A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Turrskrant m. = Skrane; se Skrant. Dal.

Turrskrata f. Hundyr som ei vil tage Huld. Vestfold: Tørrskrate. Jf. Skratla.

Turrskreppa f. magert Væsen = Skreppa.

Turrskrikja f. mager Kvinde. Totn: Tørr-.

Turrsnippa f. se Snippa.

Turrspjett m. liden tynd Figur. Østerd.

Turrtre n. fortørret Træ. Ndm.

"Tørrøle". A. Tørhæll ØSmaal. Se Hala.

Turrull m. vantrevent Naaletræ. Ork. Tørell, Strinda. – Turull se Tverel.

Turullgraan f. lav busket Gran. Gbr.

Turta f. = Turt, Sonchus. Hard.

turten adj. prippen, let stødt. Vestfold (Hov).

Turv n. Bekomst = Turv m. Tel. (Eidsb.).

Turv m. 2, liden vantreven Figur, liden uanseelig Klodrian. Ryf. Ma. Vestfold (Sandsvær, Lier). Jf. flgg. og tuvrast.

Turv m. 3, 1) sammenfiltet Masse, Forvikling. Ma. (Bjelland). "Udd´æ v i aen Turv". Turve m. d. s. Tel. 2) tarveligt Klæde som bruges til "Bosblæja". Ma. – Turveplagg n. = Fillerya. Ma.

Turva f. 1) liden uanseelig Stymper af en Kvinde. Ma. (Holum, Bjell.). 2) liden Sluske = Torv 2, 2). Tel. (Bø og fl.).

turva v.a. (ar), sammenfilte, forvikle. Ma. ”Net´e he turva seg i Hopa”.

turva (u') v. a. behøve". A. Præs. tarv Voss, Shl. (sjelden), SætV.; Fl.: turva Voss, Hard. (Ulvik, Øydfj.); turve SætV.; turge SætV. og B. Præsens ogsaa: (han) turva Sogn (Aurland, Sogndal, Fresvik), turve Vald. (ØSlidre); og torva se d. Imperf. t^eurte Rbg., t^eure Ma. – Meget brugt i VAgder.

turvast v. oprives, blive laset og urede. Tel.

turveleg adj. 1) liden og stymperagtig; lig en Turv. SVTel. (Treungen). 2) sammenfiltet, slusket osv., lig en Turva. Tel. (Rauland, Selljor, Kvitseid).

"turven adj. trængende". A. Nhl. Shl.

turven adj. 2, 1) = turveleg 1). Ma. (Bj. Holum). "Turven o säen´e". 2) = turveleg 2). Ma. "Net´e æ turve". "Udd´æ æ turven". – Turveplagg se Turv m.

Turveskog m. vantreven Smaaskov. Ma.

turvla v. n. sammenfilte; sluske og dl. Sæt.

turvlutt adj. = lurvutt i Haarlage. VTel.

turvutt adj. omtrent = turveleg. a) liden og stymperagtig. Tel. b) usselt klædt. Ring. c) = turvlutt. Tel.

tusa (u') v. n. (ar), frembringe sagte Lyd: a) som naar man træder paa tørt Mos. Tel. b) tale sagte; hviske. VAgder. Rbg. "Tusa o læ". "Muddra o tusa". Jf. tjusa, tysja.

tusaleg (el. tussaleg?) adj. og adv. stymperagtig, skrøbelig; omtrent = tuslen. Hall. "Dæ gjekk tusale", yderst uheldigt.

tusall eller tusall? adj. skrøbelig, affældig, sløv. Hedm. (Nes, Ringsak, Romedal). "Gamall aa tusall".

tusan dvs. 1000. Dal. Ma. Li. Ligesaa i NSv. Diall. og i G. Sv. (A ogsaa i Litu-Slaviske Sprog). – Tusil Pusler, se Tusul.

Tusk m. svag eenfoldig og uduelig Person. Sogn, Tel.

