A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Sprokta f. Hop og Kast som Kiddets; Grimase. Sogn. "Gjera Sprokte", pl. Se sprokta.

sprokutt (o') se Sproka.

"sprona (oo) v." A. Ma. Dal. Vestfold (Sandsvær). Se Sproa. spraane, sprjaane; Sæt. "spronøygd adj." A. Dal. Ma. Vestfold. spr(j)aanøygd Sæt. 2) stramme, spile sig op; sprade. VAgder: spro^una, sprona (o').

Sproning f. det at sprona; Stirren osv.

[spros adj. overmodig. Selbu. Eng. spruce?
"Sprot (o') n. liden Stang". A. Hedm. Totn, Land, Solør, Oslo. Mest: Sprott (ö#-aa). "Meetsprött, Fiskespraatt". Om Seilstang = Sprit. Ma.: "Sprot, -od, -aad".

sprota (o') v. (ar), stramme sig op, give sig Air; sprade. VAgder. sprota seg tee d. s. Rbg. – sprota se spraata.

Sprota (o') f. vandret Pind i Fælde. Dal.

"Sprote (o') m. tynd Kjep". A. Hard. Sogn; Østl.: Spraata, -taa. "2) Spændtræ osv." A. Sogn, Hard.; Smaal.: Spraata(a). St^eiv so äen Sprote". "3) liden Dopsko". A. Ogsaa: Torn el. Pig i "Vidjespenning". Ma. "4) Spænde osv." A. Ogsaa: om al Metalbesætning paa Bælter og Sæletøi? VTel. Sprotebelti n. = Stølebelte. VTel. 6) mærkelig Begivenhed, Særsyn = Spir, Tilburd. Nfj. (Honndal). 7) Vindues-sprosse. Ndm. 8) liden stram Person, liden Sprade. Agder, Tel. Spraataa ØTel.

Sprotel (o') m. 1) Stillepind i Fælde; jf. Sprota. Dal. 2) Torn eller Heftenaal i Spænde. Rbg.: -il(e). Sprytil d. s. Rbg.

"Sprotta (o') f." A. NGbr. 2) Rift. Ryf.

Sprov, sprova se sproa. Sprova se Sproa.

Sprove m. Stiver = Sproa 1). Nhl.

sprungen part. "Eg hev' alli seet sossi sprungji Menneski", jeg har aldrig seet M. som har sprunget saa. Sæt.

Spruns, sprunse = Spuns, spunsa. Sæt.

Sprut (uu) m. fremsprudlende, fremsprudet, eller fremsprøitet Strøm. Østl. og fl. A.

spruta v. (spryt, spraut sprote (o')), sprude, sprudle = spruta (er, te), A. Shl. Hard. Ryf. Tel. Num. Follo. Infinitiv: "spruuta, spruute"; desuden spryyta, Shl. (Etne, Fjellber, Skonevik), Hard. (Ullensv.), Ryf. (Vikadal); sprjote? Tel. (Kvitseid og fl.). Præs. spryyt´(e) Tel. (Kvits. og fl.), Num. (Nore; medd.), Shl. Hard. Ryf.; spryyt´r, Follo (Fraun) og fl. i Østl. Imperf. spraut, Tel. Hard. Shl. Ryf. Num. Oslo (Nordl.?). Supin. sprote, Shl. Hard. Ryf. Tel. En Infinitiv sprjote synes forekomme i Tel. (Kvits.? Vinje?) med Bet.: spænde, prelle, slaa sig tilbage = sprøyta. "Du lyyt' vara deg, dænne Grein´i koonne sprjote". Til denne Bet. synes slutte sig flere Afledsord: spraut, Spraute, Sprauting, Sprote, sprøyta og Formerne: spruut(e) spraut (sprude, sprudle) forekommer i Nordland (Helg. Folden, Senja, Vesteraalen) og desuden Supin. "sprauta" i Vesteraalen, Senja (jf. Supin. spranga af springa, Namd.).

Sprye f. = Spria, Spri. Romsd.

Spryt (yy) m. = Sprut. Hard.

Spryt n. smalt og tyndt (forslidt) Jernredskab; om Kniv, Lee. Li. (Eikin). Om Folk og Fæ: tynd svag Figur. Li. (Eikin). "Eit smalt liite Spryyt". J f. Sprit.

spryta v. (er, te), 1) sprude, sprudle = spruta. Voss, Hard. Ryf. 2) sprøite, stænke. Voss. Ryf. (Vikadal). "Dei spryytte mæ Spröutedne" (Sprøiterne); Vikadal.

