A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Underbol (oo) n. Strøelse. Shl.

"Underbreidsla f." A. 2) Strøelse. Dal.: -breitla.

underbuande part. underjordisk; mest brugt som subst. NGbr.: Oonde(r)buu´ande(s).

Underbud? f. "Kaam(m)a, gang' i Unnbuuee", lide Nederlag, tabe. Helg. (Bindal). Se Hundbud.

"Underburd m. Strøelse". A. Shl. Jæd. Nfj. 2) = Einstape, hvilken nemlig ofte bruges til "Underburd". Shl. mest: Oondeboor. 3) = Vistur. Hard. Jæd. – underburda v. skaffe tilveie U. Ryf. Mest: "unneboora, oonne-".

Underfat n. Fl. -fot (o'), Underkop, Underskaal. Vald. (Vang): Oondefat, -føt.

undergangast v. underkaste sig; forpligte sig til. SætB.: undigangast (og unde-); Sæt. (Aardal) og Ma. (Aas.): undegaaast (og unne-).

Undergjerd f. Underlag under "Staal". Nfj.

Undergjersl f. = Undergjerd. Ma. (Aaserall): Unne-. Unnejoorsla f. d. s. Aaserall. Unnejærsvee og -joorsvee m. Pinde i Undergjerd. Aaserall.

undergjord adj. om Korn: indvendig modent om end noget grønt at see til. Ryf.

"Underkola f." A. 2) kort Snor mellem "Forsynd" og "Ongul"? Sfj. (Vevring).

Underkvarv n. nederste Omgang af Stokke i en Bygning. NGbr.: Oonnkvarv.

Underland n. Underland; jf. Underlenda.

Underlaave m. Rummet under Loen. Hall. Vestfold.

Underleggja f. = Berja. Li. (Kvin).

"Underlenda f." A. Nordl.

underlengst adj. omtrent = underbudd.

"undersam adj." A. Nordl.: unnrsam. 2) altfor bly og tilbageholden. Nordl.

under-seg-komen adj. = underbudd. Voss.

undersett adj. = underbudd. Agder og fl.

undersinnt adj. = innsinnt. Sogn.

Underskaal f. = Grunnslo i Kvern. NTrondh.

Underskurd m. de fire "Underband". Nfj.

Understad m. de nederste Skraastænger mellem Stavrerne i en "Skidgard". Stjør.: Unnsta. Se A. – Understadbende n. de Kviste som fastbinder U. til Stavrerne. Stjør.: Unnstabæⁱnn.

understanda v. a. forstaa, forstaa sig til, bekvemme sig til, nænne. Shl. Hard. Sfj. Sogn, Nhl. "Eg kann kje undestaa meg te gjera da". ogsaa: "Eg kann kje undesta da fy Bäist´æ aa ha(va) so l^eite Fo^ur". Hard. (Ulls.). G. N. undirstanda forstaa.

undersølt adj. = undansølt. Shl. Ryf.: -søylt.

Undertelna f. den nedre Garnkantning. Trondh. "Han took (strauk) Unntælna", han tabte i Dysten. Stjør.

Underveg m. den af Snee skjulte Vei. Hall. (Nes). "Hæst´n æ go te ta Undervægn".

Underveg (e') n. Vaar paa Underdyne. VAgder.

undlytt (yy) adj. som har lovligt Førfald, som har gjort (mere end) sin Pligt. YHard.
"Han æ unnlyytt´e um han inkje kjæm´e". ulytt d. s. IHard. Vel til lyta, laste.

"Undorn (o') m." A. Oondaal'n VTel. (Vinje, Laardal), Kl. 2. Undotn eller "Undotsbiten" toges Kl. 9, i Ma. forhen.

Undslag n. "Dæ gjekk Unnslagje paa 'naa", han led Overlast, tabte i Dyst, fik det mindst gode. Ndm. (Ædøy, Tingvoll). Underslag?

Undslaatt m. ugrundet Undskyldning, Udflugt. Gbr. (Kvikne): Oond-. Jf. D. undslaae sig dvs. rømme.

