A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

byrja v.a. og n. (ar) sætte (sig) kraftigt i Gang; føre (sig) voldsomt frem; tage hvast fat, gaa løs paa; drive paa. Er vel samme Ord som "byrja, begynde” A., og G. N. byrja fremføre, avle, begynde; men det betegner altid en meget kraftig Gaaen-paa. Sogn, Hard. Shl. Rog. Agder, Tel. og fl. a) "byrja i seg, byrja aa eta", fylde sig, æde voldsomt. Sogn, Rog. Agder; "børja i se", Rom. og Hedm.; "byrje aa bægje", æde og drikke voldsomt, Tel. Jf. bura, bora. b) "byrja aa ro, slaa osv." tage kraftigt i med Roning, Meining osv.; gaa løs paa. Jæd. Dal. Li. (Imperf. byrde). Oftest "byrja te" eller b. paa"; jf. G. N. byrja sik til give sig i Færd med. "Truls byrja paa den Bjønn´n aa flaa". Ma. Ryf. Sogn og fl. – "Dei byrja paa 'an" = rauk paa han; Ned. og fl. – "Hestn æ saa baska aa byrja paa" (dreven). "Idag maa dæ byrjast paa mæ Høyingjæ", drives paa med; VAgder. – Det skal ogsaa betyde: tumle omkring, tumle afsted = basa; ISogn: "Bukkadn byrja i Bergnevedn; byrja i meia Fjedle".

Byrja f., Byrjar m. og Byrje m. En som "byrjar" dvs. tager kraftigt eller voldsomt fat. Sogn.

"byrja v.n. (byr, burde)." A. "Da bør deg te gjera da", du bør; Shl. "De børst me", jeg pligter, bør. Ndm. (Tingvoll). Og: "D'æ eg som byr dæ" = "d'æ min Byrt", min Tur, Ret. Dal.

Byrje n. Flok, Følge, Hob. YSogn, Sfj. (I- og YDale). "Eit heilt Fantebyrje". Byrge?

"Byrkelonga f." A. Romsd. Ndm. Bjørkelonga d. s. (?) Shl.

"Byrkja f. Birkesaft". A. Birkja, Berkja og Birke, Ma. Bjørkja, Shl. (Etne). Hedder "Vyrkje" f. Nfj. (Innvik), "Vyrkjy" f. Vald. (Vang) se V. I Ma. og fl. tales og om "Ospebirkja, Seljebirkja".

Byrle m. Trænagle som til Forbindelse stikkes ind igjennem to Hemper eller Hanker, paa en "Klyv" og dl. Dal. (Hæsk.). Jf. Byrdel.


"Byrnad m." A. 2) = Byr, Kvernarbyr. Nhl.

byrra v.n. (ar): "byrra ette ein", være efter En med Jagen, Fremdriven eller Revselse. Ryf. (Sand, Jelsa, Hjelmeland, Nærstrand). Jf. byrsa. = Hertil maaske Byrr'e m. Sæt; se Byr.

"byrren adj. strunk". A. Shl. birren, Ryf.

byrsa v.a. og n. (ar) = byrra etter. ”byrsa Kræturaa", og "byrsa ette K." Ryf. (Sand og fl). Jf. bussa, bissa.

byrsa v. = byssa, bissa, bia. Rom.

"Byrsa f." A. 2) = Byrsing. Vald.

Byrsekorna n. Kornet paa Gevær. Shl. "-kodna". – Byrsemule m. Geværmunding. – Byrsetein m. = Byrsestokk; "Byrsuteidn". Hard. (Ullensvang). – Byrsetot (o') n. Geværmunding. Tel. Se Tot.

Byrskrukka f. en "Skrukka" af de tre sidste sammenbøiede Lever af den paa Slump udportionerede Reisekost; det antages at varsle Bør, at Levernes Antal er ulige, saa den sidste "Skrukka" faar bestaa af tre. Helg.

