A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"vaslen adj. 1) vandagtig". A. Rbg. Ma. "2) flygtig osv." A. Trondh. "Jaalin aa vahllin".

Vasleneve m. geskjæftig Klodrian. Nfj.

Vasp, vaspa se vafsa.

vassa v. a. (ar), "vass' ihoop", røre eller gramse uordentligt sammen. Namdal.

Vassa f. = Vossa. Bamle, Nedre Tel.

"vassen adj." A. 2) fugtig; om Vind. Stjør.

Vas(s)ula f. = Vasula. Nfj. (Eid).

[vasta v. n. (ar), standse, holde inde. I Sømandssproget. Sfjelds. "Vast hiive! Du maa vaste litt". Eng. avast, af Ital.

Vastyre se Vanstyre. vatriv- se van-.

Vasunge m. stor Dukke. Agder. Se Vols.

Vasuvi m. Vrøvler. Tel. (Treungen).

"Vatn n." A. Vatt (og Vatn), Nfj. (Br.).

"vatna v. n." A. 4) om Opskyden el. Opsiven af Vand gjennem Iis (hvorsomhelst). Søndenfjelds. "Dæ vatnar". "Iis´n (Fjoor´n) vatnar". Og: vatna upp. "D'æ uppaovatna"; Sogn.

Vatning m. Sted hvor man vander Heste. Østerd.

vatra v. n. male efterlignende Aarerne og Vridningerne i Træværk; vatre. Romsd. Ndm. Trondh. – Vatre m. en slig Aare. – vatraatt adj. fuld af "Vatrar" og dl. Af Nt. water Vand.

"Vatsarve m." A. Vassnarve Gbr.

Vatsaure m. Indsø-ørret. Nhl.: Vass-.

Vatsausa f. Vandøse. Tel. Østl. og fl.: Vass-. (Vats udtales overalt i alle Ord: Vass).

Vatsaal m. Indsø-Aal. Ma. Se Poddaal.

vatsbaka v. a. (ar), overgyde, bearbeide med Vand. Mest: vatsbakast v. recip. bearbeide (stænke) hinanden med Vand. ØTel. (Sauar): vassbaakaa, -aas.

Vatsbare m. Styrtregn. YSfj. Til berja.

Vatsblak n. Pladsken eller Sølen i eller med Vand. Ma. og Ned.: -blak og -blag.

vatsblaka v. (ar), pladske i Vand, Søle, Stænke. Dal. og Agder: blaka, blaga og -e. – vassblakast v. recip. = vatsbakast. Agder. Se blaka.

Vatsbenk m. = Benk 5). Jæd.

Vatsbur (u') m. Paastrømning af Vand; Vandvirkning. Nfj. Se Bur.

Vatsbytta f. = Bytta. Tel.
vatsbølen adj. = vatsdrukken. Hall. (Nes).

Vatsdaae m. et Slags "Daae".

Vatsdemma f. Vandpyt. Vald. Tel. og fl.

Vatsdele se Vatsvende.

Vatsdette n. steilt Afløb for en liden Vandmasse; fossende Bæk. Ryf.

vatsdregen adj. = vatsdrukken. Hard. Sogn.

vatsdrekkt adj. = -drukken, til drekkja. Gbr.

"Vatsdrykk m." A. "Faa Vassdrykkjn", om en Druknende. Tel.

"Vatsferd f. Dragt Vand". A. Vassfør Ma. VRbg. Vassfal Innh. "2) = Vatsdrag". A. ØRbg.: -fær.

"Vatsfis m." A. Rom. "Gaa Vassfiis", gaa forgjæves. "Gaa Vassviis", Vestfold.

Vatsflaug n. 1) = Vatsflog (SHelg.), hvoraf det maaske blot er en Udtaleform. Innh. 2) = Vatsbit. Trondh. Ndm.

vatsfljugast v. n. faa Øinene fulde af Vand. Sogn. "Eg lær so eg vassflyygest". Jf. vatsfljuga (Ndm).

?Vatsflode m. = -fløde. Tel. (Mo): -flooi.

Vatsflot (o') n. = Vatsbit. Helg.: -flaat(t).

Vatsflundra f. Skrubbe i Ferskvand. Hard.

Vatsfør se V-ferd. – "Vatsføre n." A. Ryf.

Vatsgang m. = Vatsaadr. ØTel.

