A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

daavond adj. (sjelden) og daavondt adv. meget smertelig. VAgder. Ogsaa "daaende vondt"; Ma. Tel.?

daavæn adj. overmaade skjøn; især om Sang og Tale: yndig, tiltalende ved sit elskværdige
Klangpræg. Øvre Ma. (Grindeim, Vigmostad), Li. (Kvaas, Kvin). daaveene Sæt. Ogsaa "daapæn"; Ma. og "daane væn", "daan-væn", vel for "daaende væn", skjønt det opfattes paa Stedet som "saa væn at han ville daana"; YMa. G. N. dávænn.

"de pron. pl. (2 Person) I". A. di, Selbu, Gul. Tel. Sæt. VAgder: do (o'#-ö#-aa) NØsterd. – Akkusativ og Dativ: dykke, Ma. Li. Rbg.; dykko (-u), Sæt.; dykkon, Rbg.; dikko, Hall.; dikkan, Num.; døkk, Rom. Odal, Hedm. Østerd.; dikk, deekk og dækk, Totn, Land, Rom. Follo; dukku, Ma. (Aaserall); doke, doko og doka, Shl.; deko, Voss; daakkaa, -o, -u, Ndm.; daakkaar, Ndm.; daakker, Ryf. og fl.; dør, Vinger, Smaal.; daar, Smaal. (Rakkestad, Skjetve, Spebberg, Trykstad), do (o'#-ö#-aa) STrondh. NØsterd. – Genetiv: dykkaa, VAgder; dykkaas og dykkos (us), VAgder, Sæt. Rbg.; dukkus, Ma. (Aas.); doka og dokas, Shl.; dekans, Voss; dør, Solør, Odal, Østerd. (Elvrom); døres, Vinger; door, Selbu. Se dykkar.

De, Dee, Den se Daae.

dea, dean se denne, det.

"dedan (e') adv. deden". A. deeaa, Ndm. (Tingvoll): "heeaa aa deeaa; deeaa aa hit"; deea, Ndm. (Sunndal), Gbr. (Lom, Lesja).

[Dedo (Dee´doo) m. kunstigt, Greb, Snit eller Sving; Kunstgreb. Hall. (Nes, Gol, Aal). "D'æ so mange Deedooa mæ aa gjæra dæ; so mange Deedooa paa den Bokstavn". Maaske lavet af Violinspillerens: "de do, de do".

Dega f. se Deka.

dega (e') conj. saa snart som, straks (som); om bare; naar. Sogn (Ladvik, Vik, Balastraand, Sogndal). "Dega du kjeme, ska du fao da". "Dega du torde!" du kan bare vove! G. N. þegar straks, saa snart som. Se der.

"dega (e') adv. did". A. Shl.

degar, deger, Degu se dig-.

"dei pron. pl. (3 Person): de". A. "De Hus´a", de Huse der; "de Hus'e", det Hus der. Smaal. – a) de her, disse, hedder: dei`i og dei`ee, Sæt. (som dessi) VTel. (?Moland: jf. "di-i" Dativ af de(t)); dei`ee og dei`æ, som "dessæ", Rbg. (Mykland, Veikusdal, Evje, Honne); dei`æ, VAgder; di`an, Ork. (Rennbu, Meddal), ogsaa "dian her". – b) de der, hine, hedder: dei`a som dessa, Tel. (Moland), Sæt. Rbg. (Mykland, Aamlid og fl.). dei`en, som dessen, VAgder, Rbg. (Evje): "deiæ heraa", "deien deraa"; "dian der", Ork., sjelden. – Som pron. dem. adj.: di Gbr. og m. fl. hvor ellers "dæm, döm, dom"; dei, Rom. se A. – Genetiv: deiraa, VAgder; deiraas, VAgder – mangesteds: "deiraa Hest", men "Hestn æ deiraas"; deiras og døyras, Ryf.; deirans, Voss, Sogn (Aurland); deires, Rbg. Tel.; døres, Østerd.; doomars, Rom. (Eidsvoll), doomses, Rom. Oslo. – En Dativ: dæmm'r kunde for et halvt Aarhundrede siden (og kan?) høres i Bergens By; synes at være G. N. þeimr, men R kunde være smittet over fra "dok`ker". "Di (de) kann ta ka dæmm'r løster". – "Dei Skeie, dei Ualand", Folket paa S., paa U.; Jæd. Dal. "Mangfa(a)ldige aa smaa, oorsaa Rumlen deira Njaa", som Njaa-Boernes Boller; se A. Gramm. 287. "Dei`æ Haammee, dei`æ Wildt", disse Haammee-Boer, disse Wildt´er; VAgder. "Dei Øyliv", Øyliv og hans Folk, Ø's Hus; Nhl. (Mo, Eksingadal). Som i G. N.