Spryta (yy) f. Pind i Fælde, Stillepind saavelsom vandret Pind. Hard.

Spryta f. Strøm. Hard.

Sprytil se Sprotel. Spræk se Sprek.

spræ v. (r, dde), 1) sprede. ØTel. (Lunde, Heiddal) og fl. "Spræ Myk". "Spræ Høy´e væl utivi". 2) stænke = spra. Busk. og fl. "Spræ Vat´n". "Spræ Hagan", vande H. Jf. spæ. – Spræa f. Diarree. Vald. (Vang).

"spræk adj." A. d) rask til Løb. Jæd.

Spræk. "De va paa Spræk", det var storartet, stateligt, "gildt". Oslo.

spræka se spreka.

sprækvoren adj. ret "spræk", rask osv. Hall.

Spræl m. kort Hale, som paa Faar; ogsaa, sjeldnere, paa Slange. Voss, Shl. og Ryf.: Sprædl. Jf. Spærl, Spæl.

Spræla f. Haletudse. STrondh.: Sprææl' og Spreel'.

spræle v. sprælle. ØTel. Se sprala.

"spræna v. n. sprøite osv." A. Vel neppe om tykke og kraftige Straaler; mest = sprena. 3) udstøde tynde Ekskrementer (+ Ekskreter, om Fugle). Hall. "Kyyr´ee spræne". 4) = sprena 1) og 2). NGbr.

Spræna f. 1) fiin Vædskestraale. Gbr. "Bloospræne". "Den siste Spræna i Juu`ree". "Dæ æ bærre æi Spræne 'ti di eine Spæna-a". Jf. trisprænt. 2) Straale af uren Vædske, el. blød Masse; Diarree = Spræa, Spreena. Hall. Gbr. SVald. "Kuspræne". 3) ræd Person. A. Nfj.

"Sprøa f." A. Trøske. Nhl. YSogn.

Sprøyt m. 1) Vandstraale. Hard. og fl. 2) = Bogsprøyt. Sogn, Ryf.

"sprøyta v. a." A. 4) vippe som ved "Gjeppespil". Tel. 5) sprede. Rbg. Østl. (Snarum og fl.). "Sprøyte Myk". "Sprøyte Høy", løfte (lufte) lidt paa det vendte Hø; Tel. (Raul. Aam.). 6) "sprøyte seg", sprade = spretta. Tel. Sæt.

Sprøyta f. Spændetræ over Væv. Rom.: -e.

Sprøyte m. spænstig Karl som er lidt af en Sprader. Tel. (Bø). Ogsaa: "Sprøyte Kar", "Sprøytekar". Sæt. Tel. Sprøytingji m. d. s. VTel. – sprøyteleg m. lig en "Sprøyte". Sæt.

sprøyten adj. tilbøielig til at "sprøyta"; spænstig osv.; = sprøyteleg. Tel. Sæt.

"Spue m. Spove". A. Spuye og Spooye (Diftong); Dal. Jæd.; Fleertal: Spooga. 2) lang langbenet Karl; lang Bengel. Dal. Li. Vil i Li. let glide sammen med Spokje (Spoje). – Spoogarei n. Spove-rede.

Spuna m. Spind = Spune m. Hard. Sogn. Bestemt: Spuna-in. Spunad? Spunagjerd f. Maade at spinde paa; Maneer. Sogn. "Kvær ha sii Spunaagjær".

"Spune m. 2) Spind". A. Spaana Ringerike; Spaanaa, Totn, Smaal. og fl. – Spaanaakjæring, Spaanaakoonoo,
NGbr. Spaanaamölti f. Maaltid, der gives den som bringer Spune'n. Totn.

"Spuns n." A. 3) dobbelt, altsaa rudeformet, Kile eller Spjeld i Klæder. NGbr. 4) stor Lap. Ma.

spunsutt adj. fuld af tomme firkantede Rum. Li. (Eikin). "Aks´e æ spunsutta".

"spurd (u') part." A. bekjendt, navnkundig, berygtet = kjend. Gbr. og fl. "Dæⁱnn saam bli faar æitt spoord, bli faar tiie tænkt". "Viie spoord" = vidspurd.

