A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"vegsynt adj." A. væigsyynt NGbr.

Veguli se Vedgule. Vidgule? Jf. Tregul.

vegvis (ii) adj. som godt kjender Veien.

Vegværing m. Person fra Vega (Vee`gaa, Væga), Ø i Helgeland. – Vehl se Vermsl.

Vei n. Kuld, især talrigt. Solør (A. Larsen).

veia seg v. 1) = veia. Ogsaa: "Elva veia see" ? klyngja. Sdm. 2)udtale sin Forbauselse = bera seg. Romsd. Sdm. vee-e see Romsd. (Veøy, Gryten).

veia se veiga. – veibla, Veibling se veiv-.

"Veid? f. Vikker". A. Vee-ært d. s. NGbr. (Lom). Veeflookje d. s. A. Helg.

"veida v. a." A. Voss. "2) v. n." A. Tel. Vald. Sogn. "Katt´n æ ute o veier". Ogsaa: erhverve. Salten. 3) Hid hører maaske: "han veidd' itt oom han gjoor' de", eller "han veidd itt no" dvs. han var lige glad (ligegyldig), betænkte sig ikke. Fosn, Selbu. Og: "han veie inga Skamm", d. s. Innh. (Stjør. og fl.), Selbu. (Men: væga og vaagaa, Imperf. voog dvs. veie).

Veidar m. Jæger. Hall.

"Veidehorn n." A. Nhl. Sfj. Tel.

Veidehund m. Jagthund. Voss: Vei-. Sj.

Veidekar m. Jæger = Veidar. Hall.

Veidingehaar n. = Veidehaar. Sæt. (Bykle).

"Veidn f. 1) Fangst". A. Vald. "Rjupeveidn". 2) Redskaber til Fangst. Romsd. og Nordl.: Vængn, pl. "Vængne".

veidnelaus adj. uheldig i Fangst; uheldig. Shl.: veinelöus.

Veift m. Vift; Vindpust. Shl.

veifta v. (ar), svinge, vifte = veiva A. Shl. veipta Dal. VAgder. "Veipta mæ Kniiv´n". – Veig (Væig) se Veg.

veiga v n. (ar), svinge med Kroppen eller Kropsdele = sveiga. IRyf. "Veiga mæ Armadne, Halen". veie d. s. Tel. (Lunde). "Han gjekk o veia o slo", svingede paa sig under Meiningen. (Men: vega dvs. veie).

"Veigja f. Saft". A. Vægji m. d. s. Tel. (Mo og fl.).

Veik f. Væge = Veik m. Tel. (Kv.), SætB. – Veikagras n. = Veikjesev. Hard.

Veike m. = Veikjesev. YMa.: Veije.

Veiking (haardt K) m. veg Person. Agder.

Veikling m. = Veiking. Namd. Innh.

"Veikliv n." A. Vøykaliv Voss, ISogn.

veikraad adj. som raader over faa Kræfter, ssvag som En nys syg. VTel. (Vinje). Jf. sjølvraad, tidraad.

veikraaden adj. 1) = veikraad. VTel. (Vinje). 2) kjælen, ømfindtlig. Tel. (Sell.).

veikraadig og -ug adj. = veikraad. Tel. (Vinje, Kv.).

"Veila f." A. 2) Fure paa Undersiden af Skier. Østerd. (Rendal). "Veela æ för brei för Skiia".

veilen adj. = veilutt (Tel.). Tel.

veima v. n. (ar), 1) gjøre meningsløse svingende Bevægelser; fare hid og did; vimse omkring, tumle eller famle omkring. Tel. (Nes, Lunde, Sell.), Vestfold, Vald. Hall. "Han stoo o veima o fæmde mæ Hændæn". 2) vrøvle = tøva. Hall. Vald. Sogn, Sfj. "Han væfta o väema". 3) "veime seg burt", tumle, vrøvle sig bort. Nfj. (Innvik). Jf. veima, vima, A.

Vein m. fortumlet Person. Se flg. Sdm.

veina v. (ar), fare hid og did; gaa og tumle; omtr. = veima. Nfj. (Davik, Selja, Eid, Honndal), Sdm. (Sande, Sunnylven). "Han gjekk ein heile Dage aa veina aa vima aa vaanda uppaa Fjella". "Ho gjekk aa veina (veinte) i Haaja". "Fare aa veine ette noko". "Veine seg vekk". Maaske veidna. Jf. dog vena, vinstra.