Vatsgaar f. (er), 1) Vandaare i Jorden. Vald. 2) lidet smalt Vandløb, naturlig Vandrende. Vald. (SAurdal, Slidre).

Vatsgjerd f. vandig Beskaffenhed. Ndm. "Vassgjær paa Aakr´a".

Vatsglop (o') n. Skred af Vand og Stene. Sdm. (Hj.).

Vatsgong f. Vandløb; Urinkanal. NVTel.: Vassgaangg.

Vatsgras n. = Vatsarve. Ring. (Krødsh.).

Vatsgust se Gust.

vatshagla v. græde voldsomt. Romsd. -e.

vatshaglast v. n. = vatsfljugast. Sogn.

vatshegla v. n. afsondre Taarer i Mængde, græde saa det hagler. Sogn, Hall. Ogsaa: "Da vasshegle".

vatshoglast v. n. = vatshaglast. Sogn.

Vatsholkje n. stort to-øret Vandkar. Nordl.

vatskald adj. kold og fugtig. Ma. Jæd.

Vatskall m. Vandkar. VTel. (Mol.). G. N. vazkall. Vatskall m. Strømstær. STrondh.

Vatskarre? m. svag sydlig Vind med fugtig Disighed. Ndm. og Fosn (Ørland): Vasskarre, -i. Paa de samme Steder: "Söugare og -gale" dvs. -garde, og "Dreevgar" (Ndm.). Jf. karra.

Vatskjelda f. = Kjelda. Tel.

Vatskjørold (oo) n. (pl.) = Vatsferd 1). NGbr. (Lom). Se Kjørold.

Vatsklip (ii) m. en vis Fugl. Gul.

vatsklumen (u') adj. stiv og følesløs i Hænderne af kold Væde. Sfj. (Førde). Jf. kluma, klumra.

Vatskopp m. Vandkar. Tel. og fl.

vatskrum (u') adj. = krum; -klumen. Sogn, Nhl. Sfj. "Vasskrumm pao Fingradn". – vasskrum(m)en d. s. Midtre Sogn. vasskruumen (og -kroomen), Ryf. (Vass, Nærstrand, Sand).

Vatskupa f. Vandkumme. VTel.

Vatskøya f. Pyt; se Køya. Tel.

Vatskøyl m. (f.) Pyt; se Køyl. Hard.

Vatsletta f. = Letta. Ndm.: Vassleett.

Vatsleik m. = Vatsmaal. SGbr. (Øyer).

Vatsleke m. en Taar. NGbr. (Lom): -læka.

Vatslok (o') n. = Vatsleik, -maal. YSogn.

Vatslok (oo) m. = Look 1, (stor Pyt). Østerd. Trondh.

vatslopen (o') adj. = vatsdrukken. Ryf. SBerg. Sogn.

vatsloppen adj. "lopphendt" af Væde. Trondh.

vatsløypa v. a. befordre ad Vandveien; lade Vandet befordre; flaade. Shl. Mest i part. "Vassløypt Vee".

Vatsmo m. meget vaad Slette. VTel.

Vatsnau f. stor Vandmangel. Tel. Naud?

Vatsnegg (e') m. Vandknaphed. Sfj.

Vatsno m. Vandkumme. Røros.

Vatsnogg (o') f. = Vatsnegg. Sogn.

Vatsorm (o’) m. 1) = Buorm. Ma. (Audnd.). 2) "Sjo-orm" i Ferskvand. Tel. og fl.

Vatspoke (o') m. Faaresygdom som fremkalder en Pose under Kjæben. Jæd.: Vasspaagje (og o'). G. N. poki Pose. – Paagatase m. Faar som lider af V.

Vatspuss (uu) m. = Puuss. Ndm. Og: Vasspuust.

Vatspuss n. Pyt. Vestfold (Dramn).

Vatsraval m. = Raval, Empetrum nigrum.

Vatsrid (ii) f. = Vatsbit. STrondh.

Vatsrote (o') m. Raaddenhed ved Træværk som har ligget i Vand. Østl.

Vatsræs n. 1) Leilighed for Vandet til at strømme til eller fra; Vandløb: Vandtilløb, Vandafløb. Ma. (Holum, Halsaa), Rbg. "Her æ herlig sto^urt Vassræs te denne Sag´a(a)". 2) voldsomt ned- eller fremstyrtende Vand, som Regnskyl, "Flaum" osv. Sdm. (Hjør.).

