A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

vægd adj. se attvægd, framvægd.

"vægja v. n. 1." A. Østerd.

"vægja v. n. 2." A. Tel. (Tuddal, Sell. Kv.).

vægja v. n. 3. (er, de), holde Fiender borte, værne. Sogn, Nhl. Sfj. Nfj. "Vægja fyr Aokr´n".

vægjast v. n. (jest, dest, st), ømme sig for, ville nødig til med. VTel.: "vægjast mæ".

"Vægje n." A. m. Nfj. 2) Fynd, Kraft. Nhl.

Vægje n. 2. 1) Løftestang = Vaag. Sogn, Sfj. 2) noget til at værne, "vægja", med; f. Eks. Stok, Busk. Sogn, Sfj. Nfj.

Vægje m. Saft. VTel. Se Veigja.

vægjes, i storvægjes, tungvægjes.

Vægsl f. (n.?) Ærefrygt = Vægje. Nfj. (Honndal og fl.). "Bere Vægsl før noke". G. N. vægsl, f.

"Vækja f." A. Vekkja Hard. Vikj' Gul. og fl.

vækla v. n. tage eller holde med et slapt, svigtende, Tag; haandtere famlende og klodset. Hall. (Nes, Gol, Aal): væækle. – Vææklee m. og Væækle (-æ, -ø) f. En som vææklar, sliphændt Klodrian. – Væækling m. d. s. – Væækleneevee m. d. s. eg. vææklen (adj.) Næve. Vel eet med vekla, A.

"væla v." A. "Gjeeta væle". Tydal. Se skvæla, kvæla.

Væla f. 1) uordentlig Masse, Dynge, Hob. Totn, Rom. Odal, Oslo, Smaal. SGbr. og fl. "Dæ ligg i ei Væle". "E heil Væle". "Riisvæle" f. og n. "Kvistevæle" f. og n. "Rugvæle" f. 2) "i Væle mæ", i Selskab med, inde iblandt. Østl. "Vi har Folk i Væle mæ", med os; Totn, Smaal. "Dæ slang noo'n Säuwer i Væle mæ Ku'a"; Odal, Østerd. Hedm. Totn, Land. "D'æ Kviitæple, mæⁱn d'æ naan röue e Væle mæ"; SGbr. (Øyer). "I Væl mæ"; Østerd. (Elvrom). "Du kann faa dænna Kniiv´n i Væle (Veele) me", i Tilgift; Vestfold. Hid hører maaske: "Dæ maa e (dvs. i el. ei?) Væle", det er ligegyldigt; Gbr. (Kvikne). "Dæ maa e Væle, haa dæ gaar", det kan være det samme hvordan det gaar. "Dæ maa e V., om du gjer dæ". "Taakaa mæ i saammaa Væle", og "taa i Væle mæ", medtage uden Vragning. NGbr. (Lom, Vaagaa). Jf. Sv. Diall.: i väle mä, i vale mä dvs. i hop, tilsammans. Se ogsaa væles og Val; Verde.

Væla f. 2. slap tung vissen Person. Oslo, Smaal. "E(i) Fyllevæle". – Væle m. d. s. Vald. (Bagn, Aurdal, Slidre). "Rotavælee". "Tælavælee", forfrossen Vissenpind.

Vældaagaa se Verddage. – vældre se valdra.

vælen adj. slap; magtløs; ligesom vissen. Vald.: vælin. Men: valin dvs. vaalen.

væles interj. hil! til Lykke! Helg. Innh. Namd. "Væles dæg (deig) som fekk saa stoor ein Fisk!" Ogsaa: "væles du!" Og: "vælis dæg!" Innh. Og: "vales dæg!" Namd. (Nærøy), Helg. (Alsten). Sv. Diall. (mest NSv., altsaa "Norske") har: "väles dej, väles däg, välis han!” (Finnland); ogsaa: ”Gud väles dei!" Gud gifve dig hell! Og: väl vas honom! dvs. väl vare honom, SSv. Diall. Dette "es", "vas", kunde være gamle Former af vera (vesa). Jf. "vel vere de", og "vel var du" dvs. hil dig! se vera. For Resten lyder "væl, vel", gjerne "veel" i Innh. og Namd. nu; og "Verd" er i NTrondh. og Helg. mest "Val". Og jf. "välis adv. sak samma, likgyldigt ("välis mä kva ja it´r")" i NSv. Dial. (Nyland i Finnland); jf. "dæ maa e (i) Væle" osv; se Væla f.

