A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

urgja? v. (ar), grumse; blive grumset; blive uklar = gruta; om Luft. Follo, Smaal. "Dæ urjär saa oopp te Rængn der i Öustkantn". – urjete adj. uklar, om Luft. Follo. – ur(g)jen adj. (Fl. urgne?) 1) grumset. Tel. "Urje Vatn". 2) ilde tilpas, ufrisk. Tel. A. – urjeleg adj. = urjen 2). "Eg æ so doven o urjeleg". Tel. (Kvitseid). – Kan vel ikke skilles fra urgna (A.), urgla; jf. for Resten urja, urjall, ylja, ørja, ølja. Jf. ogsaa urga.

urgla v. a. og n. 1) a) hvirvle; b) røre op, grumse ved Omrøren. 2) a) gaa i smaa Hvirvler; b) oprøres. Sæt. – Urgl n. Hvirvlen osv.; Røre. Sæt. "I mangge Vænsli (Takter) gjængg´e Fingg´ane i äitt Urgl". – urglen adj. ophvirvlet, oprørt, grumset. SætB. "Urgli Vatn".

Urgo, Urje, Orgel, se Orga.

Urid f. overhovedet: haard Rid. Urj se urja.

Urja f. en Mængde af smaa Ting, et Mylr. Li. (Eikin, Fj.), VNed. "Ei U. mæ Smaastäen, mæ Makk". Jf. Ur m. 1., Yrja.

urja v. n. (ar), 1) mylre, vrimle = yrja. Li. (Eikin, Fjotl.). Sjeldent; meget brugt her er yrja (yr´e, urde). "Dæ urja mæ Makk". "D'æ saa dæ urja fraa Jul´an", om Masser af fiint Grus som svinges ud i Luften af Hjulene. urje (u'#-o'#-ö) ØMa. VNed. 2) om strømmende, mylrende, krybende ubehagelige Fornemmelser gjennem Kroppen; især af Kulde; omtrent = yra. Follo (Kraakstad), NSmaal. "De urjär saa i Kropp´n paa me, de gaar slike Urjekuuler (f. pl.) aav´r me, je tar paa aa uklse me", der gaar Anfald af Gysninger hen over mig osv. ørja (örja) og ølja d. s. Follo, Smaal. ølja (ar) d. s. Vestfold, Rom. Øljing f. Gysning osv. Vestfold.
Øljekuule f. Vestfold. – Urj n. Masse af Grus eller andet Smaat. Li. – urjen adj. gruset, ikke fiint fordeelt. Li. "Mjøl´e æ saa urje male", grovt (men mindre grovt end "gryse"). – "Urje Smaastæena", bitte smaa Stene i Masse, Grus. Li. – urjeleg adj. og adv. liggende i uredig Masse. VNed. "De ligg´e(r) urjeli (#-o'#-ö)". (Hid hører maaske adskilligt af det under urgja anførte). Jf. yra, yrja, ylja.

urjall adj. lidende af "Urkjekuler", utilpas, ufrisk. Smaal. (Askim). "Je ær saa urjäll 'taa me idag".

urjande adv. "urjanes fullt", se urja 1). ØMa.

Urosende m. En som aldrig er (sidder) stille, som aldrig er rolig. Hall. (Aal, Gol).

Uroskraaka f. d. s. Vald. Gbr. Oroosröu(v) d. s. STrondh. "urta v." A. NGbr.

Urpa f. tyk og tung uformelig Figur, især kvindelig. NVTel. – urpeleg adj. lig en U. "Saagylta æ u.". Ogsaa: Yrpe f.

urudleg adj. = urydig. ISogn.

urunskjen adj. utilpas osv. = romsen. Hard.

urv adj. utilpas, uoplagt, ufrisk, noget sløv, som efter en Sviir. Tel. (Bø, Sauar, Holla). "Urv aa voond". Se flgg.

urva seg (upp) v. (ar), fare heftigt op; se yrva. Jæd. (Gjæstal).

urven adj. 1) = urv, hurven, urgjen. Ndm. Gbr. Nordl. Innh. (A.). "Urvin i Höua". 2) om Luften: ublid = hurven. Andensteds yrven, ørvin.

uryde adj. n. = urydig. Nfj. (Gloppen): orøde. orøsle d. s. Nfj. (Gloppen); orøle Østerd. – urydlig Dal.