Deig n. Deig. Tel. (Moland).

"deiga v.a. (ar) blødgjøre osv." A. Tel. 2) dægg(ä) knade, ælte; meddelt fra Helg. (Dønnes).

Deigel? m. en Klump færdigæltet Deig; Senja: Deiel, og Deiaal. Til elda, for Eigeld? Eller blot Afledsord af Deig. Hid, eller til Deild f., hører maaske: Deil m. en liden Klump eller Portion af noget æltet, Smør eller Deig. Helg. (Bindal).

deigen adj. 1) = deig. Shl.: deien. 2) deigagtig. Ndm.: deien, compar.: deignar.

Deigelta f. = Knoda. Senja.

Deila f. kun i Flertal: Deilaa(r), Skjænd, onde Ord. Stjør. (Maaraak). "Eg fekk Deilaa; han ga meg Deilaa". G. N. deila Trætte. Til deila dvs. skjænde. Stjør.

deilast v.n. skiftes? tvistes? være Spørsmaal om. Tel. (Kvitseid). "De koonne deilast om tvo Mark", Prisen turde dreie sig om to M. Jf. G. N. deilir í, v. impers. omtrent d. s.

Deild f. Fordybning, se Dæld. Hard. Jæd.

"Deild f. 1) Deel, Stykke. 2) Skjel". A. Dal. (Eikersund). Til 1) hører maaske Deil f. Portion, Ration; f. Eks. af Smør; Innh. – Deild m. = Deild f. 1) Hall. (Gol). – Deil m. se Deigel.

deilda v.a. (ar) dele". A. Tel. (Moland).

deildast v. r. tvistes, trættes. Tel. (Vinje). "D'æ sjellan ein vell´e de tvo deildast om"; se A. Jf. G. N. deild Tvist.

Deilde n. Skjel = Deile. Hall. (Gol).

Deildetjov m. bliver "Deildegast". Sæt.

Deis m. tungt Slag, Drag. Søndenfjelds og SBerg. "Gaa i Deisn": 1) gaa tabt, gaa spildt = "gaa i Rokje"; 2) tabe i Kamp = rjuka. SBerg. Se deisa.

deisa v. n. styrte osv." A. Særlig: tumle imod noget med svær Fart. "Koma deisande". Mange Steder. 3) "deisa til" slaa til med et svært Drag eller Slæng. Shl. Hard. Tel. Hall. Busk. og fl. I Li. "daisa" og "draisa", se dragsa.

deisa v.a. (er, te) vælte, slænge, tumle. Nfj.
Sdm. "daise (däise) i samen" (Stryn, Gloppen); "döyse (daayse) vekk", ødsle; Sdm. (Hjørungfjord, Sunnylven). Dette sidste er maaske døysa (se d.) hvorfra Ordet med sine Afledsord ialfald er vanskeligt at skille. "daise" kan i Stryn (og Gloppen?) være for "døyse". Se foreg. – deisa seg v.n. gaa og slænge. Voss.