Byrt m. Sladderhistorie = Drøsa. Vesteraalen og Senja "Børt". Af byrta 5).

"byrta (y,) v.a. opklare, opfriske en Ild". A. Ryf. "byrta Spikjo". (Christie har "brygta Kola"). burta? Nhl. (Oos, Fusa). "2) aabenbare. Hard." A. Tel.: røbe, lade vide om. "Du maa kje børte Brænneviine fer'n" (Bø). "børte seg", røbe sig, lade sig mærke (Lunde). "3) byrte seg: hovere". A. Ogsaa: te sig udfordrende. Agder, Shl. Romsd. 4) v.n. "byrta i (paa) ein", pirke i En, drille. (jf. "bort fram i Kolo", Ndm.) Jæd. Dal. 5) v.n. sladre, fare med Sladder. Senja, Vesteraalen. 6) være i Bevægelse frem og tilbage; vimse; eg. glimte? SHelg. (Bindal, Brønnøy). "børt ut aa inn".

byrten adj. pralende; hoverende; udfordrende. Agder, Shl. Hard. Nfj. Romsd.

?byrtig adj. livfuld, kneisende. Shl. "b. Hest".

"Byrting m. Lynglimt". A. Sæt. 6) Byge eller Stød af skarp kold Vind, som slaar ned fra Bjergene. Tel. (Vinje). Den kommer vistnok ofte fra Strøget "Byrte", i Vest. 7) En som "byrter seg", gjør sig stærkt gjældende. Tel. (Vinje).

byrve, Byrvyle se Burve, Burvul.

Bys (y') n. 1) Strøelse. Tel. 2) smaat tørt Affald = Bus. Tel. Ma. Ogsaa: Bøs, Ma. Bøss, Ned. 2) et Gran = Dust. Bøss (ö) Østl. og fl. Bøs f. Romsdal (Aukra). Böss f. Ndm. Formerne med ö og ø hører maaske til Bos.

bys (y') adj. 1) buus, fremplumpende; ubesindig; ogsaa: ubeskeden. Vestfold, YRbg. YMa. Ryf. Maaske overalt bøs. "Han gjekk saa bøst paa". 2) overmodig, opblæst; brystende sig; omtrent = kry, ruvall. Nfj. Hedm. og fl.: "bøs". Bett. vil ikke passe til T. böse. Jf. bysen, bysjen, byysen.

bysa (y') v.a. (ar) forurense med "Bys, Bus". = byssa A. Tel. (Vinje). "Bysa ut Tili".

Bysa (yy) f. tykt og kvabset og noget tvetydigt Fruentimmer. Romsd. Ndm. Jf. Bøys, Bysa A. – Byse n. se Bysse.

bysen (y?) adj. 1) fuld af utøilet Livsmod; omtrent = baus. Gbr. (Lom). "Bøsen som ein Faalaa". Se bys. 2) overmodig = bys. Ryf. 3) statelig og noget brammende; omtrent = gild. Nfj. Sfj. YSogn. "Ei bøsa Bruur". Om Luften: "Han æ blaank aa bøsen idag"; Nfj. I de samme Egne, hvor "bøs bøsen" er hørt, udtales y, ofte (slet ikke altid) som ø.

"bysja v. (ar) strøe osv." A. Nhl.; Voss: bysja, bys, buste. bysa (byste); VAgder.

bysja (y') v. (bys, buste, bust) fare raskt og uagtsomt frem eller til, buse, tumle; omtr. = busa, busma. G. N. bysja, busti strømme ud. Om Arbeide: "bøsja ifraa seg", rive det af; Dal. (Imperf. byste). Om Æden – vel med en Bitanke paa Bys, Bus -: "han byse o ete ko sum fyre bere", Sæt.; bøsjaa i seg" (bøs, buste), ØTel. (Tinn, Sauar, Bø).

