A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

tokkalaus adj. forsagt, mod- og magtstjaalen, selvopgivende = tykkjeslaus, vordlaus, vordstolen. Nfj.?

"Tokke (o') m." A. 3) særlig: uhyggeligt Indtryk (Kaldtokke), af en Persons Udseende og Væsen. Gbr. (Skjaak). "Dæ fylgje slik ein Taakkje mæ 'om". G. N. Þokki Udseende (elliÞokki, reiðiÞokki), Misstemning. Jf. Tykkje. Hjelm.

"tokkeleg adj. tækkelig". A. YSogn (tokk(j)ele); Gul. og fl. (tokkle). taakkle-en d. s. Namd. Stjør.

"Tokkemun m." A. Tokkamun Nhl. YSogn og fl. Tukkamun Ryf. Shl. Hard. "Tak tvo Alne aa so ein T.". "Ein seer Tukkamun paa Snø'n"; Ryf. (Som ved tokka, tukka, tookka).

tokkjeleg adj. som ledsages af Tokkje (Kald-). Ndm.? NGbr.?

"Tokknad m." A. Tukkna Hard. (Kvamm).

Tokl (o') n. "Hest'n bry(t)de Tokl", naar der holder paa at udvikle sig Beenknuder, Toklebrot n., over Hovringen. Dal.

tokla (oo) v. n. 1) gaa omkring stille puslende og uden Arbeidsresultat; pusle, søle, = tøva; tildeels = stulla. Ndm. N- og STrondh. "Ee gaar da her aa tookla aa dæ vert ikkje naakaa mæ mee"; Ndm. "Bonna gaar aa tookle för sæg sjøl"; Trondh. 2) gaa som i Sandseløshed; tee sig halvidiotisk. Stjør. 3) famle, pusle? Ndm. Trondh. "Dæm tookle sæg saa gott i Lag", om Veninder som læmper sig til hinaden i alt. Trondh. Ogsaa: "Dæ tookle saa gott i Lag", det tillæmper sig i Stilhed. Det (de) dunkle Ord peger mod Took (og tjaakla), men ogsaa noget mod tukla. Se tokla, A.

Tokla (oo) f. stilfærdig og harmløs Tosse; halvfjantet Pusler. Ndm. S- og NTrondh. "Tooklaa tala aat Tullaan". – Tooklhöu (dvs. hovud) n. d. s. Trondh. – tooklin og tooklaat adj. lig en Tookla. – Tookl-tal n. og Tookl-snakk n. halvfjantet Tale. Ndm. – tookltruan(de) adj. yderst lettroende. Ndm.

"Tokn (oo) f. Gjæller". A. Taakn Shl. Tolkn Hard. (Ulvik, Kvamm); Taak(t)ne, pl. Nordl. Taakne, pl. bruges dertil, uklart, om alt hvad der er i et Menneske: Stof; ogsaa Evner, Kræfter, Stof = To. Dal. (Sokndal, Hæskestad), Nordl. "Han spyydde so længje dør va Taakne i 'an". "Dør æ gooe Taakne i 'an" = To; Dal. "Dæ røynte paa Taaktnann hans"; Senja.

"tokna (oo) v. n. gispe efter Veiret osv." A. tolkna Hard. (Ulvik, Kvamm); sammesteds "tjaokna", famle. taakna Helg. Ma., se d.

tokna (oo) v. n. fare om i Sandseløshed el. som i Blinde; tumle. Sfj. "Dei foor no so aa tookna". Vel eet med foreg. og taakna (1 og 2). Eller til Took, tookla?

Tokt f. = Tokk 1, (Dyst osv.). NGbr. (oo og aa). – "Han ga (gje) ikkj Tookt (te) aa svaaraa", han gad (gider) ikke svare. N- og STrondh.

Tokt (o') m. = Tokt f. Bamle, Sandsvær.

Tokudugna(d) m. = Tekkjedugnad. Tel.

"Tol (o') n." A. "Gjeva Tol", være taalmodig (sagtmodig); Sæt. NGbr. "Fara mæ To`le", fare læmpeligt; Røldal. "Gje(va) seg Tol", give sig god Tid; Hall. og fl.

Tol (oo) n. Stakkel, Stymper, Pusling; liden Tosse. Sogn, Sfj. Nfj. Romsd. Sdm. "Torve-Tool" usselt Kræ; Sdm. Jf. Tøla f., Tøle n. 2, Torl.

tola (oo) v. n. (ar), brænde svagt = tora, torla. Nfj. (Breimn og fl.). Lidt usikkert.

