A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

snurla v. 1) = snura 1). Ma. Traa´n snurla seg". 2) = snura 2). Voss.

Snurla f. 1) Kurre; Forvikling. Nhl. Sogn, Ned. 2) Top (Legetøi) = Sjuga Voss.

Snurle m. Kurre. Ma. Ned. Snulle, Vald.

Snurlekkje (uu) n. = Snuel, Leikinde. Hard.

snurp adj. 1) sammentrukken i Rynker. Hedm. Gbr. "Hu vart snurp paa Snyyta", Snuden. 2) lidt fornærmet, stødt, ogsaa: let stødt; mest om Kvinder. Gbr. Hedm. Til snerpa; snurpa, snyrpa. snurputt d. s. Østl.

Snurpa f. En som er "snurp". Østl. Østerd.

snurpa v. a. = snyrpa. Vald. Hedm. Gbr.

Snurpeband n. Trækkebaand. Østl.

snurpen adj. = snurp. Gbr. Østerd. Østl. (Odal, Hadeland og fl.).

snurpna v. n. blive "snurpen"; sammenkrympes, især ved Tørring. Hall. (Gol). "Löuve ha snurpna paa bra no". Og: snurptne; snurtne (til snerta?).

snurren adj. lidt fornærmet, stødt = snurkjen. Tel. Hard. og fl. snørr og snørren d. s. ØNed. og fl. Maaske for snudren, til G. N. snudra snuse; jf. snurkjen, "draga paa Snookjn" osv.

Snur-rukka f. Kurre = Snur. Hall.

snurt adj. stødt = snurp, snurkjen; jf. snerta. = snerka, snerpa. Østl. (Land, Rom. Odal). – snurten d. s. Østl. Tel. Vald. Nhl. Dal. og fl. – snurteleg d. s. VTel. – snørt og snørten adj. d. s. Østl. (Rom. og fl.).

Snurt m. prippen Person. Rom og fl.

snurta v. (ar), pynte = snyrta. NGbr. Nhl. Shl. "Snurte um see". Jf. Usnurta.

snurten adj. 1) = snyrten. NGbr. 2) se snurt.

Snurull m. Kurre = Snur. Røros. – Snul´lr m. d. s. Solør. Snöldre f. d. s. Selbu. Meddeelt. Snal m. d. s. Gul.

snurvind adj. vreden i Væksten. Helg.

Snus m. = Snugg. Rom. og fl. "Faa Snuus´n i".

snusa (u') v. (ar), snuse, Agder. A. snusa, snosa, snoosa, synes altid at have Biforestillingen af Næselyd; snoa, snugga, snota – ikke.

"snuska (u') v. snage. Snusk n." A. Berg. Nordl. 2) "snuske mæ see", rapse. Hall.

Snuss m. et Gran. Rog. "Inkje Snuss´n.

snussa v. snuse; om Hund. Tel. (Bø).

"Snut m." A. 2) = Snyt m. Tel. Hall.

Snuta n. fremstikkende Spids = Snyt. Tel. (Kvitseid). Sjelden.

snutta v. n. fremvise en Spids, en Tip, et Glimt. Odal. "Je seer de snutter ti'n; je saag de snutt 'ti 'n". – Snutu se Snota.

snu-utt adj. fuld af Snoninger = sveiputt; om Ager, Ved. Gbr. ISogn.

snuva v. snue; = snufsa. – Snuve m. Snue. Ringerike (Krødsherad), Snarum), ISogn, NGbr.

snuvind adj. = snurvind.

Snuving f. = Snufsing. Ringerike. Og: Snyving.

snuvla v. svadse = snavla. Rom. Smaal.