?urygda adv. og adj. forfærdelig, overvættes. Jæd. Til Rygd. uryggjeleg adj. og adv. d. s. Tel. Agder.

uryms(k)jen adj. = rymskjen, urunskj. NGbr.

uryr = ryr. Jæd. – Uryskje se Ufriskje.

Uræa f. = Ræa, Avræa. Tel.

Urækja f. svinsk Person; Person uden Selvagtelse = Rækja, Avrækja. Tel. Agder, Ryf. – urækjeleg adj. lig en U. Især: "urækjeleg paa Kjeft´n", i Tale. Jf. NSv. ("Norsk") Dial. urekjen, smutsig.

Uræle n. noget hæsligt som maa skaffes bort; Ureenhed, Uryddighed; f. Eks. Ruhed i Halsen, Ureenhed i Mælk. NØsterd. (Tynset), Røros. Jf. Ræl, Raal.

urælen adj. 1) uryddig; om Landskab; utilgjængelig, især form. "Urd" og Skov. Ndm. (Aure, Stangvik, Ti.); Røros. "Her æ oreele te ga". 2) yderlig skidden(-færdig); overmaade smudsig. NØsterd. (Oos, Tolgen) og Røros: o-.

urøgleg? adj. uryddig, upyntet. NGbr. (Lesja og fl.). Jf. ureigleg.

Urøkja f. vanskelig, uredig Person. Hard.

Urøkje n. uteerlig Person, Person uden Selvagtelse; værre end Uvyrda. Hard. Shl. og fl. Ogsaa: Urøykje.

urøkjen adj. upassende, ubekvem, uredig. Shl. Hard. "Da va so urøkje før meg".

urøyva v. a. (er, de), bringe i Uorden ved Rystelse eller Omrøren. Rom. Se røyva.

usam adj. uden Lige = utifraa. Rbg.? Isl. usamr upassende.

usamaleg(e) adj. og adv. utækkelig osv. )( samaleg, lagleg. Tel. "Han gjængg´e so u.".

usaamuleg adj. d. s. )( somuleg, se d. Tel.

usjaaleg adj. uanseelig, uskjøn = usynleg. Shl. Røl.; Hard.: usjaadle. Isl. úsjáligr.

Uskedoue, usk(e)leg se Oskedaude, oskeleg.

"uskilen adj. utydelig". A. Rbg. Li.

"uskilleg adj. d. s." A. Ma.: uskilig (og ee).

uskip(e)leg adj. uordentlig )( skipeleg. Tel.

uskjen adj. skranten; hensvindende. usknast v. n. hentæres, svinde hen. Sdm. (Harham, Hjørungfjord). Vistnok for husken.

uskjøvar, uskyvar adj. = skyver. Tel.

Uskoa (oo) f. = Avskoa. ØTel.: -e.

Uskona (oo) f. et haardt voldsomt inhumant Menneske. ØTel. (Tinn, Sauar): e. – uskoneleg adj. og adv. 1) lig en U., inhuman osv. ØTel. (Tinn, Bø). "Han leet uskoon´le". skjændte uanstændigt. 2) voldsom, umaadelig. Ma. (Grindeim), Tel. "Han æ usko^u´nelig te eta"; Ma. "Uskoonelege mykji".

uskyldig adj. og adv. uforskyldt, ufortjeent. Li. (Eikin).

uskyneleg(e) adj. og adv. uforstaaelig. Sæt.

uskøyteleg adj. og adv. hensynsløs; uhyre. Nfj. Sdm. Romsd. "Oskøytele stoor". os(k)jøt(te)le, Gbr. Østerd. Trondh.

Usl n. Hob af smaa værdiløse Ting; smaat Skrab; om "Rusk". Ryf. (Hjelm. Sand og fl.): Utl. – Utlebytta f. Bøtte til Smaakartofler (særlig).

usla v. n. (ar), 1, ulme. Ma. (Øyslebø, Finnsl.). "Dæ brænn´e ikkje, dæ ligg´e bare o usle". Jf. G. N. usli 1, Emmer.

usla v. n. (ar), 2, fyge; om Støv, Snee. Jæd. (Gjæstal, Time): utla. Jf. Usle Hob.

