A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

tviraadig (d) adj. d. s. Ryf. Hedm. tviraadog (d); Gbr. (Fron og fl.).

"Tvirenn n., tvirenna v. n." A. Innh.

tvirla (i') v. a. og n. 1) dreie rundt, hvirvle; snoe, tvinde. Voss, Nhl. (Mo, Eks. Haus), IMa. Sfj. "Traa´n tvirla seg"; Ma. "No æ Hespo tvirla so i Hoop, da æ kje Raa faa 'ne upp att", forviklet; Nhl. 2) = tvinta. Voss. 3) dreie, vikle og rulle paa noget; arbeide klodset, søle; omtrent = tvalla (tvarla), tulla, tøva. I Ma.: tvirla og tverla (e'). Af tvirla er tvilla. tvirla, tverla synes høre sammen ved tvarla, tvara (Þvari, Tverel osv.; jf. dog Eng. twirl; og Kvirla, Kvervla).

Tvirlehol n. Strømhul i Iis. Sfj.

tvirlen adj. tilbøielig til at tvirla, særlig 3): klodsende, sølende. Ma. "Dæ gjæng´e saa tverle (adv.) for deg", saa klodset, møisomt ("vrangt").

Tvirlevind m. Hvirvelvind. Sfj. (Askvoll, I- og YDale, Førde). – Tvirleflage f. Hvirvelbyge = Tulle-. Sfj. – Tvirlegusta f. svag Vindhvirvel. Nhl. (Mo).

Tvirøda f. tvetunget Person. Hard. (Ulvik), Øydfjord).

tvisa (i')? v. a. (ar?), faa til at være rolig, dysse, neddysse. Romsd. (Fræna, Bolsøy, Veøy, Nessæt), Ndm. "Du lyyt sjaa aa tveese nee Ban´e". "Tveese nee Folkesnakk". Jf. tvist, tvista.

tvisila (ii) v. (ar), sie en Malkning ("Maal") ovenpaa en anden i de samme Kar. Ma.

tvisinna adj. = tviraadig. Agder.

tviskila (i') v. n. (ar), vise sig dobbelt, f. Eks. i Randen af et Speil. Tel. "Dæ tviskylar før meg"; Sauland. "Vev´n tviskilar", naar Skillet mellem Traadene er uredigt; VTel. tviskilast v. n. d. s. VTel.

tviskilt adj. (n.) 1) om Ost som er udskilt ved to Skilninger. Dal. "Dæ tviskilda". Af skilja. 2) tvetydig. Tel. (Sell.): -skjult. 3) betingelsesviis indgaaet paa. Tel. (Vinje): -skjult.

tviskinna seg v. danne to tynde lag: a) kløve sig i to Lag, som Leve paa "Takka". Sfj. b) fryse i to Lag, om Vand. ISogn. "Tviskinna (part.) Iis", Iis som bestaar af to tynde lag.

tviskrevs adv. = skrevs. Hall. tviskriva (i') adv. d. s. Dal.

tviskriva (i') v. n. = skreva. Dal.

tvislast v. n. svinde hen, skrumpe ind, hentæres; om Folk, Fæ, Gods. Rbg. Tel. VAgder, Shl. "Aakrn, Folen, Baani, tvislast burt". "De tvislast burt oonde (millom) Hændane hass, alt de han strævar". "Han tvitlast utføre svært no", bliver svært affældig; Shl. tveslast (ee og e'), Tel. (Sellj. Bø). Omtr. tvislast: tvisla (A.) = tvillast : tvilla. Jf. ogsaa tvistast, kvislast.

tvisleggja v. (ar), slaa vekselviis med hver sin Hammer; jf. tviklekkja. Sogn.

tvislengd adj. 1) = tvitaatta. Tel. (Rauland). 2) om Ring med to Slyngninger. Tel. (Vinje, Rauland).

tvisokka seg (o') v. tage to par Strømper paa. Ma.