Veip m. buus Person; En som veipar. Sfj.

Veipa f. liden ringlagt Traadmasse = Svirla, Kveil; en noget viid "Vea"; se flg. Helg. "Traadveipa.

veipa v. n. og a. (er, te; og ar, a), 1) vikle, svinge, svøbe; haspe. ØTel. (Bø, Heiddal), Helg. (Nesne, Bindal, Brønnøy). "Veip' upp eit Snøre". "Veip' upp ei Veipa", løse Haspen op i Traadringe (før Spolingen). Helg. NSv. ("Norsk") Dial. veip dvs. vepa. Jf. vipa, vippa; G. N. veiptr, veipa Klædning, Svøb? 2) gjøre Sving eller Kast med Krop eller Kropsdele; omtrent = feikta. Voss, Sogn, Sfj. "Väipa pao seg". 3) buse frem; rende uoverlagt til = feikta tee. Sfj.

veipla v. svøbe, vikle. ØTel. Til veipa.

Veirs se Vedr n. – Veire se Vedr m.

Veis f. (pl. Veis´r, "Veis´ar"), 1) saftig Stængel, især underjordisk som paa Kvikgræs og Kartofler, sjeldnere paa alm. Græs og Rodfrugter. Bamle, Ned. Rbg. Tel. (Nissedal, Lunde, Vraadal, Moland), VAgder. Humleveis, Epleveis, Blaaveis, Kvitveis. Jf. Vise. 2) m. og f. lang tynd slap bleg Person. Ø- og VTel. Rbg. Rotaveis (o'). Gvitveis m.

Veis f. (pl. Vei`sar), sidt og fugtigt langstrakt Græsparti, fugtig Græsrende; f. Eks. en liden med Plantevækst overgroet Bæk. Hard. (Ulvik, Kvamm). Hertil Tiddveis.

Veisa f. 1) fugtig Græsstribe = Veis. Voss. Hertil Tiddveisa. G. N. veisa sumpet Plet. 2) "Dynd, opskyllet Jord osv." A. Dal. Ogsaa: dyndet tidt overskyllet Havstrand. Li. 3) Græs i en "Veisa", særligt "Lidgras", Equisetum. Dal. (Hæsk. Sokndal). "Eg fekk mygje Veisa i Aar". – Veisegras n. d. s. A. Li. Dal.

veisa v. n. (er, te; og ar, a), 1) svinge stærkt med Arme og Krop under Gangen. Shl.
(Fjellber, Etne, Stord), NRyf. Hertil: darveisa, moveisa. Ogsaa: "Ho gjekk aa veiste seg". 2) gjøre sig vigtig, især med Travlhed. Hard. – veisen adj. tilbøielig til at veisa (seg); feiende. Shl. "Ei veiso Jænta".

Veise m. (og f.) Plante med saftig Stængel, især Kartoffelplante. VNed. Kvitveise m.

Veisebotn m. dyndet Bund (Grund). Dal.

veiseleg adj. lig en Veis dvs. lang tynd slap og blev. VTel. Rbg. Bamle. veisoleg ØTel. "Sjaa veisoleg ut". "Veiseleg Lit".

veisen adj. 1. slap; halvvissen; næringsfattig, om Jord. SætB. Ma. (Aaserall), A. "Väisen i Smokjæ". "D'æ vasli o väisi". – Veise-Mold f. og Veise-Jord f. let ufrugtbar Muldjord. Rbg. – Veise-Jordeple n. liden vissen Kartoffel. Tel. (Vraadal). Veise-Fræ n. d. s. Tel.

Veispre m. en lang tynd og svagt bygget eller sammenhængende Figur. Rbg. Ma.

veispreleg adj. lig en "Veispre". Rbg. Ma. "Veispreleg Sto^ul, Grind". – veispren adj. d. s. Sæt. Ma. – Veispring m. = Veispre. Ma.

Veit f. dybt indskaaren Rende eller Fure i Bjælke el. dl. Voss, Gbr. Se Veita, A.

"Veitefyll f." A. 2) det af en "Veit" (Grøft) opkastede Materiale. Hedm. Hadeland.

Veitegrav n. ganske liden smal Ager. Ryf.

"Veitsla f." A. Li. og Dal.: Veitla, især om Omgangs- gjæstebud, helst i Julen: Jo^ulaveitla.

"Veitt n. Flueæg". A. Veid Ma. (Sygne).