Usla f. Mængde af Væsener i Bevægelse. Sogn. "Ai hail Utla".

uslande adv. "utlande myrk", kulmørk. Hard.

Uslaatt m. slem Anfægtelse af længere Varighed; slemt langvarigt Tilfælde; slem Tilstand, især af a) Vantrivsel eller B) Fylderi. a) Tel. (Selljor, Vinje). b) Li. (Eikin). "Der æ ein U. paa Kræturi, dei æ kje i Trivo".

"Usle m. 1,". A. 2) (1) Masse af Gløder elder Emmer = Eimyrja. Ma. ILi. Utle Li. (Vanse, Fjotland). 3) Affald, = Rask, især af Skoven eller Lynget i Hø. SætV. "Usli i Höytti".

uslett og sletten (ee) adj. skiddenfærdig. svinsk. VTel. (Moland, Vinje).

U-slodfærd? f. uheldig Reise, Ufærd. Østerd. (Oos, Tynset, Elvdalene): Oslofæl. Ferd til det fjerne fremmedartede Oslo (Byen)?

Uslorta (o') f. og Uslorte m. yderlig ureenligt
Væsen, svinskt Menneske eller Dyr. VTel. (Vinje, Raul. Laard. Høyd. Kvits. Sell.). – uslorten adj. = lortvell. Tel. "U. oom seg".

Uslurta (u') f. = Uslorta. Tel. (Lunde, Sell. Laard.). – uslurten (u') adj. Tel.

Uslyrte f., uslyrten adj. = foregg. VTel.

Uslysna f. stort Uheld, Ulykke. Nfj. (Breimn, Stryn): Osløsne.

uslæg eller (og) uslæk adj. væmmelig, modbydeligt ureen = ufysen; ogsaa: lav, for ringe. Li. Dal. Jæd. Ryf. "Ditt stygga uslæga Beist!" til Dyr. "Ein uslæge Fisk" (om Aalekusa). "Mat´n æ uslæge". "Eg va uslæge før dei", for ringe. "Dæ va uslækt Arbei før an", under hans Værdighed, eller vanskeligt. "Tala uslækt". uslæk er neppe hørt. Se flgg.

Uslækja f. modbydeligt ureen eller ureenlig Person; En som intet vrager. VAgder (Aaserall, Fjotland): -kja og -ja; Tel. (Laardal): -kje. – uslækjen adj. lig en U.; = uslæg; især: modbydeligt ukræsen. Tel. VAgder; Li. Jæd. Ryf.: -jen. – Forholdet mellem disse Ord og slækja (sagle) og uslæg (utlæg? Landstad 207) og flere er ikke udredet.

usløg (øø) adj. plump, klodset, utækkelig; som ei kan snoe ("snu") sig blandt Folk. Nfj. (Stryn, Breimn), Gbr. (Fron, Vaagaa): osløøg(e). Vel til sløg (behændig). "Osløøg te tala". Mest: "Ikkje osløg", Gbr.

usløgd adj. (part.), 1) ikke endnu renset og tilvirket, om Fisk; til sløgja. Sdm. Romsd. Ndm. 2) upyntet, ikke rigtig paaklædt. Gbr. Sdm. Romsd. Ndm. Og osløydd Ndm.

Uslørte f., uslørten adj. = Uslorta. VTel.

Usmok (o') f. = Usmak. Tel.

Us-mus se Ostmus.

Usneida f. Person uden Manerer (Snit); tildeels = Uvyrda; uteerlig Person. Ryf. (Sand): Usneia. – usnei(d)aleg adj. "u-t Snakk"; uteerligt. Ryf.

usnidele adv. umanerligt, overmaade. Vald.: usneedele (N. A.), og usneele.

usnideleg (i'd) adj. 1) uhandelig; især: uhandeligt stor; umanerlig. Sfj. Sogn. "Ei osnidele Jønnstaangg". "Eit osnidele Bergatroll". 2) om Vei: ufremkommelig.

usnidug (i') adj. umanerlig; især: ubeskeden og plump til at forsyne sig. NGbr. (Skjaak, Lom): osniog, -ug og osneeog.

