A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

biva (?i') v. n. (ar) 1) have en "Biv" dvs. en ubestemmelig skjønt utvivlsom Lighed; ligne lidt. Er neppe eet med biva, at bæve, men dannet af Biv, Bæv m. Former som ved Biv 4): beeve (ar; ogsaa er, de), Nfj.; beve Nfj.; bæve Nfj. (ar; ogsaa er, de A.); bøve Gbr.; beege (ar) Sfj.; bege og bæge (ar) Sfj. Nfj.; beige (ar) Sfj. 2) v. impers. om Ydre som virker uhyggeligt frastødende. ISogn. "Da bæve ilt tao dan Kar´n" = "han ber ein kalde Bæv". – biven adj. om et Ydre som vækker Biv, Bæv. Sogn, Voss. "Ein beeven, bæven, bøven, Kar".

Bivande (i') n. Bæven. Voss. "Da kom pao meg slikt äit Bivande". – Bivrande n. d. s. Voss.


bjaksa v. n. (ar), pirke, stikke eller grave med liden Virkning, som med en "Bjakse"; ogsaa (sjeldnere): bruge Eggredskab klodset. Sogn. Jf. mjaksa, jaksa, kjaksa, sjaksa. – Bjakse m. Stift, hovedløs Søm, liden Pig af Træ, og dl. "Spikarbjakse", hovedløs Spiger. Sogn. Se Bikse.

bjaldra v. n. (ar), ikke kunne tale rigtigt. a) pludre, tale som et Barn. Hard. b) tale raskt og utydeligt. Vald. c) arbeide med at tale pænt, = knota. Hard. (Ullensvang). Jf. bjeldra.

bjalla v. n. (ar), tale med utydelig Udtale. bjallen adj. "Tala bjadle". Hard.

bjangsa v. n. (ar) gaa langsomt, humpende og leddeløst; maaske mere af Svaghed, end af Plumphed som ved bjangsa, bingsa. Voss, Hard.

Bjarg f. Bjergning, Hjælp = Bjørg. Ma. bjarga v. = berga ; se d. Ma.

bjar(r)en adj. lys og livsfrisk, livlig, spillende. Især om Smaabørn. "Bjar(r)en o blii; bjaren o vakjen". Ma. (Bjelland, Grindeim), Rbg. (Honnes). – bjarr adj. d. s. Ma. (Bjelland). Mindre sikkert. – Begge maaske til bjart (byrt), G. N. bjartr, Ang. beorht, og til bjerk, Berk, Sjobyrking osv. (og birren, byrren?)

bjarta v. a. opfriske, gjøre livligere. Nfj. Sdm. Rbg. "Bjarte upp Hest´n din!" Se bjart, byrta.

bjarteleg adj. livlig, spillende. Sæt.

bjasa v. n. (ar), sladre, snakke løst og fast. – bjasen adj. sladdresyg. Ma. Rbg. (Honnes). Se bisa.

