A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

strøkkja v. n. og a. (strøkk´e strokk strukkje), 1) række til, forslaa = strekka. Agder, SGbr. 2) kunne maale sig med, naa. SætB. "Han strokk kji han Gunnar".

strøna v. n. (er, te), 1, puste tungt om Dyr; særlig Drøvtyggere. Jf. drynja. YRyf. (Tarvastad og fl.).

strøna v. n. (er, te), 2, 1) rende om = strana, ransa. Hard. Sogn, Nfj. 2) om Fæ, især Faar, som i Flokk farer afsted mod samme Maal; sjelden (i Spøg) om Folk. INfj "Säudene strøne moot Väire, te Fjells, i Hoop". 3) "Strøne innaat", berøre let i Forbifart, streife. SLand?

Strøy n. 1) Spredthed, Udstrøethed. Vinger. "Grase ligg´r i S.". 2) Strøelse for Fæ. Tel. Ringerike. – Strøy f. se Strand.

Strøya f. = Strøy n. 2). Hall.

strøya v. a. og n. (ar; og er, dde), jage væk, feie afsted; = sopa. Ndm. (Tingvoll, Frei). "Ga sta strøya veg Säuinn!" "Han strøydd dæm 'taa Gar´a". "Vinn´n kom strøyan(n)". – strø d. s. NØsterd. NGbr.

strøyst adj. halvklækket, "stropa". Ndm. Innh.

strøym adj. = strøymd. Hall. "Aa´nee æ so strøym her".

Strøyme n. noget som strømmer; Strøm. Nfj. (Honndal), Sdm. (Sunnylven, Norddal).
"Ait Straime mæ Folk"; Nfj. "Vassstraayme"; Sdm.

strøypa v. a. kvæle". A. Rom. (Høland).

Strøypar m. rask Karl. Ndm. Innh.

?strøypast v. n. begynde at klækkes; se strøyft. Christie. – strøytast se streitast.

stubba v. n. (ar), 1, 1) gaa med stive korte Skridt = stabba. Ringerike, Gbr. Vestfold, Smaal. Jæd. Jf. stuvla, styva. Til Stubbe, Stump. 2) falde omkuld. Fosn, NØsterd. "Stubb' aa dætt'". "Stubbe Kraake" = stupa K. 3) trække sig stødt tilbage = furta. NGbr. 4) opslides eller opløses affældig. ØTel. (Tinn). stubbast upp el. av, v. d. s. Tel. Sæt. "Eg flyyg´e so eg stubbast upp".

stubba v. (ar), 2, "stubbe høgt", fælde et Træ saa man levner høi Stub. Land.

Stubba f. 1) Strømpelæg uden Fod. Ndm. "Haasaastubb'". 2) aabenmundet Person. Ndm. "Røastubb". "Saatastubb'".

Stubbalime m. opslidt Lime. Jæd.

stubben adj. = furten; til stubba 3). Gbr.

Stubbesokk m. Strømpe som netop dækker Ankelen. Sæt.

Stubbevott m. Halvvante. NGbr.

Stubbhole m. Høi, hvis Træer er nedhugne og avsvedne, til senere Dyrkning. SGbr.

Stubbhosa f. 1) = Stubbesokk. Smaal. Østerd. Trondh.: -hoosoo (og u, u); NGbr.: Stubbe-. 2) prippen Person. Østerd.

Stubblegg m. = Stubba. Trondh.

stubbrumpet adj. med afstumpet Hale. Østl.

stubbutt adj. glemsom. Hall.

stuble v. stamme, hakke, Vald.; se stuvla.

studda, Studdar se stulla, Stullar.

studra v. n. 1) gaa for sig selv langsomt og møisomt. Rbg. VTel. "Ein gaamaale Mann´e gjekk o studdra mæ ein Stav´e". Vel (med A.) for stullra, da "stulla" bruges sammeledes. 2) røgte Fæ = stulla. A. Rbg. – Stud(d)re m. En som gaar og studrar; mest om Gamle. Rbg. Tel.

Studu f. fornemste Stolpe i Baas. Selbu. Vel for Stoda (o'). Hedder ogsaa Standar.

