A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"baula v. n.." A. Især: brøle hæst og vredt; medens Rauting er freidigt Brøl. Hard. Ringerike. Jf. Sv. Diall. baula = vråla.

baura v. n. (ar), brøle sagte og vredt ned imod Jorden, som Tyren, eller Koen idet "den ser Vardyvlet". Sogn (Hyllestad, Ladvik, Lærdal).

Baus m. 1) fremstyrtende Masse. Ma. Li. Jæd. Sogn og fl. "Ho velte Ringjaa, so eg fekk heile Bausn yve meg". "Dei kaam yve meg heile Bausn". 2) Fremstyrtning. "De gjekk i ein Baus fram igjænom", uden Stands. Tel. Rbg. Li. Se bausa, busa. – 3) se Bøs.

"baus adj. stolt; stormodig". A. Oslo ("bäus aa brei"), Follo (solid), Østerd. Tel. Ryf. Hard. (storsindet). 2) fremfusende, altfor ivrig og dristig. Trondh. Jæd. og fl.

"bausa v. n. (ar), buse frem". A. Trondh. Jæd. Li. Ma. Ned. Rbg. Tel.; Ryf. "böusa paa; b. ut". 2) tage vældigt i. Hard. Ryf. 3) særlig: tale høit og raskt og hensynsløst. Stjør. – Hertil: Bausar m. en som bausar. Stjør. Bause m. d. s. Stjør.

"Bause m." A. 2) velnæret, mægtig udseende Person. Li. 3) mægtig, men ogsaa storsindet, generøs, "raust" Mand. Hard. Ryf. Jæd. VAgder. Rbg. Tel. Bausa-Kar, Bausa-Mann, d. s. Ryf. "Bause Kar, Bause Kjering, Bause Gut", osv. Tel. Rbg. "Goe Bausa" = "Gode Bussar". Nordl. 4) stort Stykke = Bose. Sfj. Vald.

bausen adj. drøi og svær. Rbg. se baus.

bauska v. n. fortælle upaalidelige Historier ("Skronor") med store og indprentende Ord. Romsd. (Eid, Aukra).

Baust m. et Lyster. Hall. (Gol).

bausta v. n. (ar), 1) fare frem med Kraft og Vold, storme paa. Sogn. Ryf. Jæd. Li. Rbg. Tel. 2) larme, tumle. Sæt. Dal. Jæd. "bauste o buldre". Se A. Ogsaa i J. G. og H. O. Jf. bøysta.

Bauste m. uforsagt og hensynsløst fremstormende Person. Sæt. Rbg. Tel. "Bausta-Kar", dristig og noget voldsom Karl. Ryf. – bausteleg adj. lig en "Bauste". Sæt. Rbg. "b. o harbalen".

bausten adj. 1) lig en "Bauste"; dristigt fremstormende. Sæt. Rbg. Sogn, Ryf. Jæd. Li. "bausten o balstækjen". 2) kraftig og madlysten. VTel.

bauta v. n." A. 2) tage sterkt i, anstrenge sig. Ryf. Jæd. "Böuta paa", "b. aa bala". 3) tage Retning, helst en skjæv. Sæt. "Han va like gla koss de bauta, gik.

Bauve m. Stormand; omtrent = Bause, Gauve, Busse. Hard. Røldal, Ryf. Jf. Buve.

Baa n. Fiskenettets Tilbehør af Flydholt og Sænkelodder. SætB. – baa v. a. (baadde, baatt, med langt aa og langt D), udstyre Net med "Baa". SætB.

"baade adj. begge". A. Former: baae m. baa-a f., bau (böu) og baug n. Gbr (Lesja, Vaagaa), Ndm. (n?); baae og bøe, bæa, bæee, Vald. (Vang; Dativ: baao, bæo); baago og bogo (omtrent "bo^ugo"), SætV; booa f. Ndm. (Rindal); bee n. Voss (ifølge Vidsten).

