A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

skratlelæja v.n. skoggerlee = skratla. Hall.: skrahlelæji og -sl-. – Skratlelægt m. Skoggerlatter. Hall.: hl og sl.

skratlen adj. 1) skrøbelig osv. = skrakall 1). Rog.; VTel. og Agder: skraslen; Trondh.: skrahlin. 2) mager som en "Skratla". VAgder, Ryf. 3) skramlende, skvaldrende. Ma. "Skrasle Føre".

Skratleskjer (ee) f. = Skrataskjer. Shl. og fl.

Skratletein m. = Skaketein. Stjør.: Skrahl-.

skratt adj. 1) rank og rask; kjæk. STrondh. (Bynes). "Skratt Kar". "Gaa skratt". 2) adv. raskt. "Aa kjøre der, dæ gjekk skratt". ØRom. Odal.

Skratt n. høi skurrende Latter.

skratta v.n. (ar), om den umusikalske monotone Sang hvormed Huushønsene tilkjendegiver Velvære. Østl. og fl.

Skraua f. = Skrubba, Cornus svecica. Jæd. Vel for Skrauva. Jf. skrubba = skruva.

Skraua f. svagelig Person. Tel. (Rauland): Skroue. – ?skraua v.n. (ar), hoste smaat og tørt. Tel. (Raul.). – skrauast v.n. (ast), blive svagelig, næsten skrøbelig. Ryf. – Skraue m. svagelig, skrøbelig Person. Ryf. – skraueleg adj. svagelig. Tel. (R.). "Skroueleg' o skral´e (klein´e)". – skrauen adj. svagelig. Tel. (Tinn). – Jf. Skrøya, Skraa. – ?skrauen adj. frygtsom. Helg.

skrula v.n. (ar), bruge mange og store Ord; omtr. = skravla. Jæd. Skraular m. Brouter. Se A. Maaske for skrauvla; jf. Skrouliis se Skrauvl.

skrauta v.n. (ar), prale = skrøyta. Totn (V og Ø). – Skraut n. Praleri. Se A. – Skrautar m. Praler. Totn.

Skrauv f. (og n.), Skum. Li. Shl. Røldal, Voss, Sogn.

skrauv- forstærker i Sammenss. med adj. Til skrauva v. skrolle (Skrauv f.). Saaledes: skrau(v)stoor meget stor; skrau(v)sikker mægtigt sikker. Rom. (Aurskog, Høl.). skraastoor, skraasikker, som Skraaiis = Skrauviis, Skroviis. SSmaal. og fl. Mere udbredt og anvendt er skrov-; se d.

"skrauva v.n. (ar), 1) skrolle, optage stort Rum". A. Ryf. og Dal.: skröua; Rom. Odal og Smaal.: skröue (#-äu); Tel.: skrouve. "2) skumme". A. Sogn og fl. ØTel.

skrauven adj. brøstfældig, skrøbelig. ØTel. (Sauar). "Slee'an (Slee'en) æ saa skrouven, du kann riste 'n sund". "Eg blir skrouven aa gaammaal naa". Maaske til Skrauv (noget porøst); maaske en Udvidning af skrauen, se Skraua.

Skrauvhatt m. Top af Skum; Skumhat; fig. en Skvaldrer. Shl.: Skröu-.

Skrauvis m. = Skrovis. Land, Jæd.: Skröu(v)iis.

Skrauvklake m. = Skrovis. Ryf. (Saua).

skrauvkoka v.n. (ar), koge skummende, ville koge over; om Mælk f. Eks. Tel. (Bø). Se skruva, skruvsjoda.

Skrauvl n. = Skrovis. Ryf. (Suldal). – Skrauvleklakje m. d. s. Ryf. (Suldal). – Skröuliis m. d. s. Jæd. Jf. skraula.

Skrauvlarp m. Klump af Skum. Nhl. Voss.

skrauvstor, skrauvsikker se skrauv-.

skrava v.n. (ar), 1) skrige, om Kragen, = grava. Sæt. 2) braute. Hard. Skravar m. Brauter. G. N. skrafa prate. Se A.

Skravl n. stadig Hosten og Harken. Innh.

skravla v.n. stadigt hoste og harke. Innh. Jf. Skrøvl, skrøla. – Skravldall m. Person som s.

skravla v.a. og n. skrabe eller grave sammen med Møie og i Smaat; ogsaa: betle (sammen). Tel. (Heiddal, Bø og fl.). "Skravle mykjy i Hoop". "Skravle o skraa", tigge sammen; se skraa v. – skravla v.a. og skravla v.n. og skrava v. tør være eg. "grave, skrabe"; jf. skrabba.