Deisa f. statelig og stormodig Kvinde, Kvinde som udmærker sig: a) ved statelig Dragt og Holdning. Nfj.: "Däise, Daise". b) ved Rundhaandethed. Sdm. (Hørungfj. Sunnylven). "D'æ ei fagna Döyse (Daayse), ho döyse vekk alt dæ ho eige"; se foreg. – deisa seg v. tee sig som en Deisa. Nfj. – deisen adj. lig en Deisa; statelig; stadselig. Nfj. Sfj. Nhl. (Fana). – deisig adj. statelig; kraftig og vakker. Shl. (Strandebarm, Kvinherad).

deisen adj. 1) fugtig og lidt klæbrig. Sogn, Sæt. Røldal. "däise Höy"; "deisen Aakr"; jf. døysen (doosen, dassen, daskjen). 2) slap, uden Spændkraft = slaskutt. Sogn. "Däisen Kar". 3) høist utækkelig eller uhyggelig; modbydelig = ufjelg, kaldsleg. Sogn (Vik#-Borgund). "D'æ däise te gao aläine her um Natti". (Her er maaske mere end eet Ord).

Deka? f. en liden, noget langstrakt og mild Sænkning i Landskabet, helst i Ager- eller Græsland; forskjellig fra Dokk (Dekk, Dekkja), som er mere skaalformig, og gjerne dybere. Hedder: Deka, Ma. (Aaserall, Bjelland), Li. (Eikin); Deke, Sæt. (Aardal), Rbg.; Dega, Ma. Li. Dal. Jæd.; Dæga, Li. Dal. (Sokndal). Hertil dekutt adj. fuld af "Dekor". Dal. Dunkelt, særlig i sit Forhold til de sammesteds forhaandenværende Dokk (Dekk) og Dikje. Tør maaske høre sammen med "Diga, digna" bugne, saamedes at G'et er oprindeligere; Formerne med K maatte da vel være udgaaede fra de Vest-Egdske Grændse-Egne hvor Dag kan udtales "Dak", og eiga: "eika".

Dekk f. skaalformig Fordybning i Landskabet = Dokk. Li. Dal. Ned. (Sdm. A.). Ogsaa Dekka, VAgder og Dekkja, Li. Flertal: Dekk´r, Ned. (Gjerestad), og oftest Dek`kje og Dek`ke. Maaske udgaaet af Dekk´r Flertal af Dokk (G. N. dökk og dökð? jf. Dekt Sdm.), hvilket Dokk bruges paa nogle af de samme Steder og har, saavidt forefundet, de samme henholdsvise Flertalsformer.

dekkja v.n. "Kyr´a dekkjar", naar hen imod Kælvningen Baandene i Fødselsegnen miste sin Stramhed. Nedre Tel. (Bø, Lunde). Af Dokk, Fordybning?

dekkja v.n. (er, te) fordunkles, mørknes; om Veiret. Sfj. (IDale). "Han dekkje mæ Skodde", el. "dekkje te". Isl. dekkjast, G. N. dekkna.

dekkleg adj. høist uhyggelig at høre eller se; gyselig, rystende; skummel. Hard. (Ulvik, Kvamm), Shl. Jf. dokk, dekk, døkk adj.

Dekkleikje m. dunkel Farve, særlig d. Ansigtsfarve. Shl. Af dekk, dunkel. Nfj. Shl. – dekkleitt adj. mørkladen i Ansigtet; Isl. dökkleitr. – dekkmyldt adj. = dimmyld. – dekknast v. blive dekkleitt; G. N. dekkna, mørknes. Alle i Shl. (Fitja, Finnaas, Stord og fl.).

"Dekn (e') m. Kirkesanger". A. Dekne, og sjeldnere Deikne og Dækne, VAgder. 2) "Dæknann" eller "Dæktngutann" kjendes som Navn paa Vaisenhusdrengene i Trondheims By, forsaavidt de udføre Korsang i Kirkerne. Som i ældre D.

dekna v. tale som en Degn, omstændeligt. Ma.

