A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"Tafs n." A. Østl. (Oslo og fl.). 2) løse Aks paa Ageren. Smaal. 3) om en Trevl, Pjalt, af en Person. Sogn: Taps. Jf. Tjafs, Tjaps, og flgg.

Tafs m. 1) en liden uredig Bundt Garn eller lignende. SGbr. 2) en uanseelig og seenfærdig stymperagtig Person; omtr. = Tyfs. Hall. Østl. Taps Shl.

tafsa v. n. (ar), 1) bevæge sig møisomt og langsomt; afmøie sig med liden Fremgang; kludre. Hall. Tel. "Han tafsa aa gaar, kjøyre", Hall. "Han tafsa mæ di". 2) slæbe sig, drage sig; omtr. = slaura, slarka. Shl. og Hard.: tapsa, og taspa, se d. 3) "tafse paa Maale", tale anstrængt mat og stotrende. Tel. (Selljor). Jf. tava, tjafsa osv. – Hertil: tafsen, møisom.

"tafsast v. n." A. Ndm. (Tafse m.); Tel.

"tafsen adj. optrevlet, pjaltet". A. Rbg. 2) fattigslig; daarlig, ussel. Shl. og fl. "Dar va tapse sjaa dei". 3) udmattet. Tel.

"tafsutt", A. Allerede J. G. har "tjafset", d. s.

[Taft, Takt, Tidsmaal. Li. Dal.

Taga, Tagje, Trækbøile, se Toge.

"tagall adj." A. Tel. Ndm. teiaale, Ma.

Tagfadl, Tagsig se Tad-.

"tagga v. a." A. Shl. Rbg. Og: "tagga paa".

"Tagge m." A. Tägg m., Tägge f., tägget(e) adj. om piggede, braaddede Personer. Østl. (Totn og fl.).

"Tagl n." A. Gbr. Togl (o') f. d. s. Rbg. (Sæt, Evje, Aamlid). 2) de længere Hør- og Hamptrevler hvoraf tilvirkes Lærred )( Stru. NGbr. 3) bøielig smaleste Ende af noget. Shl. Hard. Saaledes: "Bjørket." Hard.; "Tro(d)etagl", Shl. – Se Hagr.

tagla adj. forsynet med "Tagl". Tel. "Bogjen æ gott tagla".

taglen adj. lig "Tagl". Dal. Har.d. "Sko^ugjn æ taglin", tætvoksende og smal.

Taglorm m. traadformig Orm i Vand eller Dynd; maaske Gordius aquaticus = Sv. tagelmask. ØTel. Og: Töglörm, ØTel.

"tagmild adj." A. Num. – tai se taag.

tahle, tahltre se tasla, tatla.

"Tak n. 1. Tækningsmateriale. "Tekkja mæ Tak". A. Agder, VTel. Rog. "Bor(d)tak".

"Tak n. 2. 1) 2) Tag, Greb, osv." A. "H^eusi stænd´e ti Taks fyre däi", Huset staar færdigt for dem til at tages (i Brug). Sæt. "Faa Tak te", faa Leilighed til; Hall. og fl. "Sjaa seg Tak te", see sig L. til; Tel. og fl. "3) Dyst osv." A. Anfald, Attak, især af tilbagevendende Lidelse. Vestfold og fl. "Han hadde et leitt Tak igaar", det tog ham slemt osv. Jf. Toka, Tokk. "4) Anstrængelse osv." A. "Ta sei paa Tak", anspænde sig. Østerd. og fl. "Han gjoore seg har paa Tak". "Vera i Tak mæ" = vera i Ota (Arbeide) med. "I harde Take", Gbr. Østl. og fl. Li. "6) Stund osv.". "I eitt Tak" eller "i eitt Takje", uden Afbrydelse. Hard. Nfj. 7) Tagning, Hentning, Høstning; Sted hvor man tager osv. Udbredt i Sammenss. "Høytak, Lauvtak, Leirtak, Moldtak, Taretak, Sandtak". 8) Død; i "Sorgartak, Torvartak". Romsd. Se Tok. – "Summe Tak", en og anden Gang; NGbr.

