A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Avgud m." A. Ma. 2) drabelig, vældig Karl; ogsaa: hensynsløs, larmende og voldsom Karl = Avgast. Vald. Sæt. og Tel.: "Avgud".

Avgue? m. voldsom, larmende og tumlende Karl. Hard. (Røldal, Ullensvang). "Han turte so ein Avgue". Og Tel. (?Sveinungson har "Avgui, en i høi Grad ond eller god", altsaa usædvanlig). – Aogua f. og Aogue m. vrangvillig Særling; Tværdriver. Voss. – aoguen adj. vrangvillig, tværdrivende. Voss. – Avguing m. = Avgud 2). Vald. (Ø- og VSlidre). Avguingji, Sæt. VTel. (Mo). – Tvivlsomt, om disse Ord høre sammen, og om de have Sammenhæng med "avgu", med "Avgud", eller med Guv, guva, guven, Tvergue, eller med flere af dem (snarest).

Avgut m. usædvanlig Karl = Ovgut. Ma. (Finnsland), Rbg. (Honnes). "Äin Avgut te Aure". En Udtaleform af "Afgud"?

Avgyrja f. et svært, fedt, noget kvabset Hunvæsen. SætB. Se Gyrja.

Avhall n. Forkleinelse, Nedsættelse. Tel. "-hadd". Til avhalla.

avhegdele(ge) adv. overvættes; uhyre. "a. stor". Sogn (Aardal).

avhei(d)ra v. a. (ar) 1) gjennemhegle, overøse med Lastord. Tel. (Selljor, Rauland og fl.) 2) tilintetgjøre. Tel. Se A.

avhei(d)releg(e) adj. og adv. overskjældende. Tel. (Vinje). "Han rødde so a".

avhellande adv. overvættes; se heilende. Tel. (Bø).

"avhenda v. a. (er, de)".A. 2) slippe sig af Hænderne; slippe; give Slip paa. Røldal.

"avhendes adv." A. Dal. Totn, Ndm.

avhendt adv. 1) bagvendt; baglængs. Oslo: avent. 2) = avhendes. Ndm.: "avhænt". Jf. G. N. afhentr ubeleilig.

Avhite m. Ophedning indtil Forkulling eller Antændelse, foranlediget ved Straalevarme. Hedm. (Nes, Ringsak), Gbr. (Faaberg). "De staar slik en Hæta taa Omna at Ve´n ha ti'i Avhæta"; (Hedm.). Ogsaa: "De fata ti Stall´n taa Avhæta fraa Fjøse" (Faaberg). Og: "Avheta".

Avhogg n." A. 2) stor, stærk, plump Tingest. Ndm. STrondh. "Eit A. te Kar".

avhovda v." A. Voss, Sogn: aohovda.

avhugga v. a. (ar) berolige, stille. Li. (Kvin, Fjotland). "A(v)hugga eit Baadn". "Kræture
skina saa fælt førr i Dag, men naa he dei ahugga seg". Se hugga. "Hugge ein av". Tel. G. N. hugga ein af harmi.

Avhus n. Privet. Shl. (Kvinherad, Fjellber) "Avhus". G. N. afhús, Udhus.

avig, avug eller ovug adj. bagvendt, vrænget, avet. G. N. afigr, afugr, öfugr, Sv. afvig. I disse Former og Forbindelser: "Slao mæ äuger Haand", med Haandbagen eller avhendes. Sogn (Lustr, Sogndal); "mæ agger Hand" eller "aggerhendes", Sogn (Aardal "-gar-", Lærdal) A.; "slaa agerhent" Solør (Brandvoll). Af G. N. afgri (öfgri) hendi. {MERK:öfgri er öfugri over her, OV} Af denne Dativ er da vel siden dannet et nyt Adjektiv äuger, Sogn (Sogndal, Lustr): "äit äugert Slag"; og et Adverb äugert eller aggert, Sogn (Lustr, Sogndal, Aurland, Hafslo): "slao äugert te"; "eg räi äugert". "Slaa mæ öuo Haand". Shl. (Etne). – augutt adj. og adv. d. s. Hard. Shl. "Da gjekk öugete"; "slaa öugete". – att-augutt, d. s. Shl. "Slaa mæ attöugete Haand". – "Mæ avikt Hann" (Innh.) d. s., kunde være "av-vikt" af vikja. "Mæ aveies Hann (Haand)", d. s. Gul. Ork. Fosn, har i Formen sluttet sig til Adverbet "avveges", afsides. "Slaa avsies" hedder det i Ndm. (Tingvoll). Jf. ovig, avgu, aggarhendes, aurt.