Bjaa f. 1) = Sætr, Stø(d)l. Valle i Sæt. Tel. (?Mo, Moland, Vinje), Sirdal (?). Ogsaa = Staaylsrjo dvs. det til Afmeining ryddede Græsland paa Stødlen (hvilket maaske er oprindeligere). I Valle i bestemt Form: Bjaa´ei el. Bjaa´^ei, og Bjaa´ne. Intet Flertal. "Bjaaei æ fælt gill' i Aar", der er udmærket Græsvækst paa Stødlen iaar. "Me sko aa Bjaane" ("ti Bjaaei" hos yngre) = "ti Staayls". "Han æ uppi aa slær aa Bjaane". "Hest´n hev gjengji aa Bjaane, (paa Bjaaei) i alt Sumaar"; (Valle). "Dei gamle sa'i, at dei sille ti Bjaa, fysst dei sille ti Heiars" (Moland). 2) afsidesliggende Eng som før har været Hvile- og Malkeplads for Kvæget = Bustød, G. N. stödull. Tel. (Vinje, meddelt). "Bjaa´ne" er i Bygland i Sæt. Navnet paa en enkelt vid Slette med en "Bustød". "Bjaa´ne" (Valle, Vinje) er Navn paa en Fjeldgaard over Korngrændsen, i Otres Dalføre; kaldes ogsaa "Bjaa´ei" (Valle) og "Bjaa´ee" (Vinje). Bja´ne er ogsaa Navn paa Gaarde i Moland, Aamotsdal og flere Steder i Tel.; den i Moland har for ikke meget længe siden været Vaarstødl. Utabjaa, Gaard i Mo, før Stødl. Libjaa, Gaard i Moland, før Stødl. Noor-Bjaa-Ængjane og Sør-Bjaa-Ængjane er "Slaattur" i Mo (Skafsaa). (Wille har: "Bjaa, Eng; ut aa Bjaa, ud paa Engen"). Bjaar-, i Begyndelsen af Gaard-Navne, som Bjaarvik, Bjaarstøyl, Bjaarlægji, tør være G. N. bjár, Genetiv af bœr – se "Bø", A. #-; Bjaa- i Bjaaland, Bjaanes, Bjaastøyl og i bjaaslid adj. maaske ogsaa; men Bjaa alene, som Fællesnavn og Egennavn, og i Libjaa, Utabjaa og fl., tør være noget andet. Nyere Feminin, dannet af til bjár (bjá)?

"bjaa v. (r, dde), passe, sømme". A. Ogsaa: komme til at blive (til), være (til), due (til). Shl. Ryf. Hard. Sogn. "Da bjaar korkje te Leiv elde Kaka", det passer, duer, kan blive, hverken til osv. (I Sæt. hedder det: "De kann'kji vare (dvs. verda) antell ti Laiv hell ti Kake"). "Da bjaar'kje te noke Slag, da han teke seg te", blir til intet, er til intet, "æ ikkje likt te noken Ting", er meningsløst. "Da bjaadde'kje noke mæ'an", det blev ikke til noget. 2) "bjaa framfyre" = "vera fyre", være Forbud eller Varsel for, varsle. Sogn (Ladvik, Leikang, Aurland), Sfj. (Askevoll, YDale). "Da bjaor framfyre einkvart" = "da æ framfyre e."; Sogn. "Eg kunde skyne da bjaadde føre noke"; Sfj. "Da bjaor føre deg", det spøger (varsler ilde) for dig; Sogn, Sfj. 3) "bjaa (braa?) attepaa", have flygtig Lighed = "bæva attepaa". Sogn (Hyllestad). 4) "bjaa paa" eller "um", agte paa, bryde sig om, tage Notis af. Hard. (Ulvik, Ullensv. Kvamm). "Han bjaodde'kje um (pao) uvitugt Snakk". – Minder om braa dvs. ligne, hvoraf det kunde være fremgaaet gjennem en Mellemform brjaa, hvoraf bjaa, som "Jome" af Rjome, "joa" af rjoda; Shl. Jf. dog bjaatta (og maaske bua, buleg, byleg).

bjaaga, bjaakna, se boka, bokna.

bjaana v. n. sysle ubeføiet og unyttigt med smaa Ting; være tosset og virkningsløst geskjæftig; omtrent = vasla. Sogn (Ladvik, Vik, Aurland). "Han bjaona mæ so mykje, da vert'kje noke tiss mæ da". – Bjaan n. en altid virksom Halvtosse. Sogn. Og: "Bjaodn".

bjaatta v. n. (ar), omtr. = bjaa 1) og muna Jæd. (Gjæstal), Dal. (Ogna). "Dæ bjaatta'kje noge mæ (før) 'an alt dæ han braud paa Stein´n", han udrettede intet. ("Dæ bjaatta før'an rekti naa", det varslede ilde, spøgte?). Bjaatta: bjaa = fjaatta: fjaa (= haatta: haa?). Jf. (?) Isl. einu bjátar, noget kommer fremad; eitt á bjátar, noget kommer paa.

