A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

dasken (kj) adj. 1) tilbøielig til Dasking; særlig: slængende, slap og uforetagsom. Agder, Ryf. 2) fugtig; noget vaad og tung; mest om Hø og Halm. Ryf. (Jelsa, Karmt, Nærstrand). 3) ufrisk, dorsk, slap efter Overanstrængelse. Ryf. Røldal. Jf. dassen.

dasla? "dasle, dahle" og "dahl" v.n. 1) = dalta etter. Gbr. Ndm. Innh. Namd. 2) pusle, pille; sysle virkningsløst. "Dahle mæ noke". Nfj. (Gloppen, Stryn). 3) "datla paa ein", sladre, bagtale. Shl. Jf. dassa (disa, disla); men det minder ogsaa om data og dalta, og er vel mere end eet Ord.

daslutt adj. om Kvæg som ligger efter og ikke følger Flokken. Gbr. (Ringbu "-lete").

dassa v.a. og n. (ar) 1) trippe om; vimse om uden at udrette noget. V- og ØTel. (ogsaa Wille), SBerg. 2) gjøre smaat uværdigt Arbeide; pusle. "Han dassar under Kjeringji". Tel. Jf. disa, dasla og fl. foregg. 3) søle; besudle; især om Børn. "Dassa seg ut (te); dassa i da skitna Vatne". Hard. Shl.

dassen adj. 1) tilbøielig til at dassa, se d. 2) = dasken; om Hø og dl. Ryf. Shl. 3) sølet. Hard. "D'æ dasse i Ve(g)jn".

Das(s)ul m. lad slap Slyngel, som kun driver paa lave Streger; dorsk ansvarsløs Stymper. NTrondh. Oslo. Jf. Dase.

dasta v. n. (ar) 1) gaa smaat; ogsaa = dalta etter, mest om Børn. VTel. (Vinje, Moland, Rauland, Selljor). "Daste mæ". 2) pusle = dassa 2). Tel. (Kvitseid og fl.). – Dast m. en Tøffeltræl. Tel.

dat pron. det; G. N. þat. Kun i Udtrykket: "seer du datt!" nei vil man see! se se! Salten. Sjelden. ("Hint, det der", hedder sammesteds "datta", ofte "dattana").

data seg v.n. (ar) bevæge sig mageligt og selvbehageligt; føre sig med langsom (noget kunstlet) Værdighed. Nfj. (Stryn, Honndal). – Dat m. en magelig Selvpleier. Nfj. – dateleg adj. som en "Dat", Nfj. "bedateli", kunstlet værdig, vigtigt langsom; Rom. Ring. Hadeland. Jf. Sladat, Dant. Data for datta, jf. denta?

"daud adj. død". A. Udtales næsten döuw og däuv i Odal, Solør, Totn og fl.; däug og döug i Land, Totn (Vardal), YRyf. og YShl. 3) a) "Aa sit' döu" eller "sit' döu taa sæg" sidde stiv og med Vanskelighed for at aande, som naar man har noget siddende i Madrøret; ogsaa "øtaa (aataa) sæg döu taa Heggber, taa Gröut"; STrond. Innh. "Aa sit' düu Footn", sidde saaledes, at Foden "dovner". b) "Han vart reint däu taa se da han häur de", nedslagen osv. = daufallen, daus ve, daatt ved; se disse.
Ndm. (Frei, Tingvoll). c) "däutt Henn", en sjelden Hændelse, se daatt. Bet. a) og b) minde om "dauv" = doven; men dette lyder "däuv, döuv" paa de fleste af de samme Steder, maaske paa alle. – "dø ette" eller "dø før" dvs. lysten, hidsig efter; Rogaland. Er vel daud? Jf. dan.

