A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Teladuft (e') f. Damp som stiger op fra "Telen". Oslo (Asker): Tæla-.

Telagrop (e') n. et metallisk Stof hvoraf gjøres Kar. Smaal. (Varteig). Meddeelt.

Telahogg n. dvs. Telehogg 1) og 2). Vald.; Gausdal: Tæl-.

Telamerkjing m. = Telemarking. VVald.

Telaskot (o') se Teleskot. Sogn (Aurland).

"Tele (e') m. 1," A. Tæla Smaal. (Trykst.).

"Tele (e') m. 2," A. Teel Ndm. (Tingv.). "Fjellteel", opfattet som Tile dvs. Gulv. Tæl og "Tælfjæll", NØsterd.

Tele (e') m. 3, = Tel n. "Go^u Tele i Hest´n". ISogn.

"Telg m. Bregne". A. Sogn (Vik). Tkjælj (og ä), Solør; Tkjæg Odal; Tkjag Follo (Kraakstad), Vestfold (Tjølling); Tkjaag Vestfold (Lier). Tälggras n. d. s. Stjør.

"Telgblom m." A. ISogn.

telga v. høste "Telg" dvs. frosen Bladknold af Bregne, især af "Telg (Lok)", med Økse, til Vinterfoder. Telgahogg n. Sted hvor Telg høstes. Sogn og fl.

"telgja v. a." A. tælja, tælde Li. (Fjotl.); tølje og tölje Østl. (Smaal. Vestfold); tøli Namd.

Telgjeøks f. = T.-bila, men noget mindre. Hall. Tølgøks Smaal.

Telglop (o') n. = Telegrop. Ndm. Romsd.

telig adj. fuld af Kraft og Livsmod; livfuld. Shl. Hard. (Odda): teelig. Og teelug Hard. (Ulv. Ulls.); tælug NGbr. (Lom). Jf. terig, tærug. Til Tel.

"telja v." A. tøljaa ØTel.; tela, tele Ma. Rbg. Imperf. og Sup: taalde, taalt, Tel. Rbg. Ma. "3) raade". A. Ma. – "Telja til", anbefale. Tel. (Laardal). "Han heve taalt meg te Olav". "Tæle aat", d. s. Østerd. "Dæ va ingjen so talde mee Liiv", ingen som ventede jeg skulde leve. Vald. Shl. "Tala mee Liiv", d. s. Vald. (S. A.).

"Tella f. ungt Naaletræ". A. STrondh. (Ork. Bynes). "Grantæⁱll, Furutæⁱll".

Teln f. 1, = Telna 1) og 2). Østerd. (æ).

Teln f. 2, nøgen Fjeldmark = Tele. Ndm. Stjør. Best. Tæln´a,, Fjæⁱlltælna". Tæl Ndm. (Stangvik).

telna v. a. forsyne med "Telna", el. Plankegulv (Hedm.). NHedm. "Tælne en Baas".

Telnatre n. seentvoksende vantrevent haardt Træ. Odal. Vel til Teln 2, el. til Tinall.

telsa? v. (ar), slaa med noget blødt, kladske; forskjelligt fra tersa. Tel. (Bø): tælse.

Telstol (ee#-æ) m. se Tel, Stol.

Temba f. Opblæsthed. ISogn. "Vindt.".

"Teming m." A. NGbr. Innh. Romsd. og Ndm.: Tæm(m)ing; Vald: Tæmjung.

"temja v." A. "I tæmjane Sprang" = i tenjande S. Odal.

temjedrikka v. udspænde Maven med meget Drikke. Tel. Jf. temba (og tenja).

Temp´l n. Spændetræ over Væv = Spensl 1). Trondh. Ogsaa i Sv. Diall.

