A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"Stong f. 3)". A. Ogsaa af Træ. Gbr.

Stongvis (ii) f. Vidjebaand hvormed Skinne "Stong" fastgjøres til Slædemede. NGbr. (Sel). Meddeelt. Staangviise f. d. s. Gbr. (Fron). Meddeelt. Fra NGbr. (Lom og fl.) er ogsaa meddeelt: Staangviisee m. og Staangviis. Jf. Vise(r) m.

stopa (o') v. n. (ar), træde igjennem løs Iis el. halvfrossen Snee saa der bliver meget dybt Spor; jf. stolpa. NSmaal. Odal. "Hæst´n staapaar igjønnom (Iis´n)". Ogsaa v. impers.: "dæ vil staapaa", gaa igjennem. Til stupa, Staup.

stopalt adv. (adj. n), med hyppige Hindringer, Uheld og Skuffelser; tvært, uheldigt; = traatt. Tel. (Selljor, Fladdal). "Dæ gjæng stopaalt". G. N. stopalt.

Stope-nei (o') n.? tvært, bestemt afvisende, Nei. Sæt. "Eg fekk no inkji Stope-näi, men so innpaa". Vel til stupa.

"stopla v. a. opstable". A. stobla Agder. stoopl(e) Romsd. Ndm. "Folkje va ihoopstoopla". 2) "stople seg", taarne sig; om Bølger, om Iis. Tel. Røldal. 3) v. n. samle sig tæt, stable sig sammen. Romsd. "Dæ stoopla i Hoop so mykje Folk".

"stopla v. n. støde an osv." A. Shl. Ryf. 2) gaa med stive vadende og snublende Been, stolpre; omtr. = stolpa. STrondh. (Gul. Røros, Bynes), Stjør.; tildeels: stoopl' (og stupl'). – Disse to "stopla" er maaske væs. eet, sammenhørende med Stopul, stöpull, stöpla, v.

Stopla f. = Stolp 2). Vald. (Slidre): ø.

stoplen adj. tilbøielig til at "stopla"; særlig: stivbenet og snublende, stolprende. Trondh.

"Stoplesjo m." A. Ryf. Romsd.

Stopling (o') f. det at "stopla".

stoplutt (o') adj. 1) fuld af Ujævnheder og Anstød; om Mark, Mose, Vei. Hard.; SHelg.: stöplaat. 2) tyk stiv og keitet. Trondh.: stuplaat; til Stupul (Stopul). 3) om Søen: optaarnet, oprørt. Ryf. "Stoplete Sjø" = Stoplesjo.

"Stoppa f. 1) dybt Spor osv." A. NTrondh. STrondh. og Ndm.: Staapp'. "2) lang Række af Spor". A. Hedm.: Staappe. – 3) Stooppe "Harastooppe", Vei som Haren danner i Sneen idet den gjentagende gaar i samme Spor, eller stooppar v. Gbr. (Øyer), Østerd. – Ordet hører vel til stappa v. stampe, men synes gledet ind paa stupa (stuppa), Staup, stopa osv. Se Step. – Stoppa, "Staappe", se Stappa.

Stopul (o') m. 3) Stabel". A. Stupul, "Boorstupul", Ndm. Stopedl Rog. Stopule VTel. "Pæningar hev' eg i Stoplar". 4) Skorsteenspibe. Innh. 5) muret Pille eller Støtte, som Veimærkestøtte, "Mantilstupul" i Skorstenen, Steinstupul. Innh. 6) tør Stamme, høi Stub. Trondh. (Stadsbygd, Børsen, Yttrøy). "Myyrstupul". 7) undersat kraftig Karl. Trondh. Ogsaa stivsindet Særling = Einstøding. Trondh.;
Vald. (ø#-aa). Og: stiv keitet Karl. Ndm. tildeels Staapul. Jf. stoplutt; Stapal.

stoputt (o') aj. fuld af mindre Fordybninger. Jf. stopa, Staup. Hard. (Ullensv. Odda). "Her æ stopute (-ete) te slao".

stora (o') adj. (part.) = fausken. Voss; A.

stora seg (oo) v. gjøre sig stor, bryste sig. VTel.

