A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Smol (o') m. (n.) Larm, Smælden. Romsd.

Smol (o') n. Knusningsprodukt; Splinter, Støv. Til smola. Romsd. Trondh. "Steinsmol" (ö#-aa), Stjør. "Iissmöl" (ö#-ä), Gul. (Soknedal).

"smola (o') v. a. knuse (med Larm)". A. Ndm.: smaala; Gbr. Totn, Trondh.: smaalaa. 2) opsmuldre. Oslo (Bærum, Aker): smaala. 3) gjøre Larm; tumle. Ndm. og fl.: smaala og smaalaa Gbr.

Smola (o') f. Smule. Gbr. Rom. Oslo, Ringerike, Totn, Vald.: Smooloo; sjeldnere (Rom. Oslo): Smoolu; Smøle SSmaal. – Smole m. d. s. SHelg.: Smaa(l)la. – Smooloograatar m. = Smulegraat. NGbr. (Lom).

Smoldr m. Larm af "Knusning". Namd.: Smaaldr. Til smala, smola.

"smolla v. fnise". A. Hard. Shl. Ogsaa: lee eller smile med Behag, med Lyst paa. Nhl.: smodla. Hertil: Smodl Lyst, se Smaul. – smulla v. d. s. Shl.: smudla. Smudl = Smodl. Shl. – Jf. G. T. schmollen dvs. smile.

Smolla (o') f. klarning eller Ophold mellem Byger. Tel. (Sellj.). Jf. Smeikjeglenna.

Smolog (o', o') n. Gjed el. Faar; se Smale. Lyder: Smolog, Rbg. (Gjøvdal og fl.), Tel. (Kvitseid og fl.), Ryf. Shl.; Smaalog, -laag, Shl. Ryf. Jæd. Dal.; Smolöug (el. Smaa-), Hard. (Odda, Ullsv.); Smaalöu, Jæd. Dal.; Smaalo, Ndm. Fosn; Smalöu, Dal. Ma.; Smalu, Ma.
(ligesaa Færøyar); Smalung, Ma. (Holum). "Eit sjøldöua Smolöug". "Eit Radesmalu". "Mjaalkasmaalo".

smorla v. glatte, afpudse. Sfj. (Førde).

Smota (o') f. 1) Smuthul. SGbr., (Øyer), Innh. og Gul.: Smootoo og Smutu. 2) smal Gang, Smug mellem Huse. Ndm. (Aure): Smaataa; Gul. og Stjør.: Smutu. Jf. smota.

smota (o') v. a. (ar), 1) befordre eller anbringe raskt og hemmeligt; putte; stikke (ind); liste. Tel. (Rauland, Laardal, Selljor, Kvitseid). "Smota oonda Pængar" = mota. "Smota burt". "Smota i ein noko" = "løyne i ein n.", give En en Stikpille ("eit fiint Fuuloor"). 2) tage Hyllet af med et raskt Snit; jf. smookka. Tel. (Kvits. Sell. Vinje). "Smota Eple", klemme Kartofler ud af Skallet. smuta (u') d. s. Vinje. 3) v. n. smutte. Stjør.: smaataa. Jf. smuta, smyta, smøyta; smita; muta, myta, mota.

Smott (o') m. Fingerhætte = Smokk. Tel.

"Smott (o') n. = Smotta". A. Ndm. ISogn.

Smudl, smudla, smugla (Hard.) se smolla.

smugga v. n. (ar), gjøre noget i Smug = mugga; især: drikke i Smug = smuggedrikka. Tel. (Kvitseid).

"smukk adj. gavmild". A. Sæt. Salten. 2) forekommende. SætB.

"smuldra v. a." A. 2) smule = muldra. Østl. 3) skjære Stof op til Unytte = smukla. Sogn.

Smuldra f. lidet Stykke; Smule. Tel. (Mol.).

smulka v. n. (ar), smile dulgt. Ryf. Sfj. "Han smulka gott unde Hettaa". Smulk m. dulgt Smiil.

Smult n. = Smolt. Hall. Østl.

smuska v. n. (ar), lee i Skjægget, lee dulgt. Hedm. Rom. Vestf. "Han smuske aa loo".

smusla v. = smuska. Hall. Busk. Oslo, Rom. Sv. smussla, göra något i smyg.

smuta (u') v. n. (ar), tale sagte; lee inde i sig; omtrent = musa. Tel. (Vinje). Jf. smota osv.; T. D. schmutzen, smotzen, smile.