Væma f. sløv slap Stakkel, Stymper. Dal. Sogn. – væma se vima.

væmen adj. 1) vammel; smagløs, flau. Sogn, Hard. veemin Gul. Selbu, Strinda. Isl. væminn; væma føle Kvalme. Jf. Vaam osv. Hedder i ISogn ogsaa veemen, hvilket tør være vimen (i'). 2) slap og sløv; fyndløs. Dal. Sogn. – væmutt adj. = væmen 2). Dal. Sogn.

"væn adj." A. Tildeels: "vee (o vaak"); Sæt.

Vænd f. Udsigt til. Helg.: Væⁱnn.Se Vend.

Vænepinne m. liden Pind til at holde Fuglesnare ret, "veene upp Snoru". VTel. (Vinje): Veenepeenni. – væna se vena.

vænen adj. smagløs = væmen. NGbr. (Lom, Vaagaa), STrondh. (Uppdal).

vænns adj. 1) som giver Haab eller Udsigt; ogsaa: usikker. Helg. "D'æ væⁱnns koor Veere bi", usikkert. Ogsaa: ovæⁱnns. 2) udmærket; ypperlig. Helg. Namd. "Væⁱnns Kar". "D'æ kje saa væⁱnns". "Baade væⁱnns aa ovæⁱnns", baade godt og ringe. "Vøns og uvøns" d. s. Tel. Se Uvøne; vønt. Har Sammenhæng med Vænd, uvænleg. – vænnsle se vendsleg.

vær adj. tilbageholden. NØsterd. G. N. værr rolig.

Vær n. Sæk se Ver. – Være m. se Vedr m.

"Være n." A. 4) Værested; Rum el. Kar, hvori noget kan være = Ver. SBerg.
Ryf. Sogn, Nfj. Sdm. (Vanylven). "Ha du ikkje eit liite Være te ha detta Mjøle mitt i solængje?" 5) Tilholdssted. ISogn. 6) Tilhold. Tel. (Laardal, Mol.). "Tilværi" d. s. Vinje. G. N. væri Livsophold.

væren adj. omhyggelig for at undgaa det smudsige og modbydelige; pyntelig, net; kræsen )( "oværin". Sdm. Jf. vær. – værk se vyrk.

"Værling m." A. Væling (alm. L), Vald.

Værling m. 2, En som har en stor medfødt Lyde, f. Eks. Stamhed, Døvhed, Halvfjantethed. Ndm. Og: Veer-. Vedr?

Værling m. 3. Uld af et vaarfødt Lam; klippes gjerne ved Larsok, 10 August. Shl. (Fitja, Fjellber, Etne). – værlinga v. a. 1) klippe et Lam første Gang. Værlingarøyve n. se Røyve. Shl. 2) klippe overfladiskt. Ryf.

Værmaaln og Værmola se Dvergmaal.

Væru, Væruholo se Vere m.

værug adj. rolig. Sæt. fl. "Værug'o stidd´e".

væsa og vesa v. (ar), = tiska; se kvisa.

"væsa v. a. (er, te)". A 3) tilsee, pleie, traktere; = stella. VTel. "Væse Baan´ee" (Kvitseid), og "væse oom Baan´i" (Vinje). 4) sysle ørkesløst; pusle, søle; kludre. Smaal. Sogn, Sfj.