"taka v. tage". A. 16) v. n. tage Retning, begive sig. "Taka te høgre". "Taka upp, ne(d), uut". "Taakaa 'taa Vei´gjee", t. inn Skal´e"; NGbr. – "Taka seg", undfange, blive drægtig. Gbr. Østl. og fl. "Taka seg att(e)", forandre sin Udtalelse. "Taka seg fyre", eller "taka fyre (før) seg",
gribe for sig afværgende Fald eller Stød. "Taka seg ti(l)", tiltage sig (Ret til), tilegne sig. – "T. att(i) eettee", træde istedenfor, succedere; NGbr. "Taka ein att", mindes hvem En er; Gbr. og fl. "T. aa", tage fat paa, angribe; Sæt. VTel. "T. aav", tage af Dage, affeie; NGbr. "T. aat see" draga aat seg; NGbr. "T. fraa seg", gjøre Modstand, forsvare sig; Søndenfj. "Taa i Hop mæ", give sig i Kast (Kamp) med; Innh. "Ta paa naa(ka)", blive stødt = tykkja paa; Trond.

"takast v." A. 3) tage hinanden. Rbg. "Takast i Haand". 4) v. impers. tage Tid. Gbr. "Dæ tookst rett længje førr Sjukdoomn slæfte, førr han fekk Lov".

"takeskjerr adj." A. taksjarre Ma. (Bj.), Sæt.; -s(k)jær, Fosn, Ring. -skyyr, Ndm.

Takfarg n. Stabel af Næver i Presse. Ryf.

Takflo f. næst-underste Lag af Neg i lade? Tel. (Bø).

Takgong f. det at Nævren ("Tak´i") løsner om Vaaren. Sæt.

"Takk f." A. "Ta(ka) te Takkar"; Hard. Ryf.

"Takka f." A. Tel. Sæt. Hard. Nhl. (Eks.).

Tak-kimbel m. Næverbundt. Jæd.: Tagkjemedl.

Tak-kost (o') m. Dynge af Næver. Agder.

"takla v." A. t. av overskjælde. Jæd.

Taklebjølla f. klangløs Bjælde. Hall. Se tikla.

Taksenda f. Sæt. Se Senda.

Takst f. Regel. NGbr. og fl. "Utu Takst'n", overordentlig. Se Takstr.

Takstol (oo) m. Tagstol (Tømmer). Rom.

Taktoka (o') f. Nævertag. Ma. SætB.

takug? adj. dygtig. Østerd. omtr.: tököu.

"Tal n. 5) Tale; Samtale". A. Ned. Ma. Rbg. og fl. "Dæ bar te Tals", Samtale begyndte; Land. "Dæ va itte aakke Maal æⁱll Tal 'ti 'om", han var aldeles taus; SGbr. "Me komo te Tæls om dæ", til at tale osv.; Hall. (Nes, Torpo, Gol). Tel? "Kaamaa paa Tal um naagaa"; NGbr. 7) Udtryk. Tel. Rbg. "Dei gamle heve de ti Tal", udtrykker sig saa.

"tala v. n." A. "Tala aat ein", formane, tilrettevise; jf. Aattal; Stjør. "Tala innpaa", hentyde paa = tala paa; Tel. "Taalaa uutpaa, taalaa frampaa", d. s. NGbr. "Tala paa ein", tilrettevise. Tel. Se telja.

Tala se Tele. – talasam adj. snaksom. Ndm.

Talatrost m. = Maaltrost. Totn, Rom. Smaal. og Oslo: -troost og -traast. Og Tælatroost, Oslo.

"Talg f." A. Taalg VAgder; Tølg Vald.

Talgtita (ii) f. = Talgukse. Vestfold. – Tæltiit m. Smaal. Oslo og fl. Se Tertit.

talig adj. snaksom; veltalende (A.). Tel. Rbg.