"Skraa f." A. Skraan, Fl. Skræ´na(r), Skræ´dna, Rbg. VAgder, Hall.? Vald.?; Fl.: Skree, Trondh. Se ogsaa Skræda. "2) om Sko". A. Gbr. 3) sygelig Person? H. O. – "Bøna(r)s. Bannares. Geips.".

skraa (ut) v.a. (r, dde), udslide. Ndm.

skraa v.n. og a. (r, dde), tigge vedholdende og nærgaaende; trygle. Tel. (Tinn, Heiddal, Bø, Selljor). "Skraa i Hoop". "Skraa ette noko". "Skravle o skraa". Jf. "Skraa, Alterbog", H. O. (jf. skraava).

skraa v.n. (r, dde), klinge raslende og huult, som naar man kjører henad Skraaiis. Ringerike (Modum). Og: skrø; Ring.

skraa, skraa-a se skraava.

Skraaboll m. Pungbrok, især hos Galt. skraabolla adj. lidende af S. Sogn (Vik, Hafslo, Aurland): "Skraobodl"; Vald.

Skraagraut m. Grød lavet paa Talggrever. Ndm. Sogn. Se Skræda.

Skraa-is m. = Skrovis. SSmaal.




Skraal n. slidt og skrøbeligt Redskab. Romsd. (Eid, Veøy, Bolsøy). "Baats., Bøttes.".

skraaleg adj. skranten. Tel. (Selljor, Kvitseid). skræleg d. s. Tel. (Kvits.). Jf. Skraa.

skraama v.n. (er, de), glimre = skraama (ar). Gbr. (Vaagaa, Dovre).

skraama v.n. (ar), 2, mørknes, blive Skumring; ogsaa: dæmre. Hall. (Nes, Gol). – Skraameljos n. Tusmørke, om Morgen og Kvæld. Hall. (ljøs). – Skraaming f. mest = Kvelding. Hall. Hid maaske foreg. skraama. – ?skroome v. = skraama. Hall. (Hemsedal). Jf. Skrumling og at Skroome f. er = Skraama.

"skraama v.a. saare, ridse". A. Vald. 2) skrubbe; flænge. VAgder. "Hest´n skraamte (og -a?) a seg ei sto^ur´e H^euflingsa". skrooma v. ridse; skrubbe. mest "skrooma seg". VTel. (Mo, Eidsborg, Laardal, Rauland), Hall. (Hemsedal, Gol). "Eg skrooma meg so eg æ raalike". "skrooma" synes maatte være for skruma. Se flg. (I Hall. lyder det maaske skroome).

"Skraama f. 1, Skramme". A. Skroome, Hall. (Hemsed. Gol); Skrumme SSmaal. Skroomu d. s. Tel. (Eidsborg, Laardal) og Skrooma Tel. (Mo); ialfald disse to Former synes maatte være Skruma. Jf. Sv. Dial. skromma, hål i et ruttet träd.

"Skraama f. 2." A. Shl. "skraamen", A. Ryf.

Skraama f. 3, tynd Skorpe; især tynd Iisskorpe, Iisskraama; næsten = Skrovis. Ryf.; NGbr.: -e. Ogsaa: Iisplade af sammenfrosen Snee. Ryf. Maaske, trods Skraame, for Skroma, jf. Skrum. Sv. Diall. skrumma, skorpa; skrum, skrofis.

skraamutt adj. fuld af Skrammer. Ndm. og fl.

skraamøygd adj. = spronøygd. Jæd.

"skraana v.n. tørres". A. Ryf.

Skraap m. magert Dyr, overh.; især mager Ko; se A. Sfj. Nfj. Romsd. Skraapa f. d. s. Sfj. Romsd. "Ei Kuskraape". – Skraapgeit f. mager Gjed. Helg. Jf. Isl. skrápr, Haiskind. – skraapen adj. mager og knortet ("rubbin"). Sfj. Nfj. Nordl. – Skraapetorsk m. Sfj.

skraapaa se skrapa. – skraataa se skrata.

skraasikker, -stoor adj. se skrauv-.