?veitta v. (ar), vifte, vinke. Vald. (Vang).

veitutt adj. fuld af "Veit(r)", Luus. Tel.

"Veiv f. Svingel". A. Smaal. Vesterbotten.

Veiv m. 1) Sving, Vending; Gang. Sogn, Østl. (Ringerike, Oslo, Smaal.). "Da va fysste Väiv'n som Sverre gjoore". "Dænna Veiv´n", denne Gang. 2) Dyst = Beita, Tak, Rid. VTel. "D'æ kje lang´e Veiv´n mæ dæ (Arbeide)". 3) Virkning, Fynd, Klem; tildeels = Mun, Vend. VTel. (Vinje, Raul. Laardal). "Der æ kji støri Veiv´n mæ de". "Han prøver o seta Stegg i Folk, men der æ kje noken Veiv´e mæ'n". "Der æ kje støre Veiv´n mæ 'o, oom ho lagar seg alli so mykje". Ogsaa Viiv´e m. Vinje. 4) "heile Veiv´n", hele Flokken, Massen. Rauland.

"veiva v. n. 1) svinge". A. Smaal. Odal. "Gaa aa veive mæ Lyyse i Haann´a". "3) svøbe, vikle omkring". Tel. (Østre).

Veive m. 1. "ustød" Person. Smaal. A.

Veive m. 2. Fynd osv. = Veiv 3). Tel. (Sell. Kvitseid, Laardal, Moland), SætB. "Dei Skogpinnane æ kje stoor´e Veiven i"; Kvitseid. "Der æ ingjen Veivi mæ den Vasarn". "Uttan Vit o Väivi".

Veivekirna f. = Sveivekirna. Østl.

Veivl n. Forvikling; Vrøvl. Shl. Rbg.

veivla v. a. og n. 1) vikle, omvikle, svøbe; forvikle. Shl. Li. Ma. Rbg. ØTel. "Orm´n veivla seg um Leggjn". "Veivla upp Taugjæ". "Veivla umkring". ogsaa: veibla, -e; Ma. "Veibla dæ tee". 2) tale forviklet; vrøvle. Rbg. Ma. 3) bevæge hid og did. Ma. (Tveit): veible. 4) blafte. Hard. "Ljo^use vøyvla".

Veivle m. En som taler forviklet; Vrøvler. Ma. (Bjelland). Veible Ma. (Holum).

veivlen adj. tilbøielig til at "veivla". Agder.

Veivling n. = Vevlung. Jæd. Vestf. Agder.

Veivr n. selvmodsigende Snak. Agder.

veivr adj. spæd og kraftløs, halvlam. Ma.

veivra v. n. bevæge sig svagt og planløst frem og tilbage og hid og did; tale forviklet og selvmodsidgende. Ma. Rbg. Tel.

Veivre m. En som "veivrar". Sæt.

veivren adj. 1) tilbøielig til at "veivra". Agder. 2) = veivr. Agder. – veivrelig d. s.VAgder. Jf. veivla.

Veivring m. spæd og kraftløs, halvvissen, Person. Agder.

veka, veke, Veke se vik-.

vekke se hokke. – vekke se veg.

"vekkja v. a. 2. 3)". A. Jæd.

"Vekkja f." A. Hug-, Tanke-, Is-. Tel.

vekra (e') v. a. = vakra, vekkja. 1) vække, opfriske. VAgder, Hall. Mest: vegra seg, vækre see, blive rigtig vaagen; opfriskes; stramme sig op. 2) = vekkja 2, 3). VAgder. "Vegra Blo^u, vegra ei Aar, v. Øltunnaa". vekrast v. n. = vekra seg. Li.: gr.

vekrug adj. = vakrug. Hall.

Veks, Væks se Kvefs.

"veksa v. n. vokse". A. vaksa SShl. Ryf. Dal. VAgder; vakse Sæt. Tel. Vinger. Præs. vaks´r Vinger. Imperf. vaks Ndm.; vooks (og voks?), Rbg. (Aamlid), SVTel. (Tre.), NGbr. Supin. vuksi Rbg. Tel. – 4) tilgroe af noget, dækkes af eensartet Plantevækst. Mest i: "grasvekse, mosevekse, skogavekse", Nfj. Tel. (ogsaa -vakse).

Vekste n. 1) Vækst. 2) Plante. Gbr. (Vaagaa, Fron).