Storausa (oo) f. Ødeland. VTel.

Storblaka f. En som gjør megen Blæst. Hall.

storblaasig adj. overmodig, storagtig; "blæret". Til Blaasa. Vald.

storboden adj. undseelig (fordringsfuld) = sterkboden. Ryf. Sdm. (Sunnylven).

storbrassen adj. meget grovlemmet. Ma.

Storbrakje, Storbrase se Brake, Brase.

storbrokjen (oo, o') adj. stor- og grovstraaet = brok-vaksen. Agder, Dal. Hard. Shl.

Storbrolt m. Brauter, Skryder; = Storkar. Hard.

Storbrota (oo, o') f. en Sygdom = Storbrot. Hard. "K^øyr´æ brøyte sto^urt".

storbroten (oo, o') adj. 1) stor- og grovvoksen; om Vækster og Dyr (Folk). Agder, VTel. Ryf. SBerg. "Sto^urbrokjen Aakr, Haam´e", men "sto^urbroti Kretur"; SætB. 2) med store grove Ansigtstræk. Hard.

storbuna adj. = storbunutt. Hard. og fl.; Tel.: -boona.

Storbyte n. Udskiftning af den hele Gaard med mange "Tun". Sæt.: Sto^urb^uyti.

Storende m. 1) storagtig Person. Voss. Se Ende. 2) "Stoorænden" = Storfolke.

storet adj. = storeten, se et.

Storfant m. = Storkar. Storfenta f. = Storkjella. Østl. Tel. "Stortifænte", Ringerike (Krødsherad).

Storferd f. storartet, især luxuriøs, Optræden; Slaaen-stort-paa; Storagtighed. Ma. (Aaserall): Sto^urføør. Jf. Høgferd, Høgførast. – storfør? adj. storladen, storagtig; luxuriøs. Ma. (Aas.). "Fara sto^urført fram". storføren adj. d. s. storføranse adj. (part. præs.) d. s. Ma. (Aaserall).

Storfil (ii) f. = Yverfil, i Kort. Søndenfjelds. Mest: "Stoorefiila". – Hid hører maaske: Stooffiil m. en tilbageholden original kløgtig og morsom gammel Mand. Ork. Selbu. Stuuffiil d. s. Stjør. "D'e saa rar en Stuuffiil, d'e ingjen som veit ker som buur i 'aam"; Maaraak. Sv. Diall. stoofiil(?), stoffel, stuffel dvs. gammal gubbe. "Fil" (Knegten) er m. i Trondh.

Storfjakse m. naragtig "Halvkauring". Sogn.

storgrøypt adj. storædende. Follo og Smaal.: -grøyft, -grøft. Til grøypa i seg.

Storhopen m. def. Størstedelen. Gbr. og fl.

storhovda adj. med stort Hoved. Tel. og fl.

Stork (o') m. en usmidig plump eenfoldig og altfor ligefrem Klodrian; stiv taktløs Grobian. Sæt. Ma.

Storkast (oo) n. god Affaire; Coup. Trondh.

storkjafta adj. stormundet; stortalende. Nfj.

"storkna (o') v." A. staartne#-störtne; Gbr. Østerd.

storkostelege (oo, o') adv. Helg. "Han takka stoorkaasteli", i meget stærke Udtryk.

Storleike m. Størstedeel. Romsd.

storlima (i') adj. storlemmet.

storloda adj. af stort Kaliber, "Loo(d)".

storlødd adj. = storloda. Nfj. Sfj.

stormall (o') adj. fremstormende, paagaaende; "som stormar o braustar paa". Sæt. og Rbg.: stormaale.

Stormannsdrope (oo, o') m. liden Levning i Drikkekar. Tel. Stormannssope (o') m. d. s. s. Tel. -suup m. d. s. Rbg.

Storme (o') m. En som er "stormall". Sæt.

stormen (o') adj. = stormall. Sæt. Ma.

stormoda (oo, oo) adj. fuld af Selvfølelse; noget overmodig. Jæd. Dal.

stormsterk (o') adj. umaadelig stærk. Hedm.