Smutt m. 1, Fingerhætte = Smott. Tel. (Bø, Selljor).

Smutt m. 2, Smule, Gran = Smitt, Mutt. Ryf. Nordl. Ma. "Alre Smutt´n", ikke en S.; Ryf. "Rutt o Smutt"; Ma.

Smutt n. d. s. SætB. og V. Sv. Dial. smutt, liten hop. Jf. Mutt.

Smutta (u') f. Split i Klæder = Smotta. Jæd. Tel. Rbg. "Stakksmutta".

smutta v. a. (ar), = smokka. Tel. (Bø og fl.). "Smutte Eple". "Smutte oto". smytte, Tel. (Fladdal).

Smyg (yy) m. En som "smyg´r" dvs. trænger sig listeligt, kryber, smutter, ind eller igjennem; en Kryber. Østl. "Haslesmyygn". Til smjuga.

smygall (yy) adj. tilbøielig eller dygtig til at "smyge", se foreg.; krybende; lavt indyndende sig; ufreidig. Oslo, Follo, Vestfold. smygen adj. d. s. Østl. G. N. smugall.

smygla v. n. indynde sig paa en lav Maade, især ved Sladder. Hadeland, Land. Jf. foreg. – Smygl m. En som "smyglar".

Smygstol m. se Smøygjestol.

Smyllro, dat. pl. "Slaa i Smyllro", slaa i Smadder, Kvas. Sæt. Meddelt.

smyta (yy) v. a. liste (bort, frem), = smiita. Se A. Infinitiv: smyta (og smuuta?) og smyte; Nhl. Hall. Vald. og fl. Imperfekt: smaut; Sogn (Lustr, Aard. Lærd. Leik. Bal. Vik.), Nhl. Nfj. Hard. (Kvam, Ullensv.). Supinum: smote (o'); Sogn (Lustr, Aardal, Lærdal, Vik), Shl. (Str.), Hard. (Kvam). Jf. Smota, smota, smuta, smøyta osv.; Smutt = Smitt; Ældre T. smutzen og smizen, slaa, kaste; Eng. smut og (1585) smit (Sv. smet) Smuds.

Smytte (y') n. Smuthul osv. = Smeete. Rbg. (Aamlid, Sæt.), VTel. 2) Aabning hvorigjennem smuttes; saaledes i Klæder. Hard. Tel. (f.?) og fl. – smytte v. se smutta.

Smæe n. hvad der er smaat i sit Slags; saaledes om Smaabørn, Smaakort. Tel. (Laardal). Se A.

Smæe m. Smaafæ = Smæe n. A. Gul.

Smæle dvs. Eldsmæle. Østerd. (Elvrom).

"Smære m." A. Tel. – smære se smaa.

smætta v. a. (ar?), gjøre smaa, fiint fordele. Ma. (Bjell. Otrnes, Halsaa), Rbg. (SætV. Honnes, Evje), Ned. (Fjære): smææt(t)a, smæætte og smætte (ikke) smette). "Smætte Vee", hugge Ved smaa. "Smæætta Myk, Mold", knuse og sprede Møg, Muldklumper. G. N. smætta (ad).

smætten? adj. sødtalende. Li. (Hægebostad, Fjotland): smææten. Vel eg. som gjør det fiint, glatter; til foreg. smææten : smæætten = Drææta : Dræætta = Tæte : Tætte. – Smøle se Smola. – Smöl se Smol.

"Smør n." A. Smaar, INdm. (Sunndal).

smøra v. afgive Smør, om Ko og Mælk. Dal.

smørblid adj. overdrevent, lidt kunstlet eller smidskende, blid. Udbredt. Det hedder ogsaa: "blii som ei Smørøskje", Tel. Gbr. og fl. Maaske dog opr. "smereblid", som ogsaa synes forekomme. Jf. fjaag.

Smørdragning f. Smørudvinding, Meieriudbytte. Ryf.

smørgod adj. om Ko og Mælk som afgiver meget Smør. NGbr. (Lom).

smørlinn adj. = smørblid. Rom. (Sørum).

Smørskjel f. et Slags stor næsten kredsrund Musling, hvis Skal siges være brugt som Smørassjet. YSdm.

Smørsolta (o') f. Smørlage. Hard. (Ullsv.).

