A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"Reka (e') f. Skovl". A. Reke, ØAgder, NBerg. Romsd.; Reeko, NGbr. Vald. (Aurdal); Røku (-o), INdm. (Sunndal, Øksndal); Roko og Raakaa,YNdm. (Ti. Halse osv.); Rooku, Rom.; Rookoo, Rom. Follo, Vestfold, SGbr. Vald. (SAurdal) og fl.; Rooke, Smaal.; Raake, Romsd. Formerne med o (aa, oo) er vel i de Egne hvor ikke heel Tiljævning er det regelmæssige, altsaa i Ndm. Romsd. Østl., fremkomne ved Sammenglid med det nu til NGbr. indskrænkede "Rookoo" dvs. Roka, Raka – en Rage.

"rekande adj." A. "Itte et rekane Grann", ikke en Smule. Smaal. – Reka, se Rams.

Reka(r)fant m. og Rekarfenta (e') f. Omstreifer. Voss, Sogn. Rekfant m. Hall.

Rekakjevle (e') n. Vrag, Udskuld. Vald. (Vang).

Rekavette (e') n. Omstreifer. Hard. Ryf.

Rekaal m. En som flakker, "rek", om mellem Gaardene. Senja, Vesteraalen.

Reke n. 1) Ting som flyder om paa Vandet. Iis, Tømmer osv. = G. N. reki, m. Sogn. 2) særlig: omdrivende Yngel af smaa Sødyr. Shl. (A., Fitja): Rækje (e'?). 3) svag Bør = Rek 2). Shl. Nhl. "Öustorækje". "Öustaavindsrekje".

Rekehya (e')? f. = Rek 7). F. Eks.: en Hest der mishandles idet den gaar i Handelen fra Mand til Mand. Dal. Li. (Kvin og fl.). "Eg vil kje vera ei Regehya før deg!"

rekeleg (e') adj. tilbøielig til at "reka Ordi utor seg", stammende m. m., se reka. Kun som regela, Ma. (Sygne, Holum).

"reken (e') adj." A. 4) øvet, forfaren, dreven; altid rede, især til at sætte i Vei. Ryf.: rækjen. Jf. ferdareken.

"Rekevid m." A. Rekevid(e), Nfj. Rekavee, Ndm. og fl.

Rekk m. livskraftig Udvikling, trivelig Vækst; = Framtak. Ryf. Røldal. "D'æ kje noken Rekk i dette Dyyr´e; dæ vekse kje alt dæ du gjev dæ". – rekka se reikka.

"rekka v.n." A. røkkje røkk raakk raakkjee, NGbr. og fl. Imperf. rokk = nokk, i: "koort (hvadenten) dæ rokk enn (ell) dæ sokk", Gul, Fosn; se nøkka. – "røkka Æren(d)" = reka Æ. Ma. Rbg.

"rekkja v.a. (er, te), 1) udstrække". A. røkkje seg el. "r. paa seg", løbe stærkt, strække ud; om Hest. Sæt. "Min snille Borkji du maa deg røkkje". "5) v.n. gaa i Følge". A. Jæd. I Ma. Dal. og Rbg.: røkkja (-e), røkkte.

Rekkja f. lang Historie = Røkkja. Tel.

Rekkje n. Gangsti = Rekstr. Nhl. Shl. Ryf.

rekkjefør adj. = raklefør. Ringerike (Krødsherad og fl.). Vel ogsaa rekkjebyrg, Ring.

Rekkjegard m. midlertidigt Dobbelt-Gjerde inden hvilket Fæet gaar fra Stald til Græsgang. Odal og Smaal.: Rætkjegal.

Rekkjingsveg m. = Rekstrveg. Hall.

Rekling m. lang Strimmel af Tøi, lang Klud eller Pjalt. Trondh.: Rækk-. G. N. reklingr Strimmel af Helleflyndre. Se A. Jf. Raka, Rak.

Rekor (e', oo) m. opskudt og drivende Bundiis, "Oor". Agder.

Reksaum m. Søm med Hoved; = Baatsaum. Nhl. Sogn, Sdm. G. N. reksaumr. – Reksaumslod (o') n. Nagletog til Reksaum.

reksla v. gaa sagte. Nfj. Sfj.