Deksa f. Klud. Nhl. "Skured., Turked."

dela v., delen adj. se dila.

del(g)ja v = dalga. Hall.: "dælji, dælgde".

Delp m. (kuppelformigt) Forbjerg som styrter noget brat i Havet? Maaske kun i Stedsnavnet "Delp´n" paa Forbjerge i Vesteraalen og Lofoten. Jf. Dolp f., Steindilp (-dolp) m., dulpa v., dylpa v. Sv. Diall.: dälpa, dölpa dvs. hvälfva.

delta v.n. (ar) 1) give et hvast lidet Stød. Tel. (Vinje, Rauland). "Eg delta te'n i Nakkj´n". "Stein´n delta te den are so'n rulla". 2) tale med et overflødigt Stød (Tryk) paa Ordene; tale med lidt selvbehagelig Vigtighed; ofte om Smaabørn som taler voksent. Tel. (Vinje, Rauland). "Han sat der o delta o rødde so gosklegt om sjave seg". – delten og deltor(d)ig adj. tilbøielig til at delta 2), til Delting f. Jf. dulta, dolta, drelta.

"Demba f. Vandpyt = Demma". A. Hall.

dembutt adj. fuld af Pytter, "Dæmbu(r) Søyledæmbu(r)". Tel. Hall.

"demla v. n. (ar)". A. 3) om Luftmasser, Dampmasser osv.: bevæge sig nedad eller fremad stødvis under Tryk og Modtryk; "trykke". Gbr. Ndm. Namd. Innh. Østerd. "Han staar aa dæmla", om Skybanker som staar truende i Horizonten. "Røykj´n dæmla inn", Røgen slaar ned og ind i Værelset fra Skorstenen. 4) "dæmm´l Ein attaavr", trykke, bøie, En bagover i Brydning. Helg.

"Demma f. Vandpyt". A. Sogn, Nhl. Vald. I Shl. mest om smaa Pytter af andre Vædsker, som Mælk, Blod = Damb. 2) vaad, helst græs- og mosgroet Plet, i Ager eller Eng. Innh. 3) Mødding, selv uden Pyt. Smaal. "Fjøsdæmme, Stalldæmme".

Demma f. 1) Dæmning, Dam; saavel om Bygningen, som om det inddæmmede Vand. Nhl. (Mo; Haus "Debma"). 2) Fjæl, Lem eller Sluse, anbragt i Møllerenden til at afstænge Vandet fra Hjulet. Sogn, Ndm. Trondh.

Demp m. Vægtighed; Drøihed. Hall. (Aal, Gol). "D'æ slik Dæmp i Fooree i Aar". Jf. dempen, dampa.




"den pron. dem.". A. d(en)n d(æn)n store Hestn); men: "da" dvs. det, "dar" dvs. der; Sfj. Shl. og fl. – denn (her) = denne; dann (dar) = hin, den der. Shl. (Strandebarm), Hard. (Ulvik, Kvamm, Ullensvang), Voss, Nhl. (Oos, Fusa). – da m. og f. (tan, n.) = dannan dvs. den der. Num. (Nore), Tel. (Tinn). "Da Hestn, da Kyree"; se denne. – Dativ: dei m. Romsd. (Eid), Sdm. (Øyrskog) og di, Romsd. Voss, Nhl. NGbr. (m.f.n.) – 'n her (hær?) "m. og f., "de her" n., "di her" plur., den her osv. Gul. (Holtaalen); "'n dær" osv. den der, Gul. (Holtaalen); "'n da" osv. den der, Gul (Aalen), Selbu. Se denne. – "de (og sjeldnere den) hænne" m. og f. denne her; "de hærre", n. dette. Smaal. og fl.; se herne, og denne. – "Eg sprangg (drog, drakk) mæ dæn' eg kunna" dvs. af al min Magt = mest eg orka (ikke "medens" el. saa længe som), SætB.; lyder dog oftere "mæ`den", Rbg. (Sæt. Evje, Aamlid), Tel. (Moland), og "mæn`den", Rbg. (Gjøvdal), saa her tør foreligge et andet Ord; jf. medan, mendu. "De va mæ`den mi sto^uge" det var saavidt vi kune holde os paa Fode (for Storm); Sæt.