"baade conj." A. bote (o') Tel. og fl. baare (bore, o') ISogn; paa, Ma. SætB.

baaka, baakna, se boka, bokna.

baala v. n. arbeide kraftigt; tage stærkt i. Shl. Ryf. "baala paa".

Baare-ag n. svag Bølgegang, hvorved noget (en Baad) slingrer eller svaier eller skubbes frem og tilbage. Helg. Vesteraalen. Se Ag, Sjoag.

Baaregang m. Bølgegang; særlig: Sneens Sammenblæsthed i smaa toppede Driver. Hard. (Øydfjord). "Da æ Baoregangg pao Snjo´n i Høgfjedle i Dag". – Baareskjelte m. d. s. Røldal. Hard. (Ullensvang "Baouruskjelte"). Se A.

Baaresin ? n. Bølgebrusen. Ndm.; Romsd. (Aukra): -seen. Se sina.

Baasbedde m. det Lag af Jord, Lyng, osv., som Fæet staar paa i Baasen. Ryf. Jæd. Baasa-, Ryf. Se Bedde. – Baasebede m. (n.) d. s. Nfj. Sdm. Se Bede.

Baasnaut n. 1) Nød paa Baas. 2) bruges ligesom "Grasnaut", skjældende, især om Storædere. Follo, Vestfold, Tel. Jf. basa.

Baasstø(d)a f. = Baasbedde. Dal. Jæd.

Baasting m. Indbygger af Baastad i Smaal.

Baastrote (o') m. Hævelse i Yveret. Tel.

Baataal m. se Butul.

baatrennd adj. tilgjængelig, passabel, for Baad. Oftest n. "baatræinnt". Gbr. (Lom).

Baatsi n. tyk Traad af Nødehaar, brugt som Mellemlag ved Baadbygning. Ndm. Se Si; jf. siðraðr (siþráðr?) N. L. I, 100.

Baatsaum m. almindelig Søm med Hoved = Reksaum, G. N. reksaumr. Berg.

Baatskrupp m. gammel skrøbelig Baad. Ndm. Se Skrupp.

Baatsøkkja f. synkefærdig Baad. S- og NTrondh. Se Søkkja.

baavast v. a. og n. tilstøde, paakomme, komme over (En). Tel. (Vinje, Mo, Moland, Laardal, Kvitseid, Rauland, Selljor, Hjartdal, Heiddal, Lunde). "Hot æ de som baavast no?" er paa Færde. "Tru de turte no kje baavast deg noko!" gid nu intet maatte tilstøde dig! "Hot va de som baavast deg, at du skreik so?" "De maa hava baavast Hjuringjen eitkvort, mæ han inkje æ kaamen enno". Til G. N. böl Ulykke (bölva
forbande)? I saa Fald en noget vestlig Form; jf. Kaav´e dvs. kalfr, VTel. Fjaadd dvs. fjöld, VTel. Sæt.; men ogsaa: Mjøkk dvs. mjölk, Selljor, og fjødde dvs. fjalla, Selljor.

Bed (e') m. 1) fast Underlag; Bund i Ildsted, i Jordgulv = Bæd f. A. Hedder: Bæd´e Nfj. (?Breimn); Be', Bee og Bæ Hard. (Ullensvang: "Om(n)sbe"), Romsd. (Nessæt: "Omsbee, Gruebee"); Sfj. 2) "Han gikk berrføtt paa berre Be´a", Sfj. 2) Leie for mindre Dyr = Bedja. Tel (Moland og fl.): Bee´e og Bæ´e. 3) Banke eller stor fast Bunke: a) naturlig Leining: Bee, "Sandbee, Moldbee", Nhl. (Fana), YSogn (Ladvik). b) vid fast Bunke eller flad retvinklet tildannet Forhøining = Pall. Tel. (Moland: "Varebee'e". el. -"bæ'e", vid Bunke af Varer, Tøier), Dal. ("Torrbæ"). G. N. bedr Underdyne. Jf. de følgg. og Bed, A.

