A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

røta (upp) v.a. tage (op) med Rod. Tel. (Mo).

røva (seg burt) v.n. = reva seg b. Sogn.

røva seg v.n. = svinsa. Gbr. Til Rauv.

Røvippa se Rod-. Røvling se Ravling.

Røvl n. Ujævnhed = Ruvl. Indh. (ö). – rövlaat adj. = ruvlutt. Indr.

røvla v. (ar), vrøvle. Jf. ravla. Oslo. Røvl n.

Røyda f. rød Rust paa Korn og Græs. NGbr.: Røye. – røy(e) se røgja.

"Røyder (Røyr) f." A. Røyr og Røy, Ma.; Røe, Gul. Gbr. Hunnen er "Raangnrør" i Innh.; Hannen er "Skiivrør" i Innh., "Nadde" i Dal. – Rørkræde f. liden "Røyr"; se kreda. Nfj. (Honndal).

Røyekuld f. (og m.) Røy-rede. Rbg. Se Kuld.

Røyk m. liden Stak af Neg = Rauk. Rom. (Sørum). – Røykeloo(d) f. Afgrøde opsagt i Røyk. Rom.

Røykaas m. =Randaas. SætV. INfj.

Røykbar m. 1) = Randaas, Rabal, se d. Sæt. VTel. (Vinje, Mol. Laardal, Kvitseid); VAgder: Røygbar (Lauvdal, Fjotland), Røygba (Sygne); ogsaa: Røykjebare Tel.; og: Røykbari Sæt. Tel. (Vinje). Røykbal og Røykjebal Vald. (Vang, Slidre). Røykjebal Gbr. (ifølge Bugge; hos Noreen, Ordlista öfver Dalmålet: Rabbal). 2) et sløvt og dovent Drog, som helst sidder foran Ilden. – Se Røykjebale.

Røykhest m. en flytbar Stang til at hænge noget paa oppe under Taget i Røgstuer. Sæt. Meddelt. – Røykvond m. d. s. Sæt.: "Raaykvaande".

"røykja v.n." A. røyga, røyge YMa. VNed. – "Kvar røykjande Holo", hvert eneste beboet Sted. Gbr. (Lom).

"røykja v. = rauka". A. Sogn.

"Røykjebale m. Rør som fører Røgen fra Lysepladen (Spiikhyllaa) op igjennem Taghullet i Røgstuer. Ndm. G. N. reykbari (-beri) er Aabning for Røgen; af dette tør R.-bale være en af "Bale", Balg, fremvirket Omdannelse.

Røykjebull m. Røgboble, se Bull.

Røykjedemma f. Dynge af fugtige Træfliser, som ved Røgning af Madvarer lægges over Eneren. ØTel. (Sauar).

Røykjestugu f. dvs. Røykstova. NGbr. Røykjetørstugu f. = Badstova. Gbr.

Røykjeteppa f. Røgdække mod Frost. NGbr.

Røykla f. = Rauk. Stjør.: Røkl'.

?Røykomn m. Ovn i vestlandsk Røgstue.

Røykstaang f. Sigar. Namd. -pinne m. d. s.

Røyksvivla f. hed Røghvirvel. Sogn.

Røykvond se Røykhest.

Røyl' f. Vorte, røylaat adj. se Rydel.

Røyl m. Hvirvel: a) hvirvlende Skymasse. Nfj. (Eid). b) liden hvirvlende Fiskestiim. Sfj. Nfj. Sdm.

røyla v.n. (ar), dreie sig skrueformigt; bevæge sig i Hvirvel; mest om Fiskestiim. Sfj. For (v)vreila?

"Røyn f." A. Stjør. "Æg took iil Røyn 'taa di", jeg gjorde en slem Erfaring deraf.

"røyna v.a. 3) prøve". A. "Røyna ^eud adle Vone", prøve omhyggeligt alt som giver Udsigt til Resultat, Dal. "D'æ bære te raayna (el. röyna) hell te søyna (dvs. syna) = d'er betre i Ryne en i Syne; Ma.

"Røynd f. Erfaring, Virkelighed". A. "Han ha Røynd paa dæ", Erfaring om. Foldal. "D'æ bære te Røyndan hell te Sjøyndan"
(se Ryne), vel Genetiv. Dal. Ogsaa: "Bære i Røyn`daa hell i Sjøyndaa". Dal.

