A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Styrar m. Huusbestyrer, Huusholder. ØTel.

"styrd (y') adj. stiv osv." A. sjuur´e (^eu, ^øu), Tel. Agder, Jæd. Hard. Se styr. styl (tykt L) ØTel.; støl Gbr. Hall.; steer Ndm. Voss; s(t)jeel Stjør.; s(t)jæl Fosn; stjal og sjal Innh. (Verdal, Frosta og fl.). 2) som staar tæt. Hall. (Gol). "Veit´ee æ støl paa Kydne", Lusene (?) sidder tæt.

Styrda f. Lamhed osv." A. Hall.: Støle.
Styrdfret m. stiv usmidig Bylt af en Person; omtrent = Fump. Tel. (Rauland, Vinje): Sjuurfreete.

Styrdkrake m. stiv, tvær Person. Rom. (Eidsvoll): Stølkraka.

styrdleg adj. noget "styrd". Rbg.: sj^eure-.

"styrdna v. stivne". A. "stirna tee", Voss; s(t)jeeln, Namd.

styrdprutten adj. tykfalden stiv og usmidig. Ndm.: steerpruttin. Se prutten.

styrdsterk adj. usmidig men stærk, især til at løfte. Smaal., Odal og Oslo: stølstærk og sjølstærk; sjøl- maaske for stjøl.

Styrdtamp m. = Styrdfret. Rbg.: Sj^eur-.

styrdvinn adj. 1) som udføres, gjennemføres, kun med Besvær og under store Hindringer )( lettvinn. Rbg.: sj^eur-. 2) stiv og klodset. Rbg.; Smaal.: stølvinnt. – styrdvinnt adv. Rbg. Østl. ”De gjekk s.”.

styrdvoren adj. = styrdleg. Sæt.: sj^eur-.

”Styre (yy) n. 3)” Rygstød paa Slæde; ogsaa Greb for en Styrende. Sæt.

"Styre (yy) n. 1) Hale, Stjert. Ndm. Romsd. "Te meir æen stryyk Kattaa, te meir ho set oopp Styyre". 2) stiv afløvet Green el. Kvist; knortet Træpind. Ryf. Røldal. Jf. Lauvstyre; Styr (y')?

Styre (yy) n. En som larmer, "styrer". Ryf.

styrelaust adv. rorløst; høist uforsigtigt. Romsd. "Han fer styrelaust fram".

"styren adj. vild osv." A. "D'æ styyri te Veer (Vinn) idag", voldsomt. Trondh. 2) som taler i Vildelse, "styrer"; sindsforvirret. Hall. (Gol).

styren (y'?) adj. stiv og utilpas som efter Nattevaagen. NGbr. (Lom): støren.

Styreslede m. = Akarslede. Vald. (ØSlidre): Styrislee'e.

Styretofta f. agterste Toft. Sfj. (Bremang).

Styril m. 1) stiv tungfærdig Klodrian; noget paagaaende Stymper. Tel. (Sell.). 2) = Villstyring. Tel. (Sell.). "Halvstyrill".

Styrja (y') f. 1) lang Stang som bruges ved Tømmerflaadning. Ma. (Tveit): Størje. 2) lang stiv kantet og klodset Person; ogsaa: En noget for ligefrem og ubehersket i sin Tale. Sogn (her maaske til styrd); Ma. Rbg. Og: Størje. Wilse: Størju. Se flgg.

styrja (y') v. (ar), gaa stivt og plumpt og lige paa; bevæge sig ret frem uden Beherskelse af Bevægelserne, ogsaa Mundens (Talen). Rbg. Ma. "Han styrjar paa koss de høver". "Han kaam styrjans". – Styrj og Styrje m. En som "styrjar paa"; ogsaa = Styrja 2). Rbg. Ma. Størje n. d. s. Ma. Styr og Stør n. d. s. Ma. – styrjeleg adj. stiv og ubehersket i Bevægelser; lig en Styrje. Rbg. – styrjutt adj. d. s. Rbg.; Ma. og Ned. mest: størjete. – styrja er maaske eet med "styrja, støie" A., men synes ogsaa, ligesom Styrja, at høre sammen med Styr (y') n.

styrjen (y') adj. stiv beenstor kantet og ubehjælpelig i sin Paagaaen; ogsaa overh.: tilbøielig til at styrja (foreg.). Sfj. (YDale), Tel. Bamle, Ned. Rbg. Ma. – styrjen er maaske flere Ord; kunde saaledes deelvis (i Sfj.) hænge sammen med Styrja f. Stør (Fisk).