"storna (o') v. frønnes". A. Hard. Voss.

stornøgd adj. som vil have meget, som seent faar nok; ufornøielig. Dal.: sto^urnøydd.

stor-reda adj. om Hest: med stort "Red". Gul. Helg. – "Storr" A. Starr Hedm.

storrgalen (o') adj. splittergal. VAgder.

Storrmyr f. Sump bedækket med "Storr".

"storromad adj. = romstor". A. Tel.

storskrata v. (ar), braute overvættes. Ma.

storskrova (oo, o') adj. med stort Bugparti. Sæt. Tel.; Østl. (Smaal. og fl.): ö#-aa.

Storskru, Navn paa den store Taa. SGbr.

Storsnok (oo) m. = Storkar. Hall.

Storsnop (oo) m. omtr. = Storknape. Hall.

storstiv adj. stiv og stram, overmodig, af Mægtighed (Penge, Stilling osv.). Smaal.

storstrædd adj. med store Straa. Jæd. Li. "Sto^urstræædd Aagr"; Li.

"stort adv. større adv." A. Trondh. – "Sjaa stoort", see med store Øine, gjøre s. Ø. Ma. og fl. "Glo^u sto^urt", d. s. Sæt. "Døkk leik stoort", I leger voldsomt; NGbr.

Stortaailk m. Muskelpuden under Stortaaens inderste Led. Tel. (Bø).

stortorven adj. = stortuftig. Shl. storturven d. s. YSogn. storturvande d. s. Shl. storturtug Ndm. (-äu).

stortuta v. n. = storskrika, storgraata.

stortøkjen adj. som vil have det stort; storladen, fordringsfuld. Vesteraalen: -tøykjen. – stortøkken omtrent d. s. Vestfold. Er vel stortykkjen.

storvorden adj. storagtig = storvoren 2). stoorvoorin (og -vaarin), Ork. (Meddal), -voolin Stjør. (men: vera va veri) og fl.; -vö(l)n, -vö(r)n Østl. (Ring. Vestf. og fl.).

storvyrdug adj. = storvyrdig. Hall.: -vyyrug. storverdig (d), d. s. ISogn (Aurland).

storvægjes adv. og adj. = storveges; vægtigt, vigtigt. SætB. "Heve du noko sto^urvæjes (-jis) fyri?" I denne Dial. kan "sto^urvæjes" ikke være < storveges. stoorveis d. s. Nfj. (Breimn); kan være < storvægjes. stoorvæijes NGbr. Jf. tungvægjes;
G. N. vera lítils vægis af liden Vægt.

storvælt adj. n. (og adv.) meget stort. Ork.

storyrdug adj. = storørd. Gbr. (Lom, Vaagaa): stoorølog.

stota (o') v. n. (ar), 1) gaa med korte stødende, stolprende, Skridt. Ndm.: staat(t)a; Nfj. (Honndal): stote?; Innh. Namd. Strinda, Selbu og NØsterd.: staataa. "staata aa dra", drage møisomt med bøiede Knæ og korte stødende Skridt. Ndm. (Tingvoll). 2) gaa stavrende og slængende for sig selv, sær og utilgjængelig. NTrondh. STrondh. NØsterd.; Hall. og Sigdal: staata (#-ø)? "3) stamme osv." A. I NSv. Diall. ("Norske": Finnland, Norrland, Dalarne; Gotland): stota, ståtå, stöta, stutä, stuträ dvs. stappla, gå osäkert, stamma. Jf. stotra, støyta, G. N. stauta = steyta. Hertil: Stot m. En som "stotar"; særlig: gammel stavrende Mand. Berg. Og: Staat.

