A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Yrpa f. = Urpa. – yrpe seg tee v. blive meget fyldig. – yrpeleg adj. NVTel.

yrutt adj. 1) om Veir med Yr 2) og 3). Østerd. "Yyrete Veer". 2) som lider af at "dæ yyrer i Kroppen paa'n". SØsterd.

"yrva v. a. (er, de; ogsaa a), opruste, f. Eks. Haaret". A. = yva. yrve seg, og "yrve seg upp" el. "tee", reise Børster, gjøre sig bister eller bred. VTel. (Laardal, Raul. Vinje); Ryf.: ørva. "Han yrva (yrvde) seg o ville taka paa Prestn". 2) om Veiret: blive truende. Jf. urva.

yrven adj. 1) bister, som "yrver seg tee". Tel. 2) vranten, smaasær. Trondh. Helg.: ørvin. 3) utilpas = urven. NGbr. (Lesja): yrvin. 4) om Veiret: bister, truende. Ryf. NTrondh. "Han æ yrven (og: ørvin) mæ Veer´e (og: mæ Vee`ra, -`ri). 5) lidt fjantet. Dal. (Hedl.); se urven.

Yrving f. det at "yrva"; Selvophidselse. Tel.

Yrving m. Halvfjante. Dal. (Sokndal).

yrvla v. "yrvle seg ti" = yrva seg. VTel.

Ysa (yy) f. = Ysma; se Ysja. Voss.

ysja v. n. mylre frem, drysse frem; om bitte smaa Dyr. Sdm. (Harham, Hjør.): yysje yys´e yyste yyst; men desuagtet snarest eet med hysja (huste) og med hysja dvs. drysse. "Dæ yys'e uto Kvefsebøla (Kvepse-); dei kjem yysjande uut". "Dæ va so dæ yyste ’taa 'naa mæ Luus".

Ysja f. = Ysa, Ysma; er tykkere end Dusma. A. Hard. (Kvamm). "Da ligg´e slik ei Ysja før (fy) Öugo so eg seer inkje sto^urt".

Ysma f." A. Shl. "Varme-ysma". – "ysmen adj." A. Nhl.; Shl. ofte øsm-.

Yste m. Raamælk. ISogn, Nhl. – Ystemjælk f. d. s. Sogn, Hard. Istemjælk Voss, Hard. (Ulvik).

"Ystel m." A. Ystil Land, Vald. Gbr.

Ystingball m. Ostmusball. Hall.

"yta v. a. 2) = skuva". A. Sogn. "3) afhænde". A. Li. 4) skaffe sig fra Halsen; faa tilfredsstillet; betale. Dal. (Sokndal, Hæsk.), Sæt. "Me yytt' an (av) mæ dæ". 5) forbruge. Sfj. 6) udnytte. VNed. "Me yyder Stokkn bære naar me skjer 'an paa dæn Maaden". – yytt um bytt, lige for lige, ligegyldigt = Hipp um Happ. Tel. Ogsaa: "yytt som byytt"; Tel.

"Yta f." A. Ndm.: Yyt'. Yyt-Vee Ndm.

ytar (yy) = ytre. Kun i "yytar Maan" (dvs. Mun), Overmaal, Yderlighed. Gul. "E ga 'om no yytar Maan", jeg gav ham nu meer end han skulde have. Ogsaa: "i yyttr Maan", STrondh. Og: "Han too(k) nu vel ytta Maan"; Indr.

ytast v. n. disputere. Sæt. Og: ordytast.

Yting f. 1) Afslutning; Ende. VAgder. "D'æ paa Yydingæ (-a, -aa)", det er paa det Yderste, lakker mod Enden (af Livet, af Forraad osv.). 2) Afhænding. Ogsaa: Ydelse, Betaling i Varer. Dal. (Sokndal, Hæsk.). "Eg sette han paa Yyding", jeg tilbød mig at tage hvilkensomhelst Ydelse.

ytla (yy) v. a. yttre, udlade sig med. Jæd.
(Gjæstal). "Eg yytla dæ kje mæ 'an". "Han yytla kje eit (ætt) Oor".

Ytnad (yy) m. 1) Afsætning. Ryf. Shl. "Goo´e Yytna". 2) f. Afhændelse. Ryf.

ytr (yytr) adv. udentil; der ude. Ndm. Jf. øvr.