"usnikkad adj." A. Vald.; uanfægtet, ubeskaaren. Ndm. Trondh. Totn, Hedm. Solør, Hadel. "E fæ ikkje Lov aa ga osnikka"; Ndm. "Aa ha dæ o.". "Han slapp itte usnikke fraa dæ"; Totn. – usnøkka d. s. Vestfold. usnygga Smaal. Follo, Rom. usnøkta Ring. usnitte Totn.

usnopaleg(e) (o') adj. og adv. rigelig = unopaleg. Shl. (Kvinherad, Fjellber: o'#-aa#-oo). "Me fekk usnoopale mæ Fisk". Se snypa, Snop (o'), nypa.

usnorteleg (o') adj. og adv. overvættes; se Usnurta flgg. Shl.

usnudig adj. klodset )( snudig. VTel. (Mo).

Usnurta f. upyntelig malpropre Person. NGbr. Tel. – usnurtug adj. malpropre. Hedm. – osnurtele adj. d. s. NGbr.

Usnydda f. plump voldsom og daarlig Person. VAgder (Grindeim, Eikin). Usnytta f. d. s. Ma. Sæt. – usnytten adj. Sæt.

"usnyrten adj." A. Tel. "usnyrtele(ge) adv." A. SBerg.

usnysa adj. = usnikka. Vinger: usnyyse.

usnøden (d) adj. ubeskeden til at forsyne sig. Nf. (Breimn). osnødig(e) d. s. Nfj. (Stryn). Maaske mangelfuldt udtalt, for osnoden el. osnyden. El. for osniden (i'). Vel til snoden, snaud (snydja, snudda) el. Usneida.

Uss n. = Ussa; Forvikling; Røre. Rbg.

"ussa (u') n. v. a. (ar) 1)". A. Rbg. VAgder. "2) sløse". Rbg. Ma. Tel. "3) forvirre, bringe ud af Sammenhængen. Sæt. "Du ussar meg burt, so eg fær 'kji drøyme". 4) søle; faa uordentligt fra Haanden; = tøva. Ma. Sæt. "Kvedn´aa ussa dæ ifraa seg", malede slet. "Han gjekk o ussa i Sakristi'i".

"Ussa f." A. Tel. Rbg. "Fiske-Ussa", Sammenvikling af Net, voldt af Fisk. 2) sølevorn Person (Kvinde). Tel.

ussast v. n. (ast), søles, sløses, bort. Agder.

Usse m. Søler, Ødsler = Ussa. Tel. Agder.

Ussefagg m. = Usse. Sæt.

usseleg adj. 1) forviklet, uordentlig, sølevorn. Tel. 2) fortrædelig, bedrøvelig, elendig. Rog.: "ussaleg". Maaske paavirket af D. ussel.

ussen adj. forviklet = usseleg; kraftspildende møisom. Sæt. VAgder. "D'æ usse o gaa i Snø´n".

ussutt adj. forviklet. Agder. "Eit u. Net".

Ustad m. vanskelig Stilling; Uføre. Østerd. "Akte dee, saa du itte kjøm bort i Usta'n!".

ustoppeleg(e) adj. og adv. overvættes. Ryf.

usturteleg(e) adj. og adv. overvættes. Udbredt.

ustyren (yy) adj. 1) vild og tumlende. Tel. Sæt. Jf. styren, Ustyr. 2) ustyrlig. Hall.

ustyring (yy) m. = Ustyrja. Tel. Sæt.

ustøyteleg adv. overmaade. Tel. Sfj.

ustøytte adv. d. s. Tel. utstøytte d. s. Tel.

usveimeleg adj. = usvim. Bamle, ØTel.

usvimeleg (i’) adj. = usvim. Voss, Hard. Tel. Sæt. usvimen (i') d. s. Ryf. Hard. Shl.

usvinn adj. indiscret, hensynsløs )( svinn. Dal. Li. "Usvinn te eda Smør".

Usvinna f. en hensynsløs Person; omtr. = Uvyrda; ikke saa slemt som Ukjura. VAgder (Vigmostad, Hægeb. Fj.). "Ei Usvinna mæ Hest´n sin".

usvipen (i') adj. = usvipleg (Sæt.). VTel.

"Usykja f." A. Sogn.