"Spurdag m." A. Li. 2) Nys, Efterretning. Sogn, Shl. Ryf. Rbg. "Eg fekk S. paa Geit´o"; Shl. 3) En som spørger meget. A. Senja, NTrondh. Ndm. Romsd. Nfj.

Spurdage m. 1) Gaade. NGbr.: Spoordaagaa. 2) = Spurdag 3). Østerd.: aa. G. N. spurdagi Spørsmaal.

"Spursmann m." A. {MERK: Misprentet n. er retta til m., OV} 2) særlig: En som frier for en Anden. Land, Hadeland.

Spursmaalskraaka f. utidig Spørger. NGbr.

"Spurrak n." A. Spoorau Ndm. (Øksndal, Tingvoll).

"spurvis adj." A. Ryf. Agder. Tildeels: spør-. – spurviisen adj. d. s. VAgder. Tildeels: spør-.

Spurvisa (u', ii) f. "spurvis" Person. Nhl.

Sput m. Blæksprut. Helg. Salten.

"Sputr (uu) m." A. Lidet Sneeskred. Sogn.

"sputra v." A. spjuutre, skylregne. NGbr.

sputreregna v. skylregne. Hall. (Nes).

Spy n. Spy. Hall. – Spyli se Spele.

spy v. spye. Imperf. spau Fosn, Ork. Gul. Stjør. Namd. Se A.

spyleg adj. væmmelig. Tel. Vald. Se A.

"spyrja v." A. Imperf. spuure (sp^eure, sp^øure), Agder (som buure, Muurt dvs. burde, Murt). "Kva spør daa?!" hvad staar da paa?! Salten.

"spyrjast v." A. "Dæ spørst um", det er et Spørsmaal om, det er usikkert om. Ny Brug? Gbr. og fl.

spyrøren adj. nær ved at spy. NØsterd.

Spyslita (ii) f. Opkastelse. Sæt.

Spysott f. Spysygdom, især hos Spysottgeit f. Sæt.

"spyta (y') v. (ar), strikke". A. Ringerike: spøta. 2) kaste Benene korsviis over hverandre: a) i Mathed. Shl. (Fitja). "Ku´æ spytar (el. ø)". b) i Dans. Hard.

"Spyta f. 2)". A. Oslo, Vestfold: Spitu. 4) Pølsepind. NGbr.: Spytu.

spæ v. (r, dde), vande = spra. ØTel. (Flaa, Lunde, Bø, Heiddal). "Spæ Hagjen, Plæntur", "spæ i Hagan"; men "spræ Myk".

spægle(g) adj. spæd, tynd. Strinda og fl.

"Spæk m. Huggespaan". A. Sæt. (pl. Spæki), Ma. 2) Figur (Mand, Hest), som viser sig langt kraftigere end dens Ydre antydede. Ma. Jf. Fliis.

"spækja v. stivne osv." A. Romsd. Ndm.; Stjør.: speekj.

spækja v. (er, te), 1) skræve ud; gaa eller sidde eller sparke skrævende . VAgder, Rbg. "Ungen spækte upp i Mat´n mæ Fo^utn"; Eikin. "Spækja o vørma seg" = flækja; Ma. Jf. spjaaka, spjelka osv. 2) anstrænge sig til det Yderste; vise sig som en "Spæk". Ma. (Bjelland). "Hest´n spækte o dro^ug".

spækjen adj. kraftig og udholdende Ma.

spække v. a. (ar), vande = spæ. Num. ØTel. Se spekkja. Til spæ?

"Spæl m. Hale". A. Om Hale paa Fiirbeen og Slange; Nfj. Ma. Li. Speel ("Säuaspeel", alm. L); Ndm. Spærl og "Spæl" (om Slange), Li. (Bakka); Speeril Innh. (Sparbu). 2) smal og tynd liden Figur (Menneske, Fisk osv.); Rbg. og Li.: Spærl; Innh. og Selbu: Speeril. 3) smalt Stykke; Strimmel. Rbg. VAgder. "Ein spærl´e te Vev". "Han hev slegji (meiet) ein smale Spærl´e upp igjenom"; Rbg. "Spærl" og "Spæl", VAgder. "Ein Spærle Vev´e" og "Spærleveve", "ei Spærlefure"; Rbg. – ?Spærle f. et lidet tyndt kvistløst Træ. VTel. – speerilaat adj. lig en "Speeril". Trondh. – spærleleg adj. lig en Spærl.

spæla v. n. (ar), løbe ud i en "Spæl", smalnes og afsluttes (for) raskt. Nfj. (Olden, Honndal, Stryn). "Tree'e spæla a(v)".

spælreisa v. n. (er, te), reise sig paa Halen, om Slange. N- og SBerg.