Ytra (yy) f. de udenfor liggende Bygder; Kystegnene. Hard. – Yyttrefolk n. Folk fra Y. Hard. – Yttrafe n., Yyttrakyyr f. Fæ fra de ydre Bygder. Sogn.

Ytring (yy) m. En fra "Ytra". Ryf.

"ytst adv. og adj." A. Ma. Og: yyst, Ma.

Ytta f. det yderste, det sidste. NGbr. (Lom, Vaagaa), Ndm. Romsd. "Häⁱlde paa unti Yytta", til det sidste. "Dæ vart uuti Yyttaan(n)" = i seinaste Lagje. Ndm. "No kom du uuti Yyttaan". "Han prøvd' no i Yyttaan", til det y. – ytta se ytar.

yttelege adv. overmaade. NØsterd. "Y. gott".

yttug (yy) adj. som holder ud i det længste. NGbr.

"yva (yy) seg v." A. Nhl. Sfj. Namd.

yvaleg adj. voldende, Gruen, "Yving" (se yvast). Røldal, Ryf. "Dæ va so skoddete, dæ va yvalig", det var en Gru at skulle tage ud.

yvan, i: yvanti(l) adv. og præp. fra hiiin Side. SætB. "Yvati Aane", fra hin Side af Aaen; men "ovati Dal´n", fra den øvre Deel af Dalen.

"yvast". A. Shl. Røldal; Jæd.: yvast, ivast.

yveleg (y') overordentlig. VTel.

"yven (yy) adj. 1) og 2)". A. Namd. 4) ru, bister, barsk; om Folk og Veir. Ryf. Sfj. Jf. ubben. 5) medtagen af Veiret. Ryf.

yven (y') adj. som let vil yvast; omtr. = kvidesam, guven, suten. Shl.

"yver (y') præp. og adv.". A. ivi NGbr., yvi adv., yve (og yvi) som (ubetonet) præp. Rbg. VTel. (Niss. Mol.). "4) mere end osv." A. "Dæ va yvi alt", overvættes. Rbg. "Yve (øve) blii", overvættes blid, altfor blid; Ma. "Da va kje yve eg vart rædd", jeg holdt paa at blive ræd; Voss. "Gjeva seg yver", give tabt, blive opgiven. "Ivi Höug", overhovedet, NGbr.

yverdraga v. a. (drog), fordrage, komme ud af det med, finde sig i, holde ud med, bære over med. Tel. Sæt. "Ividraga Arbeisfolkji". aaverdrage Smaal.

Yverbyr, overdrivelse. Dal. (Hæsk. Hedland). "Dæ bli alti Yvebyr fysst han losa mæ e(i)kko", begynder med noget. Maaske Yverbyrd, da det er optegnet som f.

Yverfar n. overfart; Færgning. SætB.

"Yverferd f. 3)" A. Tel. Agder, Ryf. Innh. "Dæ kom slik Yvifal aavr mæg"; Innh. 4) Overgang i en ny Tilstand; noget som gaar over; = stutt Rid. Innh. "D'æ da bærr (e)i Yvifal".

"yverfødd adj." A. Dal.: yvefødde.

Yverfødning m. Handyr som er fodret to Vintre igjennem foruden den hvori det er født, altsaa over to Aar gammelt. Tel. (Sell.): Ivifønning. "I's Bøkaar, Bukk".

"Yvergang m. 5) Overlegenhed osv." A. Sæt. Ma. "Fortenesta vart´e Ivigaanggs", blev overordentlig. "Han va Yvegaangs te fydda seg", overvættes, voldsom. "Iviganggskjæmpa den veeste"; Tel. "6)". A. "Iviganggskviige" f. tre Aar gammel Ko, som endnu ikke har taget Kalv; Hall. Tel. Sogn. "Aavrgangsukse" m. Okse som er mer end fire Aar; Vald. (Bagn). 7) Overlæder i Skotøi. Nfj.: Øvegaangg.

Yverham m. Overdeel af det som bestaar af to Hoveddele. Sæt. Tel. Dal. "Yvihamn paa Kjerra, Sle'en, Karjoln, Skoo´ne".

"Yverkast n." A. 4) Reb, som strammes over Kløvsadlen og hvormed Kurvene løftes op. Nhl. (Eks.).