[Tempor f. pl. Fagter, magiske Kunster, Tryllemidler. Tel. (Moland), Sfj. Jølstr).

tempra v. = teimra, teira. tempren adj. = teiren. Li. (Eikin). Maaske G. N. tempra, temperere, beherske; jf. svinn.

temsa v. n. (ar), æde langsomt og med Ulyst. Namd. Ndm. Innh. – temsen adj. som temsar. Jf. tamsa.

Ten (ee) n. (og f.), Gavn, Nytte; (Tjeneste). Sfj. Tel. "Dei ha no gjoort mykje inn(e) paa Tingje so inkje va Teen i". ("Vil du gjere meg dan Teen´a?").

Ten (e') n. = Tan, Tansprang. Indr.: Tænn.

Ten, tena se Tin, tina, tidna.

Tenarlyd m. Tjenerflok. Hall.

Tend n. Tændeved. Namd.: "Smi Tænn.

Ten, tena se Tin, tina, tidna.

Tenarlyd m. Tjenerflok. Hall.

Tend n. Tændeved. Namd.: "Smi Tænn".

tendrast v. n. optændes, opkomme. Rbg. Tel. "De he tændrast upp ein Sjukje". "Dæ he tænnt seg ei Sjuga", d. s. Dal. – tendrande fint = tandrande. Sdm. Nfj.

"Tenel m." A. Tinel (i') Ma. Dal. "Aurtinel, Flaa-, Flæ-, Posa-, Stein-". Tenil (e'), Sæt. Tenor, Tel. (Rauland). Tælne f. Flaa-, Stein-. Oslo. Tæle m. Hall. "Undetæle, Uppaatæle". – Tinlamaala f. en Dukke Kantetoug, "Tinel". Shl. Jf. tinla.

"Tenesta". A. Tænest VAgder; Tænste VTel.

Tengla f. 1) tynd og bøielig Kvist til at binde med. Shl. (Etne). "Brakatængla". 2) tyndt og grenet Fyrretræ. Shl. (Fjellber). tenglevaksen adj. med en T.'s Vækst. tenglutt (-ete), d. s. Shl. Jf. G. N. tengja binde fast.

tengsla v. a. føie eller binde fast sammen langstrakte Ting Side ved Side. Ma. Sæt. "Hestane æ saa galne, dei maa tængsle dei"; Finnsl. "Tængsle i Ho^up tvo Stokka, Lee mæ Lee"; SætB. "Tængsle noko innat". "Ho tængsla Traa´n bete ti att", hun lagde den afslidte Traads to Ender bedre over hinanden og spandt dem bedre sammen; SætB. Jf. G. N. tengsl Baand.

teningast v. slippe Has, om Nød; Ndm. Se Ti-. – Tenhogg se Tindhogg.

"tenja v. 2) løbe osv." A. NGbr. Hard. Østl. "Vil du tænja dee!" "I tænjande Ræⁱnn".

"tenna v. 2)". A. Sæt. "3)". A. Li. Tel. "Hest´n tænne vænt", har vakre Tænder. tennast d. s. "Hæst´n tænnes mye ældre",, er, efter Tænderne at dømme, meget ældre; Oslo (Asker). "4)". Ryf. "Dæ va so vidt Baat´n tænnte attepaa". "5) skjælde osv." A. Fosn (kives); Jæd.: tædna, ligesom for terna. 6) v. a. "tedna Baat´n atte paa Land", lade Baaden berøre Land. Ryf. 7) "tedna seg", vise sig som en Spids, en Tand. Ryf. "Baat´n tedne seg framfør Nes´e". "Maanen tedne segoppaa Fjidle". "Skogj´n tedne seg fram", Skoven viser grønne Skud; Ryf. Jæd.

tennande adj. "I t. Sprang" = i Tansprang. V- og ØTel. "I t. Flo´gje", d. s. Tel.


tennast v. n. (est, test, st), 1) staa frem som Børster, stritte ud. NGbr. Li. (Eikin, Fjotland), Jæd. "Dæ tænnest mæ Skog", Ungskoven staar der som en Børste. Li. Ogsaa: "d'æ tænnt mæ Fura", er dækket. tennast v. n. (ast), give arrige Ord; kjævles arrigt. For tannast el. ternast. NGbr. "Tæⁱnnast mæ æin". "Tæⁱnnast imoot".