Tvispan n. Galop. Hard. tvispøna v. n. (er, te), galopere. Hard.

Tvispor (o') n. Galop. Li. Rog. Shl. Hard.
Sogn. Ogsaa paa Færøyar. "Han rei, sprang, Tvispor".

tvispora (o') v. (ar), galopere. Jf. spora.

Tvisprena (ee) f. dobbelt Vædskestraale. Sæt.

tvisprent (ee) adj. og adv. i to Straaler. Sæt. "Mo^ukke t.". Tvist m. Bislag paa Huus, ofte med Trappeopgang i; tildeels Veranda med Trappeopgang til. Totn, Rom. (Hurdal). Ligesaa i Sv. Dial. Jf. Kvist d. s. Rom.

Tvist f. Toer i Kaart; i Fleertal om 2#-5. NGbr. (Lom). "Kaste utu Tvisteenn". Isl. tvistr Toer. Vel af Nt.

tvist adj. stille, tyst. Romsd. Ndm. "Koor tvist dæ vart no i La`ja!" "Tvist no! Du maa vara tvist!" G. N. tvistr. Se A. Jf. tvisa.

tvista v. a. (ar), 1, = tegta. Romsd.

tvista v. (ar), 2, 1) adskille; dog kun: skille Fedtbelæg fra Tarme, efter Slagtning. Hall. (Gol). G. N. tvistra adsplitte. 2) bortødsle i Smaat, klatte bort. Ma. (Bj.).

tvistast v. n. (ast), klattes bort, svinde hen; om Eiendom. VAgder (Bjell. Fjotl. og fl.).

"Tvistade m." A. Rbg. Røldal, Bamle, Vestfold, Ndm. (Surndal), Ringerike. "tvisteikja v." A. Innh.

Tvistert m. = Tvistyrta. Jæd. og fl.

tvistigla adj. tospaltet; om trykte Ting. Sfj. (Y- og IDale). tvistiila d. s. Sfj. (YDale).

tvistjøla v. (ar), hugge afhuggede Løvkviste over igjen paa Midten, saa hver Kviste-Længde kommer til at svare til to "Kjerve-Længder”. "Ein tvistjøla Kjerv", en Løvbundt frembragt ved Tvistjøling f., altsaa af tversover afhuggede Kviste. ISogn. tvistøla d. s. ISogn (Hafslo). Til Stjøl, Styl (Støl).

tvistleg adj. taus og stille af Naturen;{MERK: Misprentet Naturel retta opp, OV} om Sted: trist, = stussleg. Sogn (Vik og fl.). "Ho va so undale aa tvis(t)le". "Her æ so tivis(t)le aa tungt". Til tvist.

Tvistoppa f. dobbelt Sneskorpe. Fosn.

tvistor adj. dobbelt stor. Tel. "Han kjæm te gjera de tvistoort", fordoble det.

"Tvistova (o') f. = tvihøg Stova. NGbr.: -stugu.

Tvisveiping m. = Tvigjerdingje. Ma. (Gr.).

"tvisynast v. n., a) see utydeligt osv." A. IMa.: tvisøynast (dest). "b) see dobbelt". A. Vald.2) vise sig dobbelt, samtidigt. VTel. Innh. Helg. Ogsaa: synes dobbelt stort. Helg. 3) vise sig formedelst dobbelt Syn, second sight, eller form. Blændværk eller Synsforvildelse (Hallucination). Innh. 4) see det fremtidige; især: ane Ulykke. Nfj. "Eg teke te aa t.".

"tvisynt adj. tvetydig osv." A. Tel. (Vinje; Sell. meget brugt). 2) som seer utydeligt og forvekslende. IMa.: tvisøynt.

Tvisælding m. Maal lig 2 "Saald". Sogn.

tvita (i') v. n. (ar),1 ) kvidre. T. zwitschern. 2) snakke raskt med tynd falset- el. sopranagtig Stemme. Hall. (Gol): tveeta (-e?). – Tveet m. Person som "tvitar". Hall. – Tvitaspikkje m. Tel. – Tviting f. Kvidren.