Væsa f. 1. En som væser 4); Pusler, Kludrer, Søler; vrøvlevorn Stakkel. Sogn, Senja, Vesteraalen, Helg. NGbr. Veesa Helg. (og, synes det, Inderste Sogn, hvor det maaske kunde være < Visa, i'). – Væseneve m. d. s. Sogn.

Væsa f. 2. heldig Forretning; = Kaup, Kast. Ryf. (Tarvastad, Nærstr.). "Dær gjoore du rett ei Væsa!"

væsast utor v. n. (est, test), tabe Kræfterne under Strabadser i Uveir. Helg.: "veesas(t) itur". G. N. væsast.

væseleg og væsutt adj. lig en Væsa 1.

væsja v. se visa. A.: væskja (?).

Væska f. let og svag Person som man behandler som man vil; Visk (Taske). ISogn.

væsna v. n. sysle; pusle. Vesteraalen. "Han foor aa væsna mæ dæ". Til væsa, el. T.-D. "Væsen.

"væta v." A. vøt' Nordl. (Ofoten).

"Væta f." A. Vøta Senja (Lødingen).

Væteskyll m. se Skyll (i Glas, f. Eks.).

"Vætt f." A. Ryf. Vitt Dal. (Sokndal).

"vødd adj." A. Nfj. a); se vædd.

vøddre, vøllre, Vøllrun se vadra.

Vødnad m. Uveirsklæder. Nfj. (Eid): -ade.

Vøgaa- dvs. Vega-; Vøgaan dvs. Veginde. ØTel. – Vøl se Vodul, Val; se Vord.

Vøl n. Istandsættelse. Sjf.

"vøla v." A. veele og vøle, Tel.

"Vøla f. 2. Dynge osv." A. Ryf. Hard. Sfj. Nfj. Hedm. Totn, Odal. Helst om noget sammenviklede Ting. "Ei Vøla mæ Tare". "Kvistvøle", Hedm.

Vøla f. 3. Samlingen af Redskaber til en vis Bedrift. Ryf. "Heila Arbeisvølo". Vølur f. pl. d. s. VTel. (Vinje).

Vøld f. det nedre Udstyr af Fiskesnøret dvs. Forsynd + Streng + Ongul. Shl.

vøldast se velast. – Vølder se Veldor.

Vøldrur se Veldror. – Vøldu se Vela.

vølen adj. som gjerne vil "vøla", pynte. Ryf.

Vølenn se Velende. – vøllre se vallra.

"vøna v. n." A. Tel. Sæt. "Eg vønde so væl at eg fekk liggje her i No^utt". Sæt. – vøne see, vente sig, tænke sig. Vald.

vønast v. n. (est, dest, st), 1) vente sig; vente (haabe, frygte) at faa; tænke sig. Ma. Sæt. Tel. A. "Eg ha' kji vønst de av'an"; Sæt. "Eg kann kji vønast at du vi gjere detti", tænke mig; Mol. veenast, haabe vente; Hall. (Torpo). 2) "vønast paa", agte, ændse. Hard. (Ulvik). "Eg vønest ikkje pao da" = "eg vyre da inkje".

vønd se vand. – "vønen adj." A. Østl. Sæt. Jæd. – vønjaa se venja.

vønt. "Dei to^uk mæ seg vønt o uvønt" = vøns o uvøns, likt o ulikt. Rbg. (Aamlid).

vønug adj. = vønen; især: sangvinsk. VAgder, Sæt. Dal.

Vør se Vedr n. og m. = Vøra se Vera.

Vøraatt f. dvs. Vedraatta. ØTel.

Vørk, Vørma, Vørmi, Vørmde se ver-.

"Vørr f." A. Se varra, vorra.