"Styrk m." A. 2) med Fl. Styrkjir, Styrke. VTel. Sæt.; Rbg. (Tovdal og Ma.: Størk. "I Arman æ æg sum Eig o Bjørk, I Rygg´n he æg ein Bjødnestørk"; Holum. Se Hestesterk.

styrkna (y') v. blive stærk. Li. (Sird. Fj.).

"styrma (y') v." A. VTel. Sæt. "Dei styrmde av Ga`ri". "Röykjn styrmer ^eut"; Sæt.

Styrva f. 1) aandsfraværende, sløv eller sandseløs Tilstand. Dal. (Sokndal, Hæsk.). "Han gjæng' i Styrvo", sløv for Omverdenen, om en Distrait. Ogsaa: "Han gjænge jøssaa ei S.", just som en Sandseløs. 2) stiv og ubehjælpelig Kvinde; stymperagtig Klodrian af en Kvinde. Rbg. Jf. G. N. stjarfi Stivkrampe?

"styrven adj. stiv osv." A. Sogn, Gbr. Sæt. 2) aandeligt stiv; usmidig, tvær, stivsindet, trodsig. Rbg. Tel. Ryf. "St^eiv' o styrven". "Størven aa stør". 3) aandsfraværende; se Styrva. Dal.

Styrvil m. = Styril 1). VTel. Rbg. (Aamlid, Sæt.). Mest: Styrvili, Moland, SætB.; og Styrvyle, Mol. Mo, Vinje, Stervel VNed. "Han æ noko stormen o stuttvita av seg o liiti fyri seg; d'æ ein Styrvili". – styrvilskleg(e) adj. og adv. lig en S. Tel. "Styrvylsklege laga".

Styrvol (yy, o') m. en Larmer, Tumler, En som "styyrer" 6). Stjør. Gul. (Vol jf. Staur). Maaske eet med Styrevol.

Stytt f. 1) Støtte = Stett 2). – 2) Straa eller Pind som bruges ved Lodtrækning. NGbr. (Lom, Vaagaa): "draagaa S.".

Stytta? f. Byge. Romsd. Se Regnstytta.

styttast v. n. (est, est, st), blive kort, "stytt". Li.

"Stytting m. 2) Slæde osv." A. Hall. Vald. Stutting Hadeland og fl. – Støttignsskolm(a) f. buet Sidetræ langsad S. Innh.

styttna (y') v. n. = styttast. Li.

Styv (y') m. Soliditet, Hold, Styrke, varigt Gavn; ofte = Gagn. VTel. (Mo, Vinje), Hard. (Odda), Sogn (Vik); SætB. (n.). Støv (øø), Tel. (Rauland, Laardal, Tinn, Grandsherad), Røldal, Ryf. Shl. Dal. SætB. (n.). "Der æ mei Styv´e i detta Tyy´e, dænna Mat´n, detta Høytt´i"; Mo, Vinje. Det mere udbredte "Støv" kunde være det oprindeligere og høre sammen med stø(d)va og Stad, Stade (hvilke betyder omtr. d. s.); men hvorfor "Styv" i flere af de bedste Maal?

Styv og Styve (yy) n. afkappede Grene; Ryf.

"styva v. a." A. 2) afhugge et Træ nede ved Roden, "Stuv´n"; fælde. Sæt.

styva (yy) v. n. (er de og te), 1, gaa hakkende = stubba, stabba. Ring. Vel til Stuv.
styva (yy) v. n. (er, de), 2, om Urhanens rolige skraa Flugt nedad. Sogn, Ringerike, Vestfold. Maaske til Stuv, Stjert.

Styve (yy) m. et kappet Træ. Ryf.

"Styvel (y') m." A. Stivel Voss, Tel. (il).

"styven adj. eenfoldig". A. Rbg. Hall. "Styyven o ændefram".

