Raudspord m. Rødhale, rødhalet Fisk; a) Seid i første Aar. Ndm. (Halse, Tingv.): Räuspoor. b) Han af Røyder? Ndm.
Raudspording m. = Raudspord 1). Ndm.
Raudstut (uu) m. Hun til "Blaagume". Sogn.
Raudtrost m. en Drossel, Turdus iliacus. Oslo. – Raudvæng m. d. s. Ndm. Vestfold og fl. – Raud-ur m. Rødfisk. NGbr.
Raudtupp m. Rødkløver. Oslo.
Raugga se Raudga.
Rauhank m. Fisker uden Fangst. NGbr.
"Rauk n." A. Om Stak af Løv. Sogn. (Aurland, Hafslo). Rauke m. = Rauk. Nordl. 2) Flok af Pak. Follo, Smaal.
Rauka n. = Rauk(an), A. Helg. Salten.
Rauka f. = Røys. Innh. (Beitstad): Röuk'.
"rauka v.a." A. Follo, Smaal. Helg.
Rauke m. 1) Høi hyppet op om Kartofler. Tel. (Rauland, Laardal). 2) se Rauk.
raukeleg adj. lig en Rauk. Tel. (Sellj. Kv.).
raukhalsa adj. om Hest med stærkt krummet Hals; kneisende. Hall.: -hælsa.
Rauklading f. Opsætning i "Rauk". Sogn.
Rauknaa? et Ugræs i Ageren. Tel. Rbg.
(v)raula v.n. (ar); skraale; synge skraalende. Hard. Shl. og Dal.: r; Li. (Eikin): vraula. og braula, se d. Jf. raala, Sv. vråla.
raula v.n. (ar), 1) gaa møisomt; til Nød mægte at gaa; gaa sagte = raala, rjaala, tusla. Nfj. (Eid, Honndal), Sdm. (Vanylven og fl.). "Raule aa rakse"; Sdm. "Eg sjeer noke raula burti Fjell`a". "Me raula paa Foot`aa = kreke". "Me raula mæ dæ gamle". Nfj. (Eid). 2) være oppe altfor tidlig om Morgenen i søvnig og lidet udrettende Virksomhed; omtrent = graala. Ryf. Shl.
rauma v.n. (ar), blæse svagt, saa Vandet kruser sig; særlig om svag "Dalvind". Ogsa om Vandet: kruse sig under svag Vind. Sdm. Romsd. – "Rauma f." A. 2) en svag Vind, Luftning som kruser Vand; ”= ei fiin Græle”; mest, svag ”Dalvind”. Sdm. (Hjørungfjord, Sande, Ulvsten, Vanylven, Volden og fl.), Romsd. (Vestnes, Eid). = Kvera. Romsd. (Vestnes). – A. "Blæs 'an hart idag?" – B. "Aa nei, d'æ berre ei liita Räume; d'æ so vidt dæ räuma aavr; d'æ aavr-räuma". "Dæ räuma aa blæse = dæ krita aa blæse". "Dæ räuma unda Elvinne". "Ei Skjelleräume". – Jf. G. N. hraumi en Usling (En som kryber
sammen, krymper sig? sml. krauma, G. N. krauma; Bet. af kvera kvidra osv.); raumskask?
raumska v. (ar). röunska, Hard. (Ullensv. Ulvik, Kvamm; röuska, Ryf. (A.), Røldal; runska (roonska?), Hard. (Kvamm); rumske (u'), Rbg. (Evje, Sæt.), Ma. (Finnsland), se d. Hedder ogsaa: roomsa A., Roms. Ndm. Ork. Gul. Innh. Namd. NGbr. Oftest reflexivt, med "seg" el. "paa seg" el. "i seg". Bet.: røre paa sig: a) i Søvne uden at vaagne (Gbr. og fl.); b) i Søvne straks før man vaagner eller op fra Søvnen; vaagne halvt. c) vaagne og reise sig (sjeldnere). "Röunska (pao) seg i Svev´n", Hard. "Röuska paa seg", Røldal. "Du fær sjao o r(ö)unska pao deg nou", Hard. "Eg ska roüska mæ 'an", ruske i ham, Hard. "Han roomsa nsee i Sömna", Sdm. Trondh. "Ho roomsa paa see"; Romsd. "Rumske paa seg". Rbg. Ma. – Ogsaa: "roomsas(t)mæ sæg", vaagne halvt, Trondh. (Verdal og m. fl.). G. N. raumska bevæge sig i Opvaagnen, Isl. raumskask og rumskask, sove uroligt. – röunskjen adj. halvvaagen. Hard. Og: runskjen, Hard. Og: rromsen se d.