Den, i Eder: "Reis no Deen i Væll mæ dæ!" "Reis hin o Deen i Vælt!" reis Pokker i Vold. Vald. (Aurdal, Slidre, Vang). "Deen kanne!" Sæt. Vel Overdækkelse af "Dauden" eller "Dævelen".

dena (ee) v.n. (ar) 1) skiftevis komme (løbe) imøde og kaste sig gjækkende tilbage; især om Hundyr som ægge Hannen saaledes; ogsaa om Dyr som saaledes gjækker den der vil gribe dem. 2) kokettere. Hard. (Ullensvang, Ulvik) "Kyyr´æ deena mæ Uksen". – Deen n. det at deena; Koketteren. "Hestu kom deenande, sette pao Deen". – Deena f. og Deenar m. Kokette; Gjækker. – dena pron. se denne.

Dend f. Snit, Skik, Lav (Lag), Form; omtrent = Daam 4. Vald. (Vang, Aurdal). "D'æ kji nokor Dænd paa di". Jf. Dent. Dant (al-dendi?).

Dengjar m. = Slagvol. Odal.

Dengjenydel m. = Dengjehivel. Sogn (Vik, Hafslo, Lærdal, Aurland). "Dændje-Nidel, -Needel" og sjelden "Nee´el". Dændjinivil, Vald. (Slidre, Vang), Hall. (Aal). Dæⁱnjenyyl, NGbr. (Vaagaa). – Dæⁱnny f. d. s. Gul. Se Nydja, Nyl.

"Dengsla f." A. 3) den Portion man kan "dengja", bearbeide, paa een Gang; særlig af Ler: "Leirdængslæ". Hall. 4) = Ball, paa Lee. Ogsaa Dengsl f. Hall. – dengsla v.a. (ar) udhamre = dengja 1). Hall.

