A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

trømfull adj. bredfuld. Ryf.: træmmfudl.

Trømt, Trøne, Trønt se Trynt.

Trøngar, Trøngd se Treng-.

Trøngsl, Trøngsli se Trengsl.

trøsjaa se trysja. trøsk- se treskja; Trausk.

Trøskjælv n. Logulv. Nordl. Se Hjell.

Trøstokk m. Tærskel, se Treskald. Vald.


Trøyekvaal (tykt L) m. dvs. -kvarde. Hall.

trøyleg adj. = trøysam. Helg.

Trøynad m. = Trøyskap. Innh.

"Trøys f." A. Ndm. Sfj. 2) liden Kasse eller Kar til Madding, Liner og andre Fiskeredskaber. Romsd.

"Trøyt m. 1) Slutning". A. Tel. "Eg stænd paa Trøyt´n mæ dæ". "3) Paalæg". A. Om et Veistykke som endnu er at tilbagelægge. Vestfold (Sandsvær). "D'æ ein goo Trøyt". 4) anstrengende Prøve. Totn. "Han kann staa för Trøyt´n". Jf. Traut f., Traute m. 5) Morskab. Gul.: Trøt.

"trøyta v. 2)". A. SØsterd.: trøte, trøtø. 5) v. a. dvæle (efter), vente (paa); i nogle Forbindelser. "Me trøytte'n", vi ventede paa at han skulde dø; Tel. (Vinje). "Han trøytte paa seg Naatt´i", han dvælede saa længe at Natten kom over ham; Tel.

"Trøyte m." A. STrondh. NGbr. (Foldal).

trøytelaus adj. endeløs. NVTel.

trøyteleg adj. trættende. Vald. "T. Veg".

"trøyten adj. møisom; mest i n. som adv.: trøyte. Ndm. (Sunnd.). "Dæ gjekk trøyte".

Trøytetaum se Taum.

trøyttasam adj. trættende, kjedelig. Shl.

?tua v. (ar), gaa frem og tilbage uden at udrette noget; vimse; tildeels = suda, svinsa. Berg. (H. O.; Strøm?), Tel. Sæt. "Eg hev tua av meg heile Dagjn", bortvimset den hele Dag. Lidet brugt. Kan neppe være tuva (jf. tuvla, tuffa, tufla), uden at det i Tel. og Sæt. (hvor: ruve, skuve, Tuve; dog ue dvs. uva) er laant vestenfra.

tuall adj. roligt nydende, stilfærdig og uforstyrrelig?; mest brugt om Fæ som gaar og æder roligt og behageligt. Vestfold (Lardal, Sæm, Hov). tuallt adv. "Dæ gjekk t.", smaat, trevent; tør være spøgende Misbrug.

tudna, Tudne- se tunna. Tue se Tvoga.

tudra (u'dd) v. n. tjaddre raskt men dæmpet og monotont; murre; knurre. Tel. Sogn, Ma. og fl. Ogsaa: tjuddra, Ma. VTel. – Tuddr n. dæmpet Tjhat, Murren osv. Og: Tjuddr. Jf. tjadra, tutra.

Tudra (u') f. forknyttet vantrevent Træ. Tel. (Selljor). "Ei Graantuddre".

tuffa (u') adj. oplagt, i Humør. Ndm. (Rindal), Ork.; Fosn: tooffa. "Koor æ du tuffa?" "E æ itkj rett tuffa idag".

tuffa (u') v. n. (ar), = tua, fuda, tøva. Sogn, Voss, Hard. Jf. tua, tuvla, tøvla, tovla. – Tuff m. En som t. Voss, Sogn.

tufla (u') v. n. 1) = tuffa. Ma. Sogn, Voss, Hedm. Tufl n. og m. Halvfjante; Stymper. Tufla f. d. s. Tuflebrook f. d. s. Sogn. tuflen adj. halvfjantet. 2) arbeide klodset og resultatfattigt = tofla. Ryf. Bedre: tuvla, se d. Tufla se Tofla.

"Tufs m. og n. Stymper osv." A. Gbr. Tel. Tups SBerg. og fl. Omgledet: Tusp Romsd. og fl. – Tufsa f. d. s. Sogn og fl.