"Une (u') m. Fornøielse osv." A. Hygge, Trivelse = Trivnad; ogsaa: Lyst (til). Dal.: Uune og Uuna, se d.; VAgder (Fj. Bj. Vigmostad, Holum, Aaserall): One (o'). "He(v) du One te høyra paa dæ?" "Eg he kje One te noken Ting". "Eg he kje den same Onen sum fyrr´e". 2) Sindsro, Ro til at arbeide og til at sidde stille. Gbr.: Oone. Hertil: ooneslöus se una-. – Uner pl. d. s. s. 1). Tel. (Laardal, Moland), Røldal; mest "Oonir". "Eg hev kji havt Oonir ti sovori soom Sogur o Visur". Seer ud som Fleertal af et *Un f. – "Oon", Sdm., se Odn. – Unne m.? d. s. s. 1). Røldal.

"Ungdom m." A. "Ungdom'n", Konfirmanderne som undervises af Præsten. Østl.

Ungeknute m. "Sit(t)a i Oongeknuuten", være i det Betryk som mange Børn volder. Ringerike.

Ungelyd m. Barneflok inden een Familie. Hall. Unglyyr'n m. defin. Senja.

"Ungfenad m." A. Ungfana og Um- Sfj.

ungla v. væmmes = ula. ISogn (Lærdal). unle (ar); Hall. (Nes). "E unla 'taa di".

Ungsøyde n. pl. ungt Smaafæ, Lam og Kid. Ndm. og Fosn: Oongsøy.

Unne n. = Ynde, Sigr; se d. Ma. (Holum). "Dær æ slikt eit gott Unne mæ'an".

Ungesnøgger pl. Barnenykker. Rom.

unjaapen, unjopen, -leg se unopen.

unjotele se unot-. – unle se ungla, ula.

"unna v. a. (er, te), 1) ynde". A. Ma. (Aas.), Sæt. "Ko kann de hjelpa mæ grøne Lunna, eg kjæm te Guut´n eg kann kje unna". Maaske kun i Stev. "3) forunde". Smaal. (Trykstad). "Om vi skulle være unna tel aa leva saa længe". – Unne se Une.

unnværen, unværige se uvær.

Unopa (o') f. 1) En som ikke er nøieseende (særligt med sig selv); En som er for djærv til at forsyne sig; ubeskeden ublu hensynsløs Person. Ryf.: Unopa (Sand, Sandeid og fl.); Unaapa, -aaba (Nærstrand, Sau-Sokn, Suldal og fl.); Unoopa (Tarv. Vass). – 2) Skalk, Skjælm. Tel. (Kvitseid, Mo): Unoope. Synes, ved sin Vokal, at være Laanord fra Ryf., hvis det ikke er fremgaaet af noopa for njopa, se d.

unopaleg (o') adj. lig en Unopa 1); ubeskeden, ublu, hensynsløs )( svinn. Ryf. (Sandeid). Og: unaapalege, unopelege, Ryf. Og: unjooplige, Røldal. "Han æ unjooplige te eta". "Fara unjoopligt aat". "Snakka unopelegt", adv. Se nopen, njopa.

unopalege (o') adv. ublut, hensynsløst; umaadelig; overmade. Ryf. "Unopalege dyyr" (og -pe-). "Unaabalege møgje" (og -pa-).

unope (o') adv. rigelig, overflødigt. Sogn (Sogndal, Hafslo, Aurland, Vik; A.), Hall. (aa og ø). Vald. (ø). "Unope nokk", rigelig nok. Og: unopes Sogn. Og unaa(p)pe Sogn (Lustr); aldrig: unaope.

unopen (o') adj. 1) rigelig, overflødig. Sogn, Hall. Vald. Se foregg. "Unope Foor". 2) = unopaleg. Shl. (Etne) og Ryf. (Former som ved Unopa); Shl. (Skaanevik): unoopen 2) unjoopen uforskammet. Shl. (Strandebarm).

unoggje og (oftere) unoggjes (o') adv. og adj. rigelig, mere end nok. Ryf. Røldal, Hard. Shl. Y- og ISogn, Sfj. "Unojje(s) Mat, unojjes Foor; han gav Kreturæ unojjes" (o'#-aa). "Dar va unojjes tao Mat aa Drikka". "Her va unojje mæ Kval i Fjoor´n; Ryf. Ogsaa: unöjjes, unøjjes, unyjjes, Voss, Nhl. Hører vel til nyggja, gnide. unaayes (#-öy) i Nhl. (Mo) og onöye(s) Nfj. (Stryn) er vel Udtaleformer af unoggjes og ikke for "unøydes", A. (hvilket vel i Stryn vilde hedt omtr. onäides). – unoggjele(g) d. s. ISogn (Lærdal: aa); onoggjande (o'), d. s. Sdm. (Vanylven). Jf. unopen.