Studur m. lavt eenligt vantriveligt Træ, især Grantræ = Stugur. Innh. Selbu, Strinda. "Myyrstudur". Studurtall f. Trondh.; Stu-ur, Namd. (Flatangr); Stuwur, Stu(w)ghur, Stugur Innh. (Verdal, Stjør.); Stugurgran, -vee; Stuul Namd.; Stønur Innh. (Snaasa); Staavaar Ork., se Stavar. Vel af et *stödurr. 2) lav krogvoksen Figur. Trond. "Studur te Kar". 3) Klodrian, Stymper. Selbu. – Stuffil se Storfil.

stufs adv. pludseligt, bratt; plumpt. Tel. "Eg kaam so stufs paa Bjønn´n at han sette utfyri Fjelli". Til stupa. Jf. stums.

Stufsa f. "stuven", plump osv. Person. VTel.

Stu-is m. opstuvet Iis. SSmaal. Se Uppstoda. Eller laant.

Stuk (u') n. Støi, Tummel = Stok, Styk. YHard. Tel. A.

stuka (u') v. n. (ar), støie, tumle; leve osv. = stoka; jf. stauka; se staaka. YHard. Tel. og fl. "Kva stuka du mæ?" hvad driver du paa med? "Hoss stula De der sjaa dikkon?" hvordan lever I osv. Tel.

stuka (uu) v. a. (ar), sammentrykke ved Stød mod Enden; stuve, forstuve. Trondh. Shl. "Stuuk i Hoop Jarn, stuuk Jarnstaanga". "Stuuk Footn". Ligesaa i Sv. Diall. Nt.

Stukk (u') m. Padderok, Equisetum. Sæt. (A.), NVTel. (Vinje, Rauland). "Skavstukke", "Vassstukke". Men: Stylk´e dvs. Stilk; Tel. – Stukkenetar f. pl. Rødderne af Stukk. Af Not f.

stukkje(n) til støkka. – Stuku se Stoka.

"Stuld m. Tyveri". A. Stuld´r Nhl. Nfj. Stöld´r (tykt (l)d + R), Innh.; Styln (tykt (l)n) f.? Vald. (Vang).

Stulk m. 1) stiv svag ubehjælpelig Person, som gaar og "stulkar"; omtrent = Stolk. SGbr. 2) Karl, Fyr. Fosn (Aafjord). Jf. Brugen af Stakall. G. N. stulka Pige. – Stulk for Stylk. Hall.

stulka v. n. (ar), gaa stivt svagt og stødende = stolka. Gbr. – stulkutt adj. lig en Stulk.

stulla v. n. (ar), slentre afsted". A. Især: gaa eenligt og sagte (puslende). Østl.; Nhl.: studla. Jf. stolla. "3) røgte Fæet". A. VAgder. stulle, studda. stylle d. s. VNed. ØMa. SRbg. "Stulle utu", gjøre sig færdig til Flytning fra Sæter; NGbr. – Stullar, Stullarjenta f. Røgter. Ma.

stultra v. n. gaa stivt og usikkert. Stultr, stultren, stultrutt, Stultra se stiltr-.

stultren adj. 2, kjedelig, trist; noget uhyggelig, omtr. = stussleg. Ndm. (Surndal). "Dæ va saa stultre uut' eekvæll", uhyggeligt for Mørke. "D'e saa stultre aa ga förutta Skræpp'". Dog vel eet med foreg.

Stum (u'), Bælgmørke? Kun i: "myrk sum Stum (og Stom, o'), Rbg. (Sæt. Evje); "myrk so Stum(m)", Hard. (Ullensvang); dvs. bælgmørk = stum-myrk, stoomende m. Tel., stoomande m. Ryf., kolstummande m. Ndm., stump-m. Nhl. (Eks.). – stumen adj. bælgmørk. "D'æ stumi o myrkt"; Sæt. "Stoomen o myrk´e"; Ryf. -"Stum-myrk" hænger vel sammen med stumla, stumra, stumsa (og Stum(m)e, en Stamme), ligesom "stabbande myrk" med stabba (og Stabbe). Af stum-myrk er vel saa fremgledet "Stum", ligesom: "(sur som) Kvin" af kvinsur, "(sur som) Vrin" af vrinsur, "(turr som) Knus", osv. Jf. G. N. stúmi (stum, stiv, sløv Person?).

stumla v. gaa famlende og tumlende. Namd. Innh. "Gaa aa stuml i Mørke". Jf. stumra, stumsa, strumla. Sv. og D. Diall. stumla, stumre, Eng. stumble snuble. G. N. stúmra gaa usikkert.