"Tufsa f. Pjalt osv." A. 2) noget oprevet og forviklet; Forvikling; omtr. = Floke. Tel. Østl. Tupsa Ma. og fl. Tupse Sfj. Jf. tuvla, Tuvra, Tyfsa, Kyfsa.

tufsall adj. opreven og forviklet; filtet; omtr. = lurvutt, pjuskutt. Østerd. NGbr.

tufsast v. (ast), blive "tufsen". Gbr.

tufselugum adj. og adv. kludervorn; stymperagtig; halvfjantet. Gbr. Jf. lagom, tusselugum.

"tufsen og tufsutt adj." A. = tufsall. Hall. Østl. Ma. og fl. "Tufsint Føre", oprevet F.; Hall. "Tufsete F."; Østl. tupsete Ma. og fl. 2) uvel, ufrisk, uoplagt, svagelig; = pjuskutt. Udbredt. 3) kjedelig. Shl.: tupsen. Se tusp-. 4) fjantet; imbecil. Gbr. og fl. {MERK: Misprentet b (imbebil) retta til c, OV}

tufsna v. n. blive "tufsen", blive en "Tufs" (Stymper, Tosse, Halvfjante osv.). VTel.

"Tuft f. Tomt". A. Tupt Ryf. VAgder og fl. 2) Tooft Jordgulv. NGbr. (Lom, V.). 3) Typt, om Pladsen i Laden for Høstabelen. Jæd. (Høyland). 4) "Maanen søyne (syyne) Tuptæ sii", naar dens hele Flade sees svagt lysende i Jordskin ved Ny. Ma. (Bjell.). Maanen er da tuftaberr adj. Hard. Ryf. (pt).

"Tufte (u') m. Nisse". A. Innh. Tuftakadl Berg.; Tooftkæill Gbr.; Toomtkall, Toomtgubba (pl.), Stjør.; Tuftabonde Hall.

"Tugga (u') f. en Tygning". A. 2) det tyggede eller noget der seer ud som tygget. Agder, Tel. "Fisketugga", haabløs Forvikling af Fiskernet voldt af Fisk. Ma.

tuggeleg adj. lig en Tugga 2). Agder, Tel.

tugla v. n. 1) tygge gjentagende men svagt, gumle? 2) idelig dadle saa smaat, hakke paa, gnave paa; ogsaa: misundeligt mane eller trygle om; omtr. = gnaula. Sogn. Se Smauto. – Tugl n. og Tugling f. (misundelig) Hakken, Manen, Tryglen og dl. Sogn. – tuglalaus adj. "Eg ha(r) da kje tuglaläust", man taler misundeligt om at jeg har det. Sogn. Jf. tanntuglast.

tugla v. n. 2, bemøie sig længe med noget med Forkludring og Forvikling til Resultat; (for)kludre; (for)vikle; omtr. = fukla, fikla. Tel. (Selljor, Kvitseid), Vestfold (Sandsvær, Hov, Lier). "Han sat o tugla mæ dæ heile Dagjn". "Tugle i Hoop Hyssingn, Hespeln". "Tugle me Gaan". – Tugl n. Forvikling osv. "Dæ blei i eitt Tugl". Tugla f. a) En som tuglar. Tel. b) Urede; forviklet Masse. Vestfold og fl. "Tufser aa Tugler". – tuglen adj. puslende, kludrende, sølevorn. Hall. – tugleleg adj. lig en Tugla. Tel. – tuglutt adj. 1) = tuglen. Hall. 2) forviklet, urede. ØTel.; Vestfold og Smaal.: -ete. tugla er maaske af tvugla, tvogla, tvagla, eller dog paavirket deraf (skjønt tvugla bruges sammesteds, Tel.);
berører sig ogsaa med tukla (som dog bruges sammesteds, Vestfold); se disse.

Tuhling se Tytebær.

Tukk, tukka, Tukkamun se tokk-; toka.

