A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"Sviva (i') f. Ringsyge". A. SBerg. Sæt.; ØTel.: Svipu, Sveevo. "Eg gjænge sum i Svivun", Ørhed, Svimmelhed. Sæt.

"Svivar (ii) m." A. 4) Lægne, ØTel. Bamle.

Svivearbeid (i') n. = Svivarbeid. ØTel.: Svivu- og Sveevo-. Se Sviveluna.

Svivegrind (ii) f. Led, "Grind", som svinger til (igjen) af sig selv. Ma.

Svivel (ii) m. Lægne = Svivar 4). Ned.

Sviveluna (i') f. et Lune, et længere Anfald af Tilbøielighed, til at drive om. Tel. (Rauland): Svivuloone. Til et Sviva f.

sviven (ii) adj. fuld af Svingninger; f. Eks. om Vei. Hall. (Nes).

sviven (i') adj. pludselig fornærmet; uventet stødt. Sfj.: svivinn og sveevinn. Particip til sviva 5).

Svivhæl (ii) m. En som driver bort Tiden, "soom sviiv´e de burt mykji". VTel.

Svivla f. liden Hvirvel af og i Luft; ogsaa Vindpust. Sfj. Sogn. "Røyksvivla; Vind-".

Svivlut (u')? m. Lægne. Bamle: Sviivlött.

"svivyrda v." A. sviivyyra (-vuyre Sæt.), Agder og fl.; sviivøra, Shl. og fl.; sveevyyra, sveevøra, Dal. Jæd.; svinvøra (-vyra), Ryf.

"Svivyrda f." A. skamløs Person. NBerg. Rog.

svivyrden adj. som gjerne vil "svivyrda".

Svod (o') f. 1) = Svoda 2) dvs. nøgen skraanende Klippegrund. Nfj. (Honndal); Flertal: Svo`de, og Sved´e (e'#-æ). 2) svagt skraanende Klippegrund, som er noget plantedækket, medens Svad(berg) er væs. bart. Shl. YHard. "Sva aa Svoe". Se flg.

"Svoda (o') f." A. 3) nøgen noget glat svagt skraanende Klippegrund. Sæt. Tel. 3) Sted paa Træ, hvor Barken er flagnet af. Li. Sæt. Tel. "Borkesvoa". Tel.: Svo'u (Sell. Kvits. Raul.), Svo'e (Treungen), Svaa'a (Mo), Svaa'e (Moland, SætV.), SætB.: Svooe. – Svodeberg n. Bjerg med mange "Svodor". Tel.: Svo'uberg;
Ryf. Røldal: Svooberg, Svaaberg. – Svo'ugraan f., Svo'ufuru f. Tel.

svoda (o') v. n. (ar), = svada 1) og 2): flækkes af, løsnes osv. SætB.: svooe; SætV. VTel.: svaae; Tel. (Kvitseid, Selljor): svaa (r, dde). "Borkj´n svooar". "Tree´i svooar". "Hest´n svaa-a, der Øli trefte", mistede Huden; SætV. "Skinni svaa-ar, Haari svaa-ar", falder af i Plader. – Et sva (r, dde) = dvaa ("de svaadde av att mæ Regn´ee, mæ Gifta"), er optegnet fra Tel. (Kvitseid); jf. svaana.

Svoe se Svoda. – ?Svode m. afsveden Lynghede. Jæd. (Time): Svooe. Meddeelt.

svoga (o') v. n. (ar), 1) krumme sig under et Tryk; bue sig nedad; bugne; gynge i noget store Sving. Sfj. (Førde), Nfj. (Breimn, Stryn, Glopen); maaske ogsaa: svuge (u'), Nfj. (Eid og fl.). "Boor´e svoga mest so dæ vilde gaa aav". "Golve svoga, so mangge va dær". "Boor´e ææ liite svuga", (part.). 2) danne en Bue til Siden, om opretstaaende Ting, f. Eks. en Kjæp, der trykkes lodret ned mod Grunden; svaie. Sfj. Nfj. Se svogen.

svogen (o') adj. indadbuet. Sogn (Vik). "Svogjen, inn- svogjen, i Ryggj´n, i Magjen".

svogna (o') v. n. bue sig; krumme sig, især under Tryk. Nfj. Sfj. Sogn, Voss, Nhl. "Bjelkjen svogna". "Detta Boori ha svogna i Sool´i"; ISogn. Til svogen, svoga.

svohoysta (o', o') v. (ar), raabe, "hoysta", meget høit; raabe "vo-hoy". Ma. Og svaahoysta.