?Beda (e') f. naturligt Lag (Leie) af Sand, Grus og dl. Sogn (Aurland, Vik): Bæa, Sandbæa. Lidt tvivlsomt. Jf. G. N. bedja.

Be(d)ardag m. = Biddag. Hall.

Be(d)armann m. = Biddar. Hall. og fl.

Bedd (e') m. 1) = Bed 3, a. Nfj. (Honndal), Shl. (Stord, Fitja). Oftest: Bædd. "Sandbædd, Skybædd". "Smalabædd" = Talle. 2) = Bed 3, b. Shl. "Torvbædd, Høybædd". Hertil: beddande adv. Shl. "b. tjukk".

bedda v. a. (ar) danne til en "Bedd" el. "Bedde", (se d.). Ryf. "Har du bedda Muurstein'n?"

Bedde (e') m. et tildannet, noget tykt, vandret Lag; en stor fast Bunke. Saaledes ogsaa om det øverste, af Teglsten eller Ler bestaaende, Lag i Ovnbund eller Ildsted. Ryf. Jæd. "Bædden i Ogn´n", "Gruebædde"; "Baas(a)bædde", "Halmbædde", "Høybædde", "Snøbædde"; "Tor(v)bædde". "Ein heile Bædde mæ Dalarsetlar". Jf. Bed, Bedd, Budda og flgg.

Bede (e') m. 1) = Bed 1) og Bedde. Nfj. Bæ`de (Gloppen, Breimn, Innvik) og Bee`de (Eid, Honndal), og Bøde (?Gloppen). Bee`e, Sfj. (Naustedal), Dal. og YSogn (Ladvik). "Gruebæde, Omsbæde, Sængjabæde (= Sengbotn), Baasebeede"; "Omsbee'e, Tor(v)bee'e, Skorsteinsbee'e, Baasebee'e". 2) tykt naturligt Lag, Banke = Bedd 1). Sfj.: Bee`e; Sogn (Aardal, Aurland, Leikang, Balastraand, Vik): Bæ`e. "Moldbee'e, Sandbee'e; Skybæ'e". "Elvi ha lagt äin Sandbæe pao Aokrn". 3) Trykning for Brystet, Kvalme? Sogn. 4) Grundjord = Aur. Sogn (Leikang). "Han grev´e ratt ne pao Bæen". Uvist om "Bæ`en" el. "Bæ´en", altsaa om Bede eller Bed; se d.

Bede (e') n. 1) hvad man ligger, eller lægger noget, paa; Underlag. Sdm. (Hjørungfjord; Volden?). "Eit gott Bæde aat Hest´a". "Omsbæde", "Baasebæde". 2) særlig: Leie for smaa Dyr = "Bedja, Bed". Tel. (Kvitseid, Laardal, Rauland): Bæ´ee, Grisebæee". Se foregg.

Bedekyrkja f. = Lovekyrkja. VTel.: Be'e.

Be(d)emann m. 1) Tigger. Li. 2) Indbyder. Vestfold.

Bedromm, Bedroong se Drumbe.

Beg, bege se Biv (Bæv).

"begla v. a. (ar)". A. Innh.; Jæd. og Dal.: "bægla mæ ein", være tvær og hinderlig. 2) kludre = bagla, bengla, bugla. "Bægle bort Tia". Østl.? – Begla f. vrangvillig og hinderlig Person. Jæd. – beglen adj. hinderlig, tvær; kludrende. Jæd. Dal. og fl. beglesam adj. d. s. Dal. Jæd. "Dæ gjekk begle, va beglesamt aa faa dæ te".

beiaal adj. se beidall og bægjall.

beidall adj. 1) udholdende i at mane, kræve, gnave. SætB. "Han æ so bäiaale (te krevje), hell aa nikar aa be'e, fräistar aa plaagar alstøtt"."Bäiaale ette Drikke". Isl. beidall som fordrer gjentagende, G. N. beidull begjærlig. 2) udholdende i Kamp. Sjelden. SætB. "Han æ so bäiaale i Ota, han gjeve seg alli".