"denne pron. dem. denne". A. Former: dinna, ditta, dissa (og dinna-ne osv.) Sfj. (Førde, Jølstr) og fl.; dænna, dætta, dissa, Oslo og fl. paa Østl. – a) den her, denne, hedder i Mascul. og Femin.: denni (og dennee) og dænni, -ee, Tel. Sæt. Voss o.fl.; dennin (og dænnin og dænneen) Voss, Jæd. Dal. Nordl. Tel. og fl.; deennee, NGbr. (Vaagaa); deenee og deeneen, Hall. Vald.; dinna, Ork. (Rennbu, Meddal), Shl.; dedne, didne, deena, dedna og didna, Shl.; dinne og dinnen, Salten o.fl.; deenende, Vald. (Bagn); teen m. f. (n.) Helg. (Bindal). Neutrum: detti Sæt. Tel. og fl.; deettee (-n), NGbr. Hall. Vald.; dettin (og dættin, -en, og deetteen) Voss, Jæd. Dal. Nordl. Tel. (Tinn) og fl.; ditta STrondh. (Ork. og fl.), Shl. og fl. Flertal: dessi og dessee, Tel. Sæt. Voss og fl.; deessee (-n), NGbr. Hall. Vald.; deessin (og dæssin, -een, -en), Jæd. Nordl. og m. fl. ; dissa Ork. Smaal. Oslo. Forkortet. ne, te, se, Totn, Land, Ork. Østerd. Num. og A. (dvs. Romsd. Gul. Ndm.). Samme Bet. har: dænner m. og f., deesser plur. Helg. (vel for denne her); de (og den) hanne m. og f., de hærre n. og plur. (og di h.), Smaal og fl.; (de)'n her m. og f., de her n., di her plur. Gul. (Holtaalen); (de)n hii osv. (med nasalt ii) Selbu; se herne, her. – b) den der, den hedder: deenna, deetta, deessa, NGbr.; deena, deetta, deessa, Hall. og Vald.; dænna, detta, dessa og dænnan (og denna(n)? osv. Tel. Sæt. og fl. (Se A.); dannee og dannin osv. Voss; danne, danna, dadne og dadna, datta, dassa Shl.; danna og dannan osv. Num. ØTel. (Tinn, Tuddal), ogsaa da m. og f., se den; dannan og -ana osv. Salten, Helg.; tan m. f. (n.) Helg. (Bindal); deea og deean m. og f. (dettan n.) Tel. (Hjartdal, Sauland, Heiddal: deea(n) Merra der"); forkortet: na, ta (tan), sa, Totn, Land, SVald. Gbr.? Østerd. Ork. Num. og A. Samme Bet. har: deessar (kun plur. er kjendt), Helg.; (de)n dær og oftest 'n da m. og f., de da (dær) n.; di da (dær) plur. Gul. (Aalen, Holtaalen), Selbu (med nasalt A); se der. – Medens det øvrige Land skiller mellem a) og b) ved Vokalforskjellen mellem i (ee, e) og a, har VAgder og en Del af Dalarne (Lund, Hæskestad) for a) dænnæ, dettæ, dessæ dvs. denne her osv; for b) dænnen, detten, dessen dvs. den(ne) der; ligesom deiæ og deien, "syssæ" dvs. saaledes som her, "syssen" dvs. saaledes som der. – Dativ: a) deesse m. f. n. b) deessa m. f. n. NGbr.; a) desso m. og n., dessee f. b) dasso m. og n., dassee f., Voss, Nhl. (Eksingadal). 'se og 'sa i de fleste Egne som forkorter denne, denna til 'ne og 'na. – Genetiv i: te dessar, Shl. Ryf.; ti desse, Sæt.; te dessæ, indtil nu, VAgder; te dessen, indtil da, VAgder. – plur. f. ender paa A i Voss og fl.: dessa og dassa. – Flertal "disse" hedder i Hard. (Ullensvang, Øydfjord, Ulvik, Graven, Kvamm): dennee
(og dænne?) m. (Hundane, Brød'na, Sek`kjena), denna (Jæntena), dennee n. (Hus'æ).

Dent n. (f.), Dent m. se denta.