"røynd adj. erfaren". A. "Han vart rønnt 'taa di", fik Erfaring om (i) det. Ndm.

røyne, royne, raayne v. dvs. rodna. Sæt.

Røynelauv n. Rønneløv. Hard. (Øydfjord).

Røynetak n. Tag, Greb eller Dyst, som afgiver en Styrkeprøve. Shl. (Kvinnherad).

Røynetre n. en vægtig Stok hvormed man prøver svag Iis. Ma. Fig. om andre Prøvemidler. "Han he eit Røynetree te Kjering", en Taalmodigheds Prøver.

Røynetreve m. "Faa Røynetreven a(v) noko", faa føle Eftervirkningerne af noget; faa svie, bøde, for noget. Ma. (Bjell. Finnsland). Og: Røyntreve Ma. (Holum). Vel til Treve m. Trevl. Se flg.

Røynetrevel og -trevle m. 1) mindste Trevl eller Levning af noget. Ma. (Grindeim, Lauvdal, Øyslebø, Finnsl.). "Dær æ kje Røyn(e)treveln (Raayn-) ett` a(v) dæ", der er ikke mindst Spor el. Rest igjen. Oftere i Fl.: "Røynetrevlan". 2) = Røynetreve. Ma. "Han tænkte han skille gjera dæ gott atte, men jæumænn fekk 'an Røynetrevlan a' dæ!" Til Trevel, Trevle dvs. Pjalt.

Røyr f. rød Tørraadnen i Kjerneveden af Fyrr. Nfj. Sfj. – Røyretre n. og Røyrevid m. Træ som lider af Røyr. Nfj. Sfj.

Røyr-rot f. = Kvika. Ndm. Se A.

Røyr-vid m. = Hundevid dvs. Viburnum? Nfj.

Røys f. Lyske = Røyr. Fosn (Stadsbygd og fl.). Reis Trondh.; Nordl. (A.).

Røys f. et svært og dovent Drog af en Kvinde. Totn, Ringerike, Tel. og fl. "Daudrøys, Dovarøys". Maaske eet med Røys, Stenhob. Ogsaa: RØyse f. Totn. Og: "Røysetroll" n.

røysa 1) v.n. (ar), være eller danne en "Røys"; ligge som en livløs Dynge, ligge og drage sig. Vestfold, Ma. Tildels altsaa = rausa, rosa (o'). 2) v.a. "røys oopp Stæen", samle Stene i "Røys". Ndm. – Et "røyse" = fisa, tør være taget ud af "Røysekatt". Ma.

røyseleg adj. dorsk som en "Røys". VTel.

Røysesmolog (o', o') n. usselt Smaafæ, som kan ventes snart at krepere og blive kastet i "Røysi". Tel.

Røysestige m. smal Græsstrimmel langsmed en opad Bjergsiden liggende "Røys". VTel.

Røysetrast m. Ringdrossel, Turdus torquatus? Tel. (Eidsborg).

Røysetsl n. = Røysesmolog. Sæt. Tel.: -esl.

Røysnastykkje n. Bedrift. Nfj. Sfj. Se Rausnar-.

Røysne f. Bedrift = Røysn. Sfj. (Holsa). "Han gjoore ei goo Røysne".

Røysomn m. 1) en af runde Stene opsat, ikke muret, Ovn i Tørrehuset, "Bassstova". Tel. (Laardal): -ovn. 2) Røgovn i Røgstue. Shl. (Etne).

"Røyspost n." A. 2) Mynte? Vald. Gbr.

"røyta v. (er, te), 1) gjøre raadden". A. Ogsaa: lade raadne. Nordl. "Han ha røytt nee Huusan". Jf. Nedrøytar.