"Styving (yy) m. 2) en halvvoksen". A. Nhl. Voss, Shl. "3) uerfaren Person osv." A. Sæt. Hard. (dum og taktløs Person). 4) Person som er kropsligt og sjæleligt svag. Jæd. Ma. – Styvingsgjenta f. A. Hard.; -gut. m. Hard.; -griis m. Trondh.; -kalv m. Mellemting mellem Spæd- og Gjødkalv; SBerg.

styvjig? adj. solid; med dygtigt Stof (Emne) i sig. Shl. (Fitja): "støvjigt Spøtagadn"; Sogn (Borgund): "Tyy´e æ støvigt". – styvleg adj. d. s. Hard. (Kvamm, Ullensv. Odda). "Styvlæ aa sterk´e Kar". Og støvlæ, Hard. Til Styv (y').

Styvla (y') f. Strømpelæg uden Fod, til Beskyttelse af Læggen naar man gaar barfodet. Sogn, Nfj. Styble f. d. s. YSfj.

Styvla f. 2, En som "styvlar", flg.

styvla (y') v. gaa stivt tungt og svagt; humpe afsted. Hard. Sogn. styble Nfj. (Stryn); stuble Nfj. (Gloppen, Breimn); støvl' og st'ævl' Nordl. Hører vel sammen med styva, stubba, stuvla, men farves af Styvel (Stævel); jf. stevla, stavla.

styvle se stivla, støvla.

"Styvmorblom m." A. Stikbadneblom, Ryf.

Styvyl m. eenfoldig Stymper. Tel. (Sell.).

Stæk m. 1) Lugt. Tel. (Selljor, Kvitseid). "Goo, voond, S.". 2) ond Lugt, Stank. NGbr.

stæk adj. stram, bitter, harsk; f. Eks. om Meel. Romsd. (Eid, Gryten). "stækja v." Gbr.

"stækjen adj." A. 2) vammel ved Fedme eller anden Mægtighed (Sødme). Li. Dal. "Pylsaa va stækjæ". 3) stegende hed. "Han æ stækjen idag!" om Solskinnet. IRyf.

Stæl? m. 1) Huggejern = Beitel?; liden Drivbolt. Dal. Jæd.: Stæd´l, Hæll.

"stæla v. a. 1) stable". A. Sdm. "2) staalsætte". A. stædla Jæd. Dal. og fl. "3) bestyrke, osv." A. Jæd. Dal. "Han stælte i meg, stælte meg tee". – "Kniivn stæle vakkert"; Bgr. – stæla seg v. samle sig i tæt Masse, "Staal". Sdm. "Sild´a stæle s.".

stæla v. n. (er, te), faa Yveret opsvulmet af Mælk kort før Fødselen; svulme, om Yveret. Nfj. Sdm. Gbr. "Merr´a æ aat aa stæle".

stælande adv. "s. kaldt", overmaade. Agder.

"Stæle n. = Staal". A. Sfj.

stælen adj. stiv, om Klæder. Vald.

"stærug adj." A. haardfør. Tel. (Rauland).

Stø-am Stø-e se Styd.

"Stød f. 1)". A. Agder, Rog.: Stø. 4) Hvileplads for Kvæget i Udmarken; mest: "Bustø", og "Busto". Agder, Tel. Ryf.

"stød adj." A. 4) alvorlig. "Stø saam ei Bruur". Gbr.

"støda v. a." A. NØsterd.: stø, stødde.

"Støda f. 2) Underlag osv." A. ØTel. Li.; Vald.: Stø; Land, Hadel. Follo, Smaal.: Støe, "Loostøe"; Vestfold: Stø. Paa mange Steder er "Støda" et dobbelt Lag = Aarsto. 4) underste Lag overhovedet. Rog. "Torvstøda", "Baasstøda". 5) staaende Stilling; Stade, Standpunkt; Uforandrethed, = Stoda, hvoraf det i denne og de fleste Bett. er en Sideform; se Stoda. Hard. Ryf. Ma. Nfj. Sdm. "I sama Støo", Hard. "Dæ vart kje laange Støaa", Ryf. "Aagrn stænn' i Støa", eller "i Støaa", i Stampe; Ma. "Støde, Vindstøde", Nfj. "I same Stø'enne", Sdm. "Han æ komen i Støaa", til Ro; Ryf. 6) tæt sammentrængt Masse, i Regelen med lodrette Sider som en Muur; Stabel; jf. Staal, Stedja. Ryf. Totn. "Dei stoo i ei Støa adle i Hopp", Ryf. I Tel.: Stø'u, Sto'u og Stø'e. "Aakrn, Skogjn, stænde soom ei Stø'u, i ei Stø'u". "Han took Stø'o fyre seg av Grautsta'en", aad lodret ned og tilbunds. "Hestn heve tekje mæ seg Stø'o av Myyrkjosi", har afgnavet tilbunds et Stykke M. "Han took dæ stø'u-viis". "Brøstøe", Brødstabel; Totn. 7) = Attrstoda. Rog. VAgder. 8) se Staal, i Hesteman. 9) "Baat(e)støde" f. = Stød. Nfj.

