shl.

Skrudu se Skreda. Skruft se Skrift.

Skrugg m. Mest i bestemt Flertal "Skruggan(n)", de Underjordiske, Spøgelser. Nordl. (Salten, Folden, Steig). Jf. Isl. skrugga Torden.

Skrukk m. stor Rynke, dybere end Skrukka. Hall. Gbr. Østl.

Skrukk n.? Kun: "i Skrukk", sammenstuvet, sammensunken. Voss, Nhl. Shl. Ryf. Røldal, Tel. NGbr. "Siiga i S.", synke sammen. "Drikka seg i S.". "Detta i S.", falde saa det sammenstuves. "Da gjekk i S. nee-itte, baade Hest aa Kjerra". "Krypa i Skrukk, staa i Skrukk". "Eg ska danse deg i S."; Tel. "Du spilar meg i S."; Tel. "Løaa va tyngd i Skrukk 'taa Snø"; Ryf.

"Skrukka f. 2) Kurv osv." A. Innh. Namd. 3) indskrumpet fortørret Figur. Dal. Namd. Innh. "Ei Kjærringskrukk'".

Skrukl n. Skrammel, Skrab; især gammelt Bohave af Træ. Romsd. og fl. Jf. Skrutl, Skrakl, Skrikl.

skrukla v.n. give en sprukken, skramlende Lyd, noget dunklere end skrakla. Ndm. "Dæ skrukkla i Bjillaan". – Skruklbjøllaa f. Ndm.

skrukla v. a. og n. arbeide upaalideligt; jaske, fuske. Trondh. "Han skrukkla de tee".

skrukla adj. klumpet, noget sammenløben, om Mælk. Ndm. (Ædøy, Tingvoll). Jf. Skrukk, krukla.

Skruklskyr n. = skrukla Mjølk. Ndm.: -skjør.

skruklutt adj. krøllet; knudret. Berg.

skrukna v. blive skrumpen "skrukken", eller rynket, skrukkutt". Tel. skrukknast v. Nhl.

skrull adj. om Fartøi: tom for Last eller Ballast. SHelg. skraall NHelg. Jf. skrall.

Skrull m. liden Hob, liden Deel = Skryll; jf. Skroll, Skyll. Follo, Ringerike, Vald. ISogn. "Ein Skrull mæ Mjøl".

Skrulla f. stort grovt magert Dyr (Ko). Nhl. og IRyf.: dl. Se Skrolla, Skrylla.

skrulla v.a. faa Haaret til at staa op. Nhl. Voss, NBerg. Sdm. "Skrulla Haar" eller Skrulla-haar n. opsat eller opskudt Haar. "Eit Skrudlahove", Nhl. Voss. – Skrulla f. Faar med en Haardusk staaende op midt i Panden. SBerg.: dl. Jf. Skrull, skrull.

Skrulling m. En med fikse Ideer. Østl.

skrullutt adj. 1) ujævnt rynket; poset. Østl. 2) fuld af fikse Ideer. Østl. og fl.

skrulna v.n. blive noget mager og skrumpen; ældes. Ryf. skrulnast v. d. s. YRyf.

Skrult m. 1) Skalle; Bjergknold, omtr. = Skult, Skolt, Skultr. Hard. 2) skrutrygget Mand med ludende Hoved (ikke pukkelrygget). Rom. Hadel. Num. NGbr. Jf. Skrylt, Kryl(t). – skrulten adj. duknakket og høiskuldret, skrutrygget. Rom. osv. "Skrultin aav´r Aksline".

skrulta v.n. (ar), gaa med Hovedet ludende og Ryggen sammen- og opskudt; gaa luskende. Rbg. (Honnes).

"Skrum (u') n." A. Om Græs og Hø som indeholder meget uædeligt eller har lidet Næringsværd. Tel. (Rauland, Vinje og fl.): Skroom, "S.-gras". G. N. skrum Ordgyderi. Jf. skrum dvs. Skraaiis, Bohuslen.

"skruma (u') v.n. (ar)". A. 2) skjælde og smælde. ØTel. (Tinn, Hovin): skroomaa, skraamaa.