Tola (oo) f. Redskab, Værktøi = Tøla, Tol, se d. Ryf. "Han æ kvar i si Toola
tamd´e", hver er fortrolig med (vant til) sit Værktøi"; Nærstrand. Ogsaa: "i sine Tooler tamd´e"; Jelsa. "Kakketoola" f. synes betyde Hakkeredskab, Næb; Shl. Hertil: Kak(k)etore, gammel Høne, H. O.?

"tola (o') v. a. (er, de), taale". A. Imperf. toolde Tel. (Sellj. Raul. Skafsaa og fl.), to^ulde Rbg. (Aamlid), Ma. (Bjell.), to^ule Li. (Eikin). taale Rom. tolja Rom. Odal, Vinger. taali taali taald taalt SHelg. (Brønnøy). Præs. tol´r Østl. – tola seg v. blive taaleligere, spagere; Shl. "Verkjn, Veer´e, tolde seg". tola paa v. n. d. s. om Vier; Ryf. Røldal.

tolaleg adj. taalelig, lidelig. Tel. (Kv. fl.).

tolfør (o') adj. som er istand til at taale; rolig, langmodig. Tel. (Kv. Sell.). Og: tolføruge; Tel. (Vinje).

tolgja v. (ar?), hakke, hugge eller skjære (klodset og med daarlig Fremgang. Innh. (Stjør. og fl.). "Mahl aa taalj". Se tolga.

tolig (o') adj. langmodig; sagtmodig; ogsaa: stilfærdig og langsom, som giver sig (for) "godt" Tol". Tel. Hall. og m. fl. Se tolug.

toligt adv. stilfærdigt; roligt og langsomt. Hall. Follo. "Kjøyre toligt (kjøre taali)". "Dæ gjekk tungt aa taaligt (og: taale). Jæd. – tolkna se tokna, taakna.

"Toll f. ung Fyrr". A. Ned. Vestfold. Todd Agder, VTel. 2) blød Fyrreved )( Adel. Tel. (Sellj.). "Der æ kje ana Toll i den Fyro". – Tollafuru f. ungt malmløst Fyrretræ. Vestfold. – Tollhool m. Fyrrelund. NGbr. – Tollskjoor f. = Fureskjor. Ndm. Trondh. Tallskjoor f. = Fureskjor. Ndm. Trondh. Tallskjoor og Tällskjeer Gul. Selbu, Østerd. – Tolltvare m. vreden Fyrrepind. Ndm. Se Tvare.

tolla (o') v. n. (er, te og de, t), hænge ved, blive fasthængende eller fastsiddende; ikke løses op eller fra. Ndm. (Aure, Tingvoll), STrondh. (Meddal, Bynes, Strinda). "Dæ taall' ikkje hakka Halm i Haasaastubb". "D'e so vidt dæ taalle, 'ta". "Dæ taall' ikkje Hu' paa Häua hass". "Han taall' ikkje Hu' paa Häua hass". "Han taall' ikkje inne", kan ikke holde sig inde. "Trur du han taalle, 'na Knuutin?" ikke gaar op, holder; Ndm. "De taallt itt naa 'ti 'om", han kastede alt op igjen; STrondh. G. N. tolla; "húfvan tollir ekki á höfdinu". – tollast v. n. d. s. "De taalles (eller taalls) itt naa 'ti om". "Han taalles itt paa naa' Tree", han sidder aldrig stille. Strinda, Meddal.

Tollar m. Aaretold = Toll. Nfj. Ndm.

Tolle m. d. s. Østl. (Oslo og fl.). – Tollegang m. Rum mellem Tolderne. Østl.

"tolleg adj. taalelig". A. taarli Vestfold og fl., omtrent som "daarli" af daaleg.

Tollemjøl n. Meel som gives i Afgift paa Møllen. VNed.

tollen (o') adj. om Tømmer som bestaar af "Toll", f. Sæt. "Last^ei æ helle todd^ei".

Tollmo m. Flade dækket af ung Fyrreskov.

tolmen (o')? adj. slunken, slap, ufrisk; deels om levende Fisk; deels om død = koltna. NØsterd. (Oos og fl.): tölmen (tykt L). Er maaske "talmen" gledet ind over tormen, se d. – Tölmføsk m. slunken Fisk.