"Svola (o') f. Svale". A. Sulus f. og Suluse f. Oslo (Bærum), Follo, Ringerike (Modum), Vestfold (omtrent hele); Seelu og Seeluse f. Nedre Tel. Larvik; Sjeelu Bamle (Eidangr). Endelse "s. se (f. dvs. sa)" minder om den i Bamse, Berse, Gasse osv. 2) spidsvinklet Udklip af Faareøret, til Mærke; Øret kommer til at ligne en Svalehale. Hard. (Ullensvang): Svola. Mere brugeligt er Svolemerkje Hard. (Ullensv. Kvamm), Svolumerkje Tel., Svalemerkje (og -mærkje), Shl. (Stord, Fjellber). Se A.

"Svolk (o') m." A. 2) tyk Stav, Prygl = Lurk. Ned. Østl. Om en svær grov Karl, Prygl, = Lurk. Ned. Østl. Svölke Trondh.

svolka seg (o') v. dovne, drage sig. Dal.

svollbrunnen adj. = svellbrennt. Østerd.

Svolldøya f. iisbrændt Plet. VTel. Svolldøysle f. d. s. VTel. (Vinje). Svalldøye f. d. s. Ned.

svolldøydd adj. dræbt af Iisbrand = svellbrennt. Tel. (Laardal). Mest: svolldøytt n. Og: svodddoudt; Tel. (Moland).

Svolljorr m. = Jorr. VTel.

Svollkaapa f. Iisdække, Iislag; f. Eks. paa Mark, Stamme, Steen. Tel.

svolllaupen adj. iisbelagt = jøklelaupen. Tel.

Svollvoda eller -vøda (o') = Svolldøya. Tel. (Bø): Svöllvøe. Se Voda.

Svolt m." A. Sult (G. N. sultr), Tel. Agder. "Dæ va kje mæ Sult´n", det var ikke lidet, ikke smaat; Ma. – Sultesope (u', o') m. Levning af Drik paa Bunden af Glas. Tel. Jf. Stormannssope. – Sultlid m. smalt og svagt Sted paa Traad. VTel. (Vinje, Laardal): -lee’e. "sultlee’utt Traa" adj. – Svultnapaagje m. Faaresygdom som medfører en Pose under Kjæven. Jæd. G. N. poki, Pose.

"svolten adj." A. sulten (og svulten), Dal. 2) mager. Ndm. Helg.

svoltna v. blive sulten. Ndm.

Svoltning m. en udsultet Stakkel. Ndm. Romsd.

Svom (oo) n. Svømning, se Sum. NGbr.

Svoms f. et slusket føitende Kvindfolk. SætB. og V. – svomseleg adj. lig en "Svoms". Jf. svamsa. – svora se svara.

Svor (o') f. og n. Svar. VTel. Sæt.

"Svor (o') f." A. 2) den nedglidende eller nedgledne Masse. Sdm. Sfj: "Steinsvor. Vasssvor".

"Svord m." A. 2) den ydre Side af Svinehud, "Toka". Sogn.

Svordæta f. en yderst nærig og nærseende Person; en smaalig Udnytter. Sogn, Nhl. Shl. Ryf.

"Svorta f." A. 4) = Brynesurta. Trondh.: Svoort'; "Heinsvoort".

Svorv (o') f. et lidet Skred, helst af Snee. Sfj. (YDale). Jf. Svor. – svorve se sverva.

Svorva (o') f. = Svor. Sogn (Ladvik).

svossa (o') v. pladske; søle; vimse = svassa, svakka, sukka. Nhl. YSogn, Tel. (Selljor, Bø, Lunde). "Da svossa i Skood´n". "Svosse o svasse".

Svossa f. en dygtig, lidt voldsom, Arbeider. Sfj. (Førde). Jf. sukka adj. og v.

Svullbraanaa, -jukul se Svell-.

Svyrte se Svørte. svyrte se sverta.

Svæa f. 1) jævnt skraanende nøgen og glat (blank) Fjeldside; omtrent = Svad, men gjerne større. Tel. (Tinn, Bø, Nes, Selljor og fl.): Svæe. 2) Bassin osv. = Svad 3). Senja: Svæ, Svæe (n.?) G. N. svædi aaben Plads.