"Snya f. Krabat". A. 2) ulidelig Person. Tel. Rbg. 3) Snager, Snylter. Tel. Se Snyda. Sny^dj^dje? Vinje; hvilket end bestemtere peger mod Snydja (A.). – Snyekaup n. = Skamkaup. Tel.

snybbeleg adj. = snubbeleg, snuppeleg. Sogn.

snyda v. (ar), 1) drage Aande med Næselyd; snue, snøfte; = snufsa; lide af Udflod fra Næsen. Nfj.: snyde; Sogn, Nhl.: snya. "Lamb´e snya her um Vaor´n". 2) snøvle. Nfj. 3) snuse, speide; snylte. VTel. Voss, "Han snyar no ette addesta". Jf. Snya; G. N. snudra, snuse. Se A.

Snyda f. 1) Snue. Nfj.: Snyde; Voss, Sogn, Nhl.: Snya. 2) En som "snydar" dvs. snuer osv. Sogn. – snyden adj. snottet. Vald.: snyin.

Snydd m. Stump el. lidet Stykke som udfordres for at fylde et Maal. Til snydda.
VTel. (Laardal, Vinje). "De felar ein Snydd´e paa Alee o ein Skrydd´e paa Toonna". Jf. Snytt.

snydda v. (ar), = snudda dvs. berøre let, streife, komme nær til. Tel.

(Vinje), Ma. Jæd.; Li. (Kvin): snyda. "Stakkj´n snydda innat 'an";

Ma. "Snydda forbi"; Jæd. "Kannskje han kann snyda tee o vera saa

gamal", Kvin. – snyddale se Snodda.

snydja v. n. fælde Haar, afstreife. Kun om det sunde aarlige Haarskifte = reka; ikke = røyta. VTel. (Mo, Aamotsdal), SætB.: Infin. sny^dj^dje (lidet brugt); Præs. sny´e (?) og snur (Aamotsdal, som rur af rydja); Imperf. snudde; Sup. snutt. "Hest´n min snudde tiileg, no heve'n snutt, æ avsnudde". Oftere: sny^dj^djast snyst snuddest snust d. s. VTel. (Mo, Moland, Laardal, Vinje), SætB. og V. "Hest´n min foor ti sny^dj^djast so tiileg, han æ i gott Triv". Ogsaa: snu (som ru dvs. rydja) snyr, snudde snutt, Tel. (Rauland). snø snør snødde snøtt, Dal. Tel. snøst snøddest snøst, Ma. Dal. Ned. snyst, Ma. snysast (-test), Ma. Li. Og: snøsast (-test), Ma. Li.; snøye d. s. Tel. (Nissedal), se snøyda. snydjast er: fælde den filtede Vinterham ("Vettrebaggjen", Mo) og blive glat, "snaud". "Markjæ he snøtt a seg Vedreham'n"; Dal.

snyefull adj. = snorfull. Tel. Til Sny(d)a. Og: "snyende fudde".

snyeleg adj. forlegen, slukøret, flau; lig en ikke øvet Snyltegjæst, Snya". VTel. Rbg.

Snygg, Snøgg se Snugg; snygga se snugga.

snygga v. skynde. Ryf. "S. paa ein".

Snygg-ord n. Skose = Sneidord. Totn.

"snygla v. snylte". A. snuse, snage. Sogn, Tel.

Snygla f. Dyr som malker lidet. Sogn.

snyglen adj. knap, utilstrækkelig; = snaud. Sogn. – Snyk m. Lugt, se Snik.

Snykk m. Snot. Rbg. (Aamlid, Sæt.). – Snykkjedor (oo) f. snottet Pigebarn. Aamlid. – Snykkjeklut (uu) m. Næsedug. SætB. og V. – snykkjutt adj. snottet. Rbg.

snykkja v. n. (er, te), aande gjennem Snot, drage Snottet ind. Tel. (Fyrsdal). – Snykkjeburv og Snykte- m. En som s.