Bysja (y') f. 1) En som "bys" (se foreg.: fremstormende, uagtsom osv. Person). Dal. (Sokndal), Sæt. 2) Byge; kort Uveir. Dal. (Hæskestad). "No^uraabysja". Jf. Bøysa. 3) kort, heftigt Anfald af Lidelse og dl. = Flaga. Dal. Ryf. "Naa he den Bysjaa stanne av".

Bysje n. en omfangsrig, uformelig og ubestemmelig Gjenstand; en stor formløs Tingest; især noget som skroller i Fjernhed eller Mørke. Ryf. (Vikadal, Nærstrand, Sauar, Suldal) Røldal. "Eg saag eit Bysje dær burte, og veit kje kva dæ va". "Eit Aavbysje, aavlaga Bysje", Ryf. Byyse n. d. s. Ryf. (Sand). Jf. bys, bøysen, Bøys, Bøyse og fl.

bysjen adj. 1) voldsom, rivende; om Folk og Veir. Dal. Til bysja v. 2) omfangsrig, skrollende; vældig, omtr. = bussen. Til Bysje n. Ryf. "bysjen Mann, bysje Farty". Og: byysen.

bysleg? adj. og adv. 1) betydelig, mærkelig, (enestaaende); særdeles, særlig. Ryf. Jæd. "Dæ va bøs(s)eleg voore dæ!" "D'æ 'kje bos(s)elege stort, rart, fiint"; "bøsselege tomt", ganske tomt. "D'æ kje noke bøselegt eg vil deg; d'æ kje noke bøselegt aa rø om". 2) adv. særlig, netop. Sogn (Leikang, Vik, Hafslo). "Skulde da bysele (bøsele) vera eg, so skulde gjera da?" "Skulde du b. gao no?" Og bisle? Sogn. Vokalen er overalt kort, og S'et er maaske ingensteds langt. – besle (bæssle?) d. s. IRomsdal. (Gryten): "Ska dæ gjerast idag bessle?" bærsle, d. s. YRomsd. (Fræna). "Ei bærsle stor Ku". "Va dæ naakaa bærsle du vilde me?" Dette (og de andre Former) for berrsleg?


Bysling m. en Lyngsort; maaske oftest Calluna (Erica) vulgaris; nogle Steder maaske Klokkelyng, Erica Tetralix. Gbr.: "Bysling, Bøsling" og "Bøhling". I Hedm. (Ringsak) og Vardal: "Breesling" og "Bryslyng". Se Bitlyng og Bustelyng, A.

Bysme n. En som busmar. VTel. se Busma.

Byssa f. 1) tyk og svær Kvinde. Nfj. (Gloppen). 2) klodset og uopdragen, og især skjødesløst klædt Kvinde. Tel. (Vinje). 3) Fruentimmer fra By. Nfj. (Gloppen). 4) tvetydigt Fruentimmer. Sfj. (Askevoll). Jf. Bysa og de følgg.

byssa, Bysse, se bia, bissa, Bisse.

bysseleg adj. og adv. som en Byssa (Bysse). Tel. (Vinje, Rauland). "Klæ seg bysselege".

bysta? v.a. flytte ganske lidt, rokke. Østerd. (Tynset, Elvdal): "byste en Steen".

Bystel m. arrig liden masgtløs Tingest. Shl. Ryf.: "Bystedl". Jf. Illbyste.

bysten adj. 1) feiende dvs. vakker, kjæk og i Vælten. Sogn. 2) opfarende. Hard. Ryf. Shl. Vald. Til bysta, børste.

bysutt (y') adj. fuld af "Bys", "Rusk". Tel.

"byta v.a." A. 3) "byta seg ut", skille sig ud, være afstikkende. Ryf. Jæd. Jf. Utbyting. – "byte utur", gjøre uheldigt Bytte. Hedm. Gbr. se utor. – byta dvs. bytte, styrer Dativ i Sæt. Hall. Gbr. og fl. "Byyte Hesto".

"Byte n." A. 4) = Millomlag. Shl. og m. fl.