Vatsræsl n. = Vatsræs 1). Ma. (Øyslebø, Bjelland).

Va(t)ssaar dvs. Vatssaa. NVTel.

Vatssig (i') n. Siven af Vand; sivende Vand. Ryf. Romsd. Ndm. NGbr. Lom.

Vatssige (el. e') m. liden fremsivende Vandaare. NGbr. (Lom): Vass-seega.

Vatssik (i') f. = Sik (i') f. og n. 2) og 3). Rog. Tel. Nhl.

vatsskina (ii) v. n. (skein), om Ager: blive gold formedelst langvarig Væde. Sæt. "Aakrn vasskjäen so Saa´æ sto^u att'e v^ei o to^um". – vatsskinen (i') adj. gold osv. Sæt.

Vatsspann n. Vandbøtte. Vald.: Vassspann, Fl. Vøssspønn Vang; Vasspønn VSlidre.

Vatsstrøyme n. Vandstrøm, Vandløb; strømmende Vandmasse. Sdm. (Norddal, Hjør. Skodje). "Stoort, liite, V.". "Dæ va noke te Vassstrøyme!" ved en Vandflod.
Vatsstukk m. Equisetum fluviatile. Tel.

Vatsstyng m. den meget store Libellula, "Styng". Ma.

vatssvelta v. n. (svalt), blive syg af Vandmangel; om Fæet. ØTel. – vasssvelte v. a. (er, e), lade Fæet "vatssvelta". – Vasssult m. Sygdom som er en Følg af Vandmangel. ØTel.

"Vatstro f." A. 2) = Kverneslok. ØTel.

Vatstykke m. tyk Vandvelling. VTel.: tukkji.

vatsturr adj. saa tør at det ikke væder ved Berøring. NGbr. (Lom). "Klæ-ee æ saa vitt vassturre".

Vatsukse m. Strømstær, Cinclus. STrondh.

"Vatsveg m." A. 4) Udvei for Vandet, Afløb. 5) graven Rende, hvori Vand ledes. NGbr. (Lom): -Veig.

Vatsvenda f. en Dragt Vand. Sogn. ØTel.

Vatsvende n. Vandskjel. Nfj. ISdm. Ma. Vassvending d. s. Nfj. Vassdele d. s. ISogn

Vatsvida (i') f. Træværk gjennemtrukket af Vand. Tel. (Vinje og fl.): Vassvee'u.

Vatsværing m. Beboer af Ævaanga, ogsaa kaldet Vassværn, Tinglag i Voss.

vatvilen, Vavit, vavitug se van-.

Vau(d)l se Vodl, Vodul; Vavl.

Vaul m. = Vol 3), Trotevol. Ringerike.

vaula seg v. impers. danne "Vaul". Ring.

"Vav n. 2) Vrøvl". A. Ndm. "Vav aa Svav". 3) (1) Vidjer til Opbinden af "Hesjer" og dl. Hard. "Bjørkevav". 4) (1) "Vav, Aangelvav", Fortømme paa Fiskesnøre; vel fra først af det hvormed Angelen er surret til Fortømmen. STrondh.,

"vava v. 2) vrøvle". A. Ndm.

Vavarhorn n. en Forvikler, Vrøvler. Hard. fl.

Vave 2, Rumfang, Volum. Kun i: i Va`vi. VTel. (Mo, Mol.), Rbg. (SætB. Aamlid). "D'æ kji noko i Vavi", det tager intet Rum; om Læs, Ting som nedpakkes og dl. "D'æ sto<sup>u</sup>rt i Va`vi men ikkji i Ha`vi"; Aamlid. Maaske eet med foreg. Vav n. og Dativ deraf. G. N. vaf Omvikling.

Vavl? m. "Vöul", blød Kvist til Sammenbinding af Gjerder. Ork. Meddal, Ndm.

"vavla v. n. lalle osv." A. babla Li. 2) tale famlende og ubestemt; vrøvle. Sogn. Ogsaa: vabla og vafla Sogn. Vil glide sammen med vaala i et vaola; Sogn (Lustr). "Han vaola mæ so mangt, d'æ kje Rao aa tru 'an". – Vavlekokk m. En som v. Sogn.

vavla v. n. 2, gaa planløst frem og tilbage; vanke om, irre om. Vestfold (Lier). Vel eet med foreg. G. N. vafla slingre, Isl. vaflan Omvanken.