"snykta v. n. hulke". A. Hall. Vald. NGbr. snikt' NTrondh. snøkte A. Gbr. snøkste NØsterd. snikste Rendal. Jf. snykkja, snøkja, Snøk, Snook, snooka.

snypa (yy) v. a. (snyp´r snaup) gribe med et raskt Greb af de forreste Fingerspidser = nypa; afknibe; især: pudse et Lys. Rom. Odal, Vinger, Solør, Hedm. Østerd. Smaal. Follo. Infinitiv ogsaa: snuppe og snøppe, Smaal. Vestfold. Imperfekt ogsaa: snøyp Rom. Smaal.; snøp Smaal. Ringerike, Østerd. (Aamot; her bruges ikke "nype"), Hedm.; snyypte Rom. snøppte Smaal. Vestfold. Supinium: snypi Rom. Smaal. Follo og fl., snøpe Smaal. snyypt og snøppt ("snope" er ikke hørt). "Jaggu snaup han dæ!" "Naa fekk du da snypi Lyse (dæ)!" Hertil: Snop (o'), snopen (o'), usnopaleg, snøypa (snuppa osv.). Se nypa.

snyppa v. "snyppe avsta", gaa slukøret bort. Tel. (Selljor). Jf. snuppen osv.

snypsen adj. barsk og sur; afbidende. Sogn.

snyrkja v. (er, te),1 ) sammentrække i smaa Rynker = snyrpa,

skrykkja. Ma. Vald. Sæt. snørkja, Dal. Ma. ”Han snyrkte paa Nasin”, Vald. ”Snørkja paa Nos´æ”. Se snerka. 2) danne en rynket Hinde, ”Snerke”. Ma. Iis´n (dæ) snærkte (snyrkte) seg i Hop”. Jf. snørk.

Snyril, Snyrilhus n. se Snigel.

”snyrpa v. (er, te)”. Nfj. Voss, Hard. Ma. Rbg. og fl. Altid om uregelmæssige Rynker. "Snyrpa paa Nos´æ" = snyrkja; Rbg.

snørp' d. s. Helg. 2) snyrpa seg", snøre sig, klemme sig. Voss, Nhl. 3) "snyrve paa seg", stramme sig op, kneise fornærmet. Rbg. 4) = snyrkja 2, snerka. Rbg. "Fjo^ur´n fer´e te snyrpe i Ho^up".

Snyrpa f. a) = Snurpa. b) Snerpe. Rbg. – Snyrpekjeft m. let stødt person. Rbg. – snyrpen adj. = snurp. NGbr. Tel. Rbg. Ma. snørpen, Ma.

snyrteleg adj. rask net og fashionable; næsten: elegant. SætB. G. N. snyrtiligr.

"snyrten adj." A. rask og net. Ma. Rog. Hard. Sogn. snørten, -in, Ma. Ndm.

Snys (yy) m. Nys (om), Veir (af) = Snus. Hard Sogn (Lustr). "Fao Snyys´n i da".

Snysa (yy) f. 1) = Snak, Teft. Hard. ”Hund´n he ei go^u Sn^øysa”. 2) Nys; = Nuus, Nyys. Hard.

Snysa (yy) f. en Prise Snuus. ISogn, Voss

snysa (yy) v. (er, te), 1) tage (drikke) Snuus. Nhl. Voss, Sogn. 2) snuse, veire. Sogn. "Eg ska vel sn^øysa da upp". 3) falde saa Mund og Næse bliver fuld af Snee. Nhl. Voss. Fra først af vel i Spøg. nysa (yy) d. s. Hard. G. N. nýsa lede, snuse.

"Snyt (yy) m." A. Tel. Østerd. Helg.