Reksla f. 1) = Rekstr m. dvs. a) langsom Gang. b) Gangsti; især Kvægets til Græsgangen = Rekkja. Vald. (Aurdal, Vang). "Kyreksla". 2) Vei inden Rekkjegard; se d. Hadeland, Rom. 3) Udmarker = Rekstr 3. Ringerike (Modum og fl.).

Reksleveg m. = Reksterveg. Vald.

Rekspena se Reiaspenar.

"Rekspon (oo) m." A. 2) Tværslaa som er indfældt i sammensatte Træflader (Væg, Flage, Bordplade og dl.) for at holde Fladen sammen og plan; i mange Fald = Reitspon, Dragspon. Namd. Ndm. Sdm. 3) bevægelig Slaa som kan drages frem til at bære Bordklap el. Bordflage. Trondh.

Rekst f. 1) a) Gangsti osv. = Rekstr. Hall. (A.), Tel. Ma. Li. Ogsaa: Røkst, Ma. (Grindeim), til røkkja = rekkja. b) Græsgang osv. = Rekstr. Ring. (Krødsherad). 2) Ramse, lang Historie el. Lekse = Rekkja, Regla. Tel. Ogsaa. Rekstr f.? Tel. (Sellj. Grandsh.). Og: Rekste f. Tel. (Kvitseid).

Rekst m. se Rest.

reksta v.n. (ar), 1) om Kvæget: gaa langsad Stien "Rekst" uden at æde. Tel. (Grandsh.). 2) ramse op "Rekstr". Tel. (Sellj. Grandsh.).

"Rekste n. Sti". A. Gbr. 2) Græsgang. Tel.

"Reksterhold f." A. Dal. Rekstra-, Shl.

Reksteveg m. = Reksterveg. Dal.

Rekstokk (e') m. omdrivende Bjelke. Senja.

Rekst´r f. Stang = Reksta. STrondh. A.

Rekst´r m. 1) en Ting som ligger henslængt, "ligg aa rek"; et Vrag, især omdrivende. Namd. Helg. "Gar(d)rekstr". 2) Klapjagt.
Hard. "Setja Rekstr paa Bjød(n)´n". Jf. Raak. 3) Deltagelse i de store Fiskerier. Senja. "Paa Rekstr aa Reis". Væs. eet med Rekstr m. 1) A. – Rekstrfeld m. Skindtæppe som bruges under Fiskeriet. Rekstrvid m. Ved til Brug under Fiskeriet. Senja. Rekstrstova f. Romsd.: -stäue.

rekstra v.a. og n. 1) føre Fæet frem ad en Sti, "Rekstr". Fosn. 2) "rekstr upp ein Gard (Gal)", sætte op et Gjerde af "Rekstror". Innh. 3) drive (jage) med Klapjagt, "Rekstr". Hard. "Rekstra äin Bjødn, äin Friar". 4) trippe omkring (i Besøg). Helg. Se A.

Rekstre n. 1) Sti = Rekstr. Tel. Sæt. Ogsaa: Røkstri, Sæt. 2) Græsgang = Rekstr. Tel.

Rekstrstokk m. = Rekstokk. Helg.

Reksyll (e') f. 1) Grundstokk (Syll, Svill) til en Bygning (Kirke), hvilken sammen med flere var bleven kastet ud i Havet paa Lykke og Fromme, og ilanddreven ensteds anviste at Bygningen skulde staa paa den Strand. Senja. I Traditioner. 2) omflakkende Person. Senja.

rekta v. gynge se reikta, reikka.

Rel (ee) n. et lidet Barn som netop kan gaa. Sogn (Vik, Lustr). Ogsaa: Ril (i'). "Ait Naoareel". Til rela. – Rel m. se Ridel.

rela (ee) v.n. (ar), 1) vride og krumme sig som en Maddik. Sogn, Hall. 2) gaa vrikkende og vaklende, som et lidet Barn. Sogn (Vik, Lustr). Væs. eet med rela A.; for (v)ridla og ridla, se d.

rela (ee) v.a. (ar). "reel' i Hoop", skrabe, klore sammen med Møie. Namd. (Grong).

Rem (ee). Rem´n, Fanden. Hall.? H. O.; "far te Ræmas, Remas, Ræmars", gaa Pokker i Vold! I Bohuslän: Remmen. I Sv. Diall.: Ramen. Jf. Tramen, Træmen.

rema (ee) v. n. (ar?), lugte stærkt, især stramt. Innh. (Stod, Beitstad, Sparbu, Leksvik, Skaun). "Dæ reeme Brænnviin 'taa dæg". – "Rem m." A. Stærk Lugt, god eller slem. Innh.