"usynleg adj. 2) uanseelig". A. Ryf.; VAgder, tildeels: usøynleg; VTel. tildeels: usønleg.
usytall (yy) adj. som ikke ømmer sig, "syter"; haardfør osv. )( sytall. VAgder: usyytaall.

usytande (yy) adj. d. s.; = illgjerr. Agder, Tel. – usyten (yy) adj. d. Jæd. Nfj.

"usæl adj. 1)". A. Hedm.

Usælka f. Ubehag, Uhygge. Vald. Hall.

usælkeleg adj. utilfredsstillende; ubehagelig; uhyggelig. Vald. Hall.

usøleleg(e) adj. og adv. uoverkommelig, urimelig (stor), overvættes = ustoppeleg. Tel. (Rauland og fl.), tildeels: "usølaleg"; VAgder: usølelig. Se søla, forslaa. Fra Rauland er ogsaa opført: "usolaleg (o')".

ut-, i Sammenss.: yderlig; "utgamal" osv. Ogsaa: utende (g.). Vald. Hall. – "Gjera uut for", gjøre Vederlag for, være jævngod med. Land og fl.

"U-tak n." A. 2) svagt Tag el. Greb. Berg.

"U-tame m." A. Shl. NBerg. Namd.

ut-ama adj. afkræftet ved Overanstrængelse; udbrugt; f. Eks. om Hest, Jordsmon. VTel.

"utan adv. osv." A. utaan i Sammenss. Li. (Eikin); ottaan (o'), Ma. (Bj. Gr.); ottan (o'), Tel. SætB.; utaa-, utao i Sammenss. Berg. "7) "Ikkje utan", kun". A. "Ikkje atta", Dal.; ikkje attn, NGbr.; "ikkji ot (o')", Rbg. (Aamlid); ikkji hot (kot), VTel.; "ikkji ko, ikkje kon", Rbg. VAgder; se ko. "8) conj. med mindre". A. utan so d. s. Shl.; uttass Oslo og fl.

utanaa præp. og adv. 1) tæt op til den ydre Side af noget. Li. (Eikin): utaanaa; Ma. (Gr.): ottanaa. 2) "lesa uttanaa", udenad. VTel. (Vinje): Se aa, innanaa, nedanaa osv.

utanaat adv. udenad. D.? utta-aat Gbr. uttanaat og uttenaat. VTel. (Vinje); ottenat (o') SætB. Ogsaa: ottati SætB.

"utanbeins adv." A. otta(a)baens IMa.

utangaleg adj. lig en Utange. SBerg.

Utangaskap m. Uskikkelighed. Hard.

Utangastykkje n. Skalkestreg. Hard.

"Utange m. 1)". A. Sæt. Dal. Li. Utaangje (-ongje). Ryf. Jf. tanga.

utangen adj. uskikkelig, vanartig. Hard.: gj.

utangsleg adj. uskjøn; = ulagleg. Hard. (Ulvik). Jf. tangleg.

Utangsunge m. Barn. Helg. (Ranen).

utangutt adj. = utangen. Hall.

utanhyses adv. udenfor Huset. Fig.: ude af sig selv (af Vrede el. dl.). Shl. (Fitja, Stor): utaahyyses, uto-.

utanmed præp. = utanaa. NVTel.: uttamæ.

"Utanvind m." A. Ndm. Utaovind Sogn.

utantil adv. udenad; se utanaat. Sæt.

"utor adv." A. ottaar (o') IMa.; aataar, 'taar Tel. Li.

utare adj. ydre, som er længere ude. Tel. "De uutare Vat´ne". "Den uutare Kant´n". "Den ottaar Sængjæ", Ma. (Gindeim).

utarm adj. fuldstændig "arm" dvs. kraftløs. Østl. Sogn. – "utarma adj." A. STrondh.

U-tarnad m. = Tarnad, Ugagn. Nfj. (Stryn, Honndal): Utarnad, -nar og (sjelden) -na. – Utarnadbul, -kropp, -ungje m. = Tarnadbul. Nfj. (Innvik, Honndal, Gloppen, Breimn): -nad- og -na-. – Utarningje m. d. s. Innvik. Se Tarnad. Jf. dog G. N. úÞarfr skadelig.

Ut-aune m.? = Øydegard. NGbr. (Vaaga).