avisar adv. paa anden Vis, anderledes. Østerd. (Oos, Tynset, Lille Elvdal); Rendal "avisäre". "Ei kann de itt avisär". G. N. adruvísa, Sv. Dial.: arvis, annervessare.

a(v)jona adj. udmattet. Nordl. Se avrjonast.

avkikka adj. pludselig magtløs af Overanstrængelse, af et Vrik el. dl. Tel. Rbg. VAgder. Se kikka. – avkjakkad adj. omtr. d. s. Se kjakka. "Eg va so avkikka eg kunna ille lea meg".

Avkjøma f. et afsidesliggende, utilgjængeligt Sted. Hall. (Aal). – Avkjøme n. d. s. Tel. (Moland). Meddelt.

Avkjøme n. Herkomst; Byrd; Forfædre. "Han vart snaadde (skjæmde) fyr Ætt aa Avkjømi". Tel. (Mo, Vinje, Laardal, Selljor). – Ældre D.: Afkom dvs. Herkomst.

avkjømeleg adj. afsides; til. Avkjøma. Hall.

avklar(a)d adj. dræbt. Rog. Se klara.

"avklyvja v. a. A. Hard. (Ulvik): aoklyvja.

"Avkoma f." A. 2) = Etterkoma. Shl.: Aav-.

avkrita (ii) adj. nedpruttet; nedsat af smaalig Kritik. Tel. Til kriita.

avkroppa (o') adj. afmagret, indsvunden; afpillet. Namd.: "taakraappa".

avkrota (o') adj. afpillet, udpillet. Fosn (Hevne). "Kjøte æ taakraataa taa Beinaa". Af krota dvs. pirke, pille.

Avkul (u') n. let Vind fra Landsiden. Sogn. G. N. kul, n. Blæst.

"Avl n." A. Shl. (Etne). "Han gjekk taa Avle", af alle Kræfter. – Avlstein, m. Løftesten til Styrkeprøve. Helg.

"Avl m." A. 2) Ilden og Gløden i Essen. Ndm. Stjør. Hertil: Avltota (o') f. = Avlpipa, Sogn (Lærdal); Avltuute f. d. s. Hall. Se Tota. – Avltut (uu) m. d. s. Hall.

Avl m. bred Sene langs Ryggen = Gulhaar. Nfj. (Stryn, Honndal). Og Alv.

"avla v. a. (ar) erhverve". A. "Eg avla 'kje Bein i Baatn", fiskede intet. Nhl. og fl. "4) mægte = evla". A. Helg. Tel. (Bø?).

avlaga adv. umanerlig, overvættes. Land, Hadeland, Ryf. "avlaga stor". Se avlagad, avlugom. – Ogsaa: aavlaga, Ryf. (Suldal), Røldal; (af Ovlag?).

"avlagd adj." A. 3) udtrættet, udmattet. Ryf. Shl. "aavlagde".

avlasta v. a. aflaste, losse. Ryf. "a. Baat´n".

