A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

sjølvviljug adj. frivillig. Rbg. (Aamlid): sjaviljug.

Sjølvvisbekre m. stiv og tung selvklog Person. Ndm. Sjølvvisplog m. d. s. Ndm.

sjølvvitande adj. 1) = sjølvsagd. Sæt.: sjavitandi. 2) bevidst. Tel. "Ikkje sjavvitande", bevidstløs.

Sjølvvok f. selvdannet Hul i Isen, mest om Vaaren. Smaal: Sjølvaak.

sjølvvoksen (o') adj. som har sin Vækst (Skikkelse) af Naturen, ikke ved Kunst. Tel. "Sjavoksen Krook paa Tre"; Selljor. sjavuksen; Vinje. Gbr.: sjølvuksin.

Sjølvvyrda f. selvtillidsfuld hensynsløs osv. Person = Sjølvsvyrding; se d. Ryf.: Sjølvøra; Dal. (Sokndal): Sjælvyyra. – Sjølvvyrding m. d. s. Senja og Vesteraalen: Sjølvøring. – sjølvvyrden adj. selvtillidsfuld osv., lig en Sjølsvyrding. Salten: sjølvøren. Ogsaa: sjølvørsk, Senja.

Sjøl(v)øyskodd se sjolegen.

"Skabb m." A. Vald. Bamle, Sogn.

skabba v.a. (ar), befrie for Skjæl. Ndm. (Halse og fl.). "Skabb' Fisk".

Skabbe m. svag Forhøining paa Marken med tørt tyndt og stenet Muldlag. Sogn. – Skabbebakke m. høitliggende "Skabbe". Bamle. – Skabbehaug m. Høi, hvis Overflade er S. Sogn. – Skabbeteig m. Teig bestaaende væsentlig af S. – skabbutt adj. fuld af S.; "skabbe-"agtig. Sogn.

[Skabjælke m. Maske. Vesteraalen. Skabilken?

Skad m. et af Rovdyr eller ved Ulykkestilfælde dræbt Husdyr. Shl.: Ska.

"Skade m." A. "Ha Skaen tapt", Vestfold (Dramn); A. – "Skade" er tildeels Manddrab i Sammensætninger. Vald. – skasnar adj. meget snar. Ndm. ska-lu´gum, NGbr. – "Ska(d)-" bruges i NGbr. Ndm. Romsd. ogsaa i Sammensætn. med Subst. om det Overordentlige. Se i d. flg.

Skadebul (u') m. En som gjør Skade, Fortræd; ogsaa: En som stifter Fortræd. Nfj. (Stryn og fl.): Skadebul(e); Nfj. (Gloppen): Skadeböle og Skaböle (ø?).

Skadebyrsa f. Gevær som har dræbt Menneske. Vald.: Ska-.

Skadedaude m. = Saknaddaude. Oslo: Skaedöue (-æue); A., Ndm.: Skadäue.

Skadedraap n. = Saknaddaude. Vald.: Ska-.

Skadedyr n. Dyr som har dræbt Menneske. Vald.: Ska-.

Skadedrep (e') n. = Skad. Shl. Hard.: Ska-.

Skadejarn n. Jernredskab hvormed Menneskes Død er voldt. Vald. (Vang, SAurdal): Skajødn.

skadeløypa seg v. rende saa man fordærver sig; mest om Skirend. Tel.

Skademann m. 1) Drabsmand. Vald. (hele): Ska-. 2) Fader til uægte Barn. Østerd.

Skaderøyk m. Røg af Skadeild. Vald.

Ska(d)felle n. 1) et uheldigt, slemt, Tilfælde. Nhl. Ndm. "Eit Skafedle i Haandæ"; Nhl. 2) Beskadigelse; beskadiget Sted, f. Eks. paa et Træ. NØsterd.: "Skafælle". G. N. skadfelli. – skafeldig adj. beskadiget. Shl. Formen synes paavirket af D. brøstfældig.

Ska(d)føre n. udmærket Føre. Ndm. Gbr.

Ska(d)hovud n. overordentligt Hoved; o. Begavelse. NGbr.: Skahu´gu.

Ska(d)kaup n. udmærket Handel, udmærket Affaire. NGbr. Se Kaup.

Ska(d)murvelt(a) f. meget stor Bedrift; stort Spektakel. Ndm. Se Mordveitsla.

Ska()tyna f. stor Ødelæggelse. Ndm. Romsd.