Tusk n. daarligt Stof, Skrab; omtrent = Rusk; f. Eks. om "Lettekorn". Ndm.

tusk adj.? Kun i: "Ikkje tusk", ikke at foragte = ikkje piren og fl. Tel. (Bø). Maaske eet med foreg.

tuska v. n. (ar), 1, gaa smaat og lydløst, gaa sagte = tusla. Trondh. "Ga paa Tusklabb(aam)" = "g. hoosoolæstaam"; Trondh. tjusk v. d. s. Innh. 2) være i eensom Uhygge. Sogn (Lærdal, Lustr). "Han sat aa tuska". 3) pusle = tusla, stulla. Nhl. (Mo). "Koor tuska Folkje mæ Helso her?" hvorledes lever man her?

tuska v. n. (ar), rasle, larme". A. 2) drive Løier, tumle sig. Hard. Nhl. Shl. "Tuska mæ Jæntena". 3) sluske, fare uordentlig og tumlende frem. NØsterd. Hard. "tuska tee", gaa paa, lade staa ti. 4) "tuska etter ein", ave En = kusta etter. Shl. Ryf. 5) v. a. ave, tugte. Ryf. Jæd. "Eg ska tuska deg, eg!" G. N. tuska puffe. Sv. Diall. tuska dvs. gifva stryk.

Tuska f. 1) = Tusk n. "Gaa paa Tusko". SBerg. 2) "Tuske", Anfald = Rider. Nhl.

tuskast v. recip. brydes, prøve Styrke. Shl. Isl. tuskast.

tuskeleg adj. lig en Tusk dvs. yderlig svag forsagt og næsten fjantet. Sæt. Tel. Røldal.

"tusken adj." A. NGbr. SBerg. 2) omtrent = tuskeleg (men ikke saa stærkt), = pjusken, puskutt. Fosn og fl. 3) omtr. = rusken. Sogn. "Tuskje Veer". 4) uhyggeligt eensom og ødslig; uhyggeligt eenlig. Ndm. Sogn. Overalt: "tuskjen".

Tuskull? m. = Tusk m. dvs. svag eenfoldig og uduelig Person. Sogn: Tuskedl.

tuskutt adj. = tusken 2). Sogn. 2) = tusken 4), stussleg; Ndm.: -aat.

Tusl n. noget som er vantrevent; især Krat. Tel. Rbg. "Bjørketusl". Tyysl og Tiisl, Rbg. "Ospetyysl". Tusl m. og Tusla f. En som "tuslar" 1) og 3); uanseeligt eenfoldig og udygtigt Menneske, halvfjantet Pusler. Tel. Hall. Li. og fl. Tutl SBerg. Tuhl Østerd. Nfj. Se tusla.


"tusla v. n. gaa sagte, pusle osv." A. Ma. Vald. tuhle Solør og fl.; omtr. tuhlkje Nfj. (Breimn), Sdm. (Hj.); omtr. tullsje Sfj. (Holsa, Jølstr). 2) hviske = tusa. Li. 3) "tutla": pusle halvfjantet. Dal. – Hører vel til tusa, tuska; men maaske deelviis ogsaa til tussa (fjante, vrøvle).

tuslast v. n. "tutlast bort", blive affældig, svinde bort. Dal. (Eikersund). Jf. tussa.

Tusle m. = Tusla. Nfj. Sfj. (hl, hlkj, llsj).

tuslen adj. skrøbelig". A. Vald. b) stymperagtig = tusaleg. Hall. c) fjantet. Dal.: -tl.

tuslesam adj. puslende, kludervorn. Nfj. (Breimn). "De gjeekk tuhlkjasamt", møisomt og effektløst.

Tusling f. det at "tusla".

Tusling m. = Tusl m.; eit stakars Tool. Vestfold og ØTel. (sl); Dal. (tl); Nfj. (hl).

tuslutt adj. 1) skranten, skrøbelig. Oslo: -ete. 2) seen og kludrende = tuglen. Hall.