[talja v. (ar), anstrænge sig; især: æde voldsomt. Rbg. (Sæt. og fl.), Ma. (Aaserall). "Talje o springge, drage, drikke". "Talja avsta". "Talja o eta". "Han taljar i seg".

"talla v. n. (ar), trampe osv." A. Follo, Sogn. 2) arbeide seent og med liden Fremgang. Romsd. (Veøy). – Tall m. og Talla f. Person som "tallar" 2). Romsd.

talla v. a. (ar), 1) bestrø (Ageren) med "Talle" (flg.). Romsd. (Eid). 2) frembringe (danne) Klumper el. Kager af fugtigt Hø, Halm, Haar, Uld og dl., med Smuds. Li. Rog. "Høy´e he tadda seg tee"; Li. "Udlæ æ ihobatadla"; Li. Dal. Jæd. Og: "tadda i Hoop"; Ryf. Jæd. (I Rogaland er Formen "tadda" uventet; se dog Tadd).

"Talle m." A. VAgder, Rog. Romsd. 2) tykt Smudslag overh. Smaal. og m. fl. 3) Smudskage eller -klump som hænger i Uld eller Haar. Dal. og VLi.: Tadle; Li.; Tadde. "Rutadle". Jf. Dadle (Dall).

Tallefilla f. Flage el. stor Skive af "Talle". Ryf.: Ta´dlfidla.

Tallegund f. Støv af T. Se Gund. Vald.

tallen adj. lig "Talle". Ma.

tallutt adj. fuld af Smudsklumper, om Uld og Husdyr. Dal. Li.: tadlete, tadd-.

"Talm n." A. "Eit liite T. mæ Fisk". Sdm.

"talmast v." A. Ndm. Gbr. tamlast YSogn.

talmen adj. 1) smaatærende og noget kræsen af Sygelighed. Namd. Innh. "Talmin paa Mat". 2) slunken, udtæret. Stjør.

Talp m. 1) Klump, f. Eks. "Snørtalp" = Snordabb. Hall. (Gol, Nes). 2) Klodrian; Søler, Kludrer. Smaal. (ä). – talputt adj. klodset; sølevorn. Smaal. "Dæ gaar tälpete", møisomt, "traatt".

talrik adj. som mægter Ordet; som raader over mange Ord; veltalende. Rbg. Ryf. Shl. Nhl. Ndm. (G. N. ríkr mægtig).

Talstikka f. = Talstokk. Hall.

Taml (Tamm´l) n. famlende og snublende Færd, Klodseri, Søleri. Innh. (Indr. Skaun, Sparbu). "D'æ klinke pure Tøv aa Tamml du fær mæ". "Dæ bi bær' Tamml mæ 'aam". – Taml m. se tamla.

tamla v. famle, klodse, søle, omtr. = tøva. Innh. "tamm'l burt", bortsøle. – Taml m. En som tamlar. Taml-legg m. d. s. – tamlen og tamlutt adj. tilbøielig til at tamla; upaapasselig osv. Innh. (-in, og -aat). – tamla er maaske for tavla el. Omglid for talma. – tamlast se talmast.

tam-mutt´ adj. nedslagen og taus; omtrent = sviden. Ma. (Laudal, Øyslebø). Neppe heelt hjemligt.

Tampa f. uordentligt ilde klædt Kvindfolk. Hadeland, Land, SVald.

tampen adj. kort og klumpet, lig en "Tamp", langagtig Klump. VAgder.

Tams m. 1) hver af de "Tætter" eller Dele (Tagl- længder), hvoraf en Angelsnor er sammensat. Tel. (Skafsaa, Selljor). 2) Angelsnor med Angel som hænger ned fra Line, "Reiv". Gbr. (Fron; Fleertal: Tamsee). Tefsa d. s. Vald. Hall. Tams maaske til Tave, Tafsa.
Tams m. 2, se tamsa.