Ska(d)øyk m. udmærket Hest. Gbr. Ndm.

Skafelle se Skarnfelle.

Skafn, Skafning se Skaplund.

"Skaft n." A. 4) kort Reb som danner Haandfang; f. Eks. "Grimeskaft". Østl. Skjefte n. d. s.

Skafte m. et med Skaft forsynet Kogekar af Steen. NGbr.

"Skagge m." A. Ma. Hard. 2) øformig Rest af det lodne Dække paa en forøvrigt raget (afmeiet) Flade; gjenstaaende uslaaet Græsplet eller uskaaren Agerflæk. Tel. (Kvitseid og Ø-.): Skajje; og Skægge. (Skägge), ØTel. "Høyska^dj^dje", Hard.

Skak n. 1) Indretning til at skage Liin. Østl. 2) noget som er løst i Sammenføiningerne, noget brøstfældigt. Hard. "Ait Skak te Kjerra". 3) særlig: et moralskt brøstfældigt, lidet agtværdigt Menneske. Hard. Smaal. (= ei Fløifille). Skjaak n. d. s. Østl. Skaak n. d. s. Østl. (sjelden); Bohuslän.

"skaka v.a." A. Inf. skaakaa Trondh. Østerd. Gbr. Præs. skæk´r Rom. Odal, Solør; skæk Hedm. SØsterd. Trondh.; skeek Trondh.; se gala. Supin. sköki (og skæki? Rom. og fl. "3) øse". A. "Skaakaa neepaa (Kaggjin) = skaka upp; Gbr.

Skakakjering f. = Skakstekjering. Rom.

Skakar m. en "Ryster". a) om en tør Vind som lufter godt i Hø el. Korn. Jæd. b) = Skaketein. Jæd. Rom. A.

skakaskilt? adj. n. ujævnt, ustadigt, upaalideligt, usikkert; et Slumpetræf. Ndm. (Aure). "D'æ skakaaskjelt mæ Vee`ra, mæ Fi`skja" = "Haappaaglaappaa", se Glopp. Første Deel synes fremgaaet af et Skakaa f. = Skoka (som Kaaraa = Kora); det hele er maaske: skilt (ostet, klumpet) ved Skaka, Skoka (Rystning), om Mælk. skakaaskyttaa d. s. Ndm. (Aure); skaakaaskjøtt (og y), Gul. (Soknedal), Østerd. (Trysil, A.); det "tykke" L er udjævnet med T, skaakaa er skaka v. eller Skoka f. (som Kaanaa af Kona, Gul.); skukuskylt STrondh. (Uppdal); skukuskjøtt (og y), NØsterd. (Foldal, Tynset), Røros. "D'æ s. aa finne'n heeme", det er et Slumpetræf at finde ham hjemme.
skuku(l)skjøtt ("tykt" L som vil jævne sig ud med skj'et) d. s. NØsterd. (Tynset). skuklskjøtt d. s. Østerd. (L. E., Rendal). Ligesom til Skokul. – Skukuskjøtt m. og -skjøtte (og y) f. upaalidelig vægelsindet Person. – Neppe nogensteds lyder s^tkj, uden maaske i Ndm.; eller sj.

skakaal adj. dvs. skakall. VAgder. skaakaal Rbg. (VTel.). – Skakedrykk se Skoka.

Skaketre n. = Skakfløyg. Smaal.

Skakevol (o') m. = Skaketein. Ma.; Ryf.: Skagvol; Hedm.: Skaakool.

Skafløyg m. Teen at skage Liin med. Follo, Smaal.: -fløy. Skakkniv m. d. s. Follo.

"skakk adj." A. "paa skaakko", skakt. NGbr.

Skakk m. en steil og noget høi retvinklet Levning af en vandret Masse, = Stett m., høiere end Pall, Bedde; jf. Skagge. Senja. "Torvskakk". "Dæ staar naaken Skakka att i Myyr'a". "Høyskakk".

skakka v.a. og n. (ar), forandre Forholdet; gjøre Forskjel eller Forandring for En, særlig til hans Skade; afficere; gjøre En noget; skade. Shl. Rog. VAgder, Rbg. (Aamlid), VTel. (Moland). "Dæ skakkar 'kje ein rike Mann om han misser eit Au(g)a"; Shl. Ryf. Jæd. Aamlid. "Dæ skakka kje ein rike Mann paa eit Öua"; Dal. "De skakkar meg kji"; Tel. "Dæ skakkar meg eitt!" det kommer midt ud paa eet; Ryf. "Dæ skakkar kje deg aa gje bort dæ". "Geit´an skakka kje Skogjn"; Li. (Eikin). G. N. skakka, gjøre ulige.