"avlaten adj." A. "Kua æ avleta, har ophørt at mælke"; ogsaa "Kua har avleti". Land, Hadel. og fl. Se "lata av". A.

avlatt? adj. udmattet = avgjeven. Vald. (Aurdal). Til letja, eller for avlaten?

avlaat n. utidigt Foster, Abort. Nfj. (Stryn, Honndal). Se avleta. Jf. G. N. láta af, slippe, blive skilt ved.

Avlaat m. utidige og voldsomme Udbrud, især af Smerte, Medynk eller Utaalmodighed; utidig høilydt Klynken eller Jamren. Ringerike, og fl. av = ov. Se Avlæta, -e. – avlaaten adj. tilbøielig til Avlaat. Ring.

"Avlaat n. 1) Ophør". A. Tel. "Ku´na ligg i Avlaataa", i de sidste Aandedræt. Romsd. (Eid). – Avlaatsskur f. den sidste Byge før Klarveiret begynder. Tel. (Kvitseid).

Avlaata, f. Ko hvis Malkning minker stærkt, som "læt av". VTel.

Avlaating, f. Ophør. "Kyri æ i Avlaatingji", K. opphører snart med at malke. Sæt. Tel.

aale adv. omkuld, over Ende. Maaske for "av Led" (Side), sml. "av Venda". "Ria av`le", falde omkuld. Hard. (Kvamm, Ullensvang). – "Gar´n rei'an avle" (?), Gaarden blev hans Ruin. Hard.

avlegen adj. afsides liggende. Sfj. (YDale): a(a)vleien. – ?a(a)vlægse, d. s. Shl. (Etne).

avleggjande adj. og adv. overordentlig, usædvanlig stor. Tel. (Kvitseid, Selljor), Dal. "Den store avleggjandes Hundn". "Ein avleggjandes stor Hest". Se Ovleggja.

Avleida f." A. Sogn. – "avleidd adj." A. Gul.: "aavledd" og "aavlett", forsømt, undladet. – avleidsleg adj. opsættende, uordholden med Hensyn til Tid. Helg. (Mo "avleihle"; Vefsn "avleihle-in").

avleita v. n. (ar) komme af Syne idet man er gleden bagom noget. Tel. (Vinje, Laardal), Røldal; Ryf.: "aavleita". Se Leite. – avleitast v. n. d. s. Dal. – "avleites adv." A. Tel.

"Avleiva f." A. Avleivur pl. Rbg. Tel.
Avleive f. sing. Levning. Gbr. (Fron), Vald. (Vang). Avleige, Gbr. (Vaagaa). Aa(v)løyva, Ryf. (Suldal). G. N. afleif.

avlendt adj. afsides liggende; mest om et Stykke Land som dertil ligger paa Skyggesiden. Ryf.: aav-.

Avlengja f. meget lang Figur. Tel.

Avlenkja f. = Ulenkja, Lenkja. Tel. – avlenkje adv. "avlenkje lang", lang og ilde bygget = ulenkeleg. Tel. (Moland).

avleta (ee) v. (ar) føde utidigt, kaste Foster. Nfj. (Honndal, Stryn). Se Avlaat n. – Avleta (ee) f. Hunvæsen som er udsat for at kaste Foster. Nfj.

"avlessa v. a. (er, te), aflægge et Læs". A. I Ryf. (og vistnok mangesteds) er "avvlessa", befri fuldstændig for Læs eller Ladning; "a. Sle'en, Baatn"; men "lessa aav" v. n. fjerne noget af Ladningen.

Avlessing m. en stor og svær Karl. Li. (Bakka, Gyland), Dal. (Hæskestad). Ogsaa om Dyr. Se Lessing, Ovlessing.