"Unot (o') n.". 2) Væsen som er ilde lidt. Sfj.

unote (o') adv. = unoteleg, unøyte. INfj.

unoteleg (o') adv. overvættes, overmaade. Ryf. (Suldal, Sand. "Unotelege (og aa) veen´e, stygg´e". – unst se undare.

"Unyta f. unyttig Ting". A. Li. (Eikin).

"Unæming m." A. Hard.: Unæmingje.

unøgdig adj. = unøgd. Sogn.

Unøgja f. = Aanøya. Røldal: Unøja og Unøya.

Unør n. = Nør, Naur. YSogn (Hyllestad).

Unøyta f. 1) Fyldevom = Unøyte (Hard.). ISogn, Hall. Tel. 2) uteerligt Menneske. Ø- og VTel.

unøyte adv. umaadelig, overmaade. INfj.

unøytug adj. som ei har Lemmernes fulde Brug; vanfør. Gbr.: onøytog.

Uord n. = Fantord, Vondord. Sogn.

Upeil m. slem "Peil". Sfj.: Opeile.

upenta adj. ikke tilsnøret eller spændt.

"upp (u') adv." A. oopp Østl. Trondh. og fl. opp (aa#-ö), Rog. Shl. – upp-te = upp(ettr). Sæt. Se til. "Imple uppte; turke uppte". – uppetee dvs. uppetter. NGbr. (nool´te – tykt T -, søø´te).

uppaga adj. opskræmt, opægget. Hall. fl.

Uppattrgjerd f. Omgjøren, f. Eks. af en Aftale. Berg.


uppaa-lengst adj.- og adv. øverst. IHard.

Uppaarøra se Aarøra. uppaavatna se vatna.

uppbeitt adj. opøvet. Hall. (Aal og fl.).

Uppbera f. = Uppburd. Shl. (Etne).

"Uppbersla f." A. Shl. (Stord, Fin. Fj.).

uppbuna v. (ar), udstyre. Tel. (Mo): -boone.

"Uppburd m." A. 2) Evne til at føre sig, bære frem sin Sag, gjøre sig gjældende; Freidighed i Optræden; jf. Framburd. Sogn, Voss. "Dar æ kje Ubbur i 'an".

Uppdraatt m. Opdragning, særlig af Neg paa Stavre. Hedm. Oslo. – Uppdraattkar m. Karl som drager Negene op.

Uppebera f. 1) Sneeskorpe som bærer Gaaende. Sfj. Nfj. Sogn, Sdm. Nhl. "Gaa paa Uppeberinne". 2) den Tilstand af Sneen, at den bærer; Tid da den bærer, om Morgenen. Sfj. Sogn. "Eg ska reise i Morgo i Uppeberinne".

uppeberen (e') adj. om Sneeskorpe som bærer. YSogn. uppebær d. s. Sogn.

uppeboren (o') adj. baaren høit eller til Skue. Jæd. (Haa, Time). "D'æ saa oppebore mæ'an", han bærer alt saa til Skue, alt hans skal være saa stort og prægtigt.

uppefloten (o') adj. = uppraadd. Sogn.

Uppekar m. dygtig Karl. Gbr. Østerd. "Ein uppe Kar", omtr. d. s. Gbr. Shl. ("ooppesen K." d. s. Østl.; vel mest Spøgord).

"Uppelde n. 1)". A. Sogn. 2) Uppøle Sfj.

uppelen adj. = uppalen. Nfj. og fl.

"Uppeseta f." A. Uppesitu Num. (Rollag); Uppseto (ee kort) NGbr. Ooppsötu Gul.

Uppevera f. at man er oppe. NGbr.: -veero.

"Uppevja f." A. Uppøvju Ndm.

Uppfloga (o')? f. Flyven op; Staaen tidlig op. Gbr. (Vaagaa): Uppflugu.

uppflogen (o') adj. opfløien; stærkt opsvulmet og luftfyldt, f. Eks. om Dei og Bagverk. Sfjelds.