Raun. "Röun´a", er Navnet paa en stenet Holme ved Stranden af Lista. "Röud'n" (Jæd.) eller Röun´n" (Dal.) er Navne paa stenede Banker udfor Ogna og Haa paa Jæd. "Kvælbei-Röud´n". Jf. G. N. hraun, n. Stenndynge, Steengrund.
"Raun m. Røn". A. Raangn, Gbr. f., Østl. Trondh. Sfj. og fl. (som Kaangn for Kaun, Baangn(e) for Bauna, Bængn for Bein); Röngn Nedre Tel.; Römn Ned. (Dybvaag); omtr. Raaon f. VAgder; Roun´e VTel. (Vinje#-Selljor). – Raanelouv (og Raaonelouv? som sjaaonde af sjou 7) VTel. (Vinje; Mo?). – Raangnebryk (ø) n. Rønnekrat. Sfj. Se Bruk. – Röunebærlog (o') m. Hard.
Raus f. = Røys. Namd. Hedm. "Steinrous". 2) Dynge, overh. "E(i) he(i)l Röus me Kake". Røros.
Raus m. 1) Fremstyrtning; voldsom og uordentlig Skynding. Agder, Tel. "De gjekk i ein Raus". 2) Slumpetræf; Slumperegning, Slump. Ndm. Trondh. Helg. og fl. "Paa ein Röus". Ogsaa n. Se rausa. Jf. Rus, rusa. – raus adj. se rausa.
Raus n. Udstyrtning, Skred. Ryf. Se rausa.
rausa v.n. (ar), 1) styrte frem, sætte afsted; styrte ned; styrte paa Hovedet. Agder, Ryf. Sdm. Romsd. Ndm. Trondh. Helg. "Rause unda Vind´a", Sdm. "Dæ röusa stoore Röus mæ Steidn"; Ryf. "Rausa nee". "Lat rausa!" lad det staa til! !Vatne räusa yve Stæmm´n"; Ma. 2) blive vippet; komme til kort; falde omkuld (igjennem); = rjuka. Ndm. Trondh. Romsd. "Han räusa paa den Handln". "Han räusa paa dæ", faldt igjennem ved Prøven i det. 3) v.a. lade styrte, lade det staa til, lade det gaa paa Slump; styrte; kaste uordentligt. Shl. Ryf. VAgder, Namd. "Röusa uut Veed´n, Timr´e". "Räusa upp Kodne". "Han räusa seg fram sum han kann".4) danne en stor Dynge, optage (for) meget Rum; rage høit op = risa; om Halm og andre løse Ting. VNed. ØMa. (Finnsland og fl.). Og: rosa (o') og røysa; se d. 5) overdrive. Trondh. G. N. rausa prate. Jf. rusa. – Rausar m. En som "rausar"; uvorn Arbeider, Slumpestykke osv. Helg. Sdm. og fl. – rausen adj. tilbøielig til at "rausa" (især 3). raus adj. d. s. "Ein ”Rause-Kar”, En som er rausen; Li. Og "Rause Kar", Agder. – rausutt adj. = rausen. Helg.: röusaat. Se rausa, A.
Rausnarstykke n. Gjerning man har ære af; Storværk, Bedrift. Nfj. Sfj. I Formerne: Räusnastykkje, Olden, Gloppen; Røysna-, Honndal, Førde; Rösna-, IDale. "Han gjoore da paa Røysnastykkje", han gjorde det for at vise sig. – Rausnarverk n. d. s. Ndm. (Tingvoll): Røsnaværk. Jf. Røysn. G. N. rausnarverk. – ("Raustnad m. Gavmildhed", hos Christie, er maaske fremkommet af Genetiven Rausna(r) i disse to Ord).