Beidsla f. Begjæring, Bøn; kun kjendt fra Ordsproget: "Naar Badne fær Beitlaa, saa græde dæ inkje". Dal. (Hedland). Ogsaa hos D. F. G. N. beidsla.

"Beig m." A. Sfj. Se Barnebeig. 2) en let Anfægtelse af Helbreden. YSogn. Shl. Se Biv. 3) en flygtig Lighed = Biv, Bæv. Sfj.

?beigall adj. beheftet med en medfødt Mangel, som Døvhed, Idioti osv. Voss. Meddelt som "beikall".

beila v. impers. (ar) danne Krusninger, om Vind paa Vand. Helg. (Nesne og fl.). "Da va kje saa mykje Vinn at da beila paa S(j)yn eingaang". beela d. s. Helg. (Bindal, Vik). – Beiling f. Krusning af Vandet. Helg.

"bein adj. lige". A. Compar.: beindre, Vald. Hall. VTel.

Bein n. 1) = Stavband. Sogn: "Sleabäen". 2) mindre Støtte under Sledens "Rim", anbragt midt imellem "Stavbandi". Sæt. Hardbein, d. s. Ryf., Sneldebein, d. s. Nhl. – Vel eet med Bein, Been, hvilket hedder Bængn i NØsterd.; Bæen Ndm. VTel. (Vinje, Mo); Baen, Bäen VAgder (foruden Sæt. Hall. Vald. Voss, Hard. og de andre Bygder, hvor ei i alle Stillinger lyder ai, äi, – ae foran N og M #-).

Beina m. = Beine. Sfj. (Vevring). Bein(n)ad?

Beina f. = Stavband, Bein. Voss, Hard.

beina seg v. n. bruge sine Ben (ordentlig). Tel. (Kvitseid, Selljor). "Sjaa du beinar deg, so du dett kje!" "Han æ slik ein Sloomee, beinar seg so kleint".

beinberr adj. skindmager; med sterkt fremtrædende Knokler. STrondh. Nfj.

beinbrjota seg v. n. lide Benbrud, bryde en
Knokkel. Røldal, Ma. G. N. beinbrjóta.

Beindokka f. Benpibe mellem to Led. Hall.

beinig adj. tjenstagtig. Sfj.

Beinka f. lige Linje, især om Haarskil. Tel.

"beinkesam adj." A. Hall. Voss: beinkasam.

"beinkøyrd adj." A.; som gaar lige løs paa, hensynsløs. Gbr. Tel.

"Beinleid f." A. 2) Gjenvei. Ned. Rbg.

Beinskurk m. Benrad. Ma. (Aaserall), Tel. (Laardal og Mo: "Bæeskurke").. Se Skurk. Beinskark m. d. s. Sæt. "Bäiskarke". Bæerangl, Tel. (Vinje, Mo).

"beinsleg adj." A. Nfj.

Beinspil (ii) f. (ar), Skinneben. Sogn.

beinsta adv. lige, lige frem, den korteste Vei. VAgder. G. N. beinsta. Superlativ af beint. baista, Ma. (Bjelland). "Eg gjekk bäensta häematte". Li. "Han kaam baade buust aa baensta; han kaam saa baensta mæ dæ (Frieriet) at Jæntaa stokk". Ma. "Han æ saa bäensta fram, saa buus bäensta fram". – beinste, d. s. Sogn (Aurland), Totn. "Eg kjeme bäenste häemate", lige hjemmefra.

beinstrekkt adj. og adv. lige, strækkende sig i ret Linje. Sogn.

beinstøkkt adj. = beinkløyvd. Sæt. "bäist-".

Beintarm m. Endetarm. Ndm. "Bäen-".

beinvida adj. ret i Vedet. Sæt. "bäe(n)via".