Smørøskja f. = Smørask. Tel. Gbr. og fl.

smøygjeleg adj. overdrevent (mistænkeligt) tilbageholden; undseelig; ufreidig = smygall. Til smøygja (seg). Tel. Ma.

Smøygjeskurd m. Udskjæring eller udskaarne
Figurer med Linjer som bugter sig ind under hinanden. Rbg.

"Smøygjestol m." A. Tel. Smøy-stool, Rom.; Smei-, Odal. Smyy(g)stool, Trond. SSmaal. – smøykje se smeikja.

Smøygjevev m. = Dokkevev. Tel. S-plagg n.

smøyta v. a. (er, te), 1) liste osv. = smota. Tel. (Bø, Sellj. Kvits. og fl.). "Smøyte oonda". "Smøyte noko tee ein". "Smøyte seg fram". "Han smøytte (smøtte) seg av Gare". 2) v. n. trække sig tilbage og gjemme sig, mest om Smaabørn (halvt undseeligt og smilende). Ned. – smøyten adj. tilbøielig til at smøyta. Ned. og fl. Til smyta, smuta, smota osv.

"Snabb m." A. Ned. Sogn. Sköuär., Smaal.

snabba v. (ar, a og de), 1) naa sammen til Nød, mødes med Enderne ved Tøining. Dal. "Dæ va saa vidt dæ snabde i Hoop" eller "tee". 2) rapse, smaastjæle. Sogn. Jf. snava.

Snadd m. 1) fremstikkende Spids: a) opstikkende Pig af Træ eller Busk = Gadd. Rbg. VTel. Ma. "Einersnadde". Snadde m. d. s. b) Snip eller Odde af Skov eller Agerland. Vald.; Gbr. Ring. Odal, Totn: mest Snäⁱdd. "Skooga(r)snadd; Sköusnäⁱdd". 2) liden Baad som er spids i begge Ender. Li. Jf. Ang. snæd, Eng. snead Knag paa Leeskaft. Se A.

snadda v. (ar), 1) berøre let; streife. Ryf. Num. (Nore). "Snadda innpaa". "Kula snadda inntee mee". Jf. snudda. 2) rapse. Ryf. Shl. Hard. Voss. "Snadda aa snaska". – Snadd m. en Rapser, Smaatyv. – snadden adj. rapsende.

Snafs m. Bid, Stump = Snabb. Hall.

"snafsa v. n. (ar), snaske". A. = nafsa. Søndenfjelds. 2) snappe, nappe. Hall. "Hund´n snafsa ette mee". 3) snappe, rapse. Tel. Hall. NGbr. "Han snafsar o stel". – snafsen adj. tilbøielig til at snafsa.

Snag n. 1) fremstikkende Spids = Snadd: a) Pig. SætB. og V. Sogn. b) Odde = Snage, se A. Hard. 2) kollektivt: afløvede (piggede) Kviste af Løvtræer. Tel. (Tinn, Selljor). 3) Spids; spidst Punkt. Dal. "Dæ laag paa Sna´gje", paa Vip. Eng. snag Knort. Jf. G. N. snaghyrndr, med fremstaaende Hjørner.

snaga v. (ar), 1) stikke frem som et "Snag". Helg. Senja. 2) støde imod et "Snag" eller dl. Tel. "Lasse snaga innpaa Stuuv'n". 3) "snaga seg", støde el. stikke sig paa et "Snag". Tel. Sæt. Se A.

"Snage m." A. 2) Pig = Snag. Ogsaa fremstaaende nøgen Kvist. Nfj. Hard. Tel. "Lauvsnagje, Ospesnagje". Isl. snagi Knag.

"snak adj." A. Sogn, Hard. Ryf. Ma. Tel. Vald. Hadel. Land, Gbr. "Snak te stela"; "aakrsnak". snaak Num.; til "snaakaa" dvs. (snaka el.) snoka (o').

Snak m. 1) Lugt = Tev, Teft. Romsd. Sdm. "Hund´n fekk Sna´kjn taa Haraa". 2) se flg.

snaka v. n. (ar), lugte, sandse Lugt. Romsd. "Hund´n snaka gott". G. N. snaka snuse omkring. Jf. Snak, Snok, Snook, snoka, snooka, snøkja, snøkta. Eet med flg.