"skraava v.n. (ar), knirke, skrabe". A. Ryf. Gbr. skraova og, mest, skraoa; ISogn, Voss, Hard. skrjaoa, Hard. (Ulvik). Ogsaa v.a.: "skraave Loort´n 'taa Skooaam sine"; "skraave uut Golve", tilsøle Gulvet ved Smudset under Saalerne. NGbr. Jf. skraa, skrø. – Skrjaoe m. tør Ting som rasler naar man haandterer den.

skraava v. a. tilsøle? Romsd. (Aukra). "Skraave se uut", tilsøle sit Skotøi. skraa-a Ndm. (Ædøy, Tingvoll). skraa Meddal. Dunkelt, se foreg. hvormed det maaske er eet. – Skraaviis se Skrovis.

skre se skræ, skræda. – Skre, Skrea se Skreda.

Skrebba f. magert og knoglet, vantriveligt Dyr. Shl. Vestfold. Jf. Skrabb.

Skreda? f. 1) slet sammenhængende skrøbeligt Redskab. Innh.: Skrudu; Namd.: Skroodoo (#- Skraadaa). "Slaadaaskrudu; Sleeaskroodoo (og Slaskraadaa?)". 2) medtagen skrøbelig Person; Stymper = Dalk, Krekkj(a). YNdm. "Ei Skreeaa te Kar; ei Ræddskreeaa". Skree, Ndm. (Rindal). Skrudu (og oo); Innh. Namd. 3) lidet svagt og frygtsomt Væsen. Nhl. (Haus, Masfjord): Skræa, Skreea; YSogn: Skree-e; Stjør.: Skrudu. Jf. Kreda; sammenlign Skrida, Skræa.

skreden adj. ussel, svag = skral. Nhl. YSogn: skree-en. Maaske: skriden.

skredla se skrella og skrædla (skræda).

Skredom n. Usling, Stymper. Sfj. (IDale, YDale). "Han gjekk dar so eit Skreedoom all sin Dag, aa vann seg ikkje te noke".

"Skreid f. 2) Stiim". A. Ndm. "3) = Skrida". A. Namd. "Fjoor´n ligg´e so ei Skrei", naar den gaar hvid. SBerg. "4)". A. Busk. 6) Gliden, Glid; ogsaa: Mærke efter Gliden, Spor. Agder, Rog. "Koma paa Skrei, paa Skrei´æ", komme paa Glid, i Gang. "Dæ gjekk so reint a Skrei´æ", af Sporet, forkjeert; Dal. "Dæ gjekk øve adl´e Skrei", over alle Grændser; Jæd. "Skiskreid" = Skilaam; Agder. "Snigleskreid", Hard. – "O du stoora Skrei!" = du stoora Rygd. Agder, VTel.

"skreid adj. hældende (skred)". A. Vestfold. Rom. 2) glat, som en iisdækket Vei. Ma.

"skreida v.a. (er, de)". A. 3) lade glide, faa til at glide; f. Eks. lade et Staal-Redskab glide henad en Slibesteen (eg. omvendt). Sæt. Ma. Dal. "Eg skreidde bare Ljaa´n liite". – "skreie seg", flytte sig til Side; VTel. "skreia seg", se flg.

skreida v.n. (er, de), glide op, løse sig op; om tvundne Ting, som Tougverk, Liintraad. Sogn (Vik, Aurland). skreia seg, d. s. Sogn. G. N. skridna d. s. – skreiden adj. om Traad som let glider op. Sogn.

Skreida f. Irettesættelse. Ryf. Nhl. Sogn.

"Skreida f. Luge osv." A. Rbg. (Aamlid).

Skreideloka (o') f. Skodde, Slaa. Rbg. (Aamlid): Skreieloke; Tel. Skreiloku.

skreidla v.n. (ar), glide paa Iis el. Snee = skreida seg. Shl. (Stord): skreila. – Skreilebakkje m. = Skreidebakke. – Skreil n. Gliden. "Skreila Footskreil".

Skreidmodd m. = Skreidtorsk. Ndm.

skreidna v.n. (ar) = skreidla. Shl.: skreina. – Skrein n. = Skreil. "Slaa Footskrein". Shl. (Fjellber, Fitja).

Skreidskaut n. det Skjød paa Raaseil som holdes færdigt til at fires. Sogn.

Skreidsko m. et Slags Skøyte. Sogn.