U-taag f. slem Tilbøielighed, slemt Hang. Sfj. (Førde, Y- og IDale). Jf. Rand.

Ut-bu m. Beboer af de ydre Øer. Ryf.

utbudd adj. forarmet; falleret. Hard. Ryf.

"Utburd m." A. Udbur, -oor YSogn, Shl. Dal. Ubbur ISogn. Se Ubur. "Udbur'n" menes være et i Dølgsmaal født (dræbt) og altsaa udøbt Barn. Derfor raabes til "Udbur'n": "Æ du han elde ho? Du ska heite Anna elde Jo!" YSogn. 2) Bjergugle = Ur, se d. Sfj. (YDale).

Utbygg n. Udbygning. Mange Steder.

"utbyrdes". A. 2) yderlig medtagen. Sdm.

utbyta seg (yy) v. = byta seg ut. Rog.

Utbyte n. noget som skiller, mærker sig ud; noget afstikkende, især uheldigt. Ryf.

Utbyting m. = Utbyte. Shl. Ryf. Røldal. Hard. Nhl. "Han vilde kje vara noken Utbyyting før dei", vilde ikke mærke sig ud fra dem. Og: Utbyytingje.

utbytt (yy) adj. (part.) afstikkende, som mærker sig ud, især i Dragt. Jæd. Ryf. Røldal.

Utdrag n. Aas sagte Udstrømning af Indsø. Vestfold (Koldal).

Utdraatt m. )( Inndraatt, se d. Oslo.

Utdraatt-drag n. )( Inndraattdrag. Oslo.

Utdrættig? adj. udslagen. "Heile utrættige Dagjn (Naatto)". Shl. Voss (Natt´æ); udrættige Shl.; utræktige Hard.

"ute adv." A. 6) afkræftet, udmattet. Sfj. (Haukedal). "Eg æ so fælande ute".

U-tekkja f. utækkelig Person. Jæd. Hard.

Ute-kvern f. )( Innekvern. Rbg.

Ute-lega f. 1) Væsen som vil ligge ude. Hard. "Ai U. te Kj^øyr". 2) Flok udeliggende Dyr. Hard.

Ute-laupar m. om Reen som ikke holder sig inden Hjorden. Vald. Sogn.

ut-elta adj. udmattet ved Forfølgelse eller Overanstrængelse. Li. – utende se ut.

U-temjing m. utæmmet Hest; uerfaren Person. Dal.

ut-endes adv. endeløst. Gbr. Trondh.

ute-paa adv. og adj. overvættes; udmærket = utifraa. NVTel. Jæd. "Ein u- Kar'e".

U-terme, Utermle (æ?) se Utyrma.

ut-erves adv. ud i en Sidelinje af Familien?; udenfor Familien. Sfj. Nfj. Sdm.

ut-eva adj. udludet, se eva. VTel. Agder.

Ute-vans m. Flakken udenfor Hjemmet, pa vildsomme Veie. Shl. Se vansa.

Utfalls-skard n. Bjergkløft hvorigjennem Elv fra Indsø løber ud i Dal. Hall.

"Utfar m." A. 3) det ydre Trækketoug )( Landfar. Ryf. Utfare-kaggje m., Utfare-ile m.
utfaren adj. udmattet af Arbeide. Nhl.

utfatik adj. yderlig fattig. Tel. og fl.

utfaadd adj. udvandet, udludet, berøvet sin Kraft. Dal. "Udfaadde Jo^ur". Til faa.

utferda v. a. (ar), fuldføre, udstyre; udfærdige = ferda ut. VTel. Sæt.: utfære. Mest brugt er utfæra part. Jf. skamferda.

Utfjør(d)ing m. En fra Fjordens ydre Deel. Sogn.

"utflogjen adj." A. Tel. Fig.: meget forgjældet. Tel. (Selljor).

Utflutnad m. Udflytning. Hall.

Utfolding m. En fra Kysten af den ydre Deel af Oslo- fjorden, Foldin. Dramn.

Utfæra, utfæra, utføra se Uttverva.

utgardshard adj. = gardhard. Hall.

Utgardstø(d)e n. Sted hvor en U. har staaet.

utgaatta adj. 1) om Fisk som har gydt fra sig. Sæt. VTel. 2) udvandet, udludet, afkræftet; om Hø og dl. ØTel.