røyta v.a. og n. (er, te), kaste til Siderne osv. = G. N. hreyta. 1) slænge til Side, kaste fra sig; sprede. Rbg. (Aamlid); Tel. "Røyte Myk". "Eg røytte han av Vegjn". "Røyte ein ifraa seg", faa sig En fra Halsen ved Ord eller Vold. 2) stange, især til Siderne; om Kjøer. Rbg. Tel. Ma. 3) figurl.: "røyte ifraa seg", slænge omkring sig ubehagelig, bidende el. fornærmelig Tale; stange omkring sig, bide fra (omkring) sig. Tel. Sæt. Dal. Ogsaa: "røyte uto(r) seg". (Hertil ogsaa: røyta, prale, slaa om sig med noget A.). 4) v.a. "røyta Hov, Kraaka", fælde Hov. Sogn, Hall. røyte seg, om sygeligt Haaraffald, "reke" om det aarlige; Sfj. og fl. 5) "røyta seg inn paa Folk", kaste sig over Folk med Tirren, yppe Kiv. Shl. Ryf. Dette er maaske for reita. Nogle af de foreg. Bett. kunde, med A., lægges til røyta dvs. G. N. reyta (som dog vel heller ikke saa let lader sig afgrændse fra hreyta). – Røyting f. det at røyta.

Røyta f. 1) oftest i Flertal = Klengjeord, Sneidord. Tel. Sæt.: Røytu(r). 2) En som røyter 3) dvs. slænger, slaar om sig med Ord: afbider, overfuser, skryder. Berg. Ork. – Røytebrok f. d. s. Shl.

Røyta f. lad Person; til røyta, lade raadne. Nfj. Røte, Østerd.

Røytaar n. Aar hvori afgrøden skjæmmes af Væde (og Varme). Li. og fl.

Røyte n. raadnende Stof. Vestfold (Hov).

Røytegg n. Æg som er raadnet under Rugning. Ndm.

røyten adj. tilbøielig til at røyta dvs. slænge, stange omkring sig. Tel. Agder, Ork. "Kyyr´i æ røyti".

Røytesvill f. Bjælke som lægges under den eg. Grundstokk, "Svill", og ikke paa Hjørnestenene. Sæt.: -svidd.

Røytevatn n. stinkende og brunligt, jernholdigt, Vand. Dal.

røytvaat adj. gjennemvaad. Østerd.: røt-.

Røyv m. Strimmel; af Lærred, Ager, Skov osv. Nhl. (Hamre, Mo). Vel for Reiv, Svøbedug.

røyv adj. opsvulmet; porøs. ØTel. (Bø, Grandsherad), Ryf. Se A. – røyven adj. d. s. Tel. og fl. Se flgg.

"røyva v.n. (er, de) = ruva". A. Shl.

røyva v.a. (er, de), 1) faa noget til at optage stort Rum, gjøre voluminøs; rive el. ryste op i; sætte eller kaste op i en løs Dynge; omtrent = skrøyva. Rbg. Tel. Ryf. "Røyve Høy", lette Hø op med Riven for at lufte det. "Røyve seg", svulme, bli porøs; om f. Eks. Deig; Tel. (Rauland). "Røyve seg upp", gjøre sig høi og vid (om f. Eks. Kat og Hund); tee sig udfordrende;
opmode sig; = Eng. shake one's self up. "Røyva seg or Sængjo", see til at komme sig op; Ryf. 2) oprive, bringe i Uorden; særlig et Hustag = rova. Dal. (Ogna, Hedl. Hæskestad). "Vinn´n røyve Ta(k)gje". Ogsaa: afrive; og: blotte ved Afrivning; SætB. "Vind´n røyvde av Takj´i". "Vind´n røyvde H^eus´i", rev Taget af Huset. G. N. reyfa (raufa, rjúfa) rive Hul paa, rive, plukke. Nogle Anvendelser (røyva seg osv.) peger ogsaa mod røyva, røre G. N. hreyfa (som vel heller ikke er vel afgrændset fra reyfa). – "De var´e røyvt mæ", Sæt.; se Rov.

Røyva f. en Masse som skroller stort, som "røyver, ruver, skrøyver". Tel. (Kvitseid).

Røyve m. Omfang, Volum = Røyve n. 2) og 3) A. (dvs. Grøde med Hensyn til dens Omfang). Vald. (ØSlidre). "Dæ vart no gild Røyve paa Aakrn i Aar, men inkji stoort Laavefall".