Uppførsla f. Ophængning af Neg paa Stavre. Nfj. – Uppførsleknakk m. "Krak" som bruges hertil. INfj. – Til "føra upp Korn" (Nfj.).

"Uppgang m." A. Ubbgangg ISogn.

uppgiv adj. = uppgjæv. Ringerike (Soknedal): ooppjiv; Totn: uppjeev (og oopp-).

uppgjedd og -gje(d)a opægget, se gjeda. Dal.

"Uppgjerd f." A. 3) Kornlag som ligger tærsket paa Logulvet og som man skal rense op ("gjere (up)po(r) Laaven (-a)), Rbg. (Evje, Sæt.): Uppjoor, Uppjaar.

Uppgjersl f. = Uppgjerd 2). I Hall.{MERK: IHall retta til I Hall.,OV}

Uppgong (o') f. (og m.) 1) Indryk, Tilstrømning af Besøgende. Synes ogsaa hedde Uppgaangge f. Sæt. VTel. (Mol. Mo, Kvits. Sell.). 2) Forbrug, det at der forbruges (meget). Sæt. Tel. G. N. uppganga og uppgangr Stormløb osv., Isl. uppgangr, Forbrug.

Upphaldsreim f. Rem paa Sæletøiet ved hvilken "Orering" forbindes med "Hyvre". Hall. Ndm.

Upphaldsskur (uu) f. = Avlaatsskur. Tel.

Upphang n. Sammenhæng, Mening, Gehalt (Hold) i noget som er sagt. Smaal.

Upphankje m. = Upphaldsreim. Namd. Helg. – Upphænkj' f. d. s. Innh.

Upphei f. høi og henimod lodret Opkastning af Bold, hvilken derved bliver let at tage el. træffe. Vestf. (Lardal). "Ei goo Oopphei". Upphøy n. Østl. (m. St.). "'Poy; ta Poy", Ma. ("Høy´r" m. d. s. Gbr. (Skjaak). Især dette synes noget fremmedartet). Maaske til Heid n. Jf. Vedrball.

Upphekla adj. meget flink = hekla; se d.

upphoven (o') adj. 1) ophøiet, høvet; løftet op i en høiere, anseeligere, Stilling. Tel. (Moland). Se hoven, hevja. 2) "u. før nooe", struttende af Fornærmethed over noget. Ringerike (Snarum).

upphysja adj. oppflosset osv. se hysja.

upphyst (yy) adj. = upphusad. Ma.

upphæsna, -hæst adj. se hæsna, hæsa.

upphæveleg adj. med løftet Selvfølelse; løftet, stolt. Sæt.

upp-i-hoggen adj. om "Duragaupa", se d.

Uppkast n. 1) Anlæg, Begyndelse = Upplag; f. Eks. til Vanter og Strømper, af "kasta upp" = leggja upp. Vald. Hard. og fl. 2) Anlæg; Redaktion. Tel. (Kvits. og fl.). "Eg kjænde'n att daa eg las de; eg æ viss paa de va Uppkastee av haanom". 3) Opkastelse, Spyen. Vestfold.

uppkava, -kjava se kava, kjava, tava.

"Uppkoma (o') f. 2)". A. Uppkoomoo NGbr. -koome Sæt. Tel.; Ukkoome Tel. (Raul.).

Uppkomefen n. Dyndjord eller bitte liden Sump omkring Kilde. Dal. (Lund) og Jæd. (Haa): Aakonfæn.

Uppkomekjelda f. Vandsted eller Brønd som næres af en Kilde. Sæt.: Uppkoomkjelle; Ma. (Bj.): Ukkonkjella; Dal. og Jæd.: Aakonkjella. – Aakonvatn n. Kildevand. Dal. Jæd.

Uppkoming m. En som arbeider sig op, kommer op; Opkomling, Parvenu. Smaal. Shl. og fl.

uppkring præp. og adv. forbi paa Veien opad, op forbi. Østerd. Se kring.

upplaga adj. = upplagd 3). Voss.

"upplagd adj." A. 3) særlig: listig, udspekuleret; = innful. Hard. Voss, Romsd.

upplata v. a. overlade. Nfj. (Stryn): oopp-.