Svæa f. 2, upaalidelig Fortælling; især dog om gamle Sagn og dl. Ma. Rbg. VTel. Maaske et med Svæa, glat Bjergsida (jf. Sløda dvs. Glidebræt, Rende, Historie). – svæa v. (ar), fortælle "Svæor". Ma. Rbg. Tel. "Han svæa o lyyg´e o set i Hoop slike Svæ-u". – svæ-ug adj. rig paa "Svæor".

svægja v. n. (er, de), svaie, slingre; bugne. Sfj. (IDale), Nfj. Lidt usikkert. Maaske svega (e'); jf. svaga, sviga; svoga. "Stigjen, Plankjen, Tree´e, svægje". Jf. yversvægjen.

Svægr m. frygtblandet Respekt; respektindgydende og noget afkjølende Væsen; Autoritet; omtr. = Oge. Shl. (Etne, Ølen). "Eg ber ikke Svææg´r før hann". "Dær
va slik Svæægr mæ 'an". "Dæ va kje vandt aa snakka mæ hann, dæ stoo ingjen Svæægr aav 'an". Jf. Sver.

Svæl m. = Svæla 3). Jæd.: Svædl.

svæla v. n. (er, te), 1) ose. Romsd. 2) blæse svagt, lufte. Senja. "Dæ svæle aa blæs´e". 3) have travlt; tumle med Arbeide; larme, tumle. SBerg. YSogn, Sfj. "Han ha mykje te svæla mæ". "Han foor aa svælte kreeom (kringum); Nhl. G. N. svæla røge.

Svæla f. 3, En som "svæler" 3). Berg.

Svæla f. 4, = Svæla 1 + 2, A. 1) svag Lugt af brændt; Oos. Romsd. 2) svag Luftning. Senja. "Vinnsvæla". 3) Kvalm; kvælende Luft som efter mange Mennesker. Sogn, Ryf. Shl. 4) Støi af mange; stor Anstalt (Tilstelning); stort og larmende Gilde. Hard. Ryf. Shl. Nhl. Sfj. Sogn. "Da va ei fæl Svæla i da Brudlöupe". "Da ska vera ei goo Svæla dar no" = eit grust Gjestebod". G. N. svæla Røg.

Svælm m. Luft af hed Ovn; Oos; kvalm Lugt af svedne Ting. Romsd. Ndm.; Innh. og Namd. mest: Svälm, Svalm.

svælma v. n. (ar), ose, lugte svedent. Romsd. Ndm. Innh.

Svæma f. en stor Masse. Tel. (Bø, Lunde). "Dæ took mæ heile Svæma".

svæpa se svipa. – sværa se svidra.

sværande adv. overmaade = svært. Rom. Tel. og m. fl. Og: sværune, hvilket seer ud som f. plur., ligesom Fælune.

svært adj. lens; se svør. Nhl. (Eks. Lindaas). "Me æ kje hodle svært´e, me ha Tobak".

"svæsa v. a. (er, te)". A. 2) berolige, dusse. Romsd. (Vestnes, Veøy). "Svæse (nee) Ban´e". – ?svæsa v. = svaasa, vaasa. Nfj.

svæsen adj. 1) forbunden med Strabads, med Møie; møisom, tung, særlig om Føret. Sfj. YSogn. "Han æ svæsen te gaa idag". 2) stor og ubekvem; tungfærdig; uhaandterlig. Sfj. Sogn. Hertil "ovsvæsen". Se svæsa = svaasa.

"svæva v. a. søvndysse". A. "Svøve Baan´e"; Rom. (Sørum, Aurskog). "2) dræbe". A. svæva (og svøva), Hard.; svæve, Sæt.

Svøldr, Svølg, Svøltr se Svelg.

"svør adj. blottet, lens". A. Sdm. (Øyrskog). "E æ ikkje rett svør".

Svørte n. 1) Sorthed; sort Indtryk = Sverte, Myrkje. Hard. (Ulvik). "Eg saog ikkje anna Svørte 'tao da". 2) noget som Afstand eller Mørke lader vise sig sort; en ubestemmelig sortagtig Tingest. Tel. (Rauland), Hard. (Røldal, Odda). "Eg seer eit Svørte der burte". "Eit stoort Svørte kom imoot 'an". Og: Svyrte.

"Sya f. Mæslinger". A. NGbr. (Lesja). 2) Byge. Fosn.

sydden adj. varm og fugtig; om Veiret. Tel. (Moland), NGbr. (Lom). Jf. sodden ("søydden", NGbr.).