Spælvest m. Mandfolk-kjole. Gbr.

Spænaale se Spenel. spænos se spaanosen.

Spærl, Spærel se Spæl.

spærle adv. farligt; se speeleg. Ndm.

spærlen adj. lig en "Spærl", kort Hale. Rbg. Ndm. Romsd. "Eit spæett aa spærle Ting".

Spærling m. liden tynd Person. Ndm.

spøk adj. eller subst. Kun i: "ikkje spøk", ikke til at spøge med, ikke blid; alvorlig, betydelig; som kan forsvare sig; omtr. = ikkje ty(d). Østl. Romsd. Rbg. Ma.

"spøkja v. n. 2) varsle for noget". A. Ryf. Gbr. Nfj. Sfj. Sogn. "Eg kunne skyna at han spøkte ette noke", hedder det, naar Ulykken træffer En. 3) forsøge noget voveligt. Nhl. Jæd. og fl. 4) handle uforsigtigt med noget; som i D. Alm. "Spøkja mæ Eld´n". 5) "spøkja seg (til)", udmaie sig = spjaaka; maaske ogsaa: formumme sig. Ndm. Vald. Hedm. Rom. Follo, Østerd.

Spøkja f. Kvinde, som "fer aa spøkje", som gjør sig latterlig ved at optræde over Evne (især i Dragt). Ndm.

Spøkje n. Spøgelse. Sæt.? "Eit kvitt S.".

spøkjen adj. 1) kaad og dumdristig; jf. Spok. Ryf. 2) farlig; frygtelig. Se A. "Dæ va spøykje", det var for galt, for ilde. 3) overordentlig. Selbu og fl.

Spøl (oo) m. 1) Spole. NGbr. Østerd. og fl. Se A. 2) Hjulege. Romsd. 3) liden tynd Figur. NGbr. Østerd. Nordl. og fl. Synes ogsaa hedde "Spöl" (Østerd.) hvilket turde være Spol. – Spøling se Spjoling.
spøn adj. rask stram og lidt spradende ("spretten"). Tel. spønen Rbg. Ryf. Hall.

Spøn n. rask stram spradende (feiende) Person. Ndm. Se flgg., spøna.

Spøna f. = Spøn; mest om Kvinder. Spønar og Spøne m. = Spøn; om Mænd. Ryf. Tel. Rbg. og fl. Ogsaa: "ei Spøne Jænte", "Spøne Kar´e", Rbg. Tel.

"Spøna f. = Spon". A. Shl. Røldal. 2) afsparket el. afsplintret uregelmæssigt Lag; som af Græstorv, af Mos = Fletta; ogsaa stort og uregelmæssigt Mærke (Saar) efter Afsparkning og dl. Hard. Tel.

"spøna v. sparke osv." A. Sogn, Voss, Hard. Nhl. Shl. Ryf. Ndm. Rbg. Tel. Innh. Ogsaa: klore. "Spøne aen i Augo"; Sæt. "Han spøna tee", slog Klæerne i og tog sig Tag; Innh. "Spøne i Veg", sætte afsted. "Uppspønt i Anliti". "Ængjæ æ uppspænt av Hest´n, Vaand´n". 2) gaa stram og strunk; sprade. Rbg. Tel. Ogsaa "spøne seg ti". – spønos se spaanosen.

spøneleg adj. = spøn spønen og spønutt d. s.

spønsk adj. strunk, stram. Vald. Rbg.

spønska seg v. (ar) = spøna 2). Tel. Rbg. Ogsaa: spenska seg; VAgder. Og: spanska; Romsd. Ndm. Trondh. Nordl. spanska og spenska hører vel til spana (og spenna), men Bet. tør dertil være farvet af spansk. "Æ du ^eute o spænska deg?" "Han gjæng aa spanska"; Romsd.

Spørtree se Styr (y').

Spøssel og -øl n. = Spissel. Gausdal, Rom.

spøyna v. (er, te), tage lange Skridt; gjøre Fart; klemme paa; = spøna. Ryf. Shl.