"Stumme m. Træstub". A. Ndm. Trondh.
Stump m. plumpt ligefrem, klodset, Person. Tel. og fl. stumputt adj. lig en "Stump". Østl. Sogn.

"stumpa v. n. (ar)". A. 4) "stumpe tel, imot", puffe til, støde imod. Ring. SVald.

stumpa v. a. afskjære Endestumper. Helg. "Stoomp' Vee-loompa".

Stumpeskota (o') f. Grissel, se Skota. Om en vel ligefrem, "ein endefram o styven" Person. Tel. – stump-myrk se Stum.

"stumra v. n.". A. Sæt. Sogn, Li. "Han va drukkjen o stumra utivi kor de høvde".

Stumre m. En som "stumrar", tumler (snubler) afsted eller gaar paa i Blinde. Sæt. Tel. Stumrehest m. d. s.

stumren adj. 1) tilbøielig til at "stumra" (gaa famlende og snublende). Agder, Sogn. "Stumren o stamren". 2) omtr. = stummyrk. Agder, Sogn, Voss. "D'æ stumri o myrkt"; Sæt. "D' stumre aa gao", man kan ikke gaa uden at føle sig frem med Foden.

"stums adv." A. = stufs. Tel. Ndm. Rom. Busk. Gbr. "Han kaam so stooms mæ dæ". styms d. s. Tel. Ma. Se flgg.

stumsa v. n. (ar), 1) tale stotrende famlende og fremplumpende (snublende). 2) betænke sig. Hard. Røldal, Ryf. Romsd. Ndm. "Han sto aa stumsa (stoomsa), visste kje kva han skulde seia". "Ho stumsa pao da".

Stumse m. En som "stumsar"; dog mest: En som gaar lige, plumpt, paa Tingen og ikke bruger den vedbørlige Indledning; tildeels = Stump. VTel. – Stumsing m. d. s. Tel. – stumseleg adj. lig en Stumse. Tel.

stumsen adj. 1) tilbøielig til at "stumsa"; især: plumpt ligefrem, talende uden vedbørlig Indledning. Sæt. Tel. Ned. "Han æ so stumsen, kjæme so stumsi (adj. n., adv.) mæ de" = stums mæ de. 2) taus og stille; kort, but, i Svar. Sogn.

"Stund f." A. se Stad. – "Kuu´a staar paa Stynn", Koen kan ventes at kalve hvert Øieblik. Trondh. (Ork. og fl.). Jf. Stundebil.

stunda v. (ar), vente osv." A. "Han ha kje noko tee stunda itte Broor sin"; Sogn, Voss. "Han he ä(i)t gott Bryddöup o tee stunna"; Li. (Eikin).

Stundahoft (o') f. 1) Tidsspilde. Sogn. 2) En som spilder Ens Tid. Sogn.

"Stundebil (i') n." A. "Hu gaar paa Stønnebeel (Stunne-)", hun kan vente sin Nedkomst nu; Vestfold. Se Stund.

Stundtjuv m. Arbeider som stjæler Tid fra Husbonden. SGbr. (Gausdal).

stundtroten (o') adj. 1) = stundtrøyten. Gbr.: -traaten. stundatroten, Voss, Sogn; stønnetrøten (#-ö), Oslo. 2) stunnestrøten som ingen Tid lader gaa spildt. Odal. stønnes- Smaal.

"Stunulv (u') m. Bjergugle". A. a) Stunolv, Hard. (Kvamm); Stanulv, Shl., Stinulv (kort i eller ee), Dal. VAgder (Sirdal, Otrnes); Stønjaal, Nordl.; Stønuve, NVTel.; Stinuv(e) og Steenuv, Sæt. Rbg. Ma. (Aaser.); Steenul, Rbg. Ma. (Vennesla). b) Stynjuur og (sjeldnere) Stynuur, Ma. Li. Og blot: Uur (se d.), Ma. (Øvrebø). Se og Uv. 2) Stynjur, En som plumper frem, "brumsar fram", med alt; altfor oprigtig og ligefrem Person. VAgder. Se Stumse.