Skruml n. Bygning eller Værelse af overflødig Storhed og uhyggelig Tomhed; Skrummel. Østl.: Skroomm´l. – skrumlutt adj. skrummel. Østl. "Skroomlete Huus, Sal".

skrumla v.n. give en huul uharmonisk Lyd; larme med en dunklere Lyd end ved "skramle" og mere Resonans end ved "buldre". Nhl. Hard. Innh. Tel. Busk. (A.). "Skjelle o skroommle", Nedre Tel. – Skrumla f. skjældende og smældende Kvindfolk. Innh.: Skroomml'. – Skrumlebjølla f. stor Bjælde med "skrumlande" Lyd. Hall. Tel. Nhl. Innh. Jf. Skrum, Skruml. – Skrumlar m. Skrøytar. Hard.

skrumlen adj. med stort tomt Hulrum. Innh.




Skrumling f. Tusmørke. Ring. Vestfold: ooml. Jf. skroome, skrymsla. – skrumlemørk adj. tusmørk. Vestfold.

Skrump n. Tugt = Skrubb n. Hall.

Skrump m. 1, Bagdeel af Hest og Ko. ISogn.

Skrump m. 2, 1) gammel og skrøbelig, forfalden Ting. Sogn, Østl. "Gamal Skroomp te Huus, te Hage (Gjerde), te Gjevær". 2) n.? Skrammel. Skrumpebud f. Urydskammer. NGbr. (Lom): oo. Sv. Dial. skrump, vrå för skräp.

skrumpa v.n. (ar), 1) støde haardt imod noget. Hall. (Torpo, Gol). "Han skrumpa innaat so dæ vart äin hol Dunk". 2) broute. Senja: "skroompe aa skræppe".

Skrumpa f. storknoglet magert og daarligt Dyr (Ko) = Skrampa. Ryf. Tel. Hall. Østl.

Skrumpebjølla f. stor fiirkantet "Skrumlebjølla". Tel.

skrumleleg adj. 1) lig en "Skrumpa". Tel. og fl. "Skroompeleg o stoorboona". 2) skrummel = skrumlutt. Tel. "Skroompelege stoore Huus". – skrumputt adj. = skrumpeleg 1). Østl.

Skrumt m.? Mule + Næse paa Hest = Skon. Sfj. (YDale). – Skrymte n. d. s. Sogn (Hafslo).

Skrunda f. halvkredsformet Trækasse, maaske kun til Opbevaring af Fladbrød. NVTel. (Vinje, Rauland). "Brouskroonde". – Skrundemage m. fremstaaende Mave. Tel.: (oo, gj). Jf. Skryna; Sv. skrunda, en Sluffe.

Skrunt m. lidet Huulrum som er fleerdeelt ved faste Vægge; oftest = Nasaskrunt. Shl. "Epleskrunt", Kjernehuus i Æble; Shl. Sv. Diall. skroott. – "Hovudskrunt", Hjerneskal; dog nærmest: den hule Skal og de indre Beenvægge som sees naar Hjernen er borte. Shl. Jf. Skrumt.

Skrunta f. = Skrukka 2), Kunt. Hedm. "Fiskjeskroonte".

skrupna (u') v.n. indsvinde, krybe sammen = skreppa. Tel. (Moland, Nedre Tel.). Til skruppen = skroppen.

Skrupp (u') m. 1) indtørret og indsvunden Ting. Ndm. (Aure, Ti. Sunndal), Innh. "Aspaskrupp; Kallskrupp" (og "oopp"). 2) slidt og skrøbeligt Redskab af Træ. Ndm. Trondh. "Baatskrupp, Slee'askrupp, Tynnskrupp". Jf. Skrump; skreppa.

skruppa (ihop) v.a. (ar), sammenføie Træredskaber og Trækar upaalideligt. Fosn. "ihoopskruppa", adj.

skruppen adj. 1) indsvunden, sammenkrøben = skroppen. Er part. af skreppa. Tel.; Agder? (Som kvuppen, gluppen, dutten). 2) lig en "Skrupp": skrøbelig, affældig osv. "Skruppin Kar". Ndm. – Disse to Bett., som falde savidt nær sammen, tilhøre dog vel to Ord, idet skruppen neppe kan være part. af skreppa i Ndm.