"yverklaar adj." A. iviklaar NGbr.

yverlagjes adv. over Maade, vel meget. Hard. (Ulvik). "No vett´e da ratt yvelajes", nu bliver det dog overdrevent, for galt. "Yvelogd" f. d. s., er optegnet fra Hard. (Øydfjord).

yverlang adv. mageligt = høglege. Tel. (Kv.). "Me fær fara ivilang'". Østl.: "aavrlang'".

Yverlaup n. = Yverham av Kjerra. Jæd.: Øveløb.

Yverlaat m. = Yverlæta 2). NGbr.: Ivi-.

yverlaaten adj. omtalt, vel eller ilde.

"yverlaups adv." A. Wille: "aaverlaups".

Yverlesnad (e') m. Forklaring, Commentar. SætB. "Luther hae skrivi äen Yvilesna yvi adde Bøk´an i Bibeln".

"yverljost". A. Sæt. Yvileer dvs. -ledr. Innh.

Yvermake m. mere end Mage; noget som overgaar. Sæt. "De finnst alli Makji, o alli Yvemakji".

Yverrenslor f. pl. det at, eller Sted hvor, man lader Bjælker glide over Bjælker nedad Bjerget. Tel.: Ivi-.

yverrigen (i') adj. = ovvægjen. Sogn.

Yverro n. Færgested, Sund. Sæt.: Yvero og Iviro.

Yverroar m. Færgemand. Tel.

Yverronad m. Overroen, Færgning. Rbg.

yversetja? v. opsætte, udhale. STrondh. (Ork. Bynes og fl.): aavrsætt'. Og: sætt' aavr". "Dæ vart aavrsætt mæ Byreisa".

yverskjenkt adj. beskjænket. Dal. (Hedland).

yverskya adj. forbløffet; eg. overskyet. Dal.

yverstevla v. a. (ar), mægte, faa Bugt med; overvinde. SHelg. (Brønnøy, Bindal): aavrsteevl'. Se stivla.

yverstige adv. overvættes, overmaade. Tel. (Mo, Laardal, Kv. Aamotsdal): "ivistiji mykji".

"Yverstoda (o') f." A. INfj.: Øvestode.

yversvagen adj. = ovvægjen. Sfj. (Førde): øvesvajin. Se svaga. øvesvægjen d. s. Sfj. Se svægja.
yversynt (yy) adj. 1) som seer over eller forbi. Dal. 2) skeeløiet. Rbg. VTel. (Moland): yves^øynt og ivisyynt.

yvervagen adj. = ovvægjen. Sfj. (Førde, Holsa): øvevajin. Til vaga. – yvevegjen d. s. Voss. "Y-e Lass".

yvervakt adj. som ikke har faaet sove den hele Tid. Dal. (Sokndal, Hæsk.).
Æ.
Æ, Lyd (Bogstv), G. N. æ, vil i de indre Bygder af Agder (Sæt. og fl.) holde sig langt foran lange (dobbelte) Konsonanter og Konsonantforbindelser: "ræædd´e", "æækta"; ofte vorde langt, istedenfor e',: "Hæælma, Hæælg, æælnast".

"Æd f. 2, Ederfugl". A. Ær, pl. Ær´e, Jæd., Ær´a Li. – Æefugl Ndm.

Ædarbose m. = Ædarstegg. Fosn: Eeaboose. Eeblikk d. s. Nordl.; Ee(a)kall d. s. Ndm.; Eeastagg d. s. Namd.; Eeastægg d. s. Trondh. Nordl.

Ædarkjerring f. Hun-Ederfugl. Ndm.: Ee(a)kjærring; og Ee(a)kaanaa Ndm.

Ædarkonge m. en Art Ederfugl, Oedemia fusca (og nigra): Æ-, Ær-, E.. Kaldes ogsaa "Havorr-æ(d)", "Havorre, Sjo-orre". Oedemia nigra kaldes helst "Svartand".

ædeleg se edeleg.

"ægjen adj." A. Sæt. – Æk se Eke.

Ægtebev (ee) m. Lighed mellem (vordende) Ægtefolk. ISogn: -Beev; SVald.: -Bæv. Se Biv. – Æktekveem m. d. s. Hall. (Nes); se kvima. – Æktesvip m. d. s. Tel. Hard. Sogn. Æktesveip d. s. Hall. ISogn. Og: Æktasvöyp ISogn.