"Snyta (yy) f. = Snyt". A. Sogn, Ma. Tel. Hall. Ndm. Nordl. "Fellsnyta". 2) Gran = Snota. Nordl. "Ikkje Snyyta".

snyta v. 1) v. n. stikke frem, som en Snude. Tel. (Kvitseid). "Hogg av detta Snutaee, de snyyt´e so langt fram ivi". Hørt kun saaledes. 2) v. a. snyyte snyyt´e snaut snote, bortskaffe ved et raskt Greb eller en rask dulgt Føring. Nfj. (Stryn). "Han snyyt´e dæ mæ seg". "Dæ va so vitt han snaut dæ". "Eg trudde han hadde snote dæ mæ seg". "Je snäut me unna, de var so vitt"; Solør, Vinger. "Han snäut se forbi", Solør. "3) snyde Næsen". A. G. N. snýta (ti). Bøies ofte: snaut snoti, Tel. Østl. Hall. "4) pudse (et Lys)". A. NEng. Dial. snite. "5) narre, bedrage". A. Meget udbredt er: Præs. snyyt´r, Imperf. snaut; Tel. Hall. Østl. (Odal, Solør, Hedm. og m. fl.), Rbg. Ma. Shl.; Imperf. snøyt,
snøyd langs Kysten fra Otros til mod Grændsen. Noget sjeldnere er: Supinum snote (o', og snaati, snöti, snøde); Tel. Hall. Østl. Shl. Rbg. Ma. Ellers: (er, te, t). Hertil: snoten (o') adj. NEng. Diall. sneyte, snait (dvs. snøyta? at snyde.

Snyta (yy) f. Snude; Næse og Mund. Hedm. "Hu snurpe paa Snyyta".

snytande adv. "s. fiin, vakker", overmaade f., v. Sogn. Og "snyt-vakker", Nordl. – snytan, beruset. Helg.

Snyte (yy) n. 1) Snude; Næse. Jæd. 2) = "Giima" paa Sæk, altsaa hvad der er udenfor Snyteband n. Tel. (Bø).

?snytigt adj. n. løierligt. Sfj. Meddeelt.

Snytt m. "Draagaa paa Snytt´n" = snufsa. Gbr. (Lom).

Snytt m. = Snydd. Li. (Kvin, Eikin, Fj.).

Snytta f. Spids, Tip. Hard. "Pinsnytta".

"snæk adj. bidsk", A. bitter, Sdm. (Hjør.). 2) paagaaende; hensynsløst nærgaaende; frækt tyvagtig. Rog. Shl. "Tasen æ snæg´e i Ty`o", Faaret er osv.; Jæd.

snækall adj. "graakold" og svagt blæsende. Smaal.: sneekall.

"snækja v. blæse koldt". A. Smaal. og Vestfold: -ke. 3) være nærgaaende og graadig, være "snaakjen". Nfj. Jf. Snaak.

"Snækja f." A. "Kasta Snækjer"; Shl.

Snækje n. Vindpust = Snaak. Hedm. Østerd.

snækjeleg adj. rask og kraftig = spræk. Tel.

"snækjen adj. 1)". A. Nfj. Voss, Shl. Rog. Ma. Smaal. 3) fortrædelig = skitleg. Jæd.: snægjen.

Snækjeord n. = Sneidord. Sogn.

Snæle, Snælekaave, Snælla se Snelda.

Snæling m. tyk Traad; Hyssing. Vald.

snæpen adj. 1) net, vakker = snaapen. Shl. (Strandeb.). 2) = spræk. Tel. (Lunde).

Snær m. rask Omvimsen; urolig Skynding. Innh. "Dæ va naa te Sneer paa 'aam".

"snæra v. n. (er, te), streife, vimse osv." A. Solør, Vinger, Nfj. Ndm. Innh. Namd. "Hestn snære(r) burti Aakrn"; Nfj. Solør. "Kva du fær aa snaave aa sneere mæ?" Innh. "Han sneera saa feelt te aa faa dæ fraa sæg", han foor iilsomt om. Innh.