Tennelde n. Skjændegjæst. Nfj.: Tenneklypa f. omtr. d. s. Nfj. (Stryn).

Tennetak n. hvast Tilgreb, dristig Foretagsomhed. Sfj. Nfj. "Dæ va kje so liite Tennetak i haanaa"; Sfj. Ogsaa: "Dæ va Kjelle so va i Tennetakje"; Nfj. Ogsaa: Hvashed i Munden. Sfj.

Tenning f. Steenrad langs Rende. Sogn.

Tenning m. Steen i Steensætning, se tenna 2.

teppa v. a. og n. (er, te), 1) flytte lidt, rokke. Vald. (Bagn). "Tæppe ein Stein"; Imperf.: "tæfte". 2) berøre let = tæpa. NGbr. Østerd. og Helg.: "tæpp(e)". Jf. (?) Isl. tepr, Snerperi.

"Teppa f." A. Særlig: Forstoppelse. NGbr.

Teppa f. 2, = Tepperot. Vestfold (Lier).

Teppa f. 3, ringe Kvindfolk; Tøite. Gul.

Ter (ee) n. 1) Trevl; Smule, Gran; Spor af noget. Rbg. VTel. VAgder, Dal. Jæd. "Han bar kvært Teer o Ting", VAgder. "Eit Melle Teer". "Dær va kji antell Teer hell Travi (hell Tingg)", Sæt. Ma. "Aller Teer´e"; Ma. "Allee ruskende Teer", ikke ("aldrig") et Grand; VTel. (L. Raul.). "Eit teerane Gran", Dal. Jæd. 2) liden Mangel; liden Feil; liden Lyde. Rbg. Tel. Ma. "Der va kji anten Flekk ell Teer"; Aamlid. "Vev´n æ full a Teer"; Audndal. – terlaus adj. feilfri, lydeløs. Tel. (Sel. Kv. L. R. V.), Ma. (Laudal, Audndal). "Eit teerlöust Skiipar"; Ma. teerelaus d. s. VTel. Jæd. (Ogna). teeralaus Røldal. "Eit teeralöust Dyyr"; men: "ikkje Tære", ikke et Gran. teereslaus Tel. (L.). Se A.

Tera (ee) f. enkeltstaaende Straa. Hall. (Gol, Nes): Teere. Mest brugt i Fl.: Teeru.

tereleg (ee) adj. 1) liden livfuld og velskabt. SætB. "Äi teerelege Jænte". "Äit teer(e)legt Baan". 2) fint og smagfuldt udført. VTel. "Teereleg' gjoort". Jf. flg., tireleg, tæreleg.

terig (ee) adj. livlig. Shl. tirig Hard. (Ulvik).

Terme-krytyr n. = terment K. Hall.

Termil m. lang slængende opreven Strimel, lang Las. Tel. (Vinje, Høyd. Kv. Sell. Bø). "Riive soond i Termlar". Vel Formindskelsesord af Tarm. – termleleg adj. lig en Termil.

termla v. n. fare uroligt omkring, slænge omkring = tarma. Tel. Jf. (?) G. N. þermlast afvige fra.

Termla f. En som "termlar", foreg. Tel.

"Terna f. 1,." A. Sfj.: "Terne".

Terna? f. Kvinde som der er Tilgreb (Tak, Tennetak) i. Hard.: Tedna.

Tero (ee kort) f. Kvindfolk som er let at faa tirret, Arrigkvind. NGbr. (Vaagaa, Lesja). Teeru NGbr. (Lesja), Hall. (Flaa). – Teerobikkje f. om tirrelysten person. NGbr. (Lom). Teerostikke f. d. s. NGbr. (Vaag.).