denta v.a. og n. (ar) 1) give gjentagne smaa Stød, Slag eller Tryk? 2) levere stødvist og med synlig Selvovervindelse enkelte afveiede og tilstudsede Præstationer af Tale eller Gjerning; afholde sig med en viis og værdig Mine fra alt ordentligt Tilgreb, dog saaledes at man ikke kan lade være nu og da at træde ordnende til; støde eller presse ud Ord; være kunstlet peen; ogsaa: af Peenhed vise fra sig hvad man gjerne vilde gjøre eller have = T. sich zieren. V- og ØAgder. "Gaa o dænta o gjera inkje Arbei". "Ikkje staa o dænta o sæbra o laga deg, men brusa fram mæ dæ!" Ma. "Ho dænta dæ utav seg o tala so drugsamt", hun afpressede (stødte ud af) sig enkelte korte vægtige Udtalelser. "Han dænta dæ inn i meg so væl", han prentede det ind i mig med langsom og vigtig Eftertrykkelighed. Ogsaa "dænta te", tilstudse, pynte, sine Ord og Manerer. A. har: "dent adj. fin, zirlig, stadselig. Mandal. Hertil denta v.a. pynte Ma. Rbg." – Dent n. (og f.) det at man dentar; kunstlet Vægtighed i Tale og Gjerning (Vigtighed); fattig-fornem Statelighed; unaturlig Peenhed, Snerperi. Agder, Sogn, Hard. Vald. "Ho gjere so mykjy Dænt taa di", hun gjør Tingen saa vigtig, Vald. (Slidre). "Gjera seg Dænt um", gjøre sig Flid for; mest ironiskt; Hard. se A. "No ska du kje fara mæ Dænt, men fao deg Mat, so du vo häima komen"; Sogn (Sogndal, Aurland). – Dent m. og Denta f. En som dentar; "ein Stordænt"; Agder. – denteleg adj. af en "Dents" Væsen; lig en "Dent". "Dæntelig sum gamle Klokkara, sum vi vera mest sum Prest'n"; ("peerdænteleg", snerpet, kunstlet peen = pertäntlig i Sv. Diall.; pedentlig i Bohuslen peger dog mod Pedant). – denten adj. tilbøielig til at denta, til Dent n. eller Denting f. Agder, Sogn. "Dæntin o drugføre", vægtigt langsom; Li. "Han æ so dæntin, d'æ ein fin'e Fant", en Dandy; Li. Sogn. Isl. dentinn fin, lækker. – denta turde være en ikke tiljævnet Sideform af detta, begge omtrent med Bet.: falde imod eller ned paa, støde (gjentagende); jf. Dett m. et Stød, en Slump (Klat); Dettvol m. = Slagvol; G. N. dettiyrdi Spot, Slængord, G. N. datta klappe, banke (om Hjertet), Dott m. en Slump; Duntedl i en gammel Sognsk Gaade om Kjernestangen (Støderen); Sv. Diall.: dunta, dutta, datta, dätta, dötta dvs. slå lätt, sakta vidröra; datt, dunt osv. slag, støt; slagdunt = Dettvol. Beslægtet er desuden dynta v. se d.; vel ogsaa: dutta v. puffe, dunta v., dytta v. d. s., detten adj. fyldig, dunta og dynta adj. fyldig; Dunt og Duntul, en Bylt. Jf. ældre og moderne Engelsk dent, dint og dunt, og O. Eng. dynt dvs. Slag, Mærke efter Slag; to dent (dint, dunt) slaa et Mærke i; Nordengelsk Dial.: dent, dint, dainty (dvs. affection, regard, Jamieson) = Dent i Hard. og Vald.; Nordengelsk Dial.: dainty rund og trivelig (Jamieson) = dynta, dunta, detten; Nyengelsk (Shakspere): make dainty = "fara mæ Dent" dvs. kunstlet Peenhed, Snerperi; trods at dainty gjerne opfattes som Lat. dignitat. Maaske har det Engelske (Romanske?) Ord indvirket paa Bet. af "Dent, denta" osv.; ligesaa maaske delvis det Nt. dant, Tant (jf. Dant, danta), hvilket desuden, sammen med flere Tyske Dialektord (däntsch, datsch, tanschen og m. fl.), som betegner et let Slag el. Stød, Dask og dl., tør være stammebeslægtet med vort. Jf. Eng. dandle bevæge op og ned, Fransk dandiner, gaa og vugge sig, omtrent = dynta og denta ("dandere seg", se dan). Se ogsaa Nyt Norsk Tidsskrift I, 281#-284, og III, 417.

"Depel m. 1) Pyt". A. Dipil NGbr. Tel. Sæt. Hall. Vestfold; Dypil og Dypyle, Rbg. Sæt. Tel. (Mo); Dybel, Døbel og Dibbel, VAgder. Sønderjydsk: "Døbbel", Pøl. Døpl Mudderpøl. Trondh. – Dyplemyr f. Sump fuld af dybe Pytter. Sæt. Rbg. – døple v. pladske i en "Døpl". Trondh. – deple adj. se dipleg.

deppa v.n. (er, te) fordunkles, mørknes; om Veiret. Ogsaa, eller maaske snarere: lægge sig formørkende (tungt) hen over Lufthimmelen, om Taage, Snefog og dl. = dekkja. Sfj. (Førde, YDale). "Han deppe te so mæ Snøkave". "Skodda deppe so te, at ein lite kann sjaa". Jf. dampa, dempen, Eng. to damp osv.