snæra v. n. (ar, a; og er, de og te), 1) knitre = smatra; ogsaa: fænge knittrende og hvinende. STrondh. (Ork. Gul. Uppdal, Strinda), NGbr. Romsd. Østerd. Tel. (Selljor); sneer NTrondh. "Dæ hagle so dæ snære paa Ruutun", Ork. eller "sneere 'ti Ruutaan", Innh. "Dæ snære 'ti Einkara, 'ti Haa`ra". "E häurt koor dæ sneert 'ti Soo`taa". "Dæ sneere naar du riiv sunn Ty´e". "Han va saa fuul (arg, sint), at dæ va bæ(re) saa dæ snæra 'taa 'om", STrondh. (Strinda og fl.). "Dæ sneera aa brann"; Innh. "Briskjn æ saa snegg te snære i"; Tel. Gbr. "Han foor so foort, so dæ va bærre so de snærde ette 'naa", knitrede el. hvinede (= "snooa"); Romsd. STrondh. (Klæbu: "snæra; Meddal: "snært 'ti 'om"). Maaske eet med "snæra, streife, blæse", A. 2) "dæ snære 'taa Sjy´naa", det driver fiint Sødrev, Sjosnære n. Ndm. (Ædøy: Sjy-).

Snære n. Drev, se foreg. – Snære A. Vald.

snæren adj. om Luften = kastutt: Fosn, Gul. og fl. snærutt d. s. Trondh.: -aat.

Snæring m. kold og fugtig Luftning. Trondh.

Snærkvist n. let fængende Kvist. Tel. Gbr.

Snærvarme m. Ild i tørt Riis. Gbr.

Snærvid m. Riisved. Sogn: Snærevi.

Snærvind m. = Snæra. Sogn.

"snæv adj. 2) knap". A. snø´var, Tel. (Selljor). "Skafte æ snøvart", vel kort. "Mæle snøvt", maale knapt; Hall.; snø´vr, NGbr. 4) smækker osv. = snævleg. Rbg. Tel. (Selljor): snæv´r; Tel. (Skafsaa): snæv´e. "Snæv´e ikring Liiv´e". 5) smidig. Tel. (Mo og fl.). "Spræk' o snæv´e". G. N. snœfr trang, snæver.

snø v. se snydja. – Snøgg se Snugg.

"snøgg (ø') adj." A. snogg (o'), Shl. (Stord og fl.), ISogn (Lærdal og fl.), Nfj. (Stryn). snoggjen d. s. Shl. "3) rask". A. "I snøggum", i en Hast; Sæt. 4) net, tækkelig; især om Kvinder. NTrondh. STrondh. 5) fordringsløs, tarvelig = uvand. NGbr. (Lom). "Snø^ygg Kvæⁱllsvool". "Snø^yggt teelaagaa". 6) pudsigt, besynderlig. Rom. (Nes og fl.). A. – Snøgg m. se Snogg.

snøgga v. (snøgg´r, snogg eller snögg og snö^ugg, snoggi og -ö-) = snugga 3) og 4) dvs. streife; stryge (forbi) osv. Rom. (Eidsvoll, Ullsaak, Gjerdrum, Nes, Høland), Vestfold (Eiker), SVald. og fl. Ogsaa: "Han snøggde forbi"; Busk.

snøgge se snugga.

Snøggføre n. øieblikkelig og midlertidig Hjelp, Nødhjelp. Sfj. (IDale). "So fy eit S.". Og: Sneggføre; Sfj. Og: "Snauføre"; Sfj. – snøggja se sneggja.

snøggleg adj. noget knap eller trang; om Klæder; = snøgg 1). Hard. (Ullensvang, Kvamm). – Snøggsig se Sig.

snøggsinna adj. = snarsint. Vald. Tel.

"snøggt adv." A. 2) knapt. "Mæle snø^ygt". NGbr.

Snøggveg m. = Snarveg. Berg. og fl.