Stotar (o') m. En som "stotar", især gaar og "stotar" 1) og 2); a) gammel stiv og skrøbelig Mand. NGbr. Hall. (omtr. = Stare), Sogn, Voss; b) gammel stiv og vrangvillig Karl; Hall. (Nes), STrondh. (Uppdal). c) uselskabelig tvær indskrænket Særling = Stolling; Trondh. NØsterd. d) laset fattig Stymper, Stodder; Tel. (Kvitseid og fl.), Vald. NØsterd. Salten. d) laset fattig Stymper, Stodder; Tel. (Kvitseid og fl.), Vald. NØsterd. Salten. Former: Stötar? Ndm. (Rindal); Staata(a)r NTrondh. NØsterd. (aa#-o'; maaske ogsaa "Stötär#-Staatär"); Staatar, mest alm. (ogsaa i Tel. Vald. og Hall. der hvor Vokalen burde været en anden); Staotar Sogn, Voss (som taosa for tosa? laogna for logna, osv.); Staat´r SGbr. (maaske af stotra). Former og Bett. tør deelviis være paavirket af Ældre D. (Sv.); se ståtare, Rietz 692. – Stotarkong m. Stodderkonge. Lidet kjendt og brugt. "Stötarkong"? Ndm. (Rindal); ellers: "Staatar-". "Stottekungje"? Nfj.-eid.

stotra (o') v. n. = stota 1) 2) 3). Ndm. Helg. og Østerd.: staattr(e) – Staatrar m. = Stotar, a) b) c). Ndm.

Stotul (o') m. en svær kraftig maskulin Figur, en vældig Krop. Ndm. (Øksndal, Kvernes og fl.): Stötul (ø?) og Stutul. "Ein S. te Hæst, Okse, Kar"; se stava.

"Stova (o') f." A. Stova Rog. VAgder, Stoge Sæt.VTel.; Støgo Vald.; Stögu (?), Ndm. (Sunndal, Øksndal); Stäue Romsd. Ned. og fl.; Stuaa YNdm. – Stovesitjar m. En som boer i sit eget lille Huus, men paa anden Eiers Grund. YNdm.: "Stuaasittar". – stovestaden adj. som har staaet nogen Tid i Stuen. Sdm. "stovesteie Øl", kuldslaaet. – Stovetaus f. Stuepige. SBerg. – Stoveveg m. Gangsti over Engene mellem Naboers Vaaningshuse. Ma.

stova, stovn, stoypa se stødva.

Stoy, stoya, stoyen se stod-.

Strabbe m. en ældre noget stiv og træg Mand. Ryf. Jæd. (Time).

stragla v. n. gaa vaklende og møisomt; holde sig oppe og komme frem (klare sig) til Nød. Sogn (Kvamsøy, Leikang). Jf. strigla, strangla. "Dæ æ so v^eitt (mykje) han stragla mæ da, stragla mæ L^eive", holder Livet oppe, har Liv.

strakande adj. og adv. lige, ret; directe. "Strakande bein", snorlige; Nfj. og fl. "Strakanes Vei´n"; Solør og fl. "Han gjikk, foor, koomm, straakaan", uden Ophold eller Afstikker; Selbu adj. i acc.?.

strakbeint adj. med rette og noget stramme Been. Om Folk og Fæ. Smaal. Oslo.

strakje adv. = strakande. NGbr. Østerd. STrondh. (Uppdal). "E kom s. dær ifraa".

"Strakje m." A. Nfj.

Stralt m. omtr. = Strant. NGbr.

"stram adj." A. "Stram i Lii`vi", smal, spændt, om Midjen. ISogn.

Stramb m. stærk Lugt; Stank. STrondh. (Uppdal). Stram STrondh. (Fosn og fl.); Stram STrondh. (Fosn og fl.); Stramm Vald. Namd.

stramba v. n. (ar), lugte stærkt; især: stinke. STrondh. (Uppdal): stramb; N- og STrondh. (Innh. Fosn og fl.): stram; Vald. Namd.: stramm(e)) Jf. stamba, stama. "Dæ strame Bræⁱnnviin 'taa 'om".

stramma v. n. (ar), fare afsted, sætte afsted, strække ud. Østl. (Oslo, Follo, Smaal. og fl.).

strampen adj. med Musklerne, især Mavens og Brystets, stærkt spændte; stram. NGbr. (Lom). "Stri aa strampen". Jf. stremba.

stran adj. spinkel. ISogn (Lærdal). "Stran o grann i Skrott`i". stranvaksen adj. d. s. Sogn.

strana v. n. (ar), rende rastløst omkring; om Fæet. Sogn (Hafslo, Aurl.). Jf. strøna.