"bjeldra v. n. " A. Land. bjellre, Rom. Vestfold, Smaal.

"Bjelke m. G. N. bjalki". A. Bjalkji, Tel. Rbg.

Bjell m. Knevel = Bell. Totn.

Bjelldøl m. Indvaaner af Bjelland (ogsaa:
"Bjallan" og "Bjaddan") i Ma. Ogsaa: "Bjalldøl".

bjerk adj. = bjart, om Farve: frisk, livlig. Gbr. (Vaagaa): "bjerk Lit". Jf. Berk, Sjobyrking. – Bjett n. se Fjetta.

"Bjod n. et Bud, Tilbud". A. Sæt. Li. Dal. Jæd. Shl. Bjø, Hall. (Gol).

bjodeleg adj. som kan bydes. Tel. Sæt.: bjooe-.

"Bjor (oo) m. 1) Bæver. 2) meget flittig Arbeider". A. Ma. Især en tungfør Arbeider, som trods Flid lidet udretter. Tel.

"bjora v. n." A. 2) trænge sig frem i overdreven Iver, være paagaaende. Dal. (Ogna). – bjoren adj. tilbøielig til at bjora. Dal.

"Bjore m. Sko". A. Nhl. Senja, Hall. Byyr, Innh. (Verdal). – 2) Indsnit i Faareøre, til Mærke. Shl. Hard. I Hall. og Vald.: Bjøre. Og: Bjor, Hard. Se A. – Bjorasko m. Sko af eet Stykke kun med indsyet "Bjore". Nhl. Bjøresko, Hall.

Bjorstemm m. Dæmning som Bæveren har bygget. Ma. "Bjorhus n." A. Ma.

bjosma (o') v. tumle tankeløst afsted, fuse frem; fare vimset til. Hører vel ligesom bjosna og bjossa til busa. Ryf. – Bjosmeskap m. fremfusende, tanke- og hensynsløs Optræden. Ryf.

bjosna (o') = bjosma. Sogn.

bjossa (o') og bjøssa v. n. fare voldsomt løs el. til el. frem; fuse frem; f. Eks. med Skjælden. VAgder. "Bjossa te" el. "imod Folk". "Bjøssa dæ te" el. "ifraa seg" rive Arbeide fra sig. – Bjoss m. en som i høi Grad forivrer eller forfuser sig. Li. – Bjossa og Bjøssa f. d.s.; en grov fremfusende slusket Kvinde; Dal. VAgder. bjossen og bjøssen adj. som en Bjoss el. Bjossa. VAgder. – Bjosshovud (o') n. = Bjoss. Dal. Se bjosma.

"bjug adj. bueformig". A. Ma. – "bjugføtt adj." A. Østerd.

Bjuga (uu) f. Sne eller Regn som bøier Træernes Grene; kun i Skogbjuge, Romsdal (Bolsøy); og Vidarbjuga dvs. "Veeabjuge, Veebjue (og "Veerbjue") Romsd. (Bolsøy), "Veebju", Ndm. (Tingvoll). Jf. G. N. bjúga, en krum Figur (Pølse).

bjugla v. n. bøie sig eller nikke i Knæerne under Tryk, af Træthed. Hall. – bjugle v.se bugla.

bjugleitt (uu) adj. med krum Næse og fremspringende Midt-Ansigt. Modsat brattleitt. Sæt. G. N. bjúgleitr. – "bjugnasad", A. Tel.

bjugre v. = bagla, se bugre.

"bjugta v. n. bugne, bøie sig". A. Vald. Røros. "E va so trøytt, (han klæmbde me so) at e bjukta i Kjøno". Vald.