Beisa f. storvommet Figur; om Folk og Fæ. Solør, Rom. Gbr. Oftere: "Vombeise". "Peise" f. d. s. Smaal.

Beiske-Dau(d)e! en Ed. Udbredt.

Beit m. 1) Mading, især Regnorm. VAgder. Se Beite. 2) = Pilk. Ryf.

Beit f. Rende eller Fure paa Sneskoens (Skiens) Underside. Gul. og Østerd. (Kvikne): Beet.

"Beita f." A. 4) Kamp, Dyst. Ma. Sæt. Rbg. "Staa ei Beita". 5) meget djerv og driftig Person. SBerg. 6) Biden, Evne til at bide, kraftigt Bid. Hard. Sogn. "Dar æ kje Beita pao Fiskjn idag". 7) Forspænd af to Heste = Beite 5). Hall.

"beita v." A. – Til 3) "beita paa", fortsætte Kampen, ikke give tabt, hevne sig. Sfj. (IDale). "Eg ska no prøve aa beite paa". Hertil "paabeiten" adj. 6) "beita paa", drive sterkt paa med et Arbeide. "Beita paa o raka, slaa, skjera". VAgder, YSogn. 7) gjøre Indsnit i Bjælke-enderne, som kan optage "Beiteskida". Hall. 8) spænde to Heste, "Beite", fore. Østl. 9) samle "Beit" dvs. Riskviste. Ryf.

beitast v. recip. prøve en Dyst; især: brydes. Se Beita f. 4.

"Beite n. 2)". A. STrondh. 5) det (de) forspændte Trækdyr. Innh. (Verdal). Paa Østl. mange Steder kun om to Heste. 6) = Øykt, Skift. Vestfold.

Beite m. 1) Mading = Beit m. Ma. Ned. 2) = Beitemakk (Agnbeite). Ma. Ned.

Beitehest m. et lavt Stillas til at lægge "Beit" (Kviste) paa til Fæet. VTel. Jf. Felehest.

"Beitel m." A. Trondh. Nfj. Nhl. Shl. Jæd.

beiteleg, adj. 1) hvas, skarp. Nhl. (Mo, Eksingadal). 2) djerv og driftig. Sogn: "bäitle".

Beiteslyng n. Calluna vulgaris. Hard.

Beitstøde m. Indvaaner af Beitstad Sogn i Innh.: Beisstø'e. Og: Beisstø'ing.

"beitt adj. 1) hvas". A. Voss. 3) meget djerv og energisk; frygt- og hensynsløs og meget om sig. "bäitt’e" Kar" = Bäita te Kar; "gloande bäitt´e". Hard. Voss, Sogn, Nfj. Nhl. Jf. globeitt, hardbeitt, skobeitt, sljobeitt og fl.

"Bekk m. 1) Brønd". A. Kilde, naturlig Brønd. Sogn, Nfj.

"Bekk m. 2. Tværbjælke i Baad". A. Nfj. Sfj.

bekkja v. a. (ar), danne Bæk, blive til Bæk. Røldal. "Dæ rann ta Hestn, so dæ bekkja".

Bekkjafylla f. Fyldning af Bækkeleierne ved Regn eller Tøveir. Rog. Sfj. – Bækkjafyll m. d. s. Ndm.

Bekkjaleist m. Kne eller Læst som lægges paa den ene Ende af "Bekk" i Baad. Nhl. Sfj.

Bekkjaseva (e'), f. bitte liden Kilde, hvorfra det kun siver. Tel. (Rauland, Vinje -e-).

Bekkjasik (ii) n. liden gjennem Græs eller Mose sivende Bæk. Tel. Vestfold og fl. -e-.

Bekkjasik (i'), n. 1) d. s. Nhl. og Voss; ogsaa 2) det gjennemsivede Sted. Tel. Rbg. "Bekkje-". – Bekkjasiika f. = B-sik 2) Sogn. Bekkjasika (i'), d. s. Sogn; Tel. ("Bekkjesiku"). – Bækkjasikl f. bitte liden rislende Bæk. Ndm.; n. Gbr. (-e); "Bækksikkl", Innh. Bækkjesytre f. d. s. Gbr. (Øyer). G. N. bekkjusytra? Bækkesiltre f. d. s. Østerd. Bækkesysle f. d. s. Hadeland.