Vavr n. 1) Slumpetræf = Vingl. Hard. 2) det at vavra; Irren om; Lallen, Sludder osv. 3) En som vavrar. Tel. og fl.

"vavra v." A. vibrere. NGbr. 2) gaa omkring sløvt og irrende, irre om. Vestfold, Tel. 3) lalle, ikke faa Ordene vel frem for Kulde, Graad, Sløvhed, Alderdom osv. Tel. Sæt. NGbr. vabra Ma. (Aas.). "Vavre paa Maali". 4) vrøvle. Østerd. og fl. – Vavrkopp m. Vrøvler. Østerd.

Vav-ris (ii) n. Riis til Omviklen. Røldal.

Vaa-a f. dristig vilter Kvinde, omtrent = Flima. Ma. (Bjelland), Sæt.

Vaa-akar, -ver se Vaae.

vaa-ast v. n. (est, ddest med lang Vokal og lang Kons.), ane ondt; ængstes for, grue for, ane; = vaa seg. SætV og B. "De kunna ingjen vaa-ast at han sille daay so snart". "Kvæ vaaddist han va so sterk´e?" hvem anede. "Eg vaaddist inkji at der va so mangje sum der va".

"Vaabøn f." A. Ma. Rbg. Vaaebøn Sæt.

Vaae m. 1) en usædvanlig Karl, en farlig Karl dvs. en usædvanlig stor vældig dristig og (eller) voldsom Karl; en Vovehals. Agder, Tel. Ndm. Innh. Røros. "Te fri te Jæntun va du ein Vaae". "D'e da Vaa-in te Kar aa, dæ lell"; Innh. – Vaae, Genetiv, og Vaa-a i Sammenss., om det usædvanlige, vældige, voldsomme, "farlige". "Ein Vaae Kar´e". "Ein Vaae Plass mæ Fatigfolk", et Sted med farligt mange F.; Rbg. Tel. "Vaae Læti", Ulyd; VTel. "Vaae Verk", noget vældigt; Tel. Sæt. Li. "Aen Vaae Utur´e (^eu) mæ Vair´i", et høist uheldigt Veirlig i nogen Tid; Sæt. "Ein Vaa-a-Kar", "eit Vaa-a-Veer", Ryf.; ogsaa "Vooa-Veer", og "Voova-Veer", Ryf. (Imsland). Vaae-ord n. = Helord, Heluvsord, Vaasnakk. Sæt. – 2) en Stymper; en stakkels Halvfjante. Hall. "Saalvaae, Sølevaae". – Her er maaske to Ord, hvoraf ialfald 1) slutter sig til Vaa G. N. vá, noget overraskende, nærmere end til Vaade.

vaae adj. n. farligt. Ndm. (Rindal).

Vaaegard m. Gjærde mod farlige Steder, som Styrtninger, farlige Sumphul. Voss, Hard.: Vaoagar og Vaogar.

Vaaeraust f. nederste og længste Bjælke, "Raust", i Gavlvæggen = Raustemor (Tel.). Sæt.

Vaaeskap m. det at være en Vaae; noget farligt noget. Rbg. Se Vaae.

"Vaag n. Vovespil, Voven". A. Li. Ndm. Nordl. Trondh. Gbr. Og: Slump, Resico, Hazard. "Han kjøpte Hæstn paa eit Vaag, paa Vaag aa Visk", paa Lykke og Fromme; Ndm. Gbr. og fl.: "D'e no paa Vaa´gje" = paa Voni, Ndm. ogsaa: Vog (o'), Tel.; Ma.? Sfj.? Se vaaga, voga.

"Vaag m. 2, Voer". A. Vöu SSmaal. 2) Sliim = Var. Totn, Vestfold, Sdm.

"vaage v. vove". A. voga (o'), Tel.; sjelden. G. N. voga. "Dæ vaaga Vo^un´æ", det faar staa sin Prøve; VAgder. vaaga seg, riskeres, staa til; VAgder, Sæt. Tel. "De lyyt´e vaage (voga) seg mæ Aakrn".