Vekstra f. Stilling, hvori Tingen kan rokkes lidt, men hvorfra den for Hager og Ujævnheder ikke kan bringes ud. Nhl. (Eks.). Meddeelt. "Du he styyrt Miinebor´n i Vekstra". "Stäen´n staar i V.".

"vel adv. vel". A. veel Namd. Innh. Ndm. og fl. Ligningsformerne: vælare, -ste Sogn, Nhl. Ma., veelar, -st Namd. Innh. Ndm.; bruges især i Bet.: omhyggeligere.

vel conj. netop som, just som, lige efter at; omtr. = best. Ndm. Totn og fl. "Veel (væl) de va gjoort, saa ..", saasnart .. Eg.: da det vel var (af)gjort, saa ..

"vela (ee) v. 2) lokke". A. VAgder, Dal. Rbg. Tel. "Veela Bodn´æ ifraa". "Veele Kyy´ne mæ Salt". Ogsaa: berolige ved Smiger og Kjælen. VAgder. 4) gaa langsomt hid og did, gaa frem og tilbage uden Meed. Follo, Rom. Smaal. Se A. Denne
Bet. tilhører maaske et andet Ord, til Vele dvs. Stjert. Jf. svinsa, svansa, fuda.

"Vela (ee) f. List, Paafund". A. Tel. Især i Fl. om "Kunster osv." A. Tel.: Veelur. – Veeldu d. s. SætV. "Du maa fare (fara) mæ Veeldu fysst du hev o gjere (gjera) mæ dæn Kar´n". "Der maa Veeldu ti fysst du gjængge dæn Vegj´n" = du maa vere passige. Vøldu d. s. Sæt. (Bykle).

velast (ee) v. n. (ast), lokke, smigre = vela 2). VAgder, Rog. Tel. "Veelast mæ Baadne". – veeldast v. d. s. SætV. "Veeldast mæ aen". vøldast Sæt. (Bykle).

"velbudd (uu) adj." A. 2) vel pyntet. Hedm.

veld eller vell adj. meget modtagelig for, især for Smuds og dl. Kun i Sammensætning: bitvell, luusvell, (-vedle, Dal.), dritvell (-vedle, -velt, -vellen, -vedden), skitvell (-vedle, -vedlen; Dal. Hard. Rog); lortvell (-vellen, -velt; Aamlid).

"Velde n. 2)". A. "Eg hadde kje Velde te noken Tingg". Sfj. YSogn. Se Mynja. "Reis Trøylln i Væill!" dvs. Vald. Gbr. "Deen i Vælt (Væll)!" Vald.; se Den. "Fan´n i Væⁱll!" Totn. 4) n. pl. = Lunnende. Li. (Kvin). "Dær æ kje mange Stae slige Velle sum te dæn Gar´n".

Veldor f. pl. Redskaber = Vel. Røldal, Ryf. "Arbeisvelder", def.:

"Veldedne". "Vaarvinn-veller, Tarv-væller", Ryf. Jf. Tarvelda. Hedder ogsaa (uvist hvor) "Vølder" og berører sig med Vøldu(r), Veeldu(r) se Vela.

Veldror (ee) f. pl. Fangstmidler (Kunster og Redskaber) = Velor; ogsaa: Nødmidler, Nødudveie. Tel. (Vinje). Ogsaa: Vøldrur Tel. (Grungedal), og Vildrur? Jf. Vela, Veldu(r), Vøldu(r). – Et "veeldre v. finde Nødudveie", synes ogsaa at findes. VTel. (Vinje, Laardal). – Vele se Veila.

"Vele n. Stjert". A. Ryf. 2) en svagelig Tingest. Dal. 3) en Pyntedukke. Jæd. – Veletrøya f. Trøie som har en kort Stjert. Sogn. – Veleskross m. Andreaskors paa Huusmønningen fremkommet ved de korslagte Vindskeder. Nhl.?

"Velende n." A. Vælæⁱnn, Vølæⁱnn og "Vaalaⁱnn", Ndm. Vaolænde Sogn (Vik); Vølin Rom.

"velfaren". A. "v. i de", hjulpen med. Sæt.

"Velfarskaal", A. Hard. Jf. velfararminni.

velfata adj. velbygget og noget førlig; se fata. VTel. (Eidsborg, Selljor); ØTel.: vælfaataa; Smaal. (Trykst.): vælfat(t)a; Sandsvær: vælfjaata.