"Raust n. Tagreisning". A. "Bratt R.", spidsvinklet Gavl (Tag); "flatt R.", stumpvinklet Gavl (Tag); "flatt R.", stumpvinklet Gavl; Ryf. Dal. "Stourt R." = bratt R. Ma. Ned. 2) den øvre Møllelstens Løftning op imod Midten (Øiet). "Bratt R.; stourt R."; Ma. 3) Forskjellen mellem et Kars største og mindste Vidde; mest i Vandaraust og Gjerdaraust; Ryf.
Raust m. (Fl. ar), stærkt Raab. Tel. (Grungedal, Vinje, Moland). "Han gav uut ein har´e Roust´e". Ogsaa f. med Fl. "Roustir"; Tel. (Eidsborg?). G. N. raust, f. Stemme. – rausta v.n. (ar), raabe høit; skraale. Tel. (Gr. Mol.). "De va spaatt Stoore-Guut, at etti han va dø´e sille han kaama te rouste tri Vændur paa sin beste Veen´e; o soom Fa'i æe Gaangg va uppi Fjødd´i, høyrd'n tri Roustar"; Grungedal. "Houstvindn tuutar o roustar"; Moland. Synes forskjelligt fra rausta v.n., A. Raust og rausta er ikke meget brugte.
"raust adj. 1) graadig". A. Wille. Særlig: som behøver megen Mad. Tel. (Kvitseid, Selljor, Grandsherad): rost og rosten (o'). "Rost te eta". "2) generøs". A. Nfj. 4) om Møllesteen med stort el. bratt "Raust". "Kvednaa æ röust´e", høi el. tyk paa Midten. Ma. (Holum, Finnsl.). Se rausta adj.
rausta v.n. (ar), 1) om hustag og Kvern: stige brat op, have "bratt (stort) Raust" = risa. Li. "Togaa röusta for møgje". 2) om Viddeforskjellen i Kar. Ryf. "Kopp´n röustar for møkje", dens Form afviger for meget fra den hule Sylinder. – rausta
adj. el part. "Kopp´n, Kvedn´æ, Tokaa æ for mykje (bratt) rausta", for "liite rausta". VAgder, Rog. Sæt.
rausta seg v. (ar), udruste sig. Sfj. Opfattes som gjøre sig "raust", men er vel ialfald fremvirket af D.-T. ruste.
Rauststova f. Huus af kun eet Stokværk. Røros: Rös(t)stugu.
Rauva(r)lykjel m. om Barn som hænger i Mors Skjørter; i Spøg.
rauva(r)saar adj. 1) øm i Bagdelen; f. Eks. efter Roen. Ndm. 2) skuffet; = flat. Ndm. – Röfföl dvs. Rauvhol. Innh.
rav-, i Sammenss. = rava, fuldkommen. Rav-beist n. Ned. Raf-fant m. Ma. (Øyslebø). rav-ille adj. Tel. Rav-slarv m. Sæt. og fl. ravdylja v. Sæt. Jf. flgg.
Rav n. Gramsen, Riven til sig; raskt Greb paa Slump; Griben af den usikre Leilighed. Trondh. Romsd. "D'æ skøyti (et Slumpetræf) mæ Fiskja, d'æ bærre Rav´e aa faa 'ti naa". Til rava v.
Rav m. En som "rava(r)" 2); se d. Romsd.
rava v.n. og a. 1) gramse, rive (til sig); rapse; = harva, rabba, rafsa, ravla. Namd. Helg. og fl. "Rava aat seg". "Rava i Hoop". 2) arbeide skjødesløst og med Hast = harpa, rafsa; mere upaalideligt i Resultatet end riva (ifraa seg). Helg. Namd. Fosn, Ndm. Romsd. raavaa, Trondh. Østerd. "Rava ifraa seg; rava i Hoop". 3) "rava paa", løbe sandseløst afsted, tumle fremad = harva. Tel. (Vinje og fl.). – Ravar m. = Rav m. Trondh.