"tusna (u') v. n. blive noget tør". A. = tosna, tjusna. Bamle, Larvik, Sandsvær. 2) blive haard (og tør) ved Frysning ; fryse lidt paa. Larvik. Jf. tvosna(st).

tusnast v. n. = tusna 1), Tel. tjusnast.

Tusp m. Stymper osv. = Tuss. Romsd. og fl. – Tuspa f. d. s. - tuspen adj. stymperagtig, ussel = tufsen. "Hæst´n e tuspin, d'e eit tuspe Dyyr. – tusputt adj. = tufsutt, tuspen. Romsd. Østl.

tuspa v. (ar), gaa med sagte Lyd. NGbr.

Tuss m. Stymper, Klodrian. Trondh. Vel, ligesom Tusse dvs. Tosse, af G. N. Þuss, Þursi. Tusse m. Nisse. Tel. – Det Dansk-Svenske ”Nisse” er vistnok kjendt og sommesteds indbragt fra Sagnoversættelserne, men har neppe nogensteds fortrængt det hjemlige "Tusse, Tunkall, Tunvord, Tufte, Tomtegubbe osv.". "Nissemerke" = maremerke, er kun kjendt fra Storaker's Haandskrift. (Rettelse til p. 546).

Tussa f. 1) Ellekone; = Tussekjering f. Tel. (Bø). 2) Tosse; Halvfjante. Li. og fl.

tussa v. n. og a. (ar), 1) tumle, gaa vild; søle, spilde; tildeels = tøv. Dal. Jæd. Hard. Shl. Nhl. Sdm. Ndm. Gbr. Trondh. "Gaa aa tussa i Myrknæ" = tøva; Dal. "Tussa seg aav", SBerg. "Ee har tussa mee burt mæ deessee Book´n"; NGbr. "Tuss nee Høy´e", søle ned, spilde; Trondh. 2) opslide Kræfterne, udmatte. Trondh. "tussa, uttussa" adj. udmattet, opslidt.

"Tussbit (i') n." A. Tel.: Tussebit; Ndm.: -beett.

"Tusse m. Tosse". A. Ryf. 2) Nisse,; se Tuss.

Tusseberg n. vreden Skifer. Shl. Nhl.

"Tussefugl m." A. Tyssafugl, Hard.

Tussegras n. Fiirblad, Paris. Tel.

Tusselabb m. = Tusseladd. Ryf.

"Tusseladd m." A. Omtr. Tussila^jd^jd og -lad^jd^j, Fosn, Selbu. "Faa Tussiladdpass", blive kasseret som Soldat. Ndm.

tusselugum adj. høist uoplagt, noget sløv. Romsd. Jf. lagom, tufselugum.

Tusselus (uu) f. = Munkelus, Oniscus. Shl.

tussen adj. 1) tosset, halvfjantet. Ryf. og fl. 2) trist, uhyggelig = tusken. Ndm. 3) ødende Tid og Kræfter, møisom, trælsom = tøven. STrondh. Stjør. Nordl. Til tussa v. "Tussi Før(e)". "Dæ gaar tussi". 3) sløv af Alder. Hedm. "Gamal aa t.".

Tussesovl (oo) m. = Marisolv. Nfj.

tussig adj. = tussen 3). Innh. "Dæ gjekk t.".

Tussing m. Halvfjante. Ma. Sogn.

Tussvedr n. Sandseløshed = Ørska. Ned. "Han gjekk i Tussveere".

Tussvilla f. fuldstændigt Vilderede; Vildsti, Vildspor. Bamle, Tel. Rbg. Ma. "Føre ein i Tussvilla". "Gangge burt i T". "Eg kaam reint av uti T.", det gik rundt for mig. Tussevidda f. defin. Sæt.; Tusseviddee VTel. (Mo).

"Tust (uu) f. Pleiel". A. Vald. Tuust m. Jæd. Dal. Tuustr f. Nhl. 2) = Slagvol. Hedm. (Ringsak).