"stabba v." A. 2) gaa med korte stive Skridt, som en gammel Mand. Østl. 3) "stabbe seg", rede sig ud, klare sig, til Nød. ØTel.

stabba v. a. (ar), sætte En paa "Stabben", Huggeblokken; en Leg. Hall. – Stabbedans m. Dans i denne Leg. Hall. – Stabbedag m. tredie Bryllupsdag, paa hvilken Stabbeleik'n finder eller fandt Sted. NGbr.

stabbande adv. "s. myrk", bælmørk. Ndm. Af Stabbe, stabba; som stum(m)ande til Stum(m)e, Stum, stumra.

Stabbestein m. opreist Steen anbragt i Veikant til Kjørendes Beskyttelse. Østl.

Stabbestøde n. Steenblokke til Underlag for Høstabel. Østerd. Stabbstod f. se Stavstod.

stabbhard adj. urokkelig, stivsindet. Innh.

stabbtjukk adj. aldeles uigjennemsigtig. Ndm. "Skaaddaa æ stabbtjukk". – Stabbtjukka f. aldeles uigjennemsigtig Luft. Trondh.

"Stabbud f." A. Stabuur (kort A.), NGbr. Ogsaa: Staagaabuur; lidet brugt.

Stabburskove m. lidet Aflukke paa Stolpeboden. Ndm.: -kave.

stabbutt adj. kort og stumpet. Rbg.

stabla v. stolpre. Særlig om Stolpring og Stotring i Tale og Læsning. ISogn. "Stabla aa lesa".

Stad m. 1) Stabel = Stade. Ryf. "Høysta, Torsta". 2) Elvebakke, Aabreddens Skraaside ned mod Aaen. Rom. Odal, Smaal. "Bratt Sta". Og: n. A. Rom.

"Stad m. Sted". A. Fl. Sta`ar, VTel. "5) Virkning osv. 6) Vinding". A. Sogn, Gul. Sæt. Rbg. Ogsaa: Hold, Soliditet; varig Virkning. Sogn, Ma. Rbg. osv. "Han seer see korkjen Stund hell Sta i da". Sogn. "Eg saag kje anten Stund hell Sta a(v) dæ", ikke Spor af Effekt. Ma. ("Stund" maaske G. N. stund, n. Gran, Smule). "Han lyyg´e so der æ kji antell St. hell Sta i de"; Rbg. Tel. Sogn. "Arbei som en sjiir itt naa Sta i"; Gul. Sta(d)e m. d. s. Agder, VTel. "Dær æ kje nogen Sta`e i dei Kaanepængan". "Du seer alli Sta`i i kaupe sovoori"; Sæt. – "Av Stad" afsted, omkuld, se avstad. "Kome av Sta`i", a) komme i Gang; Sæt., b) v. a. afstedkomme, se koma; VAgder. "I Stad" se istad. "Stande i Sta`e", staa i Stampe, ikke komme nogen Vei; Rbg. (Sta`i), Ryf. Nfj. "Teene sjou Aar i Sta`i", paa samme Sted; VTel. "Leggje tvo o tvo (Eple) i Sta`ee", paa samme Sted, sammen; Tel. (Kvits. Selljor). "I Sta´n", nu nys; Jæd. og fl. "I Sta´n aa", istedenfor; Sæt. (Valle, Hylestad). "Or Stad", se orstad. "Rasla o Sta`e", slentre afsted. Li. (Eikin). Til Stadar: "te Sta-as, te Sta-ers, te Sta-es" dvs. især, særlig. Follo, Smaal. Rom. "Han vil gjenne drekke, te Sta-as naar han er i Byvei´n". "Paa Sta(d)´n", paa Pletten, paa Øieblikket; Sogn og fl.

stad adj. staaende, ikke falden eller nedlagt; om Ager. Nfj. (Honndal): -stad´e; Sdm.

stad- i Sammens. med Verb betegner oftest utrættelig Vedbliven = bi, nid, mord osv.

Stadbein n. Slædenagle = Stavband, Bein. Nogle Steder: Støtte for "Flauta". Nhl. (Eksingadal; Mo: "Stadbein"?).

"stadbeint adv. ret fremad". A. directe, præcist; lige straks. Oslo, Tel. Vestfold, Rom.

stadbidja v. = nidbidja. ØTel.: stabeea.

