A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Tasp m. En som "taspar", laset uredet Dagdriver. Gbr. og fl. Særlig om Nattefrierens Følgesvend; NGbr. Og: Tjasp.

taspa v. n. (ar), gaa langsomt, møisomt eller skjødesløst; gaa og slænge; = labba. Hard. Shl. Gbr. og fl. "Taspa berrføtt". Ogsaa tapsa Hard. Shl. Og: tjaspe, Gbr. Af tafsa.

tasputt adj. og adv. lig en "Tasp"; laset; = lurvutt. Gbr. "Taspaat klædd".

tass, Imperf. af tessa (tossa).

tassa v. n. (ar), 1) gaa møisomt og smaat. Hard. Røldal, Ryf. Tel. Vestfold; A. 2) famle mat. Li. (Eikin). "Tassa mæ Hænn´an", om et lidet Barn el. en Syg. Jf. tjassa (kjassa), tessa; tarra. – 3) se Tasse.

"Tasse m. 1) Stymper". A. Tel. Ma. og fl. Ogsaa: Tjasse (Kj.). "Han æ ein Tassi ti gangge"; VTel. 3) om liden Flodforelle. Sogn, Voss. – tassa v. a. fiske T.

tassen adj. 1) som gjerne tassar. 2) om Vei eller "Føre" som det er møisomt at bevæge sig henad. Røldal. "D'æ tasse aa blöutt aa gaa". Og: tessen og tjassen.

Tassil m. Stymper = Tase. Stjør.

tassutt adj. lig en Tasse (Stakkel). Vestfold.

tasutt adj. = tasall; især: affældig. NSmaal. Vinger og Rom. (Nes, Skedsmo): tasate. Og: taasaate, taasate dvs. tosutt; Rom. Land, Oslo, Hadeland. "Gammal aa t.".


tatla v. n. 1) tygge møisomt; gumle; omtr. = tugla. Senja: tatle (-a); SHelg.: tahl. 2) bruge Munden til monotont hakkende Snak. a) smaatrættes. Shl. (Fitja). Ogsaa: tjatla. tatlast v. recip. d. s. Shl. b) bagtale jævnt og smaat; føre Sladder; hakke (paa); omtr. = (tann)tugla. Jæd. Rbg. (Aamlid), Gbr. og fl. I Gbr. mest: tahle. c) anke over, dadle. NGbr. (Lom). "Ho tahla paa at ho fekk for liite Betaling". Lyder i Rbg. (og tildeels i Gbr.): tattle, saa det kan ikke være tasla; se d. Jf. tjatra (tjadra, tadra), D. tjatte, Nt. tateren, T. tadeln (Sv. tadla)? – tahltre v. "tahltre aa banne", bande i eet væk. Hall. – Tatl n. det at tatla, Sladder osv. Rbg. og fl.: Tattl, "Kjeringgtattl".

Tatlebjølla f. liden Bjælde med mat hakkende Lyd = Singrebjølla. Hall.: Tahle- og Tasle-.

tatte v. fiske, se Taatt. – tau se taag.

"Taug f." A. 2) Tougstump. Rbg. (Aaml.).

"taug adj." A. ØAgder. 2) "täug te gao", som strækker godt ud. Sogn. Jf. tøyg. – 3) til taug, eller maaske (i Smaal.) til taag, hører: töu adj. a) spagfærdig. Totn: "töu Hæst". b) nedslagen; lidt stødt; forsagt; omtrent = pjuk. Smaal. (Skjeberg; Borge, her ogsaa "töuk"). Og: töuli, täueli adj. = taug 1). Rom, Odal, Totn. "Hæstn æær saa täaueli idag"; Eidsvoll. "Töuli Kar" = sein, likesæl K.; Odal. – "taali" (Follo og fl.), d. s., er vel tolig, tolug.

Taugtart m. nedhængende Rebende. VTel.

Taul m. Tosse, Halvfjante. Voss. Jf. G. N. Þaul Indestængthed? Tul, Tule. Eller for Taal?

"Taum m." A. Taam NGbr.; Toom Gbr. (Fron og fl.). 3) det ufærdige Traadparti som under Spindingen tøies ud imellem begge Hænder, = Tøyme, Toge. SætB. – Traute- el. Trøytetaum m. den sidste "Taum´n" af Traademnet. SætB. 4) Raaderum, Leilighed. Tel.