"Tust m." A. 3) Kvast af sankede enkelte Aks. Rom. Odal. G. N. Þustr Forvikling?

Tust (uu) n. noget sammenviklet. Ma. Rbg.

Tust m. famlende kludervorn Person. ØTel.

Tust f. forvirret Famlen, Sløvhed, se tusta.

"Tusta (uu) f. 1) Knippe osv." A. Jæd. Nfj.: "Bastet.". 3) forviklet Masse af strittende tynde Ting. Agder, Tel. og fl.

Tusta (uu) f. 2, klodset sølende vimsende og slusket Kvinde. Ma. Rbg. Ned. Tel.

"tusta (uu) v. a. (ar), vikle sammen". A. 2) kludre, sluske. Ned. NØsterd. "Han tuste sei i Hoop saa gott han kunne", saa til at komme ud af det; "han tuste seg i Vei´n", pakkede sig; NØsterd. 3) v. n. "gaa o tusta", gaa sløvt famlende vimsende og tumlende omkring; gaa i Barndommen, om Gamle. Ma. "Ga i Tu(u)st´a, -´aa" d. s. Ma. (Sygne, Vigmostad). "Tuusta o to^usa".

tustast v. n. forvikle sig, forkludres; gaa uheldigt. Ma. "Alti ska dæ tu(u)stast ekkosleis for hann". tustast bort, bortsøles, bortkludres. Ma.

Tuste m. 1, liden Dusk. Hall.

Tuste m. 2, famlende vimsende uordentlig kludervorn Person. Agder (Sæt. Li.).

tustela adj. forviklet, urede; lig en "Tusta" 1) og 2). Ma. (Audndal, Holum).

tusten adj. 1) tilbøielig til at "tusta": kludervorn, famlende, sluskende osv. Agder og fl. "Tusten o sein".

tusten adj. 2, 1) forviklet, urede = tustela. Agder. 2) busket; med tæt og forviklet Green-værk. Hall.

tusten adj. 3, om Luft: skyet fugtig og kold, saa man vil skjælve. Ndm. Nordl. og fl. – tustren adj. d. s. Ndm. "D'e tustre aa kallt". – tustrig adj. d. s. Helg.

tusten adj. 4, blomstrende af Sundhed, rødmusset.
Hard. (Ullensvang, Odda). "Röu´u aa t^eustin".

Tustil m. Pleiel = Tust. Vald.

Tustr (uu) f. busket vantrevent Træ, særlig Gran. Innh. (Verdal, Ind.). Tuustrtell' f. d. s. – tustren, tustrig se tusten 3).

Tustslag n. "Halda Tustslag", holde Takt i Tærskningen. Gbr. og fl. Jf. Fotslag.

tustutt adj. forviklet osv. = tustela. Agder.

"Tusul m. 2)". A. = "Ein som gjeng o tys o tuslar o inkje kjem av mæ noko"; en liden uanseelig forsagt Figur; Pusler. Tel. Gbr. Hall. – Tusil m. omtrent d. s. Rom. Vestfold.

?Tusul m. sammenrullet eller sammensnoet Tingest = Vindel. Hall. Meddeelt.

Tut m. første Spire af stor grov Plante. Tel. (Tuddal). "Epltuut". Tutt?

Tut (uu) n. 1) Susen, Brusen = Tot. Tel. 2) Tuden. Hall. og fl. "Tuut aa Graat".

Tuteskaal (uu) f. Ølskaal med Tud. Ma.

tutra v. n. 1) skjælve, især af Frost og under Udstødelse af monotone skjælvende Lyd. Hard. Sæt. Ndm. "Tuttre o frjo^use"; Sæt. "Huttr' aa tuttr'". Ndm. Ogsaa om smaat rykkende Bevægelser i Kroppen, overh. Follo. "De mirra aa tindra aa tuttra i Foot´n". 2) klunke smaat og monotont. Hard. Tel. Søndenfj. tyttre d. s. Søndenfj. 3) smaatjaddre dæmpet; omtr. = tudra. INfj.: tuttre. tottra d. s. ISogn (Hafslo). – Tuttr n., Tyttr n., Tuttring f., Tyttring f. det at tutra. – Sv. Diall. tuttra dvs. darra af köld.