Skreidsla f. Gliden; Glidebane, Glidespor. Nhl. YSogn. "Skriia sama Skreitlo". – Skreitlebakkje m. = Skreidebakke. –
"Skreitlebraut f. eller Skreitlerenne n. Spor efter Glidning (paa Ski især); Glidebane. Nhl.

Skreil, skreila se skreidla. skreina se skreidna.

Skreiligheid f. noget besynderligt; Besynderlighed. Li. (Eikin), Dal. (Lund). Vel en Forvanskning.

skrein adj. mager, kraftløs; om Jord, Smør, Folk osv. = skrinn. Rom. Oslo, Smaal.

skrekall, skrækall se skrikall.

skrekla v. lee høit og skurrende = skrakla, skratla. Fosn. "Skrækl´ aa læ". For skrikla.

"Skrekling m. = Krekling". A. Gul. Jf. Skvæk. 2) skrøbelig Person. Gbr. (Fron og fl.). Jf. maaske skrika (').

Skrel (ee) m. (plur. ar), svagt og magert Dyr, især Faar. Nfj. (Stryn, Honndal, Innvik, Gloppen, Eid; samme Steder "Mæle"). Skreelesäud m. Nfj. ISdm. – Skrela f. et magert svageligt og kræsent Dyr. Romsd. Ndm.: Skreel(e). – Skreelkrøter, Skreelsäu, Romsd. Ndm. Ork. Kræsenheden peger mod Skræl.

skrele (ee) adv. (adj. n.), usselt, jammerligt. Sfj. (YDale). "So skreele so ho foor aat, daa!" Dunkelt. – skreele se skrædeleg.

Skrell n.? ”Gaa i Skredl”, gaa i smaa Stykker med et Smæld. Shl.

Skrell m. Smæld." A. 2) Ry, = Gjetord. Tel. (Kvitseid). Jf. Skroll. 3) Knæk el. Brist i Steentøi, oftest kun i dets Glassur, i Egg osv. Gbr. og Totn: Skræⁱll.

"skrella v.n. (skrall), skralde". A. Tel. Oslo. 2) faa Brist eller Knæk, se Skrell. Totn. Gbr. "Kopp´n skræⁱll´r oopp", Totn.

"skrella v.n. (er, te), lee høit osv." A. Nfj.; Ryf. og Røldal: dl. – Skredlelaatt m., mest om Kvinders Latter. Ryf.

skrella v.a. og n. (er, te), frembringe "Skrell", faa til at "skrella" (skrall). 1) slaa isammen eller til, saa det skralder; klemme til = smella. Hall.; Voss, Nhl.: skredla. "Han skrællte att Huul´ee (Hurd´ee)"; Hall. "Ho skrællte so i Dø`ro"; Hall. "Han skrællte tee 'o"; Hall. 2) frembringe Brist; knække f. Eks. Eggeskal. Gbr. Totn.

"Skrella f. Skralde". A. Nhl. Jæd. Dal. "Hestaskredla, Mara-, Kraake-".

Skrella f. 1) stort og storknoglet magert Dyr. Shl. og Ryf.: dl. 2) Raaseilsjagt eller -baad. Sogn (Vik, Leikang og fl.): dl.

skrella v. se skrædla.

skrellande adv. bristende; knagende. "Høye æ skredlande tuurt". Shl.

Skrelleslag n. 1) voldsomt Slag som virker paa hele Kroppen. Oslo (Bærum). 2) = Skrellelaatt. Nfj. (Davik, Eid). "Han sette i eit stoort Skreⁱlleslag".

skrellen adj. til skrella. Sogn. Mest: "skredlen i Maole", med høi larmende og noget tynd Stemme. – skren se skrinn.

skrene (ee) v. glide; for skridna. Sfj. (Brem.).

skrenja v.n. (ar), lee med bred Mund, lee brægende eller brølende; mest om Mænds Latter. Røldal; Hall.: skrænji (aa læji).

skrensa v.n. (ar), 1) glide af Mangel paa behørig Friction (Gnidning). Sogn, Voss, Hard. Shl. Nfj. Ryf. Ma. "Räem´æ skrænsa(r)". "Lat skrænsa da, sa Skriivarn d.... i Brookji". 2) om Landskab: strække sig hen imod, ligge op til, grændse til. Shl. Hard. Senja. "Røldal skrænsar nee imoot Suldal". "Dæ skrænsar so tee, skrænsar burt imoot". Ogsaa: s. seg, Hard.

skrensla v.n. = skrensa 1). Hard.

skrenta v.n. (ar) = skrensa 1). Tel. (Holla).