Skakkauga n. skjævtseende Øie. Jæd. og fl. "Sjaa mæ Skakkaugo", see skjævt (til noget).

skakkhalden adj. = skakkhald. SHelg.: -hallin.

skakkhyrnt adj. med skjæve Horn. Dal.: -hynnt.

"skakkjøyrd adj." A. Ndm. og fl.

Skakkri n. de spiselige Smaadele som fjernes fra den Fisk som skal tørres: Hoved, Finner, Indmad, )( Skarnri dvs. Indvolde. Namd. SHelg. -ri er vel den T. Endelse.

skakksprent (ee) adj. om Ko og Kopatter som sender Mælkestraalen skjævt ud. Sæt. Se sprena.

Skakkstyr n. 1) slet Styrelse, Uorden. Sogn. "Da gjekk pao Skakkstyyr". 2) Redskab, Baad eller Slæde, som ikke vil gaa ret frem. Ma. Rbg.

skakkstyreleg adj. og adv. uordentlig. Sogn.

skakktygla? adj. "skakktylt (yy)" = skakkkjøyrd, om Hest. Dal. Af Ty-el dvs. Tygel.

Skakle m. 1) Skaglestang paa Arbeidskjøretøi. Stjør. Strinda. 2) hele Dragtøiet. STrondh. Stjør. Jf. Skokul, Skokle.

Skakst m. Skagning af Liin. Solør. Og Skakstr. – Skakstefløy m. = Skakfløyg. Smaal. – Skakstekjærring f. Kvinde som skager Liin. Smaal. Solør. – Skakstestool m. et Stillads hvorover man skager. Skakstool m. d. s. Smaal. Se Skoka.

skakutt adj. = skakall.

Skal n. 1) det Vragede. Hard. Voss. "Ha(va) Vale o ta(ka) Skale". 2) Minkning; Formindskelse; Indhug. Follo, Smaal. og fl. Tildeels: Skäl. – Skal se skalteent.

"skala v.a. (ar), 1) skrælle". A. Rom. Om Kartofler. "2) udplukke". A. Dal. "Skala ^øu(t)d dæ besta". Ogsaa: udplukke det ringeste; slaa Vrag paa, vrage. Hard. Voss. 3) v.n. skrælle tykt; tage stærkt til; formindske; ogsaa: minke. Rom. Follo, Smaal. Vestfold, Ringerike, Totn, Odal og fl. Overalt: "skala" og "skäla", saa at det vanskeligt kan være skarda (som maa lyde: skale, altid med ikke palatalt A). "Skala jupt". "Du ma inte (ikke, itte) skäla 'ta dæ Æmne". "Skala 'ta Joolhäu'n". "Dæ skala ha(r)t paa dæ". "Dæ har skäla paa Høysta'n". Ogsaa: "De bejynner aa skalas paa Oost´n"; Rom. Follo.

skala v. (ar), 1) faa Opstød; især faa Munden fuld af Vædsker ved "Hugbit". Shl. (Strandebarn). 2) kaste op; især om Smabørns Opkastelse af Mælken. Ryf. Dal. Sæt. Ma. Jf. skjelja, skjeela.

Skalda f. mindre Hampebrage hvorpaa Hampen bliver skalda dvs. fiinbraget. NGbr. (Lom, Vaagaa): Skäⁱlde f., skäⁱlde v. Se skalla, A.

"skaldra v. skramle". A. "Skaldra paa Tresko", gaa skramlende. Shl. 2) klappre. Røldal. "Eg fraus so Tænnedne skaldra i Haus´n".

skalkjeleg adj. skjelmsk. Ma.: -lig.

Skalkmerke n. Spor af tilføiet legemlig Skade. Indr.: Skälkmærkj.

"skalla 1)". A. skadla SBerg.; skaⁱlle Sfj.

"Skalle m. 1) Pande". A. Gbr. Oslo, Smaal. "3)". A. Skadde kan være "ein flat´e Moog´e som æ tjurrlænde o harbeitte"; Tel. (Rauland). 5) en afhuggen Bjælkeende. Nfj.