"Strand f." A. Straand Tel. IAgder, Ryf. I IRyf. (Suldal): Strond (o'#-oo#-u'); Fl. Strend´r (e'#-ee#-i'), ligesom Rond. Straan(d), Fl. Straandee, NGbr.

stranda v. n. (ar), 1) gaa langs Stranden = strenda. Agder. straande Sæt. (Hylestad). 2) særlig om Solen: nærme sig Nedgang. SætV. og B.

Strandbyggje m. = Strandbu. VTel. "Strandbyggji" er i Vinje Beboer af Raulandsstraand, "Straand´ee".

Strand(d)jubb m. 1) = Fossekall, Cincklus. Ma. Sæt. 2) = Stranderla (Sæt.) Rbg.

Strandvarp n. = Kastenot. Namd.

"strang adj. skarp". A. Vald.

"Strange m. mindre Træ osv." A. Vald. Tel. 2) smal Tarm. Dal.

Strangeklopp f. Bro af "Strangar". ØTel. – Strangekost (o') m. Dynge af Strangar. Tel. – Strangelid (i') n. Led af Strangar. Nfj.: Straanggele(d).

strangefør adj. om Træ som er stort nok til at hugges til Ved. Sdm.: straanggefør.
strangende adv. som en "Strange". Gbr. "Strangende rak". Og: "strangande r.".

stranghald? adj. om Traad, naar "Tætterne" ikke er lige lange, saa een gjør Kurre mens en anden er ret (stram). Romsd. og SHelg.: stranghaⁱll; Salten: strænghaⁱll. – ?Stranghald n. denne Tilstand af Traaden. Helg. Jf. haltstrang.

strangla v. gaa slængende og slingrende. Østl.

Strangla f. langt tyndt Træ. Østl. Ned. Trondh.

stranglagd adj. om Baad som har for retliniet Kjøl. Helg. (Vefsn, Brønnøy), Bindal).

Strangle m. 1) lang tynd Stang. Ma. Rbg. Tel.; Ryf.: Straangle. 2) lang tynd (eenligt staaende) Figur: Straa, Træ, Person. Østl. Trondh. Strangl m. d. s. 3) slap lad Person; jf. Brand. Tel. – Stranglekost (o') m. = Strangekost. Tel.

Strank m. En som er stiv i Krop og Bevægelser. Tel. (Høydalsmo, Rauland).

Strant m. 1) lang tynd kvist- og bladfattig Vækst. Vald. Østl. VAgder. 2) lang tynd stiv Person. Søndenfjelds.

Stranta f. lang tynd stiv Kvinde. Li.

"stranta v." A. (ar), Østl. 2) "stranta seg", stramme sig op. Li. 3) "strante Eple", klemme kogte Kartofler ud af Skallet efter at have brukket dem over. Tel. (Kvitseid).

stranten adj. lang stiv og fattig paa Lemmer (Kviste osv.). Agder, Vald. Østl. strantutt d. s.

Strate m. 1) = Strant. Vestfold (Eiker) og Ring.: Strata. 2) opstikkende Pig = Snag. Vestfold. 3) Gjerdestav. Vestfold. Jf. Strite.

"Stratt m." A. = Strant. Sogn. Jf. Start.

"stratta v. n. (ar)". A. Ryf. stratta imoot". 2) anstrænge sig, gaa anstrængt. Ryf.

stratta seg v. (ar), strække sig. Dal. Jæd. "Li^dj^dja o stratta seg", ligge og strække, dovne, sig. (Alle 3 stratta er vel væs. eet. En Fællesforestilling ved dem, som og ved starta stara, stirta stira, styrd og fl. er Stramhed, Spændthed, Stivhed).

Stratte m. 1) en noget stor og tyk Kjep, større end Stav. Li. Dal. Jæd. 2) stiv (stivsindet, tvær), Person. Li.

stratten adj. = stranten. Nhl. Shl. Li.