Upplaup n. pludselig Stigen af Vandene; = Flaum. Sdm. Nfj. "Upplaups Veir".

Upplegg n. Anlæg, Begyndelse = Uppkast, Upplag. Hard. og fl. "D'æ U. paa den Guut´n", Anlæg til kraftig Udvikling.

uppleid adj. grundigt kjed. Shl.

"Upplengja f." A. Nhl. Sfj. Nfj.

upplengst adj. og adv. øverst. Tel. Se lengst.

Uppletta f. midlertidig Standsning; Ophold. NGbr.: Upplætte.

Upplinna f. = Upplin. Sogn. Jf. linna paa.

"Upploga (o') f." A. ISogn (Aurl. og fl.).


Upplot (o') n. Ophold af Uveir. Tel. (Vinje, Raul. og fl.).

Upplota (o') f. = Upplot. Tel. (Skafsaa).

upplyst, -lykt, -i (oppløkt) se lykta.

upplysen (yy) adj. = uppljos. Berg.

Upplæte n. Opladelse, Aabning; Udvei (Middel) til at faa aabnet. Ryf. Jf. Attrlæte.

Uppløgt? f. Opholdsstund i Regnveir (med Aabninger i Skydækket?). Ndm. (Aure): -kt. Ooppløkte n. d. s. Ndm. (Kvernes, Surndal). Se Løgt. -lykt til lykta?

uppmorna (o') adj. hensmuldret, forvittret. Berg. Ndm.

uppmorkna adj. d. s. Udbredt.

Uppnamn n. = Uppnemne. Gbr. Num. Uppnabn Hall.; Ooppnamn Oslo (Asker); Ooffnamn Rom. Hedm. SGbr.; Ooftnamn Solør, Hedm.

upp-posa (o'), -posna adj. opsvulmet. Sogn.

Uppraad f. Forlegenhed. Østerd. (L. E.). ”D’æ voont naar Uppraa’a kjæm”.

uppraana adj. med løftet rank Stavn, om Fartøi. SHelg. Sammesteds: "høgraana". Ogsaa: uppraanna (langt jodholdigt N), Helg. (Nesne); ved Indvirkning fra det uvedkommende "Raang" (defin. Raanna). Hører maaske til Rune m. ("i Solraanin").

Uppreist m.? Opreisning. Helg. (Bindal). G. N. uppreist, f. Ophøielse.

uppreist adj. oprørt. SætB. "Fjo^ur´n va uppräiste". "Uppräist Väir".

Upprenn n. Løben op; rask Vækst. SGbr. (Øyer). "Han fær Oopræⁱnn naa Aakrn, fær 'n bærre liite Rængn".

Upprop n. "kaamaa i Upproope", blive bekjendt. Gbr.

Upprot (oo) n. Ophav, Oprindelse. Sogn, Sfj.

Upprune (u') m. Spiren, Spiretid. Sogn (Vik, Borgund og fl.). "I Uppruna", dat. m.; Vik. Se Rune, Solrune.

uppsamd adj. bragt i Skik; oparbeidet; ordnet. Tel. Til semja.

Uppsaata f. det øvre Hjørneindsnit (Nov) i en Bjælke i Tømmervæg. Sæt. VTel.

Uppsetning f. = Uppset 3); Aftægt.

Uppsetsmann m. Aftægtsmand. Dal. Jæd.

Uppsigmodd m. se Upsig, Modd. Ndm.

Uppsiljereim f. Rem mellem "Hyvret" ("Salen") og Bovtræet. Ndm. Mest: Uppsøljuræem, Ndm. (Øksn. Sunndal); Uppselræem, Ndm. (Tingvoll og fl.). Jf. Silja, Sele (Sale).

Uppskak n. 1) = Uppskaking. Dal. 2) Fred, Hvile. (Med Uppskake ansees nemlig Gjæringen endt). Dal. (Hæskestad). "Han heelt paa i eitt Kjør, dør vakje U. aa faa".

Uppskoka (o') f. 1) Rystelse osv. = Skoka. Ndm. (Tingv.): -skookaa, -skaakaa; Ndm. (Surndal): -skuku. "No ska ee gji dee U.". "2) Øl osv." A. Uppskøko Vald.