Vøsst se Vist, verst. – vøyvla se veivla.
Y.
"Y, Vokal; det lukte (yy)". A. Denne Lyd vil, ligesom I (ii) og U (uu), blive tvelydartet, henad mod ^øy, i endeel af de samme Egne; især i IHard. (Ullensv. i høi Grad), ISogn, Dal. (lidet), IVAgder (lidet), Rbg. (Aamlid, Mykland, Nederste Sæt. og fl.). I Midtre og Øvre Sæt. bliver det ^uy, uy. Yy foran M og N bliver, eller nærmer sig til, øy i VAgders øvre og midtre Bygder; saaledes: røyma, løyma, søyna < rýma, lyyma, sýna; men omtr. glaayma < gleyma gløyma, raayna < reyna røyna. Yy vil blive ii i ISogn (Lærdal), Hall. (Gol, Nes), Ringerike (Krødsherad), Odal, Vinger, Solør, Ndm. (Sunndal) og fl. "De kriip´r stigge Diir". Vildredet kommer ogsaa tilsyne deri at, omvendt, yy bruges for ii. "I
Smyyunn æ dæ smyytt"; Sunndal. Jf. øy, au, M, N. H.

y (yy) v. n. (yyr yydde yytt), vrimle = aua. Maaske kun om meget smaa Dyr. Vald. (Bagn), Ringerike (Aadalen, Krødsherad), Totn (Vardal, Biri), N- og SLand, Shl. Hard. Sogn, Sfj. Nfj. Sdm. Oftest efterfulgt af "kry". "Detta Kjøt´e kjæm te yy (aa kry) 'taa Makk". "Da yyr aa kryyr (kryyk´e), yydde aa kryydde". "Dæ yydde inni Fiskjen mæ Makk". "Dæ yyde utor". Imperf. au (öu), N- og Sland, Totn, Vald. (Bagn), Nhl. (Herlaa, Manger). Oftest: "öu aa kröu"; ogsaa "öu aa krak", og "öu (yydde) aa kröuk". Lyder: "ii iidde iitt" i Sogn (Lærdal), Ring. (Krødsherad). Jf. G. N. úa d. s.; Isl. Það úði og krúði. (Cleasby). Se aua.

ybba v. a. = ubba, yva. Ryf. Røldal. "Veere ybbar seg tee". Isl. ybba sik. 2) = yppa. Ringerike (Krødsh.). "Han vil nødi ybbe (ibbe) nooe voondt".

"ybben adj." A. Ryf. Gbr.; Tel. (Bø): ibben.

Ydd, ydde, ydden se Ødd.

ydda (y') v. n. (ar), 1) om Solskin: vise sig paa de øverste Bjergtoppe. Li. (Sirdal), Dal. (Bjerkrei, Hedland, Hæsk.). "So^ul´æ ydda bort paa Tin´n”. ”So^ulæ he ydda”. 2) = ydda (er). Dal. Af Odd.

"ydda v. n. (er, te)". A. Jæd. Li. Rbg. Tel. ydde yllte yllt i Sæt. og VTel., ligesom brydde bryllte bryllt. odda seg d. s. Shl. (Kvinh.). 2) stikke frem med Enden. Sæt. "Stokkjn ydder ^eut-aa Ups'æ.

ydde adv. 1) yderst; yderlig. Rbg. "Ydde ^eut-aa", yderst paa Kanten. 2) yderlig, overordentlig. Nhl. "Ydde liite". Jf. yllt.

ydden adj. bister, barsk, (pigget). Shl.

?Yfsa f. og Yfse m. stor tyk person. Svein.

"yfsa v." A. VTel. og SætV.: -e; Dal. og SætB.: ypsa, -e.

"Yfse n." A. Voss: Ypse. Yfsedryp n. A. Sæt. – Ypsedrope m. = Ufsedrope. Voss. Imsadrope (og Imse-) d. s. ISogn (Aurland). Ypsingdrope m. d. s. Ryf.