Bekksel (ee el. æ?) f. liden Sænkning langsmed sivende Bæk. Stjør.

"Bekre m." A. Ndm. Bekar A., Odal, Busk. Sogn; Bøkaari SætV. – "Bekreskjel f." A. Ndm.

beksla v. n. gaa klodset, slæbende og slængende; sjokke. SHelg.: bæk`sl, En meddelt Form beek`sl, SHelg. SHelg. (Dønnes, Brønøy), kunde pege mod bikka el. bika; "bæksl" kunde maaske være "bægsla", se disse. – Bæksl n. En som bækslar; Drog, især kvindeligt.

Bel (e') n. Brølen. – Bel m. et enkelt Brøl. VTel.: Bel´e. Til belja.

Bel (ee) m. Sengebrisk i Fiskerbod. Helg. Namd. Beell, Vesteraalen. Jf. Bed, Bede. Se A.

Belgbøyste n. den hule Trævalse (-ring) hvori Smedebælgens Rør er indfattet. Tel. (Eidsborg, Rauland): Bæg-.

"belgfletta v." A. Li og Sæt.: bæg-.

belgja v. a. (er, de) = belga. Ma. (A.); Sæt. Rbg. og Tel.: bæ(g)je, bægde.

Belgspel n. et musikalsk Bælginstrument. Accordion. Østl.: Bælje-.

"Belgvott m." A. 2) en "Heilvott" som
gaar op til Albuen. Hall.: Bæljivøtt (og -aa-).

bell adj. afstumpet, sløv; om Egredskaber. Ryf. (Suldal, Sand). "Kniiv´n, Ljaa´n æ bedl´e". Jf. Ball, balla.

"bella v. n." A. Østerd. Stjør. Ndm. Sfj. – "bæll paa", Trondh.

bellast v. n. (est, test) udholde = bella. Ndm.

Belle m. dvs. Bendel; i "Rabælle", "Ja-". Rom.

bellen adj. tung, vanskelig at mægte. Gul. Selbu. "Bællin Mat". "D'e saa bælli aa ha ti se Grøt trast om Maaraan'n".

bellug adj. udholdende, som taaler meget, haardfør. Ndm. "E e bælläu paa Kjölta men ikkje paa Varma".

belma v. n. (ar) drikke meget, tylde i sig = bemla. Li: Dal. Jæd. YSogn, Senja, Smaal. Er vel omsat af bemla, men kunde, da det nok overalt – selv i YSogn – lyder bælma (-e), maaske høre til bæla. "Bælma aa drikka". Se A.

bemja seg v. n. "bæmje, bæm´e, bæmde og bamde (?), bæmt", tylde i sig = belma. Tel. Rbg. – bemjedrikka v. n. = bemja. Tel. – Bemjedrykk n. tynd Drik, som man tylder i sig. Tel.

"bemla v." A. = belma. Li. Ned. Tel. Gbr. – Bemla f. En som "bæmlar i seg". "Ei Ølbæmle". Tel. – bemledrikka v. = bemla, Tel. – Bemledrykk m. = Bemjedrykk. Tel.