Skrepp m. Mølletragt = Teina, Vida. Østerd. Gul. Stjør. Ndm. "Kvæⁱnnskræpp".

"skreppa v.n. (skrapp), styrte". A. NØsterd.; om Ærter, og lignende som falder med Drysningslarm. "2) indsvinde", A. afmagres. Land, Hadel.; Supinum: skröppi og skræppi. Tel.: Supin. skruppi.

"skreppa v.n. (er, te), rose osv." A. Vald. Hall. Ma. 2) kagle. "Høno skreppe". Jæd. (Gjæstal). 3) falde stærkt i Øinene; synes stort og glimrende, "gildt"; prunke. Vestfold og fl. 4) "Gryyto skreppe", naar det brænder i dens Sodbelæg. Nhl. (Fusa).

"Skreppa f." A. 2) Mølletragt. Helg.

Skreppa f. 1) stort og storknoglet Dyr som ikke vil tage Huld. Hard. Jæd. Vestfold og fl. 2) magert og noget afældigt Menneske. Romsd. Salten. "Kjærringskræpp(e)". Jf. Skrumpa, Skrubba, Skrebba. Til skreppa (skrapp).

skreppeleg adj. indskrumpet og storknoglet, lig en "Skreppa". Tel. Sæt. – skreppen adj. d. s. Hard. Jæd. Tel. Sæt. – skrepputt adj. d. s. Vestfold.

Skrepping f. Rosen, Pralen osv. Hall. osv.

skretten (e) adj. som let faar Kvalme el. mister Appetiten ved ubehagelig Paavirkning gjennem andre Sandser end Smagen og Lugten, f. Eks. ved hvad han seer eller hører om; = Eng. squeamish. Rbg. (Evje, Sæt.), Ma.

"Skrev (e') n. Skridt, Skræv". A. Skriv (i'), Sogn, Dal. Agder, VTel. "Sitja te Skrivs".

"skreva (e') v.". skriva (i'), Dal. Agder, VTel.

skrevall (e') adj. som gjerne "skrevar". NGbr.

Skrevgeit (e') f. om føitende Tøite. Ryf.

Skrevil (ee) m. Pusling, Skrælling, Svagling. Innh. Namd. og fl. Jf. Krevil; skravla. – skrevilaat adj. skrællingagtig. NTrondh.

skribbera seg (i') v. klage (sig), jamre sig, klynke. Sogn, Sfj. Sdm. skriibere YSogn (Ladvik); skreebbere Sdm. (Hjørungfjord). Ogsaa = kvida (seg), gremsa seg; Sfj. G. N.

skriptbera sik, gjøre sit Skriftemaal.

"Skrid (i') n." A. 2) Skred. Tel. og fl. "Dæ gjekk eit Skree". Er dog altid noget mere abstract end "Skrida", den nedglidende Masse.

"skrida v.n. 3) glide for Morskab". A.
Vestfold (Hov): skriie. (Neppe i Ma.). 4) skyde Aks = skjota. Rbg. VAgder, Jæd.

”Skrida (i’) f. 1) Skred”. A. Skriu, NGbr. (Lesja), "Sjoskriu"; Skreeu Tel. og fl.; Skreeo Vald. Gbr. (?); Skree-e SVTel. Rbg. (og Skrie?); Skrøaa Ndm. (Øksndal, Tingvoll); Skru-u Ndm. (Rindal).

skridda v. (ar), gaa let glidende og stille; liste sig frem. Sæt. Maaske: skridde < skrilla < skridla. Se skrilta.

"Skridelaup (i') n." A. YSogn, ISogn. Skree'eläup, Sfj.; Skrøaaläup, Ndm. Skree'elop (o'), ISogn. 2) Sted hvor Skred jævnligt gaar ned; dyb Rende, Kløft eller liden Dal efter Skred. Shl. og fl.

skriden part. om Ager: som har skudt Aks. Agder og Jæd.: skree'en (og skri'en?). Til skrida. – skridna se skrene.

Skridjørve (i') m. nedgleden Gruushob, "Jørve", især som har dækket sig med Græs. ISogn (Lærdal): Skree-jorve. Skreejørv og Skreeajørv, -jærv n. d. s. Vald. (Vang); meddeelt.