Bjus (u') n. 1) smaa Stumper af Hø, Halm, og dl.; smaat Affald, = Mod. Li. (Fjotland). "Sængjebose æ'kje ko Bjus". "Dör æ so mygje Bjus paa Botnn a Kjere". 2) Vrøvl, Fjas. Fjotland. – bjusa v. 1) strø udover. 2) vrøvle. Fjotland. – bjusen adj. knust til Stumper og Støv; om Straa. Li. "Bose æ so gamaalt o bjuse".

Bjødne f. dvs. Bjørna, Birna. Vald. Hall.

"Bjølla f." A. Bjøle, Østerd. Bjyll, Namd. (Kolvereid), Helg. (Bindal). Bjill, Ndm. (Sunndal, Tingvoll). Biil, Stjør. – 2) Fligende under Næbbet paa Høns. Ma.

bjørende adv. ild-. "Jødne va bjørende rautt", ildrødt. Vald. (ØSlidre). Jf. "Bjore, Bjøre" i Faareøret?

"Bjørg f." A. Lang og ikke ganske lav Aasryg. Stjør. "Utaavr bratte Bjørg´a".

"Bjørk f. Birk". A. Flertal: Bjørk´ar, Tel. og Rbg.; Bjærk´a, Sogn (Lærdal). Ogsaa om noget fast, haardt, stærkt og tungt – som Birkevedet. Hall. Gbr. Vald. Tel. "D'æ Bjørk te Kar, te Jente". "Aa ja, d'æ Bjørk for deg, de", det er for svært for dig. Tel. n? – Bjørkehovud n. Træhoved, tungnemt Hoved. Tel. – Bjørkeneve m. haard og tung Næve. BStift. – Bjørkerygg m. stærk Ryg. Sæt. – Bjørketagl n. lang tynd og bøielig Birkekvist. Hard. – Bjørkevav n. Birkevidjer til Opbinden af Hesjer. Hard. Se Vav. – Bjørkjismurning m. 1) = Kvæde (Gummi). 2) Ris, Prygl; i Spøg. Hall.

Bjørk n. bruges om det hjemlige Sprog i Modsætning til "Fremmindmaale". Tel. (Laardal). – Bjørkemaal n. d. s. Tel. Sæt. "Døl´n (Bladet) æ skriven i Bjørkemaali". Jf. "Bjarkemaal" A. – bjørkeleg adj. upyntet og hjemlig i sin Tale. Tel. (Rauland). Se Bjørk f.

"bjørka v. a. (ar), opfriske, egge, stimulere; omtrent = byrta, aga. Li. Ma. Sæt. Dal. "Bjørka deg no!" el. "bjørka deg upp!" frisk op! tag dig sammen! Ogsaa: bjørka paa, tage kraftigt i. "Me bjørka paa o slo^u de beste me kunne". "Beita aa bjørka paa". bjørkja v. a. (er, te), d. s. Ryf. Shl. "Bjørkja opp ein gamall Hest; "bjørkja seg opp" el. "te". bjørke se, broute, prale = byrta seg. Her er maaske – under Paavirkning af Bjørk f. – Sammenhæng med bjerk, Berk, bjart osv.? Hadel. Totn.

Bjørkemord (o') m. Maar, som bor i hul Birk. Ma.: -maar; Ndm.: -mar. For Resten menes "Bjørkemord, Furumord, Ospemord" at være eet Dyr, kun forskjelligt nævnt efter Bostedet.

"Bjørn m." A. Bjynn, Stjør. Bjødn, Sogn, Rog. VAgder, Hall. Vald. "Kasta Bjødn", gaa rundt paa Hænderne, slaa Hjul; Sogn. 2) Parti af Plovvelten, hvilket Ploven ikke har veltet. Stjør. Andensteds Draug. Hertil: bjørna v. n. (ar); "Plogj´n bjynne", danner "Bjørn 2)". Stjør. – 3) en grov Høvl for to Mand. Rbg.: Bjønn. Hertil: bjønne v. høvle med "Bjørn". Rbg.


bjørnargjengd adj. hjemsøgt af Bjørn; mest i n. bjønnagjængt, Ndm. Hard.