Terp m. Dram. Ndm.

"terpa v. (ar)". A. Ndm. Østl. "Tærp(e) 'ti see", klemme ned. 2) fig.: slæbe med noget. Østl. og fl. "Tærpe me nooe". "Tærpe aa lesa". 3) nyde smaat og jævnt. Nordl. Ndm. Berg. "Dei sat tærpa aa drakk utaavr Kvælln". – terpetennt adj. kræsen, nøieseende, fiin paa det. Smaal. – terpetrang adj. snerpet, kunstlet fiin, let stødt og dl. Østl. (Smaal. og fl.). – terputt adj. d. s. Smaal. – Maaske Omglid i Forhold til Isl. tepr, tepra Snerperi; jf. NSv. Diall. tepog dvs. kruserlig vid ätning, tep m. dvs. tafatt menniska.

Terr m. stundeløs Trippen-om; hed Hast. Ma. (Grindeim, Bjelland). "Ho va saa paa Terr´n ette o kaama dær", saa hidsig efter. Til terra.

terra v. n. (ar, a; og de), bruge Fødderne til raske smaa Skridt; især: trippe om, vimse om. Ma. (Bj. Gr.). "Hest´n terra o sprang". "Ho terrde saa fyrr ho kaam a(v)". "Ho terrde runnt i Ring". "Kvennæ terra o sviiv´e". Se tirra.

"terra v. (ar)". A. 2) modsige; kjævle(s). Ndm. Ork. Gul. Selbu. "Han sat der aa tærra imoot, aa villa kje vara mæ". "Dæm sat aa t. aa tævla". – teerre dvs. tirra, d. s.

"Terre m. 1)". A. Rog. Törre (#-ä), Ndm.

"terren adj. 2) tvær osv." A. Ndm. Gbr. "3) hidsig". A. Vestfold. tørren Nedre Tel., se tyrren. 4) strid, meget voldsom og sei; f. Eks. om Vind. Gbr. Østerd. Trondh.

terreturka v. a. tørre paa "Terre". Jæd.

terrutt adj. stridig = terren 2). Vald.

tersa v. a. og n. 1) drive, næsten tvinge, til noget. Nordl. "Tærs' ein te dæ". 2) anstrænge sig = stræva. Li. Ma. Shl. "Ho tersa mæ Vev´n". "Han tersa o slo^u". 3) "tera tee ein", give En et kraftigt Slag. Meget udbredt. Jf. "turka tee", slaa til. Se tærsa A.

Tert m. liden tynd og spids Figur; liden næsviis Tingest. Oslo, Smaal. Rom. Totn. "Hærmetært". Synes nogensteds hedde Tirt.

Terta f. 1) liden fordringsfuld kunstlet peen let stødt Person; Snerpe. Rom. Oslo og Vestfold: Tærte. 2) liden Marmorkugle til Leeg = Kiksekule. Oslo. 3) = Hoppegubbe. Tel. Sæt.

terten adj. kunstlet peen, snerpet. Smaal. Rom. tertefiin og tertepeen omtr. d. s. Follo, Smaal. og fl.

Tertit m. = Tita, Buskeskvett, Saxicola rubetra. Rom. Oslo. Tærtyt d. s. ogsaa: Kjødmeise. SSmaal. Se Talgtit(a).
Tervidl, Tervile, Pjalt, se Trevel.

tessa v. impers. (tess´r, tass og toss, tessi og tossi), rasle eller klukke, om Luften i et Legeme som presses sammen ved Slag, Stød eller Fald; omtrent = søkka, men mindre huult. Smaal. Odal, Solør, Rom. Oslo, Ringerike, Vestfold (Lier), Totn, Hedm. Hadeland. "Je ska lægge (slaa) dæ(g) i Bakken saa dæ tæss´r (tæss) i dæ(g)!" Ogsaa: tosse (aa#-ö), tæss´r, toss, tossi, Smaal. Ring. (Modum) og fl. Og: tosse (ar). Og endog: "Je skär slaa dæg i Bakken, saa dæ skär tass i dæg"; Totn. Se hosa. Jf. tossa; Sv. Diall. tessa, tissa dvs. småskratta. – taasaa dvs. tosa, rasle, bruges sammeledes.