Tutt (u') m. Top, Spids. Li. (Eikin), Ma. (Vigmostad). – tutta upp v. n. (ar), stikke op som en "Tutt". VAgder. Jf. G. N. tuttr Pusling; "Tomalstott".

tutta se totta (o').

Tutul se Totul. – "tutøygd". A. Hall.

"Tuva f. Tue". A. Tubba Voss. 2) = Saata (liden). Innh.: Tuuv', "Høytuuv'" – "tuva" v." A. "tuuv' Høy", rage Hø sammen i smaa Dynger. Stjør.

Tuve m. 1) hornløs Vædder. Vald. (SAurdal). Tuv-veer d. s. Aurdal. 2) umedgjørlig Person. Vald.

Tuvl m. Famler, Stymper, Stakkel. Smaal. Rom. Sogn. Tuvla f. d. s. Smaal. – tuvlutt adj. lig en Tuvl.

tuvla v. n. gaa planløst og sløvt omkring, gaa og søle; = tua, tuffa, tufla, tøvla; fuda. Hard. Sogn, Totn, Rom, Follo, Smaal. Tuvlebrook f. En som tuvlar. Sogn. Tuvle-hovud n. d. s. Smaal. og Follo: -hue. Jf. tøvla.

Tuvla f. liden Tue. Li. (Eikin). – tuvlutt adj. tuet. Li. (Eikin). "Æi tuvlutta Myyr".

tuvrast v. n. 1) filtes og briste af, afslides; om vantrevent indsvindende haar og Skjæg, om Lu paa Klæder og dl. Tel. (Sell. Kv. Raul.). "Roova tuvras(t) paa Hest´n". 2) svinde hen i Vantrivelse; om Dyr. Tel. "Dænni Kaav´n tuvrast burt, de bliv 'kji noko av'n"; Rauland. Jf. turvast – det ene er vel et omglid af det andet – Turv, turva; tufsa.

tuvreleg adj. filtet og urede; vantreven osv., af tuvrast; omtr. = turveleg. Tel. "Vallmaale æ tuvrelegt i Loo´i". "Eit tuvrelegt Lam". – tuvrutt adj. d. s. Tel.

tuvutt adj. hornløs, kuldet. Vald. Til Tuve.

Tvadd m. En som tvaddar. Li. Tel. – "tvadda v. n. (ar)". A. Li. Sæt. Tel. "Tjadde o tvadde". Sæt. Vistnok – med A. – for tvalla; se d.

Tvadl, tvadla se tvalla.

tvadra v. n. 1) gaa frem og tilbage og i Ring planløst og langsomt ("firre" er raskt); omtr. = fuda, tvadda (hvoraf det er fremgaaet). Tel. (Vinje, Raul. Sell. Kvits.). "Tviddre o tvaddre o inkji vita hot ein vi". "Han tvaddrar o tverar". 2) røre om. Tel. "Tvaddre fram-i Grout´n". Isl. Þvadra, vaase, hører vel neppe ligetil hid. – Tvadra f. En som tvadrar. Tel.: -e. Tvoddre (o') f. d. s. Tel. (Kv. Sell.).

"Tvag n." A. Af Mennesker. Hard.

"tvaga v. n. (ar), strabadsere osv." A. Tel. Nfj. (Innvik, Stryn). Ogsaa: "Gaa aa tvage sunde Sko´ne"; Nfj. "Tvage nee Gras´e", træde Græsset ned. 4) behandle atter og atter og til Upligt; = tøva, pjota. Nfj. "Tvage upp aa upp atte". 5) søle, spilde Tid; vrøvle (i Gjerning). Tel. (Vinje, Sellj. og fl.). Ogsaa: tvega og tvoga, se de.

tvagga v. n. (ar), fare stundesløst om mellem flere Arbeider. Tel. (Kvitseid). Synes et Sammenglid af tvoga med tvadda (og fugga?). – Tvogg (o') f., og Tvogga (o') f. En "som gjeng o tvaggar o fuggar"; en Stundeløs. Kvitseid.