"Tukke (u') m." A. Rbg. Ned. 2) meget tynd Melkevælling. Dal.: Tukkje. – tukkje seg v. jævne sig til "Tukkje". VTel. "Mjøl´i, Grout´n, vi kji tukkje seg".

tukkje (u') adv. i ganske smaa Skub; møisomt og langsomt; seit og smaat. Hard. Shl. "Da gjekk so tukkje før 'an". Til tukka dvs. toka, Þoka.

tukla v. n. og a. behandle længe og klodset med Befølen og Krammen; beføle og haandtere saa Tingen skjæmmes; kludre; kramme. Tel. Vestfold, Rom. Hadeland, Hedm. Gbr. Vald. Hall. Sæt. Ned. Ma. "Ho tuklar mæ Oongjen heile Dagjn". G. N. Þukla beføle. "taakl" og "tjaakl" d. s. er meddeelt fra Salten. – Tukl n. overflødig Haandteren osv. – Tukl m. En som tuklar; Puslar + Klodrian. Ma. og fl. Tukla f. d. s. Udbredt. – tuklen adj. 1) tilbøielig til at t. 2) uredig som Følge af Tukling f. Hall. og fl. – tuklutt adj. = tuklen. Udbredt.

Tuksa (u') f. forviklet Masse af langstrakte Ting, som Tang, Halm, Pjalter; stor Visk; Vaskeklud af Pjalter. SBerg. "Taratooksa". Jf. maaske Toka (Tuka). Tjuksa d. s. Shl. Nfj. Hid hører vel "Kjuksa" og maaske Kyksa – for Tj.

Tukt (u') f. (og m.) en vis Tid, en Stund = Tokt, Tokk, Toka, Tak, Rid. Ogsaa en liden Dyst = Tak. Voss (Eks.), Hard. Shl. Ryf. VAgder, Dal. "Du kann slao äi Tukt". "Han took 'an äi Tukt; no lyyt eg ta deg äi Tukt". "Da va laangga Tuktena imydlo"; Shl. "Ta Baat´n, Stokkjn, ei Tukt, tri Tukte tee". Tuksa f. d. s. Ryf.: Tooksa. – Tuku se Toka.

Tul (uu) m. en stilfærdig og trofast Arbeidstræl, En paa hvem andre selvfølgelig lægger det tyngste Arbeide. Innh. (Skaun, Indr.). "Han æ Tuul´n i Huus´e". "D'æ ein goo Tuul".

tula (uu) v. n. (ar), arbeide strængt og stadigt, trælle trofast. Innh. (Skaun, Indr.). "Han tuule aa ber saa tungt". "Han hi gaatt dær i Gaal´a aa tuula fraa han va liitin". NSv. ("Norske") og en Sv. Diall. tula (tulja, tyyl') anstränga sig, bära något tungt og dl. Jf. tyla.

Tula f. se Tule 3).

Tuldr m. Bylt. Tel. (Selljor). Tult, Hall.

Tuldra f. 1) et uanseeligt ilde formet og ilde klædt (byltagtigt) Kvindfolk. Tel. (Sellj. Bø, Grandsherad). – 2) = Tugla (Kludrer, Klodrian). Tel. (Bø).

tuldra v. n. gaa planløst frem og tilbage = tulla 6). Shl. (Kvinnherad, Finnaas).

tuldra v. a. danne til Bylt el. Balle, bylte sammen; kludre sammen = tvugle samen. Tel. (Bø, Selljor).

"Tule m. = Gjætargut". A. Sfj.

Tule (uu) m. 1) en noget menneskesky, lidt indskrænket, Særling. Tel. Sæt. VAgder (Aas.; Eikin = Ape). 2) dum og uheldig Bajas. Tel. Sæt. 3) underlig Suurmuler. Vald. A. Tula f. d. s. Vald.: Tuule. Jf. Tyl. – tulen adj. suurmulende. Vald. A.

Tulk (u') n. hemmeligt Snak; hviskende Omtale; mistænkeliggjørende Sladder. SætB.

tulka (u') v. n. (ar), snakk i Krogene, hviske ondt Sladder. VAgder, SætB. "Ja naa ska 'an tulka i 'an mygje voondt!" "Han gjekk o tulka i seg mygje voondt", tilhviskede sig selv, spekulerede sig til, megen ond Tro. tolka (o'?), Ma. (Vigmostad). Jf. G. N. tulka fremføre (tolke).

"tulla v. a. og n. 2)". A. Selbu, Sæt. "Tulle Grot´n" = tvilla. "3) vikle". A. "Tulla seg inne", svøbe sig ind, indpakke sig. Agder. Ogsaa: tjulla (kj), VAgder, VRbg.

Tullball m. forvirret og tumlende Person. Ndm. Tullvalli m. d. s. Innh.