Taumskil n. Rede paa Tøilerne. Oslo: "Ha Tomskjel".

tauma v. n. (ar), danne en Streng, om strømmende Vædsker; jf. Einstreng. Ndm. "Dæ täuma nee", styrtregner.

Taur n. noget som er anbragt med Sparsomhed; en Smule. Helg. (Nesne og fl.).

Taur, taura se Tauvr.

taura v. n. (ar), knurre, gnave, smaaskjænde. Stjør.

Taus f. enslags Økse, som er smallere end "Øks" men bredere end "Bile". Tel.

tausa v. a. (ar), gjøre til "Taus" A. 3).

Tausaveitsla f. = Rokkaveitsla. Hard.

tausebot (oo) f. Opfostringsbidrag; til Taus 3). Tausemann m. Mand som betaler Tausebot. Sæt.

Taut n. Knurren; Krympen-sig. Totn.

tauta v. n. knurre, klynke; krympe sig = kvida. Totn og fl. G. N. tauta, dl.

"Tauvr n. en Kvægsygdom". A. Sogn. Töur Shl.; Taavr Nfj. Hall.; 2) Børnesygdom med Udslæt. Nfj.: Taavr.

"tauvra v. a. forhekse". A. töura Shl. Nhl. b) paaføre "Töur". Shl.

tauvra v. n. 1) gaa og tumle, gaa vild, især i Mørke. Hard. (Ull. Uv. Kv.). 2) gaa omkring som i Vildelse el. Sandseløshed. Ring. og Smaal.: tøvre; Østerd.: tovre (o'). 3) tygge uden at faa ned, om Kvæg. Tel.

Tauvra f. = Tauvr 1). VTel. Tøvra, Bø.

"tauvrad adj." A. Sogn. taavra Hall.; tøvra og töura Nhl. Sfj.

Tav n. 2, Taver, Trevler; Pjalter. Sogn, Tel.

tava v. 1) slide og slæbe uden megen Virkning; gaa møisomt og smaat. Oslo, Hall. Vestfold, Shl. Nhl. Røldal. "Han tavär aa tjavär alt de 'n orkär". "Han tavar aa ingjen Veg kjem". 2) behandle saaaledes med Hænderne (neva) at Slid og Optrevling er Virkningen. Hard. "Tava mæ Bo^ukjæ". 3) famle; især: tale mat anstrængt og famlende = tafsa. Tel. "Han tavar paa Maale". 4) slapne, afmattes; blive affældig. Tel. (Rauland, Grandsherad, Selljor). "Tava av". – tava seg ut slæbe sig ud. Hordeland. – Jf. tafsa; Sideform: tjava (kjava).

"Tave m. Lap". A. Trevl. Sæt. Vald. "Kvær Suft o Tavi". 2) laset Sammenfilting; filtet "Vase". Hall. "Net-tave". Vestfold: Tava. 3) En som "tavar"; uredig Klodrian; Vrøvler, Søler. Hall. Vestfold; Innh.: Tavi. – tavutt adj. 1) fuld af Møie "Tav". 2) lig en "Tave", sølende osv. Innh.: taviaat.

taven adj. forbunden med Møie og Slid; møisom; tung. Tel. Røldal, Ryf. "Vegjn æ taven o gangge paa". "Tave Føre". "D'æ tave aa gaa paa Gras". "Dæ gjekk tave" adv. Sideform: tjaven (kjaven).

tavla v. n. famle vedholdende: a) gaa frem og tilbage møisomt søgende. Hard. (Ulvik). b) fingre, beføle, befamle. Hard. (Ullsv.). "Tavla kje pao da, du!" Ligesaa i Sv. og D. Diall. Til tava; jf. tevla.

tavla (burt) v. a. kludre, søle b. Trondh.

Tavl(e)steik f. Rygsteg. Ndm.

Tavl(e)bragd f. tærnet Vævning, Mønstervævning i retliniede Figurer. Berg. NGbr. Se bragd.

tavra v. gaa i Taaget = tauvra. Hard.