"Stup (uu) n." A. Styyp d. s. ØMa. Rbg. VNed. "Fossestypp". 2) steilt Fald, som af Vand fra en Kvernrende. Ma. (Grind. Bj.): m. 3) i Vei = Staup? Sæt. 4) "gaa i Stuu`po", gaa færdig til at falde hvert Øieblik. Hall. – stuputt adj. fuld af "Stup", især 3).

"stupa v. n. (styp staup stopet, o')". A. Helg. Vesteraalen; VAgder, mest b. 2) v. a. nedstyrte, hælde = støypa. NSmaal. "Han stufte en Dramm i Kaffi’n". – Jf. stubba.

stupande adv. overmaade, aldeles. Kun med faa Adjektiver, som: "s. bratt, fæl, myrk, tullen". Hall. NGbr. Jf. støytande.

"stupna v. n." A. Shl. Ryf.

Stuppa f. Faldgrube. Tel. "Ulvestuppe".

stuppa v. a. stoppe ind, putte ind = stappa. Østerd. Trondh.: stuupp(e) og stoopp'; Imperf. "stufte (og oo)".

Stupregn (uu) n. Styrtregn. Dal. Shl. Hard. Sfj.

stuprigna (og regna) v. styrtregne. Dal. Sfj.

stups adv. pludseligt = stufs. Tel.

stupta (uu) v. n. (ar), styrte eller kaste sig paa Hovedet. Li. "Stuupta Kraaga"; Nes og fl. "Stuupta Sterta (og Sterte)" d. s. Bakka, Fjotland og fl.

"stura v. n." A. "s. paa" = kvida mot. Sdm.

sturdrikka (uu) v. drikke sig døddrukken. Ryf.

Sturemaane (uu) m. Maaned hvori Planternes Udvikling er noget standset. Tel.

sturlast v. 1) forstyrres; gaa tilbage, om Kræfter, Udvikling og dl. INfj. "Dæ took te sturlast før haanaa". 2) blive affældig og stiv. Nfj. (Stryn, Honndal). Sdm. (Vanylven). – Sturl m. gammel affældig Mand. Nfj. G. N. sturla forstyrre.

Sturt m. Styrtning. Kun i: "i Hurt´n aa i Sturt´n", hovedkulds. Sogn.

sturt adv. "Sturt i einaa (-o)", i eet væk. Shl. (Strandeb.). – sturt-, i Sammenss.: sturtgalen adj. bindegal. Shl.

sturta (uu) v. a. skyde (skyve) noget tungt foran sig; f. Eks. et Hestelæs. Tel. (Raul. Mol.); Sæt.: st^eurte. Jf. skurta.

"stuss (uu) adj." A. Oslo. "stuss vee" = daatt ved. Romsd. 2) lidt but og kort for Hovedet. Tel. og fl. Jf. flgg.

stuss adv. = stufs. Tel. Jf. flgg. stuta.

[Stuss (uu) m. Studs. "Han blei svart i ein Stuss", i et Øieblik, øieblikkelig. ØTel.

Stuss (uu) n. Travlhed osv. = Staass, Stass. Ndm. "Stuuss aa Staak".


Stuss (uu) m. Pynt. Hadeland. "Hu'ustuss".

stussa (uu) v. (ar), 1) pynte; stadse. Rom. Hadel. 2) passe; hove, anstaa; om Klæder. Vald. (Bagn). 3) = stessa. Num. Vald. Ringerike, Smaal.

"stussa v. n. standse". A. Romsd. Ndm. "Stuuss paa liite!" bi lidt! 2) "stuussa paa", blive taus ved noget, ikke faa Ord frem; betænke sig paa, grunde paa. Shl. Nhl. Ndm. Helg. og m. fl.

stussa (uu) v. a. (ar), afstumpe ved Gjentagne Stød mod Enden. Tel. "Stuusse Jønnstour'n". Fremmed? Ligesaa foregg. og flgg.? Eller alle jf. stuta? stutt?

"Stusse m." A. Halvfjante; plump faatalende Tosse. Tel. Sæt. "Ein Stussi stussar de bäent ^eut, talar bäent fram, kjæme so stuss (stufs) mæ de". stussen adj. A. Tel.

stusseleg adj. yderlig indesluttet; næsten fjantet. Ryf.: stussa-. stussläitt se stuttleitt.