støda og stoda (o') adj. stillet, havende den og den Stilling, staaende saa og saa. Nfj. (Stryn), Sdm. (Hjørungfj. Sande, Herøy). "Kur æ Vind´n stoda (støda) idag?" "Han æ kje so stoda at du kjem´e fram". støden d. s. Nfj. Jf. Stoda.

stødbeitt adj. stadig, jævn, paalidelig. Berg.

"Støde n. 1) Sted, Plads". A. Nhl. "Almestøe, Askestøe, Berstøe, Grasstøe, Votustøe, Lo(d)støe, Reinstøe". "2) Stilling". A. "Elvestøe" Vandstand i Elv. Smaal. (Varteig, Rakkestad). – "Av Stø`i", afsted, om en Forladen af sit Sted og for længere Tid end "avsta(d)". Rbg. (Aaml.), VTel.

Støde n. Græsset (Stilken) paa Næringsplanterne: Halm, Kartoffelgræs osv. Hard. (Kvamm). "Sto^urt Stø; Næpestø". I Ullensvang i Hard. kun = Eplestjore: Stø'e. – Stødesild se Støsild.

stødeblaa adj. blaafarvet ved Urin osv. Sdm.

Stødemaan f. = Staalmaan. Ma. Rbg.

Støderein m. = Haldar. Røldal: Støreidn.

Stødestein m. "Setja ein paa Støsteid'n", sætte En skrævs over "Laavebrikjo" naar "Stø(d)o" er aftærsket. IRyf.

Stødestong f. faststaaende med Mading forsynet Fiskestang. Li.: Støstaang.

"stødhendt adj." A. Sæt.

Støding m. Beboer af et Sted hvis Navn ender paa Stad. Vestfold. "Vivestø'ing,
Svarstø'ing, Hei(e)stø'ing". I "Fjor(d)a(r)stø(d)ing".

Stødl m. 1, dvs. Støl 1, A. Stød´l Rog. Shl. Hall. Bestemt: Stød´l SShl. NRyf. "Mjilkestødl"; Ryf. Støyl, Staayl VTel. (Moland, Mo, Vinje), Rbg. (Aaml. Sæt.), Sdm. Nfj. (Gloppen og fl.), Hard. (Ulvik); Stail INfj.; Studul NGbr. (Lom og fl.; i Foldal = Sel n.); Stoul og oftere Stoule Tel. (Kvitseid, Sell. Rauland og fl.), – Fl. "Stoular" og Staalar, det sidste helst om Høslætter paa Fjeldet, ogsaa "Heimestaalar" noget nærmere ved Gaarden -; Stule ØTel. (Bø), Vestfold (Kodal: Stedet paa Sætren hvor Husene staar), Gbr. (Øyer: Kvægets Hvileplads ved Sæterhusene); Style Gbr. (Gausdal, som "Stule" i Øyer). 2) = Mjølstødl. Støl Shl. (Strandvik), Oos. Stöuli SHelg. – Se Støle.

Stødl m. 2, dvs. Støl 2, 1) A. Jæd. Ryf. 2) kort Stang eller dl., hvorpaa noget (et Reb, en Dør, et Vindue) befæstes, hægtes eller hænges. VAgder: Støle; Helg.: Stöuli; se Staule, Støle. – Stødl 1, og 2, er maaske eet Ord: stödull.

stødla v. n. (ar), 1) = sætra. Sogn, Hard. Røldal, Ryf.: støla, og stødla?; VTel.: (støyle), stoule. 2) stø(d)la seg, om Fæ: samle sig til Malkeplads, "Stødl". Rog.; Sdm. (Hjør.): støyle, staayle see. 3) om Folk: strømme til, samle sig. Rog. "Dæ stølar mange Folk te Aksjon´n". Se støla.

"stødleg adj." A. 2) solid = styvleg. Røldal.