"tamsa v. n. 1)". A. tygge møisomt, gumle = hamsa. Trondh. "2) famle efter Ord". A. Rom. Hall. Nfj. Sdm. "Hamse aa tamse". Ogsaa: tjamsa SBerg. Ryf. Odal; tjamsle Sæt. ("kjamsa" af tj.). Jf. tafsa, tava, temsa. – Tams m. En som tamsar, især famler efter Ord. Hall. og fl. – tamseleg og tamsen adj. tilbøielig til at tamsa; famlende; mat. VTel. – tamsutt adj. som æder langsomt og ulystent. STrondh.

"Tan n. 1) Udstrækkelse". A. "To´gje stoo paa Ta`ne", Rebet var strakt til det yderste; Nfj. (Stryn). "3) Løb osv." A. Ndm. Trond. "Hæst´n laag i Ta`na", strakte ud; Ndm. – "I tanende Sprang", d. s. Hall.

"tana v. (ar). 2) rende". A. Hall. Sæt. Li. Hard. Voss, Sogn, Romsd. Ndm. 3) "tana o drikka", drikke anstrengt. Li.

Tanande n. = Tan 3). "Hestn kom i äitt Tanande". Voss.

"tandla v. n. gumle". A. Tel. og Sæt.: tannle. 2) skjænde; knurre, mukke. Namd.: "tannl' imoot".

tandr adj. tindrende klar, livlig; om Farver og Øine. Ma. (Holum). "Tandr i Lid´n". – tandren d. s. Holum. Se tandra 2.

Tandr m. 1) Gnist = Tandre (Ma.). Ma. (Holum). 2) Antændelse. VAgder (Eikin, Aas.). "Tandr´n kaam fraa ein Kneiste". "Skorstäen´n æ mykje vorigare (mere betryggende) føre Tandr o Ell, hell Aren".

"tandra v. n. skjænde osv." A. Tel. Trondh. Nfj. "Tandr imoot", knurre; Trondh. 2) smaabjæffe. "Hunn´n tandre aa gøyr"; STrondh. – tantra v. d. s. Sogn, Hall. Sæt. "Tantre aa sjænne"; Hall. "Tantre aa gøy". "Lomhundn tantra", Sogn. – tantrast v. = tantra 1). Gbr. – tantla d. s. Sogn, Nhl. og fl. "tantla aa gøy". – tansla v. = tandra 1). Jæd. – Tantrebikkja f. = Gneldrbikkja.

tandra v. n. 2, 1) fatte Ild. VAgder. Sjelden. 2) udsende Gnister, gnistre. Rbg. VAgder, NGbr. Romsd. Ndm.; Innh.: tannr. "Hæst´n sprangg so dæ tandra". Ogsaa: "Han va so sint at han tandra"; VTel. 3) sprage, sprutte, knitre = snatra. Romsd. Ndm. og fl. "D'æ so kallt at dæ tandra 'taa 'naa". "Han blæs so dæ tandra 'taa 'naa". tantr' d. s. Ndm.

tandrande adv. og adj. 1) tindrende; jf. tandr. Ma. (Holum og fl.). "Dæ brænne saa tandran(s)e". "Tandrande gul´e" (ikke "rau") ildgul. Voss, Sogn, Sfj. 2) gnistrende, spragende, knitrende osv. VAgder, Hard. Sogn, Nhl. Nfj. Romsd. Ndm. Østerd. "Han blees so tandrande". "Tandrande kallt, sinna, idl´e, sterk´e". "Tandranes ro (dvs. raud)", Østerd. "Tandrane kvass´e", Li. (Fjotland). Jf. tindrande. G. N. tandrraudr, ildrød.

Tandrvind m. = snatren Vind. Ndm.: Tann´rvinn.

"Tane m. Strækkefjæl". A. Nfj. Se Tona.

tanga v. n. (ar), fare om, føite om? VTel. (Moland). "Geitæ tanggar o flyyg´e". Jf. Gjedenavnet "Tange"; Utange.

Tangband n. = Tongsime. Ndm.

Tangbruk (u') n. Dynge eller Vold af opdreven Tang. Helg. Tangverk n. d. s. Helg. og fl.