tessa (e') v. (ar), gaa møisomt og smaat = tassa, tjassa. VTel. (Moland, Mo, Vinje, Raul.). "Han gjængg´e tessar o tassar". "Han tessar o gjængg´e".

tessen adj. 1) medførende møisom Gang, om blød (sei) Vei eller Føre; møisom. VTel. "D'æ tessi o toongt o gangge paa Snjoor´n". "Grasvodden æ tessen o imjuk o gangge paa". "Tesse o vaatt". 2) noget fugtig og klæbrig; klam. VTel. "Høye æ tesse". "Tessen paa Foo`to". Jf. slumen. – tessæⁱld se til-dess.

tessmers og tyssmers dvs. dess-meir. Vestfold.

testa-as, testa-ers adv. især, se Stad.

tetevill, Tetevilla se tite-.

"tett (ee) adj." A. tjett Strinda; tætt Østl.

tettkyrnt adj. tæt-kornet, se kyrnt.

tettlends adv. trangt )( romlends. Rom.

tettskogs adv. tætbeskovet. Rom. Hedm. "Hær ær tættskoogs aa högge".

Tev (e') n. Aandedræt, Aande. Tel. (Kvitseid; Nedre). "Tev´ee skvatt fraa meg", el. "dæ skvatt Tev´ee". Se skvetta. Teev n. d. s. NGbr. Hall., hvor Tæv m. er Lugt, Veir af noget. "Slæppe Tee`vee", dat.

"Tev (e') m. Aandedræt". A. Sæt. "Aen harlege Tev´e", tungt A. "3) Lugt". A. Tæv Vald. Hall. 4) = Snev. Totn.

"teva (e') v. n. (ar), puste, aande". A. teeva Hall. Gbr. "t. lett, tungt". tæva Fosn; tava SHelg.; Namd.? taavaa S- og NTrondh.; taawaa, taawghaa, taagaa STrondh. (Uppd. Sokned.), Innh. NØsterd.

teva (e') v. a. (ar), udsende Lugt af noget, lugte efter. Tel. (Laardal, Raul.). "Kopp´n tevar Ost´e", lugter efter (af) Ost.

Teve (e') m. Trevl, mindste Pjalt (Spor). SætB. Ma. (Holum). "Der va alli Teven ett'av Plaggji", ikke en Trevl. Jf. Tave.

tevfull adj. stakaandet = andpusten. Tel. (Laardal, Selljor); Hall.: teev-.

"tevla v. n. 1) kappes, stride osv." A. Li. (Fjotland): "tevla o slaast"; STrondh. NTrondh.: "tævl(a) aa tærr(a)", kjævles. "2) og 3)". A. Nhl. Ryf. Ma. Rbg. Tel.

Tevlebad n. stor Anstrængelse. Ma. Rbg.

tevra, tevren, tevroleg se teivra.

tevtung adj. som aander tungt. Tel.

Ti f. Hvirvelstrøm = Ida. Ø- og VTel. (Solum, Lunde, Grandsh. Hjartdal, Sell. Mol.). Tid (E. tide?)? "Sveiveti" d. s. Tel.

tibeina se tidføtt. – tibonde se ibunden.

Tid (ii) f. 1) Fiskenes Leg. Ndm. og fl. "Fiskjn gaar paa Tii´a". 2) Fiskeleg, Rogn og Mælke. Ndm. "Flynnr-tii". Eet med Tid A. 3) Begjæren. Hall. Se tida (ii).