Stødlgrend f. Klynge af Sætre. NGbr.: Stul-.

Stødlsbard n. Rand, Udkant af Stødl. VTel. (Moland og fl.): Støylsbar; Tel. (Kvitseid og fl.): Stoylsbar.

"Stødlsbud f. = Sel". A. Hall. Shl.

Stødlsgjerde n. indhegnet Engmark paa Stødl. ISogn: -(g)jære. Og: -(g)jæra f. ISogn (Aurland).

Stødlstaus f. Malkerske. Shl.

Stødlsvang m. = Trøde 2), Kvi. Berg.

"stødna v. n." A. Tel. og Rbg.: støne; Hall.: stødne. Mest om Veiret; Rbg. støne seg d. s. Rbg.

"stødug adj. 1) fast osv." A. Ma. og Gul. (Horg.): stø'o(g); Sæt. og IRyf. (Saua, Suldal): staayg´e, støyg´e. 3) kraftig og velvoksen. Sæt. IRyf.

stødugt adv. fast, paalideligt. Ma.: stø'ogt, stø'o; Gul.: stø'oot. "Stø'o forlova".

stødva v. n. (ar), standse, hvile". A. a) v. n. (og a.) standse, tøve: støva Dal. VAgder, Ned.; støyva Li.; stoyva (o'#-aa), VAgder, staayve, stoyve SætV. og B. VTel. (Moland); staive VTel. (Mol.); stöua Hard. Shl. Ryf. "Han stoyvde alle", gjorde intet Ophold; Ma. b) v. a. ( og n.) standse, hindre, hemme. støvda Jæd., (Gjæstal), stobda Dal. (Hedland, Hæskestad). "Eg fekk kje stobda 'an"; men: "eg fekk 'an kje te støva", gjøre et Ophold. c) stovna (o') og støvna, -e, v. a. og n. standse, stoppe op, dæmme, stemme (sig) = stogga, stemma, YMa.; stavna d. s. Li. (Kvin, Fjotland); staivne Sæt. "Du maa staivn' 'an". "Eg kann kji faa Kvenn^ei ti staivne". "Han stavna (støvna) imo^ud", han stemmede sig imod. "Ho støvna aller", standsede ikke et Øieblik. "Kyd´nan he støbna tee dær"; Øyslebø. [c) er et andet Ord, maaske deelvis en Afledning af a)]. – Se stava, stova; jf. Støvn.

stødvaksen adj. kraftigt voksen, solid. NVTel.

stødverdig adj. paalidelig, standhaftig = stød 2). Hall.: støvælig.

stødviss adj. aldeles vis. Ndm.

"Støkk m. 1) Brist". A. VAgder. Stækk Vestfold. "2) Skræk". A. VAgder. 3) Jordskred. Sogn.

"støkka (ø') v. n." A. Supin. stukkje, Partic. stukkjen Tel. Agder. "1) briste". A. "Vei´n (Veg´n) støkk aat Hest´a, dæ støkk 'punn' Foot´a", naar i Tøveir "Føret" gjennembrydes; STrondh. "2) briste løs". A. "Han æ stukkjen o Fjødd´i", om En som ikke har Folkeskik; VTel. "3) bryde ud". A. NGbr. Vestfold (Eiker, Lier): stække, stakk (stækki?). "De stækk´r en Rængndraapa", der falder ganske enkeltvis. Sv. Dial. stökka d. s. "5) fare opa f Skræk". A. Ma. Ned. Shl. – "De støkk´r mæ Sjugdom'n", Sygdommen aftager; VNed.

"støkkja v. a. 1)". A. Hall. NGbr. "stekkje soond; s. upp ein Soum", sprætte op en Søm. ØTel. "støkke me Støkkøks" f., støde større Grene af med en but Økse. Ring. Vestfold; Agder. – "Han støkte dæ uta(v) 'an", han fik det ud af ham ved en Overrumpling; Ma. "Rev´n har støkt Saks´a", Ræven har bragt Saksen til at fare sammen. Ringerike. – 4) "støkkja Mjælk", faa Mælk til at briste. Ma.

Støl, Støle se Stødl. støla se stødla.

støla v. (er, te), 1) v. a. tilskynde, lokke, opegge = telja til. Dal. Jæd. "støla ein tee", men (mest) "stæla i ein", bestyrke et Forsæt i En. 2) v. n. strømme til. Rog. "Dæ stølte tee saa møgje Vatn". Se stødla. – støla 1) er maaske for støvla; se d.