Bytebarn n. Skifting. Ndm. "Byytban".

bytelaana v. laane hinanden gjensidigt og i Bytte. Søndenfjelds. "B. Bøker". Ogsaa: laanebyta.

Byting m. Bryllupsmad = Forn. Ryf. Shl.

bytna (y') v. (ar) 1) angribe, støde imod?. Kun hørt i "Trygjen bytnar" dvs. Kløvkurven gnidser Hestens Skulder eller Ryg. Tel. (Selljor, Vinje). Jf. G. N. bytna have sin Ende i en Bund (Fritzner). 2) fuse næsvist frem, især til Angreb; kaste sig ind i ulige Kamp, eller ind i Foretagender som ligger over de smaa Kræfter. Jæd. Dal. Oftest: "bytna fram". Ogsaa: "bytna seg". Dette sidste, ialfald, er maaske dannet af Bytne n. en frembusende, næsvis, stridslysten Stymper; f. Eks. en liden Ko, som aldrig lader de andre meget stærkere i Fred. Jæd. Dal. Eet med følg. Bytne? – bytnaleg adj. næsvis og dumdristig i Overvurdering af sine ringe Kræfter. Jæd. "bytnale aa kleene"; "bytnale aa nöuden"; "boven aa bytnale"; "bröusten aa bytnale".

"Bytne n. Laag osv." A. Sæt. Ryf.

Bytneplagg n. Klæde til at "bytna A." med. Sæt.

"Bytning m." A. ) Laag af Skind. Nhl. Hard.

bytt adj. besynderlig, sær, underlig; ogsaa: utækkelig, ulidelig. Vel eg. forbyttet; jf. Byting m. Helg. (Brønnøy, Bindal). "Han æ saa bytt". "Da va saa bytt aa hør' paa". "Har du hørt saa bytt!"

bæa v. = bækta. Om Faar. Sogn.

Bæ, Bæde, Bædd og Bæe se Bed.

Bæg m. 1) uartig Dreng; liden, uanseelig og unyttig, tvær Person som kun vil gjøre Ugavn. Ma. (Vigmostad, Holum, Halsaa, Bjelland). 2) tvær Person som gjør sig udueligere end han er. Ma. Jæd.? Ialfald det (usikkre) Jæderske "Bæg" er vel af bægja; det Mandalske peger med sin Bet. lige saa snart mod Belg, som vistnok nu i sin eg. Bet. lyder "Bæælg" i VAgder, men sagtens engang har lydt "Bææg", som endnu i bægfletta, Li. Jf. T. Balg, D. Diall. Bælle, Ukvemsord om en Dreng; jf. ogsaa Anvendelsen af Pøk og Hit.

Bæg, bæge se Bæv. – Bægbøyste se Belg-.

"bægja v.a. hindre standse". A. Ogsaa v.n. være hinderlig, være (staa) i Veien. Ma. Shl. Helg. Østerd. "K'æ da saa bæji dar framme?" Helg. "Bæja før Bø´dn", sætte Stængsel; Shl. "Bæi aa bængl", være vrangvillig og yppe Kiv; Trondh.

bægjall? adj. som ikke kan raades med; trodsig; ustyrlig. Ma. (Bjelland, Holum). "Kyræ æ saa beiaale, eg fær' enn kje mæ meg". "Han æ saa beiaale at Mo^ur hans kan kje raa mæ 'an". Dette "beiaale" kunde for sin Form gjerne være beidall (se d.), mens det Sætbyggske "bäiaale" ikke kan være bægjall, som i Sæt. maatte blevet "bæjaale". – "Eit Beiels Ting" n. en uvillig, trodsig Tingest. Ma. (Bjelland). Hører maaske ogsaa hid til bægja. – Jf. "Bleia", med tydeligt E, for Blæja, i Ma.