"snaka v. n. (ar), snage osv." A. snaka snek´e snook snekje, snuse, snage; Li. (Hægeb.), Ryf. (Imsland); snaga snæg´e snoog snæie, Ryf. (Hjelm.); Præs. snæg´e Ma. (Holum). Paa alle disse Steder dog maaske ogsaa (ar). snaakaa Gbr. ØTel. Trondh. "Ku´ee fær aa snaakaa aa gjær Oby". – Snak m. En som snakar; Tel. Snok (o') f. d. s. Tel.

"snaldra v." A. Totn, Land. "Snäⁱllerbikkje".

snaltra v. = snaldra. Sogn, Gbr. Hall. Østl. snaltren adj. tilbøielig til at s. Snaltrebikkja f. Snaltrehoste m. gjøende Hoste. Ringerike. Og: snjaltre, sjaltre v. Tel.

"snapp adj." A. 2) rask, gevindt = snaap. Ma. VTel. "Vert naa snapp´e!" Ma.

"Snar n. 1, 1)". A. Voss, Sogn, Ndm. Tel. "2) = Hempa". A. Sæt. 4) = Snøre. VTel. (Mol. Vinje). Jf. G. N. snarspjót = snørispjót.

Snar n. 4, en Smalning; et kort Stykke Vei. Tel. (Vinje). "D'æ eit liite Snar ivi". Ogsaa: en liden Tange af Skov = Snadd. Smaal. "Sköusnar". Vel eet med Snar 2, 3,. – Snare n. d. s. "Sköu-".

"snar adj." A. = kvass, om Byge. Helg.

Snar m. Riis til Brænde = Snaar. Trondh.

snara v. a. (ar), afstudse = skara, snarta. Tel. (Rauland, Kvitseid). "Snara Ljose, Fliisi".

"snara v. a. (ar), vride". A. snaaraa S- og NTrondh. 2) binde eller slynge fast; snøre til eller om. Sdm. (Hjør.), Sæt. Til Snar, Snara. Se snara 2, A. 3) v. n. dreie sig gjentagende, vimse om. Sdm. (Skodje, Hjør.). "Han gjekk aa snara aa leitte" = snusa ikring. – snara seg v. 1) vride sig, faa en Kurre. Ryf. og fl. "Traa´n snara seg". 2) = snara 3. Sdm. Trondh. "snaaraa se". "Snare se inn paa ein", yppe Kiv; Romsd. 3) vikle el. snøre sig fast. Sæt. "Hestn hev snara seg". "innesnara", adj.

snara adj. (part.), vreden, snoet. Ndm.; NGbr. Trondh.: snaaraa. – Snaravid m. Ndm.; Trondh.: Snaaraavee. – Snaragadd m. tør Fyrr med vredet Ved. Ndm. Trondh. (aa).

"snara v. fange osv." A. snora (o'), Tel. og fl.

"Snara f. Snare". A. Snora (o'), -e, -u, Tel.; Snooraa og Snaaraa, YNdm.; Snøru og Snöru, INdm. Gul. og fl. 2) Kurre paa Traad. Gul.: Snöru. – Snorestø(d)e n. Sted hvor man har snarer udsatte. VTel. – Snoruboge m. Bue, bøiet Kvist, hvori Snare hænger. ØTel.
(Sauar): Snurubaagaa. – Snorubugda f. d. s. Tel. og Sæt.: -e.

Snara f. 1) Streng eller Snor som drages gjennem Huden paa Dyr for at skaffe varigt Afløb for syge Udsondringer. Udbredt. Snuru Gbr. Hertil: Snaredraga v. a. NGbr.: snurudraagaa Hæst´n". 2) Kurre = Snar. Gul.: Snöru.

Snarabrisk m. letfængende Ener. Hall.

Snaraevja f. ganske liden Vandhvirvel. Ndm. (Surnd.): Snara-øvju. – Snarida f. d. s. Ork. og Meddal: Snaru'u, -u, Snarvu'u, -vu. – Snarapull m. d. s. Ndm. (Tingvoll).

Snaraspik (ii) f. fortørret Fyrretop med fedt vredent Ved. Ndm.

Snarbrok (oo) f. "No maa du ha Snarbrookja paa!" nu maa du skynde dig. I Spøg. Ndm. – Snare n. = Skogsnar. Smaal.

Snare m. Kurre paa Traad = Snar. Ryf.

snaren adj. om Vind: kastende, byget. Selbu: snar(r)in. Jf. Snara, Vindkast; snara v.