Stølband n. = Stølebelte. Ndm.

Støle m. forhenværende Sæter (Stødl), der nu ligger som "Øydegard" og bruges til Høslæt. Ma. (Bjelland, Vigmostad). "Dær æ äen Støle unne Staayliheiæ äust i Staaylan". Bjell. ("Stødl" synes have hedt Staayl her el. i Nabolavet, tidligere). Mest dog som Stedsnavn.

Stølfaks n. Man med fiirkantede Indklip i den øvre Kant. Ndm. Se Støl 2, 2) A.

Støn n. larmende Leg; vild Morskab. Ryf.

støna v. n. (er, te; og ar), fare vildt (viltert) om el. afsted = fljuga galen; leve viltert (vildt); drive Kommers; komme tumlende,
tumle sig, tumle. Rom. (Aurskog), Jæd. Ryf. Shl. "Hestadne stønte opp Markjo", tumlede sig saa Marken blev opsparket; Ryf. "Kva æ dæ, de støna mæ?" tumler med? "Stooa aa støna". "Støna ifraa seg", blive færdig med sit vilde Liv, = Eng. to sow one's wild oats, NRyf. – Stønar m. En som støner. Ryf. – Støning f. det at støna. "Dæ va daa fælt te Støning mæ dokke!" – støyna v. (er, te), = støna. NRyf. SShl. (Ølen, Etne). "Hest'n støynte paa". "Mann´n kom støynane(s)". – støyna kunde maaske være stodna, til stoda (neppe: jf. modna); støna er maaske af sto(d)na, jf. dog ogsaa stana (snuble osv.); "stöna är löpa tokot", Dalbomål af 1697. – støne se stødna.

støppe v. n. (ar), 1) gaa nøiagtigt i den Række af dybe Spor, "Sto^upp", som man har for sig. Sæt. Tel. Se Stolp, stolpa. 2) se stolpa v. a. "Støøppe ein te noko".

Stør, stør, støren, størja se styr- (y').

"støra v. tilskynde". A. Ndm.: steer.

"Støra f." A. Støyre, "Vevstøyre" f. pl. = Vevgogn; Shl. (Vel, med A., for Stödra; som Bløyra.)

Støre m. Størrelse. Sdm. (Hjør.). "Dæ va aabregda Støre paa Kar´n". Synes lidet brugt.

"Størhus n." A. Struus Rom. (Enebak). Størres, Vaaningshuus paa Sætren; Odal.

størta v. a. (ar), 1) tilskynde stærkt, tildrive; omtr. = støra. Hall. (Nes, Gol). Dog maaske en Anvendelse af størte = sterta opstramme med Tøilerne osv. A. 2) om Klæder som strammer og klemmer. Røldal.

Støsild f. Sild som fiskes seenhøstes inde i Fjordene og menes at have staaet der siden Vaarfisket, at være Fjor(d)a(r)stø(d)ing (Ndm. og fl.). Shl. Hard. Et Sildastø(d)e n. Sted hvor Sild staar, el. staaende Sildestiim, findes ogsaa. Berg.

Støv, støvjig, støvlæ se Styv, styv-.

støvla v. a. tilskynde stærkt = støla, støra. ØTel. (Heidd. Sauar); styvle Tel. (Sell.). Jf. døbla, tøbla; stivla (stevla); støla.

Støvn m. noget som standser (stopper), Hindring, Dæmning; deelviis = Stemm. ØMa. (Sygne, Otrnes, Tveit).

støvn, -e v. se stødva.

Støyl m. klodset voldsom og støiende Person. Dal. Se flg.

støyla v. n. (ar, a; og te), fare klodset haardhændet og larmende frem, tumle klodset og støiende med noget. Dal. (Sokndal, Hæskestad). "Han gjæng aa støyla aa fere bragje fram". "Han støylte so mæ den litle, eg tænkte han hadde brode sund Ryggjn paa 'an". Maaske for stodla (ar), til stoda. Jf. dog Isl. staulask stavre, gaa klodset, bære sig klodset ad. Men støyla fører altid larm med sig. – Støylar m. En som støylar. Dal. – støylen adj. tilbøielig til at støyla. Dal. "Støylen aa styr".

støyna se støna.