Sydnøring? m. svag Søndenvind. Hard. (Ulls.): Synnøring. Uklart.

Syft f. Fart, Forbifart; = Rykk; Sving? Rog. "I sama Sypt´æ", ved samme Tid. "Han toog dæ i Sypt´æ", i Flæng, paa Slump; Dal. "I Sypt´o, -aa", Jæd. Ryf. "I Syft´aa", Ryf. "I sista Sypt´o", i sidste Øieblik. "Han æ bort-i Sypt´æ", i Vildelse, paa Vildspor. Dal. Og: "i same Syft`aa", dat. pl. Ryf. Jf. Syfte; syfta, svifta dvs. svinge; Sviv.

"syfta v. a. 1, (er, e), svinge, ryste". A. Ryf. "Han søft'an uut", kastede ham ud; Ryf. Nfj. "Me fekk søfta oss", vi fik gynge (ryste) os (paa Søen). sypta Dal. 2) v. n. hoppe saa det gynger i En. Tel. (Vinje). 3) v. n. svinge sig; vimse. Strinda. "Faaraa aa søft". Jf. svifta (svinge, vifte). Bøies nogle Steder (ar) og tør være eet med syfta 2, som ogsaa hedder svipte se d.

Syftar m. 1) Kuling som sætter Søgang. Ryf. "Han blees ein S.". 2) "S. te Kar" = Klyppar. Ryf.

Syfte n. 2, Bøile som holder Knevel i Bjælde. Strinda, Gul.

Syfte n. 3, Tidspunkt, Tid = Rykk, Sviv. Ryf. (Hjelm.). "I same Syfte", = "i same Føykje". "Ja dæ va væl i dei Syftaa, tænkj' eg". Se Syft.

Syfting m. Røret, hvori Ladstokken sættes ned langs Geværløbet. Nfj. (Breimn): Søftingg.

syggjin se suggen, soggen. – sygla se sykla.

Sygn m. Mand fra Sogn. NGbr. (Lom. Vaagaa). "Gaa Sygn", gaa Gaasegang.

Sygnamaal n. Sproget i Sogn. Hard. (ao).

Syk (y') n. Blodvand, Serum, særlig som det siver ud af Saar. Tel. (Kvitseid): Syyk; Tel. (Selljor, Bø): Søk. Jf. sykla? Syt n. d. s. Vinje.

sykja (y') v. n. (ar), afsondre Blodvand; sive frem, om Serum. Tel. (Kvitseid; Holla, Bø): syykje, søkje. "De syykjar", Saaret vædsker sig. søke, Bamle. – Sykjavatn n. = Syk. Tel. (Holla): Søkja-.

sykja (yy) v. n. (er, te), 1) længes meget = sykjast. Østerd. 2) "syykja seg upp", paadrage sig Sygdom. Dal. Jæd. "Han længtast so han sykte seg upp".

"sykjast v. n. 2)". A. Gul. Ndm. Namd.

Sykje n. Syge. Hall. (Aal, Gol, Nes): Syykji; Vald. (Vang, ØSl.): Sykjy; NGbr.: (Liv-)syykje. – Sykjynd n. d. s. Vald. (Vang).

Sykla f. Sagl. Rbg. Tel. Mange Steder i Tel. mest i Fleertal og om Spyt som ikke spyttes ud. "Svægje Tobakssyklun", svælge; NVTel. – "sykla v. sagle". A. Rbg. sygla, IMa.; sukla, sugla, Hard. Ryf. sugle, YMa. Jf. sukla.

Sykn f. = Sykna. Østl. Mest: Søktn; Rom. Hedm. Smaal. Ringerike, Vestfold. "Hælj aa Søktn". "Her i Søkt´na". "Han
ska(r) faa Søktn´a!" det bliver ingen Helligdag for ham! (en Trusel), Rom.

syla (yy) v. fare afsted, strække ud = sula. ISogn. – Sylaknuska se Knuska.

Sylekrøter (yy) n. magert Dyr som render om og stjæler. Vald.

"Sylgja (y') f. et Spænde osv." A. Formen glider paa m. St. sammen med Navnet paa Træet, Selja,: Sølju Gbr. Ndm. (Øksndal; Sunndal: -aa-); Sylju NHedm. NGbr.; Sølje Ndm., (Ti.). Formerne med U tilhører da eg. Selja.