Tvagl n. Pladsk; Pladsken; Vaklen, ubeslutsom Nølen; Sølen; Røre, Vrøvl. Rbg. Tel. Ryf. "Preika va kji ko noko Tvagl h^eit o d^eit"; Prækenen var kun osv. Sæt.

"tvagla v. n." A. 3) arbeide planløst, ubehændigt og uden Fremgang; kludre, klodse; = tvaga, tvagga, fukla. Sogn, Shl. Tel. tvægle ØTel. (Bø). 4) v.n. og a. famle paa, beføle gjentagende; skjæmme (forvikle eller smudse) ved Befølen, Krammen og Viklen; omtr. = tugla, tukla. Shl. Sogn, Ma. (Aas.), Rbg. Tel. "Inkje tvagla paa dæ!" "tvagla i Hoop", vikle eller svøbe klodset sammen, forvikle, forkludre. tvogle (o') d. s. Sæt. VTel. tvugle, d. s. ØTel. tvægle d. s. ØTel. 5) vaase = tøva. Sæt. VTel. G. N. Þvagla, skvalpe (Isl.: vaase). Jf. tvigla, tugla.

Tvagla f. og Tvagle m. En som "tvaglar": En for hvem alt gaar daarligt fra Haanden; Klodrian, Kludrer, Søler osv. Sæt. Tel. Tvægle ØTel. (Bø) og Tvogle f. d. s.
VTel. – Tvogleneve m. d. s. Sæt. tvogleleg adj. lig en Tvogle: ubehændig famlende osv. Tel. – tvægloleg adj. d. s. ØTel. (Bø).

tvaglen adj. tilbøielig til at "tvagla": famlende, kludrende, forviklende, sammenrørende osv. Rbg. og fl. "Tale tvagle".

tvalla v. n. og a. (ar), 1) løbe frem og tilbage og i Ring; omtr. = tulla, tvadra. Voss. "Badne tvadla framfør Føt´no pao meg". 2) vikle, rulle; røre, søle, vrøvle (sammen); forvikle. Romsd.: tvalle; SBerg.: tvadla. "Tvadle mangje Arbei i Hoopa". – Tvadl n. Forvikling, Forkludring, Røre. Hard. "Da gjekk i Tvadl". tvalla og tvadda er eet; tvalla < tvarla.

tvallesam adj. forbunden med Forvikling, Forhindring og Søl; møisom, hinderlig. Romsd. "T. Høying". "Dæ gjekk tvallesamt (adv.) mæ Høyingja", møisomt.

tvallast v. n. (ast), svinde hen under sølevorn Behandling; søles bort. Hard.: dl.

tvara v. (ar), 1) dreie rundt, tvinde, snoe; faa Kurrer. Sogn, Nfj: "Togje ha tvara seg". "Tvare aa tvinne". 2) bore med en "Tvare" eller dl. ØTel. (Lunde). 3) vikle, bore og kludre; arbeide klodset og uden Fremgang, = bora. Stjør. Strinda. "Han tvaaraa aa tvaaraa aa fikk dæ itkj tee". Jf. tvarla, tvalla; Tvere.

Tvaranavar m. Naver til smaa Huller. Shl.