"Taa f. 1, Taa". A. Taan Hall. Vald. Rbg. VAgder, SVTel. (Treungen); Fleertal: Tæ, Sæt. Jæd. VTel. (bestemt: Tæ'ne); Tæ'ar Tel. (bestemt: Tæa'ne, Tæ´ne); Tæ´nar Rbg. Treungen (bestemt: Tæ´ne og Tæ´nane); Tæ´na Hall. Vald. VRbg. ØMa.; Tæd´na VAgder (best.: Tæd´nan). To (Fl.: Tør, Tø(r)'ne), Oslo (Bærum), Ring. Vestfold. Tæerne hedde i Ammestuesproget,
fra Lilletaaen af: "Titil, Taatil, Teelaroot, Maggefru, Krubbehest", Hadeland; "T., T., Speelaroos, Nagelfru, K.", Vald.; "T., T., Tilaroos, Ebbenfru, Gubbelhest", Tel. og fl. – 2) Hage paa Hestesko. Berg. "Baktaa, Framtaa".

"Taa f. 2, bar Mark". A. Dal. Jæd. Ryf. Og: Tjaa; Rog. "Tkjøra paa Tkjaa´næ, -naa, no". Taag Gbr. "Kjøre paa Taag´n".

Taae m. forsagt Stakkel, Stymper, Halvfjante. Ndm. (Frei, Tingvoll); Namd.: Taao-i; Innh.: Taa-i (Fl. Taa-i-a); Stjør.: Taa-i, Taaje, Taage (Fl. Taage-a); Nfj.: Taaje. Hvis Fleertal i Nfj. lyder "Taaga" tør det være "Taagje", smal Kurv, Siekurv A. (Jf. Meis). Eller (mere direkte) til taag?

"taaen adj. sneeløs". A. Romsd. (Eid); Sogn: taoen (aa tiien). Neutrum: taae Tel. og fl., "taa-i og tii-i"; taatt, Ma.

taaen adj. 2, 1) svag, tynd og bleg: a) om Ager; b) om Person. Romsd. (Eid, Visdal). 2) indskrænket og forsagt = T. blöde. Ndm. taajen d. s. Stjør. Jf. Taae, taana.

"Taag n." A. Taaje SGbr. (Øyer). Taie indgjærdet kort Veistykke fra Fæhuset til Græsgangen; ogsaa: indgjærdet Plads for Fæet før det slippes ud paa Græsgangen; Rom. Totn, Vestfold, Smaal. (Trykstad). Taaye d. s. Smaal. Follo, Oslo. Taaye og Töye, det græsløse Parti af Gaardspladsen nærmest Fæhuset; Smaal. (Eidsberg, Rygge).

taag adj. sagtmodig stilfærdig og noget langsom men udholdende (sei). Mest om Hest. Vestfold (Hov, Sandsvær). – taag´r – som mjøg´r, blaa´r – d. s.; Rom. Ringerike, Vestf. (Lier). tai´(e) utrættelig, udholdende (sei), vanskelig at mægte. Rbg. (Tovdal, Sæt.), Ned. VAgder. "K^øyr´æ æ so tai, ho vi kji gjeve seg" (i Slagsmaal). "Han va tai aa ro idag", det holdt haardt at faa roet frem; Ned. Jf. Holl. taai, T. zähe (sei); Taag f. dvs. (sei) Rodtrevle. Jf., om Formen "tai": G. N. tá Taie (Taag), Daae Dai; Sophus Bugge: Beiträge zur geschichte der deutschen sprache XV, 395 flgg. Ordet er neppe eet med "taug".

Taaga f. Ostekurv = Tægja. IRyf. Røldal.

taagalen adj. dvs. (ut)avgalen. Hard.: tao-.

Taagmeitn "Kjør' paa Taagmeitn", kjøre i Slæde paa bar Mark. Meddeelt fra Salten. Taag- for Þá, som Aag for Aa? Dunkelt. – Taage se Taae.

taagraapaa adj. dvs. utavgropa, se gropa.

taagsla (aag) v. n. slæbe møisomt paa noget. VAgder (Kvin, Finnsland). tægsla d. s. Li. Jf. taag. – Taahetta f. = Taahytta.

Taaje, taajen se Taae. – taaka se toka.

"Taakka f." A. Sogn (ao). – taakl se tukla.

Taaklut m. "Skoklut" om Tæerne. Hall.