Yfsing f. Tagskjæg; særlig de yderste "Nævre" som ligger under "Torvvolen". SætV. (fs), SætB. (ps).

ygg adj. omsorgsfuld, omhyggelig; varsom = var. Salten, Vesteraalen. "Vær ygg (øgg) før hænn'!". "Auaar'n æ ygg", varsom, bider nødig paa. Jf. Ugg osv.

yggjin adj. gysende af Kulde, især fugtig. SGbr. Jf. uggall, uggen osv.

ygla seg v. = gjera Uglor. Ryf. G. N. yglast.

Ykje n. Sted hvor man har Lyst til at være, Tilholdssted, Tilhold. NGbr. (Lom). "D'æ svært te Yykjee Kyyr´ee har dær". "Han har gott Y. dær". Se Dykje.

yksn adj. tyregal. Ndm. Sandsvær, Østerd.

Yksn n.? Brunst; om Ko. Helg. Innh. "Kuu´a æ i Yksn".

yksna v. a. føre Ko til Tyr til Parring. Dal. (Sokndal). "Yksna Kyyr´o".

yksna seg v. = yksnast. Hard. (Odda).

Yksnabjørg f. en larmende paagaende ukvindelig Kvinde. Hard. (Kvamm). Spøg?

"Yksne, Okser". A. "Olme Øksne"; Romsd.

Yl m. = Kaldyl, Kaldoe. Vestfold. "Slaa Øl a sæ".

Yla (yy) f. Faaresygdom med Svimmelhed og Opsvulmen af Hoved. Dal.

yla (yy) v. n. = ila. Sæt. (Valle, Bykle). "Han uylar o vi spuy".

yla se hyla, hula, ula.

Yla (y') f. lunken Kilde (Uppkoma) i Iis eller paa Land. Sogn (Vik og fl.).

yldra v. mylre. Ryf. Røldal. Se uldra.

Yle (y') m. = Yl. Jæd.: Øle.

ylen (y') adj. disig og varm. Sogn, Ndm. Tel. Jæd.

ylevarm (y') adj. = mjølkeflødd; om Luft og Vædsker. Dal.

Ylgubba f. 1) = Ylmoe. 2) varm Sommerluftning, Namd. og SHelg.: Ølgubb(a).

Ylhol (y', o') n. Hul i Iis over en lunken Kilde eller Banke. Shl. Vald. VTel.; Num. (Flesberg): Ølhol. Ylehol Nfj.

"ylja (y') v. a. (ar)". A. Gbr. (Lom, Vaagaa), Rbg. "ølja upp Huus´e".

ylja (y') v. n. (yl´e ulde ult), om varm Luftstrøm = ylja v. n. (ar). A. Ryf. Hard. "Dæ ulde utor Fjos´e". "Yljande varmt".

"ylja (y') v. n. (yl´e ulde ult), mylre". A. Nhl. Shl. øl' Ndm.; øgla d. s. Senja; jf. aula, yldra, uldra. 2) om Sneefald. Hard. (Ulvik). 3) ølja se urja.

Ylk m. i "Varmeylk". Sæt.

yllt adv. yderst, paa yderste Spidse; se ydda (er). Sæt. "De ligge yllt ^eutaa".

ylma (y') v. n. (er, de), = ylja (ulde). Ryf. (Suldal, Strand). "D'æ so varmt, dæ ylme(r) herinne". "Dæ ylmde o Fjoos´e".

ylma (y') v. a. gjøre olm. Berg. Ryf. Mest: "ylma seg (upp)", a) om Kvæg; b) blive truende, om Veiret. YSogn. G. N. ylmast. – "ylma (v. n.) paa noke". være bister og vred over noget. Shl.

Ylme m. varm Luftstrøm. Ryf. (Suldal).

ylmen adj. truende = bylmen. Shl.

Ylmoa f. = Ylgubba 2). SHelg.: Ølmooa.