"Tid f. Tid. 4) Leilighed". A. "Eg ha kje Tiiedn"; ISogn. "Faa Tii te", ironiskt brugt: blive nødt til = faa Lukka te; Røldal, Hard. – "Tii nokk", tids nok. VAgder. – "Tii te Vande!" lad gaa, lad skure (hver Dag har nok i sin Plage, Vanskelighed?); Hard. (Odda, Røldal). En lignende Forkortelse tør være i "tii-te"; Tel. (Bø): "Kann du kje, tiite, gaa!" kan dn ikke, for Pokker, gaa! – "Te Tii`ar", til rette Tid; Tel. Ryf.; Jæd. Dal. Gbr. Li.. "te Tii`a". – "Tii for Tii", hvert Øieblik; Gbr. Vald. "Tii paa Tii", d. s. Tel.

Tida (i') f. 1) Kilde eller fugtig Plet som ikke tilfryser. Hall.: Ti`u, se A.; Tel. (Vinje): Tee`u; Røldal: Tee`a; Tel. (Moland): Tee`e. 2) optøet mark. Tel. (Selljor): Ti`u. 3) (1) Optøethed, stadig Iisfrihed. I mange Sammenss. – Ti'udiikje n. Mudderpøl som aldrig tilfryser. Tel. (Lunde, Selljor). – Ti'uhol (o') n. a) Vandhul el. liden Kilde som osv. Tel. (Sell.); Tee'uhol Tel. (Vinje); Tee'ehol Tel. (Moland), Rbg. (Tovdal, Aamlid). b) Tø-Hul i Iis. Tel. (Selljor). – Ti'uholu f. d. s. s. a); Tel. (Selljor). – Ti'uolle f. Kildevæld som aldrig tilfryser; Tel. (Lunde, Sell.). – Tee'epuus n. se Pus; Rbg. (Evje, Bygland). – Ti'usev (e') n. bitte liden Kilde som osv. Tel. (Kv. Laar. Vinje); Tee'usev, Vinje, Rauland; Ti'esev, Mo. – Ti'usæve f. liden Kilde omgiven af fugtig Jordplet som osv. Tel. (Sell. Raul.; tildeels: "Tee'u-"). – Tee'egrunn m. Banke i Vandet, hvilken hindrer varigere Iisdannelse. Tel. (Mo).

tida (i') v. (ar), optøe, tøe = tiida, G. N. Þída. Dal. (Sokndal, Hæskestad) og Li.: teea. "Hør teea ida(g)"; Dal.

tida (i') adj. = tiden. Ma. (Finn. Øysl.).

"tida (ii) v. n. (er, de), 1) trænge til osv." A. Tel. (Rauland). "2) gyde". A. Ndm. "Fiskjn he tidd 'tu". "3)". A. Li. (Eikin). "Kyyr´æ tiidde seg", el. "tiia seg". 4) (1) "tii paa ein ette noko", overhænge En med Bønner om noget. Hall. (Gol). "D'æ slik ei Tii paa dei (= Kri)", stadigt Overhæng, Krav. – Tiding f. Overhængen osv. Hall.: Tii'ing.

tidast (ii) v. impers. hænde, vederfares, times. Sfj. (Askvoll) og fl. "Alti ska da tiiast haanaa noke!" G. N. tídast være gjængs. Lidt usikkert.

"tidd (ii) adj. 3) drægtig". A. Tel. Smaal. Li.


Tidd (ii) f. Drægtighed. Hall. Vald. "Kossan Tiidd æ dæ paa Kyr´n?" "Dæ æ fiin Tiidd, for ho ska bæra Kyndesmess". "Dæ æ kje T. paa'n".

tiddgjengde (ii) adj. = tidgjengd. Li. (Eikin).

tiddmælde (ii) adj. = tidmælt. Ma. (Bjelland). tiddmælte Li. (Eikin). Ogsaa: tiimælde Ma. (Bj.).

tid-drepen adj. slagtet til den fastsatte Tid, ikke for Sygdom. Tel. (Vinje). Jf. Tidslaatring.