Taakn m. afkræftet Figur, som staar og raver og gisper efter Veiret el. vil daane? Dal. (Sokndal). "Söu´n æ æn Taakn", Faaret er magert og elendigt. "Han stænn´e saa æn Taakn". Vel til flg.

taakna v. n. (ar), 1) gispe efter Luft, ville forsmægte el. dl. Helg. Ma. (Aaser. og fl.), Sæt. "Eg æ so tyst´e, eg vi taakna"; Ma. 2) glo ufravendt, længselsfuldt eller sløvt. Helg. Dal. (Sokndal). "Han sto aa taakna ette (paa) dæ". 3) afkræftes, hentæres, svinde hen. Li. (Kvin). – taaknast d. s. Ofte: "taaknast bort". tjaaknast d. s. SBerg. Se tokna. – 1) og 2) er eet med tokna; 3) er maaske et andet Ord.

taakna v. tumle, famle og slæbe med et Arbeide? Shl. (Fitja, Kvinh.). "Han taakna da tee", fik det i Stand (opnaaede det, fandt ud af det) paa en Maade efter famlende og møisomme Forsøg. Ogsaa: "Han taakna seg tee da". tjaokna d. s. Hard. Forholdet til foreg., til kjaaka, tjaaken, tokna og fl., er uredet.

Taakne, taaktne, taaktn(e) se Tokn, tokna.

taaksla v. n. gaa omkring uden Meed eller Ærinde, gaa og slænge; pusle. Ryf. Shl.

taala v. n. (ar), gaa fjantet omkring uden Maal og Meed, pusle fjantet omkring. Ndm. (Aure, Ædøy), Nhl. (Mo). Jf. Sv. Diall. tåla, gå såsom små barn. – Taal n. En som "taalar", Fjog, Halvfjante. Ndm. – Taal m. d. s. Nhl. – Taale m. d. s. Ork. Gul. Stjør. Innh. (Leksvik). – taalutt adj. fjantet. Ork. og Gul.: -aat.

Taala f. et lidet tyndt Træ. Sogn (Kirkjebø og fl.): ao. – taalande adv. "t. grann´e". – taalen adj. lang og tynd ("grann"), ikke fyldigt udvoksen. Sogn.

taali, taalja se tola (o').

Taama f. tyndt Skydække = Taam. Li. "Taam" tynd, støvagtig Taage; Færøyar. Taame m. d. s. Tel.

"taama v. n. (ar)". A. Li.: "taama tee".

taamast v. n. (ar), hentæres, svinde hen. Ma. (Halsaa, Vigmostad): "t. bort". Jf. tjaama, tjaamast. Maaske til Taam. (Sml. fjaamast, Fjaam).

taameleg adj. uklar = taama(d). Tel. (Vinje). – taamen adj. d. s. Shl. Tel. (Sell. Kv.). – taamt adj. n. disigt. Rbg.

taana v. n. (ar), 2, blive "taaen" dvs. bleg og svagelig, mest om Ager. Romsd. Jf. tjaana (tjaodna). – taana se tona.

Taap n. Tosse, Halvfjante; mest om Kvinder. Tel. (Bø). Sv. Diall. tåp, tjåp n., tåpa f.; D. Taabe. Jf. tæpa dvs. neppe berøre, Isl. tæpta, G. N. tæpt neppe; tæpla dvs. gjøre svagt famlende og klodset Greb; Sv. Diall. taip tep (täp?) keitet Person, täpa v. dvs. sakta vidröra, bära sig dumt åt. Se flgg.

Taape m. Taabe. Hard. (Ullsv. Kv.): ao.

taapen adj. svag, kraftløs; uduelig; udygtig. Sogn (Aurland og fl.). Mest: "ikkje so taopen", ikke saa ganske foragtelig.
Jf. Sv. Diall. tepug dvs. fjollet, mager, liden af vækst.

taara v. n. (ar), have eller faa Taarer i Øinene. Ndm. "Du taara so ein Iko^ynn".

taarande. "Inkje t. Grand", ikke en Smule, "Taar". Sogn: ao.

taaraa, Taaraa se tara, Tare.

taaregraata v. n. græde bitterligt. Hall.

Taas n. 1) det at "taasa", Puslen, sagte Raslen. Sogn, Sfj. 2) et stakkels Kræ, en liden Stymper. Sogn: Taos.

taasa v. n. (ar), pusle, sysle smaat, omtr. = tusla; ogsaa rasle sagte = tosa. Sogn (Vik, Ladvik): ao; Sfj. (Holsa, YDale). "Eg höyre Katt´n taosa pao Lopt´e". "Gakk kje dar aa taose!" Dunkelt i Forholdet til tosa, hvoraf det neppe kan være Udtaleform, idet Sfj. (bedre end Sogn) skjelner mellem de Vokaler. I D. Dial. (Halland): tåsa, suse. – taasaa se tosa.