"Tangl n." A. "Ospetangl, Asketangl, Tangleve(d)", Kvisteved, Pindebrænde af O. osv. Rom. Smaal.

tangleg adj. ikke unyttig at have ved Haanden, tjenlig ved den enkelte Leiligheder, bekvem at tage (tye) til. Tel. (Laardal, Kvitseid, Selljor), ØTel. "Tanglegt Reiskap". "D'æ so tanglegt o taka te".

Tanglus (uu) f. om alt det Smaa som lever og rører sig i Tangen. Ndm.

Tangsild f. en liden Tangfisk. Ryf.

Tangsnelda f. 1) en liden Tangfisk, maaske = Tangnaal. Hard. Ryf. 2) Sliimaal, Myxine? Ryf. 3) Gadetøs: Stavangr.

tankekløyvd adj. adspredt; med Tanken (Hugen) deelt mellem flere Ting. Hall.

tankemykjen adj. 1) = djuptenkt. Berg. 2) med tunge Tanker, tungsindig. Sæt. Tel.

Tankevekkja f. noget som vækker Tanker. Tel.

tanna v. n. (ar), give bidende Ord, tale arrigt; bjæffe = tandra. N- og STrondh. "Ho sto aa tanna imoot 'om som eit Læmmænn". – tannast v. d. s. Trondh.

"Tannar m. 1) liden Pind". A. Rbg. 2) levende Kvist el. Straa. Shl. Rog. Sogn. "Dar æ kje Tannarn aat Buskapn". "Ikkje Lauvtannarn". "Inkje Skogatannarn", ikke en Vedpind. 3) om et lidet tørt Træ. Hall.

Tannfella f. Faar el. Gjed i Tandfældingsaaret, fra 1 1/2 til 2 1/2 Aar. Sogn, Sfj. Tannfelling m. d. s. Sogn.

Tannfeste n. den Deel af Kjævebenet, hvori Tænderne sidder. Agder.

Tannhald n. = Tannfeste. Odal, Østerd. Gbr.

Tannkista f. Tandhule. SætB.

tannram adj. 1) bidsk. "T. Hund". Vald. 2) = kjeftram. Sogn.

Tannskavl m. En med hvas Kjæft. Nhl.

tanntuglast v. n. smaakjævles. Sogn.

"Tansprang n." A. Romsd. Sogn, Jæd. "I gloande T.". – "tanspringa v." A. Sogn, Voss, VAgder, Tel.

tantla, Tantr-, tansla se tandra.

tantr (tan´tr) adj. kunstlet peen, snerpet. Stjør. Maaske af Fr. tendre med tantra.

"Tapp m." A. 4) liden tæt Figur; ofte brugt som Kjælebenævnelse og i Sammenss.

tappa v. a. (ar), sammenfælde ved "Tappar". Hall. (Nes).

tappen adj. = tapprunnen? Nordl. "Ikkje tappen", ikke udtømt; ikke daarlig, ikke at spøge med = ikkje burte. Vesteraalen,
Helg. "Ikkje tappen" turde være "ikkje taopen", laant fra Sogn; se taapen.

tapprunnen adj. 1) om Kar som er saa nær udtappede at man maa hælde paa dem for at faa Vædsken ud. Sogn, Nordl. 2) blottet for Drikkevarer; lens, tom, overh. Sogn; Nordl.: -rynnin.

Taps, tapsa, tapsen se tafs-.

tara v. n. (ar), gjøre ubehjælpelige matte og resultatfattige Forsøg; arbeide stymperagtigt; kludre. Trondh. (Stjør. og fl.): taaraa. "Han taaraa aa taaraa aa fekk dæ itkj tee". – Tara, Taramodd se Tare.

Tare m. 3, 1) Pjalt. SØsterd.: Tärä (ä#-aa). Jf. Toro, Taar, Tære. – 2) liden tynd Figur. NØsterd.: Taaraa (aa#-o'). 3) usselt vantriveligt Dyr. Stjør. Selbu: Taaraa. 4) Stymper, Kludrer. Trondh.: Taaraa. Se tara. Jf. Tarre, Tase. Hertil: Vantare. – Taaraaball m. klodset Klump af en Figur. Trondh.