"Stut (uu) m. 3) kort Luur". A. Romsd. 6) Stængel af tyk Skjærmplante (Angelik) brugt til Fløite el. Sprøite. Namd. Innh. STrondh. 7) = Blodstut (Horn). N ordl. 8) Kræmmerhus. Trondh. "Kræmarstut".

stuta (uu) v. n. (ar), blæse i "Stut" eller Stutarhorn, Kohorn at blæse i. Romsd.

stuta seg (uu) v. tee eller vise sig som en Stud, see ud til at være olm. Tel.

Stutebuve m. 1) en Stud som er en "Buve", Busemand. 2) om et plumpt ligefremt Menneske. Tel. (Selljor).

"stutt (u') adj." A. stytt VAgder. 2) kort for Hovedet. Hall. NGbr. "Stutt i see". 3) tosset og studs. Tel. (Morgedal). 4) = stutt-tenkt. Hall.

Stuttalda f. = Kvifsalda. Shl.

Stuttband n. = Stytteband. NGbr.

Stuttbuksa f. Knæbukse. Ma.: Stytt-.

Stutthaft n. = Stutthoft. Rog.

Stutthelda f. = Stutthoft. Vald.

Stutthosa (o') f. kortlægget Strømpe. ØMa.

stutthugsall adj. = stutthugsen. Hall.

Stutting m. se Stytting.

"stuttleg adj." A. 2) pludselig, uventet. Sogn. 3) adv. "Da gjekk stuttle tee", det gik uheldig, galt. Nhl. (Eks.). Hid maaske stussleg. Jf. G. N. stuttliga uvenligen.

"stuttleitt adj." A. stussläitt, Sæt.

stuttrova (oo) adj. korthalet. stuttrumpa adj. d. s. styddrumpa, Dal.

stuttsvorug (o') adj. som svarer kort (knapt) og tvært. NGbr.: -svurug.

stuttvida (i') adj. bestaaende af "Stuttvid" 1). Sæt.: -via, -veea, og -veett.

stuttvita (i') adj. 1) indskrænket = stuttvis. Sæt. Li. (Fjotland). 2) sanseløs = gasmeleg. VTel. (Moland).

stuttvoren adj. noget "stutt". Hall.

stuttvorug (o') adj. kortvarig. NGbr.: u.

Stutul se Stotul.

Stuv (uu) m. 4) Stjert". A. Ndm.

stuv- (uu) i Sammenss. betegner oftest det plumpe, stive, udholdende; jf. staur-, stein-, nid-, og fl.

Stuva f. = Stubbesok. Nhl.: Stuua.

Stuvarbeide n. grovt Arbeide som ikke kræver synderlig Omtanke. Tel.

stuvbera v. a. (bar). "Dei kann daa kje stuuvbera meg te Altarn", de kan da ikke ligetil bære mig (en uvillig Brud) til Alteret. Tel.

stuvbidja v. bede utrættelig. Tel.: -beea.

stuvdrikka v. = niddrikka. Nhl. Shl. Hard.

Stuve m. = Stuv: a) Stamme. Hall. og fl. b) gammelt ofte kappet Træ. Tel. Ryf. c) Tølper. VTel.

stuven adj. indskrænket og but. VAgder, Sæt.

stuvfull adj. døddrukken. Rbg.

stuvhogga v. = samhogga. Sfj. og fl.

stuvhoppa v. (ar), = heilbyksa. Tel.

stuvla v. n. hakke i Tale eller Læsning; stotre. Ringerike (Aadal, Snarum). stuble Vald. (Bagn). Jf. stubba, styva, styvla.

"Stuvlaup n." A. VAgder: St^øulöup (læup, løp, løb).

stuvreisa v. a. (er, te), sætte (en Bjælke) paa Ende, "Stuv". Sogn (Sogndal, Hafslo). Mest: stuurøysa.

"stuvrydja v." A. VAgder.

"Stuvslit (i') n." A. Shl. Ryf. 2) Sneens Borttøen saa vidt at Træstubberne er bare. Shl. "Stuuaslit (og -sleett)".

stuvslita (ii) v. a. (sleit), slide op ved tungt Arbeide. VTel. Mest: "stuuvsliite seg".

stuvsliten (i') adj. 1) lidende af "Stuvslit". Shl. Ryf. 2) om Sneen: afsmeltet paa Træstubberne. Hard. Shl. Mest: "stuuvsliten" og "stuuasleeten".

stuvsterk adj. plumpt sterk. Tel. (Vinje). "Han va stuuvsterke men rylten o for toongg´e i Takji".

stuvtala v. (ar), tale ukunstlet og ligefrem )( "kneta de tee". Tel. Eidsborg.

stuvtrugjen adj. yderlig troskyldig. Tel.