Utgivsl f. Udgift. Sæt. Fl.: -li.

utgjera v. forfærdige; afgjøre. VTel. Lidet brugt mod part. utgjoord, a) udstyret; b) forhekset, forgjort; ogsaa trodsig, vrangvillig. Agder, Trondh. og fl. Jf. gjera seg or. Jf. forhippet (paa). NGbr. og fl.

utgjerast v. forgjøres, forhekses; se foreg.

Utgjerde n. = Utmark. Nhl.

utgjerdes adv. = utangjerdes. NGbr.: utgjæres.

Utgjerdsla f. = Innlegg. Hard.: -gjærsla.

Utgjersl f. og Utgjersla f. Udstyrelse, Udrustning; Fuldendelse. Tel. (Vinje og fl.).

utglægga adj. udvandet, otmr. = utlaga. Tel. "U. Høy". Til glæ.

utgoten (o') adj. = utgaatta. Sdm. Romsd.

Utgreining f. = Utgreiding. Hall.

uthallt adv. og præp. udenfor )( innhallt. Trondh. Romsd. Og: uthalls.

uthanna og uthaanna (jodholdigt nn) adv. se uthanda, A. Selbu (Selbu og Tydal).

Uthavsbode (o') m. en Bode langt ude i Havet. Sdm. (Borgund og fl.): -bode.

Uthefte n. Standsning, Hindring, Forsinkelse = Hefte. Tel. (Sell. og fl.). "Eit langt Uthefte".

Uthoft (o') f. d. s. Tel. (Selljor).

uthusla adj. forkuet; se husla. Vald.

uthækt adj. udhaanet; se hækja. Ryf. Jæd.

"utidig". A. "Utiidig Fisk"; men: tiiog, Dal.

utidigt adv. "Fara u. aat", umoralskt. Shl.

Utidsfugl m. Ulykkesfugl. Sfj.

uti(d)skjen adj. uoplagt = utidig. Sfj.

utifrå adj. udmærket". A. Li. og m. fl.

utilast (i') v. (ast), vantrives )( tilast. ISogn.

Utila-beist n. -naut n. vantrevent Dyr. Sogn.

utilvik (ii) adj. uvillig; ulydig; tvær. Sdm. (Hjørungfjord): otevike. Se tilvik.

Utime m. Ulykkestime. VVald. "Fødd i aen Otime". G. N. útími Utyske.

utimen (ii) adj. 1, uoplagt = utidig. Ryf.

utimen (ii) adj. 2, karrig, som ikke "timast" at give. Voss, Nhl. Isl. útíminn.

utimsleg (ii) adj. modbydelig, høist utækkelig; = ufjelg. Ryf. (Rennesøy).

Utjagar m. Smaa-okse i Reenflokken. Vald.

"Utjo n." A. Hard. O^tkjø Utydske, Ndm. Om noget stort og fælt; Ork. Om Spøgelser og dl.; Senja. Om vildt forvorpent Menneske; Romsd.

Utjoa f. 1) et slemt høist utiltalende Menneske. Shl. (Etne). 2) Utøi. Senja.

"Utjon n." A. Om et ulideligt ondskabsfuldt Menneske. SBerg.

Utjona f. 1) ulidelig Person = Utjon. Hard. 2) forvorpent Menneske. ØTel. (Lunde, Sauar).

"utjonsleg". A. 2) lig et Utjon; leed. SBerg.

utkikka adj. overanstrængt til "Tverslit". Agder. – utkikla adj. d. s. Se kikka. Tel.

utkjakka adj. d. s. Se kjakka. Agder, Tel.

utkjava se kjava. – utkjaadd se kjaa.

utkjaana adj. berøvet Saften, udpresset; om Bær. Ma. (Bj. Finnsl.). Til kjaa? El. til Kjerne? – utkjonka se kjonken.

Utkjøme n. = Utkoma. NGbr. (Lom: mm).

utkolka og -kulka adj. se kolka.

"utkropen (o') adj. udkrøben". A. Ogsaa: fuldt udviklet (krøben ud af Puppen, Ægget?); forslagen, durkdreven, opfindsom og dl. Hard. Nhl. Ryf. Sæt.