Taase m. halvfjantet Pusler. Sfj. Ndm. Ork. Gul. Stjør.

Taasyra, -søyra se Syra, Søyra.

"Taata f." A. 3) om Kos Yver, især Kviers lille. Jf. Feletaata. Hall.: Taate (ikke -u, altsaa vanskelig for Tota, se d.). 4) Kjødtap = Tota; lidet smalt Kjødstykke. NGbr. og Østl. (Totn og fl.): Taate, "Kjøttaate, Flæsketaate".

taata v. (ar), suge, patte. Tel. (Bø). "taate paa Pipa". Altsaa neppe tot.

Taatele se Tela. – taatt se taaen.

[taatt adj. og adv. stramt, om Reb. Sydkysten. "Hale, sætte, taatt". Vel Eng. tau(gh)t, trods Taatt. – taatte v. (ar), 1) hale taatt. 2) blive taatt. – taattne v. n. blive taatt. "Traassa, Töu´e, taattna".

"Taatt m. Traad i en Snor". A. Tatt VSmaal. Toott Smaal. (Skjetve). "2) lidet Knippe Liin". A. Toott og Tootte (= 12 Brugder), Smaal. Follo. – tootte v. (ar), dele et Liinknippe i "Toottär"; Follo. – tatte v. a. (ar), fiske (Aal) uden Angel, ved Madding trædt paa Silketraade, som tilsammen har mange "Taatter" der vikle sig om Fiskens Tænder. Follo, Smaal.

Taatt m. 2, en kort Reblængde, et lidet udfiret Afsnit af Reb. Helg. "Du kann fiir' ein Taatt". Til flg. taatta, el. til totta, hvilket i Helg. vil lyde taatt (og tött).

taatta v. (ar), drage med smaa gjentagne Ryk, slide. Er vel paa de fleste Steder totta, paa nogle tota (Ndm. Fosn og Helg.: "taat(t)a"). Se disse, tutta, kjaatta, og A.

taattsprungen adj. om Traad, Snor eller Reb hvori en "Taatt" er sprungen og som derfor har et svagt Sted der. Sdm. (Hjør.).

taava v. n. (ar), bevæge sig smaat og med dæmpet Raslen. SBerg. NBerg. "Dæ tiskar aa dæ taavar"; Røldal. "Da tuska, da taova, da læt unde Laova"; Sogn. – Taav n. det at taava. "Taav aa Tusk".

"te v." A. – "tee see uut" el. "uutu", adskille sig fra Omgivelserne, udmærke sig. NGbr. (Lom, Vaagaa). "tega", Tel.(?), G. N. tega = tjá.

Tea, Te-e, Te-u se Tida. Te-ee se Tide.

Tedda f. velvoksen og net Pige, omtr. = Knøta. tedden adj. omtr. = knøten. Hard.

Tefs m. Lugt, = Tev. Ryf. (Suldal). Og: Tjefs; Suldal.

Tefsa f. Angelsnor; se Tams. Vald. Hall.

"Teft f." A. Liden Antydning, Spor, Gran. Rom.: Tæft.

?tegalege adj. i smaa portioner, forsigtigt. Tel. (Fladdal, Selljor). "Han bitala meg saa te(e)galeg". Maaske: tig-, jf. tigla. Eller til tega dvs. tee, paapege.

Tegaleid? f. et drøit Stykke (Vei). Ma. (Øyslebø, Laudal). Brugt kun bestemt. A. "Dæ va væl bare eit liide Stykke diid?" B. "Nei du, dæ va Te(e)galeiaa diid, hella". Teialeia Li. (Nes).

Teggja f. = Heggja. Hard. (Ulvik). Til Tagg?

"tegja (e') v." A. teie VTel.; teia Tel. NGbr. tija NVTel. (Mo, Vinje, Rauland); tia Ndm.; tyjaa NØTel.; tæa SGbr. Imperativ: tia (i Still!), Ndm.; teig (mest tagd'), Helg. "Der va kji teiande Tol paa'n", han klagede uafbrudt. Tel. (Mo).

tegja (e') v. a. (ar), faa En til at tie. Tel. (Vinje). "Teie ein av", især: faa En til at opgive sit Krav.

"tegjall". A. teiaale Ma. VTel. (Mol. Mo).