Skridodal (i') m. liden Dal fremkommen ved jævnligt nedglidende Skred; omtr. = Skridelaup 2). Vald. (SAurdal): Skreeodal (og Skriu-?).

"Skrift f. 4) Skrifte". A. Skryft; Vestfold, Tel. Hall. Gbr. 6) Irettesættelse, Gjennemhegling, Skrabe. Vestfold, Tel. Hall. – "Staa Skruft", staa Skrifte, blive irettesat. Totn. – Skrifthus n. Sakristi. Gbr.

"skrifta v.n. (ar), skrifte". A. skryfte; Vestfold, Tel. Sæt. Hall. skrypta, -e; Ma. (Aas.), Sæt. 2) v.a. skrifte, tage i Skrifte; ogsaa: revse aandeligt; irettesætte, gjennemhegle. Vestf. Tel. Sæt. Hall. Ma. Skryftemaal n. Skriftemaal. Falder formelt sammen med "skryfte" dvs. udbanke Korn, Østl.; ligesaa i Sv. og D. Diall.

Skrik (i') n. (vedvarende) skrigen; Skrig. Rbg.; Ryf. og NGbr.: Skreek. "Ravnaskreek"; Skriik n. enkelt Skrig; sammesteds.

skrika (i') v.n. = skrikla, om Fugl. Helg.

skrika (i') v.n. 1) glide = skrikast, gletta, skrida. Ryf. "Eg skreeka ænda aa sloo meg". 2) vakle, forskyve sig = leeka. Gbr. (Fron), Land, Rom. Odal og fl. "Boole staar aa skreekar". "Sleean, Horv´a, Dør´a, Stool´n skreekär". Jf. skrakall, skraken.

skrikalaus (i') adj. = leekalaus. Gbr. Land, Rom. Odal, Solør. "Skreekalöus Sleea".

skrikall (i') adj. = skrikalaus; skrøbelig. Gbr. Land, Hadel. Totn, Rom. Solør: skreekall og -æ-; jf. skrakall.

"skrikka v.n. 1, hoppe". A. Vald.

"skrikka v.n. 2, huje osv." A. udstøde korte gjentagne skrabende Lyd, som Agersnarren og Skaden. Sfj. Ryf.

skrikka seg v. (ar), flytte sig lidt, rokke sig. Jæd. (Haa, Klep og fl.). skridka?

Skrikkand n. Hop. Hall. "Kalv´n took S-e".

skrikkande adj. hoppende osv., til skrikka. Hall.

Skrikka f. mager og svagelig Ko. Tel. (Rauland, Laardal).

Skrikl n. 1) = Skrakl n. STrondh. 2) magert og yderlig vantrevent Dyr. Sogn, Voss. Skrikla f. d. s. Nhl. Voss.

skrikla v.n. 1) huje, juble; mest om Børn = skrikka. NØsterd. Gul. Og: skreekle se. 2) om Fugl = skrata, skikla (lystigt). Ndm. "Skjuur´a skrikkla". 3) knirke, knarke og skrabe, om Ting som hænger løst eller Indretninger som er løse i Fugerne, omtrent = skrakla. Nordl. 4) gaa skrøbeligt og smaat og (ligesom) med Knarken i Ledderne. Voss.

skriklen adj. tilbøielig til at "skrikla" 2) og 3); lig et "Skrikl"; skrøbelig osv. Nordl. Nhl. Voss, Sogn. "Skrikklen te gaa". – skrikklevoksen skrøbelig af Bygning. Nhl.

skrikta v.n. (ar), lee høit kaglende og skrigende, omtr. = skrata; jf. skrikka, skrikla. Ryf. "Skrikta a læ". – Skrikta f. i "Nordanvindsskrikta". Ryf.

skrikutt (i') adj. = skrikall. Rom.: skreekate.

skrilta v.n. (ar), 1) gaa let stille smaat og halvt glidende, som paa svag eller skraa Iis; glide, liste sig frem. VTel. Rbg. (Aamlid, Bygland). "Iis´n va veik´e, men eg skrilta meg yvi liikevæl". "Katt´n skriltar fram, fysst han vi taka Muus´ee". Ogsaa: "Skrubb´n skrilta seg paa Skroviis´n". "Skrilte seg fram paa Skaren". 2) maale med Længdemaal forsigtigt og knapt (glidende). Rbg. (Aamlid). Oftere: skriltemæle v. Aamlid. Skriltemaal n. – Jf. skridda, skrisla; Sv. Diall. skrilla (for skridla?), glide paa Iis osv.; skrillsko, Skøyter.