"dauda v. dø". A. döuga, Shl. Ryf. däuge (ö), Land, Totn (Vardal).

dauda seg? v.n. dovne sig. Shl.: "döua" og "döuga s."; Ma.: dæua, döua s."; Tel. (Nissedal): doue; her siger man "louve", "skuve" osv. Jf. dauva (A.) hvilket ikke er forefundet. – I alle de følgende Ord som begynder med daud- er D stumt, undtagen hvor dets Hørbarhed udtrykkelig er omtalt. I nogle faa kunde første Del være dauv.

Daudadraap n. 1) Aadsel; især et dødt Husdyr som ligger henslængt om Vaaren. Ryf. Shl. "Döua-" og "Döuga-". 2) Dyr eller Menneske som der er lidet Liv i; dovent Drog. Ryf. Shl. Se Draap.

Daudadrep (e') n. = Daudadraap 1) og 2). Især om Husdyr dræbte af Rovdyr. Shl. Hard. Se Drep. G. N. daudadrep, Pest.

Daudadriv (i') n. et Udslæt; = Draugadriv? Hard. (Kvamm, Jondal).

Daudalda f. Dønning. Shl. Hard.

daudall adj. dorsk, sløv; yderst mat. Ma. (Bjell., Grindeim, Finnsland): dæuaal og döuaall, dæuaalslig adj. noget "dæuaal". Ma. – Ved dette og nogle følgg. Ord som begynde med dau vil det være vanskeligt at afgjøre om de udgaa fra daud eller fra dauv eller fra begge.

Daudaløkje n. et stort dovent Drog. Nhl. Shl.: Döuga-.

Daudamold og jord f. = Daudmold. Shl.

Daudarord? n. Budskab eller Rygte om Dødsfald. NGbr. "De ha gaat Døaroole hass". G. N. daudaord.

Daudaveg m. blank Stribe, "Løk", henad Vandfladen i stille fugtigt Veir; oftest i plur.: "Dæuavegje". Voss.

Daudblemma f. = Blodmelta. Hall.: "Daublæmme"; Ma.: "Dæubleema". – Daudablod d. s. Dal.

Daudbrand m. en svær, doven Karl. Tel.

"Daude m. Død". A. 2) Døen = Døying. Hall. "Dæ va slik Daue paa Kolvo; dæ foor slik ain Daue dær".

Daudesnart m. slukket Brand (Vedstykke). Agder.

Daudfaan n.? = Daudsina (A. ogsaa Helg.: Döuseena). Nedre Tel., hvor paa flere Steder "Faan" og "Forne" (Fönne, Faanne) synes at blande sig.

daudfingra adj. yderst fingervælen.

Daudgras n. 1) gammelt halmagtigt Græs. Østl. 2) en egen Sort Græs = Daudryskje. Busk. Totn. 3) = Daae? Modum.

Daudhogg n. Dødshug. Gbr. (Vaagaa).

Daudkave m. tæt Snefald i stille Veir. Sfj.

Daudkaas f. meget dyb Rende imellem Fiskebankerne. Helg. Se Kaas.

Daudkyss m. Saar paa Læben. Ma. daudleg adj. dødningeagtig; yderst mat, sløv, livløs: döudleg, Ryf. Dal. Li. (-lig); döudle Jæd. Hard. Ogsaa: döuslig (og æu), Li.: "d. te Öues", mat af Øie; döusle ufrisk, om Fisk, Senja; douskleg, Tel. Se daudeleg, daudsleg A.

Daudlegd f. sløv Uvirksomhed. Li. Dal. "Han lae seg i Döulegdæ o Ukjuraa".

Daudleggja f. sløv lad Person. Li. Dal.

daudlendt adj. om Jord: kraftløs. Østl.

Daudmannljos n. = Naaljos. Gbr. (Vaagaa).

daudmoda adj. modfalden. Sæt. og Tel.: "daumoota" og "dou-".

"daudmyld adj." A. Oftest i n. Shl. Rog. Agder. "Her æ saa döudmyllt, dæ vil 'kje veksa noge"; Jæd. "Jo^uræ æ dæumylde"; Li.