Tegla (e') f. 1) Lok af "Tagl" el. Haar. A. Vald. 2) om liden vantrivelig, "pjusket", Kvie. Hall. 3) "äi liitee Tæglø", om en liden rask ("kvass") Pige. Vald. 4) lang og tynd Figur; saaledes: lang tynd kvistfri Green eller lidet slankt Træ. Tel. Rbg. Sogn. "Skogategla", Sogn. – Tegle, Genetiv, brugt som adj. og adv. Tel. "Ei Tegle Furu". "Der æ saa Tegle liitee Emnee i dæ". Tel. (Kvits. Sellj. Bø).

tegla v. n. (ar), "tegle upp el. uut eit Tree", gjøre et Træ til "Tegla" ved at afkviste det til Tops uden at afhugge det til Bjælke. Tel. (Laardal og fl.).

tegla v. a. (ar), 1) fare raskt og svaiende (slingrende) afsted. Tel. (Mol. Laardal, Kvits. Vinje). "Tegle o springge". "Ho tegla av Gari". 2) slingre, famle, sig frem til noget? "D'æ so vidt eg kann tegle o minnast de". Tel. (Vinje).

tegleleg adj. lig en Tegla 4). Tel.

Tegt m. Taushed, Stilhed, Tilfredsstillethed. Ndm. (Ti.). "Sjaa aa faa Tægt´n paa Ban´e". – "tegta v. a." A. Ndm. Romsd.

tehelst se diheldr.

"teia v. a. (ar), optøe". A. Ring. Hadel. Totn, SGbr. NVTel. Og v. n. "Sool'a begynner aa teie". "Du fær teie paa Kjøt'i, Mjaakkj'ee"; NVTel. Se tøya.

teien adj. optøet, fri for Iis. Hadel. Totn, Vald. Rom. Hedm.; SGbr. (Faaberg):
teijin. "Aakrn æ liike teien". Jf. tiden (te'en). – Hertil: teina 1) v. n. optøes, smelte; mest om Iis og frosen Jord. VAgder, Rom. Ringerike, Smaal. Follo; tængne, Hadeland, Totn, Land, SGbr. 2) v. a. optøe. Ring. Rom. Follo og fl. "Sool´a tæener boort Snø´n". – teinast v. n. optøes. Rom. "Snø´n tæenes". – teint adj. optøet. Rom. "Jool´a er'te tæent". Jf. tidna. – Teining f. Tøen. Totn og fl. – teiug adj. = teien. Rom.

"Teig m. et vist Viddemaal". A. = 12 Maal Jord? Tel. "Gatateig". "Stangeteig".

Teigald n. Stykke af en Teig, hvilket afmeies i en Øykt. Voss, Sogn. Jf. Lidald, Gardald, Kjerald.

Teigarskit m. En som skifter Plads i Slaatteteig mod Aftale. ISogn.

Teigje m. = Teig. "Skoga-, Far-". SHelg.

"Teikn". A. Tæktn, Innh. 2) Varsel. Innh.

teiknalaus adj. mageløs. Sogn: tekna-.

teimra, teimren se teivr-.

"Tein m. 2) liden Stang". A. Ned. Jærntæen, Jernstang. Rom. 4) smal List; f. Eks. Sinktein; særlig: smal List paa den ydre Kant af "Rip" paa Baad. Helg. Hertil: paa Tæen´a (Dativ), eller "paa Tæen´n", paa det Yderste, paa Nippet. Helg. Salten, Vesteraalen. "D'æ paa Tæen´a mæ'an". "Vi va paa T. ræent mæ Mjøl". "Dæ va nær paa T.", det havde nær hændt. – "Han flaug som ein Tæen", løb som en Piil; Vinger.

"Teina f." A. 4) indgjærdet Vei til Fæhus = Geil. Sfj. (Jølstr), Nfj. (Stryn, Honndal). Teinegrind f. Grind paa denne. – "Teina" er ogsaa Vidjekurv overh.

teina v. n. fare som en Piil; pile. Tel. (Selljor). "Han teina av Gare".

teina, -ast se teien.

Teinelag n. Stene som lægges op om en Ruse, "Teina", for at holde den fast. Li.

teineleg adj. 1) slank som en Tein. Rbg. Tel. 2) smidig og livlig; = lettliva. Sæt.

teinen adj. = teineleg 1). Ma. Sæt. Ndm. Trondh. Nordl. "Taenen o smal, grann". Og: "teinende (adv.) grann". Ndm. Fosn.