Tolmøsu(r) f. pl. VTel. Sæt. Se Fyremysa.

tolmodug adj. taalmodig. NGbr.: taalmoog.

?Tolta f. Gjæller = Tokn. Nhl. (Lindaas).

"tolug (o') adj. 2) langmodig". A. omgjængelig, affabel. NGbr. (Sel, Lom, Vaagaa): tulug (G. N. Þolugr + tölugr). "3) udholdende", A. haardfør og hilsestærk. NGbr.: taaloog og tooloog; Innh.: tulu(g).

tolufør adj. som kan tales til Rette. VTel. (Vinje). Af Tola (o').

Tolvbrigding m. = Tolvbrygding. NGbr.

Tolvbring m. = Tolvbrygding. Hedm.

"tom (oo) adj." A. to^um´e Agder og fl.; tom´e (o'), VAgder.

Tom (oo) m. en Famler, Kludrer. Hall. og fl.

"toma (oo) v. famle". A. Se tuma.

Tomagylve (oo) n. et noget tomt Rum i Brysthulen. Hard. Ryf. Se Gylve.

Tomaks n. tomt Aks; se Opisaad. Rbg. Tel.

Tomasmessa f. 21de December. Tommaasmøss, Ma.

Tombol (oo, oo) n. = Svangbol. NGbr.

tomfingra adj. tomhændet. NØsterd.

"Tomfor (oo, o') f." A. 2) Fure, hvori ikke er nedlagt Sæd. NGbr. (Lom).

Tomgjæl f. = Opee-gjæl (Opigjerd). NGbr.

tomhendes adv. med tomme Hænder. Sæt.

tomlesst adv. uden Læs paa Kjøretøiet. Stjør. "Kjør' toomlæsst".

Tomm, tomme se tuma, tumba.

tomreipa adj. og adv. = tomreipes. Smaal.

Tomrom n. = Tombol. VVald. "Tooma-Roome" n. bestemt, Sogn (Lustr).

tomslig adj. = tomleg. Røldal.

tomsa, tomten se tumsa, tumten.

Tomt (oo) f. Antydning, Spor. Østerd. (L. E.; Tynset). "Der va itte Toomt te Dyyr, Folk". "D'e nettupp at en seer Toomt´a te Spor". Maaske eet med Tomt dvs. Tuft. Jf. dog tymta.

tomtast (oo) v. n. (ast), vise sig ved svage Spor, vise sig utydeligt. Østerd. "Vei´n toomtes der", der viser sig svage Spor af Kjørsel. – Tomte se Tufte.

tomturka v. n. (ar), om Korn, Ager, som tørres bort med tomme Aks. Ma. Sæt.

tomvoren (oo, o') adj. noget tom. Hall. og fl.

Tona (o') f. 1, det at strække, Strækning; et "Stræk"; = Tak. Shl. (Fitja). "Ta ei Tona", tage et Tag, en "Tørn". 2) Strækkefjæl = Tane. A. Nhl. Hard. og Sogn: Tona (?) og Taana (ikke ao); Nhl.: Tana; Tel. (Rauland): Taanu; Tel. (Vinje, Rauland, Grungedal): Taane; Vald. (Bagn): Toone. "Revatona" Strækkefjæl til Ræveskind, Nhl.; Tel.: "-taanu". Taanefjøl f. Strækkefjæl. 3) Redskab, bestaaende af to halvrunde Stokke, til at
strække Vadmel paa. Tel. (Rauland, Selljor): Taane. 4) om noget seit og stærkt. Gul. "E heel Tunu te Traa, te Hæst, te Kar". "Sunu" bruges der sammeledes. Se dog tuna A.

tona (o') v. a. (ar), 1) strække paa Strækkefjæl. Hard. Shl. Sogn, Dal.: taana; Tel.: taane; Vald.: toone. "Taana Sokka". "Taane upp eit Skin". Fig.: "taana øve dæ", lade det passere; Dal. 2) v. n. vimse om uden Meed og Gavn; = fjaka aa tøva. Sogn (Lærdal). "Toona burt Dagjn", søle Dagen bort; Sogn (Borgund; jf. "toone" i Naboegnen Vald.).

tonast (o') v. n. (ast), opslides ved for meget Arbeide, om Folk; svinde hen. Sogn (Aurland): "taanast upp".

Tona (oo) m. Tone osv. = Tone m. Hall. (Aal, Torpo), ØTel. (Bø). "Aen fiin Toona". "Toona'n va ny". Se Tuna f.