Daudmylda f. 1) = Daudmold. Jæd. og Dal.: "Döudmylla"; Ma. og Rbg.: "Dæumylla (Döu-e); Vald.: "Daumylde". 2) dorsk Person, mest Kvinde. Ma. Rbg. I denne Bet. maaske for "Daudmylna"; jf. ogsaa Daudmøle. – Daudmyldmyr f. Mose, som hverken er Tørvmose eller Græsmos. Jæd. Dal.

daudmøl adj. yderst uoplagt; meget slap og mat. SætB. "Eg æ so daumøe idag, eg æ 'kji Mann ti arbaie". Ogsaa: daumølt og daumølen; Sæt. Se flg.

Daudmøla f. en altid daudmøl Person. Sæt. (-e). Sjelden. – Daudmøle n. 1) Uoplagthed? 2) = Daudmøla. SætBV (-i).- Jf. møl, Møle, Dovmøle osv.

daudna v.n. (ar) aftage, sagtne; f. Eks. om Vind. Helg. Vesteraalen: döun(e).

Daudryskje n. et Græs, som vokser i lange Kvaster i Skoven. Totn, Hadeland, Hedm. Maaske ogsaa vissent Græs = Daudgras. Se Ryskje.

Daudryssa f. en svær, dorsk Kvinde. Tel. Se Ryssa. – Daudrøys f. d. s. Tel.

?daudsen adj. nedstemt = kuren. Shl.: döu-.

"Daudsina f." A. Helg.: Döuseena.

daudskoten adj. skudt til Døde. Sæt.

daudslegen adj. slaaet til Døde; ogsaa: lamslaaet, lammet, magtstjaalen. Li. Ma. "dæusleien" (og öu).

Daudslode (ooe) m. yderlig lad Person. Hall.

Daudslunk m. yderlig dorsk, slap Person. Li.

Daudsott (o') m. tung og mat Person. Tel. Agder. daudsotten (o') adj. dorsk. Li. Se Sott (o') m. Omtrent d. s. er "Dauslamp", Tel. og Østl.; "Dausmask" og "Dausvask", Smaal. (Dauramp, Wille). – Daudstokk m. = Daudsott. Hall. og fl. Vel eg. en raadnende Tømmerstok, ligesom Daudsott.

Daudsveitte m. den første Sved under en forfriskende Anstrængelse. Li. "Faa ud Döusveitten".

Dauds-von (oo) f. Forventning af Døden; Døds-Sandsynlighed; Dødens Nærhed. Tel.
Agder, Rog. Shl. "D'æ 'kji ko Dausvo^un^ei mæ meg"; Sæt. "Kyræ ligg i Dæusvo^unæ"; Ma. "D'æ i Döugsvoono mæ heile Buskapn"; Shl. "Hestn saam i Dausvo^unine", Hesten svømmede med Døden for Øine; Sæt. "I Dousvoono", plur. Tel. Jf. G. N. daudvána, daudvænn, adj. Døden nær.

"daudøygd adj." A. Shl. og fl.

daufallen adj. pludslelig nedslaaet, overvældet af Overraskelse, Skam, Mismod, Rædsel og dl.; omtrent = daatt ved. Namd. Ndm. og Romsd. "däufallen" og "döufallin"; Shl. (Etne og Fjellber): döufadl; Stord: "döugfadl(en)"; Ndm. (Surndal): "däufollen". Maaske for daud- el. dauv-? Jf. dog "daafallen", hvoraf det tør være udviklet gjennem en Overgangsform "dao-"; (i Naboegne til Findestederne, nemlig fleresteds i Namdal og Fosn, i Sunndal i Ndm., og i Hard., udtales aa som aao el. ao). Vel neppe, ligesaalidt som "daus ve", "dautt Henn" og andet under "daud", Levning af et endnu ældre Lydforhold, med au, end det i G. N. dár adj. eller dá n., falla í dá falde i Dvale (Svime); jf. dog dav.