Skalleband n. Pandebaand i Bidsel. Oslo.

Skallereim f. = Skalleband. Totn, Oslo.

Skallfrøs f.? tyk Skinhue som er til at bøie ned om Hovedet. Stjør. Skalfrøshuuv(a) f.d. s. Trondh.

Skallturklæde n. Pandetørklæde. Gbr.

skaltennt adj. om Hest som lider af "Skaltenner" (A.) eller Skal. Sogn, Vald. Land. Totn, Oslo. Tildeels Skäl; Østl. "Skal" forklares om Beenudvækster paa Tænderne. "Skaltenner" forklares dog ogsaa som en Tandrække der er ujævn og brudt, idet Tænder ligger over hinanden eller mangler heelt eller deelviis. Smaal. Vestfold, Oslo, Totn. "Skal" kunde derfor synes paa nogle Steder at være for "Skard". Sogn kunde have laant Ordet fra Vald. Men "Skäl" gjør Vanskelighed; se skala. Jf. derfor Isl. skal? skjal, D. Dial. Skøl, Sv. Dial. Skaul dvs. en Sygdom i Hestens Tandgjerde.

"Skam(m) f." A. Skaamm, VAgder. 3) ondskabsfulde fornærmelige Ord, "Skamord".
Ndm. "Du æ full 'taa Skamm!" Skammadall m. og Skammapose m. En som er fuld af "Skamm". Ndm.

"skam(m) adj. kort". A. skaamme (seea), for kort Tid siden, G. N. skömmu; Tel. (Vinje; meget sjelden). "Dæ he voore kallt te skamra Stunne", lige til nys, til for nylig; Dal. (Ogna), Jæd. (Time). Genetiv (Fl.)? "Te Skammdar Stunnedn", d. s. Ryf. "Før(e) Skammdar Stunde", for kort Tid siden. Shl. Se flg.

Skammde? m. "De vart´e (bläiv) Skammden ti Kast", der blev et fælt Spektakel. Sæt. "Skammden ti Slag", forfærdelig haardt Slag. Sæt. Ogsaa: "ä(it) Skammde Slag". Sæt. Og: "äit Skamm ti Slag", "ä(it) Skammsens Slag" = "Fant´n (Fanden) ti Slag"; jf. Sv. Diall. Skamm m. hin onde. "Han aat seg te Skammdar", foraad sig. Tel. (Vinje, Høydalsmo og fl.), Røldal, Ryf. Shl. "Aat seg ti Skamde" d. s. Tel. (Mol.). Jf. te Endar. "Koma te Skammdar", komme til kort saa man har Skam deraf (saaledes forklaret); Ryf. Røldal, Shl. Ogsaa: blive til Skamme; Shl. Ryf. "Koma te Skammdar", om at komme til Bryllups med for liden Sending; Røldal. "Eg vil no kje gaa te Skamdar i Lag mæ Folk", f. Eks. med for daarlige Klæder; Røldal.

Skammdebod (o') n. uanstændigt Bud; u. Tilbud. Tel. (Selljor). "Skamdemein", haanende Fortræd? Landstad 611.

Skammde-ord n. fornærmelige, haanende, Ord. VTel. (Kvitseid). Skandool n. d. s. henkastede Haansord. ØTel. (Sauar, Hjartdal, Heiddal). Vel M > N foran D. Jf. dog Skar(n)sord. ØTel. (Sauar, Hjartdal, Heiddal). Vel M > N foran D. Jf. dog Skar(n)sord.

Skammdevit (i') n. Æresfølelse; Undseelse. Sæt. "D'æ kji Skammdevit i 'o". Skammvit n. d. s. Ndm. (Tingvoll): -veett.

skammeta seg v. foræde sig. Tel.

"skam(m)fara v.a." A. Ma. Tel.

Skammfedla, -felle se Skarnfelle.

skammferda v.a. (ar), skamfærde, fordærve = skamføra A. Tel. (Laardal og fl.): -fære; Østl. (Oslo og fl.): -feere (vel af D. skamfær(d)e; som leese for læsa; ofte betonet som reje´re); -føra og -e, Ma. (Bjelland) og Rbg. (som Føør < Ferd, Høør < Herd); oftest (er, de) ved Ligedannelse med føra.

skammfull adj. 1) skammelig; skamløs; forvorpen. Tel. Agder. 2) fuld af onde og fornærmelige Ord, "Skamm". Ndm. – skammfullt adv. skammeligt osv.