Ylmus f. = Ylrøyk. NGbr. (Lom, Vaa.): Øølmuus. – Ølmust f. d. s. Vald. (Slidre). Jf. Mus, Must. "Øliis" og "Ølniis", d. s. Gbr. (Dovre); maaske < Yl-dis.

ylslegen (y', e') adj. om Vædsker: kuldslaaet. Vestfold (Hov, Andebu): ølsli'i Øl.

ylt adj. n. kvalmt af Varme. Rom. (Eidsvoll), Vestfold (Lardal): ølt (tykt (l)t).

"Ym m. dunkel Fornemmelse". A. VAgder.

ymeleg (y') adj. som giver dæmpede dunkle dystre Fornemmelser. NVTel. (Vinje, Rauland). "ømelegt Veer", om stille Veir som truer med Torden. Til Ym.
ymen adj. bister = imen. Sogn. Se Y.

"ymis (yy) adj." A. eemis, VTel.; eimes, eimis, ^eimis (for iimis), IVAgder. "Eimis Tanke". "Paa eemsomme Sii'ene", Ringerike. "Han ær eemse", vekslende i Helbreden. Ringerike.

"ymist (yy)". A. Som ved ymis. imse Oslo.

ymla (y') v. n. give en sagte mumlende Lyd med lukket Mund. Li. (Bakka), Sæt. "Badn´e (Kyyd´nan) ymla"; Li. "Kj^uyr´æ ymla o tr^uytte"; Sæt. Jf. ymja, umla.

Ymmr se Gimbr.

ympre v. hentyde paa. Nfj. Se impra.

Yms. "Te Yms", afvekslende og uden Forskjel. Trondh. (Klæbu, Skaun). "Dæm sier Kragg aa Kragge te Yms".

"ymsa (y') v. omveksle". A. imse Tel. ØMa. eemse VTel., i(i)mise (Aakrn), Sæt. 2) bevæge i vekslende Retninger, vrikke. Ma. (Vennesla). "Ho gjæng (gaar) o imse mæ Fu´a".

ymsa seg v. vakle mellem Beslutnigner, betænke sig, være tvivlraadig. STrondh. (Fosn, Ork. Gul. Uppdal, Klæbu). "Han stoo aa ymste sæg (og ømsa see) um han skull'". æmse see NØsterd. Gul. (Soknedal). – ymsast v. (est, test) d. s. STrondh.

"ymsen adj." A. vekslende; gjensidig. Tel. Hard. Røldal. "imsen a dom", vekselviis denne og hiin af dem. Tel. (Bø). "Pao ymsna S^eiena", Hard. (Kvamm), "paa eemsomme(?) Siiene", Ring. "Mæ besste Vennedne æ ymsne Veitledne". Røldal.

"Ymsing f." A. Om Sædskifte. Shl. (og Sæt.). 2) tvivlraadig Betænkning; til ymsa seg. STrondh. Østerd. "Han stoo i Ymsingenn", "i Æmsingn".

"ymsna v." A. Dal. Jæd. Røldal. imsne, eemsne, skifte; Tel. ymsnast v. skiftes om at udrette. Dal. Ryf. Nhl. Sfj.

ymsutt adj. vekslende = ymsen; glopall. Tel. (Sell.). "D'æ saa y. mæ Livemaaten".

"ymsom? = ymist". A. "Dæ va ømsaa mæ di". Romsd. (Bolsøy). "Ømsaa æ dæ so, ømsaa so". Jf. "oftaa, sjøllaa (oftom)".

Ymt n. Anelse. Vesteraalen, Senja, Rog.

Ymt (y') m. Ymten; noget ymtet. Hall. Ma. Sfj. Ryf. Gbr. "Eg høyrde äen Ymt um dæ"; Ma. G. N. ymtr.

"ymta (y') v. n." A. Ma. Nordl. Sfj. 2) komme til at tænke paa. Sogn (Aurland). "Eg ymta pao da". El. ømta? 3) ane. Vesteraalen, Senja, Salten. "Dæ va som æg ømta oom at dæ maatte være saa".

ymtast v. n. (ast), 1) faa (have) Anelse om; ane. Rog. "Eg ymtast om dæ, he ætt Ymt om dæ". 2) ymte, slaa paa. Hall.