Dau(n)neta f. Døvnelde eller Dø(d)nælde Lamium album eller (og) L. purpureum, som er stinkende: Daun-, Dauv- eller Daud-? Vald.: Daunøto. Jf. Dretnøto, Fulenota. – Döunesle f. = Dauneta. Gbr. Totn, Rom. Østerd. Döunasle f. d. s. Smaal Alle tre Navne bruges, ligesom D. Døvnælde, ogsaa om Daae, Galeopsis Tetrahit.

dau(n)sna v.n. (ar) 1) om Fæ: veire Udyr eller Blod. Nfj. (Breimn): däusne. 2) om Folk og Fæ: stimle sammen om noget forbausende. Nfj. (Stryn, Honndal). 3) om en Enkelt = bisme. Nfj. Se A. Jf. dog dosna.

Daup f. Hulning = Dolp, Dump. SGbr. (Gausdal), Smaal. (Rygge og fl.). Maaske til djup; maaske en Lydutvikling af Dolp?

daura se dadra; daurvill se døgervill.

dausve(d) = daatt ved; se d. Vald. (Aurdal).

"dauv adj. 1) sløv, dorsk". A. Agder, Østl. Med V paa de fleste Steder, hvor man siger "Lauv". I Shl.: döu´e, döug´e. "3) smagløs, flau". A. Sogn, Helg. Senja.

"dauvbeitt adj." A. Ork. Gul. Shl.

Dau(v)bit (ii) m. En som bider sløvt; om Fisk, Kniv og fl.; dorsk, slap Person. Shl. – Dau(v)biitar m. d. s. Noget udbredt. Maaske omdannet af D. "Dødbider".

dau(v)eggja adj. med sløv Eg. Dal.

"Dauvhovud n." A. Røros; "Dauvhugu".

"Dauving m." A. Shl. og fl. Isl. daufingi.

"dauvleg adj. øde osv." A. Sæt. Shl.

"Dauvøyra n." A. "Slaa D. te" eller "atti", lukke Øre. Hall. – "dauvhøyrd". A. Gbr. og fl.

dav adj. nedslaaet; forlegen og stille; omtrent = dapr. Ma. (Holum, Lauvdal). Neppe for dap´r ("dab´e"). Snarere sammenhørende med "daatt", G. N. dár, el. med daufallen. Eller (og) med davra, davstill?

dava v.n. (ar) ligge paa Aarerne = andøva. Ryf. (Sand, Vikadal, Nærstrand). "dava aa damla". Jf. G. N. dafla omtr. d. s.

Dave m. en magelig, selvtilfreds, interesseløs Person. Vestfold (Sandsvær). Usikkert og ialfald sjeldent.

"davra v. n. aftage". A. Totn; Sogn: "Vindn davra ao".

"Han davra paa'n” d. s. Namd. darve, Sfj. dabr, Stjør. (Maaraak).

davrast v. n. = davra om Storm, Kræfter osv. Ndm. Namd. "De fer te davrast paa". – dovra seg og dovra av v.n. d. s. Sogn (Vik "d. ao"). dovrast v.n. d. s. Gbr. (Lesja). "Lampa daavrast", begynder at brænde mat. Hid vel Daaver, A.

Davring f. Sagtnen, Aftagen: a) af Vinden; b) af Dagen; Aftenskumring. Nordl.

davstill adj. stille som en Pyt "Dave"; om Vandflade og Veir. Hard. Og: davande still. Hard. Jf. dav#-davra.

Daa n.? og f. Kun i: "gaa i Daa´i", gaa omkring sandseløst, sløvt, kun halvt bevidst, omtrent = i Ørska. Sogn (Jøstedal). Jf. G. N. dá, n. Bevidstløshed, Dvale. Og: "gao i Dao´n, i Halldao´n", Sogn (Lustr, Balastraand) dat. f.? Og: i Dao´nao" bestemt f., som "Øy´nao"; Sogn (Aurland, Leikang). Og i Dao´ni, i Halldaoni, i Daoningji", Sogn; opfattes paa Stederne som hørende til "daona", besvime.