Avlit (i') m. 1) afstikkende Farve; enhver virkelig Farve (anden end Sort, Hvidt og Graat). Tel. (Mo). 2) = Attlit, Etterlit? NGbr. (Lesja).

avlita (i') v. a. (ar) 1) give en lidt anden Farve dvs. farve svagt; affarve. Ndm. (Kvernes, Aure, Ædø: ee og æ), Namd. (Leka). "Ta aa avleta Haassaan i Attletn". "D'æ saa vidt at Gane æ avleta". "Supaa æ ikkje avleta", Suppen har Vandfarven. 2) v. n. falme, affarves. Li. Hard. Namdal. "Dagjn avlitar", det begynder lidt at skumre. (Røldal). 3) give Farve fra sig, smitte med Farve. Ryf. SGbr. Namd. Odal. "Plaggje avlet(t)a". – avlitast v. n. falme, faa anden Farve = avlita 2). Ma. Senja: "avlitest"; Innh.: "avletas" el. "avlæt(t)as". – avlita adj. eller part. affarvet, falmet. Tel.; Namd. Nordl. og SGbr.: "avlet(t)a" (æ og ee). Hedm.: "aavlæt(t)e".

avlita (i') adj. 1) farvet dvs. ikke hvid, sort eller graa; ogsaa: mangfarvet. Rom. "avlit(t)a"; Østerd. "avlätä(aa)"; (Guldal: "avlaataa"?). 2) ikke hvid; altsaa: graa, sort, eller farvet. Ma. Rog. Se Avlit.

avlitka v. a. og n. = avlita 1 og 2. Sjelden. Oftere: avlitkast v. n. faa anden Farve; falme. Innh. og Gul. "avlækkas". – avlitka adj. omfarvet, affarvet, = avlita adj. Ndm. "avlekka"; Innh. og STrondh.: "avlækka".

Avliv n. Livstykke. YSogn. Aoliv, ISogn (Aurland). Jf. Ovliv.

avljodast v. n. miste sin Lyd. Tel. (Selljor). Strængjn hev avljoas".

avljosna v. n. skumre. Hard. "ao-". – Avljosning f. Skumren, Skumring. Hard. Se "Avlysing", A. Hard.

"avloa v. a. dræbe". A. I- og YSogn.

avloda v. a. 1) "avlooa ein Gar", føre Afgrøden bort fra en Gaard. Ryf. (Sand, Suldal). Jf. "avloda afhøste", A. Østl. 2) ødelægge en Gaard ved slet Dyrkning, især ved stadig at føre Grøden bort. Tel. Vestfold, Hall. Sigdal. "Her hev vori Gara, men no æ dei avlooa". Jf. vanloa, utloa.

Avlut (u') m. svær, drøi Karl. Sæt. Tel. "Ein Avluts Gjerningji", d. s. Sæt. Vel egentlig: svært Stykke "Lut". Jf. Avhogg.

Avlæta f. = Avlaata (Ko). Hall. (Gol): Avlæte og Aavlæte.

Avlæta f. 1) = Avlaat m. (Jamren osv.). Sogn (Aurland): Aolæta; Nfj. Aavlæte. 2) En som giver sin Smerte eller Medhu. Luft utidigt og høilydt; en Jamrer. Hall. ISogn. Jf. Læta.

"Avlæte n." A. 3) el. Aalæte? = Avlaat m. Voss, Sogn. "Da va äit Aolæte pao dan!" "Halda Aolæte". (Christie har: "Aalaat, overdreven Klynken og Omsorg", uden Sted).

Avlæte n. = Avlaating f. Tel. Hall.

avlætele(g) adj. og adv. overvættes. Hall. (Aal).

avlæten adj. fuld af Avlaat m. = avlaaten. Voss. Sogn. "Ein aolæten Ungje".

avlætug adj. = avlæten. Hall.

Avløde n. (m.) afhøstet Mark. Østerd. (L-E). "Kua sykjer ette Avløa", længes efter. Til Lood, avløda.

"avminnast v. n." A. Ryf.; Shl.: aav-.

Avmæle n. slet Omtale. Tel. (Moland).

Avnot (o') n . Tab, Skade, Fortræd. Til Not, njota. Sfj. "Eg kjem te liie Avnot taa da (di)".

Avnøyta f. = Ovnøyta. Vald.