Snaring m. Vridning i Ved. Ndm.

"snarka v. snorke". A. Odal.

"Snarlykkja f." A. Ryf. Voss.

"snarp adj. 1, a) hvas, stikkende". A. Stjør. "1, b) ru". A. Vald. "2) rask; nem". A. Busk. ØTel. Tildeels "snærp". 3) af skiftende Stemning; sangvinsk. NGbr. Ndm.

snarpa v. n. (ar), om tyndt Iisbelæg: "dæ ha snarpa øve i Naatt" = snerpa. Ryf.

snarraad adj. = snarraadd. Ma.

Snarskorda f. en Støtte som er bundet, "snara", til Hesjen. Sdm. (Hj.): -skore (o').

snarspringande adj. "De er inte snarspringanes aa kaam(m)a diit", ikke snart gjort (sprunget). Vestfold. (Dramn).

"Snart m. Brand". A. Ned. Rbg. Ma. Snaart SætB. VTel.; Snort (o'), VTel. (Mol. Vinje), Rbg. (Aamlid). "Ellesnart".

"snarta v. afstudse". A. Ned. 2) "snaarte paa Ell´n", lægge nye Brande paa. SætB.

Snartur m. kort Udflugt.

Snaru, Snarvu se Snaraevja, Snarida.

Snarv m. bidsk Person; til snarva. Trondh.

"snarva v." A. v. n. og a. = glefsa. Innh. – snarven adj. bidsk; "gretten"; graadig. Innh. Ndm. – Snarving f. det at snarva.

Snarveg m. Gjenvei, Tværvei. Til Snar.

snarvendig adj. rask i al sin Færd, i hele sit Lav, "Venda"; ogsaa: snarraadig. Ma.

Snarving m. Vindkast. Stjør.

Snarærend f. kortvarigt Ærinde.

Snas m. 1) Lugt. Tel. Sæt. "Goo´e Snas´e". 2) Veir eller Luft af noget = Tev, Teft. Ryf. Sæt. "Faa Snas i". "Bjønn´n hae Snas´n ti (dvs. til) meg"; Sæt.

snasa v. n. (ar), 1, 1) lugte, give Lugt. Tel. (Bø, VTel.), Røldal. "De snasar gott". 2) snue, snuse; lugte efter, lugte paa; veire = snosa (o'). Tel. Ryf. Jæd. Ndm. "Snosa o snasa". "Snasa upp". "Snasa burti alt". "Han snasa paa dæ; de snasa gott". snaasaa, snuse. Ork. Meddal. Jf. snaska, snosa osv.; snasa A.

snasa v. n. (ar, a; og te), 2, 1) falde paa Næsen; falde fremad. YSogn (Ladvik). 2) snuble uden at falde. Nfj. (Stryn, Breimn), Sfj. (YDale).

snasen adj. rap, behændig; rapsende. NGbr.

snaska v. n. (ar), 1) snue, snuse, lugte = snasa. Hard. NTrondh. Nordl. "Han snaska itte Bræv". "Snaska da upp". 2) rapse, snage. Hard. Voss, Senja. "Snadda aa snaska". 3) pakke sig. Helg. Senja. "Du ska snask(e) din Veig!"

Snask m. 1) en Rapser, til snaska. Hard. Nordl. NTrondh. 2) daarlig Karl, snavs Karl. Helg. 3) Kjæft. Helg.

Snat n. 1) den tilspidsede (omviklede) Ende af et Reb. Stjør. Ork. Gul. "Reipsnat, Reep-". 2) en Tange af Skov; en Lund. Rom. 3) et lidet hvast Kvindfolk. STrondh. Jf. natende, natr og flg. (T. Schnate).

Snatende m. 1) = Snat 1). Gul. 2) den flisede Ende af en Planke. Romsd.

snatla v. raspe. Li. (Kvin). Se snatta.

Sna´tr (langt A) n. 1) = Snat 1). NØsterd. 2) Riiskviste (og andet?) hvoraf Spidser stikker ud til alle Sider. Namd. Helg. Snatrkvist m.