"remba v.a." A. Tel. (Mo, Moland): ræmbe.

Remba f. Spændthed i Maven, Opblæsthed. Tel. (Mo). Jf. Isl. (G. N.) rembask anspænde sig (stramme sig).

"remben adj." A. ræmme adj. n. trangt, næsten ufremkommeligt. Ndm. Se remma.

"remja v.n. (ar), 2) bræge, som Gjeden". A. Vald. Ndm. Gul. Ogsaa: ræmme, Præs. ræmm´, Imperf. ramm og ræmm, Supin. ræmt, Gul. (Holt.), Selbu. "Dæ va saa dæ ramm (ræmm) i Aasänn"; om Gjenlyd. Se hosa. – Remm m. se Rime.

remma? v.a. (ar), bringe el. faa i Klemme. Ndm. (Tingvoll): ræmm. "Han ræmma Foot´n mylljaa Stæen´n aa Sle`an". Er, trods Bøiningen, maaske eet med remba.

rem(m)en adj. af en kvalm Beeskhed; bitterkvalm. Tel. (Mo, Skafsaa, Laardal): ræmen. – Ræmesmak m. og -smok (o') f. bitterkvalm Smag. Tel. Til Ræme f. dvs. Remma, A.

remna v. skrige = remja. Strinda, YGul.

Rempa f. = Rampa, Remperid. Ma. og Senja: Ræmpa. NTrondh.: Ræmp'. Magarempa. "Skjuturæmp".

"remsa v.n. (ar), ramse osv." A. Hall.

Ren (ee) n. kort Ophold mellem Byger. Sfj. (Brem.). Til rena, dovne, stilles. Jf. Dval.

"rena (ee) v.n. (ar), 1) dovne", A., begynde at surne el. faa Usmag. "Reena Mjælk", blaasur. Sdm. Sogn, Nhl. Shl. Hard. Ryf. 4) forringes; = G. N. réna. "Gresse hi ree(r)na", svundet ind, "treena". Namd. (Grong). 5) om Gysninger. Namd. (Grong). "Huh, dæ ree(r)na 'ti mæig mæ dæ sama".

"rena (ee) v.n. løbe paany". A. Se rina (i').

rena (ee) v.a. (ar). "Du maa kji reena uut Gloohöugjn", rage i Gløderne saa de sortne. Hall. (Gol, Hemsedal). – rena v. se rina.

?Rena (ee) f. Afdovnen, Kjølnen. Shl.

"rend adj. støbt". A. 2) helstøbt, feilfri; ogsaa: dreven, gjennemdreven, øvet, forfaren. Tel. 3) skummet; om Mælk. NGbr. 4) blaasur. Sogn. Jf. Rennemjølk.

Rende n. Loft af løse Stænger = Rade. Tel. (Bø); Vestfold og Rom.: Ræme (og Ränne?). Se Rand f. 2. "Laave-Rænne, Skjul-Rænne"; Rom.

Rendla f. lang tynd Bjælke eller Sparre. NGbr.: Ræn(d)le; Sogn: Rænla. "Troo(d)rænle", NGbr.; "Rænletre", Sogn. Hedder: Regla Shl.; Rængla Røldal.

Rendost m. Ost af "rend" Mælk. Sogn.

(v)rene (ee) v. vrinske osv. se (v)rina.

(V)"reng m. Vrængning, Vridning". A. Vrik, skarp Bøining, f. Eks. af en Vei. Sæt.: Vræng´ge. "I Vrængji, so du fær kji antell sta`i hell gjængje". Sæt.

(v)"rengja v.a." A. vrængje seg, gjøre el. vise sig vrangvillig, "vrang´ge"; vise sig kivagtig. Sæt. "Han gjaari de, daa han hadde vrængt seg äit Bil". ræinje se, NGbr. – "rengjast v. kives". A. Sogn.

(V)rengja f. 1) vrangvillig, ordvridende Person. Gbr. Vald. I Tel. og Rbg.: Vrængje. 2) Vrideri; Kneb. Vald.

(V)rengjell m. 1) vredent Træ eller Ved. Jæd. 2) = (V)rengja 1). Jæd: Rængjedl; Dal.: Rrængje(d)l.