"Velgjerd f." A. Vælgjaar SætV. VTel. (Vinje, Mo, Moland); Vælgjoor, -or NVTel. (Vinje, Laardal og fl.); Vælljool ØTel.

Velgjerdsfolk n. rundhaandede gjestfrie Folk. Hard. (Odda, Ullsv.). – Velgjerdsmaal n. og Velgjerdsprat n. sødlig og lidt klynkende, helst lidt nedsættende, Tale, hvormed man ledsager sit Tractement. Hard. (Ulls. Odda), Røldal: Væljærs-.

"velgjeten adj." A. 3) "han va væljet(t)in 'ti di", han var meget fornøiet med det. Gul. "Dæ va itt naa(kaa) væljiti 'ti di", det blev ikke regnet for noget, der blev ikke takket for det. Innh.

"velhendt". A. Follo. 2) forsigtig. Smaal.

velheppen adj. velstaaende. NGbr. (Vaagaa).

Veling (ee) f. det at "vela", A. Særlig: Ordning af Snarer og dl. Tel. "Snorune æ ootoo V.".

"velja v. a." A. vela vel´e vool (og vaalde) velt (og vaalt). Li. (Nes, Gyland, Fjotl.) og fl. (Rbg. Nfj.?).

"veljast v. n. "Det velst um". A. "Dæ vællst, oom"; Romsd. "Dæ velst, dæ, um". Nfj. "Væls paa dæ; væls paa, oom'n kjæm"; Innh. Namd. "Væns paa"; Innh. (Snaasa). "Dæ væl see", Ndm. "Dæ veist, dæ"; Sfj. Nfj. "D'æ kje velst um", dette er ikke vanskeligt; ISogn.

velkjen adj. vammel = valg; især for Sødme, Fedme eller Mangel af Krydder. Dal. Li. (Nes, Vanse). væælkjen Li.

Vell n. liden Kilde. Li. (Vanse): Vill. A.

"vella v. a. (er te)". A. Særlig: give et lindt Opkog = forvella. ISogn: vedla.

Vella f. Kvinde som snakker i eet væk. Vald. Jf. Ørvella. Til vella, vall.

vellaga adj. vel og kraftigt skabt. Smaal.; Hadeland og Oslo (Bærum): væl-lage. vællægge og vællægd d. s. Ø- og V-Totn. "Vællægge Kar, Jinte, Hest".

Vellæte n. = Vellæta. Voss, Hall.

Velmenne n. = Godmenne. STrondh.: Vælmæⁱnn; I Innh. oftest brugt ironiskt: "e gott V.!"

Velna f. stor Kjep. Voss. Se Vendla.

velsemleg adj. høvisk; soigneret. NGbr.

"Velsemda(r)plagg n." A. Vælsæm(s)plagg NGbr. (Vaagaa). Brugt ironiskt om en naragtig Person. NGbr. (Lom): Vælsæm-. – Vælsæmsko m. Stadssko. Lom.

"velskyldug adj. 1) fordringsfuld osv." A. ØTel. 2) meget imødekommende, indsmigrende, insinuant. SGbr. (Faaberg, Gausdal: vælskyllog.

Velstand m. udmærket Tilstand; udmærket Forstaaelse el. Forhold; Tilfredshed. Oslo, Smaal. "De va slik Vælstann mæ'n, mellom dom".

velsynt adj. skarpsynet. IMa.: vælsøynt(e).

Velt m. 1) omvæltet Stilling. Ma. Rbg. Tel. (Mo) "Detta i Velt´n", omkuld dvs. paa Ryggen eller til Siden. 2) Vending; Tonefald? Rbg. (Vegaarsheid). "Der va den Saang´n o den Velt´n i de dei las". 3) "Væ'lt, Trumf". A. "Ko ligg´e i Velt, ko he mi i Velt? Den sum he Seksarn ska løysa Velt´n". Li. (Kvin). "Vera i Velt´n", ligge op som Trumf, være i Vælten. – velt se vell. – Velt se Vermsl.
"velta v. n." A. Imperf. volt, NGbr. Tel. Voss. Particip: vulten, Tel.

Gbr. aa´valtin, aa´veltin, se avvelta. "Hæst´n vælt aat", tumler omkuld. STrondh. (Meddal).

"Velta f. 1)". A. "Liggja aa Velte", Shl. Se avvelta. 7) uordentlig Kvinde. Li.

veltalande adj. imødekommende i Tale, føielig. Vald. (Bagn).