Bægja f. 1) en pludselig Lidelse, et Sygdomsanfald. Maaske kun i Badnabæja Barnesygdom; Ryf. (Sand); oftere Badnabæia, Ryf. (Hjelmeland, Nærstrand). Jf. Barnebeig. 2) et voldsomt og uventet Uveir som i høi Grad skader Høhøsten. Sogn (Lustr, Hafslo, Balastraand). "Äi stygge, äi skikkele, Bäia". Sammesteds hedder Byge: Bya. Maaske ogsaa om andre skadebringende eller hinderlige Naturbegivenheder.

Bægjegard m. et let og midlertidigt Gjerde, der tjener til Afvisning eller Hindring; f. Eks. tværs over uberettiget Gangsti, eller langs Fævei nærmest Fæhuset. Sogn (Aurland: "Bæje-": Hafslo: "Bæge-"). – Bægjekjer n. Kar foran Bro, til at afvende Isgangen. Sogn, Hard. – Bægjenot f. et mindre Vod, som sættes indi det større, før dette tages op. Shl. – Bægjespik (ii) f. tvær, uvillig Person. Helg. "Bæi-". Bægjestikka f. d. s. Helg. "Bæi-". – Bægjestaur m., Bægjestong f., Bægjetroda f. Stang anbragt til Hindring. Sogn. – bæiesli adj. hinderlig = bægjeleg. Salten.

Bægn f. hinderlig Stilling. "Huse staar i Bængn", i Veien. Nordl. (Salten, Steig).
bægna v. impers. (ar) gaa eller træffe eller falde ind hinderligt; gaa uheldigt, om mindre Uheld; = bengla. Dal. (Hedland, Hæskestad). "Dæ bægna so tee".

Bægsl f. Hindring, især en midlertidigt anbragt Hindring; særlig noget (f. Eks. et fældet Træ) som skal holde Fæet borte; eller = Bægjegard. Nfj. (Stryn, Honndal). – Bægsle n. d. s. eller snarere et noget varigere Stængsel. Nfj. (Eid). – bægsla v. anbringe Bægsl el. Bægsle. Nfj.

Bæksl n. Bidsel. bæksle v. Hall. Østl. Se. Beisl.

bæksta v. 1) arbeide med smaa Midler eller daarlige Redskaber; faa i Stand til Nød eller til midlertidigt Brug; kludre. Østerd. (Rendal, Elvdal). "Du faar bækst' ihop de, slikt du kann". "Han bære bækste(r) sei fram". 2) tøie el. spare saa at man faar noget til at strække nogenlunde til. Østerd. (Tynset). "Ei fær sjaa te aa bækste te". Maaske bægsta; jf. bægja, begla. Se beksta A. – Bæksting f. det at bæksta. – Bæksting m. En som "bækster". – bækstingsleg adj. indrettet paa at gjøre Tjeneste til Nød og indtil videre; provisorisk; usolid. "D'æ saa bækstingsle alt paa den Gal´n". Østerd.

bækta v. bræge. Ogsaa om Kalve". A. I Li og Sæt. kun om Kalv, og om Gjed naar den skriger hæsligt (ellers "mekrar" den), medens Faaret "blæktar". – Bækt m. En som fører Sladder. Li. Bækt n. Sladder. Li.

bæl-, Bæle se Berda. – Bæling m. = Berda.

"bæla v.n. drikke meget". A. Hedm. Rom. Tel. "bæle i seg". bælme d. s. se belma. 2) proppe Mad i sig. Smaal. og fl. "bæle i sæ(i)". Ogsaa: "bæle paa aa drikke, eta". Smaal. og fl.

"bær adj. 3) drægtig, som "bærer"." A. "Kua æ saa olagle bær, saa leitt bær", kalver til en saa ubeleilig Tid. Ndm. STrondh. – bærd d. s. Voss.

Bæra f. liden Bølge; mest i Flertal, om Ringene efter et Legeme som bryder Vandfladen og om Smaabølgerne omkring Kjølvandet. Hard. Shl. Nhl. Sogn. Jf. bæra v.

"Bærfis m. Cimex". A. Vald. Ma. og fl.