"Tonad m. Garn osv." A. Strinda, Ndm. 2) Uld som forarbeides til Garn (aldrig det Spundne). NGbr. (Lom, Vaagaa). Toonakorg f. Kurv til slig Uld.

"Tongul m." A. Taangedl Ryf. Jæd. Taangletare m. Tang (Tare) med jævn tyk glat Stilk, Laminaria digitata; Rog. Ogsaa: Tængel; hvor?

"Tonn f." A. Taann, Fl. Tænn´a(r) Rbg. Tel. Num. VAgder, Dal.; Hall. og Vald., med Eental tildeels: Tønn.

Topp og Toppe (o') m. Hane. Vestf. Ring.

toppa (o') v. n. og a. (ar), danne en Top; forsyne med Top. Sogn, Ma. Rom. "Eld´n toppa" = toppa seg; Sogn. "Toppa ai Fliis", sætte Ild i Enden af en Spaan; Ma. "Hæst´n topper i Øra", H. spidser Ørene; Rom.

toppa (o' eller u') v. n. og a. (ar), stoppe, proppe. Namd. Innh. "Toopp' i Sækkjn". "Toopp i sæg", fylde sig. "töppe ’ti Pølsa"; Østerd. Maaske til Topp dvs. Prop.

"Toppa f. 1) og 2)". A. Voss, Hard. 3) fiirkantet Spunds til at lukke Spundshul i Sæterkar. Ring.

Toppefyre n. Fedved af Toppen. Dal. Ma.

Toppeple n. Kartoffelfrugt, -frøhuus. Ryf.

Topphøna f. Rødkløverblomst. Vesteraalen.

Toppsjo m. = Kvabbaara. Ndm.

Toppskat n. den til Tømmer utjenlige Top af fældet Træ. Innh.

"Tor (oo) n." A. 2) et lidet svagt Væsen, et svagt Liv. Romsd. Ndm. Jf. Torl, Tir.

Tor (oo) m. Torden. Best. Toor´n, NØsterd. STrondh. (Tydal, Stjør). Toor f., bestemt: Toor´a, Ork. Gul. Ndm. (Øksn. Rind. Ti.). "Dæ bli Toor idag". "Lyyn aa Toor". Ogsaa: Tool f., bestemt: Tool´a, STrondh. (Melhus, Børsen, Ork. Klæbu; Fosn), Innh. Namd. Helg.; Tool´n m. defin. NTrondh.; Too`la f. defin. Rom.; "Too`ren slær´e", Ma. (Halsaa, Holum), Rbg. (Iveland); Toor`na og Toor`naa f. defin. Ned. VAgder, Dal. Andensteds for det meste: Too`ra, Too`raa f. defin. Jf. Skardfora, Husbreia, Gammlmoor. "Toornemoora", Tordenen, skal forekomme i Ndm. (Averøy). "Toordøn", meddeelt fra Ndm. (Halse). Se A. Jf. Torshogg.

Tora (oo) f., i flere Sammenss., er vel Kvindenavnet. Saaledes: "Fuggetoore", Pusler, Kludrer, se fugga; Tel. "Galnetoore" = -heia; Tel. "Sokkatoora", med nedoverhængende Strømper. Voss, Hard.

"tora (o') v. n. turde". A. Infin. torja, Tel. (Sell. Kvits.), Hall. (Nes); törja, tørja Hedm. Smaal. Gbr. Præs. Ind. Fleertal: torja, tørja Hall. Vald. "3)". A. Ryf.

"torast (o') v. n. vove = tora". A. tørjast tørest toordest toorst; NGbr. Sv. töras.

"Tordivel". Toor´divil SGbr.; `døvel Ndm.

Torebløyg (oo) m. = Dvergsmide. Ma. Sæt.

Torebrak (oo) n. Tordenbrag. Hall.

Tor(e)damm m. Tordenskymasse. STrondh.

Toreflo(d) f. = Toreflod n. Agder, Rog.

Toregang (oo) m. Tordenslag; Tordenveir. Fl. St. Toorgang; Trondh. Se Skardfora ("gjekk").

Toreglett (oo) m. liden Tordenbyge. ISogn.

Torehamar (oo) m. = Skardforhamar. Ndm.: Toor-; N- og STrondh.: Toorhaamaar og Toolhaamaar.

"Torehause (oo) m." A. Sdm. Toor- Ndm.