"Straud f." A. "Ai Strau mæ Raen; Hæstestrau". Strøy f. d. s. Hedm. (Ringsak); Strøye SGbr.; Stroo Gbr. (Fron), Østerd.

Straue m. = Straud. NGbr. Strooe SGbr.

"Straum m." A. Straam NGbr. Sfj. (Haukedal, Holsa); Stroom Gbr. (Fron).

strauma v. n. (ar), løbe vidt om = strenda. Sogn (Vik). "K^øyr´i fer aa stræuma".

Straumelta f. = Aaglip, Fosstræl. Nhl. (Eks.). Ströumræk (e') m. d. s. Ringerike (Aadal, Krødsherad); Stroumreku (e') f. d. s. ØTel. (Tuddal); Ströumsoga f. d. s. IRyf. Røldal.

Straumida f. Strømhvirvel. Nordl. (Steig, Vesteraalen (-jia)).

Straumkjerja f. se Kjerja.

Straumrast f. se Rast, Straumrøst.

Straumrek, Straumreka se Straumelta.

Straumsen, -sæm, -sæn se Sæm, sæma.

Straumskavl m. Styrtsø voldt af Strøm.

Straumsoga (o') f. se Straumelta.

Straumstar m. = Fossekall. Li. (Fjotl.).

Straumvatn n. fremstrømmende Parti af Elv )( Evja og Stillvetne. Busk.

"Straa n. Straa". A. Straa f., Fl. Strær Land, Hadel. (n.), Totn, NHedm. SGbr.; Stræ f. pl. Gbr. (NFron). Straan, Fl. Straan Hall. (Gol, Aal); Straa(n) n., Fl. Stræd´na og Stræ´na Li. Ma. Bestemt sing.: Straatt´i VTel. (Mo, sjelden). – "Draga Straa", trække Lod.

straa-a v. n. (ar), æde Straa for Straa, æde smaat (og kræsent). Sogn (Hafslo, Aurland). "Kyyr'i sto^u aa straoa".

Straadaa se Strode.

straaeten adj. som æder smaat (og kræsent). Voss og Hard.: -ao-.

"straagjeven adj. = straalaus". A. Nfj. Sogn, Voss, Hard. "Me æ hodle straogjevne baade pao Høy aa Halm".

Straak m. (ar), 1) smalt Trækar af elliptisk Gjennemsnit = Strokk. Tel. (Kvits. Sellj. Aam. Raul.). 2) stiv og lang, opløben, Person. Tel. – straake v. (ar), føre sig som en Straak. – straakeleg adj. lig en Straak. Tel.

Straakaa, straakaa se Stroka, stroka.

Straal n. 1) noget lidet som er fraskilt fra en større Masse. Shl. (Stord), Hard. (Kvamm, Odda). "Berre noko Straal". Se A. Jf. Isl. á strjáli, spredt, hist og her. 2) levnede el. spildte Aks paa Ager og Vei. Ndm.: m. Straale m. d. s. Helg. – straala v. (ar): "Straal nee för (fär) se", spilde "Straal". Ndm.

Straala f. 1) slankt valseformigt Legeme; særlig: slankt Træ. Nfj. (Stryn): -e. 2) Lysstraale. Hall.

Straale m. 1) liden Stiim = Straal. Senja, Helg. 2) = spildte Aks = Straal. Helg. Stræl n. d. s.

straalen adj. 1) smækker. Sogn (Leikang): ao. 2) = straaeten. Hard.: ao.

straaleten adj. = straaeten. Hard.: ao. straalætt d. s. Sfj. (Hyllestad).

straalvoksen adj. slank = grann. NBerg.

straasetja v. n. om Lee: levne Straa. Nordl. Trondh.

straasliten (i') adj. = straagjeven. Sogn: ao.

Stregg m. 1) Luftstrøm, Træk. Sfj. (YDale). "Da stænd´e slik Stregg' igjønaa Dør´a". 2) Dalvind = Sno. Sogn (Leikang, Vik).