Tare m. 4, 1) lidet Loft eller meget bred Hylde = Hjell. SGbr. (Gausdal) og Totn (Vardal): Tara. Tilsyneladende ikke for Tarre. 2) jævn Bjerggrund i Havet. Nordl. Ndm. Romsd. Ofte (især i Nordl.): Tar(r)e. – Taragjedd m. gulbrun Smaatorsk. Trondh. Nordl. – Taramodd m. rødbrun Smaatorsk. Ndm.

Tarebell m. tykt Lag (Bell) af opdreven Tare. YSdm. – "Tarestaal", Nfj. Sdm.

Taretak n. Tagen af Tare, Sted og Ret til at tage T. Vestkysten. Se Tak.

tarevoksen adj. bevokset med "Tare" (Tang). Nordl.: tar(r)a-. – Taratuksa se Tuksa.

Tarja? f. Pjalt; liden Sky = Tarve. SHelg. (Brønnøy, Bindal): mest Tari, bestemt Tarjo, -aa. Mest brugt i Fl.: Tarjaar, Skytotter. Jf. Tare 3; NSv. Diall. tärja (targa) dvs. afrive Stykke efter Stykke.

Tarl n. Vaas. Stjør. – Tarl m. se tarla.

tarla v. n. 1) trippe svagt og usikkert (meningsløst) afsted uden at komme sig i Trav. Tarla f. Hest som tarlar. Shl. (Sveiaa). 2) vaase, vrøvle. Stjør. Tarla f. Vrøvler. Tarl m. og Tarlkall m. d. s. Stjør. – Peger mod tara og tarra.

Tarla f. 1) lidet tyndt og svagt Dyr, helst Ko eller Hest. Shl. Ryf. Jf. Tare (Taaraa). 2) Vrøvler; se tarla.

tarma v. n. (ar), fare uroligt omkring; om Faar, Gjed og Kvindfolk. Tel. (Grandsh. Heiddal, Hjartdal, Sellj. Kvitseid). "Ho tarmar o flyyg". termla d. s. se d.

Tarmboll m. Pung-Brok, især hos Galt. Sogn: Tarmabodl. Jf. Skraaboll.

Tarmbug (u') m. Krumning paa Tarm. Ndm.

Tarmgang m. Tarmkanal. Østl.

Tarmrist n.? Kolik. Senja.

tarna v. a. 1) mærke at noget er tabt, savne; føle Savn af; undvære. Shl. (Sveiaa, Fitja, Etne). "Han ska faa tarna da!" "Ho laut tarna da". G. N. þarfna(st), þarnast fattes, undvære. 2) v. n. minke i Kræfter = veikna. Ryf.

Tarnad m. Fortræd, Skade = Ugagn. Nfj.: Tarnade (Eid, Davik), Tarna(d) og Tarnar (Honndal, Innvik, Gloppen, Stryn); Sfj. (Christie). "Gjere ein tarnade". – Tarna(d)bul m. En som gjør Fortræd = Ugagnsbul. Nfj.: -bule, -böle (Gloppen). Tarnar m. d. s. Honndal. – Tarnad hører vel til tarna. (Jf. G. N. þarnan, Mangel). For Resten siges ogsaa Utarnad (dog ikke hørt i Davik og Eid).

Tarr m. 1) "Hjell" i Fæhuset eller Halvloft i Sæterhus til at ligge paa. SGbr. 2) lidet Loft oppe under Spærretaget i Stuen = Hemsedal. Hall. (Gol), ISogn (Lærdal). – Tarre m. a) d. s. s. 2). Sogn (Leikang, Lustr). b) = Skidetarre. Sfj. (Jølstr). "Tarren" hviler her paa Tarraas m. Bjælke, Stok eller svær Kjep anbragt over Ovnen. Se A.

tarra v. n. (ar), 1) gaa smaat svagt og sløvt frem og tilbage; omtrent = tassa. Hard. (Ulvik, Ullensv.). Maaske dog blot Udtaleform af tara, som Tarre af Tare. 2) røres, bevæge sig. Hall. "Dæ alder tarra i 'o".

tarra v. n. (ar), 2, stræbe imod, stritte imod. Gbr. (Vaagaa, Fron). "Tarre imoot". Jf. terra, starra. – tarrast v. d. s. NGbr.