"Avrak n. Udskud". A. Namd. Innh. Sdm. Nfj. – Dal. (om daarlige Folk).

avraka adj. og adv. svær og oftest noget plump; vældig. Namd. Innh. Helg. "Eit stort avraka Beist"; "eit avraka stort Beist"; ogsaa "eit avrakanes Beist". Helg. Maaske af "Avrak"; snarere jf. "rakande", A., af raka.

Avrange m. Sne som er sammenfrossen efter at være gjennemblødet = Hjaarn (Kjaadn); A. og "Hjaarn" bærer altid, "Skare" ikke nødvendigvis. Sfj. (Bremang): Avraangje. – avraangjen adj. om slig Sne. Sfj. Usikkert. Se A.

avraska v. a. bringe fra sit Sted, saa det ikke gjenfindes. Østerd. (Oos, Tynset, L-Elvdal): "aavraske".

Avrat n. Skrammel, Skrab = Rat. NGbr. Ndm. Stjør. – Avratshus n. Pulterkammer, Skrammelskur. Stjør.

Avratle (?m?) omtrent = Avrave. Kun hørt i Flertal: Avrahla. Stjør. (Hegre, Maaraak). "Slaa burt i Avrahlom", meie henne i Afkrogene med det ringe Græs.

Avrave m. afsidesliggende lidet værdifuld Jordstrimmel. Innh. i Formerne Avravi
-raavaa, -raaghwaa og -raagaa (Skaun, Stjør. og fl.). Se Rave.

avraada v. a. (er, dde), ombestemme; kun som avraa seg og avraast v. n. (raaddest, raast), ombestemme sig, tage ny (endelig?) Bestemmelse. Li. Sæt. Tel.; Hard.: "aorao seg". Hertil "avraadd omstemt osv." A. Li. Jf. (?) G. N. ráda eitt af, endelig beslutte noget.

avraae se avroden.

avregda, avregdale, se avbregda.

Avreid, avreida(le) se Avbregde, avbregda.

avreida v. a. befrie (en Hest) for Befordringsredskaber (Reide) og Byrde (Klyv). Hard. – avreida seg v. om Hest som skiller sig ved dette. Sdm. (Hjørungfjord), Nfj. (Breimn).

Avreida f. 1) Tilredning; især ironiskt: slem T., Tilrakning, Mishandling. a) materiel. Hedm. Solør; Østerd. (tildels "Avre'e"). "Elva har gjort ei fæl Avreie paa Aakrn". "Han gav'n ei go Avreie". b) skarp Irettesættelse, Gjennemhegling. Sdm. (Sande) og Nfj. "Avreide"; Hedm. Tel. og Solør "Avreie"; Senja "Avreia"; Helg. og Salten "Avrei". – avreideleg(e) adj. og adv. tilredende, tilrakkende, mishandlende. Tel. Jf. Avreidsla.

"avreidd adj. 2) gjennemheglet. Sdm." A. Solør, Østerd. Hedm. Tel.; Ndm. og Hall. "aavreidd". 3) ilde tilredet overh. Solør, Østerd. Dal. og m. fl.; se Avreida f.

"Avreidsla f. 1) Tilredning". A. Især = Avreida 1). Shl. Ryf. og Dal.: "-reitla".

avreken (e') adj. færdig med Haarskiftet, om Dyr; = "avsnudd". Nfj. Se reka.

Avringskjempa f. vældig Kjempe. Sæt. (Valle), Tel. (Mo, Bugge Viser p. 2). "Jørunde Kvaali va ain av Avringskjæmpune". Bugge sammenstiller med G. N. afrekskappi. "Avgjernings-K". Rbg.