Bjørnargosse m. stor, stærk, prægtig Karl. Sogn. "Bjødna-". Se Gosse.

Bjørnarrygg m. Bjælke oppe under Taget, parallel med "Møneaasen". Jæd. "Bjødna-".

Bjørneblekker, Calla". A. Follo, Vestfold: Bjønneblækker. – 2) Bjønneblække f. Menyanthes. Vestfold, Follo. Se Griserot.

"Bjørnfeld m." A. Bjønnsfelle, Tel. Bjødnafeld, Hall.

bjørnføtt adj. klumpfodet. Gbr.: bjøynnføtt.

"Bjørnkamb m." A. Bjødnakamb, Hard.

Bjørnkul m. = Oklakul. Helg. "Bjønn-".

bjørnleg adj. bjørneagtig. Sæt. "Her va bjønnleg' laga! her synes at maatte være bekvemt Tilholdssted for Bjørn. Og bjønnskleg, Sæt. Tel. bjødnelig, Ma.

"Bjørnskjegg n." A. Hard. Rbg. Bjennskjegg, Ma. (Bjell. Grindeim, ligesom "Bjenndal", Gaard i Grindeim). – Bjønnboka (o') f. d. s. Sæt.

bjørnsterk adj. stærk som en Bjørn. Sæt.: bjønnesterk. Jf. hestesterk.

Bjørntak n. Styrkeprøve af Haand lagt retvinklet i Haand. Li. (Eikin): Bjødnetak.

"bjørnutt adj." A. Hall.: bjødnutt.

Bjøru f. Fingerbølle. Tel. (Kvitseid). Bjoru (o'), Selljor. "Fingbjöru". Se Bjørg.

bladkvesst adj. hvæsset til et Blad, ikke til en Spids; særlig om Hager (og "Grev") paa Hestesko.

bladra v. n. (ar), 1) pladske. Tel. (Lunde). 2) lalle, bevæge Tungen stærkt under uheldige Forsøg paa at tale. Ma. Sæt. "bladdra mæ Tungaa". Isl. og G. N. bladra (tungunni) d. s. Jf. bledra, blidra. 3) lade Munden løbe; pludre. Li. (Eikin). – bladreleg adj. lallende. Sæt.

bladtelgja v. a. (er, de), tilhugge eller tilskjære saa at det tilsnittede løber ud i noget saa tyndt som et Blad. Smaal. og Follo: blatælja og -tölja (tölde og tölte).

[Blaff m. Slag i Luften, Vift; Pust. – blaffe v. slaa i Luften; vifte; ogsaa: slaa til, klaske. "Blaffe Mjøle utyve". Rbg. Ned. Bamble, Ma.

Blak n. og m. 1) Pladsk, Tummel. VAgder, Hall. "Ho æ i Blag´n", hun er med i Tummelen, i Velten; Ma. "Han hadde sagt han ville gifta seg, aa saa tog'an ei Jænta i Blag", i Flæng, i Grams; Li. "Ta i Blag´e", d. s. (Ma.). Se blaka. 2) løst Snak = Skravl. Rbg. Tel. "Blak aa Bygdesnakk". "Bygdeblak". 3) en Vaaser = Skravler. Tel. "Eit Merkjarblak" el. "Merkjingsblak", en Skvaldrer af en Tømmermærker (fra Arendals- el. Skiens-Egnen). Se blaka. G. N. blak, Dask.