Skrutl n. Skrammel = Skrotl. Voss, Sogn; Ndm.: Skruhl ("aa Skroot"). Jf. Skryte; Sv. Skruten, bräcklig. – Skrutlarbeid n. daarligt Arbeide; se skrutlen. Ndm.

Skrutl m. et Indtryk af skummel Skræk og skummel Uhygge; Gysen, Rædsel. SætB. "De f^uyer Skrusl´e mæ Bjønn´n", der følger osv. "Der va äen Skrusl´e i 'an ette St^eut´n". "Eg hev' äen Skrusl´e for han; han heve so stygg' äen Jelm´e".

Skrutl m. ru grov Karl. Ndm. Fosn.

skrutla v.n. gyse. SætB. "De skrusla i meg, eg bläi so ræædd´e". Ogsaa: "han skrusla seg"; SætB.

skrutlast v.n. opflises; opslides. Tel. (Bø): sl.

skrutlen adj. 1) fliset, ujævn; især: ujævnt, plumpt og hæsligt gjort, om Ting som er behandlede med Egredskab. Fosn, Ndm. Romsd. Sdm. Nfj.: skruhllin, -en. 2) fæl, forfærdelig; moralskt hæslig. Ndm. Innh. "D'e skruhlli te Veer"; Stjør. "Dæ va skruhlle gjoort"; Ndm. 3) svag, skrøbelig. Fosn. Skruhllin te gaa". 4) som indgiver Rædsel og Uhygge; barsk og skummel. Sæt. "Han æ so skruslen i Maali, heve slikt skrusli Maal". Maaske meer end eet Ord. – Skrutu se Skrota.

"Skruv (uu) n. 1) Top". A. ØTel. (Tinn, Hovin). "Skaapskruuv". "Grindeskruuv". "3) Hob Neg". A. Sæt.: 13 Neg. "4) Bræmme, Rundkant øverst paa Vanter og Strømper". A. Tel. "Votteskruuv, Sokkeskruv". Jf. Kyrkjeskruv; Regnskruv.

"Skruv (uu) m. 2) liden Kornstak". A. = Rauk. Nhl. (Fusa) og Ma. (Bjell.): Skru, tildeels n. 3) Tørvstak. Dal.: n.

skruva v.n. stige i Veiret". A. Om Ting som koger høit: "De skruuver upp". Tel. (Rauland). "De skruuär"; Smaal.

Skruva (uu) f. "Ha i Skruuo", have (Alkohol) i Hovedet. Nhl. (Fusa).

Skruve (uu) m. 1) Skrue. Gbr. og fl. 2) = Rauk. Shl.

Skruveklove (o') m. Skruestikke af Træ i Skomagerværksted. Nfj.: Skruue-.

skruvekoke se skruvsjoda.

Skruvetvinga f. og -tvingel m. Skruetvinge. Østl.

Skruvgjengla f. Skruegang. Shl. Kun i Fl.

skruvhærd adj. med børstet, filtet, "lurvutt", opstaaende Haarvækst. Sæt.

Skruvl (u') m. og n. vild stenig Kløft. NTrondh.

Skruvl (u') n. 1) noget som optager stort Rum; noget som er meget porøst. Ryf. "Iisskruvl", omtrent = Skroviis. 2) løs Besætning paa Klæder, Pynt og dl. Tel. 3) store Ord; Skryderi. Tel.

"skruvla v. 2) overdrive". A. Ryf. Røldal.

"Skruvlod f. Skruegang". A. Ryf.: Skruulø.

skruvlutt (u') adj. fuld af porøse Ujævnheder. Innh.

Skruvro f. = S.-moder; se Ro. Ndm. Innh.




skruvsjoda v.n. (saud), koge voldsomt op, ville koge over. Tel. (Raul.). – skruuvekooke d. s. Tel. (Kvitseid).

skruvutt adj. porøs, pibet. Fosn.

skruvvenda v.a. (er, e), snu ud ind eller op ned paa noget, vrænge. Tel. (Selljor, Raul.). "Skruuvænde Trøya". skruuvevænde, Tel. (Eidsborg). Se A.