Uppskon (oo) n. Udsættelse, Standsning, Hvile. Ned. (Landvik, Øyestad, Holt). "Der æ kje Uppskoon", det gar i eet Kjør. Til skona? Jf. Uppskak.

"Uppskot (o') n." A. Tel. Østerd.

uppskreppt adj. 1) stærkt roost; forroost. 2) fuld af Selvfølelse og Mod formedelst Roos eller Smiger. Ma.

Uppslag n. 1) Opslag: a) Ophævelse af Aftale. Voss, Gbr. "Gjee i Uppslag". Jf. slaa upp-attr. b) Veirforandring fra Frost til Tø, Omslag. Namd. og m. fl. ("De slær upp mæ Føre"). – 2) henkastet sonderende Bemærkning; Indledning; Ouverture. Stjør. "Han mæent' dæ ittj, dæ va bærr Upplagji hass".

Uppslaatt m. 1) = Uppslag 2). Innh. 2) Udflugt; Paafund. Gbr.

"Uppspyta f." A. Tel. (Eidsborg).

uppspønt adj. opsparket, opkradset; se spøna.

"Uppstad m." A. 2) Rending i Opstandervæv. Senja. Jf. Uppstadgogn.

uppstellt adj. opsat. Gbr. Østl.

"Uppstig (i') n." A. 2) et Trin opad. Sæt.

"Uppstoda (o') f." A. Hertil: Uppsto-bekk m. Kilde = Uppkoma. ISogn (Aurland). – Uppsto-vev m. Opstandervæv. ISogn (Underdal). Uppsto-aoklæ n. ISogn. Andensteds: Uppstø(d)evev osv. – Ooppstu-iis m. = Tvistade. Odal, Smaal. (Trykstad). Vel *Uppstodu-is.

Uppstoppe (o') m. = "Kravsyrpa" ovenpaa Iis. Helg.

Uppstuss (uu) n. pludselig Travlhed osv. = Stuss, Staass. Østl. Gbr. Trondh. Uppstuus, VTel. NGbr.

Uppstytta f. Skjørtets Forparti ovenfor Bæltet. Sæt.

uppstød adj. stadigt klar; om Luften. NØsterd. "Ooppstøtt Veer".

Uppstøda f. 1) Opstander; særlig: opretstaaende Spile (Støtte) i Kjerrekarm, i "Truga" (Sneesko) og dl. Hard. 2) = Uppstoda 2), (Vævstol). 3) = Upphaldsreim. Shl. Ryf. Jæd. Uppstø-reim f. d. s. Shl. 4) = Uppstøding (Ndm.). Hard. Nhl. Romsd. Se A.

uppstønt ad. opsparket; se støna. Ryf.

Uppsyn (yy) f. (n.) Særsyn = Syn. Rbg. (Evje, Bygl.).

uppsyrt (yy) adj. se syra upp (pible). Sfj.

Uppsytor f. pl. = Avsetor. Hard. (Kvamm).

Upptak n. nys opdyrket Jord. Jæd.

upptasa adj. optrevlet, opslidt; se tasa.

upptjava adj. udtrættet af Arbeide, opslidt. Rbg. Tel. Sogn, Voss, Li. Se tjava (kjava).

upptuggen adj. optygget, opædt. NGbr. "Dæ æ bære (at dæ æ) soomt muggjee æinn alt upptuggjee". upptoggjen Hard. fl.

Uppvid m. )( Nedvid. Nfj.

Uppvekste n. Opvækst. NGbr. "I mitt Uppvækstee". Uppvækstre n. Hall. (Nes). Uppvekstr m. SætB.

uppvingla adj. oprullet skrue- eller valseformigt. Shl.
"upp-yver præp." A. "Skriika uppyve seg", skrige i vilden Sky, over sig. Hard.

uppøsla adj. = uppskreppt 2). Ma. Se øsla.

"u-pretta adj." A. Tel. – upsen se ufsen.