Tiddveila (ii) f. svagt Sted i Iis el. Brede, for optøende Vand nedenfra. Voss og fl. Tiiveila d. s. SBerg.

Tiddveis f. = flg. Hard. (Ulvik).

Tiddveisa f. fugtigt Sted som holdes grønt hele Aaret igjennem af Kilde. Voss, Hard. (Ulvik). Se Veis(a); jf. Tidvesja.

Tide (i') m. Tø = Tøyr. SætB.: Tee`i; Rbg. (Evje) og Li. (Eikin): Tee`e. "Hør æ go^ue Tee`e idag"; Eikin.

"tiden adj. fri for Iis". A. Rbg. Sæt. "Dei køyrde i tee`e Vatn´e", ud i det klare Vand, den aabne Vaage. "I tiia Vann´e", d. s. Ma. tyen, fri for Iis; Rom. (Fenstad); Neutrum: tye og tyent; "Aakrn ær tye (tyen)". Og: teien, ti(d)ug, se d.

"Tidend f. Tidende". A. "Dæ va kje Tiien i (at han blei sinna) det var intet mærkeligt i. Dal. Lyder: "dæ va kje Tii`ni"; Ma. Rbg.

"Tidfisk m. gydende Fisk". A. Agder, Gbr.

Tidfiske n. = Gangfiske. Trondh.

"tidføtt adj." A. Tel.: tii-. tibeina d. s. Tel.

tidgaatta v. lege, om Fisk. Gbr. Og adj.

"tidga v. a. befrugte". A. tiigge VTel. – tiiggast v. n. blive drægtig. VTel. Sæt.

Tidhefte n. Tidsspilde. Ryf. og fl.: Tii-.

Tidhol (ii, o') n. Kilde som aldrig tilfryser. Indh.: Tii-. Tiihola f. d. s. Hard. (Odda). Jf. Tida.

tidhuga adj. vægelsindet. Li. Se tidraad.

"tidig adj. 3) frisk, fyrig". A. tiidug (d), Hard.; tiiöu Jæd. Ned.; tiiog Dal. (men "utidig'e Fisk"). 4) = hestgalen, om Mær. STrondh. (Uppdal): tiiöu.

tidlaus adj. = daglaus; om Svangre. Helg.

tidlega adv. aarle. Rbg. (Honnes): tiila.

Tidn f. Drægtighed = Tidd. Hall.

"tidna (i') v. n. optøes". A. tidne Vald. (SAurdal); teene SætB.; tinna Dal. (Sokn. Hæsk.); tinne Tel. (Sell.). 2) v. a. tøe, faa til at smelte. Vald. "Sool´ee tidna burt Snø´n". 3) fig. blive livlig; mildne. Tel. Voss. – Jf. teina.

Tidnauga (d) n. = Gløggauga. Ryf.

"tidom adv. tidt". A. ti`aa, tii`o Rog.; (skal ogsaa hedde "Tii´aa, Tii´o, Tii´æ" bestemt Fem.; Rog.).

tidraad adj. vægelsindet, ubeslutsom; som tidt forandrer Plan, "Raad", rád. VTel.: tiiraa. Jf. veikraad, -rádr. Og: tiiraadig (d), Ma.; tiiraaug (-og), Tel. Rbg. VAgder, Ryf.; tiiraaen Agder og fl. – tii- som i tiihuga, tiimæld, tiigjængd. I Sv. Diall. tiråi, terådig d. s.

tids adv. 2)". A. tiiss Agder. "Ko tiiss?"

tidsam adj. tidligt paa Færde, ude i Tide. ØSmaal.: tii-.

tidsinna adj. = tidraad. VAgder: tii-. tiisint d. s. ØTel. ØMa.

Tidsla (ii) f. Drægtighed = Tidd. Ryf. "Seg meg Tiisslo paa Ku´na", naar den skal kælve.