Vaaga f. Voven, Vovespil, Vovestykke. Hall.
Vald. Sæt. Tel. og fl. "Dæ va ai Vaagæ mæ di"; Hall. "Dæ va Vaaga, dæ!" Hall. (kunde være vaaga v.). "De va ingjo Vaage"; Sæt. "Vaaga vinn"; Vald. (Vang). "De fær stand' i Vaaga"; Sæt. "Paa Vou(n) o Vaage", Sæt. – Ogsaa: "Paa Vaage aa Vinne", (v. aa v.), Hall. (Nes). "Dæ bi Vaaga", det gaar vel an, det bliver vel saa; Hall. (Nes). "Paa Voon aa Vaaga", Hall. Sogn, Ryf. Røldal. "D'æ kji anten Vo^un ell Vaaga" (n.?), der er ingen Rimelighed i at forsøge det, Rbg. "Vaaga-voon", Hazard; Ryf. I flere af disse senere Ekss. kunde Ordet være v. infin. eller part., i nogle vel ogsaa Vaaga n. = Vaagan(d).

Vaaga-Kar m. dristig Karl. NGbr.

vaagall adj. 1) vovsom, forvoven. Oslo, Follo, Smaal. Vestfold, Tel.; Agder: vaagaal. "2) vovelig". A. Smaal. 3) usikker, slumpeheldig. Sæt. "D'æ vaagaalt um du kann faa Mat' ette Vegjn".

Vaagamaal n. Væddemaal. Voss: ao.

Vaagand n. 1) Vovespil. Hall. NGbr. 2) Væddemaal. VTel. (Vinje og fl.), NGbr. Vaagan n. Tel. (Selljor).

"vaagande adj." A. Ogsaa: "D'æ væl kji vaagan(e)", det gaar vel ikke an = litande. Hall. (Nes); se Vaaga.

Vaaga-Spel n. = Vaagespel. NGbr.

Vaagbrot (o') n. stor Brækstang. Tel. Sæt.

vaagen adj. dristig = vaagall. Ma. Hall.

vaagleg adj. = vaagen. Li. (Nes): vaaglig.

"Vaagmat m." A. Vaagemat Sæt. Ma.

Vaagmerr f. = Sylvkveita. Nordenfjelds?

Vaags-is (ii) m. svag Iis inde i Viger, "Vaager". Tel. (Sell.): Vaaksiis og oftere Voksiis (ii), saa det synes (sat) i Forbindelse med voga, at vove.

vaagskø(y)tt adj. = vaaskøytt (NGbr.). NGbr. (Lom, Vaagaa). Neppe meget brugt.

vaagug adj. = vaagen. Li. (Bakka).

"vaahøv adj. usikker". A. Nfj.

Vaahøve n. yderst sjeldent Tilfælde. Tel.

"Vaak m. Spædbarn". A. Fosn, Gul. Stjør.

"vaak adj." A. 2) ussel. Sæt. 3) hæslig; styg, især grov. Sæt. Li. (Sirdal). "Vee(n) o vaak".

Vaaka f. Pige = Vækja. Ndm.: Vaak.

Vaakbarn n., -unge m. Spædbarn. Ndm.

vaaken adj. = vaak. Rbg.: kj.

vaakleg adj. = vak. Rbg. "Vaaklegt vaksen".

vaakna v. blive skrøbelig. Rbg. (Gjøvdal).

vaakutt adj. svanger. Ndm. (Rindal, Ti.). -aat.

Vaal n. Dynge af Grene og mindre Træstammer. Solør, Vinger, Smaal. "Kvistvaal", Rom. Smaal.

Vaal m. Dynge. Innh. Namd. "Ein heil V. mæ Fisk". "Bræⁱnne Vaal" = b. Kos; Namd. Se A.

Vaal n., Vaal m. se de flgg. vaala.

"vaala v. n. (ar), vraale". A. Shl. Nfj. Tel. Sogn og YHard.: vaola. "Vaala aa roopa"; Shl. "Kalvn vaolte"; Sogn (Lustr). – Vaal m. et enkelt Vraal. Tel.

vaala v. (ar), 2, dynge sammen, danne "ein Vaal", samle til "eit Vaal". Innh. Rom. Solør. Mest: "vaal(e) i Hoop". væle d. s. Smaal. og fl.