"sylla v. a. (er, te), lave Soll". A. sydde seg = eta Soll. NVTel. 2) nedhugge Skov for Fode. – Sylla f. en slig nedhugget "soll"-lignende Masse Træer. Tel. (Kvitseid). "Sylle nee Tree´i". Jf. syltre.

Syllmagje m. = Sundmage. Rog.

Sylt f. liden Sump som oftest er uden synligt Afløb og vegetationsløs og saltholdig i Midten og derfor gjerne slikkes af Fæet; jf. Salta. Rom. (Eidsvoll, Nannestad, Nes, Fet, Aurskog). – Sylta f. 1) d. s. Follo (Vestby, Kraakstad, Aas), NSmaal. Totn (Biri). 2) lav flad Strand som Søen ved Høivande gaar ind over. Finnmark. Det Finnmarkske Sylta kunde være D. Sylt, laant, (ogsaa Stedsnavn: Sylt, Silt osv.); men Sylt, Sylta, ligger ogsaa under flere N. Stedsnavne: Sylte, Hellesylt, Syltefjord, Syltevik. 3) en Plante = Syltegras; se d. – Jf. Eng. silt Mudder, Flod-sediment.

Sylta f. 2, Røre, Masse. Sogn, Finnmark og fl. "I ei einaste Sylte (Sylta)", Finnmark. "Heila Syltao", Sogn. Maaske eet med foreg., men ogsaa jf. sylta v. tilsøle.

Syltefot m. 1) "faa Syltefoot", faa Foden tilsølet ved at træde i Dynd. Ryf. 2) sølet slusket Person. Ryf.

Syltegras n. 1) Græs som vokser paa en "Sylta". Finnmark. 2) en Sumpplante; maaske paa de fleste Steder = Saltgras, Menyanthes; m. St., synes det, = Calla; nogle Steder, synes det, = Triglochin; se Griseblekkja. Rom. Totn og fl. Synes ogsaa at hedde Sylta (-e) f. Rom. Smaal. Sandsvær. – Sylteblom m. dens Blomst; Sylteblekkja ("-blække") f. dens Blad.

Syltehol (o') n. dybt Mudderhul, ofte i Midten af en "Sylt", ofte dækket af gyngende Skorpe. Rom. Follo, Oslo, Smaal.

Syltehola (o') f. Huulning i Landskabet med et "Syltehol" i Midten. Rom. Vestfold (Sandsvær; her med Planten "Sylta?").

Syltemule m. Suurmuler. Sogn.

Syltemyr f. Sump med Syltehol. Rom. Røl.

Syltra f. Gjæller = Syltr. Tel. (Høydalsmo, Rauland), Rbg. (Evje): Syltre, pl. -u(r).

syltra v. a. = sylla 2). "S. nee Skog". Dal.

Syltre n. Pressesylte. Tel.

Sylvkveita f. en Art Helleflyndre. – Sylvlaks m. Argentina silus = Gudlaks? Hard. – sylvspend adj. forsynet med Sylvspenne n. Sølvspænde.

"symja v. n. svømme". A. symja og søma, søm'e saam saame VAgder. Imperf. saam Ndm. Sæt.; saamde VTel. (Vinje og fl.); svumde Vald.

symla v. n. svimle. Jæd.

"Sympa f." A. Simpe YSogn. Se Sempa.

Symresoleia f. = Symra, Anemone, Hard.

symta v. n. (ar), 1) klynke, jamre saa smaat; især om Spædbørn. Dal. 2) tale grædefærdigt klynkende og syngende. Ryf. Dal. "Hu gjekk aa symta aa klukka". – Symta f. en Smaaklynker som dertil aldrig faar heelt frem sin Klage. Dal. Ryf. – symten adj. tilbøielig til at symta; klynkende. Rog. "Eit symte Maal". Jf. semja.

"Syn (yy) f. 3) Syn osv." A. "Kaam, ska du sjaa S^uynei fyre Segnin!" Sæt. 7) synlig Virkning; Mærke. Vestfold (Kodal). "Je har 'kje seett noen Syyner 'ta de". 8) en Smule = Sjon. VAgder. "Ei (ai) Melle S^øyn (Søyn)". Se Augne. 9) Øiets Midtparti, Pupillen og vel ogsaa Iris. YMa. "Midt paa Syyn´a (S^øyn´aa)". Synenagle m. Pupil. Ma. Jf. Augnagle.