Sna´tr (langt A) m. knitrende Vindstød. Fosn. "Vinnsnatr".

snatra v. (ar), pruste, sprutte; ogsaa: sprage, knitre. Namd. Innh. Fosn, Ndm. "Orm´n snatri". "Han æ saa fuul (arrig), d'æ bærr(e) saa dæ snatri 'taa'n". "Dæ snatra 'taa Vinn´a". "Dæ snatre aa brinn", om tør Ener, f. Eks. – snatren adj. spruttende, knitrende osv.; især om Vind som kommer stødende hvas og knitrende. Helg. Namd. Innh. Ndm. snatraat(t) d. s. – Snatr-rok (o') n. Drev for "snatren" Vind. Helg. Jf. foreg., natren; Sv. T. D. snattra, schnattern, snadre.

Snatrende m. fliset Ende af Tømmer eller Tougverk. Helg. Namd. Jf. Snat-.

snatr-sinnt adj. spruttende arrig. Innh.

snatta v. (ar), rapse, naske. Ma. (Bj. Øyslebø).

"snaud adj." A. Neutrum: snott (o'#-ö#-ø); Nfj. Trondh. Østl. og fl. 4) ubelastet, ubelemret; let; rask; adræt; glat. Ryf. Shl. Nhl. Hard. Sogn, Sfj. "Snöu paa Foot´n"; Sfj. "Han va so snöu´e, eg fekk kje Tak paa 'an"; Shl. "Snau aa snerten". "Snau aa snaapen (snjaop)". "Snau aa snedig". Lyder: snöug SShl. NRyf.

snauda v. (ar), afknappe. Østl.: snöue.

Snaudeng f. græsfattig Eng. Stjør.

Snmau(d)føre n. = Snøggføre; se d.

Snaudka f. en skaldet Plet; især: en skovbar; = Snøyda. Sogn (Kirkjebø, Ladvik): Snäukka, -kke.

Snaudkopp m. enslags Lædertøffel. ISogn.

"snaudleg adj." A. "Snäudle va da at eg
hadde kje äen Dram te bjo^ua", det var en fortrædelig Blottethed, flaut; ISogn. 2) knap, kneben; gnidsk. Dal. Jf. snaureleg.

"snaudt adv." A. snott (o'#-ö#-ø) se snaud.

snaulen adj. = kaldsnaulen. VRyf. snaulaleg. d. s. Ryf.

Snaura f. En som stadigt seer slukøret, halvt skamfuld, "flat", ud. Tel. (Laardal, Kvitseid). Ogsaa Snøyra VTel. Jf. flgg. De synes høre til snaud.

snaureleg adj. og adv. 1) uanstændigt knap eller kneben = snaudleg. VTel. (Vinje, Laardal, Kvitseid, Selljor). "De va so s. mæ Drykkjn sjaa dei". 2) slukøret, noget skamfuld, = flat. VTel. snøyreleg d. s. s. 1) og 2). VTel. Sæt.

snauren adj. 1) blottet for Plantevækst; vindaaben = snaud. Ryf. Jæd. ”Ein snöuren Höug” 2) knap, kneben = snaud. Ryf. Jæd. "Dæ va saa snöure teelaga".

snava v. n. (ar), rende snusende og snigende omkring; snage, naske, rapse. Ork. Innh.: snaavaa og snav'. "Geita fer aa snaavaa aa snavle". Jf. sneva, snaa, snoa, snova; snavla, snovla.

snavla v. 1) = snava. Innh. og fl. 2) æde ilsomt og snøvlende, som et Sviin = nafsa, snafsa. Innh. STrondh. "Snavl' i sæg". "Snavl' nee i Mat´a". Ogsaa: snaavl, snoovl, snøvl. 3) svadse. A. Vald. Hertil: Snavl m. en ubehagelig Snakker.

snaa v. a. (r, dde, tt), 1) streife, berøre løselig. Sogn: snao. 2) overfalde med haanlige Hentydninger, skose. Sæt. VTel. (ogsaa Landstad p. 369). "Du tar kji snaa meg for eg æ graa´re". "So var' hu snaadd for a(it) Slarve Tingg", saa bliver hun osv. 3) v. n. komme op imod; naa. SHelg. (Bindal). "Du snaar kje mæ 'an". Se snaava, berøre.

snaa v. n. 1, lufte = snoa. A. Trondh. NSv. ("Norsk", Lundell) Dial. snå.

snaa v. n. 2, skynde sig, haste. Innh. Sv. Diall. sno. Jf. snaava.

Snaa m. hast; svær Skynding. STrondh. Innh. "Dær va slikan Snaa paa 'om ('aam)", eller "'ti 'aam".

snaa-ande adv. skyndsomt; "s. foort". Vald.