"Tvare m. 1) og 2) Naver". A. Nhl. (Mo), Ndm. Nfj. 3) Kurre. Nfj. Sogn. "Dæ kom ein Tvare paa Traad´n". 4) (skrueformigt) sammenvreden Tap af noget blødt (af Charpi). Tel. NBerg. Ndm. "Du maa ha ein Tvare nee i Saare". 5) liden Pind eller Nagle, som vrides ind i et Hul. Strinda: Tvaaraa. 6) fortørret vredent lidet Træ, el. Pind. Ndm. Shl. "Tolltvare, Foraatvare". 7) En som tvarar 3); Klodrian. Shl. Nhl.; Stjør.: Tvaaraa. Jf. Tvere; G. N. Þvari Stang, Stok.

tvarla v. a. og n. 1) tvinde, snoe; vikle, forvikle. Ryf. Nhl. "Tvarla dæ i Hoopa". "Dæ tvarla seg saa tee, at me kom væl ifraa dæ", det snoede sig saa. "Tvarla seg", forvikles. 2) = tvalla 1). Voss. Jf. tvalla, tverla, tvirla.

Tvarle m. Forvikling, Knude = Vase (men gjerne mindre); f. Eks. af Haar. Uld, med Smuds; i Fiskergarn. Ryf.

Tvartførilsk, Tvartførtre se tvert.

tvasa v. (ar), vikle, forvikle; søle, kludre; ikke faa frem sin Mening; vrøvle, vaase. Ryf. Voss (sjelden). "Tvasa aa vasa". "Tvasa i Hoop". "Gaa aa tvasa mæ noke smaatt". "Tvasa dæ burt før seg". – tvosa (o') v. d. s. (ar). Ryf. (Sand, Suldal).

Tvasa f. En som "tvasar"; Søler, Klodrian, Vaaser osv. Ryf. – Tvosa (o') f. d. s. IRyf. – Tvase m. Ryf. "Ein Tvase te styra aa stella".

Tvase m. = Vase, Floke. Ryf. Voss (sjelden).

tvasaleg(e) adj. og adv. forviklet; urede, opreven; omtr. = lurvutt, tufsutt. IRyf.

tvasla v. søle; røre sammen; vrøvle. Ryf.: tvatla; Hall.: tvasle, tvahle, se A. Til tvasa. – Tvatl n. Vaas. Ryf. – Tvatla f. Søler, Vrøvler. Ryf.

tvava v. n. (ar), 1) gaa møisomt vadende og stampende. Gbr. (Lom og fl.). "Gaa aa tvave i Myyr heile Dag´n". "Tvave i Uføre". 2) gaa frem og tilbage uden at udrette noget. Gbr.

Tvaae m. Toer (Toskilling; Toøring?). NGbr.

tvaatta v. n. (ar), søle, rode i mangt; vrøvle = tvætta. VTel. Sjelden. Tvaattekona f. Vrøvlekjærling. Tel. (Moland).

"Tvaattevatn". A. Tvaaddvatn NVTel.

tvega (e') v. (ar), 1) anstrænge sig med smaa Kræfter og uden stor Virkning; slæbe. Sæt. VTel. "Han tvega o droog". "Tvege deg no fram, avsta!" 2) bevæge sig frem og tilbage planløst og langsomt; slænge; søle; tildeels = tøva. Tel. Raul. Mol. Sell.). "Tvega att o fram paa Markna'n".

Tvege (e') m. 1) Klud? Til tvaa, Isl. Þvegill Vaskeklud? 2) Lap, lidet Stykke el. Parti, af Mark- el. Skovflade; ogsaa forklaret = Snuut, Snipp. VTel. (Moland, Selljor): Tveji, -ee; ØTel. (Lunde): Tvega. "Eg hev skori dænni vesle Tvegjen av Aakrn". "D'æ kji stoor´e Tvegjen du hev skori, slegji!"

Tveggjamæland n. Markstykke som besaaes med to "Mæler" Korn. Sogn (Aurland, Lustr). Jf. Tveggjæring.

Tvegle, tvegloleg se Tvagla.

"Tveit f. 1) Tværhug osv." A. Vestf. VTel. (Fl. Tveitar), Ma. (Greipstad): Tveid. G. N. Þvéítr, m. d. s.