"Røyve n. 1) Ulden af et Faar". A. Reive Ryf. Dal. Nogle Steder, Sogn, Tel., helst (kun?) om den sammenrullede Uldmasse af eet Faar. Jf. Reiv.

røyveleg adj. livfuld, rask og kraftig i Bevægelser, og af et anseeligt, stateligt, Ydre; tildels = drusteleg. Sæt. VTel. (Moland). Til hreyfa + reyfa.

røyvlen adj. opreven, uordentlig = lurvutt. Sæt. "Røyvlen Høystakke".
S.
S er den sædvanlige stemmeløse, "haarde", Tandlyd, frembragt med Tungespidsen liggende hen imod Fortænderne. Stemt, "blødt", S (Z) er ikke fundet.

sa for saman, se d.

Sabb m. 1) en svær tung vældig Karl. Rog. 2) mægtig, rig, Mand. Jæd. Ryf. Sabbe, som adj.: "ein Sabbe Hest", "ein Sabbe Gar", vældig Hest, Gaard. Ryf.

"sabba v.n. (ar) 1)". A. Li. Oslo.

sabbeleg adj. senfærdig; sølende; drikfældig.

sabben adj. 1) tung og regnfuld, om Luften. Ryf. "Sabben i Veere". 2) sølet; om "Føre": tungt. Rf. Gul. Stjør. 3) urenlig og uordentlig. Stjør. Sabbkjering f. "sabben" Kvinde. Stjør. 4) = saven, se d. Stjør.

Sadd m. senfærdig Karl, Odal; Totn: Säⁱdd.

Sadd m., Sadd n., sadde v. se Sall, salla.

sadda v.n.være seen; drøse. Totn: säⁱdde.

"Sadel m. Sadel". A. Sail´e Rbg. (Aamlid). Sal`e fl. Stl. – "Sadelbrugda" f." A. Salbrugde NGbr.

Sadl n., Sadle m., sadla v. se Sall osv.

sa(d)lbaka adj. = sadelfatt (Ndm.). Helg.

sadlen adj. = sadelfatt. Ndm. salin. sadlutt d. s. Innh.: salaat. – safta se saatta.

Sadlfot (o') = Ljofot. VTel. og Sæt.: Søylfoote; SætV.: Saaylefo^ute. – sadlfata v, = ljofata. Tel. Sæt.: søyl-, saayle-.

saftig adj. vældig, mægtig; kraftig = sufta, suftig. Rbg. VAgder, Dal.

saftigt og saftig adv. vældigt; dygtig(t); overmade = suftigt. Rbg. VAgder, Dal. Shl. "Han tog saftig(t) i". "D'æ saftig kallt". "saftig" (adv.) og "suftig" bruges paa de fleste Steder om hinanden, "saftig" mindst.

Sag n. Affald osv. = Sav. Vestf. Bamle, Ned.

Sag f. Gjed; Fiskernes Navn paa den, maaske kun medens de er i Baaden. Vesteraalen. Se Hornskora. – Sagskinn n. Gjedeskind. Vesteraalen. Sagskjel = Geitskjel; en Musling. Vesteraalen. Disse to Sammenss. bruges ogsaa i Land og tekniskt.

"Sag f. Sav". A. Sav VNed.; Säu, Söu SSmaal.; Sau(wgh) Østerd. (og Gul.?).

"saga v. save". A. save VNed., Ma. (Otrnes); säua, söua SSmaal. (Østerd.); saaw(gh)aa Østerd. Trondh. – saga se sagga.

Sagabruk n. Tømmer til Savning. Tel.

Sagahjul f. Hjul paa Savemølle. Tel.

sagd adj. opgiven af Mathed, Lede el. Forfærdelse; = avgjeven, yvergjeven. Shl. (Fitja). "Trøytt' aa sagd´e". "Sagd´e 'taa eit Arbei". Meddelt. Eet med "sakt", eller af segja?

Sagemann m. = Sagmann; et Legetøi. Dal.

Sagg m. 1) tung dorsk og langsom Person. Jæd. Ryf. 2) et Kortspil, enslags 101. Hard.

"sagga v." A. gaa tungt og seent, som En der er træt. Dal. Rbg. Tel. saga d. s. Vald. – Saggje m. En som saggar. Tel. Rbg.

saggjen adj. 1) tung dorsk og langsom. Tel. Rbg. Dal. Jæd. Ryf. Jf. siggen, soggen, suggen; Eng. Diall. sagg. 2) tung af Fugtighed. Ryf. Jæd. Sæt. "Høye æ blöutt o saggje".