Torelod (Tooreloo) f. rundagtig sort eller bruun Meteorsteen. Ryf. Shl. Hard. Voss, Sogn. Se A.

toreskræmd (oo) adj. forskræmt og fortumlet af Torden. Stjør. "Ei toorskræmt Geit".

"Torestein (oo) m." A. = -lod. Hard. og fl.

Torestolpe (oo, o') m. = Torehamar. Sogn.

Torestøtte (oo) f. k ort Tordenbyge; se Stytta.

"Torføre (o') n." A. 2) vanskeligt Stade (Situation). Ma. (Aaserall).

Torføsu se Tormøsur. Torg f. = n. Rog.

"Torhjelm? m." A. Talarm Gbr. (Ringbu); Töril, "Trolltöril", Innh. (Leksvik); "Furæme", Tel. (Mo, Moland, Laardal).

torja se tora (o').

Torl (oo) n. 1) svagtlysende Ild, som synes snart at maatte slukne = Tor n. 2) lidet svagt og vantriveligt Væsen (Dyr) = Tor. Romsd. (Bolsøy, Veøy, Eid, Nessæt og fl.), Sdm. (Øyrskog og fl.), Ndm. Se Tool.

Torla f. = Torl. STrondh. (Bynes og fl.).

torla (oo) v. n. (ar), brænde svagt = toora. Romsd. Sdm. Ndm. Jf. tora, tola, dora.

torlen (oo) adj. af liden Livskraft. Romsd.

"tormen (o') adj. vantreven". A. NØsterd. (Tynset). törmen Gul. "Tormen Skog, Føsk". Og: Tormskog m. Tormfisk m. slunken vantreven Fisk ("Føsk"). Se tolmen.

Tormøsu(r) se Formysa. Dette lyder i Jæd.: "Förmyssa", er altsaa G. N. formessa Formesse. Formernes Vaklen i Sæt. og Tel. vise at Ordet er laant did fra Vest. – tormøseleg adj. fuld af T. VTel.
Tormøsu(r) = Fyremysor. SætB. VTel.

"Torn (o') f." A. Hard.: Todn. Sjelden.

"Torn (o') m. Torn". A. Hall.: Todn f. 2) den stive, tykke, Ende af Vidjen. Tel.

Tornaa, Tornemora se Tor m. dvs. Torden.

Tornklæde n. Klæde af Hestehaar at lægge Korn el. Malt paa til Tørring paa Muurovnen. Voss: Tonnklæe. Til Torn f.

"Tornogg(?) "i Turnoggaa"". A. Nfj.

"tornæm adj." A. Jæd. tur- og toornæme Shl.; tørnæm Helg. Ndm. Røros. taarnæm(m) NGbr.

Tornæming m. tungnemmet Person. Jæd. Shl. (Etne). Turnæmingg Hard.

Toro f. Smule, Gran. Namd.: Tooroo; Selbu: Töru (el. ø), STrondh. (Uppdal): Turu (men: Tvuru dvs. Tvora). "Itt Toorooa", ikke et Gran. Maaske Tora (o'); jf. Tare dvs. Pjalt, Taar dvs. Trevl, Tære dvs. Smule, Ang. teran, Eng. tear, rive.

Torp n. 1) Skare, Flok især af ringe Mennesker; Flok Smaadrenge; Flok Smaadrænge; Flok Pak. Ryf. Jæd. I Rbg. (Aamlid) m. G. N. Þorp, n. Flok. 2) Samling af uanseelige Huse; Flække; Strandsted. Ryf.; i Rbg. (Aamlid) m. Isl. Þorp, n. Flække. – Torpeby m. d. s. Ryf.

torpa seg v. n. (ar), stimle sammen. Ryf.

Torpunge m. 1) Pøbelunge. Li. 2) "Torpungar" m. pl. Flok Smaadrenge. Ryf.

Torr- se Torv.

Torshogg (oo, o') n. gulblanke Krystaller indsprængte i Stenen; af Svovlkis? Stjør.

Torskefjesing (ee) m. Torsk med formeentlig giftige Finner. VSmaal. Se Fjersing.

Torskehuse m. Torskehjerneskal. Nfj.: Toska-.

Torskekjeft m. Torskeflab, Planten Antirrhinum Linaria. Hard.: Toskakjaft. Ogsaa om Melampyrum.

Torsløysa (aa#-ö) se Tarvløysa.