Teinespol (o') m. Spile i Fiskeruse. Vestfold (Sandsvær, Larvik): -spöl.

Teinevagg m.? = Skaketein. Sogn (Lærdal).

Teist og -e m. = Tekst, til Tømmer. ØTel. Ned. Ryf. – Teining, teint se teien.

teistande adv. I "t. idle", yderlig arrig; "da leet t. illt". Shl. Til Teiste 1, el. 2.

Teistehane m. Han af "Teiste". Tel. (Vinje).

Teistell m. djærv hvass og udholdende (energisk) Person. Shl. (Fjellber, Etne): -edl.

teisten adj. livlig, spænstig, fyrig. SætB. og V. "Taisten, sum aen Taisti" (Fuglen).

Teitr n. fiint og svagt Spind. Romsd. Ndm.

teitra v. a. tøie Traaden for stærkt ud under Spindingen, spinde for tyndt. Romsd. Ndm. "Teitre uut". "Ho teitra Traa´n so grann at han gjekk aav". Jf. titra.

teitrgrann adj. altfor fiint spunden. teitrspunnen d. s. Romsd. Ndm. Ogsaa: "teitrande (adv.) grann, fiin, liiten".

teiug se teien.

teivra v. n. = teira. Li. (Bakka), Dal. (Hæskestad), Tel. (Sauar, Heiddal, Selljor, Rauland). – teivren adj. = teiren. Li. Dal. Tel. – teivroleg adj. d. s. Tel. (Heiddal, Sauar). – teimra v. = teivra. Li. (Fjotl.). teimren adj. Li. (Fj.), Sæt. Jf. tempra. teimra: teivra = feimraleg : feivraleg. – tevra, tævra v. = teivra. Ryf. ØTel. (Bø: -e). tevroleg = teivroleg; Bø. tevren adj. Ryf. "Kuu´no stoo aa tævra paa Foor´e". – Tevra f. Væsen som "tevrar". Ryf. – tæren, tæreten og tærætte adj. = teiren. Shl. Hard.

"Tekel m." A. 1) Tekjil lidet Tag. Tel. (Kv. Laardal).

Tekjubarn n. Barn som man har taget til sig. Tel. (Kvitseid; Rauland?): -baan. Tekjulamb n. Lam sov. Tel. (Kvitseid). Se A.

"Tekk m. Lugt". A. Romsd. 2) Indtryk, især et behageligt; Tække. ISogn (Aurl.).

"Tekkja f." A. V- og ØTel. "Tak o Tekkje".

"Teksla f." A. Ma. Sæt. Tel. Gbr. Tekla Sogn. Tøksel m. Østerd. 2) En som "tekslar" 2, b). Sæt.

"teksla v." A. 2) frembringe en Række monotone, hakkende, Lyd. a) om adskillige Smaafugles Lyd. Shl. b) om vedholdende Manen, "Tjav", Knurren og Skjænden. Hard. Sæt. og fl. c) om hakkende og monoton Læsning. Nordl. "tækl' aa lesa".

Teksla f. el. Tekslekjeft m. En som tekslar 2, b). Tel. Sæt (pt).

teksta v. n. drive ustandseligt paa noget. ØTel. (Sauar, Holla). "Han teksta paa aa gjekk". Vel af Tekst, Text (Textoplæsning).

Tekt f. Kun i: "Ta te Tek`ta mæ", tage til Takke med. Sogn (Kirkjebø og fl.). G. N. Þekt Behag.

tektast v. n. (ast), tækkes = ta te Tekta. Sogn.

?Tel (ee) m. Luftdrag, Træk. Voss. "Slik äen Teel inn igjøno Dør´æ". Til? Jf. tila, tilskynde.

"Tel (e') n. 2) Grundstykke i Plov". A. Rom.: Tæl og Tkjæl, som Tkjæla dvs. Tele. – "Bund", A. Ndm.: Omntel. "3) Stof osv.; Kraft osv." A. Vestfold, Tel. Shl. Namd.

Tel (e') m. = Tel n. 1), 3). Vestf. (Kodal), Rom. "Go Tæl". "Graa i Tæl´n".

"Tela f. Sok". A. Tæle Hall. (Nes); Teele Hall (Aal). "Raggetæle" = Raggeføtla; "Taatæle" = Taaladd + Sole + Hæl; Hall. (Nes). Jf. Tæling.

"tela (e') v. n. fryse". A. tølaa ØTel. – tælt adj. = telad. Ndm.