Snøk m. Veir af noget = Snev, Sno osv. Sogn, Nfj. Li. "Ha du faott Snøkjn i da?"

snøkja v. (er, te), være bidende og hvas: a) om Eggredskaber. ØTel. (Hjartdal, Bø, Lunde, Holla). "Detta æ Kniiv som snøkjer!" b) om kjølig og fugtig men ikke stærkt bevæget Luft. Bamle, Vestfold. Mest: snøke. "De snøkte oomkring Ø(y)ra".

Snøkja f. let og gratiøs Kvinde. Tel. (Bø).

snøkjen adj. bidende og hvas, se snøkja: a) "Snøkjen Kniiv, (L)jaa". ØTel. Bamle. b) "Snøkje Veer". Tel. Bamle. c) nærgaaende = snækjen, sko; om Fæ. Vestfold
(Lardal): snøken. d) bidsk i Ord. Vestfold (Hov).

Snøkk m. 1) Anstrøg osv. = Snugg 3). Ringerike, Vestfold (Eiker), Rom. "Fantesnøkk". 2) Nykker, Særheder. "Rare Snøkker". – snøkkutt adj. fuld af Nykker. Ring. Vestfold, Rom.

Snøkord n. = Sneidord. Bamle.

Snøpa f. en selvgod prippen afbidende og affærdigende Person. VTel. Se flg.

snøpa v. (er, te), 1) hugge, afbide i Ord; svare haanligt affærdigende. Tel. (Kvitseid, Rauland). "Ho snøpte te 'n". 2) blive stødt men dog indtage en haanligt overlegen Holdning. VTel. Er tildeels (ar), saa det da vel er et andet Ord, afledet af Snøpa f. "Han snøpa paa dæ". – snøpeleg og snøpen, lig en Snøpa, tilbøielig til at snøpa. "Han leet snøpelege". "Ho svora (svara) snøpi". VTel. (Sellj. Kv. Raul. Laard. Mol.). Ordene pege, i sin Dunkelhed, formelt mod Snoop, snoopa, i sine Bett. noget mere mod snuppa og dl.

"snøra v. a. (er, de)". A. snøra seg, om Fæ som dreier sig rundt om Tøirepælen til det staar fast. Agder. "Hestn he snørt seg um Stolpen". "3) v. n." A. Rbg. Ma. Dal. Mest om Begyndere. "Han snørde o sloo" = "fikta o sloo". 4) knibe, være nær ved; næsten streife. Ma. (Aaserall). "Dæ snørde mæ, at han hadde fængje Hogg". "De snørde neere nokk". – "Stein´n snørte forbi, foor snørande igjøno Lukt´æ". Hard. Ryf. Til snørta?

Snøra f. ferm net noget stram Kvinde. Tel.

snørande adj. ferm net og stram. Tel.

Snøregrind f. = Vadgrind.

snøreleg adj. net og ferm, uden hinderligt Vedhæng af Kjød el. Klæder. Tel. Sæt. Rbg. Ma. – Snørelumm se Lumm.

Snørevinda f. = Vadgrind. Smaal.

Snøring f. trange Vilkaar, Trængsel. Li. (Eikin). "Dæ bli ei Snøring o liva mæ 50 Dala".

snørk adj. 1) let stødt, prippen. 2) lidt stødt. Smaal. (Askim, Eidsberg, Rakkestad). Jf. snerka, snyrkja.

Snørpa, snørpa, -en se snerpa, Snyrpa.

Snørr se Snor (o'). snørr(en) se snurren.

snørt se snurt. snørta, -en se snerta, -en.

Snørta f. liden rask og net Pige. Ma.

snørteleg adj. let stødt = snurt, snurteleg. Tel. (Lunde, Sell. Kv. Laardal).

snøsa v. (er, te), lugte, snuse; ogsaa: snøfte, pruste. Ndm. Namd. Innh. "Snøs' burti alt" = snasa, snosa; Stjør. "Han snøst' so ein Kval". – Snøsing f. det at snøsa.

?snøtra (snötr') v. = snatra. "Rypo snötra". – snötrsint adj. = snatrsint. Salten (Steig). Upaalideligt.