Støyp Maltning. Sæt. Ma. "Setje i S.".

støypa v. a. 3) malte". A. Agder.

Støypa f. Omstændighed, se Staupor. YRyf.

Støypar m. rask dristig og dygtig Karl; omtr. = Klyppar. Sdm. (Hjørungfjord).

Støype n. Fald, Styrtning; særlig: Fald af Vand som Drivkraft, Faldhøide. Hard. Nhl. Ryf. Sfj. "Han löut flytja Kvedn´æ, dæ va for l^eite Stöype”. ”Kvennastøype”. – Støypeslok (o') n. den nederste steile Deel af "Slok". Nhl. Sfj.

"støyra v. a. og n." A. 4) stød noget spidst ind. VTel. (Mo, Kvitseid). "Ho støyrde Svær´i eenni Hovdegjaaree"; Mo. 5) "støyra fram", gaa plumpt frem. Shl.

Støyre m. 1) en ubehøvlet plumpt frembusende Person. Tel. 2) n. omtrent = Gap, Gasp. Hard. "Äit Stygga-stöyre".

"støyren adj." A. Hard.

"Støyt m. 1) Stød". A. "Bi mæ Støyt´n", blive bestyrtet. Nordl. "4) Klods; Klodrian". A. Sogn, Sfj. – Se Einberstøyt.

Støyta f. tungt plumpt Kvindfolk. Bamble og fl. "Vombstøyta, Mykstøyta". [Støyta = Velta 5) 6)?].

"støyta v. a. 2) = støypa". A. "Dei blei støytte i Stein", forvandlede til S. Tel. (Sellj.). – "Støyta av", falde steilt av; Tel. "Lande støyter av mot Sjø´n". – "støyda nee", styrtregne; Jæd. – "støyta yver", kantre; Ryf.

støytande particip, a) adj. "Støytande Eel" = Støytel. Tel. og fl. b) adv. overmaade. Tel. Hall. og fl. "Støytande myrkt, mykje, fælt". Jf. stup-, sturtande.

Støytaal m. Bolt, hvormed Nagler stødes ud. Salten.

Støyte n. = Hav; paa Slæde og Ski. Nhl.

Støytel (ee) n. -eling m. styrtende Regnbyge. Romsd. og fl.

støyteleg a) adj. kraftig og statelig? Hall. (Gol). b) adv. overvættes. Hall. (Nes, Gol). "Eg agnra so steitele".

støyteregna v. n. styrtregne. VAgder og Jæd.: støyderigna; Follo: -rængne.

Støytevatn n. = Støyteregn. Berg.

Støytknut m. meget haardt knyttet Knude = Blaaknut. Sæt.: Stöytn^eute.

støytutt adj. = støytsam. NGbr.: støytaat.

"Su f. So". A. Akkus. Su i VTel., hvor ellers "Sugge"; se Ku. "Pirke Su´a" = prika Fubb; Vestfold, hvor ellers "Purke".

suande adv. overmaade. Sæt. Ma. Ryf. "S^euande kalt, fo^urt, fudd´e, vo^und´e". "Suanes godt"; Ryf. "Seila suane"; Ma.

Su-ball m. et Slags Boldspil. Jæd. Stavangr. – Sumaal d. s. Stav. Se Syra. Jf. "pirke Su´a", "slaa Rooneball", hvilke dog synes være andre Boldspil.
Subb n. smaat Affald; løs hinderlig Masse. Vestfold og fl. "Kolasubb (ö#-aa)".

Subb m. en stor tung Karl. Ryf.

"subbe v. n. (ar)". A. 2) feie, viske, omtr. = sopa, men noget voldsomt og skjødeløst. Hall. Østl. "Subbe inn Pængar, subbe mæ se(g)".

Subbe, Genetiv eller adj., om det vældige, dygtige. Tel. "Ein Subbe Hest, Gar". "I Subbe Stand", Landstad p. 781. "Subbe Kar" og "Subbekar" m. Stormand; IRyf.

subbeleg adj. sølende, ureenlig. Tel. og fl.

subbutt adj. fuld af "Subb". Østl.

"Sud (uu) f. 3) Side". A. Hertil flere i Vald. og Gbr. (og Gul.?): "Langsuu'ee", "Surtningssuu'ee" (Tjukknings-).