Sty n. Tøi, Tilbehør, Bagage, "Sager" = Stell, Styr, Spark. Nfj. (Gloppen, Breimn).

stya v. n. (ar, a; og dde), sysle smaat for sig selv, pusle, lege stille og dl.; tildeels = stulla, stella. Nfj. (Honndal, Stryn, Breimn, Gloppen). "Stulle aa styye". "Han gjekk aa styya før seg sjøl". "Bane sat aa styydde seg". Jf. stia.

Styd f. Støtte". A. Hertil maaske: "Gaa me Stø`a", gaa med Støtte af Stok el. dl.; ØMa. "Baane gaar ve Stø`e" eller "ve Stø`a", Barnet kan gaa naar det faar støtte sig (ved Møblerne); Oslo, Follo.

"stydja (y') v. støtte". A. støja og stø(a) Hall. Gbr. Præs. stø; Imperf. stødde Gbr., studde og støa Hall. "støa noko tee", faa noget fremmet, i Stand; Hall. (Nes).

"Stydja f." A. 2) Skraastøtte, Stiver, f. Eks. for et Huus, for Stavren i en Høstak. Sæt.

"Stygg (y') m. Afsky". A. Li. Sogn. 2) skrækblandet Modbydelighed eller Uhygge
som en Persons Udseende vækker; omtr. = Stegg, Stygge. Oslo, Vestfold, Gbr. Ryf. Hard. Sogn. "Stygg´n staar a'n"; Oslo.

"stygg adj. 1) sky". A. "Stygg a Mad´n", undseelig for at tage til sig. Li. (Kvin). – styggjen adj. d. s. Stjør. – stygg- forstærker i nogle Sammenss. Trondh. stygge- d. s. Gbr.: stygge-sterk, -vakker.

Stygga-grø(de) n. Ugræs, Ukrud; daarligt Menneske. Sogn (Lærdal).

styggan(d)e adv. stygt; overmaade. Rom. og fl.

Styggatru f. Mistro. Voss.

Styggave(d)r n. Uveir. Berg.

Stygge (gj) m. led slem vederstyggelig Person. Ndm. – "Stygge m." A. 2) = Stygg 2). Rom. Follo, Busk.

Styggferd f. = Uferd. Ndm. "Fara æe S.".

Styggehamn f. Fortrollethed, = Trollhamn. Se Hamn f. Helg.: Stugg-.

Styggkynne n. ondt Gemyt. Gbr.

Styggsjuka f. venerisk Syge. Trondh. Gbr.

styggsnøgg adj. meget rask el. net. NTrondh.

Styggtyna (yy) f. stor Fordærvelse, Ødelæggelse. Ndm.

?Stygn f. = Stygg. VTel. (Vinje).

"stygt adv." A. i høi Grad = fælt. Østl.

Styk n. = Styk, Stok. VTel. (Moland).

"Stykke n." A. Stykkjy NSmaale. Hall. og fl.

"Styl (yy) m." A. 2) Hale (Kattens). Namd.

"Styl (y') m. Stilk". A. Ogsaa Halmstub paa Marken. Voss: S(t)jøl. 2) den tykke Ende af afhuggen Kvist. Nhl. S(t)jøl, S(t)jølende m. Sogn. "Riisstjøl, Lau(v)stjøl". 3) Rodende af Neg. Vald.: Sjøl.

"Stylk (y') m. Stilk". A. Stulk Hall.; Stolk (ö#-aa), Ndm. Gbr.; Stälk Smaal.; S(t)jælk, S(t)jaalk Innh. Namd.

stylle v. røgte Fæ; se stulla, stilla. Agder.

Styln se Stuld. – stylpa e stolpa.

stylta v. gaa stivt og usikkert. Dal. – Stylta f., Styltre f., styltren se stiltra v.

stymja v. n. (stym´e, stumde, stumt), stønne = stynja; aande tungt og hørligt, især om Dyr der har ædt for meget. Voss, Nhl. (Eks.), Sogn (Vik, Kyrkjebø, Ladvik). Vel for stynja; se grina (grima).

stympa v. n. (ar), gaa stivt tungt stødende og snublende = stumpa; stolpre. Ndm. (Aure, Tingvoll). Jf. Stymp, Stimp.