"tvitaka v. (took)". A. 2) (1) tage to Gange; gjentage; f. Eks. = tvitæra, Li. (Eikin); = "syngje upp atte", Tel. (Kvitseid). "R^eupaa tviteke". Isl. tvitaka.

tvitala v. n. (ar), 1) gjentage Ord. NGbr.: -taalaa. 2) tale to paa een Gang. Sogn.

Tvitola (oo) f. Tvetulle. VAgder og fl. Tvitøøle NGbr. Tvitutla Li.; Tvituhl m. d. s. Ndm.; Tvisletuhl? Senja; Tvitutling Li. Senja (hl). – tvituhla adj. Romsd. tvituhlin, Roms. Ndm. Nordl.

Tvitonn f. dobbelt Tand. VAgder.

tvitra v. kvidre = tvita. Vestfold (Hov).

Tvitræda f. Vadmel = Tviskjefta. Hard.

tvitræda v. a. "tvitræ Vev", lægge op til "Tvitræda". Li. (Eikin). Tvitræ(de) n. = Tvitræda. Ndm. Namd.

tvitydig (d) og -tyrig adj. vægelsindet. Sogn (Lustr, Sogndal).

Tvivetra (e') f. to Aar (Vintre) gammelt Smaafæ. Hard. (Ullensv.): -vøtra, om Faar. Tviveta, om Gjed, Dal. VTel. (Mol.); Li. (Fjotl.): Tveveda. – Tvivethoone f. d. s. VTel. (Vinje); for: -hadna.

Tvivetring m. to Aar gammel Fisk. Ryf. (Strand: dr). Tvivetning m. om to Aar gammel Seid. Ryf. (dn). – "Tviværing", d. s. Ryf. Meddeelt. Jf. Tri-.

tvivinda v. a. vinde fra to Snelder. Rbg.

"tvivinna v." A. Tel.

"Tviæring m." A. Ryf. Tve^dj^djæringg, Voss, Hard. NVTel. (Vinje); Tvi^dj^djæringge, NVTel. (Vinje, Rauland).

"tvo num. 2". A. Neutrum: tvou Tel., NGbr. tvoug VTel. (Mo og fl.), tvaug Voss, NGbr. tvøylltri dvs. tvo ell tri. NGbr.

Tvoddre se tvadra.

T(v)ofaangsgal se Trifongsgard. Smaal.

"Tvoga (o') f." A. Tvøgo, Tvaago Vald.; Tvooge Romsd. (Aukra); Tvugu SVald. Gul.; Tugu Hedm. Land, Totn; Tvooa SHelg. (Brønnøy, Bindal); Tvuaa Ndm. (Aure, Tingvoll); Tue Rom. (Nannestad, Hurdal), "Skulitue". 2) liden Lime eller Skrubbe, helst af Lycopodium, til Skuring. VTel. NSv. ("Norske" dvs. Dalarne, Norrland) Diall. tvågu dvs. skurviska af Grankvistar. 3) Sluske. Ryf. og fl.

"tvoga (o') v." A. 2) valke, haandtere meget. SHelg.: tvooa. 3) vrøvle = tøva. ØTel. (Tinn). "Sytjaa aa tvaagaa".

Tvogg, Tvogge se tvagga.

tvogle, Tvogle-, tvogleleg se tvagl-.

Tvogugras n. Lycopodium annot. VTel.

tvogul (o') adj. sølende, vaasende. ØTel.

t(v)ojera se eingjerda, trigjerda.

Tvong f. Tvang, Tvingelse. Sæt. "Han hae li'i äi Tvaangg av Sj^eukdo^umæ".

