A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Vaarkunning f. = Vaarkunn. Hall. "vaarkynna



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə211/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
#16490
1   ...   207   208   209   210   211   212   213   214   ...   219

Vaarkunning f. = Vaarkunn. Hall.

"vaarkynna v. a." A. Shl.; Østerd.?

Vaarkynnmaal n. Medhold i sin Klage, Deeltagelse. NØsterd.

vaarlang se sumarslang. Tel. "V. Dag".

vaarle adj. faretruende, forbunden med Fare. Ndm. Romsd. "D'æ vaarle at du kann skjera de", der er Fare for osv. Vel for vaaleg A., G. N. váligr faretruende.

Vaarlus f. = Raudlus, Trombidium. Nfj.

Vaarmeim m. Vaar-Virkning, se Meim. NVTel.

"Vaarnau f. se Nau. Tel. (Mo, Moland, Vinje, Sell.). "Tvaa av Vaarnouee".

Vaarnaue m. se Naue. Hall. (Hol, Gol).

"vaarnæm adj." A. Hadel. Smaal. Follo, Li. og fl.


"Vaaronn f." A. (Vaarund? og) Vørønn Hall. SVald. Vaaraan(d) NGbr.

vaaronna v. = vaarvinna. Hall.: vørønde.

vaaronngjera v. = vaarvinna. NGbr.

Vaar-rak n. = Vaarsrak. Ndm. Sfj. Nordl.

Vaar-rek n. d. s. Hard. (Ulvik, Ullensv.).

Vaar-ru f. = Vaarflokar a). Rbg.

Vaarskina f. = Vaarhæsa. ISogn.

Vaartame m. = Vaarhik. Nhl. og fl.

Vaartase m. Faar som paa Vaarsiden er kraftløst og døende. Dal.

Vaartok (o') n. pl. Snesmeltning se Tok. Tel.

Vaartunge m. = Vaarhik. Hard. (gje).

Vaarunge m. Dyr, især Føl, født ivaar. VTel. (Skafsaa, Raul.): Vaaroongji og -aangji.

vaarvalne v. dvs. vaarvarna. Tel. (Sell.).

"vaarvard adj." A. Hall.

vaarveik adj. svagelig om Vaaren. Li.

"vaarvinna v. n. (ar)". A. Imperf. vaarvatn(!) Ma. (Bjell.). Sammesteds lyder Vatn (Vand) deelviis "Vann".

Vaarvinnevelder f. pl. = -velde. Ryf.: -velder og Vaarvinnveller, bestemt -edne.

"vaasa v. n. (ar)". A. 2) arbeide voldsomt og larmende = brytja, brota. Nfj. (Gloppen, Breimn). Vaasar m. a) En som vaasar, brotar. Nfj. b) "ein heil Vaasar", En som kaster sig ind i mange Forretninger. Sdm. (Hjør.).

Vaasa f. En som snart ynker sig, som taaler lidet; omtr. = Væsa. Sogn (Borgund): Vaosa.

vaasa seg v. lette sig, skaffe sig Luft, f. Eks. ved at fortælle om sine Lidelser (især smertelig Overraskelse), eller ved interjectionale Udbrud. Hard. (Odda, Røldal).

Vaase m. Kun i "skjouta Vaose" (Kvamm), "skjouta Vaosen" (Kvamm, Odda, Ulvik) og "rinda Vaosa" (Odda) dvs. puste ud (skjota Puustn), komme til Besindelse og Ligevægt efter legemlige eller sjælelige Forstyrrelser, f. Eks. efter at have været under Vand, efter Besvimelse, efter en overraskende Beskyldning; komme sig, lette sig. Hard. Se Vaasa (A.) og rinda.

"vaashard adj." A. 2) haardfør til at taale Strabads. Sdm.

Vaaskida f. Ramme af lange Træstykker, som bindes paa Siderne af Høslæde for at faa Læsset høiere og beskytte mod Udfald. Totn, Odal: Vaaskjii, mest i Fl.: skjiier. – Vaaskjiilass n. et sligt stort Læs. Totn. Maaskee til Vaa f. Jf. dog Varskida.

Vaaskugge (gj) m. Anelse af Ulykke, slem Anelse. Tel. (Vinje, Grungedal). "Eg hae ein V. fy detta".

"vaaskøytt adj." A. NVTel.

vaaslendt adj. dvs. vaatlendt. Tel. Ma. Og: vaad-, Ma.

vaaslig adj. dvs. vaatleg. Ma.