Stregle se Strigla.

Streit m. 1, 1) Besvær = Streit n. Hall.
2) Stramning af Tøi, hvorved det paa begge Sider danner Fold. Gbr.

Streit m. 2, stivsindet Person. Nfj.

Streit f. Skraastøtte, Stræbebjælke, Stiver. Sogn, NGbr. "Gjera Streitleggjer", spærre sig mod. Gbr. (-læⁱggje). "Hesjas.".

Streit n." A. 2) "Da gjekk paa Sträit mæ däi", de levede i stadigt Kiv. Voss.

"streita v. n. (ar), 1) stræbe osv." A. Sogn, Hard. Voss, Nhl. Li. Gbr. Vald. "Sträita imo^ut". "Sträita aa dra(ga), strinta (strita) aa bera"; Nhl. "2) stramme". A. Hard. Sogn, NGbr. "Sträita atte", stramme bagover. "Broo`kjee streita i Klaav`ee", føltes stram. – Bøies i Hall. ogsaa (er, te), som Isl. streita (-tti).

streitast v. impers. skee med Vanskelighed (Møie), holde haardt, knibe. Voss, Sogn, Vald.; Hall. tildeels: strøytast, Gol. G. N. streitast anstrænge sig.

streiten adj. 1) tilbøielig til at "streita": a) stridig og stædig; b) strammende sig op, strunk, stram, steil. Hard. Voss, Nhl. Sogn. 2) stram i Ansigtet. Rbg.

Streiting f. det at streita.

Strek (ee) m. skarp ubehagelig Lugt. Vel < Strik (i'). Jf. strinka. – streka v. n. stinke. "Dæ streeka Brænneviin 'taa 'o". Hall. (Gol, Nes). D. Diall.: sträka, strega.

"strekka v. n." A. Inf. strøkkja Gbr. (Øyer), Agder. Imperf. strokk Gbr. Agder og fl.

Strekkfisk (e') m. Bjælke som holder Vægge og dl. rette. Søndenfj. Jf. Dragfisk.

strekkja (e') v. n. (er, te), fare vidt omkring; om Fæ; = stroka. Fosn (Stadsbygd).

Strekkje (e') n. = Strekkja f. Hard. (Odda).

Strekkmot se Strikmaat.

stremba seg (e') v. (er, de; og ar), 1) spænde Bryst og Mave ud. Voss, Nhl. Sogn. "Hest´n stræmbde seg, so dar va kje Rao te gyra'n". 2) snøre Midjen for haardt. Sogn. "Jæntedna stræmba seg".

Streming (ee) f. det at "streema". Hall.

stremja (e') v. n. (ar), stræbe imod, stritte imod, spænde imod = sterra imot. Innh. (Indr. Beitstad og fl.): stræmj og stræmm.

"strenda v. n. gaa langs Strand". A. Tel. Sæt. Og: stranda, straande

Agder. "b) løbe vidt omkring". A. Gbr. Tel. Hall. Busk. Rom. Odal, Oslo. strana d. s. Sogn. 2) søge ind til Stranden, om Fisk. Tel.

"strenda v. a. skovle osv." A. Ringerike, Gbr. Ndm.

strenda v. n. 2, (er, de), streife, berøre i Forbifart. Vald. Totn, Land. "Kuula strænnte attaat Bakkjen, strænnte forbi mæg"; Totn. Maaske eet med strenda v. a. (og strenda v. n.).

Strending m. Hybrid af Laks og Ørret. Jæd.

"Streng m. 4) Snorlinie". A. VAgder. = Deildestreng; VAgder. 7) Straale. Østerd. "Soolstræng". 8) Muskelbundt. Østerd. 9) = Basme. Østerd.

strenga v. n. (ar), opgaa en Grændselinie, "Streng". Rbg.

strengboden adj. = sterkboden. Shl.

"strengja v. a. (er, de)". A. 3) grændse, støde til. Ma. (Grindeim). "Honnes o Sveindal strængde mæ einan'n", eller "strængde mæ Byyte". 4) "strængje upp", forsyne (Fela) med Strænge. Tel.