(v)rengla v.a. 1) vride = (v)rengja. Nhl. (Sund): rængla (Foot´n sin); Vestfold (Sandeherad og fl.): vrængle. 2) vringle = (v)rangla, krangla. Nhl.; Tel. og fl.: – (v)rængle. – Vrængle f. = (V)rengja. Tel. – vrænglast v. = (v)rengjast. Tel. og fl. – (v)rænglen adj. vrangvillig og ordvridende. Nhl.: r. – (V)rængling m. = Vrengla. Nhl. og Shl.: r.; Tel.: Vrængling.

(v)renglaskoten (o') adj. med forvreden Fod. Nhl.: r.

(V)rengst m. "Veva mæ Vrængst", væve med
Vævens Vrangside vendt op. Li. (Eikin). Renham se rina (i'). – Reni se Rine.

renka v.n. (ar), om Iis: brydes (og sammenstuves) = reiast. Innh. Namd. "Iis´n rænka uutpaa Fjoor´a". 2) "Elva rænka", Floden fører brudt Iis bort. Innh. Namd. (Jf. ranka, slingre, rokke; Sv. Diall. ranka dvs. vara ricklig; runka, runkla dvs. skaka; T. renken, vrikke, Eng. wrench. Tel. vrinke, faa Usmag = vrida seg. Eller til Ranke?).

Renn n. Tag, Greb, Hold. Nfj. "Eg fekk eit gott Renn paa haanaa".

"renna v.n. (rann)". A. Supinum: raanni Shelg.; rynni Shelg. NTrondh.

"renna v.a. (er, te), 1) 3) lade rinde, lade glide". A. "ræinne (nne) mjølk" (eller Mjaalk), skumme M., idet man hælder Karret og holder Fløden tilbage; NGbr. "renna nee Timr" = løypa. Li.

rennande adv. "r. galen", ravgal. NGbr. og fl.

Rennarskei(d) n. = Renneskeid. Tel. (Moland og fl.). Rennanskei(d) d. s. Tel. (Laardal, Vinje). Vel: Rennande-.

Rennarsøyda f. Hunfaar, som gjerne streifer om (løber fra, foran, Hjorden). Hall.

rennast v.n. (rannst), fæste sig; bli siddende fast. Hørt med "Hold" og "Mat" som Subjekt. Ndm. (Sunndal, Tingvoll), Senja. "Hæst´n hæll se lik mager, dæ rinnst ikkje Haall paa 'naa". "Ho heelt se lik tørr, dæ rannt ikkje Mat paa 'enn". Vel en Misdannelse af rinast (se d.) gjennem Præsensformen "rinnst" af rennast. Se rima.

Renndag m. "I Rænnda'n", for en tre Uger til en Maaned siden. Follo, Smaal. I Sv. Dial. (Värmland): "i renndas" dvs. häromdagen. Maaske for: "her ein Dag´n.

"Renne n." A. 2) Tilløb = Tilsprang. Tel. Sæt. Ma. "Han gjoore (seg) Rænni, som han ville stangge".

Renneblessa f. føitende Kvinde. Ma.

Rennedrite (i') m. = Rennesykja. Ma.

Rennedriva (i') f. 1) = Rennedriv. Nfj. (Stryn). 2) rask og feiende, lidt flygtig Person. ISdm. (Sunnylven).

Rennefok (o') n. = Jordfok + Himmelfok. Sfj.

Rennegard m. = Bugjerde. Ned.

Rennekanna f. Løn til Væversker for at rende op Væven. Oslo (Aker).

Rennekast n. = Timbrløypa. Vestfold (Hov).

Renneknut m. = Valknut. Tel.

"Rennel m. Tridse". A. Rennil, Innh. 2) liden Steenring (Skive) som sættes omkring Haandtenen for at befordre Dreiningen. Sogn; Sæt.: Rennile; Tel. (Vinje): Ræneele og Rænile. – Reennil dvs. Ringerla. Stjør.

Rennelaup n. = Timbrløypa. Ringerike.

renneljuga v. lyve raskt og uden Famlen. Sæt.

Renn(e)mjøl n. grovt Meel som kastes paa bagebordet og under Leven apa Stegeskiven for at hindre Klæbning og Svidning. Ndm.

Rennemoske m. = Dragmoske. Ndm.: -maske.