Sagmod n. Savspaaner. Trondh. Hard. Shl.: -maadd, -madd, -maa, -ma, -mar, -mo, -moo. Sagmaatt d. s. SHelg.; Sagmugg Østl.; Sagemusk og -mjøl, Dal.; Sagemole n. (o'#-ö) d. s. Nfj. (Breimn); Sagsjaks Gul.; Sagtafs Trondh.

"saka v.a. 3)" A., bortkaste et Kort virkningsløst f. Eks. idet man ikke bekjender
Culør. Østl.; Trondh. og Gbr. saakaa. "Saka burt".

"saka(d) adj. skyldig". A. saakaa Østerd. Gbr. "Saakaa ha(r) inkje seia". 2) ude af Stand til at klare sig (overh.). Strinda, NØsterd. (Kvikne).

saken adj. = saka 1). Innh. (Skaun, Leksvik), Romsd. (Eid). "Han kjæⁱnnt' seg sakjin". "Sakjin Mann æ snart fallin".

sakfallen adj. = saka 1). Østerd. og fl.

Sakk n. 1) Sænkning, Fordybning = Søkk, Sokk, Sukk. Jæd. 2) Sammensynkning formedelst Rystelse = Diss i Kroppn. Sogn. Jf. sekka (sikka).

Sakn m. Savn. Sfj. "Da saag ingjen see noken Sakn i". Sakn n. d. s. Nfj. Sogn, Nhl. Ned. og fl.

"sakna v." A. saktne Østl. (Ring. og fl.).

Saknand n. Savn. Hall. (Aal). "Dæ va kji større Saknande i di".

saknesam adj. som efterlader Savn. Jæd.

Saks f. Par af Tagbjælker eller Sparrer, "Rastar", som mødes i Mønet; mest dog om Tagbjælker som er fæstede i en Bjælke der gaar fra Langvæg til Langvæg: Saksebjelke el. Saksestokk m. Saksebænk m. lodret Støtteindretning under "Saks". Østl. (Rom. Smaal. Vestfold, Ringerike og fl.). Rom.: Soks (aa). Vel eet med Soks, en Saks.

"saksa v. hakke". A. SætB. 2) "s. Høy" = kjemba. Hard. (Odda, Ullensv.). Hertil: Soksa (o') f. = Kjemba. Hard.

Sakse m. Navn for a) Narthecium, "Vallsaks", og b) Tofieldia, "Fjellsaks". Helg. (Brønnøy, Velfjord, Tjøtta).

Saksebenk, Saksebjelke se Saks.

saksutt adj. om Hud: sprukken og øm. Hall.

Sal n. Salg. INfj. "Kjøp aa Sal". "Dæ vart ikkje noke Sal 'taa di". G. N. sal.

sal adj. 1) bleg mat og uklar, om Farve. Røldal. "Dær æ so sal´e Lit paa Hestn". 2) graableg og mat udseende, om Folk. Røldal. 3) kraftløs, svag; ringe. Ryf. Nærstrand. "Sal´e Kost". "Sal´e Kar". "sal-leit". Ang. salo, Eng. sallow om graalig Ansigtsfarve. G. N. Sölvir (Solve, Sal(l)vi, Salve), Navn. Jf. sval.

sala v. (ar), bevæge sig dorskt og langsomt = draga seg. Shl. Nhl. Li. (Eikin), Sogn, NGbr. (sale). "Han gjekk dar aa sala heile Dagjn, da vart kje noke mæ 'an". "Ho kom salande seint aa siia". "Koor længje vil du gaa dar aa sala, kann du kje varta færige?" – sala seg d. s. Sogn, Voss, Nhl. Shl. "Sala deg no i Veg (ao)!" "Æ du kje goo te sala deg sta (fram) eingaang?" Kan neppe være sadla.

sala av v.n. (ar), aftage, stilles = salna, salla. Gbr. (Vaagaa). "Vinn´n sala aav".

salja (til) v.n. (ar), fare frem, fare til; slaa til; = smella til, klemba til. Sogn, Nhl. Shl. "Eg hadde so nær salja tee o brote Breev´e". "Salja tee kvarandre". Maaske fremmed (Eng. sally).