Stadbotn m. Forstoppelse. Hard. Christie.

stadbrunnen adj. = stadebrend. Hall.: sta-.

stadbuen adj. aldeles færdig; fuldt rede; tillavet. Vald. (Vang): sta-; Christie.

stadbutt adj. but = tver. Tel. (Bø). "S. Nei".

stadbutt adv. = stadbeint. ØTel.

"Stadd se Stall. Staddband se Stavband.

"stadd adj. 2) sat". A. Vestfold, Oslo, Totn. 3) fuldt udviklet. Smaal. Odal. "Städd Ku".

staddrepa v. a. dræbe paa Stedet. Hall.

Stade m." A. Ma. Sta-a Follo, Smaal. Staa-e ØTel. staabrænne v. jf. stadebrend.

"staden adj." A. "Sta`e Foor", Græs som har staaet længe nok til at slaaes. Vald. Gbr. ste`en d. s. Sogn.

stadende adv. "staa staende(s) fast". Hall.




Stadfylla f. = Stedfylling, Landfylle. Se Stad. ISogn. "Elvi gaor i Stafydle" (ubestemt Dativ?), "i Stafydla", "i Stafydlao". – Stadfylling d. s. Sogn (Lærdal): Stafidlingg.

stadhalda v. = modhalda. Smaal. Rom. Ned.: staholle (ö#-aa).

stadhoppa v. hoppe med samlede Fødder = tvihoppa. Tel. (Eidsborg, Laardal, Sauar).

stadig (d) adj. stædig = stad. Helg.

stadla v. a. 1) kalde lokkende eller beroligende paa Hest ("fol, fol!" og dl.), Nhl. (Eks. Mo). 2) føre om Kvelden (efter Arbeidet) Hestene ud i Udmarken. Jæd. Maaske: stalla. – Stadl se Stall.

Stadløda? f. det (midtre) Magasin i Ladebygningen, i hvilket "Kornstaden" bliver opstablet. Smaal. (Trykstad): Staläue.

"stadna v. n." A. Om Mælk: blive tyk. Østerd. Gul. Strinda, Nfj. "Mjølk(j)a æ'tte stane ennaa"; Østerd. "Mjælkja æ aat aa stana", Nfj.

stadna seg v. blive stadig; om Veir. Rbg.

Stadruk (uu) m. 1) Kornhob, "Ruk", som har staaet over 14 Dage paa Ageren. 2) lad Person som ikke kommer sig af Flækken men "site aa rotnar". Ryf. (Tarvastad, Avalsnes, Nærstrand): Staruuk.

stadstinga v. a. = staddrepa. Hall.

Stadvedr n. stadigt Veir. Hall.: Stavær. – Stadvedrsbaalk m. Tidsrum med S.

Sta(d)væring m. En fra Stadsbygd i Fosn.

Staffansløn m. Lønnetræ med smukt fiint vredet Ved. Tel. (Bø).

"Stag n. 1) Støttebaad". Ryf. Røld. Vald.

"staga v. a." A. Ryf. Røld. 4) forsyne med Stag; Nfj. "Ha du staga Hestn?" forsynet den med Halestag.

staga v. a. og n. (ar), 1) dæmpe, holde tilbage; dæmpe Farten; tildeels = stagga. Dal. Shl. Ryf. Ndm. Namd. "Eg staga paa'an". "Eg staga'an a(v)". "Han vart staga liite". staagaa Gul. NTrondh. "Prøv aa staagaa'n!" "Du maa staagaa paa liite Grann". 2) mægte, holde Stangen, udholde; = klaara. VTel. Ma. "Eg stagar de kji læng´e". "Han kunn kje staga dei, men maatte gje(va) seg". 3) staagaa, gaa stivt stolprende og ravende. Trondh. – Jf. s(t)jaga og staka. Se ogsaa styltra.

Stagg, Stilstand = Stagga. Tel. "Stande i Stagg". Og: Stægg (og Stägg?), ØTel. Ogsaa: "i Stagge, Stægge". Tel.

"stagga v. n. (ar), holde tilbage". A. Nedre Tel.: stægge; STrondh. (Støren, Meddal): stagg. 2) v. n. blive lens (for), forlegen (for); blive "uppraadd". Innh.: stagg.

stagga v. n. (ar), stinke; se steggja. Smaal. (Id, Rønes, Trykstad): stägge, stægge.

stagla v. n. gaa stivt og stolprende. Ryf. (Hjelm. og fl.). Andensteds: s(t)jagla; jf. staga, s(t)jakla, osv.