Bend, se Bende.

benda v. a. (er, de)". A. 3) "benda seg", sætte Bryst og Mave frem, spænde Maven ud, bryste sig. Jæd. Solør. Ogsaa "bænne", (se 5); Smaal. "Ongen sto aa bænnte (eller bænna), saa je fekk itte paa'n Buksa". 4) v. n. "benda te", tage fat paa, begynde = spenna te. Tel. Ned. Rbg. Li. "De bænder te aa klaka no (um Haustn)". 5) v. n. og a. spende sig imod, indtage en spændt Stilling hvorved man blir uhaandterlig eller umedgjørlig; = "taka imot"; hindre; gaa trangt, tvært. Hall. Hadeland, Smaal. N- og STrondh. "Stokkn bænde i (D)juvee", Hall. "Iis´n kommer'tte længr for'n bænner (-är) imot Brua”, Smaal. ”De va saa lite Tømmer je fekk kjört fram i Dag, for de bænte (bænna) imot allestan" (i en tæt Skov), Smaal. "Han laag aa bænt (bænna) i Veia för mæg, æg kunn ittj faa gjort naa(kaa)", Trondh. "Du æ e go Bænnsl; du bænne mæg alt dæ du kann!" Trondh. "Dæ bænde so för me, dæ vil ikkje gaa!" Hall. (Trondh.). 6) bruge Hænderne klodset; næsten = fikta. Innh. (Frosta, Stjør.). "Han sat no aa bænna (bænt?) mæ Kniva, te'n skar sæg". – bendande adj. vrangvillig; hinderlig; umedgjørlig. Stjør.: bænnann. – benden adj. hinderlig, tvær, bagvendt, vanskelig, vrang. Hall. Hadel. Trondh. "D'æ saa bændi aa kaamaa fram i Skogja", Gul. "Utængje ligg saa bænni te", Trondh. – Benderæla f. tvær, vreden Person. Hall. – Bendsla eller Bendsl f. Hindring; hinderlig Ting; Hinderlighed. Trondh. – Bendstikka f. vrangvillig Person. Trondh. "Bænnstikk".

bendast v. n." A. Mest om lang, længe uafgjort, Kamp. Tel. Ma. Li. "Dei bændest godt", holdt hinanden længe Stangen, viste sig omtrent jævnstærke. 2) = benda (seg) 3) og 5). Gbr.

"Bende n. 1) Baand". A. Særlig: 2) Kviste til Sammenbinding af Gjerder. Trondh.: Bænn.

Bende n. Spænding, Spændthed, Uafgjorthed; Balanse. Tel. Agder. "De hev sta'i i Bændi imidjom Frankrik o Prøysn no (1869) i langge Ti". "De sto i Bændi kvaar sille vinne". – Bend n. d. s. Vestfold (Eiker), Gbr. "De staar i Bænd" = "paa Vipp´e". – Bendor f. pl. lang, uafgjørende Kamp, Kamp mellem jævnstærke. Tel. (Heiddal, Mo). – Bendetak n., især i plur. Bendetok (o'), d. s. Tel. (Mo, Moland, Vinje, Hjartdal), Sæt. Ma. "D'æ Bændetok mæ dei", de kan være omtrent jævngode. Se A. – Bending f. Spænding = Bende. Tel. Sæt. og fl.

bendebinda v. binde Korn-Neg med "Bendel" af to Straalængder; modsat "jutebinde", med Bendel af een. Tel. – bendlebinde d. s. Tel. (Vinje, Moland). Se flg.

"Bendel m. 2)". A. Bindel, Nfj. Sfj. Ndm.; Binnil, Oslo; Bælne, Smaal.; Bælle Rom. (se Rjaa). 3) Kvist som bindes om "Lauvkjerv". Larvik: "Bænnil"; Bindil, Ndm. 4) = Skidhav. Helg.: Bænnel.

Bendsl n. løs Ombinding. Ryf. Hard. – bendsla v. = "setja Bænsl pao", binde løseligt. Hard. – Bendsl f. se benda.