Bærla f. liden Bølge = Bæra. Ryf. – Bærling m. d. s. Shl. Ryf. Jf. bærla v.

bærleg adj. som bærer (fører) sig godt; anseelig, statelig. Jæd. (Klepp, Time). – bæreslig d. s. Dal. (Hæskestad). G. N. bæriligr passende; jf. frambæreleg; se berleg A.

bærra v. (er, de; ogsaa ar) holde eller føre sig bærren adj. dvs. med fremstikkende Mave. Li. (Eikin, Fjotland, Kvin). "Han gjæng o bærra sum ei Barselskaana". Sammesteds: "ber´e" adj.; men "Kjærra". berra?

bærutt adj. fuld af smaa Bølger. Hard.

bæsa v.n. (er, te) blæse svagt, lufte; lufte op i, tørre lidt. Shl. (Stord, Fitja). "Da bæse i Høye". – bæsen adj. om Hø: neppe halvtør; lidt luftet. Shl. – bæsna v.n. tørres lidt, omtrent = badna. Shl.

bæsa v. (er, te; sjeldnere ar) fylde sig med kraftløs Drik eller (sjeldnere) Mad. Tel. Sæt. "Bæse i seg; bæse o drikke". – Bæs n. stor Masse af kraftløst Drikke = Blass. Tel.

bæsa v.a." A. 2) forsyne med Baase, indrette med Baase. NGbr. "Hæⁱn ha bæst uppatt Fjose sitt".

"Bæse n. Ko-Baand osv." A. Innh. "Bees".

Bæv, bæve se Biv, biva.

"Bø m. 2) Engmark". A. Bestemt Form: Bø´dn og Bød´nin, SBerg. Dativ: Bø´næ, Voss (som Skonæ, Ljaanæ); Bø´na Sfj. og fl. Flertal: Bøja (bestemt Bøjene) Voss (if. Vidsteen). Se Bjaa. – Bø se Biv.

Bøbbe (ö) m. En som gjør sig vigtig, som "brisker sæi". Vestfold. Vel eet med Bobbe.

bøgsla (ks) v.n. boltre sig som en Hval; tumle = bala 1). Helg. Af Bøgsl.

Bøk n. Skrab, Affald; = Rusk, Bos. Ogsaa: "Bøkari" n. – bøken og bøkutt adj. fuld af "Bøk", uryddig = ruskutt. Vald. (Bagn, NAurdal). Se bøka. Eller for "Byk", til bykja.

bøka v.n. (ar) fare uvarligt og støiende frem; tumle frem; rode = bauka. Vald. (Aurdal). Vel for boka (o'), se d.

Bø-kall m. Busemand = Bokkje, Buve. Li. (Lyngdal): "Bøkaddn". Vel eg. en Vætte, ligesom "Bukall". Bøken, bestemt m. d. s. Ma. Li.

Bøkaare VTel., Bøkaari Sæt. se Bekre.

Bøl (ö) m. dvs. Bol el. Bul = Krop. Østl. (Vestfold, Rom. og fl.). – bøla (ö) adj. = bulad. "Kua æ(r) gott böla".

"bøla v.a. (cr, te) lave Rede". A. 2) "bøle sæi tel", sætte Bo (Bol), især med smaa Midler. Østerd. Vel. eg. spøgende Brug.

bøla v.n. og a. (ar) 1) rode; tumle = kava, bala. VTel. "bøle omkring". "Kaama bølande". "Han heve bøla o rusla paa mæ alt, men æ kaamen i Avella". Ogsaa: gjøre klodset Arbeide: "bøle ihop, bøle dæ tel", Vestfold (Lier). 2) proppe, pakke = bula. VAgder; Ø- og VTel.: bøle. "Kjellarn va fullbøla mæ Braataa", fuldpakket med Skrab; ØTel. "Ho bølar paa seg alt de ho heve". Minder, trods Bøiningen, om det foreg. Jf. dog ogsaa "bøl" adj. parrelysten, "bøla" og "bala" v. tumle, løbe i Brunst, A. – Et andet bøla, med A i Infinitiv, altsaa for bola (o') i Hall. (Gol), med omtrent samme Bet. som dette bøla. Se bula.