Tveit f. (og m.?), et Stykke England ("Slaatteland") i Skoven, en ryddet (el. naturlig?) Eng i Marken. NVTel. (Rauland, Vinje, Mo; Sveinungsson: "Tveit, adskilt Slette, Flade"), Hall. (A.: omtrent = Grasglenna, Grastveit), Hard. (Ulvik; Kvamm: Rydning), Voss, ISogn (Aurl.; maaske kun som "Tväitadn", Navn paa nogle Rydninger). G. N. Þveit, f. (Gen. Þveitar; í Þveitinni, Dipl. Norv. fl. St.) synes kunne betyde: ubebygget Slaatteland" )( bú (bú ok Þveit, D. N.). "Gaarde i det Sydlige som nu har Navnet har deels, ialfald efter Tradition, været Underbrug under Hovedgaard, deels har de Beliggenhed som gjør sligt Forhold ikke usandsynligt. Saaledes: "Tveit´ee (Tveit´n?)" og "Smaatveitane" kun Enge oppe i Liden til Gugardn i Houkelid i Grungedal i Tel.; men "Tvei´tine" dat., "Øvretveit" og Brotttveit", {MERK: ttt sic, OV} Gaarde nær Harstad (og Kveste) i Valle i Sæt.; "Fugletveit, Bu(e)tveit, Koddumtveit", Brug under eller nær Sveindal (Svindal) i Grindeim i Ma.;
"Fyglestveid", før under Bua (eller Koland?) i Øyslebø i Ma.; flere Tveit-Gaarde (under og) omkring Bilstad (og Skafsaa) i Skafsaa i Tel. osv. Det usammensatte Gaardnavn er: Tveit, Tveid, Tveit´ee (i Skafsaa i VTel.; vel f. defin.), "Tvei´tine (i Valle i Sæt.), Tveit´n (?Tvei´tine?), Tvei`to og Tveit`aa dat. pl., Tveit`a (el. Tvei`taa, i Hægeland i Ma.). Jf. Rud, Rudlende.

"Tveit m. 1,". A. Namd. "Kaurtveit".

"tveita v. a. (ar), kløve". A. VTel. (?Svein.: tveite, skille). Sv. Diall. tvaitä, tveta. 2) gjøre Vanskeligheder, vringle = krangla, (v)rangla. Nfj. Jf. tveta (tvita). G. N. Þveita, to hurl, to fling, Cleasby.

Tveite m. en Vringler. Nfj. (Davik, Gloppen).

tveiten adj. vringlende. Nfj.

Tveitmat m. = Skoromat. Gul.: Tveetmat.

tvela (ee el. e'?) v. (ar), røre rundt = tulla, tvilla. Sæt. – Tvela f. Vridning, Vindning. Sæt. (Austad, Bygl.). "Bjørken^euta æ fudde av Tve(e)lu". – tvelen adj. vreden, fuld af "Tvelor", især om "Rir", = runnen. – tvelutt, d. s. Sæt. Jf. tvilla, tvirla.

"Tveng m." A. 4) Strømpebaand. Tel. (Kv.).

Tvengjasko m. "Hudsko", sammendragen oventil med Rem. Voss.

tvent adj. n. Kun hørt i: "Da kann vera tvænt um" (langt Æ), det kan være tvivlsomt. Midtre Sogn. G. N. tvennr todeelt; hefir mér tvent um sýnzt.

Tver (e') n. Kjernestang = Tverel. Sfj. (Førde): "Kinnetver". – tvera se tverra.

"tver (e') adj." A. tvør(´e) VAgder, SætB.; tvørr´e, -´u Vald. (Vang), YHard. Ma. Rbg. Voss, Sogn. "De gjæng paa de tverre", det gaar hinderligt = g. tvert; Tel. "Eg kom kje av tvere Sta´n", jeg kom ikke af Flækken; Ryf. – tver- i flere Sammenss. med Adj. og Verb om det pludselige, bratte. – tver(r)anfjoor og -fjoors adv. tvert over Fjorden. Hard. Shl.