Veltar m. 1) = Veltefjøl. 2) Plov. Ryf.

veltydd adj. yndet? Hedm. Se sebudd. Maaske: vel udrustet, vel klædt; til tya.

velvarm adj. dygtigt varm. SSmaal.

velverd adj. fordringsfuld". A. Dal. Ryf. "Han æ saa væl vært´e", ØTel. (Tuddal).

"Velvirk adj." A. ØTel. (Tinn), SætB. vælværk ØTel. – velvirkjen VTel. (Mo).

velvore (o') og velvorde adv. = Vel. "vælvore klædd", velklædt; Sogn. "vælvooli gjort", vel gjort; Smaal. "vælvøle stoort", vel stort; SVAld.

velvoren (o') adj. som er i Velvære; vel udstyret, vel udrustet. Sogn (Vik og fl.). "Du kjæm´e vælvoren no!" siges til En som kommer med rige Gaver (Fodne).

Vemaur (ee) m. en liden Stakkel; ussel Tingest. VTel. (Niss. Kvitseid, Mo). – Veemuure d. s. VTel. (Vinje, Høydalsmo og fl.). Maaske en Omdannelse af Vimur, skjønt I ikke (nu længere) gaar over til ee foran M i Nissedal og Kvitseid.

Vemba f. en Ferskvandsfisk; sandsynligvis: Flire, Sv. vimba, Abramis vimba. Vinger (Eidskog), og Rom. (Høland): Væmme f. (Se Vembe m. A.). Er storvommet.

vembeleg adj. vommet, tykvommet. Sæt.

Vembil i Gorvembil. – vemin se væmen.

"vemjast v." A. vamdest, vamst VTel.?

vemla v. impers. kløge, væmmes = vimla. Ryf. (A.), Rbg. (Aamlid, Sæt.), Tel. (Sell. Bø), Vestfold. "Dæ væmlar fe Bringa", der føles Kvalme; Sell.

vemlast v. n. væmmes. Rbg.

"vemlemaga adj." A. Ring. Rbg. Vestfold.

"vemlen adj. vammel, usmagelig". A. VAgder, Rbg. Ndm. Namd. Innh. Røros. 2) = vimlen 2), A.

vemlesøt adj. vammelsød. Rbg.

Vemole, Vemuhl se Vimull.

Vemøa f. svag ubehjælpelig Person, Vissenpind. Ma. (Øyslebø). Meddeelt.

vena v. n. (ar), gjøre smaa planløse og ikke raske Bevægelser frem og tilbage; gaa smaat hid og did (ikke om gamle); vimse noget langsomt om. Odal. Rom. (Nes, Skedsmo, Sørum, Fet, Nannestad, Gjerdrum og fl.): veena og sjeldnere væna. "Staa itte slik aa veena mæ Lyyse!" "Veena aa vikle". – Veenabrook f., -kopp m. En som gjerne "veenar". – vena er vistnok < vina; jf. vinstra (viina), veina.

venast (ee) se vænast, vønast.

"Vend f. 1) Vending". A. b ) Sted hvor man vender i Pløining el. Saaning. ØTel. c) Vending, Snoning. Ma. Li. "Saen´e i Vænd´æ", langsom i sine Bevægelser. d) Vending, Krisis, Forandring. Gbr. (Lom, Vaagaa, Øyer), VAgder. "Gjoord Gjerning fæ ingjæ Vænd"; Aaserall. Og Vænt Ma. (Holum). "5) Virkning, Fynd, Klem". A. Ogsaa: Lav, Skik, Rede. Agder, Helg. Stjør. "Der æ ingjæ Vænd mæ 'an; han æ so uvændige"; Rbg. "Ho har inga Væⁱnn paa sæg"; Helg. "Dar va kje Væⁱnn aa faa paa da;" Helg. "Dær æ ittj naa Væⁱnn mæ 'aam". 6) en noget stor pløiet og tilsaaet Mark. Vestfold. "Ru(g)vænn, Byggvænn". – 7) Udsigt til, Mulighed for, Forhaabning. Helg. Salten. Maaske kun i: "Huusvæⁱnn", Udsigt til at faa Herberge, og ”Töusvæⁱnn,” Udsigt til at faa sig en Kjæreste. "Han har nokk liksom Töusvæⁱnn dar paa Gar´n". 7) og maaske 5) er vel, med A., G. N. vænd.