Bølapp m. = Bøkall. Og: "Busselapp". Senja.

bøleleg adj. uryddig, som i et "Bøle". Tel.

Bøleverk n. se Bolverk. – bølik se Biv.

Bølingar m. plur. Dyr af samme Kuld, "Bøle". Nfj. Ogsaa "Jambølingar". – "Bøling m." A. Østl.


bølja? v. "bøljaa i seg" proppe i sig (Mad). ØTel. (Heiddal, Sauland). Passer ikke til belgja (belga); men ser ud som et belja eller bylja. Jf. bala, bola, bula, bøla.

Bøn, Bøni se Byne. – Bøne se Buna.

"Bøn f." A. 2) Banden, Forbandelse, Ed. Gbr. Hall. Ikke blot i Spøg. "Hæⁱn tok 'ti æi Bøn".

Bøna(r)skraa f. En som bander meget. Voss, Ndm. Ogsaa "Bannareskraa". Eg. Spøgord.

"Bønasta(d) m." A. Shl. Bønestav, Ma.

"Bønebok f." A. "Gaa i Bønabokjo før' ein", bede En bønligt. Shl.

Bønefolk, -kona, -mann, Tiggere. Sæt. Tel.

bønlaust adv. ubønhørligt, ubetinget. Tel.

Bønstol m. "stige paa Bønstoolann", bønfalde. Østerd. (Kvikne). "Du stee itt paa B. för dæm, du!"

Bør f. Besked, Forklaring. Trondh. (Innh. o. fl.). "Han fekk den Bør´a, gjekk med den B." Se Børa, A.

Børald, Børild se Byrdel.

børam adj. = bjaaslid. Nhl. (Haus).

børlam adj. stiv eller næsten lammet efter overanstrængende Arbeide eller en Beskadigelse. Gul. Røros. børlæmm, Østerd. (Tynset, LElvdal).

?børgspørten adj. stolt = byrg. Hall. (Gol). Meddelt.

børt adj. lys i Klangen; klingende. Østerd. (LElvdal). Meddelt. "Bjøla va saa børt". Jf. bjart. Fra Helg. (Ranen) er meddelt: "børt i Lett´n", livlig i Farven. byrt?

børv adj. selvtilfreds = byrg. Tel. (Bø).

Bøs m. lidet Kammer ved Siden af Stuen, især til Mælk. Tel. (Kvitseid). Ogsaa: Baus; Tel. Solør, A.

bøs, bøsen se bys-. Bøs, se Bys, Bos.

Bøsgard m. og Bøsgjerde n. = Bøgard. Ryf.

bøsseleg se bysleg.

Bøste, Bøstehus se Boste, Busthus.

Bøtemaal og Botemaal n. = Botevon. VAgder. – Bøtemun m. d. s. Ma. (Aaserall).

Bøv, bøvlik se Biv.

bø-van adj. = bjaaslid. Shl.

"Bøvel m." A. Ma.; Shl. og Jæd.: "Bøvedl". "2) Fanden". A. Hard. – bøvla v.n. være en Bøvedl; larme og buldre. Jæd. Jf. devla.

bøya upp v. impers. (ar) = ela upp; om Byger, hvorigjennem overgang sker fra Regnveir til Klarveir. "Dæ bøya upp te gott Veer". Ma. (Holum). Se Bya.

Bøyand n. = Beiand. Hall. (Gol). Her siges ogsaa, især af den yngre Slægt, "brøy" for breid, "styre" for stira. En lignende Usikkerhed i Brugen af Y og I, men mest virkende i modsat Retning – "Big" for Byg, "Haie" for Høya – hersker langs næsten hele Færdselslinjen fra Lærdal i Sogn til Krødsherad (incl.) i Busk.