vaala v. (ar), 3, 1) irre om (i Uføre og Uveir), tumle strabadserende omkring. Sdm. (Hjør. Harham). "Han gjekk dær aa vaala aa visste see ingjen Veg". "Han vaala see utføre Fjell´e". 2) tumle, søle, intet udrette. Sogn (Vik). "Vaola framfyr Føt´na". 3) ikke faa Ordene vel frem, tale famlende slapt (mundvælent) utydeligt eller vrøvlende; tale uskikkeligt eller utækkeligt; vaase; deelviis = lebba; deelviis = røra, tøva, vasa. Sdm. Nfj. Sfj. Vald. Aadal, Hadeland; Sogn og Voss: vaola se vavla. Maaske er her mere end eet Ord, maaske (neppe) er vaala 3, eet med vaala 2, eller (og) vaala 1,. – Vaal n. a) det at vaala (Strabadseren, Tumlen, Sølen, Vaasen, Vaas osv.). b) Person som vaalar: Søler, Vrøvler. Sogn, Sfj. – Vaal m. En som vaalar. Sdm. Nfj. og fl. Vaalar m. d. s. – vaalen adj. tilbøielig til at vaala. Jf. med Bett. af svaasa, svaassa (svossa, svassa).

vaala- se vola-. Vaalaa se Vale.

Vaalan, Vaolænde se Velende.

Vaalbjørk, Vaalebjørk se Valbjørk.

Vaale m. Dynge, Masse = Vaal. Vesteraal.

vaalundt adj. n. usikkert, upaalideligt, sjelden indtræffende = paa Voni. ØTel. Sæt. Ryf. vaaloongnt, ØTel.

Vaam n. Mathed; Kvalmhed; Svimmelhed, Omtaagethed. NVTel. Ogsaa: Disighed.

"vaama v. n. (ar), tumle osv." A. Shl. 2)gribe famlende hen i noget, gramse sløvt. Ryf. Shl. "Vaama dæ i seg". 3) arbeide planløst gramsende og tumlende, tumle med noget, vrøvle. Shl. Ryf. "Me vaama mæ alt Høye paa ei Gaangg". – Vaama f. og Vaamar m. En som vaamar, særlig 3; en stundesløs Famler. – Vaamaskap m. gramsende og tumlende Befatning med mange Ting ad Gangen; vrøvlevorren virkningsfattig Færd. Shl. Ryf. – Vaamebrook f. = Vaama. Ryf. – Jf. vama osv. – vaambre se vamra.

vaameleg adj. mat af Farve, Glands eller Smag; falmet, døsig, kvalm, slap; afmattet; vissen (stærkere end saameleg). Tel. (Raul. Sell. Kv. Vinje, Mo, Tuddal). "Ein v. Lit paa eit Plagg". "Ougo æ so v.". "V. i Ougo". Til Vaam.

"vaamen adj." A. 2) uden Levekraft, vissen; mest om Børn. YHard. (Kv.): ao.

vaana v. (ar), drive Affairer; have mange Befatninger, især (synes det) overflødige og unyttige. SGbr. Totn (Biri, Hadeland. "Vaane aa handle. "Han vaaner
mæ saa mye". "Han har vaana bort dæ han hadde". Maaske varna; se Vaaning.

vaanaa se vana. Vaandskjer se Vandskjer.

vaanda v. n. (ar), slæbe, have Møie; bevæge sig vanskeligt gjennem Forhindringer. Sdm. (Hjørungfj. Synnylven), Nfj. (Honndal). "Vaande mæ noke". "Han gjekk dær aa vaama aa vaasa aa vaanda". "Vime aa veine aa vaande". "Va(n)gne aa vaande". "Vaande i Snjøv´a". Maaske for vanda til Vande m.; eller (da and > aand er usædvanligt) ligetil af Vond dvs. Jordrotte.

Vaandafisk m. første Fiskedræt efter Iisløsningen. Dal. (Dunkelt. Derimod "Vaanne" dvs. Vande).

Vaaning m. 1) Samlingen af Bohave, Løsøre, Redskaber og Gods; bruges gjerne med nogen Ringeagt. Gbr. 2) Varer, Gods man fører med sig. Gbr. Vald. Se A. G. N. varningr Gods, Varer. – 3) Vaaninger levnede Ting fra Persons Ophold i Marken, fra Jagt el. Hvile; f. Eks. Vildt-Indvolde, Papirstumper, Madrester. SØsterd. (Aamot). – Vaaningshus n. Redskabshuus; næsten: Skrammelskuur. Gbr.

Vaa-ord n. = Vaaeord; se Vaae. Sæt.

vaapnbyrg adj. vaabenfør. YGard.: vaopna-.

Vaapnhus n. Vaabenhuus = Vaaknhus; Ma. mest: Vaabn-. Paa Færøyar: vákn = G. N. vápn.