?daa adj. sløv, upaavirkelig; dvask. Dal. Høist usikkert. Jf. daafengen; G. N. dá n.

daa- i Sammensætning med Adjektiver og Adverber har oftest forstærkende Bet. i VAgder og Sæt. ligesom G. N. og Isl. dá; undertiden synes det at være G. N. dá, n. Dvale; i flere af de følgg. Sammensætninger kunde det være Daad f. – daa bruges i Sæt. (Austad) med lignende forstærkende Bet. men med Betoning som et foransat Genetiv, altsaa ikke som Sammensætningsled, og ikke heller som "daa" adv. "De va daa kallt, daa væl, daa vaakji; daa veen´e = de va helle kallt", dygtig koldt osv. "Der va kji daa mykji". – Ogsaa: daaende, "daaene, daane"; Ma. Isl. dáindi(s) adv. meget.

"daa seg v. "ynkes". A. daa-a seg (ar) Tel. (Bø, Selljor).

daa-ast v. (ast) = daa seg. Rbg.

"Daad f. Daad". A. 2) Kraft, Gehalt = Dygd, To. Dal. Li. Rbg. Tel. "Dær æ 'kje noge Daa i Høye"; Li. "Der æ goo Daa i den Kar´n"; Rbg. Tel. Ogsaa: Oplagthed til at gjøre noget; Tilgreb; Driftighed. G. N. dád Evne og Vilje til det gode. Jf. Daa f. A.

Daae m. Galeopsis Tetrahit". A. Fosn. Daave Jæd. (Haa, Time); Dai (Diftong, som i "tai" = "taag"), VAgder; Dæ, Ryf. YSogn, Nfj. (Stryn: "d'æ Dæ, d'æ dæ!" Spøg med Lyden); Dæ`e Hard. Dee Ndm.; De (e', æ?) f. Tel. Sæt. Rbg. (Honnes:
"eg hell De de same", Spøg med Lyden); De´e m. Tel. (Moland); Dæn, Hall.; Den f. Rbg. og fl.; Døyn f. Li. (Fjotland), Dal. (Hæsk.). Der er "Guldaae" og "Vassdaae". Planten hedder ogsaa "Hölnesle", "Blindnesle", "Daunesle", se Dauneta, og fl.

daaeleg adj. ynkværdig. Tel. (Sauar, Vinje).

daafakta adj. røbende sin Beskjæmmethed eller Nedslagenhed ved sine Lader; synligt yderst forstemt. Ma. (Øyslebø). Sjeldent imod daafallen. Jf. Fakter.

Daafalla f. dorsk, dvask, sløv, forsagt person; Person uden Livsmod og Tilgreb; En som synes altid at være "daafallen", se d. Daafedda, Li. "Daafadla" (?), Dal. Lidet brugt.

daafallen adj. = daufallen; se d. og "daa-". For "daadfallen"? Jf. vinnefallen, handfallen. Former: daafallen, Ma. Gul. Namd. Innh. Ndm.; -fadlen, Dal. (Ogna: "= daatt mæ"); -fadden, Sæt. VAgder ("= skjæmd´e o naafaren"): "daafadden o dape"; -follin, Ndm. Fosn ("= fjetra, forklumsa"); -falli, Innh. STrondh.; -fellen (og -dd-) VAgder, Rbg.; -fællom, Innh. Ogsaa: daafeddeleg, Rbg. (Honnes, Evje), og daafetteleg, Rbg. (Evje, Bygland); daaföln (eller tilbagetrukket rn el. N) d. s. Stjør. Jf. daafurdeleg; doggfallen.

daafaren adj. = daafallen. Ma. (Bjelland). Sjelden.

daafaaen adj. magt- og modløs; forsagt, slap. Fosn (Stadsbygd); meddelt. "Sjaa d. ut". Jf. faaen.

Daafedda f. se Daafalla.