Avrjona f. vældig men grov Karl, som æder og arbeider svært. SætB.: "Avrjone". – Avrjone m.? = "Avgast". SætV. – Avroone f. en raa, hensynsløs og voldsom Person. Tel. (Sauar, Heiddal).

avrjonast? v. n. vansmægte. Sdm. (Sande): aarjonast. Hertil: aarjona adj. (particip) vansmægtende, -et, afmægtig. Sdm. (Sande). Maaske eet hermed er: aajona, ajona og abjona adj. udmattet af Arbeide, udslæbt. Vesteraalen, Senja, Lof. Dette kunde være et avrjona, maaske indkommet søndenfra i en afsvækket Form (lig "Jome" for "Rjome" Shl.) som flere Nordlandske Ord. Til rjona dvs. døse, søle (el. rena)? "Abjona" kunde pege mod bjaana. Se orkjenast, A.

avroden (o') adj. overordentlig, usædvanlig, vældig. Gbr. (Vaagaa, Skjaak, Fron): avraain, Fl. avröynne. Mest i Neutrum: "Dæ æ ræint avraaee te Köynn (Korn)". Ogsaa adv.: "avraaee stridt Bygg, a. styggt". – avroda (o'#-ö) adj. og adv. d. s. Nfj. (Gloppen). Jf. maaske G. N. afhrod (afrád) Skade, Tab; og "skadstor" osv.

avrota (oo) v. a. berøve Plante Roden. Voss.

Avruta (uu) f. meget stor, men vantrivelig og uskjøn Skabning; som a) et stort, sygeligt, kvistet og kroget Træ. Tel. Bamle. b) en grov, benstor, ufrisk Karl. SætB. Jf. Ruta, Ryte.

Avræa f. overordentlig stor og grov og hæslig Ting. Li. Rbg. Tel. og fl. a) et stort, grovt og hæsligt Dyr, f. Eks. plump Hest "som ber'e seg styggt". Sæt. Rbg. b) et svinskt, uterligt, skiddenmundet Menneske. Tel. (Mo, Vinje). Ogsaa: "Eit Avræe Mænneski". Ogsaa: Ovræa, Uræa. – avræa adv. (eg. fem. defin.) overordentlig. Tel. "Eit avræa stort Tre". – avræeleg adj. og adv. lig en Avræa. Tel. Li. "avræelig paa Kjeftn"; Li.; "a. te tala, a. stygg". Maaske af Ræda 1 eller (og) Ræda 2, paavirket af Ræ.

Avrækja f. svinsk Person. VAgder. Se Rækja.

Avræle n. omtr. = Avræa. Li. (Eikin). Se Ovræle.

Avrøyta f. En som overfuser med yderlig grove Ord. Vald. (Ø- og VSlidre).

?Avrøyte n. Levninger; Skrab. Vald. (Slidre).

avsanna v. a. omtr. = laugsta; dementere, modbevise. Rbg. Tel. (Moland, Vinje). "De kunna 'kji Prestn avsanne Guutn i". G. N. afsanna.

Avsetor f. pl." A. Afseto, NGbr. -e, Sogn. Afsæt f. Fl. -i, Hall. Apsete, Voss. Epsete, Sæt. Ma. Evsitar, Tel. "Koma uti Evsitan", komme i yderste Trængsel og Betryk. "De hev blive uti Evsitan mæ'n". (Rauland, Vinje, Kvitseid). Æfsætter, Østl. – Afsæt-traa(d) m. Hall. Esveda, Dal.

avsevla adj. udmattet indtil Selvopgivelse. Dal. (Hæsk.) Se sevla. – avsies se avig.

avsiken (i') adj. afsivet, afhældt langsomt. Sogn (Leikang, Aardal). "No æ siste Dropen aosiken, Kar!" eller "avsiken"; "avsikjen", Shl. Ogsaa: "avsiikt", se sikja.

avsjodast v. n. ophøre at koge, gaa af Kog. Hall. (Gol.): avsjøast, syyst, söust, søest.

avskapa seg v. n. fordreie Ansigtet. Hall.