Ravadøle m. En som "ravar" (foreg.) Arbeidet fra sig. NØsterd.: Raavaadøle.
Ravagard m. liden ussel Gaard; til Rave, Pjalt. Trondh. (Strinda og fl.): Raavaagaal.
Ravahol n. uordentligt Sted. Trondh.: aa.
Raval m. En som "ravlar": Vrøvler; Tumler. Tel. Nordl. Ravaal(e), VTel. (Mol.), Rbg.
Ravalkopp m. en løs og let Person. Senja.
Raval(l) m. = Krekling. Fosn, Ork.
ravalsk adj. ustyrlig. Sogn. Se Raball.
Ravaryte n. ubændig, ubehøvlet Person. Hard.
ravdylja v. dølge fuldstændig? Sæt. "Han luyge o ravdyle o laugstar Foukk". Se rav.
Rave m. 1) En som "ravar": en hensynsløs og voldsom Karl som er meget om sig. Namd. Innh. Ndm. Overalt "Ravi (el. -e)", uden Tiljævning, mens "Rave", Pjalt, i Tiljævningsegnene for det meste har aa. 2) en uanseelig Karl, som viser sig meget dygtigere end det Ydre antyder. Ndm. og fl. Rave staar nærmest rava v., men er i Bet. 2 paavirket af flg. – Ravhy m. = Rave 1). Stjør.
"Rave m. Pjalt". A. Især: en meget lang Pjalt, Strimmel. Innh. Ndm. og Romsd.: Rav(v)i og -e; Fosn: Rav(v)a; NØsterd. og SOTrondh.: Raav(v)aa (Fl. Raavaa-a); Stjør. og fl.: Raaw(gh)aa, Raag(h)aa. "Riive Skjurtaa i Rava", Romsd., "i Ravia", Innh. "Skinnraavaa", STrondh. "Fellraavaa", ussel Feld, NØsterd. "Garrave". "Joor-raavaa", et ringe Markstykke; Innh. "Uutraavaa", fjerntliggende ringe Markstykke; "Avraag(h)aa", d. s. Innh. "Myr-raag(h)aa", Innh. "Sköuwhraagaa", NØsterd. 2) Stymper, Pjalt af en Person = Larv. I denne Bet. altid "Ravi"; Trondh. – Den yngre Slægt bruger mest "Ravi" for alle Bett., ligesom "Hani"; i den ældre mest Tiljævningsformerne for Bet. 1).
Ravgryn n. og f. lang Ramse, lang Lekse (Historie). Trondh. Vel: Suppe paa Rav, G. N. rafr. – Ravhy se Rave.
Ravl n. 1) det at "ravla" flg. Særlig: Fortumlethed, Ørhed = Harvle VTel. "Eg hae so voonde Stoondir, eg floug i Ravle, i Halvravle"; ubestemt Dativ af Ravl eller af Ravle. 2) En som gjerne "ravlar". Tel.
"ravla v.n. 1) pludre, vrøvle". A. Nordl. NTrondh. Ndm. Sdm. Voss, Jæd. Rbg. Tel. Num. "2) sluske; skrive hastigt". A. Voss, Tel. Trondh. "Ravla o skriiva". Hedder: roovl, Fosn; rool(e), Selbu, Innh. 4) skrabe eller gramse, sammen el. til sig; særlig: skrabe sammen Foder (Hø og Løv) efter den eg. Høstning. Nordl. Namd. "Ravlemark". 5) tumle afsted uden Herredømme over sine Bevægelser; tumle = harvla. V- og ØTel. Jf. rava. "Ravle paa". "Ravle fram igjænom". "Ravle i Vænde". – ravlen adj. tilbøielig til at ravla (pludre, sluske, gramse til sig osv.).
Ravle m. Pludrer, Vrøvler, Tumler = Raval. Tel. – Ravlekall m. d. s. Tel. – Ravldall m. d. s. ("Dall" fuld af Ravl n.); Ndm. – Ravlkopp m. d. s. SGbr. En som fortæller usammenhængende. Nordl.