æka v. n. (ar), tale med Anstrængelse og Stotren og med mellemkommende Æ-Lyd. ØNed. Ogsaa: hæke ØNed. Og: eeka, heeka se d. – Æk m. En som ækar.

"Ækra f." A. Eekre Østl. (Vestfold og fl.). Eikr' Stjør.

Ækreblome m. en Kurvblomst som ligner Baldrbraa, Matricaria. Rom. Vestfold: Eekrebloomme. Anthemis arvensis?

ækta v. (er, e; og ar), = æka. Agder. "Ækta o strinta".

ækteleg adj. 1) tilbøielig til at "ækta" i Talen, til Ækting f. Agder. 2) kræsen; let kvalm. VTel.

"æla v." A. Agder, Rog. Shl. Voss.

Æla f. en liden aal-lignende Lange med Man langs Ryggen. Nhl. Shl. Ogsaa: "Laanggeæla".

æla v. (er, te), 2, faa Afkom, yngle. Ryf. "Hu æle jussaa Kjettaa". Jf. Æle (Edle), elja, ala.

Æla f. Travlhed; = Staak, Uppstyr. Ryf. Dal. "Dæ vart ei heile Æla a dæ Fiskje". "Han æ i Ælaa mæ dæ".

æla v. n. (ar), tumle med noget, have travlt = staaka; søle. Dal. "Han gjæng o æla o sudda mæ dæ".

Æle m. Spire, især af Korn som mæltes eller staar afskaaret men ei indhøstet. Rbg. Voss og fl.

Æle n. Slægt, Rase osv., se Edle. – Ælesfe n. Stamdyr. Shl.

Æle f. og n. se Ela, El.

Æling m. liden Unge, Yngel. "Siik-Æling". Hedm. Totn. Ælning d. s. Vald. Jf. Elning. ælltort og ænntort se annatkort.

ælne og ælnes v. n. om Mælk: blive bitter og usmagelig ved for lang Henstaaen (om Vinteren). NØsterd. (Oos, Tynset, L. E.). "Mjolkja ælnes". Maaske: elgnast, til elgjen.

æm, æm´e (VTel.), æmelæg, æmen, Æme f., æmm se eim, eimen.

æma se ema. – æme, lugte (vammelt). Svein.

Æns, Ænse, ænse se Ans.

"Ær n." A. Eer Ma. Ndm. Ee Stjør.

Ær f. og Æra f. = Err, Alnus. Ma.

"Æra f. Hæder". A. "Bjo(e) si goe Ære tee", beile. NGbr.

"æra v. (er, te)". A. Hard. Voss, Shl. "Da ærer gott", det lover godt (Aarsudbytte).

æra seg v. (ar), hædre sig selv ved maadeholdne Fordringer. Hard. (Odda, Ulls.).

[ærbar adj. forekommende; honnet. Hadel.

?Ære n. Sag, Affære. Li. (Spind). "Han skulle forklaara seg um dæ Ære". Ærend?

"Ærend f." A. Æren, bestemt: Ærendee, NGbr. (Lom, V.). Æring Ndm. "Einkom Ærend" = eins Æ. Østl. "I eins Æren", Nordl. Se raka, reka.

ærendsend adj. sendt i et Ærinde. Hard. (Odda, Ullsv.). "Jöu eg va ærendsænde dan Gaangjn, likavæl!" jo jeg fik rigtignok udrettet Ærinde! (selvfølgelig ironiskt).

Æring m. aarsgammelt Dyr, især Hest. Hall.

ærsam adj. forekommende = ærbar. Østerd. STrondh. "Ærsam aa snill".

Æs f. rektangulært Hul, hvori noget indfældes. Voss, Hard. (Ulvik). "Riive-æs". "Mäia-æs". G. N. æs Hul til at stikke noget igjennem.

æsa v. a. (er, te), 2, gjøre et "Æs" i noget; indfælde noget i et "Æs"; indfælde (overh.). Voss, Hard. Nhl. "Vi du æsa eld' vi du bora?" "Æsa ut Hol i Mäi´n".
"Æsa inn äen Tapp". "Æs inn denna Riivo! "Æsa Sle'ebäenæ inn i Mäiane".

"æsa v. gjære". A. Om Dei: æse æs ees eese Østerd. (Rendal, Tynset). – Æs(s) m. Gjæring. Totn.