Sall m. og n. 1) fiint meelagtigt Belæg: a) Meelstøv i Møller. Shl. (Stord, Fitja): Sadl n. b) Støv og Sliim som under Meining lægger sig paa Lee og Hvæssesteen. VTel. (Vinje, Skafsaa, Høydalsmo): Sadd´e og Sadd. Og: Sedd m. Tel. (Selljor og fl.). Se fjalla. c) indtørret Sved paa Sæletøi = (Heste)sigg. VTel. (Moland): Sadd´e, "Silesadde". Jf. salla, Salle. 2) Bundfald, som af Kaffe. Ned.: Sadd.

salla v.n. (ar), 1) afgive "Sall" el. "Salle". VLi. Dal.: saddla. "Dæn Kvednæ æ so vunn´e te saddla". 2) salla seg: belægges med "Sall". VTel. "Ljaar´n saddar seg moot Uveir". "Bryynestein’n saddar seg". Ogsaa: sedde seg; Tel.

Salle m. 1) Meelstøv = Sall. Hard. Shl. Ryf. Jæd. Dal. og VLi.: Sadle. Ogsaa om Kartoffelmeel; Hard. Isl. hveitasalli, modsalli. 2) klæbrigt meelagtigt Bundfald. SætB.: Saddi.

sal-leit adj. gusten = sal. Røldal.

sallen adj. 1) lig "Salle"; for fiin, om Meel. Ryf.: sadlen. 2) belagt med "Sall". Tel. "Ljaa´n æ sadden".

"salna v. stilles". A. VAgder, VTel. (Mo).

Salmundssteik? f. Milt = Piltasteik, Ramnasteik. Tel. Røldal, Ryf. Jæd.: Salmoons-. "Salamonsstykke" n. d. s. Vestfold.

"salta v.a." A. 2) traktere med Salt. Tel.

"Salta f." A. Især en Jordplet med en bitte liden Vandaare og opskudt Mudder i Midten; søges, for sine Salte, gjerne af Fæet. Smaal. (Askim, Spebberg, Rygge, Borge): Sälte. Jf. Sylt, Sylta.

saltbiten adj. 1) let saltet. Li. 2) angreben af Salt. Hard. (Ullensvang).

Saltblekkja f. = Saltgras (Østl.). Østl. Num. Hall. Ogsaa: Sylteblækker f. pl. og Syltegras (Østl.), hvilke dog oftere synes at bruges om Calla. Jf. Griserot.

Salthella f. Steenskive hvorpaa strøes Salt til Fæet. Gbr. – Saltstein m. d. s. Gbr.

"saltilen adj." A. SHelg. "S. som Geitmilk".

Saltlaup m. Æske til Salt. Ring. Gbr.

saltmild adj. lysten paa Salt; som lader sig hidlokke ved Salt; om Husdyr. IRyf. Tel.

Saltposar m. pl. Doglæp paa Kjøer. Tel.

saltslid adj. = saltmild. Tel.

"salva v." A. "salva til ein", slaa. Nhl.

"sam adj. samme". A. samre Østl. soommaa Ndm. "Han æ sam sin Kar", han er uforandret; Ma. (Holum); usikkert. Ofte: "Han va sin same"; VAgder. "Dæ he sta'e mæ sitt sama", det har staaet paa samme Standpunkt; VAgder. "D'æ sam saa tiiss", d. s.; Dal. Jæd.; maaske for: d'æ dæ sama saa æ tiiss".

sama adv. = lika. Sogn, Nfj. "Han va sama hænt´e" = lika hendt. Ogsaa: dæ sama, de same, ligefuldt, alligevel; Hall.
Tel. (Selljor, Mol.). "Ho kaam de same"; Mol. "Dæ gjekk dæ sama", det gik ligedan. Vald. G. N. it sama ligeledes.

"sama v. passe, sømme". A. 3) harmonere med. Rbg. Tel. Ma. "Han samar rektig den Trøya", den T. klæder ham godt; Tel. 4) sama seg, opføre sig passende. Rbg. "Same seg, d'æ o føre seg etti sum Fo^ukki fere fyri".

samaleg adj. = sameleg. Tel. 2) velopdragen, tækkelig. Tel. 3) harmonisk; anstaaende. Sæt. og VAgder: sameleg.