"Renneskeid n." A. "Taka R.", tage Tilløb = gjera (seg) Renne. Udbredt. 2) "Han æ i Rænneskei'n", i Fart, i høit Lune. Helg.

Renneskor (o') f. langstrakt Huulning eller Bjergkløft, som er lukket i den ene Ende. Ryf. Renneskora (o') f. d. s. Jæd. Ryf.

Rennespik (ii) f. Plade med Huller til Brug ved Rending af Væv. Shl. Rennestikka f. d. s. Shl.

Renn(e)staur m. Skydebom for Dør. Ndm.

"Rennestol m." A. Sogn. Rænne f. d. s. Vestf.

Rennesu(d) f. = Dragsud. Ma. Ryf. og fl.

Rennevind f. Rendebom. Ø- og VTotn: Ræⁱnnvinn.

Renning f. Rending = Varp. M. St.

Renningsmjølk f. = Rennemjølk. Ma. (Gri.).

Rennurd f. = Ranurd. NGbr. (Lom).

Rensl f. = Rensle 3), Laup, Løypa. Hall. "Skirænsl; Timrerænsl". G. N. renzl, f. Løb.

"Rensla f." A. 4) Stykke Vei tilbagelagt ved Renden eller Løb; Løb. Li. og fl. "Skirænsla". 5) en Omgang af Traaden paa Rendebommen. Sogn.

rensla v.n. om pludselige og voldsomme Strømninger gjennem Kroppen, formedelst Gigt, Gysning, Sindsbevægelse osv.; gjennemfare; omtrent = fara, fljuga, kvekka. Hard. Shl. "Da va so da rænsla i meg". "Da rænsla i Hove pao 'an".

Renslegjerde n. = Rennegard, Bugjerde. Ma. (Holum).

Renslegrind f. = Rendebom. Ma. (Holum).

Renslehave m. = Renslegjerde. Ma. (Holum).

renseleg? adj. smal over Bugen, som en Mynde. Tel. (Bø): rænsoleg.

Rep (e') og Rip (i') m. smalt og dertil afsidesliggende Stykke Land; Strimmel af Agerland, England, Skov, Bygd. Ræp, Vald. (Vang); Reep (og Rip, i'?), ISogn, Voss: "Skoogareep"; Ræp(p), NGbr. Østerd. og fl. Vil nogle Steder let glide sammen med Repp (ISogn). – Ræpe m. d. s. Hard. (Ulvik). "Sko^uga(r)ræpe, Aokrræpe". Jf. Ræpa.

Rep n. se Rip. repa- se ripa-.

Repel (e') og Ripel (i') m. (Fl. -plar), 1) Strimmel = Remsa. G. N. repill? Repel og mest Ræpel, Ma. Shl. Ryf. (og Ræpedl); Rebel (og æ), Dal. Agder. "Tyrepel, Jooraræpel. Skoogaræpedl". Ripel Tel (Tinn og fl. se A.), Nfj.; Reepel(e) Nfj. 2) liden tynd Stamme, Stage = Riipel, A. Ræpele om en tynd kløvet Træstamme. Sfj. (Bremang); Reepel (og maaske "Ripel", i'), Sfj. YSogn; Ripil tynd Træstamme med meget haardt Ved, tjenlig derfor til Gitterværk (Grind, Stige), Tel. 3) lang tynd Karl. Sfj. 4) Riipil (A.) = Jadar paa Træ. Tel. Sæt.: R^eipile, Fl. R^eipla. – En Gaard i Mo i VTel. hedder "Ripiln" dvs. Strimmelen, med samme
I som i "Riipile" = Jadar, idet den Deel af Tel. har kun een J. Jf. Revel og Rivil.

repja v.n. (ar), ræbe = rapa. Totn: ræpja.

repja v. se ripa.

Replegard m. Gjerde af "Replar". Sfj.

Replegran f. Gran der er en "Ripil"; se Repel. Tel.: Riplegraan.

Reslar m. pl. Smaarester; Smaastumper. Sæt. "Eg hev etti noko Resla av Løyegaani". Dunkelt.

Resmelta (ee), e') f. en Art "Smelta" (Fisk). Sfj. Maaske: Rid-.

ress conj. saa snart som. Hard. Rett so(m)?.

Resspon (ee, oo) m. se Reitspon.