Æse m. Skolæderets øvre Kant. Sogn, Voss. "Da säu upp um Æsadn".

Æsing f. Indfældning, det at "æsa"; Sammenføining. Voss, Nhl. Hall. Stool´n æ löus' i Æsingo".

"Æsing m. 1," A. 2) En som er fra et Sted, hvis Navn er Aas eller ender paa Aas. "Doombæsing" fra Dombaas Grend i Gbr.; "Vassæsign" fra Vassaas i Vestfold osv.

"Æsing m. 2, Skybanke". A. Sfj. Nfj.

Æsing m. 3, = "Æsing f. tyk List osv." A. Den er i den allerøverste Kant af Baaden, i Oslo, Bamle. Hæsingg SætB.

æsingsett adj. ladet til Kanten. Ndm.

"Æst m." A. 2) Gjær = Gang, Jestr. Vinger, Gbr. – Æste, Æstestein se Eista.

Æta f. Aadsel = Aata. Shl. (Stord).

Ætevok (o') f. Vaage som Strøm eller en "Aatgrunne" har ædt. Rbg. (Aamlid).

Ætt f. og Ækt, Østerd. Gbr. "Kallækt".

Ættarbolk m. Afdeling af Ætt. Li.: Ætte-.

"Ættarskamm f." A. Rbg.: Ætteskaamm.

Ættarsoga f. Ætsagn. VTel. (Vinje): Ætte-.

Ættarstreng m. Ætlinie. Tel.: Ætte-.

"Ættriv (i') n. 2)". A. Tel. (Vinje).

"ættvill adj." A. ættavidlu, Voss.

æva, Æva f., Æve n. se eva, Eva, Ev.

"Æva f." A. Øva Helg., Øv' Salten. "Da ha no vör saa i Øv aa all sin Daga". Æve m. ISogn.

ævelaus, æv(e)løysa, æveleg se ev-.

Ævele(g)fonn f. "evig" Sneemasse. Ndm.

"ævelege adv." A. Jæd. Agder, Ndm. ævensle ISogn. "ævele lei", Ndm. "ævelskle lang, længji", Hall. Se ogsaa Aar.

"Ævordom m." A. Ma. (Aaserall). "Dæ he vart fraa Ævordoomn, o vi vara te Ævordooms". "Fraa Ævorsdoomee" Tel. (Vinje). Ogsaa: Ævorsdømi Tel. (Vinje). "De he vore tee fraa Ævers Tii"; Ma. (Holum).

ævorlege adv. = ævelege. VTel. (Mol.). "Æ. længji". "Aar o ævurlege" se Aar. SætB. "Aar o ævorsklege". VTel. (Vinje). Fra SætV. er meddeelt: "æverdleg, evig og altid".
Ø.
Ø Lyd (Bogstav), G. N. œ, holder sig i IAgder langt foran lange Konsonanter og Konsonantforbindelser: "støø^yrri" større; Sæt. Oprindelig kort Ø faar et Forslag af y i Sæt.: "k^yøt" dvs. kjöt.

Ø n. Tilbøielighed, Lyst; = Une, Nattur. Shl. (Fitja, Kvinh.). "Eg kann kje ha Ø te slikt". "Eg hadde aldre rett Ø mæ da Skytrie". "Godt Ø mæ aa fiska". Vel G. N. œdi Natur.

Øda f. 1) Brunst. Ryf. Shle. 2) stærk Attraa. Hard. Shl. "Øa häemeettee", Længsel hjem. "Øa eettee Bäitee". "Fiskaøa", efter at fiske. 3) viltert Kvindfolk. Hard. "G^euta-Øa". Jf. Od; G. N. œdi Raseri.

Ødd f. og m. hed Iver; urolig Grebethed; fremfusende Hast. Sogn (Vik, Hafslo), Sfj. (YDale, Holsa). "Han æ komen i slikäi Ødd". "Dar æ slik Ødd i'an". "Han ha slik´e Ødd´e, eg fekk 'kje stogg'an"; Sfj. "Da va svært te Ødd´e du fer i!" Tildeels: Ydd, YSogn. – ødda v. (ar), fuse frem, ruse til med Ord eller Gjerning. Sfj. – Ødd´e, m. En som er ødden adj. fremfusende osv. Sfj. – Og: ydda, ydden. Maaske til Od. Se Øgd.