Vaataklessa f. Slud. Ryf. Røldal.

"vaatra v. n." A. 2) være halvfjantet, "blödsinnig". Romsd. Ndm. Vaatr n. halvfjantet Stakkel. Ndm.

vaatroggen (o'gj) adj. kold og fugtig, om Veir. NØsterd. (Oos, Tynnset, L. E.). – vaatruggjen d. s. Dal. (Hedland, Hæsk.). Til roggen, ruggen. – vaatruskjen d. s. Dal. og fl.

Vaatsev (e') n. = Vaatsig. VTel.

Vaatstøde n. vaadt Sted (Parti), især i Agerland. Tel. (Mo, Mol.). Jf. Votustøde.

"vaatta v. a. (ar)". A. Og v. n. Sogn, Dal. Ryf. Nfj. Sfj. Gbr. Hard. Shl. "Eg vaatta kje ko han seie". "Däi vaatta kje um da", Hard. Nfj. "Vaatta paa"; Shl. Sogn, Sfj. "D'æ kje noko (aa) i vaatta"; Shl. "2) v. n. forslaa, have at betyde". A. Jæd. (Haa og fl.), Dal. Ryf.; Li. (Kvin): vaata. "Dæ vaat(t)a kje noge mæ 'an", = dæ vert ikkje, muna kje osv. "Dæ vaatta so tee" = neip so tee, forslog til Nød; Ryf. 3) gjælde, være værd. Stjør.(A.), NØsterd. "De vante de som mest vaatte"; NØsterd. – 4) "vaatte burt", omtale yderlig nedsættende, som aldeles værdløst. Vestfold (Lier, Eiker), Ring. (Krødsherad, Modum). – "vaattere". A. Østl. Tel.

?vaattast v. n. (ast), ane. Hard. VTel. (Svein.: vaattast, forhaabe). Af vaa, Vaa?

Vaavekkja f. En som har en farlig fortrædelig Mund; flabmundet eller trættesyg Person. Dal. Jæd. Til Vaa. "Veevekkja", skal være dl. Dal.

"Vaaverk n." A. Ndm. 2) noget overvættes = Evløysa. Li. (Kvin), Ndm. Se Vaae.

Ve f. se Vid.

Ve- se Vedr. – Ve-, Vea- se Vidar-.

Vea (ee) f. bitte lidet Nøgle af Traad som er vundet i een Retning, f. Eks. om to Fingre. Li. Dal. Jæd. Maaske *Vida. Vitta d. s. se d. Jf. Vid f. Vidje, NSv. ("Norske": Finnland) Diall. vi dvs. fiskestim, via v. dvs. nitte. Sml. Sildavitta dvs. liden Sildestiim.

vea, Vear, Veabaat se vada.

veble se vevla. Vebling se Ve(i)vling.

vebytt adj. uskiftet = ubytt, vanbytt. Sogn (Fjærland). "Me ha kje noke veebyytt", vi har inget uopgjort. ve-, nægtende Præfiks som G. N. ve- (vesæll, veill)?

"ved, præp. 3)". A. "Tala vee ein"; Gbr. Østl. (Rom. og m. fl.). "Vera vee" = ganga ved. Ma. og fl. "Vera vee see", være vederhæftig. Vald. Hall. (A.).

"Vedd n." A. Gjera Vedd", SBerg. "Slaa Vadd", d. s. Nordl. – Veder- se Vedr.

Vederbuk m. = Id, Leuciscus idus? Hedm. Totn (Vardal) : Vee´´drbuuk(k)' og Væd´´drbuuk´. Den findes i Mjøsa, hvori den menes indsat af Hamarmunke. Jf. Buk, Aarbuk. Se flg.

vederkjømeleg (ee) adj. og adv. bedrøvelig; ynkelig; overvættes, uhyre. Vald. (S- og NAurdal). Jf. vedkjømeleg. "Han skrøytte,
dreit, so vee´drkjøm(m)´´ele". – Dette og de følgende Ord som her begynder med veder- kunde maaske været opførte med vedr-, da dette veeder oftest har Eenstavelsestryk og Tonen. Se veder A.

Vedersaa f. et Fnug, et Gran. Helg. (Vik, Bindal). "Æg fekk ikkje ei Vee`drsaa", el. "Vee´drsaa'a". Maaske til Saad, Trevle.