Tulle m. = Darle, Tull 3). Hard. Ma. Gbr. og fl. – tulla v. (ar), karde Tullar.

Tulleflaga f. Hvirvelbyge. Hard.

tullerusk adj. = tulla(d). Ryf. og fl. Se rusk.

Tullevette n. = Leidvette, Trollunge. Ryf.

Tullfarang m. = Tullesott. Ndm. (Sunnd.).

Tullod (oo) n. Anfald el. Lune af Tossethed (Vildskab eller Nykker). Trondh. Se Od.

Tult m. Bylt = Tull 4), Tuldr. Hall.

tulta v. (ar), bylte = tulla 3), tuldra. Hall.

tultra v. = tulta. Nfj. "Tultre inn, tee".

"Tultra". A. Nfj. – tulug se tolug.

tuma (u') v. a. og n. 1) udmaale med Tommelfingren. NGbr. (tumme) og fl. 2) beføle meget (nøiagtigt); fingre; omtrent = tukla, trivla. Sæt. (u'#-o'); Hard. (Ulvik): tum(m)a; Vald. (Bagn): tøma; NGbr.; Nfj. og Sfj.: toomme (og tume?); NTrond.: toomm'. "Han ska tum(m)a pao alt". "Tumme dæ", og "t. paa dæ"; NGbr. 3) famle; gramse; tumle. Sæt. Hard.; ISogn: tum(m)a, tooma (og tøma, Lærdal); Shl. Hall. og Sigdal: tooma; VTel. og fl.: toomme; Vald.: tøma; NTrondh. "Han gjængge fo^utar o tumar seg fram". "Tum(m)a seg fyre i Myrknæ". "Tooma eette Kniiv´n, eette Oor". "Tumma burti Skaope". "Däi ligge barre tumar o kjæm ingjen Veg´e". Sæt. "Dei tuma mæ aa vøla uut Klopp´a øve Aa´na", de tumlede med at faa istand Broen; Røldal. "Toomm mæ Lasse", tumle med Læsset. "Tøma tee see", gramse til sig; Vald. 4) "tuma av", trykke, flaa, af med Tommelfingren. Ndm. "Toom(m) 'taa Huu´a". – Tum m. En som tumar. Hall.: Toom, Famler, Kludrer; Vald.: Tøm, nærig Person. – Tume m. En som avanserer lidet, som ved sin Famlen ingen Vei kommer. Sæt. –
tumen adj. seenfærdig og famlende; uden Fremgang. "De gjæng´ge tumi", adv. Sæt. – Tuming f. det at tuma.

tumba v. a. (ar), trykke sammen med sin Krop; trampe sammen. Stjør. "Gaa oopp aa toomm Lass´e". "Aa toomm nee Lass´e". "Toomm itkj nee Gras´e, Sængja!" "Du toomme da samen Høy´e!" Er vel eet med "tumma, tumle sig", A. og maaske G. N. tumba falde omkuld; NSv. ("Norske": Finnland) Diall.: tumba (ner) dvs. vältra sig, bringa en säng i olag. Men vil glide sammen med foreg.: "toomm' paa", fingre, gramse, klemme, kramme, – forsaavidt begge bruges paa samme Sted(?). – Tumba f. Mærke efter Tumbing f. Liggen el. Trampen i Græs osv. "D'e saa fullt 'taa Toommaa (pl.) 'ti Gra`si, d'e itkj Raa te faa sli-i".

Tume, tumen, Tuming (u'), se tuma.

"Tume (u') m. 1)". A. Toome Røldal. Toom(m)al (og o'), Li. Toomaasfingr d. s. Røldal. Taam(m)aarsfingr (og ls) NGbr. Taamma(a)sfing Totn, Ringerike (Snarum). Og: "Toomarstott, Taammastaatt osv.". "2)". A. Tumul, Hall. "3) som Maal". A. Tumme NGbr. Toom(m)al, Li.

Tumeløvd (u') f. se Løvd. Sæt.

tumla (u') v. n. = tuma dvs. famle, gramse. Hall. (Nes, Aal). "Tuumle eette dæ".

tumlen (u') adj. tumlende, famlende; tildeels = tumen. Sæt. "De gjæng´ge tumli (adv.) o säent".