ødla v.a . og n. (ar), opflamme, kildre; lokke ved Smiger, fjase lokkende, besnakke og dl. = øla. Nhl. (Mo), Voss, Sogn, Hard. "Han ødla mæ han so længje te han fekk an te gjera da". "Ødla ein mæ seg". "Ho ødla Kydna sina so upp", forvænnede Kjøerne ved Kjælen. – Er maaske eet med øla, ølla (Nhl.) A., og oprindeligere; jf. øda. øla (er, te), Ma. Totn, Hedm. Ringerike, Land og fl. "Ein kann øla 'an upp te ko dæ æ". "Øle paa ein", rose op i Øinene; Totn. "Øle ein tee dæ"; Ring. "Gje ein Øle-sørpe"; Østl.

Ødla f. 1) en tosset kjælen koket let besnakket Kvinde. Sogn, Voss, Hard. "G^euta-"ødla". Øla, Li. Romsd. Totn og fl. 2) naragtig Tosse. Vald. Totn: Øle.

"Ødla f. Firbeen. A. Øle Gul. NØsterd.; Øl' Ndm. Ork.; Ørl' Ndm.; Æle SVald.; Eile SGbr. Hedm. Vardal; Eele SØsterd.; Eelle Hadeland; Øldre (ö) Selbu. L'et er ingensteds "tykt".

Ødle n. = Ødla 1) 2); om begge Kjøn. Voss.

Ødlehogg (o')? n. et Slags Saar som vanskelig gror til.

Shl. (Fitja): Ølehogg.

ødlen adj. 1) tilbøielig til at "ødla". SBerg. 2) tosset, kjælen osv. lig en "Ødla". SBerg. "Söu´n æ ødlin". "Ai g^eute-ødlæ Jænta". ølin NTrondh. – ødlutt adj. = ødlen. SBerg.: ødlete; Vald. Hadeland, Totn, Hedm. og fl.: ølutt adj. = ødlen. SBerg.: ødlete; Vald. Hadeland, Totn, Hedm. og fl.: ølutt, ølete. – ølug adj. som let lokkes ved Smiger. Vald.


Øgd f. omtr. = Ødd. Sfj. (Y- og IDale, Førde), YSogn (Eivindvik). "Han foor mæ (i) slik ei Øgd". "Ho va i ei svær Øgd". "Han va so i Øgd´a". Se Ødd.

øgda v. n. (ar), omtr. = ødda. Sfj. – øgden adj. = ødden. Sfj. "Han æ so øgden 'taa seg, he kje Tii te biie". Dunkelt.

øgja v. n. (er, de) 2, 1) føle Kvalme, væmmes = klia. NGbr. (Vaagaa, Lom): ø-je, øgde (~ pløje pløgde; ikke ~høye). Se øgja, A. Lyder: øga øge øgde ISogn (Balestraand, Hafslo, Lustr); øy (Imperf. øydd), Innh. Namd. SHelg. 2) have Betænkeligheder = klia. ISogn. "Han øge ikkje pao ko han gjere". Er vanskeligt at skille fra øgja, gjøre (sig) bange.

"øgjast v. forskrækkes". A. Sogn.

øgjelaus adj. 1) hensynsløs. ISogn. Oftere: øgjeslæus, øgeslæus ISogn (Lustr, Aurland). 2) overordentlig. Nfj. (Stryn): øjeläus; ISogn (Hafslo): øgalæus; ISogn (Aurland): øgjalæus; Sfj. og Sogn (Vik): øyeläus.

øgjelaust adv. 1) hensynsløst. 2) overmaade.

øgjeleg(e) adj. og adv. forfærdelig; forfærdeligt, overmaade. Tel. Rbg. Voss og fl. "Han æ øjelege te stele". "Ho ber´e seg so øjelege". Voss: øyele og øygsle; Sogn (Aurland): øgle.

"øgjen adj. forfærdelig". A. 4) overordentlig. Sfj. Sogn, Voss og m. fl. "Da æ baade øje aa løje". "Øja Moro". – øgje n. (adv.) overordentligt. Sfj. og fl. "Øje liita Tii". Se Øye.

øgjen adj. 2, vammel, især form. Fedme; kvalm. ISogn: øgen (haardt G). "Fleskje æ øge". Sammesteds: øyen dvs. forfærdelig. 2) lidende Kvalme. NGbr. Jf. Øye-smok osv.