Skruvvogn f. Caleche-Vogn. Tel.

skry, Skry se skryda, skryva.

"Skryda f." A. Nfj.: Skryde; Li.: Skrøa.

"skryda v.n. (er, dde)". A. Nfj.: skryde (ar); Tel. og Li.: skrya og skrøa (ar); Ringerike, Vestfold, Trondh.: skrø. – Skryd n. Harken; det opharkede. Ndm. Tel. – Skryd m. En som stadig hoster og harker. Nfj.: Skryyd'e. – Skryda f. = Skryd m. Sogn og fl.

skryda v.a. pynte. Helg. (Vefsn, Herøy, Hemnes): skry, skryyr, skryydd. Mest: "skry seg". – Skrydberg n. Bjerg, hvor Kvinderne pynter sig før de gaar ind i Kirken. Borge i Nordl. Skrydstall m. d. s. Gjerstad i Nordl. Ifølge anonymt Haandskrift i Trondh. Vid. Selsk. Bibl. – Skryels n. Pynt, Prydelse, Skrud. Helg.

Skryft, skryfte se Skrift, skrifta.

skrykkja v. a. og n. (er, te), trække eller trykke sammen saa der fremkommer Rynker; rynke; sammenstuve. Nhl. Voss, Hard. Ma. Rbg. NGbr. "Skreeo s-te Løo isaman". "Skrykkja paa Nos´æ". skrøkke ØMa. (Tveit). – skrykkjast v. blive rynket, sammenstuvet. "Løo skrykktest i Hoop" (av Snjo´n). – Til Skrukk.

skrykkjen adj. skrumpen, indsvunden. Voss.

Skryl (yy) m. opadgaaende Bøining paa Ryg, Tougverk osv.; Skrutryg = Skrult; Pukkel, sjelden; se Keil. Tel. Ma. Jf. Kryl, Skrylt. – skrylen adj. forsynet med "Skryl", skrutrygget. Ma. og fl.

"Skryll m." A. 2) en ikke meget stor Deel; lidt, dog mere end "Nys". VTel. Rbg. Ma. Mest: Skrydd´e. "De felar ein Skrydd´e paa Toonna". 3) Skrutrygg = Skryl. Li. (Eikin) og Sæt.: Skrydd. 4) Knold, liden "Knaus" i Ager el. Eng. Sæt.

skrylla v.a. trække sammen i ujævne Rynker. Østl. "Boota æ skryllt".

skrylla v.n. (er, de) skrolle = skrolla. Hard. (Kvamm): "skrydla, skryllde, skryllt". – skryllen adj. skrollende.

Skrylla f. stort grovt Hundyr = Skrolla. – skryllalig adj. lig en S. Røldal: dl.

Skrylle m. liden Deel. Sæt. "Aen Skryddi mæ Øl" = ein Sope.

skryllryggja adj. skrutrygget. SVTel.

Skrylt m. 1) Skrutryg = Skrult, Skryl. Tel.; Rbg. (Sæt. Aamlid): "Skryylt". 2) skrutrygget Person = Krylt. VTel. – skrylteleg adj. lig en Skrylt. – skryltevaksen adj. skrutrygget. VTel. – skrylteryggja adj.

skrylta v.n. (ar), skyde Ryggen op idet Hovedet sænkes; gaa skrutrygget (gjerne raskt) jf. skrulta. VTel. "Han skrylta avsta". "Skrubb skryltandi". – skrylten adj. tilbøielig til at skrylta, til Skrylting f.

Skryltesida f. den krumme, puklede, ydre Side af en bøiet Ting, et krumt Træ. Rbg. (Aamlid).

Skrympa f. = Skrumpa. Nhl. (Eks.). – skrympegje(ngj)en adj. af en Skrympa's Art; bleven til en S.

Skryms´l n. Spøgeri. Hard. (Ull.): Skrym´sul.