Snøv se Snev. – snøvar, snøvt se snæv.

snøvla (ø' og ö) v. 1) snuse osv. = snava, snavla, snovla. NTrondh. STrondh. (Gul. og fl.). 2) æde osv. = snavla. Innh. STrondh. "Hi du snøvla dæ i dæg alt?" 3) rode, søle. Stjør. "Snövl' uut sæg, Klee". – Snøvl m. en Søler. Stjør. – Snøvlhovud n. Person som har sin Næse i alt. Trondh.

snøv-voren (øø) adj. noget knap, "snøv" Hall. (Aal, Gol og fl.).

"snøyda v. a." A. snäide, INfj. "snøya tee sæg", grave til sig saa det bliver "snaudt" omkring En. Jæd. Ryf. Stjør. 2) v. n. fælde Haar = snydja. Tel. (Niss.).

snøydande adv. overmaade. Jæd. "S. godt".

Snøydar m. 1) rask prægtig Figur = Klippar. Jæd. "Æn S. te Kar, te Hæst". 2) nærig Person, En som "snøyder". Jæd. "Dæ kjæm æn Øyar ette æn Snøyar".

Snøydka f. skaldet Plet = Snøyda. ISogn: Snøykka.

Snøyp m. = Snupp. "I ein Snøyp". Shl. Ryf.

snøypa v. a. (er, te), 1) gribe raskt = knipa; omtrent = snypa, nypa, se d. Ryf. "Eg snøypte Fiskjn likavæl". "Han snøypte Jæntaa, han". 2) bide fra sig (være hvas); afbide. Ryf. Tel. "Kniivn snøyper godt"; Ryf. "Ho snøyper fraa seg, snøypte dei svært"; Tel. 3) trække ind eller sammen. Gbr. Særlig: "snøype Øyra", og "s. Ørom", lægge Ørene bagud. Gbr. (Gausdal, Øyer). "Snøype see i Hoop"; "s. Klæ`ee um see". Se A. G. N. sneypa. vanære.

Snøypar m. rask vakker og smidig Figur. Shl. Ryf. Jæd. Tel. "Ein Snøypar te Hest, te Baat". Ogsaa: "Ei Snøypar Jænte"; VTel. (Vinje, Rauland).

Snøype m. rask smidig Karl. Ryf. (Vikadal). Ogsaa: "Snøype Kar", d. s. Ryf. Røldal.

snøype adv. til snøypen. "Da va snøype gjoort", raskt gjort. Shl.

snøypeleg adj. rask og net. Ryf. Tel.

snøypen adj. 1) klemmende, trang; om Klæder. NGbr. 2) altfor knap = snaud. Gbr.; INfj.: snäipen. 3) slukøret, flau; = flat, snaud. INfj. 4) rask veldannet og bekvem. Hard. Røldal, Ryf. "Snøypen aa snaal". "S. Kar, Baat". "Snøyppæ R^eiva; Jænta". 5) net, pyntelig. Røldal. "Snøype Huussjødn", net Huusholdning.

snøyra v. n. liste sig slukøret og forlegen bort. VTel. (Mo, Mol. Vinje, Kvitseid). "Snøyre heimatt". Se A.

Snøyra f. 1) slukøret mistænkeligt udseende Person = Snaura; se d. Tel. (Mo; H. O.: et Skarn). 2) ondskabsfuld Skjelm. Sogn (Lustr, Hafslo), Sfj. – Snøyrestykkje n. ondskabsfuld Streg.

snøyreleg adj. = snaureleg, se d.

snøyren adj. 1) noget "snaud"?, "snøyren Skog", Skov som er knap paa Løv. Sogn. 2) slukøret = flat. VTel. Sæt.