"Tvora (o') f." A. Tvöru Gul. og fl.; Tvuru STrondh. (Uppdal); Tvaaraa og
Tvooraa Ndm. (Tingvoll og fl.); Tuure SSmaal. Turu, Gbr. "Ho vart attstaan saam Turo sleikt", stod der flau.

Tvotætting m. tveløben Snor. Helg. Namd.; mest: To-. – Totaatting Innh.

tvosa, Tvosa se tvasa. – tvugle se tvagla.

tvosna og tvosnast (o'?) v. n. blive noget tør = tosna, tusna. NGbr. (Lom, Vaagaa): tvaasne, -as(t).

Tvæa f. Toer i Kort. N Gbr.

"tvætta v. (ar)". A. 3) anstrenge sig med noget = bala; tumle, søle, vrøvle med noget = tøv. Tel. (Vinje, Fladdal, Sell.). Ogsaa: tvaatte. Tel. 4) kryste Saften af noget (Bær). Vald. (SAurdal, VSlidre). – "Tvætte n. 2)". A. Nfj.

tvør, tvørr-, Tvørr- se tver-.

Ty m. Veir af noget = Tev, Teft. Nhl. (Eks.). "Røv´n fekk Tyy´n taa oss, aa so strauk 'an". Tyr m. d. s. ogsaa: Nys om. Nhl. (Haus). "Hund´n fekk Tyyr'n 'taa Ræv´n, fekk T. i R.".

"tya (ty) v. nytte, hjælpe, forslaa". A. Vestfold. Ogsaa: naa, række. Odal, Solør, Vinger. "Ærme tyyr (tiir) itte læng´r ænn te Albaagaan". "Dæ tyyr nokk te Juul". "Her æ saa my(kj)e Arbei at ein kann itte tyy (tii)". "Klæ`e tiir itte tell". 2) have Virkning, gjøre Effekt; betyde noget. Ma. (Bjelland). "Dæ va kje saa dæ tyya noke", om Frost paa Ager; – ar, ar, sjeldnere dde. – 3) agte, ændse, bry sig om, lægge Vægt paa. Gul. Ork. NØsterd. "Dæ dær tyyr du no itt no paa!" "Han tydd no paa dæ". 2) og 3) til tyda, Þyda?

Tya f. Stof, Materie; Art, Natur; omtrent = To. Ryf. Jæd. Dal. "Han æ orr´e, snæg´e, i Tyyo".

"tyd adj." A. "Du va kje tyy´e (t^øy´e) no!" nu tog du et dygtigt Tag! Sogn, Voss og fl.

"tyda v. (er). 2) betyde". A. Ogsaa (ar). Ma. "Ko tya dæ?" "3)". A. "ty see i Hoop", blive fortrolige; Ndm. NGbr. "Ho (han) tyyr sæg burt aat mæg"; Totn, Gbr. "Tyy sei inn", tye ind; Østerd.

"Tyda f." A. Voss. – tydde se tylla.

Tyde m. vindende Væsen, Tække, = Tyda. ISogn (Lustr, Hafslo, Aurland). "Han ha kje dan Tyy`en, han, so ho". "Dæ æ'kje noken Tyye mæ 'an".

tydla v. a. = tyda 3). Sogn (Lustr, Hafslo, Aurl.). "Ho ha slikt Lag te tydla Bäist´i".

Tydlag n. gjensidig Forstaaelse, inderligt Forhold; som mellem Forlovede. Shl. (Fitja): Tyy-.

"tydleg adj." A. Hard.; Hadeland, Ringerike og Smaal.: "tyydeli aa goosli". tyssle, let at omgaaes, at styre, mest om Dyr; Sogn, Nfj. Sdm. tysle'in INfj.

Tydnad (d) m. Tydning. NVTel. (Raul.).

tydsam adj. 1) omgjængelig, vindende = tyd. Romsd. Sfj.: tyy-. 2) lind, blød = tyd; om Skind. Ndm.: tyy-.

tyen adj. fri for Iis, optøet = tiden. Rom. (Fenstad). "Aakrn æ tye (tyen)". Jf. tyug; tøya.