"Rest m." A. 2) Slutning; Ende. Kun i: "Ti Rest" tilsidst. SætB. Og i: "Paa Rest´n", paa Slutningen, tilsidst. Hard. Shl. Jæd. Ma.

Resta f. et ungt rankt og slankt, aldrig kappet, "kyllt", Løvtræ. Hard. Sogn. Restealm, -bjørk, -lind osv. Reiste f. meddelt fra YSogn. Se Rekstra. – retla se reikka.

Rett (ee) f. plan (helst vandret) retløbende Markstrækning; tildels = Teig. Se Langrett. Smaal. (Trykstad, Spebberg, Askim, Rygge, Borge).

"Rett (ee) m." A. "Te Reettar", til Rette. Hard. (Kvamm).

"retta (ee) v.a. 2, 2) overrække". A. Særlig: række som Traktement; byde. SætB. "Eikko (äi-) l^uyte me reeⁱtte deg!"

Rettfylgd f. og -fylgje n. Konsekvens. I Skrift.

rettfør (ee) adv. med den rette Side frem. Maaske kun i "spyta reettfør", strikke ret; )( "spyta utfør" strikke vrangt. Jf. Utverva. – Reetførle(d)æ f. defin. = Retta. Li. (Eikin).

rettig (ee) adj. rigtig = rettug. Hall. (Aal og fl.).

"Retting f. 3) noget at rette sig efter". A. Følgerethed, Konsekvens; tildeels = Sæt. Sæt. "D'æ ingjo Reeⁱtting mæ de han säie". "D'æ ingjo Reeⁱtting mæ den Skulmäistarn: han agar sume men let däi vesste sleppe".

"rettleida v.a. faa i Orden". A. 2) pynte. Sfj.: reessleie. Sl er besynderligt.

rettleida seg v. gjøre sit Behov. Ryf.

"rettleides adv." A. "Dæ kaam te rættleies", det kom til Rette (igjen). Ma. (Aaserall).

rettleidsleg adj. villig til at hjælpe til Rette. Tel.: reessleisleg.

"rettno adv." A. "Han var, er, her i rettnaa", han var her nu nys, er her nu straks. Vestfold. Baade om Fortid og Fremtid, ligesom "i Stad". Ligesaa rettnaa, NGbr.

rettom adv. lige til, ret. Rom. "Rettom aa uvunt", ret og vrangt.

"rettsluttig adj. retsindig". A. Sæt. Li.

Rett-tarm m. Endetarm = Beintarm. Ndm.

rettvind adj. modsat (v)rangvind. Stjør.: rættvinnt. – Rettvindstokk m. = "r. S.". Innh. – Re-uham se Rid-.

"Reva f." A. Rævje og Røvje Ndm.

reva seg (e') v. gjemme sig bort, gaa for sig selv; om Kvæg. Li. Sogn. røva, Sogn (Lustr). Mest: "røva seg burt".

Revagrene n. Rævehi. VTel.: -græni. Sogn: Røvagræne.

revaleg adj. ræveagtig; slu osv. Tel. (Raul.).

Revang se Rid-. – Reveræmse se Ravr-.

?Revanjupa f. = Haarhjupa. Tel.

Revatona f. Nhl. Se Tona, Tane.

Revetl n. 1) Aadsel udlagt til Lokkemad for Ræv. Rog.: -ættel; VAgder: -æætl, og -ææsl. 2) udsultet, dødssygt Dyr. Rog. Agder. 3) modbydeligt Menneske. Shl. Rog. Agder.

?revja v. (ar), skrige = reva; om Gjed. Gul.

Revkøyla f. Hunræv. Nfj. Sfj. Se Keila.

Revle n. Gulv i Udhus af (løse) Planker el. oftere Stænger. Rom. og Odal: Rævle. Og: Ravle Rom. (Høland). Jf. Rivle.

Revle m. og Revling m. se Riv-.

Revs-tik (ii) f. = Revtik. Rog. Røvstiik, Østerd.

Ri n. se Rida (ii). – Ri m. se (V)rid.

Ribba f. Børnesygdom, se Riva. Li.

Ribbangje m. Jordryg = Ribbe. Tel. (Mo).

Ribl. "Ribl o Krat" = Rubb og Stubb, Rubl og Bit. VNed. – ribbisk se rivbitsk.