"vend adj. stedt, stillet". A. VAgder. "Illa vænd´e". "Æ du saa vænd´e (og vænt´e) at du kunne laana meg". "Han æ viia vænd´e", han har vide Forretninger, Forbindelser, Forpligtelser.

"venda v. 1) vende". A. "Dæ va kji antell rænnt ell vændt", ingen Undvigelse var mulig. Sæt. "4) bortbytte, sælge". A. Tel. Ndm. Namd. Sæt. Østl. "Vænde i Pængar". "Vænde ein Ukse i tie Dalar". Ogsaa: "Han heve kji ko barre de sum han vænde ti seg mæ Arbai"; Sæt. 7) "vænde att", holde op. Tel. Østl. "vænne ijæn" d. s. Østl.

"Venda f. 1) Vending, Gang". A. Hall. Vald. "Däi maatte i Vænda", i Gang, i Vei. 4) = Vend 6). Vestfold. "Ru(g)vænne". 5) Stilling, Lav; Skik; Rede = Vend 5), Greida. Voss, Hard. Agder. "Dar æ kje nokæ Vænda mæ 'an", Hard. – I de følgende Forbindelser synes det at betyde deels a) Vending, vendt Stilling, omvæltet Stilling = Velt, Velta; deels b) Stilling, rette Stilling, Lav. "I Vænda", omkuld; ISogn (Lærdal, Aardal, Lustr, Jøstedal, Aurland, Leikang, Sogndal, Vik). "Han sloo (slo^u, slø) meg i Vænda". "Leggja (detta) i Vænna"; Ma. (Aaserall). "Han laag i Vænde", laa falden; Rbg. (Aamlid, Evje, Sæt.), VTel. (Mo). "Føre i Vænde", rive omkuld; VTel. (Vinje, Kvitseid; men "reise ivi Ænde" dvs. reise noget (en Planke) fra liggende til lodret Stilling og saa lade det falde over til den modsatte Side; ligesaa: "reisa øve Ænna", i Kvin i Li.). "Detta aa Vænde" = i Vænde; Sæt. Rbg. Men ogsaa: "o^u (o', u') Vænna", VAgder; o^u synes være < or. "Trumla o Vænna, u Vænna". Og: "detta, trumla, tvintla a Vænna; Bjørkjæ laag a Vænna", omkuld; Dal. VAgder; a tør være < at (aat; se d.), eller < av. (Hvis a er < at, og o^u og u' er fremkommet ved Misopfatning
af o', som kan være baade < aa og < at (som foran Infinitiv), og < og – saa bortfalder Bet. b). – 6) en noget stor Masse; jf. Velta. Hall.

Vendavadmaal n. V. med "Vend 3)". Hard.

Vendsida f. = Vend 4). NGbr.: Vændsiie.

"Vende n. Vending". A. Tel. "Vassvænde".

vendeleg adj. afhændelig; til venda. Vald.

Vendeljol m. en angelikalignende Plante, maaske Baldrian. Nfj. (Honndal).

Vendevit n. Forstand til at vende om. Sæt.

Vendevon (oo) f. Udsigt til Vending, Omvendelse eller Forandring. Sæt. "De va ingjo V. mæ hæ".

vendig adj. 1) som forstaar at snoe og skikke sig; smidig; forretningsdygtig. Sæt. VAgder. 2) tækkelig. Ma.

"Vending f." A. 4) Lav, Skik, Fynd = Vend og Venda. VAgder. 5) Forretning, Affære, Sag. Sæt.- Tel. Sogn, VAgder, Østl. "De vert'e mii Vænding". "Han æ svært i Vændinga", han driver udstrakte Forretninger. Sæt. Lyder ofte "Vænd´ing i SætB. 6) Væsen; i f. Eks. "Syldatrvændingjæ", Militærvæsenet. SætB.

Vending m.? Salgsvare. Vald. Vestfold.

"Vendla f. Riis". A. ISogn. Velna Voss.

Vendskap m. 1) Lav, Skik, Rede = Vend. Oslo. "Dær var værken Ænnskap eller Vænnskap paa de". 2) Mellemværende; Forretningsforhold. Sæt.

Vendsl f. 1) Verslinje = Vend. SætV. 2) Takt i Musik. Sæt. 3) Udvei = Raad. Shl. (Fitja). "Da vert´e no alti ei Vænsl".

Vendsla f. 1) Afsætning. Ryf. Til venda 4. 2) Udvei = Vendsl. Ryf. Shl.