Skammfylla f. Person hvorved der klæber megen Skam; forvorpen Person = Ukjura. Ryf. (Jelsa; D. F.): -fydla.

Skammjenta f., -kar m. udmærket Person som overtræffer, gjør til Skamme, alle andre; jf. Skjemma. Shl.

skammleg adj. beskjæmmet, skamfuld. Ma. (Aaserall), Tel. (Moland) og fl. "Han stoo der so skammlege"; Tel.

skammljuga v.n. og a. 1) lyve voldsomt. 2) fralyve En Æren. Hall. "Han vart so skammlogjen".

Skammplagg n. Stymper = Daase. Helg.

Skammskaak f. (Fl. –skjæk´r), kort Skaglestang som tilhægtes paa Siden af en anden, ved Dobbeltspand. Strinda, Ndm.

skammskoten (o') adj. fordærvet ved et Skud. Rbg. Tel. "Hest´n haltra som ein skammskoten Jase".

skammskvetta v. (skvatt), faa en fordærvelig Rystelse, især af Skræk. Tel. (Sel. Kv.).

Skammstund f. Øieblik. Innh. (Beitstad og fl.). "Han æ her paa Skammstunn(a?)", vil være her paa Øieblikket. "Ho kom retteli i Skammstunn'n", netop nu. "Ho hi no levt te Skammstunn'n", netop nu. "Ho hi no levt te Skammstunn'n", til nu nys.

skammt adv. kort. Lof. (Borge). "Anti æg lev læng ell skammt". Se A.

Skammtik (ii) f. Kvinde som er ublufærdig og slem, især i Munden. Helg. Jf. Skamm 3).

Skammvette n. skjændig Person, Udskud. Shl.

Skammvit (i') n. Æresfølelse = Skamde-.

Skamvyrda f. forvorpen Person. Ryf. (Vass, Nærstrand).

skammvælen adj. aldeles vaalen. NØsterd.

skammørt adj. som bruger "Skamord". Trond.

?skamseleg adj. som bruger mange (urolige) Fagter og Ord. Sæt. (Bykle). Se Skoms.

skana? v. (ar). skaanaa, fare om i nysgjerrig Uro = skopa; om Børn og Fæ, især Kjøer. NGbr. (Fron, Vaagaa, Lom, Lesja). "Skaanaa aa glaame". Dog ogsaa: "Han flyyg aa skaanaa eettee Førkjom". Maaske: skaana, se d.; som raakaa for raaka.

Skangl m. lang uformelig og usmidig Figur. Dal. Skaangl m. d. s. Dal. En "Ska(a)ngl" behøver ikke at være "sjanglen"; Dal. – Skaangr m. omtr. d. s. Li. (Bakka). Jf. flg.

skangra v.n. skramle; klappre. Ma. Jæd. "Eg fraus saa Tænnan(e) skangra". Ogsaa: "skangra o froosa". – skangren adj. som medfører Skangring f., at det stangrar. "Skangren Veg; s. Karjol". Sv. og D. Diall. skonga, skongra, skangra, skångra, skungre dvs. runge.

skankeleg, skankjen, skankete se skonkutt.

skansa v.a. jævne: reenklippe, reenhugge, reenmeie; omtrent = skanta 2) og 3). SætB. VNed. "Skanse av Ækra". "Skanse Stokka". NSv. Diall skans(a), tilhugga.

"Skant m. 5)". A. Hard. Jf. Ølskant.

"skanta v.a. 2)". A. "skant(e) tee", tildanne et Emne; Trondh. "skanta kringum noko", jævne paa alle Kanter; Ryf. "3)" A. Røros og fl. – skanta seg v. kvæste sig let. Ryf.

skantande adv. "skantanes lik", saa lig som om det andet havde været Mønstret. Ryf.




Skantarbeide n. forelagt Arbeide. Sogn.

"skapast v. komme sig". A. Romsd. 2) faa Skik, blive ordentlig. Hard. skapa seg v. komme sig. Ma.

Skapelyte n. Lyde i Bygningen, i Tildannelsen, i Udseendet. SætB.

Skapeluna m. se Skaplund.