Tyfsa f. 1) Klud, helst noget stor. Sogn (Vik, Aurland): Typsa. 2) liden Dug. Vald. (Vang). 3) uordentlig klædt Kvinde. SætB.: Typse. 4) svampagtig Masse (undertiden i Mælk). Hall. Jf. Tufsa, Tifsa.

"tyggja v." A. Supinum tugg(j)i Rbg. Tel. Gbr. og fl. Se tiggja. "Tygg' Vinn", fig.: famle efter Ord; Stjør.

"tygla v. a." A. tyyla, Dal.

Tygle n. Mundbid paa Bidsel. Li. (Vanse).

ty-jug adj. 1) af godt Stof "Ty"; rask og udholdende. Gbr. Ndm. "Tyjog (tyjäu) Hæst". 2) livlig; oplagt, flink. Rom. Hadel. "Tyju te aa lesa tili om Maaraa'n". 3) hastig; snar til Vrede. STrond.

"Tykje m. Fanden". A. 'n Tykji, Innh. Tykjy SHelg. (Br., Bi.); Tykjin Namd.

"tykkja v. 1, tykkes". A. tikje Sæt. Imperf. og Supin. tootte, toott, VTel. Sæt.; totte (o'#-aa#-ø), Tel. Østl. – "Däi tikje uvandt i kvoraire", de genere sig ikke for hverandre. SætB. "Tikje Hug' i äen", elske; "tikje veent, vo^undt, läitt i äen"; SætB. "Tykja aat", med dat., omtrent = finna aat. NGbr.

"tykkja v. 2, vredes osv." A. "tykkje paa"; Østerd. Gbr. tykkja seg, blive stødt; Shl.

Tykkje n. 3, (1) = Tokke 2). Sæt. Follo. "Der æ slikt äit godt T. mæ 'o"; Sæt.

tykkjegod adj. lettelig stødt; prippen. Sfj. YSogn. Jf. godtykkjen.

Tykkn, Tykkna se Tjukkna.

tykt adj. stødt. – Tykt f. = Tukt. Dal.

"Tyl (yy) m. Fjog". A. Nfj. Sogn, Voss. "Tyyl´n æ 'ti 'naa komin; han æ laake 'ta Tyyl´a", om En som er bleven tosset selvgod og stor; Sdm. Jf. Tule.

tyla (yy) v. n. (er, te), søle, spilde Tid = tøva. Nfj. (Eid, Honndal). "Däi laag aa tyylte so længje førr däi kom seg i Veg".

Tyla f. og Tyle (yy) m. Fjog; stakkels troskyldig Person. Romsd. Sdm. Sogn, Voss.

Tyla (yy) f. kort Strømpe. Nhl. Meddeelt.

Tyld f. Hvile fra Lidelse, Nydelse af Fred; Ro. Sfj. (Førde, Holsa). "Eg fekk ei liita Tyld". "Han tekk ikkje Tyld elde Ro". Tyyl d. s. ISogn. "Han hadde korkjen Tyyl held Ro". Tyldr Hard. (Ulvik). "Da va kje T. aa fao häila Naatt´æ". Maaske til tilast, tylnast.

tyldra v. a. skaffe en Ophidset Fred, berolige; holde tilbage fra noget. Hard. (Ulls.). "Eg fekk tyldra Ungjen".

tyldrast v. n. berolige sig, faa Ro. Hard.

"tylen adj. til Tyl". A. Nfj. Voss, Sogn og fl.

"Tylft f." A. Told (o'-aa-ø), Røros.

tylla (y') v. n. (er, te), træde let = tylta; netop berøre med Foden. Rbg. (Aamlid, Tovdal); SætB.: tydde. "Eg kunna kji tylle paa Fo^ut´n", "Ikkji tydde mæ den
saare Fo^ut´n". G. N. tyllast. tøle d. s. (Bygland, Evje). "Han tøler alli nee-aa mæ Fo^utn men hell han uppi". Se tøla.