Vedersjø m. (og f.?) Vidunder. Odal. "De va reint en Vee´´drsjø´, og Veedesjø". Solør og Vinger: Veesjsjø og Væsjsjø. Jf. G. N. vidsjá, f. Varsomhed, sjá vid einu agte sig for noget. Jf. Aasjø.

Vederverk n. stort vanskeligt Arbeide, Storverk = Ovverk. Sogn (Lustr, Hafslo), tildeels: Vi´drverk.

verfaastande adj. som man kan indlade sig med, "faast ved". Gbr. (Fron): veefaastan.

Vedferd f. Behandling = Medferd; især omhyggelig. Dal. "Eg fekk slig Veefær".

Vedføra og Vedførsla f. Medførelse, det at man fører noget (Tøi, Gods) med sig; vel ogsaa = Vedføre A. Hard. (Ulvik, Kvamm). "Han hadde mykje Veeføro", han førte meget med sig.

vedgamal, Vedgimr, -gymbl se Vetr-.

Vedgule m. tvær vrangvillig Person. Namd. og Helg.: Veeguli. Sjelden. Jf. Andgule, gula. Omtrent d. s. er Ved(d)uli som maaske er en Udjævning. Helg.

"vedkjømeleg adj." A. Voss. Hall.

vedkveda (e') v. n. (ar, a og de), tale med mange Gjentagelser, ligesom Omkvæd; gjentage sine Ord. Dal. Han sad dør o veekveea (-kveedde)". – Veekveea f. person som vedkvedar. Dal. Se flgg.

Vedkveda f. 1) Omkvæd; hyppig gjentaget Udtryk. Dal. "Dæ va hans Veekveea dagstødt". "Han hadde den sama Veekveeaa idag öu". 2) ubevidst eller halvbevidst Accompagnement til Talen, i Ordgjentagelser, Fagter el. Ulyd, = medkvæde, se d. Innh. (Sparbu, Leksvik, Beitstad), Namd. Ogsaa: "Hu ha saa mang Veekkveea(a) paa Saang´n sin". Meekkvee' d. s. Namd. (Flatangr). 3) Veekkvee m. og n. Vane til slige Accompagnements, til slig Unode. Indr. "Han fekk ein Veekkvee 'taa di". 4) smaa Vanskeligheder, Omstændigheder, som man har den Uvane at gjøre. Innh. "Han æ saa dan, saa full a Veekkveea (f. pl.)". "Dæ va saa mang Veekkveea(a) mæ di". "Ha dæg unna no, Veekkvee-Peer!" – Veekkvee n. Vedkvæde (A.), Isl. vidkvædi. Jf. Isl. vidkved Lyd, Skrig.

Vedlog f.? Veelaagje pl. Formaliteter, indviklede Former. Jæd. (Time). Meddeelt. G. N. vidlög, Straf og fl.

Vednemne n. Øgenavn. VTel. (Moland): Veenevne og Vi-.

vednæm se vetrnæm. veddr- se vetr-.

"Vedr (e') n. 1) Veir". A. (Veder). Veir VTel. (Mo, Moland, Vraadal, Nissedal), Rbg. (Aamlid), Sfj. YSogn; Nfj. Vør Namd. (Viktna). "Han æ uti, antell d'æ Veirs hell Uveirs"; Tel. (Mo, Moland; Kv. og Vinje: Veers). "Dei gjekk Veers aa Uveers"; Ryf. "2) Luft". A. "Han æ so opp i Veer´e mæ Stoorfolkje"; Ryf. "I ville Væ`ree", i vildt Sindsoprør; NGbr.

"Vedr m. Væder". A. (Veder). idde Gbr. Ork. (Rennbu), NØsterd. Hedm. NLand. Veir´e, Väir´e Rbg. (Aamlid, Sæt.), SVTel. (Moland, Treungen), Sfj. (Førde, Jølstr), YSogn (Eivindvik: Veir); Vør Vald. (Aurdal); Vei`re, Vei`ri VTel. (Selljor, Vinje): Væ`re, Bamle. Smaal. 2) Fortøiningspæl i Elv. Smaal.: Være. – Veerkreevil m. liden vantreven Væder. Innh. – iddelam m. Væderlam. Hedm.

"vedra v. n. 1) trække Veiret osv." A. veire VTel. og m. fl. se Vedr n.; veere og være Tel. (Kv.), se vedrast. – Vedre . En som snuser osv. Tel.: Veere.

vedra seg v. (ar), = vedrast. Ma.: "veera seg upp".