Stympar m. En som "stympar". Ndm. "Ein gammal Stømpar". Stømpal m. en gammel stivbenet Mand. Vestfold.

stympen adj. tilbøielig til at "stympa"; stolprende; stiv og klodset = stumputt. Ndm. ØTel. (Sauar). "Stympen i kvær Lee"; Tel. "Stømpi Maal", klodset Sprog.

stympla v. = stympa. Ryf. (Skutnes).

styms adv. pludseligt = stums. Tel. Ma.

"Styng m. 4)". A. En Fork til Hø, Halm og dl. Smaal. og Follo: Sting og Steng.

Stynggras n. Gentiana campestris. Norske Botanikere (Gunneris, Hornemann, Aasen og fl.). Ligesaa i NSv. Dial.

"styngs" A. Ma. – Stynjur, se Stunnulv.

Styp n. se Stup.

styppa v. (ar), 1) = stupa, stuppa (VTel.). Rbg. (Evje, Ivel. Honnes). styppe seg styrte sig paa Hovedet; Rbg. 2) se stolpa.

"Styr (yy) n. Styrelse, Orden". A. Særlig i: "yve Styr", omstyrtet, nedlagt, omkuld. Rbg. Sæt. VTel. "Kaste seg yvi Styyr (St^uyr)" = stupa Hovudstup; SætB. "Lassi datt yvi (ivi) St^uyr". "Han laut ivi St^uyr", maatte falde. "Han hev' sett Hugjn min ivi St^uyr"; SætB. og V. "Tri o tredve Bjønnir hev'n lagt ivi Styyr"; Tel. "Take äen yvi (ivi) St^uyr", kue En fuldstændigt; Sæt. "Gaa för Styyr", eller "gaa aav´r Styyr", gaa over Styr; SGbr. (Gausdal). Talemaaden dog Nt.? 4) = Sjølvstyr 1). Ryf. (Sand og fl.). "Buuskapn gaar paa Styyr". Se styra.

Styr (yy) n. Bagage = Sty. Sfj. Nfj. Sdm.

Styr (y') n. 1) en noget stor Pind eller Stikke; en liden Kjæp. Tel. Agder, Dal. Ryf. Shl. 2) stiv tvær Person. Li. – "Du stænd daa sum eit Stør", Rbg. (Evje, Ma. – Ordet er ikke meget brugt, undtagen i Svarformelen til Børn, som fritter efter hvad det Træemne, hvorpaa der nu arbeides, skal være til: "Eit Styr te stinge i Fu´æ paa den sum spyr". Nogle Steder: "Stør ~ spør". Stør m. d. s. I Nfj. (~ spør). I Smaal.: "et før ~ spør". I Gbr.: "Føretre". I Østerd. (L. E.): "Spørtre". Se flg., styrja, Styrja, styrjen osv.

styr (y') adj. stiv og klodset formet ("ulenkeleg"), )( "spræk", og forskjelligt fra "styrd", som lyder "sjuur" (sj^eur´e) og betyder: stiv usmidig og øm efter Overanstrængelse, usmidig for Øieblikket. Jæd. (Haa), Dal. (Sokndal, Hæskestad), Ma. (Holum), Tel. Mange Steder: stør. "Styr (stør) aa stolpen jussaa eit Styr (Stør)"; Sokndal.

"styra (yy) v. 2) sende osv." A. Særlig: sende afsted uden Tilsyn, overlade til sig selv. VTel. Agder, Ryf. "Du kann kji styyre dænni Juuringjen, han æ for liiten"; VTel. "Buskapn, Buy´e, gjænge styyrt" = sjølvstyrd. "Eg styyrte Teenarn idag", sendte ham ud af Tjenesten (jagede); Ryf. "3) holde i Orden". A. Faa Klæder til at "sidde", faa dem i "Stil". Jæd. 7) snakke i Vildelse, fantasere. Hall. (Gol). – 8) "styyre" for stira dvs. stirre. Hall. (Gol). – "S. nee", ødelægge ved Vanrøgt. Ryf.