"skrima v.n. (er, de), 1) skimte frem". A. Rom. "2) see dunkelt". A. Follo, Smaal.

skrima (ii) v.n. (ar), lyse svagt af Dag, i Aftenskumringen (maske ogsaa Morgendæmringen). Indr. STrondh. (Børsen). G. N. skrim, n. svagt Lys.

Skrimsl f. 1) svag Lysning, Skimt = Skrimsla. Rbg. VAgder. "Ei Skrimsl av Dagjn, Vegjn". "Dagskrimsl". 2) Skrymsl´a f. defin. Skumringen. ØTel. (Sauar).

Skrimsl n. 1) Skimt; svag forsvindende Lysning; f. Eks. af en Lygtemand eller andet fosforescerende. Ryf. Jæd. og fl. "Eg saag 'an so(m) eit Skrimsl". 2) tyndt usammenhængende Lag som skiller sig ved sin Farve fra Underlaget. Tel. Sæt. VAgder, Dal. "Eit liite Skrimsl av Myk, av Snjo". "Snjoskrimsl". "Legg upp eit Skrimsl av Staurar ivi Bjelkane!" "D'æ kje verdt du gjæng paa de, d'æ barre eit Skrimsl".

"skrimsla v.n." A. lyse svagt. Dal. VAgder. "Dæ skrimsla a(v) Dagjn". 2) v.a. og n. skimte, see utydeligt. Shl. Jæd. Ryf. "Dæ va saa vidt eg kunne skrimsla Steinane, skrimsla aa sjaa te slaa". 3) vise sig som et tyndt usammenhængende Lag. Tel.
(Kvitseid). "Dæ skrimslar utivi liite". 4) v. a. og n. sprede i et tyndt og hullet, "grise",, Lag: Tel. (Kv.). "Skrimsle utivi".

"Skrimsla f. 1) Skimt". A. Dal. "Dagskrimsla". "2) Spøgeri", A. et Spøgelse (concret); Sogn. Skrimsle n. Spøgeri, Spøgelser. Sogn.

skrind adj. dvs. skrinn. Hall. Tel. (Vinje).

skrinjast v. (ast), = skrinnast. Voss.

"skrinn adj." A. skreen kjødløs, Sogn (Hafslo og fl.), Hard. (Ulvik); skræn og skræen ISogn; skrein Rom. Oslo, Smaal.; skran Voss, Sogn, Hall.; skranen Sfj., jf. Skrane. – Skreenaboog m. tør, mager, Bov; mager Person. Sogn.

skrinna v.a. (er, te), udmagre, udmarve. Ndm. (Sunndal). "Skrinn' uut Joora".

Skripa (ii) f. kjælen, blødagtig Person. Østerd.

skripa (ii) v. "skriipe se", være eller gjøre sig vanskelig: a) kræsen, især om Smaabørn. b) vred, om stridslystne Folk; yppe Kiv = alka. Hall. "Han took te skriipe se paa'n". Skriipafant m. stridslysten Person. Hall.

Skripaleik (ii) m. Forkjælethed; Fordringsfuldhed. Hall. (Gol) og fl. Ogsaa: Skriip-.

skripall (ii) adj. kjælende, kjælen. Vald.

Skripaluna f. Anfald af Lyst til at "skriipa seg". Hall. "Dæ took 'n äi Skriipalunæ". Og Skriiplunæ.

Skripbarn (ii) n. Barn som er ”skripe”. NGbr.: -baan.

Skripefyl (ii) n. forkjælet Føl, f. Barn. Vald.

"skripen (ii) adj. 1) og 2)". A. Gbr. Ndm. Østerd. 3) (1) fuld af Kjælenskab dvs. kjælende; utaalmodig, længselsfuld, overhængende, ængstelig af Kjælenskab. NGbr. Vald. og fl. "Eit skriipee Baan, ei skripee Moor; skriipee eettee Moor´n". 4) smaatærende især af Svagelighed; krsen. Innh. Namd. Helg. 5) vanskelig, fordringsfuld; om Børn. Hall. 6) nærgaaende, trættesyg = alken. Hall.