Ravle m. en kort liden Valse af Træ = Kavle. NVestfold (Hov). Ravling m. d. s. NVestfold. Røvling m. d. s. SVestfold (Tjylling). Jf. Revle. – Ravle n. se Revle.
Ravl(e)slaatt(a) f. = Ravlemark. Ndm.
Ravremsa f. en lang vrøvlet Historie = Ravgryn, Heimløysa. Tel. (Raul.). Ogsaa: Revaræmse (e') f. lang Historie anlagt paa at vinde Tid; Tel. (Selljor). Begge tør være Omdannelser af Reverens(a), det sidste med Tanke paa (Rævens Forhold i) Eventyrene.
Ravsmat m. = Rav m. (af Kveita). Helg.
ravutt adj. 1) pjaltet, laset. Trondh. og Ndm.: ravaat (maaske ogsaa "raavaa-aat", ligesom "raasslaagaa-aat"). 2) skjødesløs; hensynsløs, slusket osv., lig en "Rave". Trondh. Ndm. raviaat, Innh.
Ravvilla? en kaad snakkesalig og uvorn Nar; et "Spektakel". Hard. og Shl.: Ravidla. – Ravidling m. d. s. Hard.
Raa f. Jernspaan. Rom. Smaal. Se Ro.
raabruka (u') v.a. "r. ein Gar(d)", dyrke en Gaard saaledes at man anvender de fugtige Partier til Ager. Raabruk n. slig Dyrkning. Sæt.
Raabygd f. afsides liggende Bygd, Bygd som ligger i en "Raa", "Ro", G. N. rá, ró. Gul. (Singsaas): Raabyjd. Jf. Rábyggja skipreidi, Afdale i Verdalen og i Vestfold; Rábyggjalag og Ró- i Agder.
"Raad f. Raad, Anslag". A. "Taa dæ mæ Raa´n", tage Tingene med Betænksomhed. Gbr. (Øyer). "Vera i Raa", være i Beraad, ikke enig med sig selv. Rbg. Ma. "Vara i Raa´n", d. s. Øyer. "I Raa´n mæ ein", i Overlægning med En; Trondh.
"raada v." A. "raa oor", komme sig osv. = raada vid seg; Jæd. Sogn.
raadast v. "raast mæ (atte)" = raada vid seg. Li. (Eikin).
Raadaa se Rode. raada, raada se roda.
Raaddag m. Herredømme; Magt over. SætB. Ma. (Aaserall). "Faa Raaddage yvi", faa Bugt med = raada med. "Han heve R. yve adde Laand".
Raaddom m. Raadighed. NGbr. (Vaagaa).
"raaddrjug adj." A. raoadrjuge, Hard.
Raa-del (ee) m. = Raadeile. NGbr. (Lom).
raadeleg adj. mulig. Ma. og Vestf.: raadeli(g); SGbr.: raale. Til Raad 4).
"raaden adj. stedt". A. "Da vart dæ raae!" da stod man der net! Gbr.
Raadevelde n. Herredømme; Kommando. Nhl. (Eksingadal): Raa-avelde.
raadig adj. 1) "raadig(e)" som har Raadighed over, raadig over, myndig over; ogsaa: som har Indflydelse. Hall. Hard. Tel. Ma. og fl. "Han ville bli seg raadig"; Ma. 2) "raadi", mulig = raadeleg. Vestf. Oslo, Hadeland. "D'er 'nte raadi aa kaam(m)a oopp Bakken". 3) "raa'ige" som vil herske, "raada" = raadrikjen. Tel. (Vinje). 4) "raa'ig", flink til at finde Raad og give Raad. Tel. (Sellj.). raadog d. s. NGbr.; raa'ug d. s. Hall. Se A. – "raadig" og "raa'ig" kan findes paa samme Sted (f. Eks. Selljor i Tel.), hvert med sin Bet.