Tylling m. Klump = Kugull. Dal. Jæd. "Tor(v)tydling" = Torvbite.

tylt (y') adv. yderst ude paa Kanten eller Spidsen. SætV. og B. NVTel. "Tylt ^eutaa Ufs^ei (Ups´æ), Fjødd´i". tylt af tylla (tydde, tylte); men findes i Bygland og Sandnes ved Siden af tøle.

"tylta (y') v. (ar), 2) blive nok". A. "De tyltar tee" el. "tyltar utetti", det hjælper til at komme meget nær Maalet, Tallet. Tel. (Vinje, Rauland). 3) "tylt' Kortan", give eet for eet paa en egen Maade. SHelg. – Jf. Isl. tyllast slippe med Nød og neppe over; tyltra.

tylten adj. tilbøielig til at falde eller vælte formedelst upaalideligt Underlag; usikkert paa Foden; vaklende. Dal. Jæd. Ryf.

tyltra v. n. og a. 1) nøie medtage alt; tøie ud; smaaligt udbringe; tildele (tiltælle) forsigtigt. NVTel. "Tyltre de uut; tyltre Dropar". tøldre og toldre d. s. Tel. (Bø, Selljor, Vinje, Heiddal). 2) sætte løseligt op, opføre løst, = dildra. Jf. foreg., tolla, G. N. tylla, sætte eller hænge løst op; Isl. tildra d. s.

Tymt m. 1) Antydning, svagt Spor af noget; ogsaa: løst Rygte, omtr. = Ymt. Tel. fl.: Tømt. 2) Lugt, især Stank. Sogn.

"tymta v. n. (ar)". A. Vald. 2) antyde, hentyde paa. Tel. 3) lugte. Sogn.

Tymtesteinar m. pl. Grundstene i Grundmuur. Smaal.: ø. Til tømte dvs. tyfta.

"tyna v. a. 2) ødelægge osv." A. VAgder: tyyna og tøyna. 3) miste. Ma. 4) v. n. "tyyne paa ein" overskjænde. Tel. (Heid. Hjartdal, Sell.). "tyne ein av" d s. Tel.

Tyna f. 1) Fordærvelse, Ødelæggelse. Sdm. Romsd. Ndm. "Helsetyna", Sogn. "Skatyyn(e), Styggtyyn(e), Otyyn(e)"; Romsd. Ndm. 2) en Skjændsel, en ulidelig Ting. "Ei Tyyne te Menneskje". Nfj.

Tyngd f." A. 4) tungt Arbeide. Sogn. "Han mao gao pao Tyngd´i".

tyngja seg v. = tyngjast. Tel.

tyngna v. blive tung. ISogn (Lærdal).

Tynjul m. Fakkel. Rom. (Nedal, Eidsvoll og fl.). Af Kynjul (Tjynjul), Odal, Vinger, af Kyndel jf. K. Se A.

"tynna v. a." A. "tydna Ljaa´n"; Nhl.

Tynning m. = Tynsleljaa. Hall. Se tynna.

Tynning m. enslags Kage = Løypa. SHelg.

Tyn(n)nisnaal f. Synaal. NGbr. Tynnes-, Ndm. Gbr. Tønnes- STrondh. Tinnes- Ork. (Rennbu).

Tynnka f. tynd Eng. Tynnketeig m. Nhl.

Tynnska f. 1) tyndt Parti, af hvadsomhelst. Ø- og VTel. 2) tynd Hinde af Fløde = Tunnfel. NVTel. (Vinje, Raul. og fl.). Mest Tønnskur, pl. Se Tynska A.