Avskjekla (?f.) Udkant, Afkrog = Avram. SHelg. Kun hørt i:"bu i Avskjæklaan", bo afsides. Jf. Skjekel.

Avskjer m. Fjæl som sættes i Vandledningsrenderne for at afskjære Vandløbet. Sogn (Aardal "Avskjer", Aurland "Aoskjer", Lærdal "Askjer").

Avskjemma f. 1) noget udmærket, noget som gjør til Skamme alt af samme Art. Sæt. Tel. Ned. Se Skjemma, skjemma av v. 2) En som skjæmmer ud. Tel.

Avskoa (oo) f. 1) gridsk, havesyg og nærgaaende Person. Tel. 2) fælt umaadeholden Person. Ø- og VTel. "Ei Avskooe te
eta, te prate". – avskoe adv. – en Form af Avskoa – overvættes; fælt. VTel. "avskooe langge, fæle". – avskoeleg adj. og adv. "a. te eta". Tel. Til sko adj.

Avskomm (o') f. 1) stor Skam. Rbg. Li. 2) skjændig Person. Sæt. Se Ovskomm.

Avskot (o') n. en hastig og kort Opklaring under vedvarende Uveir. Sfj. (Bremang). Meddelt.

avskrika (i') v. a. (ar) bringe af Lave, forstyrre. Hall. (Gol): afskreeka. Se skrika (i').

avskripa (i'?) v. a. = avraska; ogsaa = avskrika. Hall. (Gol). Meddelt: afskreepa. avskreepa adv. = avgripa. Østl.

Avskul f. og m. 1) Afskyl = Skuler. Vald. 2) Affald, Afklip. Hall.

Avskuma og Afskyma, f. et forfærdeligt uhyggeligt, skummelt, "skymelegt" Menneske. Tel. (Skafsaa, Moland): Avskoome og Avskjøme. – Avskom f. d. s. Li. (Eikin, Fjotland; o' for u', som altid foran M og N). Jf. Skum, "Skume Verk" osv.

Avsnote (oo) m. afstikkende Mode. Vald.

avsnudd adj. om Dyr, som har fuldendt Haarskiftet. Sæt. Tel. Se snydjast.

"avstad adv. afsted". A. aa´sta. Innh. 2) omkuld. Ryf. (Skjold, Bokn), Shl. (Stord, Etne). "Han fauk (rudla) a`sta"; og aa`sta. Se stad, orstad.

avstaden adj. 1) overstaaet, udstaaet; om Sygdom og l. Tel. (Vinje), Gbr. Se standa av. 2) udmattet, afkræftet. Sfj. YSogn: aavste'en. Jf. G. N. standa af, overgive.

avstanda v. a. fragaa, benegte. SætB.

avstivla v. a. afvende, forhindre. Tel. og fl. "avstivla" og "-styvle" (Tel). Se stivla.

Avstøda f. Afstedkommelse, Foranledning, Skyld. Dal. Jæd. Ryf. "D'æ di Avstøa", du har afstedkommet det. Avstø(de) n. d. s. Ryf. (Tarvastad, Nærstrand).

Avsveipor f. pl. Afbøining i Talen, eller andre Kunster hvorved man slipper bort fra et ubehageligt Emne. Tel. (Kvitseid, Vinje). Jf. Umsveipor, og sveipa.

Avsveiv m. Afvigelse fra Linjen: Bøining, Sving; Udskeielse. Sæt.

avsvete v. (ar) forsøge at bortskyde en Gjenstand for Samtale eller Handling; søge at komme bort fra noget. Nfj. (Stryn, Breimn). Mest: asvee´te. "Han asveeta dæ (di), ville asveete dæ (di)". Formen "avsveete" er vistnok hørt, men brugtes maaske kun ifølge et halvbevidst Forsøg paa at forklare.

avsøla v. n. (er, te) om Solen: lade et Sted ubeskinnet; nærmest ved Vintertid. Hard. Sfj. "Solæ ao(v)søyle(r) længje her". "Da avsøyle ikkje dar". – Hertil "avsølt adj." A. avsøylt, Sfj. og fl.; aovsøylt og aosøylt, Hard.