Skap-lag n. forelagt Arbeide = Lage; Pligtarbeide. Ndm. NGbr. Romsd. Fosn, Stjør. Gul. "Langt Skaplag", lang Lekse. "E took dæ rekti paa Skaplag", foresatte mig at have det færdigt til en vis Tid. "Dæm sætt' se paa Skaplag". "E hi dæ paa S.". "Haa Skaplag mæ naagaa", have sin fulde Hyre med noget. NGbr. (Lom). Mange St. opfattet som Ska(de)plage, stor Plage. – Skaplagarbeide n. = Lage. Ndm. G. N. skaplag hvad der rettelig paaligger En.

"Skaplund? f." A. "Ein goo´e Skapeluna" m. Sfj. (IDale). "Skafn?" og "Skafning", d. s. for Skapning; NØsterd.

?skar adj. om Snee med frosen Skorpe. Jæd. (Gjæstal). "Snø´n æ skar´e". – skaren adj. d. s. Dal. – skar se skula.

"Skar n. 2, Tande". A. Jæd. VAgder, Tel.

"skara v.a. 1)". A. Vald. "3)". A. Ned. Jæd. "Kann du kji sitje äit Bil? Du æ sum du va skara i Ell'n", saa urolig; SætB.

skara? v.n. (ar), gnistre = tandra. Innh. (Stod, Stjør.). "Æg sloo mæg saa Æⁱll'n skaaraa för (fär) Öughwaam (-om)". "Han kjöurd' saa Æⁱlln skaaraa", el. "saa dæ skaaraa ette". Maaske til Skar 2.

Skarabroddar m. pl. Braadder til at gaa paa Sneeskorpen med. Voss.

Skaraflerre f. Stykke Sneeskorpe. Tel. Se Fledra.

Skaraføre n. = Skareføre. Ryf. Skarfør f. d. s. Sfj.

Skarahopp m. Hare af Aarets første Kuld. Ndm. Til Skare, Sneskorpe.

Skaralaup n. = Skorfeste. Tel. (Laardal).

skaralaupa seg v. (løyp´e løp lope) = skorlaupa seg. Tel. (Selljor, Kvitseid). Til Skor f. Afsats, Fl. "Skarir", Tel.

Skaraljøs n. = Skardljos. Sogn (Aurl.).

Skararjupa f. = Fjellrjupa, Lagopus alpina. Hard. Skar(j)upe Gbr. Skarvrype Østerd.

Skarasnjo m. = Skare. Ryf. -snø. Skarsnø d. s. Dal. Se skar adj.

Skard? n. Hestesygdom = Skal; se d. STrondh. og Ndm.: Skar og Skal (tykt L). (I en meget stor Deel af STrondh. og Ndm. lyder rd som R). Man "slær" Hesten for "Skar" med Skarjarn n. – Skartagga(r) m.pl. Beenudvæksterne ved "Skar". STrondh. Ndm. Skälpigger m. pl. d. s. Totn, SGbr.

skardbit adj. om Hest med Aabning(er) i Tandgjærdet efter Udfald af Tand (Tænder). Vald. (ØSlidre? Vang, hvor rd bliver R): skarbiit.

skardekst adj. om Ager hvis Aks er fulde af "Skar(d)" eller korntomme Rum. Li.

Skardfor (o') og Skardfora (o')? f. Torden. Seer ud som et *skardför: Tordenveirene farer gjennem Skardene eller viser sig (selvfølgelig) først i dem. Bruges mest i bestemt Form og lyder: Skarfor (ö#-aa), bestemt: -a, Romsd. (Vestnes, Bolsøy). Skarföre (el. ø), bestemt: -aa, Romsd. (Eid, Veøy); Skarforaa, -faaraa Ndm. (Kvernes, Halse, Tingvoll); Skalfaaraa (tykt L, maaske ogsaa "-fooraa"), Ndm. (Aure, Kvernes og fl.). (Et anonymt Haandskrift i Videnskabs-Selskabets Bibliothek i Trondheim har "Skatforra, Tordenen"; T tør være Skrivfeil for L). "Skarfora slo sveert idag"; Bolsøy. "Han røyse Skarfora (-aa)", det trækker op til Torden. "Han dree oopp mæ Skarforaan", d. s. Kvernes. "Ho røyse se oopp Skalfaaraa", d. s. Kvernes. "Skarfaaraa gjekk igaar, S. kjæm", Halse. I Eid og Veøy i Romsdal skal "Skarföraa" være mere brugt end "Tooraa", om Tordenen (ikke Tordensky). – Skarfor-hamar m. steilt opstigende Tordensky, Romsd. (Vestnes). – Skarfor(aa)-hause m. d. s. Cumulus. Romsd. Ndm. – Skalfaaraaslaatt m. Tordenslag. Ndm. (Aure). – Skarforveer n. Tordenveir. Romsd. (Vestnes).