"raadlaus adj." A. raadlöus, Ryf. Dal. og fl. 4) umedgjørlig, som der ingen Udvei, "Raad", er med; som ikke lader sig haandtere; uovervindelig ("umulig"). Ork. (Meddal): raalöus; Ork. (Rennbu) og NØsterd.: raalos (o'#-ö).
raadleg adj. betænksom, forsigtig; særlig: sparsommelig. Helg. (Vefsn): raa-. – raale adv. med Omtanke, forsigtigt = i Make. A. Østerd. Gbr. Ndm. Jf. dog raala.
raadleggja v.a. raade, tilraade. Ndm. (Tingvoll). "Kan du kje raalejja me te dessa?" G. N. rádleggja.
Raadrikjing m. herskesyg Person. Nfj. (Innvik): Raa-.
Raarum n. Raaderum. NGbr. Røros: Raa-.
Raadsbumba f. selvraadig og herskesyg Kvinde. Hard. (Kvamm): Raoss-. Raossrumba f. d. s. Hard. (Odda, Ulvik).
Raadskar m. = Raadsdreng. NGbr.
Raadsl f. Raadighed. Hall. "Du har no Raadslee (h)jaa dee daa", du kan nu gjøre som du vil.
raadslaast v. recip. raadslaa med hverandre. Ma. (Grind.): raaslaast, slæst, sloust, sleiest.
raadsløg adj. som ved at finde Udveie. Østerd.: raasslø(j).
"Raadsmann m." A. 3) Forpagter. Hard.
Raadsrumba f. se R.-bumba.
raadsterk adj. herskesyg. Ndm.: raa-.
raadstinn adj. trodsig, stridig. Nfj.: raa-.
Raa-egg f. = Kraambudegg.
Raaga, Raagaa se Roke.
Raagaa m., raagaa v. se Rave, rava.
Raage m. 1) meget smækker Stang, tyndere end Ræ(j)a. Nhl. og Voss (ao): Raaje, Fl. Raaga. 2) om smækker ung Person. Nhl. Voss. 3) tyndt Lys; Praas. Nhl. Voss, Hard. – raagande adv. "raogande grann", yderlig smækker. Voss.
"Raageit f. = Humregauk". A. Dal. Jæd. Ryf. 2) = Jolegeit. Rog. 3) = Flogsa, Flangsa. Jæd. Østl.
raagen (gj) adj. smækker = grannvaksen. Voss.
Raagg f. raagg v. Raaggstuv se Raudga.
Raagraan f. smækker Gran; s. Person. ØTel.
"Raak f. 2) Gangsti osv." A., n. i Ndm.
"3) Stribe, Aare". A. Om farvet Stribe i Æble, i Kartoffel, om Skystribe og dl. VAgder, med Fl.: Ræk´a, Ræg´a dvs. Ræk´r. "5) Strimmel af Hø". A. STrondh. (Stadsbygd og fl.); Fl. Reek´r. b) sammenraget Strimmel el. Rygning af Hø. Ork. Ndm. og Stjør. med Fl. Ræk´r og Reek´r. 6) dyb Rende i Vandløb = Aal. Li. og fl. 7) Række, Rad af Kreature. Sogn (Aardal). "Geitaraoki rokk herifrao aa te Sandgota". 8) = Fjellbrun. Sogn (Lustr). Fjeldnavnet "Fanaraoki" (ogsaa Fanaraoken") i ISogn tør være "Fannar-raaki" af "Fonn", eller for "Fenad-raaki" (7). 9) enslags Ramme, hvori man klæmmer falsede Fjæle sammen til en sammenhængende Plade; f. Eks.: "Døraraak". Nfj. (Honndal, Breimn).
Raak f. Spyt i Munden. NØsterd.
Raak n. (og f.), Opsporen; Eftersporen; Sporjagt. Voss, Nhl. "Halda Raok itte nokko". "Raak itte Røv´æ", Rævejagt; Nhl. "Ulva(r)raok". Ogsaa: Drivjagt til Bortskræmmelse af Udyr; Voss. – raaka v.n. jage; holde Drivjagt; skræmme Udyr bort. Nhl. Voss. "Raaka itte Røv´æ, Bjød´næ". Se A., og rækja. – Raakar m. En som "raakar"; modsat "Liggjar". Nhl.
raaka v. (ar), snakke vidtløftigt og med liden Sammenhæng. Sfj.