"daafengd adj." A. 2) maalløs og raadløs af Forbauselse. Helg. Stjør.

daafengen adj. dorsk og sløv; svask; upaavirkelig; Ma. (Finnsland "daafængen"), Tel. (?Vinje "daafængjen").

daaferdug? "daafalöu" adj. færdig at daane. Namd. Helg.

daafunnsam adj. = daafallen. Innh. (Mosvik). – daafundi d. s. Innh. (Skaun, Levangr); men "fynni" Sup. af finna.

"daafurda v.n. undres meget". A. Østerd. (Foldal): "daafoole paa"; STrondh. (Uppdal): "daafoolas(t) paa el. aavr"; SGbr.: "daafuule mæ".

daafurdeleg? adj. taabelig; vel eg. forgabet". A. daofurele adj. og adv. halvfjantet, sløv(t), uvittig(t), effektløs(t), modsat: mannforeleg, YSogn. Bett. og Former vil smittes af daafallen: daafoolin og daafooli, gabende maalløs af Forbauselse (se folen, furden?) Ork. Uppdal; -faarlin og -li, yderst forlegen, Ork. Meddal, Fosn ("= forklumsa, annast mæ"); -faalin og -li, d. s. Romsd. Gul. Fosn (jf. faalen); daaffaaleien Ork. (Meddal "= daatt mæ"). daafaa(r)le adj. og adv. tosset, halvfjantet, yderst forknyttet; ogsaa: magtløs, uden Tilgreb (Initiativ). Romsd. Ndm. Fosn, Strinda.

daagild adj. prægtig, udmærket. VAgder.

daagod adj. usædvanlig god; især af udmærket Hjertelag (Gehalt "Daad"?) Li. (Bakka, Fjotland, Eikin), Ma. (Grindeim og fl.), Sæt. Isl. dágódr, se A. Ogsaa "daaende go", Tel. (?), Ma.

daakaa v. pusle, se dika. STrondh.

daakka v.a. (ar) tilsmudse ved Befølen og Krammen; plette. VTel. (Vinje#-Selljor). "Daakke ut (el. te) Booki" = Eng. to thumb. Maaske kun en Vesttelemarksk Udtaleform af "dalka", hvilket dog bruges i Selljor ved Siden af "daakke", men mere om at tilkline med noget vaadere. – daakkeleg og daakkutt adj. lidt tilsmudset; plettet og affarvet. VTel. Synes ogsaa at hedde: "dokke, dokkeleg, dokkutt" i Selljor, Kvitseid og Eidsborg. – daakkt se daatt.

Daalaa m. en slap, doven og indskrænket Karl. Selbu. Maaske for Dule (Dole), se d.

Daale m. = Daase dvs. 1) Praas. Ndm. Fosn, Ork. (Meddal). "(L)jøsdaale". 2) Stymper. Ndm. – daale se dola.

daalka, daalkelig se dalka.

?Daaleggja f. yderst dorsk og slap Person; En der ligesom ligger i Dvale. Li. Usikkert. Jf. Dauleggja; Ovleggja.

Daalægd f. mild Dalsænkning, helst i Skov- eller Græsland. Ma. (Aaserall, Bjelland, Holum, Vigmostad). Jf. Dallægd. Ogsaa Daalei f. Ma. (Holum, Valle); dette bruges ogsaa om en Dalsænkning som danner en naturlig eller selvsagt Vei (Leid) eller Retningslinje. "Du kann kje vaddra deg bort, der æ Daalei heilt te Gars".

"Daam m. 2) Lugt". A. Især svag Lugt, ogsaa mindre god. Trondh. Ndm. Romsd. "Sjødaam". "4) Skik, Snit osv." A. Sogn, Tel. (Tinn). 5) Ansigtspræg, Ansigtsudtryk = Koma; mest om et godt, tillidvækkende. Sogn, Sæt. "Han har go^ue Daom"; Aurland i Sogn. "Der æ slik go^ue Daam´e yvi 'an"; SætB. Se Daame.