"torstlaaten adj." A. Shl. Jæd. Sogn.

[torteleg (o') adj. fortrædelig, ærgerlig. Nordl.

tortog (oo, o') dvs. turftug. Ryf. Shl.

"Torv f. Tarv, Trang". A. "Kaam(m)a te Törvann", komme netop som det var yderst fornødent; Ndm. (Aure).

torva (o') v. a. (ar, a og de), tiltrænge = turva; se d. Nhl. (Imperf. "torvde"), Senja; törv(a), tørv(a) Stjør. Nordl. "Ku´a törve da ittj mæer"; Stjør. "Han törva dæ væl: dæ kom no paa e törvan Room", paa et Sted hvor det var yderst fornødent. "Paa en taarvan Sta", d. s.; Senja. – "Däi tørve see væl", de trænger fuldvel hvad de har; Vald.

Torva (o') f. 2, 1) Tørreklud. Hall. (Nes): Tøreve, "Fata-Tørve". 2) liden uanseelig Sluske. Sæt. Tel. (Raul. Sellj. Heiddal). Ogsaa: Turve, Tel. Se Turva, Turv.

torvall adj. meget trængende. Ndm. (Tingvoll). "Dæ kom no paa ein törvall Plass", om Gave som afhjalp den yderste Nød.

Torva(r)tak f. ønskeligt Dødsfald )( Sorgatak. Ndm. og Romsd. mest: Törva-. Se Tak; tarveleg. – Törvadöu m. d. s. Stjør. Sv. Dial. tarvadö.

Torvatræl m. = Tarvatræl. Ndm.: Törva-. Torve-tol d. s. Sdm. Se Tol.

Torvbed (e') m. retvinklet tilskaaret vidt Tørvlag, i Regelen gjenstaaende i en Tørvegrav. Nhl.; Dal. tildeels: Torrbæ. Torvbedd m. d. s. Shl.; -bedde m. d. s. Rog.; -be(d)e m. d. s. Nfj. Sfj.; -bell d. s. YSdm. se Bell, Tarebell.

Torvbrune m. Bortraadnen af Kornplanterne som Følge af Gjæring (Brand) i den om- el. nedpløiede Græstørv. VTel.: Torvebrooni. – Torverot (o') n. d. s. VTel.

torveleg (o') adj. lig en "Torva" 2, 2). Tel.

Torvgrov (o', o') f. Tørvegrav, Tørvegrube. Dal. Jæd. G. N. torfgröf. Torvgruuv(a) d. s. Strinda.

"Torvhald m. 1) = Torvvol". A. Ndm.: -haⁱll. 2) = Torvkrok, Torvhaⁱllkrook n. Ndm. Tarvallskrook d. s. Ryf. (Suldal), Røldal; Tarvallkroog Jæd.; Tooraldetree Ryf. (Hjelm.).

Torvhjell m. liden Torvbed. Ryf.: -kjædl.

Torvhjelm m. tagdækket Tørvstak. Rog.: -kjælm. Se Hjelm.

Torving f. Opstikning af Brændtørv. Lof.

Torvkimel m. meget liden Stak af Tørv. Dal. tildeels: Toor-. Se Kimbel.

Torvkugedl m. .-klump. Rog. Se Kugull.

Torvmod (o') n. opsmuldret Tørv. Rog. Shl.: Torvmoo, og -møø.

Torvpall m. mindre Torvbed. Jæd. Se Pall.

Torvreising f. Opreisning paa Kant af Torvstykkerne. Lof.

Tor(v)røyg m. = Torvrauk. Jæd.

Torvskakk m. høi "Torvpall". Senja.

Torvskjer n. og f. Grav, Grube, hvor man skjærer Torv = Torvgrov. Sogn, Sfj. Shl. Ryf. Ogsaa: Tor(v)skjør. Se Skjer.

Torvskruv n. liden Tørvstak. Dal.: -skru.

Torvskurd (u') m. Tørveskjær. Rog.

Torvstett (ee) m. høi "Torvpall". Shl.

Torvstøda f. underste Lag i Tørvstabelen. Rog.: Tor(v)støa.

Torvsæta f. Tørvstak. Lof.

Torvtak n. Tagen af Tørv, se Tak.

Torvtraam f. (Fl. -traame(r)), Tørvbred, gjerne udoverhængende, langs et Vasdrag. Dal. Se Trøm.

Torvterre m. Vind som tørrer Tørvet. Rog.