"Bøyg m. 3)". A. en sammenbøiet Figur (Person). Sogn. "Frosbøyg". Bøygja f. d. s. Sogn. 4) Knibe, Forlegenhed. Tel. (Tinn). "E va væl i Bøyj'n der!" 5) "væra paa en Bøy", være beruset. Ringerike. "Kant" bruges sammeledes.

bøyg adj. bøielig. Namd. Helg.

Bøygja f. 1) Dyst, Styrkeprøve; længe uafgjort Kamp. Sæt. "Ryjje-Böyje" = seigt Ryggjartak. 2) se Bøyg; og følg.

"bøygja v.a. bøie". A. 2) have Møie eller Dyst (Bøygja) med noget; arbeide svært med = strida med. Li. (Eikin, hvor det udtalles "bøya" og "bøykja", idet g ofte udtales som k; se dog ogsaa bøykja).

bøygjast v. recip. prøve Styrke; omtrent = bendast; ogsaa: slaaes. Tel. Sæt. Ma. "Dei bøygdest o bændest". – Bøygje-tak n. haard Dyst, lang Styrkeprøve. Sæt. L.

Bøygjebugda f. kunstig, ikke naturvoksen, Bøining eller Bøile. Se Bugda. Sæt.

bøygjen adj. 1) som vil bøie sig. Trondh. 2) buet. Ndm. "Krookaat aa bøye"

?bøygla v.a. = meinka dvs. være til Hinder og Plage. Nhl. (Eksingadal). "Datta Saare kjeme te b. deg længje". Meddelt.

"Bøyk m. Hestebremse. A. ØAgder. 2) haardnakket og viljestærk Person, som tvinger sig frem. Tel. Jf. bøykja, bauka.

bøykja v. (er, te) bisse, = skina. V- og ØAgder, Tel. Bamle, i Formerne: bøykja, bøykje, bøyke, bøyga, bøyge. – bøykja seg fram v. tvinge sig frem, fremtvinge sin Vilje. Tel. (Rauland, Vinje). Til Bøyk.

"bøykja v.a. byge, koge i Lud". A. Hall.: böikji. – Böykjigryte f. Hall.

bøyla v.n. (er, te og de) vrænge Øine, se skjævt og bistert, skummelt. V- og ØTel. Vestfold (Hedrum og fl. "bøle"). "Han sit o bøyler o æ so gloomsk". "Stuutn bøylde". – bøyleleg adj. skjævtseende. Tel.

Bøys f. 1) en svær og anseelig Kvinde, som har Vægt med sig; svarer omtrent til "Bause" om Mænd; sommesteds: grov og klodset, doven og uvorn Kvinde. Dal. Li. Ma. Sæt. 2) stormodig, storladen, oftest ogsaa ødsel Kvinde. Stjør. (Et "Bøys" m. ustyrlig Dreng, i de sydøstlige Egne, tør være det Eng. boy i Flertal, ligesom "en Roks" rock, "en Kjæks" cake, "en Østers" oyster eller Holl. öster, "et Slips" slip, "et Drops" drop, "en Turnips" turnip osv. osv.). – Bøysa f. svær Kvinde. Ryf. Røldal. Jf. baus, Bause.

Bøysa f. voldsom Byge = Bysja, Brøysa, Brosa. Sogn (Borgund, Vik, Ladvik, Eivindvik). Jf. Bus.

bøysa v.n. (er, te), buse frem, storme paa, drive voldsomt paa. Ryf. (Vikadal, Hjelmeland). "Bøysa paa aa springa, aa sigla; han bøyste aa siglde". Jf. bausa, busa og de følgg. – bøysa seg v. "da bøyse seg i Gryto", det koger over. Shl. Se A.

Bøyse n. = Bysje. Tel. (Vinje, Mo, Eidsborg).
Bøysing n. En som "bøyser", buser frem, fremfusende Tosse. Hall. (Gol). Mere brugt er "Häl(v)bøysing", Halvtosse.