"daama v.n. (ar) lugte". A. dvs. udsende Lugt. N- og STrondh. Ndm. 2) betænke sig, grunde paa, være tvivlraadig. Namd. (Leka, Nærøy, Kolvereid), Helg. (Bindal). "Du ska itt stann soles aa daam ette om du ska gjera dæ"; Namd. Vel eg. lugte, snue (efter, paa).

daama v.a. (ar) 2. sætte Smag, "Daam", paa noget (Suppe). Helg.

daama v.n. (ar) 3. skjemte uvittigt; gjækkes; vrøvle lystigt. Daam n. Fjas, Gjækkeri, lystigt Vrøvl. Sogn (Vik, Leikang, Aurland, Lærdal): "daoma".

daama v.n. (ar) 4. blive dunkel "daam" (Selljor); om Veiret. Tel. 2) dovne af; blive mat og ufølsom, blive halvt lammet. Li. Rog. "Dei kitla 'an saa han daama". Jf. daam adj.

Daama f. en indholdsløs, sløv og mat Person. Dal.




daama av v.a. (ar; og er, te) 1) betage en Ting dens Friskhed "Daam" dvs. Farve, Lugt, Smag, Skik. Dal. "Detta Røyteveere ("d") daama Høye reint a(v)". 2) særlig: nedslaa, betutte, forvirre, beskjæmme; især ved overraskende eller overfusende Tiltale; omtrent = klumsa. Dal. (Eikersund, Sokndal, Hedland, Lund); Jæd. (sjeldnere). Hertil: avdaamd adj. "Han sad so avdaamte, so han vore drejen oo Mittingpodln".

Daame m. 1. = Daam 4) (Snit) og 5) (Præg) og Dæme. Sæt. Tel. (Mo, Eidsborg, Moland). "Ho fær slik Daami paa Sogune sine". "Gooe Daami yvi ein".

Daame m. 2. Skyslør over Himmelen; Dunkelhed i Luften. VTel. Rbg. (Aamlid, Honnes). "Ein Daami som dymmer Solee". Jf. daam, adj. og Dæma f. osv. (Christie har "Daam, Mørkhed, Skidenhed", og "daamete, dunkel, uklar"; uden Sted).

daameleg adj. noget dunkel; dæmpet: a) i Tonen af Lys, Farve, Lyd; opfattes som tiltalende; berører sig med "daamleg" dvs. fin og smagfuld. Tel. (Rauland, Selljor, Kvitseid, Moland), SætB. "Daamelege Lit´e; daamelegt Ljo; daameleg o samalege; daamelegt o veent". b) forstemt, nedslagen. Tel. "Han blei so daamelege o syndlege daa eg sae de". Jf. daam adj., Daame m. 2.; med en Smitte fra Daam, Daame 1.

daamen adj. dæmpet (tilsløret) i Farven, især ved lidt Smuds; affarvet. VAgder, Tel. Ogsaa daam, Tel. (Selljor; A.).

?daamfallen adj. nedslaaet; se domfallen.

"daamlaus adj. 1) smagløs, flau". A. Nordl. Gbr. Ogsaa om Personer. 4) uden Skik ("Lag"), Maner, Anstand; urimelig, naragtig; næsten uanstændig. ISogn. "Ver ikkje daomlæuse Kar!" Ogsaa: "damlæus"; "fara damlæust aout".

"daamleg adj. tækkelig". A. 2) trivelig. Hall.

Daamtone m. Tone, som er dæmpet, modsat "ljos o kvoss". Sæt.

daamvæn adj. tiltalende, især ved Farve og Snit = væn paa Lit og Lag. VAgder, Sæt. "-væn'e" og "-veen'e".

Daan n. eller f. = Daa f. (n.) se d. "Gao i Daoni". Sogn (Hafslo, Sogndal, Lustr, Aurland).