Torvturk m. Torvtørring. Lof.

"Torvvol (o') m." A. Torvol Li.; Törvöl Follo; Tarvall Ryf.; Taalvaar NGbr. – Torvolsstokk m. d. s. Li.

"Tos (o') n." A. 3) Samling af værdløse Ting; Pluk; Skrab = Rusk. NVTel. Sfj. "Noko Krætur-Tos", "Bu-tos", liden Flok usselt Kvæg.

Tos (o') n. 2, 1) Susen, sagte Brusen. "Tos 'taa Sjø´dn". 2) Summen, Snak = Søg. Nhl. (Herlaa). Se flgg.
"tosa (o') v. a. (ar), optrevle osv." A. 2) opslide; overanstrænge; udmatte. Strinda, Selbu, Gul. Ork. A. "Du taasaa aav (eller: ut) mee"; Gul. "förtaasaa", forslidt, Ork., "uttaasaa". 3) spilde, søle ned. Gul. Strinda. "Taasaa nee Høy". Taasaa-krytyr n. Dyr som spilder meget under Fodringen. 4) v. n. (2) A.), sysle uden Fremgang, gjøre møisommelige unyttige Forsøg; kludre, søle; omtr. = tøva. Sdm. Sfj. Sogn; SGbr. (Øyer, Fron), Selbu, Gul. og Ork.: taasaa. "Me bi hollann paa aa taasaa aa taasaa"; Gul. "Han gaar aa taasaa mæ Joorarbei, taasaa aa slæ"; STrondh. "Han gaar bare aa taasaa, dæ bli kje naagaa mæ'n", Gbr. Ogsaa: "han taasaa burt see paa Fjæⁱlla", forvildede sig, kludrere sig bort; Gbr. Omtr. toso (o'#-ö#-aa), NØsterd. (Tynset). "Döm toso aa tøvde mæ de". Se hosa. "Hoso aa toso". Jf. tasa, hvormed det i Tiljævningsegnene falder sammen i Form, som i det Hele i Bet. Det kan ogsaa glide sammen med flg. ("hoso aa toso"). – "tosast upp" v. optrevles. Tel.

"tosa (o') v. n. rasle = ruska". A. = taava. Om Lyden af Gang i Hø eller paa tørt Mos, om sagte Krammen af Papir, om Lyden af Musens Bevægelser osv. Shl.; i Hedm. Ring. Totn, Rom. og Smaal.: taasaa (aar, aa), og i Rom. (Sørum): taasa. "De taasar i Høye". "Je la`n i Bakken saa de taasaa i'n"; Smaal. (Trykstad, Spebberg). "Han datt saa de taasa (i'n)"; jf. tossa, tessa. 2) hvilke = tusa; Li. 3) sladre, fisle. Sogn, Nfj. Sdm. 4) snakke raskt summende med dunkel Stemme og snublende; tildeels = bjadla, tildeels = tatla; vaase. Hard. Sogn, Ryf. (Vikadal: tosa; Sand, Suldal, Nærstrand: toosa). "Toosa dæ i Hoop før seg", forvrøvle sig. "Han toosa (tooste) om dæ"; Nærstrand. Dette tosa hører sammen med tusa, tysja, tuska, tusla; men Bet. 4) peger ogsaa paa foreg. tosa (tasa).

Tosa (o') f. 1, 1) En som kludrer, søler, "tosar"; en Stymper. Sogn. 2) En som snakker dumpt summende snublende og vaasende, "tosar". Sogn og fl. 3) Snakk; Sladderhistorie. Nhl. (Manger, Herlaa). "Da gjekk ei Tosa (Tösa)". – Tosabrook f. = Tosa 1); Sogn. Tose m. d. s. Sogn.

Tosa (o') f. 2, Pjalt, Las. Tel. (Aam. Hjartdal): Tosu. "Klæe-Tosur", usle Klæder. Jf. tasa, Tase.

tosa (oo) v. n. (ar), 1, gaa dorskt og sløvt og planløst omkring. Ma. (Grindeim, Bjell. Øvrebø; Søgne og Otrnes: er, te). "Han gjekk bare o to^usa, dæ blei kje noke mæ 'an". "Tusta o to^usa". "Han gjæng o tvera o to^usa o darka". Jf. Toose m.; Sv. Dial. tos dvs. tok. Bett. minder dog noget om tosa (o') 1, 4).

tosa (oo) v. n. 2, se tosa (o') v. n.