"vedrast v. (ast)". A. "veerast upp", Ma. og fl. væas Tel. (Kvitseid, Sell. og fl.); derimod: "Han stænd værar (veerar) og gloor", snuser; Kvitseid. veirast SVTel.

Vedraaklæ(de) n. Bisol. NGbr. (V): Vær-.

"Vedraatta f. Veirlig osv." A. Veerootte Odal, Vald., se Otta. Veiraatt Rbg. (Aaml.); Væraatt Gbr.; Veerhaatt Ndm. jf. Ætt, G. N. átt. "Han sjir ut som e Guss Veerhaatt", han seer elendigt ud. 2) Kant hvorfra Veiret (Vinden) kommer. Hedm.: Væroott; jf. Ætt.

Vedrball m. Bold som er kastet lodret eller høit op, saa den bliver let at tage. Land. "Ta Værball". Jf. Upphei.

Vedrbloka (o') f. karakterløs Person, se Bloka. Tel. (Raul. Laardal, Kvitseid): Vee- og Væbloku.

Vedrblokka (o') f. flygtig Person, som let svigter Arbeidet. Ma. (Bjelland): Veeblokka. Se Blokka.

"Vedrboge m. Regnbue". A. Veebogje Hard. Ma. (Aaserall), Sæt. Shl. Værbaagaa Ringerike. 2) Solring. Sfj. (Bremang): Veebogje. Meddeelt.

"Vedrbrest m." A. Shl. Nhl.: Veerbrest.

"Vedrbrigde n." A. Veirbrigde Nfj.; Veerabrigde Hard. Veerabregd f. Dal. Ryf.

Vedrbrøyte n. = Vedrbrigde. Shl.

"Vedrdune m." A. Veedune Voss (Eks.). Veedyyn (y') m. d. s. Hard. (Ulvik). Menes være Meteoreksplosion; Sdm.

Vedrelta f. = Vedrhaatt. Hall.: Værælte.

Vedrfauka f. Uveirstid af flere Dage, se Fauka. Gbr. (Foldal), STrondh. (Uppdal, Melhus): Veerföuk(e); Selbu og Gul.: Veerfok(e) (o'#-ö).

Vedrflusa f. yderste flossede og let fraløste Hinde paa Birkenæver, se Flusa. VTel.: Veerflusu. Ve(d)rflustr n. d. s. Tel.
Vedrfubb m. = Vindhauk, -fubb. Gbr.

Vedrfuka (u') f. = Vedrfauka. Ndm.: (Halse): Veerfuukaa.

"Vedrgard m." A. Gbr.: Værgal; Tel. (Sell. og fl.): Vægar.

Vedrgeir m. Veirpiil, Veirhane; mest om Personer. Tel. (Rauland, Aamotsdal): Vegeire. Ogsaa = Villstyring.

Vedrgona (o') f. Vindstød. Trondh.: Veergunu, goonoo.

Vedrgymbrar f. pl. Bisole. Tel. (Selljor): Væ-.

Vedrhald n. høi og smal støtteformig Skymasse. Sdm. (Ulvstein, Sande, Hørei): Vedehald og Veir-.

Vedrhea f. kort og voldsom Uveirstid, se Hea. Ndm.: Veer´heeaa. Veerhei Ork.

Vedrhita f. = Vedrhea. Gbr. (Foldal): -heeto og -hitu.

Vedrhovud n. Faarehoved; Tosse; ogsaa = Fjams. Ma. og fl. Til baade Vedr m. og Vedr n.

Vedris (ii) m. Isslag = Ising, Jak. Veeriis Tel.; Væriis Ringerike (Krødsh. Sigdal); Ve(i)r-iis SætB. Vestfold (Hov, Lier), Vee-iis VAgder, Ned. – vedrisa v. imp. (ar). ”De væriisar”, der falder Vedriis, Ringerike. – "Veeriis" kunde maaske med A., være Vidaris; men den falder (drives af Veiret) ind mod Steen, Vei osv. ligesaavel som mod Ved; desuden kjendes neppe noget andet Tilfælde hvori Vidar- er blevet Veer-, Vær- eller Vei-.

Ve(d)rjur, Veirjure = Jur f.; se d.