Ur (uu) m. Bjergugle. Ma. (Øvrebø). Andensteds: Stynuur, Stynjuur VAgder; se Stunulv. – Andre Sammensætnn. af Ur er: La(d)ur, Vistur, i hvilke Ur vel er: en Dynge stilket Affald, stor uordentlig Hob, A. (úfr?). Og: Flusure (VTel.), Foggur og Fuggure (Ma. VTel.), Helur (Ma.), Illur (VTel), Ratur (Rog.), Pæsur (Tel.), Saalur (Dal.), Solur (Tel.), Stomur (VTel), Vedrur, Villur (Tel.), Vimur (Tel. Hard.), Uggur, Vombur (Sogn). Ved Siden af disse Former er der: Fjukuvi (VTel. Sæt.), Fugguve Fogguvi (VTel. Rbg.), Heluve, -i (Sæt. VTel.), Idduvi (VTel), Stønuve Stenuv (VTel. Rbg.), Vasuvi (SVTel.). Det seer ud som de to Dyrenavne úrr Okse og úfr Ugle var brugte næsten i Flæng. Men snarere er det overalt úfr, som deels, før Nominativ-R blev til "Halvlyd" eller faldt bort, er slidt sammen til "uur" i den svagt betonede Endestavelse, saaledes at R er blevet Deel af Ordstammen, – dette især i de sydvestligste Egne som nu ikke har "Halvlyden" i Substantiver og som i Regelen lader uv glide sammen til uu; deels har úfr beholdt sit V og R er blevet "Halvlyd" (mat E eller, ved Forlængelse, I), – dette kun i de indre Egne, som i Regelen bevarer uv som uv. Den lidet populære Stenugles Navn egnede sig for disse uvelvillige Betegnelser. I enkelte Maal (i Rbg. og Tel.), tør Uv af Ulv have virket med – jf. Aasuv af Aasulv, Solur og Solulv. G. N. úfr: 1) Bjergugle, 2) Drøbel ("Uv", Sæt. Tel., "Ulv", andensteds), 3) fasthængende Flis, Pig; noget pigget eller rut osv. Se Uv. Sml. ogsaa Berg-ul Bergulv, Stenulv Stunulv (Bjergugle), Varg-ul (Krabat).

urakleg adj. ilde voksen osv. )( rakleg.

uramleg adj. opfyldt med Forhindringer; uryddig, uveisom. Dal.

"uraadd adj." A. 3) umulig. Ma. Tel. Jf. Raad.

"Urd f." A. Lyder Urd Tel. (Selljor, Rauland); en Urd i NVRauland kaldes "Urebø-Urdi", saa Formen "Urd" først i en senere Tid maa være kommen tilbage til Sted saa vestligt som Gaarden Urebø); Uul (#-Öl), Østl. (Had. Odal og fl.); Oor Ndm.

Urda f. = Urd. Uule Hedm. Totn, Rom.; Oole Østerd. Gul. (m.?). "Berg-, Steinn-". Jf. Yrde (Øle). Skaansk Dial.: oora.

urda v. n. (ar), overdække med Stene, begrave i "Urd". Tel.: "uure nee".

Urda(r)jadar m. Kanten af "Urd", især den øverste. Ndm.: Oorajar.

Urda(r)grutl n. "Urd" af smaa Stene. Ryf.

Urda(r)grytle n. Samling af ikke meget store (jordfaste) Stene opad en Skraaning. IRyf. -grytl, Røldal.

Uprda(r)gryvle n. = Urdargrutl. Hard.

Urd-dike (ii) n. Afgrøftningsrende, "Reita", fyldt med Smaastene, hvorimellem Vandet siver. Ma.

Urdkatt m. = Røysekatt. Lof. (Flakstad).

ureigleg? adj. som har ondt for at komme frem; ubekvem; f. Eks. om svær Hest eller gammel Person i uveisomt Terrain. NGbr.

"Ureip n." A. Tel. Et Skarns Menneske. Hard. Voss, Sogn. – ureipen adj. lig et "Ureip"; ulidelig. Voss, Hard.

ureiseleg adj. uoprettelig, se reiseleg. Li.

urekna adj. uregnet; upaatalt. NGbr.

ure-liten, ur(r)ande l. se ørliten.

urettsluttig adj. ikke retsindig. Tel.

urga (u') v. n. (ar), ængstes; nages; anke paa. Sogn. G. N. urga gnide haardt? Isl. urgur slet Lune.

urga seg v. (ar), hidse sig op = maka Sinne, maka seg. Jæd. (Haa): "u. seg opp". Se urga. – urgast se orgast.