Tidslaatring f. Slagtning i den bestemte Tid. Rbg. (Aamlid) Jf. tiddrepen.

"tidt adv. 2) raskt". A. "tala, gaa titt"; Vald.

tidtve(d)rt adj. ustadigt, om Veiret. Shl.

"Tidung m." A. Teeoongge, -skviige VTel.

tidug (i') adj. optøet = tiden; om Mark. ti-ög, ti-u, Follo (Aas, Vestby); ty-u(g) Rom. (Aurskog, Fet, Ullsaak).

"Tidur (i') m." A. Toodoor Namd.; Tudur, Tedør Ork.; Tee-oor Ork.; Tejör (-aar), Helg. (Vefsn); Tør Ndm. Ork.; Tøre Østerd.; Tee`ree, Tee`ri Agder, SVTel.

Tidvermslehol n. = Tidvermsla. Sogn (Borgund): Tii-.

Tidvesja f. = Lævesja; jf.{Misprentet jj. retta til jf. OV} Tiddveisa. ISogn. (Aurland): Tii-. – Tiivesjevatn n. Vand som holder en T. iisfri.

Ti-ældre se I-eldre.

Tifsa f. Forvikling, af Garn og dl. = Floke. Hall. (Nes). "Grei deena Tifsa". For (y')?

"Tigg m. Spids". A. Ndm. Romsd. Sdm.

"tigga v. beile". A. Infin. tiggje (^dj ^dj), VTel. (Vi. Raul. Mol. Høy. Treungen), Rbg. (Aamlid); Præs. tigg´e VTel. Sæt. Rbg.; Imperf. tagg VNed. Aamlid og m. fl.; togg VTel. Sæt.; taag VTel. (Moland), G. N. Þá. Supin. tuggji VTel. Rbg.; tugge VNed. Bøies i NGbr.: tiggje tigg tiggde tiggt. Formerne: "togg tuggje" synes gledne over fra det forestillingsbeslægtede "tyggje" (mane).

Tiggjar m. Tigger. Gbr. Tel. Rbg.

Tiggjemunk m. om En som overhænger med Tiggen. NGbr.: -moonk´.

”tigla v.n.” A. ”Tigle igjønaa mæ dæ”, om knapt Fære. Sdm. 2) = tigga. Vald. (Vang). Meddelt.

"tigla v. a. (ar), 1) behandle med Sparsomhed, faa til at strække langt. Tel. (Rauland, Bø), "Tigle Smør´ee; t. Suvl". 2) "tigle Ougo", plire. Tel. (Vinje).

"Tik (ii) f." A. 2) Indretning til at slaa Reb paa. Nfj. (Stryn). Jf. Sv. Grundtvig D. g. K. IV, 832. 3) Bannstiik", liden Pige. Helg. Jf. Tiksa; Tispa.

Tikk m. let Slag, let Berørelse.

tikka v. n. berøre let, give et let Slag eller Stød. VAgder, Rog. Hordeland. "Tikka burt paa ein". Hertil Legen "Tikk" = Sidst´n, Sur´n". Jf. tiksa.

Tikklamm m. Hunlam. Totn.


Tikla f. ungt Hundyr, Ko el. Faar. STrondh. (Bynes og fl.). Jf. Tiksa.

tikla v. klinge mat og tyndt = tinkla. Ndm. og fl. "Dæ tikkla i Bjillaan". – Tikla f. liden mat og tyndt klingende Bjælde. Romsd. Ndm. Fosn. "Ei Bjelletikkle". Tiklebjølla f. d. s. Romsd. Fosn, Hall. Og: Takle-, Hall.

tiksa v. n. (ar), 1) hakke eller hugge med gjentagne lette Hug el. Stød. Shl. Ryf. "Tiksa burt paa ein Stein". Se A. 2) trippe afsted. Namd. "Tiks a Gale". 3) v. a. "tiks ein ut", jage paa Dør. Namd.