"raaka v.a. træffe". A. raakaa, NGbr.
Raakal m. simpleste Sort Brændevin. Østl. Raakaal, Odal. Rokal?
Raak(k)a m., raak(k)aat se Roke.
Raaklagd m. fugtig sammenfiltet Tot af Hø og dl. Ndm. – Raakrakk se Rjaa.
raakutt adj. aaret, af Raak 3). VAgder.
Raal n. 1) Urydde; Roderi; "Rusk". Østerd. "Raal aa Root". Til raala, gramse. 2) Vrøvl. Vald.
(v)"raala v.n. (ar), vraale". A. Sæt. Namd. Ogsaa: støie; især: skvaldre = skravle. Stjør. Ma. Hall. Vald. (Vrøvle). 2) om Rallen eller gurglende Halslyd. Dal. Tel. (Mo). Og: rjaale VTel. Sæt. – raalen adj. tilbøielig til at raala, til Raaling f. Stjør. og m. fl. – Raalhol (o') n. en Skvaldrer. Stjør. NSv. Diall. råla = vråla. Jf. raula, braula, vraula.
"raala v.n. og a. (ar), gramse". A. Nordl. N- og STrondh. Ndm. Gbr. NØsterd. "Raal' aat (te) seg". "Han ska raal 'ti alt dæ som e", blande sig i. Stjør. 2) rapse. NGbr.
raala v.n. gaa sagte og mageligt = rjaala, raula. Busk.? Maaske eet med foreg. (famle sig frem). Hertil(?): "ga(a) raale", adj. n. gaa mageligt; Ndm. Gbr.
Raale m. 1, a)Vrøvler; b) = Einraale. Hall.
Raale m. 2, lang Stang = Ræla. Ring. (Krødsherad). – Raalegard m. = Rajegard. Krødsherad: -gal.
raal-et adj. som æder graadigt, gramser i sig. NTrondh.: ætt, Selbu og NØsterd.: eett (og et).
Raalik (ii) n. Hudløshed, saa det røde fugtige Kjød viser sig; det blottede Kjød. Rbg. (Honnes, Bygland, Aamlid og fl.). "Heile Fing(r)en æ i eitt Raalik". "I Raaliikje". Ogsaa: Raaleik? Aamlid.
raalik (ii) adj. hudløs; se foreg. NVTel. (Rauland, Mo). "Eg skrooma meg so eg va raaliike". – raaliikjen adj. d. s. Røldal.
raalika (i', og ii) adj. = raalik. Rbg. Tel. Bamble, Ned. Ma. raaleeka (dvs. ii), SætV. "Han hadde skrubba sæ(g) saa de va raaleeka Kjøte". Ogsaa: raali (som om det var "raaleg"), Bamble og fl.
Raalikjende (ii) n. lad tvær hensynsløs Person. Shl. (Skonevik, Kvinnherad, Tysnes, Finnaas), Nhl. (Fusa).
(v)raalska v. = (v)raala, om Kat. Ma. (Grindeim): r.
(v)raalutt adj. støiende, skvaldrende. Hall.: r.
Raalvaalaa m. Dynge af Kviste el. Affald. NØsterd. Synes at være Vale; se d. Jf. Vaal, Vaale.
"Raam n." A. Sæt. Gbr. "Paa äit Raam", saa omtrent; paa Slump; efter Øiemaal.
"raama v.a. (ar), støde paa". A. Dal. "Han ska alti raama Ska'e" = rata Skae.
raama v.n. (ar), blive fugtig, "raa". Ndm.
"Raame m. Fugtighed". A. Smaal. Ndm.
Raamhogg n. 1) et voldsomt rammende Slag eller Hug. Stjør. (Vernes, Hegre). 2) heldigt Træf; heldig Affære, i Handel, Fiskeri, Giftermaal, osv. Stjør. "Han gjool e Raamhögg dænn".