øgjeslaus adj. se øgjelaus.

Øgjesløysa f. hensynsløs Person. ISogn.

øgla v. (ar), mylre. Senja. "Dæ va so tjukkt mæ Makk so dæ øgla". Jf. ylja; økla.

Øgn? f. Hestesygdom som er forbunden med "Vombkast". SHelg.: Øngn.

øka v. = uka (oka), ryggja. Sogn (Hafslo).

øka v. (ar), føre ondskabsfuld især haanlig og æggende Tale; fjase ondskabsfuldt, drille vringlevornt, skvaldre fornærmeligt. Follo, NSmaal. "Han sitt´r aa økär aa jaalär aa geipär aa sier saa mye oom Fölk". – Øksesnakk n. slig Tale. Økespraak n. haanende Udtryk. Follo. "Økeri" d. s. Jf. foreg.; oka (flytte, rokke); aka, eka.

økesam adj. 1) tilbøielig til Øking f., til at "øka"; ondskabsfuldt drillesyg osv. Follo, Smaal. 2) se øksam. – økekjær adj. = økesam 1). Smaal. Se A. – økutt adj. = økesam 1), geiputt. Smaal. Vestfold.

Økja f. travl Skynding; urolig Hast. Nhl. "Han va i slik ei Ø.". Maaske til aka.

Økl se Øksl. – økle se okla.

?økna v. n. (ar), = asna(st). SHelg. "Kuu´ee økna ette Sopp, Odyr".

"Øks f." A. Oks (o') Nfj.; Aaks Ndm. Vald. (VSl.; men "søva"); Ooks Romsd. (Bolsøy, Veøy, Eid); Ö^uks Odal og fl.

øksa v. n. bruge Mund, skjælde; = teksla. Nhl.; Romsd.: ookse.

øksam adj. 1) travl = oksam. Smaal. (Askim). 2) = oksam, amper. Smaal. Maaske: öksam, og eet med oksam; jf. øka.

Øksestall m. se Stall 6). Økseklove (o') m. d. s . Sæt.

Øksevol (o') m. en Valse hvorover man laver Økseøie. ØTel.: Øksevool; Rom. Odal, Smaal.: Øksvöl.

"Øksl n. 3) Gevækst". A. Rbg. Ned. Ma. Øksel Ryf. (Suldal); Økl Shl. Sogn, Sfj. Li.; Øksn Tel.

Øksle n. = Øksl 1) 2). Smaal. – Økslevon f. Udsigt til Formerelse eller Fornyelse af Slægten. ØSmaal.

økst adj. ophidset; omtrent = egst. Sfj. (Holsa).

Økt f. en fingertyk rød Larve, sandsynligvis af en Natsommerfugl; ansees giftig. Ndm. (Ti.). – økt se aug, audet.

øla v. n. (er, te), mylre = ylja, aula. Ndm.

øla v. lokke se ødla. – Øla f. se Ødla.

?Ølber n. = Mikjaalsber. Tel.

Øldre se Ødla. – Øle f. se Ødla.

Øle n. se Yrde. – Øle m. se Yle.

"Øle n." A. Nfj. Shl. Hard. "Nauda(r)øle, Aatøle, Matøle".

ølen se ylen, og ødlen. – ølete se ødlutt.

ølja se urja, ylja.

Ølje m. sliimagtigt Plantebelæg; som paa Vandpytter, paa Mælk (Skimmel). Østerd. (Aamot, L. E., Tynset).

øllgamal (ö) se old-. – Øllus se Eldhus.

Øl-moa, -mus, -must se yl-

Ølskant m. liden Ølskaal. Hard. (Ullsv.).

ølug se ødlen.

"øma v." A. øme paa = eva paa. Rbg.

øm(m) se eim. – ømeleg se ymeleg.

ømsa, ømsaa se yms. – ømstre se imstra.

ømta v. n. (ar), drøvtygge. Rom. Jf. øma (mumle, gumle?), G. N. œmta svare utydeligt eller trevent.

Øn m. 1, omtr. = Stygg 2), Stegg. Ringerike (Sigdal). "De staar slik ein (stygg) Øn 'ta'n". Ønn m. d. s. Vestfold (Jarlsberg, Larvik, Sandsvær); som "grønn" < grøn. Jf. Onne.