Rid (i') n. Forstue med Trappeopgang; særlig: Vaabenhus med Trappeopgang til Pulpiturerne. ØTel. (Tinn, Heiddal, Hjartdal): Ree. "Kyrkjeree". G. N. rid, n. – Reear pl. m. Svalgang; særlig Svalgang omkring Stolpebodens andet Stokværk. "Loftet". Tel. (Heiddal og fl.), Hall.; Tinn i ØTel.: Røaa. Se Ridar, Rid A.

Rid (i') m. Grund i et Vandløb, især i "Utfallsos" el. nedenfor en "Hyl". Hall. (Aal): Ree; Fl.: Ree-i. Meddelt. – Ree n. enhver Grunding tversover et Vasdrag. Vald. (N- og SAurdal). Eet med "Rid n. Forhøining osv." A. (Ma.). Jf. Hagerid, Ride.

(V)rid (ii) m. Vridning. Hall.: Rii. – riivoksen adj. om Stammer af spiralformigt snoet Vækst. Sogn.

(V)rid (ii) n. a) spiralformigt vredet Ved; b) = Rir, A. Sogn, Hall. a) "Kringrii". b) "Bjørkrii". – riibunden adj. vreden og tæt i Vedet; og: tætvoksen, om Folk. Sogn. – riivunden adj. og riivotten (o') adj. d. s. Sogn. – riigjengjen adj. bleven til Rir; om Træ. Voss, Nhl.: riiajenjen og riieje'en. – riiaflookjen adj. 1) om Ved: bestaaende af "Rir" og derfor vanskelig at kløve. Hard. Shl. Voss, Nfj. Sfj. 2) vrangvillig og lunet, "vrang"; om Folk og Forhold. Hard. ”Da gjekk riiaflookje mæ Roor´n". – Riiaflookje m. vrangvillig og lunet Person = Rengling. Sogn, Shl. Rii(a)knuute m. Knude af "Rir". Sogn. – Riiakubbe m. Klods af "Rir". Nfj. (Sammenss. med a kommer neppe ligetil fra Rid n.).




(V)rid (i') m. 1) Vridning; Hvirvel i Ved. Agder og Tel.: Vree, Vree´e. "Brand´n æ so voond' o kløyve, han æ so fudd' av Vree`ar". 2) Vridning; særlig Vridning i Ord og Handling; Vringl; Rænker = Vridor. Mest i Fl.: Vree`a(r). Tel. Sæt. Ma. Li. "Vrikk o Vree´e", Sæt.

(V"rida (i') f." A. Tel.: Vri`ur og Vree`ur; SætB.: Vree`u.

Rida (ii) f. = Rid f. 2) dvs. Anfald osv. Nfj. (Gloppen). "Ei Riie te graate". Se Rida (i'). – Rii n. d. s. Trondh. "Dær kom dæ Rii´e paa 'aam".

"rida (ii) v.n. (reid) vippe osv." A. Ogsaa: vælte, kante, falde. "R^eia av`lee", falde omkuld; se avle. Hard. "Riie um" d. s., "H<sup>e</sup>us´e æ saa gamaalt at dæ vil riia neer"; Ma. (Bjell. Aas.). "Han räi tee", falde langsomt omkuld; Hard. "R<sup>e</sup>ie baklængjes", falde baglængs fra staaende Stilling, Sæt.; "r<sup>e</sup>ie attyvi" d. s. fra siddende, Sæt. "De rei ei Rota", der gik et (Jord)skred; VTel. "Vettr´n (Naatt´ee) heve re`i yve Rygg", Vinteren har kulmineret. Tel. Østl.

"rida (ii) eller vrida v.a. 1) vride". A. Lyder: vriia, vriie og vrii i Rog. (ved Siden af riia, og mest i SO), Agder, Tel. Østl. (med Hadeland og Hedm.), Innh. og fl. I Innh.: vrii, vrii(r), vrei, vrid(d)i og vreed(d)i. Ogsaa: bri; se brida; Vestfold, Trondh. Afledningsordene har for det meste de samme Lydforhold; i dem er dog vr (br) mindre udbredt. – "Dæ vrei tee", det slog netop til = sleit tee. – vrida seg v.n. faa en liden Usmag, især surne lidt. Li. (Eikin, Fjotland), Tel. "Supaa he vree`e seg". "Øle vrei seg", surnede i Bryggekarret. Ligesaa i Sv. Diall. Jf. vrinka, Vrinkesmok.