"blaka v. n. (ar), 1) vifte, flagre". A. bloka (o') = flaksa; Tel. (Vinje). 3) gjøre pladskende eller voldsomt bladende Bevægelser; sprede uvornt; tumle (med); pladske, larme. Sæt. Rbg. VAgder, Hall. "Blaka utyvi, um inan, ihop". "Blaka mæ Gutane (Guto)". "Blaka i ei Bok", blade voldsomt. "Blaka seg te mæ Vatn". "Blaka bort", "blaka ^eut Pænga"; Ma. 3) skvaldre = skravla. Tel. Rbg.; Jæd. "blaga". 4) sætte Mærker paa eller ved; mærke; opmærke = blekkja. Østerd. "Vej´n æ oppblaka". – Blakar m. en som blakar (skvaldrer osv.) blakast v. recip. kaste paa hinanden med Sne eller Vand; ikke meget brugt uden i "snjoblakast" og "vassblakast", se d. Tel. Sæt. Ma. G. N. blaka, vifte, daske.

blaken adj. tilbøielig til at blaka; ødsel osv. Ma. "blakjen, blagen".

"blakk adj." A. "Trju blokk Baist", tre b. Heste, n.pl. SætV. Vistnok ogsaa: blokk (o') f. sing. SætV.

"Blakka". A. Blokk´i (o') f. den blakke Hoppe. Sogn (Aurland), Gbr. (Lesja: -jee), Dal. og Hard. (-jæ). "Mi Blokk", i gammel Vise fra Dal. Bløkk´ee, Vald. Blokk´a, Gbr. (Ringbu). Femin. af blakk adj. Men "ei blakk Merr".

blakra v. n. = blaka 3. Tel. (Vinje).

"Bland n. Blanding". A. Tel. "Detta va godt Bland". "Brygg o Bland". "D'æ böu(g) i Bland", begge to Ting er der, men sammenblandede. Gbr.

"Blanda f. blandet Drik; Blaanda, Nhl." A. Blaande, Tel. Sæt.; Blaanna, Ma.

Blandasmør n. Blanding af fersk Surmælksost og sur Fløde. NGbr. Blandsmør, af Smør og "Brim". Gul.

Blandkjuke, se Blindekjuk.

Blankauri(de) m. ung Laks, el. maaske Ørred. Ndm. Se Blenkja.

Blaregryta f. en meget vid og grund ("flaa") Gryde. Tel. (Rauland).

blarra v. n. (ar), bræge gurglende, bræge med Mad i Munden. Sæt. Jf. bladra; ældre D. blarre dvs. bræge.

"blaskra v. pladske". A. Dal. Ryf. Ma. Sæt. Østerd. blaske, d. s. Røros, Nordl. 2) vifte; lufte, blæse svagt. Jæd. Ryf. Tel. "Me fær lata dæ blaskra i Høye". "Dæ blaskra lite paa Vatne". blaaskra, d. s. Ryf. 3) "blaskre te" = "baska til", strække til. Tel. (Selljor). 4) opspæde sterkt = blassa. Tel. Jf. bliskra, bluskra.

blassa v. n. (ar), 1) pladske, søle. Dal. (Hedland). Jf. blessa. 2) "blasse upp" v. a. frembringe ved Opspædning store kraftløse Masser af Drik eller Mad. Søndenfjelds.

blatta seg v. n. = bletta seg. Ma. Gbr. blaatte se(i), Østl. (og Jemtland og Vermland).

Blauta f. blødt eller dyndet Sted. Ndm.

"blauta v. n." A. Ndm. Røros. – blaut' se(g) burt, trække sig tilbage af Feighed. Ndm. (Sunndal).

"Blauting m." A. 2) kjælen, sig krympende
Person. Ndm. Rorøs. Bløyting, d. s. Ndm. (Surndal).

Blautslage m. meget fugtig "Slage" (bred og lang Fordybning). Stjør.: "Blöutslaagaa".

Blautstein m. = Blautegrjot. Røros.