Tynpæning (yy) m. Ødeland. SHelg.

tynt (yy) adj. om Gaard med (saa og saa mange) "Tun". Mest i Sammenss.: "eintynt, fleirtyynt, mangtynt, samtynt".

typpa v. a. (er, te), berøve noget dets Top. Tel. (Mo, Sell.). "Typpe Gras´i". Saaledes: "typpe av ein Rokk´e", spinde Liin el. Uld af et Rokkehoved; SætB. Se A.

Typpa f. den Liin- eller Uldmasse som ved Spinden drages paa een Gang ned af Rokkehovedet. SætB. "Du maa kji take so lang' äi Typpe".

typpa v. a. (ar), 1) tilstoppe, f. Eks. et Rør. Vald. (Bagn). 2) "typpa att", trykke tilbage = pytta att. Sogn. Jf. tuppa.

Typpul m. = Tuppul. Ork. Töppul Gul.

Typsa, Typt se Tyfsa, Tuft. – Tyr se Ty.

Tyras n. Skrab; Tøieri. Tel. Num. Hall. SBerg. Ryf. Endelsen er vel fremmed.

"Tyre (y') n." A. Tyri Østl. Tel. Tøre Ryf. ØMa. Ned. SVTel. (Tre.). Ta 'ta Tyrin dine", dat. sing. ØTotn, Hedm.

tyregjengjen adj. bleven til "Tyre". Ryf. Foraa æ tøregjeeaa".

Tyregnust m. se Gnust. – Tyrelog (o') n. og Tyreloga (o') f. Fakkel af "Tyre". Rbg. Tel. – Tyrenagle m. Endestump i Bjælke af en Fedvedskvist. Tel. "Ougo sat soom Tyrinaglar i ein kvit´e Graanvegg". – Tyreskryte n. fortørret stærkt harpiksholdigt Træ. Tel. – Tyrespik f. = Tyreflis. Hall. – Tyriskynnil m. Østerd., se Skundel. (Tyre-, mest "Tyri").

Ty-rikje (yy, ii) n. Smaasager, otmrent = Tølor. Ma. (Bjelland). Ogsaa: Tyrik, Tyrig. Ma. Maaske af Ty-ri = Tyras.

tyrma (y') v. a. (er, de), 1) spare, skaane; især: spare Kræfterne; moderere, beherske; standse. SætB. NGbr. (Vaagaa, Lom). "Du maa sjaa o tyrme Hest´n din, du seer han kann kji tyrme seg sjav´e". Eg bläi so vo^und´e, eg kunna kji tyrme meg". "Du maa tyrme deg, maa kji gjere Ændi paa deg". Ogsa: tyrne SætB. (mest hos de Ældre, mens de Yngre bruger mere tyrme), Rbg. (Aamlid). "Eg kann kji tyrne meg, eg hev fængji slik Fart"; Aamlid. "tørna paa Vegjn", standse, hvile, paa Veien; VAgder, Hard. YSogn, Ndm. og fl.; her synes være Indvirkning fra Eng. turn (in). 2) v. n. slaa sig til Taals, lade sig nøie. Smaal. (Rakkestad). "Han faar nokk tørme förutta (dæ)". "Du faar tørne paa me dæ du har, tørne paa aa vænte"; Smaal. (Trykst.). G. N. Þyrma, spare, skaane, beherske sig. Jf. Utyrma, utyrmeleg. Se A.

"Tyrner (y') m. Tjørn". A. Tynnaar og Tydnaar (som Aenaar), IMa.; Tynniri Rbg. (Aamlid); Tønnøre, -i SVTel. (Moland, Skafsaa, Treungen).

tyrren adj. vred, opirret. Hard. VTel. tørren ØTel. Vestf. Ryf. Sogn. – tyrreleg
adj. vredagtig. VTel. G. N. tyrrin, vranten. Jf. terren.

Tyrstedrykk m. = Torstedrykk. Hall.: Tysstedrikk.

tyrstloten (o') adj. tilbøielig til at tørste. Ndm. (Ti.): tystlaat(t)in. Ogsaa ty(r)stlaaten Nfj.; Nhl.?