Tumling m. forvirret Person; omtrent = Svimling. – tumme se tuma.

tumpra v. n. 1) dvæle, bie. Vald. (ØSlidre). "Ee tumpra dær äi Stund, ee hadde lagt Motlag mæ'o, men han kom ikkji". 2) v. impers. tage Tid, have seen Fremgang, hales ud, ved Uorden, Nølen, Sølen og dl. Hall.: uu og oo. Oftere: tumprast Hall. (Hol, Aal, Gol). "Dæ tumprast førr me koomo tee", der bortsøledes Tid inden vi kom i Gang. – Tumpring f. Dvælen, Forhaling osv. "Dæ vart äi lang Tumpring, dettan". Vald. Hall. – Tumpr m. En som foranlediger Tumpring, en Fmaler, Søler osv. Hall. (Gol: oo).

Tums m. = Tumsing. Hall.

tumsa v. n. (ar), staa og døse, ikke være i Vigør, omtr. = stura. Om Folk og Fæ. Nhl. Hard. Shl. Ryf. "Kyyr'æ sttænd aa toomsa". Og: staa fast af Mangel paa Ord.

tumsen adj. 1) = sturen. 2) stille og trist ved sin Eensomhed; ødslig. SBerg. Ryf. ISogn. "Her æ so tumse". Jf. "stumsen aa tumsen".

tumten adj. spøgelsesagtigt uhyggelig. Stjør. "D'e toomti i e Liikhuus, paa Kirkjegala". "Di maa itkj gaa all mæ ein Gaang, dæ bli saa toomti". Jf. Toomtkall. – Tumul se Tume.

tumult adj. n. forbundet med Tumlen og Famlen. NGbr. Vel fremgaaet af tumlen + Tumult (fremmed).

"Tumung m. 1." A. Toomoong (korte oo). NGbr.

"Tun n." A. Tæun (#-öu), Ma. Li. (tildeels f.); Toon Ned. (f.); Tuun Smaal. "Te Tuunar", Shl.

Tun (u') n. grovt Arbeide. Voss. "Han lyyt´u gao pao Tun´e jamt". Tunarbei(d) n. d. s.

tuna (u') v. n. (ar), gjøre tungt grovt Arbeide. Voss. Jf. tuna = tenja.

tuna (uu) v. n. (ar), fylde sig, tylde i sig. Hall. (Gol, Nes). "Sitja aa tune aa drikke". "No ska du kji tuune i dee meir". "Kalv´n staar aa tuuna aa drikk". Tør trods Vokaludviklingen (uu, e for u', a) være eet med "tuna (u'), udspænde" A. Jf. temba, temja (tenja).

Tuna (uu) f. Melodi. Ma. (Grindeim ogfl.): Tæuna; Sæt.: T^eune (og Tune, u').

"Tundr". A. "Tun`dre tjurr", som adv. Ma.

"tung adj." A. taang Vestfold, Smaal.

Tungard m. 1) indgjerdet Plads nær Gaardsrummet, til at slippe Heste og andet Fæ ind paa til kortvarig Græsning. Smaal. (Rygge): Tuungal. 2) = Tun. Smaal. (Eidsberg): Tuungal. NGbr.: Toomgal.

"Tunge m." A. 4) Hovedmasse; Majoritet. Hard. Voss, Nhl. "Tungjen 'tao Folkje".

Tungerøte n. Tungerod. VTel.: Toonggerøti.

"tunghøyrd adj." A. 2) = løynhøyrd. Ndm.

tungkløyvd adj. vanskelig at kløve. Sogn og fl. Ogsaa: tungkløyv.

Tunglenda f. "tunglendt" Jordsmon. Sogn.

tungmyllt adj. = tungmjelt. Berg.

Tungnæme n. Tungnemhed. I Skrift.

tungpusten adj. som puster tungt. Smaal.

tungsinnt adj. i tungsindig Stemning. Gbr.

tungvinna adj. = tungvinn. Li. "T. Gar".

tungvægjes adv. og adj. vægtigt. Sogn (Ladvik). "Hadde du noke tungvæjes aa bere?" Jf. storvægjes.

"Tunkall m. Nisse". A. Ryf. ("= Tusse").

"tunna". A. "tudne see aav", gaa vild. Hall. – Tudnebrook f. urolig og forvirret Person. Sogn. Tudnebukk m. d. s. Voss.

Tunnaurride m. Ørretyngel. Namd.: Tynnöuri.

tunnberkt adj. med tynd Bark; se berkt.