Blautunge m. Spædbarn. Ndm.

blava v. n. (ar), prunke, glimre, straale; sprade. Land, Hadel. Totn. Vestfold og fl. "Ska du ut aa blava me 'sa nye Klæa?" Ogsaa brava, Land og fl.; se braga.

blaven(d)e adv. "b. ny", funklende ny. Nedre Tel. og fl. Til blava, blavra, blaga.

"blaa adj." A. blaa´r og blaar, Odal, Rom. Forstærker i flere Sammensætn.

"Blaa n. Horisont". A. "Du ska fara i nie Blaa aa inkje faa", sagde Jomfru Maria til Ulven. Ryf.

"Blaabrede m." A. Nfj.

blaafatig adj. yderlig fattig. Tel.

Blaageita f. graablaa "Geita". Ned. og fl.

blaahalda v. holde af alle Kræfter. Ma. Trondh. Østerd. Ringerike, Totn, Gbr.

blaahard adj. yderlig haard; upaavirkelig. Totn.

Blaahaa m. en liden graasort eller blaagraa Hai, Squalus spinax (niger). Ogsaa: Blaatoska (o'), -taska f. Berg. Og "Svarttosk(a)".

Blaahelsa f. = Blaahals (And). Dal.

Blaa(h)jalm m. blaa Farvetone, som paa Staal. Nedre Tel. Bamle. Se Hjelm.

blaakald adj. klar og kold, om Luft. Tel.

Blaakje m. = Ylrøyk. Eg. Blaahed. NØsterd.

Blaaknut m. enslags Dobbeltknude = Braaknut. Gbr. Østerd.

Blaakraaka f. Raage, Corvus frugilegus. VAgder og fl.

Blaalette (ee) m. aldeles goldt Korn. Tel.

Blaalonga f. en Langesort. Ndm.

Blaalums m. et Slags finkornet, sæbeagtigt, "Blaaleer". Follo, Oslo.

blaalunn, "han vart blaalunn", aldeles uden Fangst. Ndm. Se lunna.

"Blaame m" A. 2) blaagraa Sky. Tel.

"blaamen adj. blaalig". A. Tel. Jæd.

Blaamyr f. stor, næsten planteløs og sort Sump. Tel.

"blaana v." A. blaadne, Hall.

blaanøgjen adj. smaaligt nøieregnende. Trondh.: blaanøye.

Blaaskugg m. = Skugg. Strinda, Sdm.

Blaastorr m. blaalig Storr, Carex. Li.

Blaastut m. = Blaagum. Sogn. – Blaaskaal, -skaar m. d. s. Ryf., – Blaogumar m. d. s. Sogn. Isl. blágóma.

"Blaastøda f. "Blaastyde"". A. Nfj. Blaastode (o'), Nfj. (Stryn).

blaavill adj. meget opbragt. Li.

Blaavis (ii) n. og m. Ma.; Blaaviisa f. Li.; Blaaviisil m. Smaal. = Blaavise. – Blaafiis m. d. s. Rom.

"bledja v. n." A. "bleia, blæ, blædde", Dal. (Hæsk.); "blee'e, bleer, bladde", Røros; Inf.: "bleea" Tel.; "blæa og blæ", VAgder, Ned. Nfj. 2) v. a. berøve (Rodfrugter) Bladene. Hall.: blæa og blæ.

"bledra v. n. fjase". A. – 2) lalle med Tungen = bladra. Tel. (Bø).

"blega v. n. vifte, som Løv". A. blaagaa, bølge og derved veksle i Lys; om en Eng, en Ager. Røros. Maaske for blaga; se d. blegre, d. s. Røros.

bleia, bleime, bleine se bløygja.

Bleik m. (og f.) 1) Lærred som bleges. Sdfjelds. 2) Blegning. Gbr. (Vaagaa).

"bleikdæmd adj." A. Hall.

Bleikfis m. bleg, mager og vissen Person. Ryf. Jæd. Stjør. og m. fl. – Bleikfist d. s. Nhl. Nordsv. Diall.: blaikfis; Nt. bleekfist. bleikfisen adj. lig en B. Jf. fisbleik.