"tyrva (y) v. a." A. SætB. Ogsaa: "tyrve nee Høytti mæ eikkort", med et eller andet (sjelden). Jf. dyrva.

tysen adj. = ruskutt dvs. a) uredet; ufrisk, som efter forliden Søvn og mangelfuldt Toilette. Vestfold. b) ublid; om Veir. "Tysi(nt) Vær". Vestfold.

"tysja (y') v. n. 1)". A. Tel. Har Imperf. tous (og tuste) i Tel. (Kvitseid, Mol.). tøsa tøste; Shl. 3) mylre frem. Sogn.

"Tysja f." A. Hard. Shl. "Haugatysja, Huldatysja". 2) liden fjantet Kvinde. Nfj. 3) "Oongtysju", Pige med "Lausbarn". NGbr.

Tysje n. slusket halvfjantet Kvindfolk. Shl.: "Tysje". Jf. Utysje. Hører, med Tysja, maaske til Tuss.

Tysjil m. liden løs Tot eller Visk, f. Eks. af Hø. Tel. (Brunkeberg, Kv. Høydalsmo, Aam.). Tysjyl Tel. (Bø).

Tysjul se Tistel.

tysk adj. kegleformig med snar Afslutning, kort tyk og snart tilspidset; om Træstammer. Innh. (Beitstad, Indr.). "Tælla æ tysk". tyskji d. s. Innh.

tyska v. n. (ar), 1) hviske = tiska; smaasnakke lavt. Nhl. (Masfjord, Fusa). 2) tale utydeligt. Ryf. – Tysl se Tusl.

Tysnesferd f. uheldig Reise; eg. til Tysnes i Shl. Hard. (Kvamm, Ulvik, Ullensvang).

Tyssefugl m. = Tussefugl. Hard.

tyssle se tydleg. – tyssmers se tessmers.

"Tytefar n." A. Romsd. Ndm.

"Tytel m. Tøddel". A. Li. 2) Gran, Smule. Li. (Eikin). "Han fekk ikkje ein Tytel". 3) "Dær æ kje noken Tytel te dæ", ikke den mindste Grund. Sdm. (Hjørungfj.).

"Tyting m." A. Tuhling Strinda, Stjør.

"Tytta f." A. om en Smaapige; Gbr. Om et stort kraftigt, lidt grovslagent og skarpt Kvindfolk; Dal. Ryf. Om dygtig Kvinde, Nhl. Shl. "Ho va kje Tytta te gjera noke" = Kar te g. n. "Datta va Tytto si!" "Da va Tytta te Töus!" Jf. Kona. 2) (1) Cunnus. Shl. 3) om ethvert Hunkjønsord. (f. Eks. Bjørk). Helg.

tyttre se tutra. – Tyvla se Tovla, To.

tyug adj. optøet. Rom. Se tidug; tyen.

Tyvidbast = Tysbast. Rbg. (Aam.): Tyyvee-.

tædd adj. = taaen; om Mark. Sogn?

"Tægd f." A. "Hava Tægd av noko", have Nytte og Hygge, varigt Gavn. Tel. (Sell. Mol.). 2) Ynde, Tække. Tel. (Rauland). Ogsaa: Pyntelighed, god Skik, Orden. Nhl. "Tægde Folk", prægtige, udmærkede Folk; Tel. (Niss. Laardal, Mo, Mol.), SætV. "Han heve mangge Tægde Sønir"; Tel. (Moland). Jf. utægdig.

"Tægja f." A. Hard. 2) enhver liden Kurv gjort af "Tægje". Tel.; Ned.: Teie.

"Tægje n." A. 2) Rodtrevler som Fletningsmateriale. Tel. (Rauland).

tægjeleg adj. som opfylder sin Bestemmelse, velgjort = lagleg. Rbg. "Ein tæjelege Kopp´e". tægleg, solid, brav. Tel. (Selljor). Se A. G. N. Þægiligr behagelig.