Vedrkorna (o') f. (or), maaske kun i Fleertal: Veerkodne, om a) formeentligt kornede Organer for Lugtesandsen; b) Lugtesands, Lugt; c) Veir af noget; Fært; Spor. Dal. "Eg æ komin øud a(v) Veerkodnin", jeg er ude af Sporet, er desorienteret. Synes ogsaa at hedde: Veerkodn n. Dal.; A. Jf. Korna.

Vedrkvila f. = Vedrkvild. Ndm.: -kviil'.

vedrlaus adj. som ikke har "Teft", Fært el. Spor; fortumlet, forvildet. Ryf. "Han gjekk saa han va veerlöuse".

vedrleid adj. utilpas ved eller mod Veirforandring. Innh.: veerlei.

"Vedrleik m. 1, Lynild". A. Tel. (Skafsaa, Vinje): Veeleike; Dal. (Lunde): Veeleig.

Vedrleik m. 3, 1) Nordlys. NGbr. (Sel) og fl. 2) Bisol. SGbr. og Hedm.: Værleik og -leek. Vel eet med foreg.

Vedrleik m. 4, Veirligt. Follo, Smaal.: Værleik. G. N. vedrleikr.

"Vedrljos n. 1) Lynild". A. Sfj. (Førde); særlig om "Kornmoe". "2) Nordlys". A. Nhl. "Gaa mæ Veeljose", ikke blive gift. "Koma i Veelyyse", d. s. Jæd.

vedrly adj. beskyttet mod Veiret. Ndm. "Her æ veerlyytt".

"Vedrlyse n. Nordlys". A. Gbr. 2) om adskillig electrisk eller phosphorescerende Lysning. Nhl. Hard. 3) om en kaad og omskiftelig Person. Hard.

Vedrlysing m. 1) Nordlys. Ryf. Røldal: Veer-. 2) = Vedrlyse 3). Ryf.

vedrnæm adj. ømfindtlig for Veiret. Rog.

Vedrod (oo) n. voldsomt Oprør i Luften; se Od. Ndm. STrondh. Innh. "E(i)t svært Veeroo". Vedroda f. d. s. Stjør. og fl.: Veeroo', pl.: -ooaa.

Vedr-rida (i') f. = Uvedrsbolk. Strinda og Selbu: Veerödu, -udu; Gul.: -oe. Neppe for Vedr-ida. – Veerulu (tykt L) f. kort pludseligt Uveir. Innh. Meddeelt.

"vedrskaatt adj. n." A. veirskaatt Sæt.; væskaatt ØTel. ve(i)rskaalt Rbg. (Aamlid), Li. veerskolt Ma. Li.

vedrsjuk adj. = vedrleid. Meget udbredt.

Vedrskip (i') n. lang tynd Skymasse. Hedm.

Vedrskoka (o') f. noget langvarigt voldsomt Uveir. Ndm. (Ædøy): Veerskaakaa.

vedrsleg adj. "De seer noke veirsklegt uut", det seer ret ud til godt Veir. VTel. (Mol.).

Vedrsmid m. et Insekt. Anobium pertinax. Hard. (Ulvik): Veersmee.

"Vedrstillar m." A. Vald. (ØSl.): Veere-.

Vedrstod (o') f. = flg. Tel. (Sell. Kvits.): Væsto. Værstoo d. s. Østerd. NGbr.; Veerstoo Stjør.

Vedrstoda (o') f. Vindstade; Veirets Staaen fra en vis Kant; tildeels = Vedrstøde. Veirstode INfj. Veerstøa VAgder, Shl. Hard. Veesto-u, bestemt Veestaa-a VTel. (Vinje, Raul. Laardal). "Snø´n ligg´e so ymist ette so Veersto-o hev stae", Røldal. "Høg´e Veerstøa", Vindstade nær Nord; VAgder.

Vedrsumar m. Sommer med Hensyn til Veiret. Ndm. "En unnele Veersomar", en Sommer med underligt Veir.

Vedrvikk m. = Vindhauk. Gbr. (Lom).

ved-seg-brend adj. = medbrend, se d. Romsd.

Ved-seg-folk, ekonomiskt vederhæftige Folk, Velstands- folk. Hall. og Vald.: Veeseefolk.

Vedstøde n. = Vedstev (Hall. Sogn). Nfj.: Veestøde.

Veduli se Vedgule.