"saman adv." A. "alle samle", Ma.; "äⁱlle sooma", Totn; "adde sa`me", og "adde sam", VAgder. – sa, Hard. "adle sa"; "baoe sa", begge to, Hard. (Ulvik); "da hæng kje sa".

samblakk adj. eensfarvet rødblakket uden det mørke i Hale, Ryglinje og Man. Li. Dal.

Samblakk m. og Samblakka f. = samblakk Øyk. Li. (Eikin), Dal.

Samblanda f. Omgang = Samlag. Sæt.

samblind adj. nærsynet og derfor plirende. Hedm. SGbr.

samboren adj. født af samme Forældre. Ma. (Bjelland, Holum). "Samborne Brø´a".

sambreida v. brede Høet jævnt ud over det hele afmeiede Terrain. Hall. – sambreidd eller sambrei(d)a adj. = sibreidd, einbreidd. Hall.

Sambreida f. 1) = Jambreidsla. 2) = Sibreidsla. Hall.

Sambreidsla f. = Sambreida. Shl. Rog.: -tla; Hall.: -hle.

sambugen (u'-jen) adj. = ibogen. Tel.

samdragast v. recip. (dregst, drogst, dregest) kunne arbeide sammen; samvirke; enes. Tel. "S. mæ".

samdrukken adj. gjennemblødet, -vædet. "Joori æ samdrukki". Tel. (Selljor).

Samdutt n. smaat Samarbeide; Pusleri sammen. Shl.

samdørt adj. om Huus, som har Indgangsdør fælles med et andet. Hard. (Ulvik).

"Same m. rigtig Skik osv." A. Rbg. Ma. "Fysst äen fere de minnste gali i Sogune, heve de ingjen Sami".

sameinast v. recip. (ast) forliges, enes. Ryf.

sam-et adj. som æder lige raskt og meget som en anden. Sdm. og Romsd.: -et (e', ee, og æ); Ndm.: -it. "Du kann ikkje gje dæm saman, dæm æ kje sam-it". Se et.

samfelt adj. fælles. Shl. Hard. "Samfelte Beite". – samfeltes adj. d. s. Shl.

Samfeng n. Blanding; ikke sorteret masse. Særlig: urenset Hør. VNed.

samfengen adj. ikke nøieseende. SætB. "Ho æ samfængjæ i Matstelli".

Samflote. Kun i: "roo (sigla) i Samflote", holde Følge under Roning. ISogn (Lustr, Aurland, Hafslo). G. N. hafa samflot (n.) eller samflota (m.), d. s.

Samgang m. Omgang med hinanden. Jæd.

samgjor (oo) adj. jævnt moden. Hard. Og: jamgjor.

Samgjætsla f. Fællesskab i Fævogtning. Tel. (Rauland, Laardal): Samgjæsle.

"samgraa adj." A. Tel. Sæt.

"Samhald m." A. Ndm. Samhaldsstokk m. d. s. Nfj. Ndm.

samhogga v. afskove fuldstændigt, reenhugge et Skovstykke selv for Krat. Sfj. (Jølstr).

samholdug adj. = samheldig. Hall.

Samkoka (oo) f. = Gumbe. Tel.

Samkoma (o') f. Sted hvor Gjenstande mødes; Fuge el. Sammenfældning = Samkoming. Vestfold. Se A.

Saml n. Sammenhæng, Rede; sund Saus. Stjør. "D'æ ittj naa Saml paa di".

"Samlag n." A. Ndm. samlaga v. Sogn.

samleggjast v. recip. (legst, lagdest, lagst) = samlaga seg. Nhl. Sogn. samleggja seg d. s. Sogn, Nfj.

samlita adj. eensfarvet. Hall. Sogn, Tel. samlitt, Sæt.

Samljod n. Harmoni. I Skrifter.

"Samloga (o') f. Fællesskab". A. Tel. VAgder. 2) Sammenlægning, Sammenskud. Rbg. Dal. og fl. Samlogsdrykkja f. Sammenskudsgilde.

Samlog(e)beite n., Samlog(e)bud, f., Samlog(e)heid f., "Beite osv., som er Fælleseiendom. Ma. Rbg. Tel. Samlogeskog m. Skog osv. Shl.

Samløypa f. et Træ, en Fyrr, hvori "Adel" og "Geita" gaar i eet. Sogn.

Sammeld m. Mel af "samfengt" Korn. Gbr. (Vaagaa).