Bendsla f. = Bende dvs. Kviste osv. Romsd.

bengla v. n. (ar), 1) kludre, klodse = bagla, bangla, begla. Tel. (Bø) og fl. – 2) gaa (falde) hinderligt, tvært. Dal. "Dæ ska no alti eikko (eitkvart) bengla i Vei´n". Dæ bengla te", det havde en møisommelig og knap Fremgang. 3) omtrent = benda 6), fikta, geigra. Strinda, Selbu, Gul. "Han sat no aa bengla mæ Kniva te'n stakk mæ". Ogsaa "bingl, beengl". 4) vringle saa smaat, vride med Ord: "bengl imot". Namd. Innh. Fosn, Ndm. – benglast v. recip. trætte, disputere. Sfj. Se A. – Bengl n. Smaatrætte. Namd. Ndm. – benglen adj. 1) ubehjælpelig, kludervorn. Tel. og fl. 2) trættesyg, smaavringlende. Namd. og fl. – Bengling m. og Bengl m. Kludrer, Klodrian. Tel. (Bø). – Benglstaur m. Vringler. Namd. og fl. – benglutt adj. om Redskaber: vanskeligt haandterlig eller umuliggjørende raskt og dygtigt Arbeide = vrang. "Ei bænglaat Naal", om en kroget Naal. Gbr.

"Benk m." A. 4) bænkformig Afsats i Tørvgrube,
af et Spadtags (1 Fods) Bredde; ofte kun: Række af Spadtag = Bakke. Jæd. 5) gjenstaaende Tørvvæg mellem Gruber. Dal. Hedder ogsaa "Vassbenk". Jæd. – "Benkjerekkja f." A. Nordl. Gbr. Hadeland. Benkjerekkjar m. d. s. Østerd. NGbr.

Beps (e') m. et pludseligt Fald, en Plump. Ma. (Bjelland).

?bepsa (e') v. (er, te) plumpe. Ma.

bepst adv. pludseligt, plumpende. "Han kom so bedst utyve meg". Dal. (Hæskestad), Ryf. (Saua, Suldal).

Ber (e') n. (og f.) Bær. Se "Bær". A. Hedder: Ber n. Tel. Sæt. Beer n. Ma. (Bjelland og fl.); f. Namd. Innh. Strinda, Ndm. Sfj. (IDale); maaske ogsaa Ber (e') paa noget af disse Steder. – Bærbool n. rigt Bærsted. Hall. Berbøle (e') n. d. s. Tel. – Berjaskog (e' og æ) m. Voss, Sogn, Shl. Hard. "Vera (ganga) i Berjaskog" eller "Berskog, Bærskog", være ude paa Bærhøstning, i eller udenfor Skov. – Berjatak n. Bærhøst. Sogn. Berjaplukking f. d. s. Sogn. – Bærjastyng m. Sting efter Bærspisen. Helg. – Berkrase (e') m. Bærklase. Sæt. Berkruse m. d. s. Tel. Berkruske (e', u') m. d. s. Sæt. – Berstøde n. = Bærbøle. Tel.

"bera" (e') v. a. og n. 3) være forpligtet til". A. Tel. "E kann kje bere dæ", jeg er ikke Skyld deri. Romsd. (Vestnes), Sdm. "9) skride, gaa. Tildels berast". A. "De bars i Bare mæ'n". Innh., se Bar. "Han seie (ete) alt som fyri bere" eller "fyri berst", falder ind, paakommer, kommer fore; Sæt. Se fyrebera. "De bar so attfyri at eg inkji kunna sjaa däi", der kom noget (f. Eks. en Lund) imellem; Sæt. Jf. G. N. "Dæ bars saa ut", det (for)lød saa, han lod sig saaledes forlyde. Tel. (Selljor). – bera eitt aa ein, beskylde En for noget. Sæt.; ogsaa bera paa; Sæt.; G. N. bera á. – bera til, være Aarsag til, Gbr. Hedm. G. N. bera til, d. s. ogsaa: indtræffe. "De ber ikkje ti(l)": der er ingen Sammenligning, Rimelighed; det gaar (sker) aldrig. Sæt. Hall. og fl. A. – bera upp = "rjuka", tabe, komme til kort, vippes. "Kven bar upp av dei (som tokst)"? Rbg. VAgder. – "Dæ bær ræint utu (utor) = "dæ bær r. aav". det er ganske meningsløst.