"Avtak n. 1) Aftagelse". A. 4) Aftagende. Om Maanen, Malkning og fl. "Maanen æ i Avtakje". Ryf. Dal.

avtakla adj. 1) overanstrængt, udmattet. Li. Ogsaa avtekla, Dal. (Hæskestad). Jf. avsevla. 2) gjennemheglet. Jæd. Se takla av.

avtasa? adj. udmattet, overanstrængt. STrond. (Uppdal): aa(v)taasaa. Se tasa, tosa.

Avundr? n. Vidunder. Kun hørt som Öuundr, noget at beundre. Sfj. (Bevring). Dettes Form forudsætter lige saa snart "Augunder" som Av- eller Ovunder. – avundrom adv. (og adj.) vidunderlig, overvættes. Gbr. (Fron, Vaagaa). "Avondrom stygg, stor". – avundromsle(g) adj. vidunderlig. Gbr.

avundra? v. a. beundre. Sfj. (Bevring): öu-undre. "Da va kje aa öuundre haanaa før, da". Se Avundr.

"avvega v. n. vige". A. Ma. – avveies se avig.

Avvelda? f. 1) forfalden Tilstand, især form. Vanskjøtsel. Ma. Rbg. Sæt. Tel. "Han sleppte Kræture sitt plænt bort i Avellaa", lod det forkomme. "Aakrn (Gar´n) æ raint i Avellaa, æ komin i Avellaa"; Ma. 2) vanskelig Stilling; Stilling hvori man er magtstjaalen. Nedre Tel. Bamle, Ned. "Han styrde av bort i Avella, flyge i A., handlar seg i A." = "bort i Natten". "Pass deg, at ikkje Hestn kjem i Avella der!" 3) svagt, magtløst Væsen. "Ei litæ Avella te Hest, te Baadn". Ma. Sæt. Ned. Rbg. Tel. – Ogsaa: "eit Avells Ting, Dyr", "ein Avells Krook". = 3). Sæt. Rbg. Ma. – ?Avelli n. = Avvelda 1) og 2). VTel. Usikkert. Maaske til Elde = Fostring. Se "Avelda", A. – avveldsleg adj. fuldstændig kraftløs eller udygtig. Rbg. Sæt. Tel. "avellskleg".

avvelta adj. omvæltet, liggende med Fødderne i Veiret = aalvelt. Former: av´(v)elta, Sogn (Aurland og fl.); aavelt, Ndm. (Ædøy, Rindal), Ork. Meddal, Namdal, Stjør. Innh.; aavelta, Ndm. (Tingvoll, Øksndal), Land; aavelte, Gbr. (Faaberg), Solør, Vald. (NAurdal); aavelto Vald. (NAurdal): aarvelta Nfj.; aaveltaa Sdm. (Hjørungfjord, Øyrskog), Romsd. (Aukra). "Hestn datt aaveltaa". "Krakkn laag aavelte". Især det Romsdalske aaveltaa og Valdreske aavelto ser ud som Forbindelser af Præp. "aa" med "Velta", men Tonen er der, som i alle de øvrige Former, paa "aa"; eller for i Aaveltaa? Ogsaa: aa´valtin Romsd. (Bolsø), Ndm. (Kvernes); aa´veltin Sdm. (Sande), Vald.? aavol´tin Nfj. (Stryn, Honndal): aarvol´ten og "aavrvol´ten" Nfj. ogsaa: aa(v)eltes adv. Sogn (Aurland), aoveltes Voss. "H. laog a.". Jf. aalvelt, G. N. afvelta, adj.; Svenske ("Norske", Lundell) Diall. åv-wällt (Dalarne, Finnland -v-) åvällt og åvältes (Helsingland).