Snaag, snaaga, -k, -ka se Snok, snoka (o').

Snaak n. bidende Vindpust. Innh. Østerd. Hedm. Jf. Snaak m., Snook m., snækja.

snaak adj. lidt fornærmet; stødt. Vald.

snaaken adj. 1, 2) ubeskeden, paatrængende, paagaaende. Shl. (Fitja). Jf. snækjen. 2) snagende. Vestfold, Ryf. Se snoka (o').

Snaal m. Smaafæ. Hall. (Nes, Gol), Vald.

"snaal adj. 1) net, vakker". A. b) veldannet, rask og smidig. Ryf. Ndm. Strinda, Innh. "Snøypen aa snaal´e"; Ryf. "Snaal aa snedig"; Ndm. – snaalen d. s. Ndm.

snaal adj. 2, 1) smaaligt vindesyg og nøieregnende; nærig. Vald. NTrondh. STrond. Se A. Snaalhund m. 2) snagende, graadig = snak. Odal, Rom. Smaal. Busk. "Katta ær snaal".

Snaal m. nærig graadig Person. Land.

"snaala v. snage, snuse". A. Ryf. Land, Gbr. Østerd. "Snaala borti alt". 2) v. a. liste, snige, luske, grave (til sig). Land, Hadeland, Vald. Trondh. Snaale te se Mat". "snaalaa sei inn", snige sig ind. Smaal. (Endelsen aa er noget uventet; jf. raakaa).

Snaalar m. Snager, Rapser. Østl.

Snaald m. den Trindse paa Rokketenen, som Snoren paa Svinghjulet omdreier. Østerd. (Oos, L. E.): Snaall; Tynset: Snaal. Jf. Isl. snælda Teen, G. N. snáldr Snude. I NSv. ("Norske") Diall.: snåld; D. Diall. Snold, Snolle.

snaalda v. n. (ar), snuse, være fremme med sin Næse. Nfj. (Stryn). – Snaaldekopp m. En som "snaaldar". Til Snaald, Snude.

snaaldutt adj. 1) = snaudklipt. Hadeland. 2) om Kvinder hvis stramme Haarfrisur el. trange Hovedbedækning lader Ansigtet træde frem noget snudeagtigt; ogsaa om trang klemmende Dragt overh. Østl. Ma. og Dal.: snaallete.

snaalen se snaal. – snaalen = snak. Busk.

Snaal-ende m. 1) en Tings smalle Ende. S- og NTrondh. 2) den nedre, ringere, Ende af Spisebordet. Tel. (Selljor og fl.). Dl. i Sv. Diall.

Snaal-ende m. graadig nærig Person. Hall.

Snaaling m. snurrig Person. Østl. Trondh.

Snaallrypa f. en knibsk fordringsfuld Pige. SHelg. (Brønnøy) "Snaallripä" er i Helg. (Dønnes) = Skaarung? Til Snaald?

snaalutt adj. snagende osv.; til snaala. Gbr.

"snaap adj. rask, bekvem". A. "Snaap aa sneddin"; Ndm. "Snäu aa snjaop", net, vakker; Sogn, Voss, Hard. "Snedden (snöu) aa snaapen", adræt og net; Sogn, Shl. Røldal, Ryf. "Snaapen Hest, Kar, Baat", bekvem = lettvinn; Shl. snoop, rask; Lof. Vesteraalen, Salten. "Som snaapast", adv. som snarest, ganske kort; Namd.

Snaap m. Fart; Skynding. Ndm. "I ein S.".

snaapa v. (ar), være rask, skynde. "snaapa ifraa sæg", faa raskt fra Haanden; Helg. "snaap' se", skynde sig; Ndm. snjaopa seg d. s. Voss.

snaapaa v., Snaapaa m. se snopa, -e.

snaape adv. (adj. n.) raskt og bekvemt; let. Shl. "Han gjoore da snaape; da gjekk s.".

snaape knap, knapt, se snope(n).

snaapføtt adj. rask paa Foden. Innh.

Snaaprom n. snever Vending; = Braadvende. Ryf. "I eit S.".

snaapsint adj. opfarende. Innh.

snaaptenkt adj. = snartenkt. Gul.

Snaaptur m., Snaapærend f. = Snar-. Gbr. Ndm.

snaasliten adj. = snaudsliten. Vald. Hall.