Bleikja f. 1) bleg Lysning paa Himmelen. Tel. Sæt. "Noorljosbleikje", "ei Bleikje av Soli". 2) hvid Plet paa Klippe. Ryf. Saaledes "Brimsebleigjaa", en hvid Klippe i Talje. A.

bleikja v. a. = blika (Tre). Gbr.

bleisa v. (er, te), slaa til En; ogsaa "bleisa æn opp". Jæd. (Time, Gjæstal).

bleiska v. n. læspe. Nhl. (Lindaas, Haus). – bleisk adj. = blesk. Nhl.

bleka (e') v. n. vifte, ryste, som Løv. Nedre Tel. (Lunde, Heiddal og fl.). – blekre, "blikre" og "blakre" v. d. s. Nedre Tel. Se A. – blega v. d.s.; ogsaa: ryste, skjelve, som under voldsomt Aandedræt. Li. Dette maaske for blika. – Blek n. se Blik.

Blekk n. et Blad; mest i Sammensætn, som "Griiseblækk". Odal og fl. Ogsaa: Kaartblad. Oslo. Jf. Blekkja.

Blekk n. hugget Mærke = Blekk m. Sæt. Røros. Bleek (kort Stavelse), NGbr.

blekka v. a. (blekk´e, blakk, blokke og blekt), ramme, træffe med Slag eller Kast; daske til, kaste paa. I Kystbygderne af Agder; Bamle (Supinum "bløkki"). Eg ska blekka deg". "Blekk (inn) Ruda!" "Du hadde saa nær blokke Mann´n" "Han blakk meg!" Ogsaa "blekka te". Se flgg. og A.

Blekkbord m. Bræt som er "Blekkstein". Ma.

"blekkja 1. v. vifte". A. Vald. – Hard.: "Han blekkte kje paa Øyro (-una)", han lod som han ikke hørte, spidsede ikke Øren.

"blekkja 2. v. a. (er, te). – 2) mærke". A. Hard. Gbr. Østerd.; Namdal: "blækkj", mærke (f. Eks.) en Klippe med hvid Plet. 4) ramme, træffe dvs. mærke. Dal. Jæd. Tel. "Eg ska sakta blekkja deg!" "Han blekkte Fugln" (Tel.). Ogsaa: saare let. Hard. Ryf.; "blekkja seg", beskadige Huden. "bleekja Tre", mærke, Vald. (Bagn). "blækja T.", d. s., "blækja ein", prygle; Odal.

Blekkja f. statelig Kvinde. Tel. (Selljor og fl.). Blenkja, d. s. Tel.

Blekkje n. Blad. Hall.: Blækkji, "Lauvsblækkji". – Blækkjigras n. Plantago; Hall.


blekkjen adj. om Vind: viftende, svagt stødende eller kastende. Agder og fl.

Blekkjetjøra f. Tjære frembragt under stadig Viftning, Blekkjing f., med en Vifte, Blekkja f. Ryf.

Bleko (ee) f. Plante, Calla. Gbr. For Blika?

Blema (ee) f. = Blemma. Ma. SætB.

blemande adv. "bleemande röu", ildrød. Gbr. (Lom). For "blømande"?

"Blending m." A. Blænding, Hybrid. Tel.

"Bleng m. 3)". A. Ryf.: af Surmelk og Vand. 4) Valle under gammel Fløde. Jæd. Dal. Ma.

"blengja v. a. (er, de), oste". A. Særlig: sprænge Mælk med sur Mælk. Ryf.

bleng(j)a v. n. (er, te), se skjævt og mørkt. Jf. Blings. Smaal. (Trykstad, Glæmmen).

Blenk m. Melkelaget nærmest Fløden. Hall.

Blenkja f. en noget lys Sø-Ørred. Nhl. Sogn. Jf. Bleikja, Berk.