Ymte m. Ymt; Anelse. Ryf.

ymten adj. klynkende. Ryf. (Hjelmeland).

Ymting f. det at ymta, ymtast.

Ynda f. Yndest, Tække; Folkegunst. Vald. (ØSlidre). "Han ha kji den Ynda mæ Føl`kjee han so hin".

Ynde n. 1) Yndest; Behag; Velvilje. SætB. "De hae ingjen noko Yndi ti 'an". 2) Behag, Tække; vindende Væsen = Manntokka, Unne, Sigr. SætB. VAgder, Dal. ISogn. "Der va slikt Yndi mæ 'enn"; Sæt. "Hu (ho) he Ynne mæ seg; dær (dør) æ gott Ynne mæ 'enne"; VAgder. "Folkeynde"; Sogn. Ydne n. Tække = Sigr; Nhl. (Haus, Brøk). G. N. yndi. (Nhl.'s "Ydne kunde være Ynde, ligesom Sidl'æ for Sill´æ for Sild´æ).

yndesgod adj. tækkelig, vindende. Nhl. ydnes-.

yndesleg adj. tækkelig, hyggelig; om Folk, Huus, Sted. Dal. Li. "Eit ynnesle H^øus! sa Tron (Lau(p)berak um Arrestn". ynneleg d. s. Meddeelt fra Tel. (Mo).

yndug adj. føielig, ydmyg. Gbr. (Gausdal, Øyer, Kvikne, Vaagaa).

"yngja v." A. yngja upp, tillægge = setja paa; Ryf. "Vil du yngja opp ette so ringt Kuslag?"

yngna v. n. (ar, a og te), runge, gjenlyde. Østerd. (Foldal og fl.). "Dæ va bærre saa dæ yngte i Stugun". (?Fra Vestfold (Eiker, Lier) er optegnet: "Han kjørte saa dæ yngna". "Han sloo i Boole saa dæ yngna i Stua"). Jf. yngnt, hyngnt, ongnt.

yngnt adj. n. = lyd(t) 2). Ogsaa om Steder med Ekko. Østerd. (St. E.). Se yngna.

ynje se ønje. – Ynne se Ynde. – ?ynne seg, forlyste sig. Svein.

"ynskja v." A. "ønskje ette di at" = ynskja at; Gbr. (Gausdal). yskje VTel. (Mo, Vinje), Sæt. Imperf. mest: yktste. G. N. ýskja (Alex. Saga, Christiania 1848, p. 33).

ynst, ønst se undare, unst.

Ypp m. Løftning. Hard. "Ein Ypp mæ Haandæ", et Slæng med den løftede Haand.

"yppa v." A. Hard. "Han yppte pao Akslena, pao seg". "yppe seg", vove sig frem til Slagsmaal el. Modstand. ØTel. Østl.

yppele(g) adj. og adv. ypperlig. NGbr.

yppig adj. som gjerne vil yppe Klammeri eller "yppa seg". Sogn. – Yps- se Yfs-.

"Yr (yy) n." A. 4) fiint Sneefald i Synskredsen. Østerd. – Yr, Yre se Yrda.

Yra f. = Yr. NGbr. Østerd. og fl.: Yyre.

"yra (yy) v. n." A. Romsd. Gbr. Helg. Salten, Senja. "2)". A. Om sligt fiint Sneefald. Østerd. "3)". A. Romsd. 5) pible frem i fiin Straale. Innh. "Dæ va saa dæ yyra Vatn utu Ho`li". 6) om opstigende fine Blærer fra en Fiskestiim. Sogn. "Da yyre 'tao Sildaknuutn".