Stagle m. 1) = Staur. Lidet brugt. 2) om stiv klodset person. Sdm. (Hjørungfjord). Jf. G. N. stagl Steile.

stagna v. n. og a. 1) berolige sig, blive rolig; standse. VAgder, Jæd. Ryf. "Kann du kje faa Baadn´e te stagna?" "Stagna av". 2) berolige; dæmpe noget. Rog. Li. Sogn. "Stagna Bad´ne". "Stagna paa 'an". Til stag(g)a. staive, staivne se stødva.

staka v. n. (ar), 1) gaa stivt møisomt og langsomt; som en Gammel el. Svag; stolpre. Nfj. Tel. Rom. Hall. Nordl. 2) gaa ledig omkring (som en Stage). Trondh. "Gaa aa stakaa". Jf. stika, stikta, stikla. Se A. G. N. staka snuble osv. Vistnok til Stake (Stage), G. N. staki og stjaki. s(t)jaka v. omtr. = staka.

staka v. (ar), 1) v. a. skaffe bort; ogsaa formindske = skje glata (av), skjerda. Gul. (Horg og fl.). "Me lyyt staakaa 'taa tre Ky". "Staakaa 'taa Buskapa". 2) n. minke, svinde ind = glata. Gul. (Soknedal). "Gras´e ha staakaa". – stakast v. n. omtr. = staka 2). Gul. (Melhus). "De staakaas ti mæ Vokstr´n", Væksten standser (svinder). Jf. (stakkutt) Isl. staka (stakka) f. noget som er beskaaret; stakr ulige.

staka seg v. (ar), 1) saare sig ved at støde imod stive afskaarne opretstaaende Ting: Halmstub, Græstub, Pind; = gara seg. Solør. staakaa sæ(g), Namd. Innh. Strinda, Fosn. 2) "staka seg fram" arbeide sig frem ved Hjælp af en Stake. Alm. – "Stande i staakaan(d)e Sta´n", paa samme Standpunkt, urokket, i Stampe. ØTel. (Grandsherad).

stakakøyra seg v. rende sig en Stage i Livet. Gbr.: staakaakøyre se, og -kjøre.

stakaleg adj. lig en "Stake", lang og stiv. Sæt.: stakelege.

Stakallungje m. halvvoksen Dreng. Ndm.

stakarsvoren adj. = stakarsleg. Totn: -vooln.

"Stake m." A. "Selja Gar´n mæ Stöur aa Stakje" = med Rubb og Stubb. Berg. "Mæ Rubb aa Stakji". Sæt. Nhl. (A.): Stakje. G. N. (Isl. stjaki Stolpe, Stage.

"Stakk m." A. 2) den hele Kvindeklædning. NGbr. (Vaagaa, Lom).

Stakksmutta f. Skjørtesplit. Jæd. og fl.

"Stall m. Stald". A. Stadd(´e) VAgder, Sæt. VTel. 4) retvinklig flad Forhøining med lodrette Sider, især om Masse som staar igjen efter Spadning eller Pløining. Shl. Ryf.: Stadl (langt A). "Spa S.". "Dar stoo ein Stadl atte". "Grautastadl", stiv Grødmasse levnet fra Spiisning; Shl. 5) flad fasttrampet Masse; særlig: den Blanding af Straa, Kviste, Muld, Tørv og Gjødsel, hvorpaa Fæet staar. Shl. Ryf. "Hestastadl. Kalvastadl. Smalastadl". G. N. stallr og stalli Fodstykke, Piedestal. 6) Klampe anbragt paa Væg saa at der er levnet Aabning(er) bagved til Opsætning af Eggværktøi. Vald. "Øksestall". – Stadlafjos n. Fæhuus, hvor Kjøerne ikke
staar i Baas men paa "Stadl´n" 5). Ryf. – Stadlagreip f. Møggreb. Ryf.

stalla v. (ar), trampe, fasttrampe, faststampe; = trakka. Ryf. Shl. "Stadla (langt A) nee, isamen, i Hoop". "Hest´n stadla paa Høye". Til Stall 5).

Stallbagge m. Staldvædder. Nhl.

Stalldemma f. Staldmødding. VSmaal.

stalltruten (uu) adj. hoven i Benene af at have staaet meget paa Stald. Hard.

stalma v. (ar), = stalmesetja. Hard. og fl. "Da stalma i Juur´e". "Juur´e stalma".