Tunnfel (ee) n. (m.) = Tunnfile. Tel.

tunnfengjen adj. = tunnfengd. Shl.

tunnhøyrd adj. som hører skarpt )( tjukkhøyrd. Tel. (Grandsherad).

tunnkvesst adj. hvæsset indtil Tyndhed.

tunnla v. n. rulle omkuld, "i Tunn". Hall.: tunnle og tundle.

Tunnlenda f. Landskab med tyndt Muldlag. Sogn. – tunnlendt adj. med tyndt Muldlag. "T. Gar".

tunnskiven (i') adj. tynd og smal, om Ting
og Folk; især: tynd i Ansigtet. Nfj. (Eid, Innvik, Honndal, Stryn).

Tunnvemba f. = Tunnvembe. Sogn.

tunnvita (i') adj. med svag Forstand og Anlæg til Sindsforvirring. Dal. (Hæsk.); Jæd.: -veeda; Dal. (Sokndal): tynnveeda (og vitda?); VNed.: tynnvidda.

Tunnvæng m. dvs. Tunnvange. Smaal.

Tunskaal (uu) f. 1) Ølskaal tømt paa Gaardsrummet ved Afsked. Li. (Eikin). Sjelden. 2) Beværtning paa Gaardspladsen til forbidragende Brudefølge. VNed.

Tunskog m. Lund af "Tuntre". I Skrift.

?tunstad adj. om Hest som ikke vil forlade Gaardsrummet. H. O. – Tunu se Tona.

Tunvedr m. stivsindet tvær og trodsig Person; omtr. = Tverbløyg. Hard.: -veer.

"Tunvord m." A. YSogn.

tunvoren adj. tilbøielig til at være i "Tunet". Shl. (Etne): oo, som i "vooren".

tupla v. n. nappe saa smaat i; pille med noget uredt. Tel. (Bø). "Tuple paa noko".

"Tupp m. 1) Fingerspids". A. Østl. 2) Blomsthoved; som i: "Raudtupp", Oslo; "Kvittupp", Ork.

tuppa v. n. (ar), 1) nappe forsigtigt i, drage saa smaat i. Sogn, Sfj. "Tuppe aat see", om at drage Sengklæderne til (over) sig; Røros. Jf. tupla. 2) om "Steinsprang". Sogn (Borgund). "Dæ tuppa nee Stäin rett so dæ æ". – tuppa se toppa.

tuppen adj. 1) som let bliver stødt. Hall. 2) lidt stødt. Totn.

Tuppul m. sløv Stymper. Gul. Jf. Typpul.

tupputt adj. tosset. Ork.: -aat.

tur (uu) adj. daarlig, ussel, hæslig; ogsaa: syg, elendig. Ndm. (Rindal, Surndal). "Tuur Hæst, Kar". "Han æ tuur te arbei". "Tuurt aa te inkjes". "Baade tuurt aa fagert". "Tuurt Lag", kjedeligt. Maaske af ut-ur (ut-or). Eller jf. (?) Sv. og D. Diall. tura, udmatte, lide ondt. – tuurvoren adj. noget "tuur".

"tura v. 1) buldre". A. Shl. NGbr. Tuur m. Bulder; Shl. NGbr. "2) more sig". A. Jf. dundra, drysja.

Tura f. = Ture m. ISogn. Turu? Østl.

turftalaus adj. 1) unødig, overflødig; unyttig. Sogn (Aurland, Ladvik): turta- og turte-. 2) upassende, utækkelig = ulagleg, ubjaaleg. Sogn, Hard.

turftalaust adv. unødigt, overdrevent; yderlig. Hard. (Ulvik). "Turtalæust galin". – turtesloust adv. unødigt. VTel.

Turftaløysa f. 1) Ufornødenhed. 2) unødigt virksom Person. Sogn.

turftig adj. som behøver meget. Tel. (Kvitseid: ft). turtige (te eta), Ryf. tuurtig (^eu, ^øu), Li. (Vanse og fl.). Ogsaa: turtoge Ryf. (Suldal), toortöge (te eta), Ryf. Shl. (Etne).

?turftmykjen adj. ufornøielig. H. O.: "tooltmykjen", Gbr.