Skardgeip m. = Flaakjeft. Dal.: Skar-.

Skardglip (ii) m. = Glip, mellem Tænder. Sogn.

Skardlippa f. = Durhogg. Shl.: Skar-.

Skardstein m. skarpkantet Smaasteen. Romsd.

skardutt adj. fuld af "Skard". "Eit skarutta Aks", et Aks med tomme Rum. Li. (Eikin).

"Skare m." A. "Baatskare", Hob Baade. Ndm.

Skare m. 3, et Antal af 5. SHelg. (Bindal). Jf. Eng. score. Eet med foreg.?

"Skare m. 2, Snee-Skorpe". A. Skaaraa Innh. Bærer ikke en Mand; VAgder, Ryf. Sfj.

Skarhyll' f. dvs. Skarhella = Skjerhella. Ndm.

Skark m. medtagen og skrøbelig Figur; saaledes: a) magert stivt og affældigt Dyr, især Hest. Hard. Dal. Li. Rbg. Tel. (A.). b) affældig Person; ogsaa: en moralskt affældig En. Hard. og fl. c) gammel mager Fisk. Rbg. Dal. "Aaskark". d) brøstfældigt Redskab; f. Eks. leddeløs Kjælke. Hard. og fl. e) skranten, mat Person. Ndm. S- og NTrondh. f) tung mat tvær Person; Tværdriver. Dal. Jf. Skork.

Skark n. Slæben; møisom Bæren. Hall.

"skarka v. n. (ar), 1) gaa tungt og slæbende". A. Særlig: gaa svagt, som en Syg. Sogn, Hard. Sdm. Romsd. Ndm. S- og NTrondh. "Da æ nett so mykje han kann skarka aa gao". "Da æ so mykje han skarka seg pao Føt´na, 'tao Sængjæ"; Hard. "Han skarka no uppe". "2)". A. Sogn, Trondh. 3) v. impers. det er magert,
det er knapt med materielle Nydelser osv. Vald. "Dæ skarka (h)jaa uss, du kjæm i Skarkun", vi har desværre lidet at byde (af Traktement), du kommer i den magre Tid. – Skarking f. det at skarka.

Skarka f. Tilstand eller Forhold som man slæber sig igjennem; kummerlig Tilstand; fattigslig Tilværelse. Saaledes: a) Veiens kummerlige ujævne Tilstand i Barfrost. Østl. b) Tilværelse eller Tid hvori man har det møisomt og usselt eller knapt for Nydelser; deriblandt Tiden før Juul (A.), i Modsætning til Julen. Vald. (se skarka 3)); Sogn. "Han drege pao Skarkao" = "han sliit´e Tii´i". Se A.

Skarkand n. Dyst = Flengjand. Gbr. (Lom).

skarkeleg adj. lig en "Skark" a). Rbg.

"skarken adj. affældig". A. Li. Sogn. 2) skrøbelig. Hard. og fl. "Kjelkjin æ skarkjin". 3) møisommelig, kummerlig; som Vei i Barfrost. Shl. "Skarkjo Før".

skarla v.n. = karra, skarra 2. Ned.

"Skarn n. Skarn". A. "Skars", daarlig; følt som adj.: "Faar mykjy aa faar liite æ æⁱt Skars Maal". NGbr. (Vaagaa). "D'æ Skarn mæ dæ", det er daarligt bevendt dermed; Ork. Ndm. (Rindal); kjendt kun i dette Udtryk.

Skarnfelle n. = Skarnfall. Romsd. og NGbr. (Vaagaa): Skammfælle; Vald.: Skafælle. – Skarnfella f. 1) = Skarnfelle. Nfj. (Stryn): Skammfelle. 2) Luge i Staldgulv, hvorigjennem Møg muges ned. Sogn (Hafslo): Skammfedla.

Skarnri n. Indvolde. Namd. Se Skakkri.

"Skarntile (i') n. Staldgulv". A. Skanntile m. og n. Smaal. Rom. Vestfold, Num.; Skanntil, Ndm.; Skanntele, Oslo. – Skanntilstokk m. = Skarnstokk (Vald.). – Skantelflugu f. gul Møgflue. Oslo.