"vaar pron. vor". A. voor f. Selbu, NGbr. (Lom, Vaaga; sjelden). – Masc.: voorn (voor voort, som doorn, se dykkar), Selbu; vaaⁱnn Østerd. (Tyldal), Ndm. (Rindal), Ork. (Rennbu, Meddal); vønn og vaann (vaar f.), Vald. (Vang, Slidre); vodn og voⁱdn (dvs. jodholdigt dn), Nhl. (Herlaa, Fana). Ogsaa: "Saag du voⁱdn ette Byvegjn?" saa du vore Folk, nogen af vore; Nhl. (Fana). "I vaare", i vort Huus, hos os; Østerd. ligesom daare. – vaare bruges som pron. pers. = oss, i Vestfold (Sandsvær, Lardal). "Du maa besøke vaare", besøge oss. "Me vaare, hos vaare, te(l) vaare", med os, hos os, til os. Dette "vaare" tør være fremgaaet af G. N. (til) vár, Genetiv; jf. Possessiverne "okkon" og "dykkon" brugte som Akkusativ og Dativ = okke (oss), dykke. Det i Byerne i SO brugelige "vaars", = oss, tør have lignende Oprindelse (vaar(e) + oss), for saa vidt det ikke er indkommet fra Jylland.

Vaara f. Larve af Bremse, se Vere. SHelg.

vaararm adj. se haustrik. SGbr.

Vaarblote (o') m. se Blote. Tel. Rbg.; Østl.: Blota. Vaarblot (o') n. d. s. NGbr.: -blaat (kort aa).

vaarbroten (o') adj. brudt om Vaaren. Sæt. "Vaarbroti Lauv". Vel ogsaa om Mark opbrudt da.

"Vaarbøle n. Sted eller Gaard som faar tidlig Vaar. VTel. (Mo).

Vaardøya f. 1) Dyr som dør eller seer ud til at skulle dø i Vaarnøden. Dal. Li. 2) fig.: mat og ubehjælpelig Person, Drog. Dal. Li.

"vaarfim (i')". A. Gbr. vaarkjømt d. s. Ndm.

Vaarfivil m. = Leirfivel. Stjør. Og: -fevil.

Vaarflokar (oo) m. pl. a) Løsuld som afplukkes om Vaaren. b) Uld som afklippes om Vaaren. Tel. Rbg.

Vaargjerd f. = Vaargjæla 1). Sfj. (IDale).

Vaargjæla f. 1) kjølig fortørrende Vaarvind. Sfj. 2) Hudens Tørhed og Ruhed i Vaarveiret = Vaarhæsa. Nfj. Sfj. Se A., Gjæla.

Vaargnæ og -gnæe m. koldt noget vindigt Vaarveir. VAgder. Og: Vaargnæa f. Li. Dal.

Vaargogn f. Redskaber til Vaarbrug. Hard.

vaarhegnd adj. = vaarvarna. Hall. G. N. hegnd.

Vaarhik m. Fæets Afkræftelse i Vaarnøden = Vaarnekk. Vald. Oslo, Odal og Smaal.: -hiik; Hall.: -heek. "Krøtøre faar Vaarhiikn i see".

Vaarhæs m. = Vaargjæla 1) og 2). VAgder, Sæt. Dal. Jæd. "Vaarhæsn æ kaamen i Hændane".

"Vaarhæsa f." A. = Vaargjæla 2). Sogn, SBerg. Ryf. Agder, Tel. Ndm. Ofte i Fleertal. "Midt i Vaarhæsedne, -hæsune", midt i Vaartørken; SShl. Tel.

vaarhæsen adj. fortørret af Vaarhæsa. Li.

Vaarhæser m. = Vaarhæs. SShl. NRyf. Vaarhæse Shl.

Vaarklemm m. = Vaarnekk. SSmaal.

Vaarknip (ii) m. = Vaarknipa, Vaarhik. Hadeland, Smaal. Vestfold.

Vaarkrepp m. = Vaarknipa. Sæt.

Vaarkreppa f. = Vaarknipa. Dal. og fl.

Vaarkruk m. en i "Vaarknipa" sammenkrøben Figur. Li. (Vanse). "Höustfuud o Vaarkruug".

"vaarkunna v. a. (ar)". A. Rom. Hall. (Gol). 2) skjøtte om; agte for værd pleiende Omsorg. Hall. "Dokteren ville kji vaarkunne dæ lihle Saar´e" = vaatte(re).