"turka v. a." A. trukk og trookk, Helg. "Trookk Garn, Klæ`a". 6) v. n. "Fiskjn turkar", Fisken gaar tør, over Vandet; om Stimer. Ryf. – "turka tee ein", slaa til En; Hall. og fl.

"Turka f. 2)". A. Tel. Vald. Jf. Brenna. 3) Svindsot. Og: Turkesjukji m. NVTel.

Turka f. 2, 1) Tørrehus for Korn. SSmaal.: Tørke. 2) Tørreklud. Sogn. Meddeelt.

turkebanna v. bande som en Tyrk. Sogn.

Turkefilla f. Tørreklud." "Turkafillle", SGbr.

Turkeklæde n. Tørklæde. Tel. (Nes): Tørka-.

Turkemoa f. tør Disighed, støvagtig Dunst i tørt Veir. Dal. Li. – Turkerøra se Røra.

"Turkestova f." A. Tørrstøgo Vald. (Vang); Trystugu og Trystu SGbr. (Gausdal fl.).

Turketre n. Stav hvormed røres i Turkegryta f. Gryde hvori Korn tørres. Li. (Fjotland). "Tjurr´e sum eit T.".

turkvand adj. blød, om Kvern som kun vanskeligt maler mindre tørt Korn. Trondh. og Ndm.: törkvann.

Turl m. forviklet Masse, Forvikling. Ma. (Bjelland). "D'æ i aen Turl".

turla v. a. 1) forvikle eller dreie og vende; krølle (skjæmme) ved at kramme og tumle. Ma. Li. Se A. Turla seg bort" = tulla seg burt. 2) v. n. rulle omkuld, tumle. Li. Turla rundt". Jf. tvirla, tulla.

turlutt adj. forviklet, smmenkrammet. Ma.

"turna (u') v." A. tjurrna og -ast. Li.

"turr (u') adj." A. tör (#-tär), Ndm. Trondh.

turra v. n. (ar), knurre, gnave. skjænde. Tel. (Mol. Laardal, Kv. Vinje). "Potre o turre". – turren adj. som gjerne vil t.

Turrauke m. en "Auke, Skjerauke", som i Regelen ligger tør. Helg. (Nesne): Tørr-.

Turrbrand m. = Turrot. Smaal.: Tørr-.

turreten (e') adj. tør i Mund og Svælg saa man neppe kan æde. Røldal.

Turrgjedda f. gold Ko. Sdm. (Hj.), Nfj.

turrgnika (i') v. a. (ar), faa tør ved Gnidning, gnide tør. Tel. (Raul.): tjurrnika.

turrhard adj. tør og haard, skrumpen. Smaal.: tørrhal. – Tørrhaling m. "turrhard" Krop. Smaal.

Turrhaake m. lang mager Karl. Voss.

Turrhøydriva (i') f. drivende Arbeide med at faa Hø tørt ind. Nhl.

Turrkall n. fortørret tophugget Træ. Vald.

turrlagd adj. tynd og mager. Gbr. Sogn.

turrlaaten adj. tørladen, noget tør. Shl.

"Turrmat m." A. 2) al Mad minus Suul. Østl.

Turrmoa . = Turkemoa. Dal. Li.

turrmula (uu) v. n. 1) være taus. Jæd. 2) = turrmaula. Jæd. – Turrmuling m. taus, lidet underholdende Person. Jæd.

Turrmyla f. og Turrmyling m. indskrænket Person. Sfj. (Vevring, Holmedal).

Turrmøla f. = Turrmat. Hall.

turrmølen adj. som spiser langsomt og lidet. VTel. (Vinje, Lardal): tjurr-.

"Turrmøyling m." A. Sogn. -ai- INfj.


Turrnabbe m. 1) fortørret knagformet Kvist. Nhl. 2) Tørpind af en Person. Nhl.

Turrnogga (o') f. karrig Kvinde. Nfj.

turr-rettes adj. og adv. bestaaende af magre Retter; magert anrettet. Shl. Ryf. "Eit t. Maal." "D'æ t.".

Turr-rote m. = Turrot. Smaal.: Tørraata.

"turrsam adj." A. noget tør af Natur, tør af sig. Ogsaa om Personer. Tel.: tjurr-.

Turrskate m. 1) fortørret greneløst Træ. Ma. Rbg.; Østerd.: -skaataa. 2) mager benet Figur. Rbg.