"der adv. der". A. dør Dal; deer (og "heer") Tel.; dar, där, ubetonet, Ma. Udtryk som: "ditt Döugaløkje dar du æ!" (Shl.), "ditt Glaamöuga dær du stænde!" (Røldal), "din Daasaa dær du staar!" (Trondh. og fl.), minder om G. N. "þú ... þar sem þú ert þjófr" og dl. – deran(n), dæra, Røros, Ryf. dæraa og døraa og døraan (som heimaa, heimaan dvs. heiman) VAgder. – dæn, dænna og dæna (Isl. þarna) bruges ogsaa som adj., forkortet af "den (det de) derna", modsat "hæn, hænna" (herne, A.); Innh. – da, der, Gul. (Aalen): "de laag burt paa da"; især i (de)n da dvs. den der, de da, di da, dvs. det der, de der; og, med nasalt A, (de)n da, i Selbu. Vistnok ogsaa for þarna. – "der o kor (o')", hist og her, Agder.

der conj. saa snart som, hvis, dersom. VAgder; Shl. hvor det hedder "dær" paa Steder hvor Stedsadverbet "der" hedder "dar". I VAgder: "dær" (sjelden), "där" og næsten
"dar", "dör, daar", altid kort og ubetonet. "Dör (eller daar) du kjæme dør!" (Fjotland). "Där du kjæme dær!" (Bjelland, Kvin). "Daar eg bytte bort meine Klød´na i Klæue, daa misst' eg baade Lav o Læue" (Fjotland). Maaske for þá er? Eller = dega, G. N. þegar, hvilket bruges paa samme bort-truende Maade. Sv. Diall. der, conj., om. Se A. – "dersom" hedder i Shl. "dar-so", i Sogn "da so"; se erso.

der-ihjaa adv. undertiden; nu og da. Ma. (Grindeim): dær-isjaa og dar-

Deril, Derrill, Derl se Dare, Dirl.

derla v. n. fare vimst og vippende frem og tilbage, med Bevægelser som er raske men ikke saa korte som i fidra, firra. Ma. (Aaserall, Bjell.) i Formen døørla, som "øørta" dvs. erta, "Øørm" dvs. Erm osv. Jf. darla, dirla og følg.

Derla f. en liden let vims og vippende Figur; om en liden Pige, om Vipstjerten "Mittingderla" osv. Ma.: Døørla, "Mittingdørla"; Sæt.: Dæ(æ)rle, som "ærte" dvs. erta. – Derle m. en liden "Vipp" af Hankjøn. Sæt.: Dærli; Ma. (?Finnsland): Dærle, Dæærl. 2) en i Haarene dinglende Skarnklump = Darl. Tel. (Moland): "Dærli" og "Dærl".

derta v. (ar) 1) gaa forsigtigt, let og sirligt. Li. (Kvin). 2) anstrænge sig med at være fin og udsøgt; være overanstrængt sirlig. Li. "Dæ va daa ei Derting dettæ, han kann alli faa rekje dæ o^u seg att", om Bemøielse med at tale udsøgt. 3) derta seg v. sprade. Nhl. og fl. – Dert m. liden Friskfyr; liden Dandy. Voss, Tel. Dart omtr. d. s. Sæt. – dert adj. rask og net, men vel sirlig. Shl. derten adj. d. s. Sfj. Sogn, Nhl. Shl. og fl. – Ogsaa: dirta seg v., Dirt m., dirten adj. Sogn, Shl. Jf. dirtla v.; Gutnisk: därrtä, træde forsigtigt.