yra v. a. (er, de), ophidse, gjøre forstyrret (forskræmt, urolig). Vald. (Vang), Tel. (Mo). "Dai yyrde Bjødn, Tjuvadn". "Tjuvadn vørto yyrde". "Katt´n yyrte seg ti o floug like i Hovui paa Skrubb´n"; Tel. "Dæ yyre see tee te Rægdn", det laver sig truende til Regn; Vald. (Slidre, Aurdal). Maaske en Sideform til øra, jf. yr adj. (og yrva).
yrda? v. a. og n. 1) dække med Grus, tilgruse, omgruse; gruse. Nfj. (Breimn, Honndal), Sfj. (Førde og fl.): yyre yyrte yyrt; Sfj. (Jølstr): øøre øørte. "Stein´n æ nee-yyrte"; Nfj. "Elva yyre nee". "Elva ha yyrt isamen (nee) ein Grande"; Sfj. "Kjellarn æ godt nee-ørte", omgruset; Jølstr. Ogsaa: "nee-yyrt 'ta Snøv´n (Snøv´a)"; Sfj. Nfj. 2) udgrave = øyra, aura. Nfj. (Utvik, Honndal). "Elv´a yyre uut 'ta Lan`da".

Yrda f. og Yrde n. = Urd, Urda. Hedm. (Romsdal), Østerd. (Aamot#-Tolgen): Øle f. og n. "Bläkäøle" f. storstenet Urd; Aamot. "Rasaøle" f. = Ranurd; SØsterd. "Steenøle" f. og n. Hedm. Østerd. Hertil vel ogsaa: Yre n. A. Tel. (Vinje). "Uur o Yyri". "Furutre veks i Aur o Yyri".

yrerigna v. n. regne "Yreregn". Voss.

Yrhol (yy, o') n. aldrig frysende Kilde, hvoraf Vand kun pibler op. Romsd. Trondh.

"yrja (y') v. n. (urde, urt), vrimle". A. Li. Dal. Voss, Nhl. "Da yr´e aa kryk´e". Imperf. aur SLand, Totn (Vardal), Nhl. (Haus), Voss. "Dæ va saa dæ öur mæ Mark". "Da va so fullt at da öur aa kröuk". Ogsaa (ar): "Dæ yrja aa kryydde". Og: yyre, yyrde (og yyrte), Sfj. Jf. yra, aura, øyra, ylja; y.

"Yrja f. 1) Vrimmel". A. Ned.: Ørje og Urje, se d. 3) Blæst med fiint Regn. Sogn, Shl. Senja.

Yrja f. 2. = Skidfar, Anddora, Andyrgja. Helg. (Ranen): Ørja og Aannaarsørja. "Føl denner Ørja". Dunkelt; maaske et misligt Afklip af And(d)-yrja.

Yrja f. 3. stor plump voldsomt paagaaende Karl. Ryf. (Jelsa, Hjelm. Sand, Finnøy). "Ei Ørja te eta (eda), te arbeia; ei Ørja te Kar". Se flg.

yrja? v. (ar), tage voldsomme Tag, især i Æden; rive voldsomt til sig. Ryf. (Sand, Finnøy). "ørja tee sig", "ø. i seg". – Ørjaada f., ørjen og ørjaleg adj. se hyrja. – ørjaadl (dvs. yrjall?) adj. som river djervt til sig. Ryf. (Finnøy).

yrjande adv. hidsigt, uroligt? Sæt. "Han va so yrjandi traa ette o faa de", han higede heftigt og vedholdende efter det = "han tradda ette de". Maaske til et yrja (mylre) = yra 4) = urja 2).

Yrk n. i Avyrk og Uyrk.

"Yrke n. 1) Arbeide". A. Innh. "Han hi no Ørkji idag!" nok at gjøre. "3) Emne". A. Hedm.: Ørkje.

"Yrkna f." A. SætB. VAgder. Husyrkna.

?yrmeleg adj. bistert udseende. Tel. (Svein).

"Yrmla f." A. 2) ublid Kvinde, = Ulma 1). Tel. (Selljor): Ørmle.