Vedundr n. noget man høilig undres ved, Vidunder. Vee`undr (og Veed`undr) Nfj. Sfj. Sogn, Voss, Vald.; Veeoon´dr NGbr. (m.), Tel.; Vee`unnr og -oonnr Østl. (Follo, Smaal. Totn, Modum). Ogsaa: Vi`un(d)r (~ Tundr) n. og f. VAgder (Eikin, Fjotl. Bjell. Vanse), SHelg. "Dei hadde sleie upp Bjønnehove paa Veggjn for ei V.". Fj. "Aa stoore di Veeoon´dr!" NGbr. Ogsaa: "Han va saa ræent vi`unnr for aa faa vida", ivrig (nysgjerrig). Li. Sml. Faatid. Jf. Ovundr, Avundr.

Vedune, Vedyn se Vedrune.

vedundrleg adj. og adv. vidunderlig, overordentlig. Gbr.: veeoon´de(r)le. SGbr.: (Faaberg): veeoondrsle.

Vedvar n. Gjøren-opmærksom; Varsel, Underretning.
Hard. (Ulvik, Kvamm), Tel. (Bø). "Hadde eg ikkje gjort'n eit Veevar, saa hadde Mann´n rest forbi"; Bø. Jf. G. N. vidvaran Paamindelse.

"vedvoren (o') adj." A. 2) ømmende sig, utilbøielig til at tage fat paa noget. Nfj. Mest "Ikkje veevoor´en". Og: vivo´ren og vivoo´ren. Sdm. (Hjør.), Nfj. (Honndal).

vedvæld adj. sorgløs, lige glad? Vald. (VSlidre). Mest: "like vee´væld". NGbr. (Lom, Vaagaa): "Ho æ veevæl´ mæ alt samen(t)". Ogsaa: vee`vælt eller -vært (tykt T), lige glad, ikke nøieseende, sorgløs, uforfærdet. SGbr. Totn, Hedm. "Ho æ veevælt vee hoss (el. kaa) dæ gaar", el. "veevælt kaa dæ gaar". "Veevælt Kar". "Je æ like veevælt vee"; Totn. Se vedvard.

"Vedvære n. 2)". A. Gbr. 3) Ens menneskelige Omgivelser. Gbr. (Kvikne). Meddeelt.

vefta v. (ar), 1) indvikle, forvikle. Gbr. "Væfte see inn- i naagaa". 2) vrøvle, især for Spøg; væve. Vald. Væfte o väeme". Vel eg. = vefta, A.

"Veftlund". A. Veptlunn, -loonn m. Rog.

veftraanda adj. om Tøi som er randet i Islætten, eensfarvet i Rendingen. NGbr.

"Veg (e') m. Vei". A. Væig Gbr. Fleertal: Vaagaa STrondh.; Vegu(r) Tel. (Sell. Tuddal, Tinn og fl.). – "Dæ gaar kje Vegjn", det gaar ei an. Nfj. – "Bera te Vega", oplægge ensteds paa Veien for siden at befordre videre. Dal. "Bere te Veies", d. s. Sfj. "Atti Væigj´ee", til Hinder; NGbr. – I Sammenss. mest Vega (vegar-) og Veg-; Vøgaa- (ØTel.) og Vaagaa- (Trondh. og fl.). "All Væg", bestandig, hele den omtalte Tid; Ndm. Jf. Eng. alway(s). "I Vægom", underveis; Rom. (Sørum).

"veg (e') adv. bort". A. "Strøy væg", jage bort; Ndm. "Ikkje vekke" = ikke burte.

"vega (e') v. veie". A. væga, væg, vaag og voog, voogje og vagje, NGbr. vögi Rom. (haardt G). 5) mægte = viga, orka. VTel. Eg veg´e kji mei". 6) have Vægt. Ryf. Dal. "Dæ veg ikkje noke før den Hestn", den Hest orker alt.

"vega (e') v. (ar)". A. "vaagaa Væg", bane Vei i Sneen uden Sneeplog. Trondh. 2) gjøre Vei for En, gjøre Plads, vige af Veien. Røros: vaagaa. 3) danne Vei, blive til Vei. Tel. "De vegar snart idag", der danner sig snart Vei.

vega v. (ar), 2, svinge, svaie, balansere; gaa usikkert. Ringerike (Sigdal) og Smaal. (Trykstad): veega; Land og Hedm. (Furnes): væga. Fremgaaet af vega vog. Jf. vigga. "Gaa itte der aa veega mæ Lyse!"

Vegabøte (e') n. noget at bøde paa Veiens Smalhed med, f. Eks. en Bjælke. Vestfold (Hov): Veega- og Veia-.