"so adv. og conj." A. so (o'), VTel. adv.
sooⁿ med nasalt O, Selbu; dvs. sona, se sone; jf. no. – "Dæ æ i so liite", det er lidet nok; "dessa Stevlane æ i so stoore", vel store; SBerg. NBerg. Se i.

So (oo). "Saa tykkt sum Moo i Soo, Mo^u i So^u", saa tæt som Solstøv i "Soo", (lyder ogsaa "Sool"); eller (neppe) for "Mod i Sod", Affald i Suppe. Rbg. (Iveland), Ma. (Bjell. Øyslebø, Holum).

So m. se Saud.

"Sod (o') n. 1) Sydning". A. Gbr. Østerd. VTel. "Gryyta bryyt´e So´ee" = "bryyte Sau(d)´i"; Tel. Samsod n. Sammenkogning; VTel. (Mo). "Söd aa Tot", Støi; Nfj. (Gloppen), Sdm. "2) Suppe". A. Sod, Sodd, Dal. Ryf. Saadd (og Sø), Vestfold (Dramn).

Soda (o') f. 1) Sydning, Kogning. Sogn, Shl. Nfj. (Stryn). "Vatn´e ligg´e mæ So-ao", Sogn, "mæ "Sø-o", Shl., Vandet er lige ved at koge. "Reke Sode (m.?) paa Kjøt´e" = forvella, Stryn. sodereke (e') v. d. s. Nfj. (Gloppen). 2) stærk Opvarmning. Ryf. (Tarvastad). "Setja Søa paa". 3) Brusen, Susen, Støi; Snak; Sladder; Sladderhistorie. Nfj.: Sode og Söde; Sogn: Soa; Shl. Rog.: Søa; YNdm.: Søaa. "Elvasode"; "Elvasoa". "Søa 'taa Vind'n". "Setja, lyga, i Hoop ei Søa". 4) varm og fugtig Gjæring; Gjæring, Røre. A. Rog. Shl. "Dær æ komen Søa i Høye". "Dæ he sett Søa i Saar´e". "Setja Søa i ein, i Garane", sætte ondt Blod med Sladder og onde Raad. "Dør kann bli ei Søa a dæ". Dal. 5) Vindbyge; omtr. = Rosa. YNdm. og YNamd.: Søa(a); YNamd.: Sooa, Soo; Fosn: Søa. "Vinnsoo". 6) kort Uveirstid = Rykk, Rid. Namd. (Kolvereid). "Styggveerssøaa". Jf. Søyda.

soda (o') v. (ar), koge = sjoda. Sogn (Borgund): soa. 2) suse, surre. Shl. "Elv´o, Myy´n, Folkj´e søa". 3) fare med Sladder. Innh. (Verdal, Levangr) og IFosn (Stadsbygd): saadaa; YFosn og YNamd.: saad(d)a. Vel til Soda f. Jf. sota. – 4) huje, raabe; kalde til sig ved Hujen. Helg.: sø; Vesteraalen: søe; Salten: soo. "Sø paa Hoon´n!" "Ho sooa Folkj´e heim".

Sodd (o') m. 1) Stok som er noget gjennemtrukken af Vand; neppe saa tung og nær Raadnen som Sott. Tel.; Fosn: Saa^udⁱdⁱ. 2) tung drabelig Karl. Tel. Fosn; Smaal.: Södd. Jf. Svadde. Sodde m. omtrent d. s. Ryf. Jæd. "Ein heile Saadde", en usædvanlig Karl; Ryf.

sodda (o') v. n. (ar), 1) "Vatne soddar", naar det staar længe nær Kogepunktet uden at koge. Tel. soddekooke v. d. s. Tel. 2) søle; søle sig i Drik, sviire; ogsaa: søle, være seen. Fosn, SHelg. og Namd.: saa(^u)dd (jodholdigt D); Senja: sö^udde. Hedder sudd' Ndm. Jf. Sv. Diall. sudda f. Sluske. – Soddar m. En som gaar og "saa^uddar i vaate Sko". SHelg.