Tarre m. 1) Stymper, Stakkel = Tare, Tasse. Hard. 2) lidet vantrevent Træ. Hard. (Ulvik).

tarteleg adj. lig en "Tart". Tel.

Tarv m. 1) Sky = Tarve 1). Helg. 2) = Tarve 2), liden Tingest. Ryf. Røldal, Tel.

"tarva v. behøve". A. Sdm. (Sande). "Dæ kom paa ein tarvande Stad", paa et Sted hvor det tiltrængtes. "Dæ kom paa e torvann (aa#-ö) Room", d. s. Stjør.; til torva = turva. – "tarvast v. n. behøves". A. Voss.

tarva v. a. (ar), rive i Laser; om Vinden som splitter Skyer. Nordenfjelds. "Vinn´n tarva Sky´a".

Tarvall- se Torvhald, Torvvol.

Tarvatræl m. liden vantreven Tingest, stakkels Kræ. Ndm. (Tingv.). Ogsaa Torva- (Törva-); Ndm.

Tarvelda f. Redskab = Tarvende. Nhl. (Eksingadal). Tarveller f. pl. (bestemt: -velledne), Ryf. Vel opfattet (med A.) som: Tarv-velda.

tarveleg adj. 1) fornøden, nødvendig. Østerd. Solør, Odal, Smaal. "Tarvele Skog", Skov som fornødiges til Gaardens Drift. 2) fornøden, betimelig. Ndm. NØsterd. "Tarvele Dø" = Oskedaude, Torva-tak. "Han æ tarvele te aa døy", moden. (Ogsaa: tarvaleg; Christie). G. N. Þarfligr fornøden.

Tarvløysa f. 1) Ufornødenhed = Faatorv. Kun: Torsløysa (aa#-ö), Follo, Smaal.
"Han gøyser dæ boort i T.", ødsler det. 2) uduelig, unyttig, Person. Nfj.: Tarläise (Innvik, Stryn). Ogsaa: uopdragen Person. Nfj. (Breimn, Gloppen): Tarløyse.

tarvutt adj. trængende = tarvall. Fosn (Hitra). "De kom paa et tarvaat Room".

tas adj. svag, daarlig. Kun: "Ikkje tas" = ikkje tappen. Ma. Shl. og fl.

Tas se tasa, Tase.

tasa v. n. (ar), rasle. Solør (Aasnes, Hov). "De tasa i Löu(v)e, 'ta Lemmæn". Maaske (da Lyden er usikker) en Udtaleform av tosa, se d. (Dog: laavaa dvs. lova; Hov).

tasa v. (ar), drive eller jage Fæ, mest Gjeder, under Tilraabet "tas" = tassa. A. Tel. (Sellj. og fl.). "Tasa Geitæn"; Sellj. "Tasa o hasa paa Geitane".

"tasa v. n. (ar), tabe i Kræfter". A. Follo. taasaa d. s. Num. Rom. (Nes, Ullsaak). "Han ha tikji te taasaa paa mykjy no"; Num. taasaa synes i Rom. at maatte være tosa (o'), se d. 2) (vel 1), optrevles, forslides i Kanterne, trevle = tosast (taasaas). Hall. (Nes). "Klæ'udn tæk te tasa". "Uttasa Klæ'u". Jf. flgg., tasma.