"syn (yy) adj. 1) let at see", A. fritliggende og forsynet med fri Udsigt = sjaaleg. Vald. "Han æ so syyn´e deena Gar´n". "Her æ so syynt".

"syna v." A. s^øyna, -e Agder og fl.; søyna VAgder; s^uyne, suyne Sæt.

Synande n. Synsvidde = Leite. Vald.

"Synd (yy) f. Syn". A. "D'æ bet´a i Röynd´æ hell i Søynd´æ (og S^øynd´æ)". Ma. (Bjelland og fl. Ikke fuldt Riim).

"Synd (y') f. Synd". A. "Han gaar saa Synn´aa dryybe aav' an", altid bodfærdig (grædende). Rog. "Eit Syn`na Badn", et forlorent, sørgeligt, Barn. Rog.

Synda(r)aukje m. om en Trættebroder; se Syndauke. Sdm. (Hjør.). "Eit Syndars Aukelse", En som opripper gamle Syndshistorier. Nhl. (Sund).

Synda(r)far (yy) n. Mærke, Spor. Sogn.

"syndleg adj. beklagelig". A. Agder.

"syndsamele(ge) adv." A. Gbr. Sogn, Trondh.

Syne (yy) n. 1) Synsvidde. Hall. (Gol). 2) Mærke, Spor af. Sogn (Leikang). "Da va kje S^øyne te noke Saor dar".

Synefar n. = Syndarfar. Sogn.

Synemerke n. synligt Mærke. Rbg. Ma.

Synemun m. 1) = Synsmun. SætB. 2) = Synemerke. Rbg. (Aamlid). "Mann´n gjængg´e mæ S^øynemune ette de all si T^ei".

"synen adj." A. Sæt. Ma.: s^uynen, s^øynen.

Syneskona f. Kvinde som viser igjen. Hard.

Syngjandbjølla f. rund Bjælde med melodisk Klang )( Skrumlebjælla. Hall.

Syngjebræde n. Gribebræt paa Violin. Hard.: -bræe. Lidet brugt. Mere brugt er Syngjebrætt n. Hard.
Syngjeros (oo) f. = Maaltrost. Nhl. (Fana). Syngjetrast m. d. s. Nhl. (Fusa). Singelros (oo) f. d. s. Nhl. (Stamnes).

"synt (yy) adj." A. 4) = synsk. Shl. og fl.

synug adj. = synsk. Rom.

?sypa (yy) v. = supa. Shl. (Finnaas og fl.).

Sypika f. Gadus minutus, = Smelta. Østl.

syple, Syple se sipla, Sipla.

syppa v. (ar, a; og te), søge efter Svampe, "Sopp"; mest om Kvæget. VTel. Ma.

Syppa f. 1) = Knyska. SHelg. 2) Hestens Underlæbe. SHelg.

Syr (yy) m. 1) suur Gjæring. VAgder. "Seta Syyr paa ai Deigknøa". "Høy´e tek´e Syyr". Surr d. s. om Hø. Li. (Eikin). 2) se Syra.

Syra (yy) f. 1, Maal ved Boldleg. Rbg. (Tovdal, Iveland, Sæt.), Ma. (Otrnes). I Rog.: Surmaal, Sumaal. – Suur m. er i Gbr. og Trondh. en "Sidste'-leg med Maal = Tikk; den slagne er "Suur´n".

Syra (yy) f. 2, 1) udsivende el. udsvedende Vædske; som Vand gjennem Iis, Blodvand af et Saar. Hard. Shl. Sfj. 2) stinkende Sved; ogsaa Stank af Sved, Urin og af raadnende Ting. NTrondh. STrondh. "De daama Syyr". "Taasyr(a)" f. Trondh. "Footsyyr, Syyr" m. d. s. NØsterd.

Syra (yy) f. 3, Skovparti som er visnet idet Barken er afraadnet; se syrast. Østerd.

Syra (yy) f. 4, grinende og klynkende Kvinde. Nfj. og fl. – Syrekolla f. d. s. NBerg.