"daana v. besvime". A. Shl. Hall. "daan' 'tu(r)", STrondh. "daane utu", ogsaa om at falde i Søvn. Romsd.

daanaa, Daanaa se duna, Dune.

daanevæn adj. se daavæn.

daanlæ v. n. lee saa man vil daane. Ma. (Halsaa, Holum, Bjelland).

daann pron Eders. Østerd. (Tyldal); se dykkar.

Daant m. Kraft, Gehalt = Dygd (i Mælk). Østerd. Usikkert el. ialfald sjeldent. Jf. Dant, Dynt.

daanøten adj. yderst nøieregnende, især: let stødt, prippen. Li. (Fjotland). "Naar han he i Hove, daa æ han saa daa nøden"; rigtignok udtalt som to Ord, ligesom "inn nauden", "ei Druste Kaana"; se daa. Jf. nøten.

Daarefugl m. Fugl som "daarar" eller "klumsar" dvs. gjør maalløs, ifølge den døende Overtro. Alle Trækfugle skal være Daarefugle. Ma.; Nordl. "Daar-". Jf. Fugldaare.

Daaraa se Dare, Daasaa Dase, daasaa dosa.

daas adj. udmattet; dorsk, sløv. Hall. (Aal, Nes), Sigdal. "Daas aa slasin". Usikkert, ialfald ikke meget brugt. – daasin adj. d. s. Sigdal, Hall. Se dosen.

"Daase m. 3) Stymper". A. Især slap, viljesvag Stymper. G. N. dási. Sæt. Østerd. og fl. – daasutt adj. som en Daase 3).

daassa v.n. (ar) om Mænd: yde smaa Tjenester i Huset, hvorved Husfreden opretholdes, Støi undgaaes, og alting holdes "koselegt"; behandle med beroligende eller kjælende Omsigt; pusle omkring hjelpende. Tel. (Bø, Selljor). "Han gjæng aa daassar etter Kvinnfolkji, mæ Booni". – Daasse (ee) m. en klog, fredsommelig og føielig Husfader, En som daassar. Tel. – daasseleg, daassen og daasskjen adj. som en Daasse. Tel. Jf. goddaassa seg. Forskjelligt fra Daase; heller ikke eet med Dosse, hvormed det let blandes; daassa v. forskj. fra dassa. Ordene hænger maaske sammen med Daa(d) f. = Dygd, god Natur, – "goddaassen" er omtr. = "goddaaen" og "goddaadig".

"daatt adj. n. og adv." A. Hall. Hard. Shl. Sfj. Ndm. Trondh. Østerd. Ogsaa: pludselig nedslaaet. "Han vart so daatt aa motfallen"; Hall. "Eg vatt so forkvipsa aa daott mæ", Hard. Se daufallen og daafallen. "Daatt mæ (me)" el. "d. ve" = illt med. (Shl. Sfj. Ndm. Trondh. Østerd.). "Dæ kom saa daatt paa 'aam" eller "aavr 'om ('n)", kom overraskende over ham, Trondh. Jf. daatteleg. – Ogsaa: "daass ve (me)". Gbr. Ndm. "bli d. ve". "E fell no kje daass me för di", jeg taber nu ikke derfor Fatningen eller Modet. Ndm. – "daus ve (mæ)", Vald. (N- og SAurdal); "dætt mæ", Ryf. (Voss, Nærstrand); "daakkt ve" o "daakt ve", nedslaaet, forbløffet = stuss ve. Romsd. (Veøy, Bolsøy); se dog dokk. – "Da kunde no vere eit daatt Hend", det kunde nu hænde en sjelden Gang; Sfj. "Dæ va no för et daatt Henn", d. s. Ndm. (Aure); "daart H." og "dört H." d. s. = "rart H., Unders H.", Romsd.; "dautt H." d. s. Ndm. Fosn, se daud. Ogsaa: "dæ kann vara för ei äutt Henn (el. Hennels), Ndm. (Tingvoll, Sunndal); til aud?