tasa v. a. (ar), 1) trevle; optrevle, forslide = tosa. Shl. Ryf. "Tasa upp Klædno(-ne)". "Upptasa Klær". "Tasa seg upp". Sv. Diall. tasa, tesa dvs. plocka sønder, utbreda. – 2) filte, forvikle; frembringe en "Tase", se d. Shl. "Tasa i Hoop". "Tasa da tee". 3) vrøvle, vaase, sluddre = tosa. Shl. Nhl. – Hertil: Tas n. Vrøvl, Sludder = Tos. Nhl. Shl. – Jf. tjasa (kjasa).

tasall adj. med aftagende Kræfter; afmattet; affældig. Vald. Follo, Solør. taasall, -äl, -aal d. s. Rom. Hadel. Hedm. Totn, Land; maa paa de fleste Steder være tosall (o').

Tasall m. Skaansk Oxel, Sorbus scandica. Li. (Nes). Sammesteds: "Asall", Sorbus Aria, og "Maavid", Sorbus intermedia.

tasast v. n. (ast), optrevles = tasa seg. Ma. Tel. – tasate se tasutt.

Tase m. Kvast af optrevlet forslidt Spind; ogsaa: Trevl, Pjalt. Shl. Ryf. Hard. Hall. Helg. "Togatase", optrevlet Tougstump; Shl. ogsaa "Togatas" m. "Garntasi", laset Fiskegarn, Helg. "Dær va kje Tasann att a Klæ'ænn"; Helg.

"Tase m. Stakkel". A. Stymper, En som intet udretter. Sogn, Nhl. Ryf. Li. Sæt. Tel.; Gul.: "Tase" (langt A); Stjør.: Taasaa. Taseladd m. d. s. Berg. Tas m. omtr. d. s., i: "Gampetas (Spasmager), Slampetas (tung slusket Stymper)"; Ma. (Halsaa, Holum). 2) affældig Mand. Vinger, Rom.: Tasa (og "Taasaa" dvs. Tose).

tasen adj. = tasall. Sogn, Jæd.

Task m. En som "taskar", flg.; om en aarsgammel Bjørn. Østerd.

taska v. n. (ar), gaa møisomt og svagt = kjaska (tjaska). Ryf. Jf. tassa, tasa.

Taska f. Taskekrabbe. YSdm. (Harham). ("Havtaske" f. den store T.). Palltaske d. s. se Palltosk; ØNed. – taska se toska.

"tasla v. n. gaa sagte". A. Hard. og fl.: tatla; Nfj. og fl.: tahle. "2) pusle, kludre". A. Gul, NTrondh. og Ndm.: tahl. 3) rende som en Mus. ISogn (Lustr): tatla. 4) lege, som unge Dyr (Hundehvalpe). SHelg.: tahl. – taslast v. recip. lege med hinanden. SHelg.: tahlast. – Tasl n. Pusleri osv. A. Trondh. og Ndm.: Tahl, Tahlt. – Tasl m. Stymper, Kludrer, Pusler. Østerd. Trondh. og fl.: Tahl, Tahlt. – taslen og taslutt adj. famlende, kludrende, puslende osv. Trondh. NGbr. og fl. ("tahlin, tahlaat"). – tasla vil glide sammen med tatla.

Tasla f. 1) En som "taslar", gaar omkring puslende osv. Nfj. og fl. "Ei liitaa Tahle"; Stryn. 2) lidet usselt Hundyr. Sogn: Tatla, "Vombatatla".

tasma v. n. udmattes, opslides ved Strabads. Shl. (Etne). "Eg gjekk aa tasma i Syreregne aa leita itte Smalen". tasme av, blive udtrættet, mat. Tel. (Moland). Til tasa (som gasma til gasa osv.). Jf. trasma. – tasmast v. n. tabe i Kræfter; = tasa, falla av, dova, dapa. Rbg. (Tovdal, Sæt.), Ned. VTel. (Vraadal). "Tasmast av, burt". "Hestn tasmast mot Kvelln". – tasmen adj. og tasmeleg adj. udtrættet, afmattet; affældig. Rbg. Ned. I NSv. Diall. ("Norske": Finnland): tasmas upp dvs. upplösas, om Garn.