"syra (yy) v. (er, te), 1) syre". A. Om Syren af Deig. VAgder. "2) pible, sive ud". A. Sogn, Hard. Shl. Nhl. Nfj. "Syyra uut, upp, yve". "Iis´n æ yvesyyrt mæ Vatn". "3) surmule". A. Ogsaa klynke. Sogn, Nfj. "Suttra aa syyra". 4) regne længe med yderlig fiint Regn; taage-regne. Shl. Røldal. 5) om fugtig Ved som suser og pibler i Ilden. Sogn, Ndm. Bøies i Ndm. (ar).

syra (yy) v. (ar), raadne; stinke, især af suur Raadnen. INdm. Ork. Selbu, NØsterd. Innh. Namd. "Han gaar aa syyra i di soomma Kleeaa", Sunndal. "Gaa aa syyre me saamaa Husuaam i fjorten Daagaa", Selbu. "Dæ rusji koor dæ syyre 'taa dæ(g)!" "Ban´e ligg aa syyre uut (v. a.) Kleeaan"; Namd. Maaske eet med foreg.

syrast (yy) v. n. (ast), 1, = syra 5). Romsd. Ndm. "Vee´n ligg aa syyrast aa vil ikkje brenne".

syrast (yy) v. n. (ast), 2, raadne; stinke = syra. Namd. STrondh. NØsterd. "Slaa itt Vatn uut dær; de bli staa-ann dær aa syyras"; Namd. "De ligg aa syyres burt i di dær Hol`a; STrondh. "Borkjn syyras aav", Barken raadner af; Namd. Jf. Syra 2, 3, søyra, Survid. – Forholdet mellem de flere Syra, syra, syrast, er uklart. Jf. søyra, -ast.

Syredaam m. raadden Stank. Trondh.: Syyr-.

Syrehol n. stinkende Mudderpøl. STrondh. og Østerd.: Syyr-. Jf. Surka.

syren adj. 1) gjæret skjør og fugtig; om Ved. Sogn, Nfj. "Syren Vee" = Survid. 2) ublid = grylen; om Veir. Shl. Nhl.

Syreregn n. langvarigt Taageregn. Nhl. Shl.

syrerigna v. n. taageregne = syra 4). Nhl.

Syrestylk m. Rumex acetosa. Hard.

Syrevedr n. Veir med "Syreregn". Shl.

Syril se Suril. – syrka se surka.

syrka (yy) v. n. (ar), 1) klynke, grine. Vald.

Syrka f. En som syrkar. Vald. 2) se Surka.

Syrka f. = Sura, Rumex. VAgder.

Syrkevatn n. jernholdigt Muddervand. Ma.

Syrkja f. Dyndmasse; Søle. Shl. (Fjellber), Sæt. "Söur aa Sørkja"; Shl. "Ai Syrkje ottafyr Dynn´æ"; Sæt.

Syrp, Syrpa f. = Surpa. Vald. Østl.

Sysl n. det at sysla. Hall.

sysle, Sysle, Syslebekk se sisl-.

Syslebyte n. Fogderigrændse. SætV.: S^uysleb^uyti. Forældet.

Syslekall m. og Sysle-Bothild f. En som indblander sig i alt. Hall. (Bootill).

syssa, sysso, syssæ, syssen se sone.

"Syster f." A. Fleertal: Syst, best. Syst´n NGbr. "Systerbyte n." A. "Gjera Systbyyte", gifte sig med hinandens Søstre. NGbr.

"Systkin n. pl." A. Søskjoo, -aa NRyf. (Suldal, Sand). "Søskjobadn" osv.

Systkinlag n. Samling af Søskende. NRyf.: Søskjaalag, -o-.

"Sysvorta (oo) f." A. Ndm. Sysvoort f. Nhl. (Eks.). Susvoorta Rbg.; Susvoort Sdm.?; Suursvorta (o'), Li. (Kvin); Söusvorta (o') Li. (Nes), Dal.; Svisvoorta Ryf.; Sisvort Sogn.

Syt (yy) n. Blodvand, Serum = Syk. VTel. (Vinje). – ?syyte, syyt´e sout soti v. n. sive frem, om Serum. Vinje. tjota, tyyte?

"syta (yy) v. (er, te), 1) sørge osv." A. b) ømme, krympe, sig ved = kvida. Agder, Jæd. "Syta mæ dæ". c) klynke, klage. I Shl. og Ndm. med Imperf. saut. "Ku´a sto aa sörra aa säut"; Ndm. 4) v. a. sørge over Tabet af, begræde, savne. SætB. "Ho suytte Mann´n sin so kallegt". 5) v. a. skjøtte, have Omsorg for. Vestfold, Smaal. Rom. Østerd. "Syyte se sjæl".