Vegafyld (e') f. = Vegfyll. Tel. (Kvitseid, Sell. Tinn og fl.).

vegafus adj. = reisefus. NGbr.: veegafoos.

Vegalad n. Veimuur, muret Vei. Voss, Nyl.

vegaljos adj. saa lys at man kan see Vei. Sfj. "Vegaljos Natt". Mest i n.

"Vegamot'. A. Vøgaamoot ØTel.

Vegarudning f. Oprydning, Anlæg, af Vei; Veiarbeide. NGbr.: Veegarunning.

Vegaskil n. = Vegeskil. Veegaskjeel NGbr. og fl. Vaagaaskjel NTrondh. STrondh.; Vægnaskjel Vald.; Vængneskjel Vestfold.

Vegaskræma f. noget som skræmmer En paa eller fra Veien; et Veiskræmsel. Voss.

vegavisa v. a. vise En Veien. Tel. (Mo).

vegespak = vegspak. SætB. Tel. (Bø).

Vegetak (e') n. saa sikkert Tag eller Greb under noget at man kan opveie det. Hard.

"Vegg m." A. 2) den enkelte Vægbjælke. Tel. Sæt. fl. Jf. Veggjesal. – "Du skaa te Veggj´n", du skal tabe; Tel. (Sell.). "Veete væks mæ Væggom", med Aarene; Totn.

"Vegg m. 2,". A. 2) den bagre Deel af Koens Kryds fra det egentlige Kryds til Halen. Østerd. Meddeelt.

Veggfar n. = Mosefar. Helg. Væiggje- Gbr.

"Veggjebandsstokk m." A. Rom. Smaal.

Veggjeglaama f. 1) stor Sprække tværs igjennem Væggen, f. Eks. manglende Stykke af en Bjælke. Ø- og VTel. 2) hæslig maver Kvinde. Tel. ISogn.

veggjehoggen (o') adj. "Ei veggjehoggja Stoge", en upanelet Stue som fremviser de raat hugne Bjælker. Rbg. (Aamlid).

Veggjemage m. buet Midte af Vegg 2. Tel.

"Veggjemot n. 1)". A. Vestfold. Væggemoot f. Østerd. Væggemootu f. = Veggjemot 1) og 2). Ringerike, Rom. (Høland), Follo (Kraakstad).

"Veggjemun (u') m." A. 2) Fordeel (Ly) af at være nærmest Væggen. ØTel. (Tuddal, Grandsh.). "Min Hæst ville hava Væggjemoon'n".

Veggjeriva (i') f. liden Sprække eller Rift i Vægbjælke. Tel. Veggjerivja d. s. ILi.

"Veggjesal m." A. Sæt.

Veggjespryngla f. = Veggjeriva. Vald.: -e.

Veggjetirr m. = Veggjesmid. Jæd. (Time).

Veggjevilling m. 1) Legetøi bestaaende væs. af en Træpiil med Fjær i Enden. Hall. Vald. 2) = Vimring. Vald. Hall.

Veggrand f. = Veggjerand (Tel.). ILi.

Veggsmaug? n.? Sneens Indtrængen igjennem Væggens Fuger. Stjør. "Væggsmöug gjer alti Rængnflöug". Smog?

Veggsnert m. = Veggjesnert. Namd. Innh.

veggvidopen adj. = vidopen. Vald.

veghittug adj. = veghitten. Rbg.

"Veginde n." A. Veijend(e) Sogn, Gul. Viend Ndm., Vægande Vald., Vøgaan ØTel.; Veiel Salten. Meigende? Sfj.

vegleg(e) adj. og adv. kraftig velbygget og statelig; anseelig. VTel. (Mol. Vinje), Sæt. Ma. (Aaserall). "Veglege laga". G. N. vegligr anseelig. Jf. uvegleg osv.
Vegmat m. = Vaagmat. SSmaal.: Vei-.

Vegmeid m. = Skaarim. Hall. Sogn; Gbr.: Væigmei; NØsterd.: Væiemee.

"Vegner pl." A. "Paa deiraas Vegna"; Ryf. "Av mine Vegnur"; Tel. Ogsaa: "dei hænta o av viie Vegnur", fra det fjerne; Tel. (Laardal).

Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   207   208   209   210   211   212   213   214   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

gir | qeydiyyatdan keç
    Ana səhifə


yükləyin