A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"Elv m. (?) = Alv". A. – Elvafant m. og Elvatuss m. = Alv. Nhl. Hard. Kunde høre til Elv f. – Elveblaast m. = Alvgust. Ma. Østl. Tel. (A.) Ælvablæstr, Ndm. – Elvegust m. d. s. Ma. – Elvenævr, Ælva(n)nævr, Elveldenævr se Alvnævr. – Elvetroll n. liden Alv. Den vil i Tordenveir gjemme sig under Kvindernes Skjørter; jf. dossa v. Li. (Vanse).

em (eem), eemtænnt, se eim og æm.

ema v.n. (ar) 1) lugte kvalmt eller surt (bedærvet). Ndm. og Stjør.: eem'. Vel for æma; jf. æmen, eimen, iimen. 2) lugte hedt; kjendes hedt formedelst Udstraaling (af en Ovn). Ndm. (Sunndal): eem(a?). Maaske for ima (i') (ama, aamaa, yma); se iima. – eemin adj. for æmen; se eimen.

Embestre n. = Emne-. Ndm. (Øksndal). Jf. Ambod. – embær, se einber.

"eimja v.n. (ar)". A. 2) mane eller trygle klynkende; omtrent = gnaala. Li. Dal. "Emja o semja". – Emja f. En som emjar. Li. Dal.

emle, emble, tumle, se himla.

"emna v.a. (ar)". A. Former se Emne, "Emne etti", forme (danne) sig efter; ogsaa "emne seg etti" (Utlaandi, f. Eks.). Sæt. "ebna ette" d. s. Dal.

"Emne n." A. Evne, Tel. Rbg. Ma. I Ryf. Shl. Hard.; Øvne, Sfj. (Førde, Holmedal; ligesaa: Handøvne, Hevndabyte; Jensens Glosebog har "Efne"); Ebne, Shl. Voss, Ryf. VAgder, Vald. Hall.; Ømne, Ymne og (næsten) Imne, Sdm. (Hjørungfjord, Norddal). "4) Midler, Kræfter". "E to me
Æmnaam næmmar", jeg anstrængte mig over Evne, blottede mig vel meget for Midler. Stjør. (Maaraak).

Emningsvid (i') m. = Emnetre. Berg. – Emningsvida f. d. s. (kun mere kollektivt). Hall.: Æbningsvee'u. Og fl. Steder.

empe, emple, emresøt (ee) se im-.

emse (ee, æmse, ømse), emsne se yms-.

emstre (ee, og ømstre) se imstra.

enda v.a. og n. (er, e) iagttage, lægge Mærke til; give Agt paa; ændse. Især om Smaabørn. Vald. (Vang og fl.) "Han ænde ikkji ette noko". Jf. endug, enta v.

"enda adv. 1) omkuld". A. Shl. Ryf. "Han dreiv (datt) enda". – "2) ret, lige". A. Ma. Shl. "Enda upette". "Sitja enda" sidde opreist (ikke ligge); Shl.

Endabyte og Endaskifte n. se Endebyte.

endar adv. fra Ende til anden. SætB. VTel. (Høydalsmo). "Mi hev fari Skogj´n ændar igjænom" = endefare. Maaske Flertal af "Ende", hvilket Flertal for Resten i Sæt. nu hedder "Ænda". I Tel. (Vinje, Rauland) siges "Ændane igjænom".

"Ende m. "Fyre Ende", helt igjennem". A. Trondh. "Ette Ændi (Ænda)" d. s. Sæt. "For Ænden", til Slutning. SætB. "Vera for Ænnen", være udtømt, blottet; Li. (Eikin). "Te Ændar", til Ende; Ryf. "Gaa ette Ændo", tumle overende; Hall. "Ende" bruges som enslags prædikativt adj. i Tel. Sæt. Shl. Hard. Gbr. "So æ Soga Ænde". "Mat´n æ Ænde". – Ende m. er, med en ubestemt Bet., sidste Sammensætningsdel i flere nedsættende personbetegnelser, især i Hall. Vald. Hard. Voss. Sogn og Nfj.; saaledes: Basarende (En som basar, tumler), Busar-, Buns-, Glop-, Goddags-, Meins-, Snaal-, Stor-, Tver-, Uros-. Paa samme Maade bruges Rauv, Trondh. og fl.

endebyta v.a. (er, te) = endesnu. Hard.

Endebyte n. endelig eller fuldstændig Udskiftning; Opgjør. Særlig om samtidig Udskiftning af Fader- og Moder-arv. Dal. "Gjera Ænnabyytde". – Endaskifte n. d. s. Ryf.: "Ænna-".

"endefara v." A. eⁱnnfaaraa, Trondh.

"endefeta v.a." A. Nfj. Oftest humoristiskt om Revselse, Endefeting, f. Sdm.

endefram adv. og adj. ligefrem. Østl. Tel.

endejell adv. høilydt. Kun hørt i: "(skrika) ændejell uppøve seg", Sogn (Balastraand, Ladvik), Sfj. (Hyllestad). Af enda adv. og gjell, skrigende (G. N. gjallr)? Hedder ændejei i Sfj. (Askevoll). Andensteds: "(skrika) enda uppøve seg".

Endegyfs m. 1) endeligt Vip eller Kast; voldsomt Vip efter nogen Balanseren. 2) voldsom og noget pludselig (brutal) Afgjørelse eller Opgjør. Dal. "Han gjo^ure Ænnagypsn". Jf. gyfsa.

endekumpa v.a. = endesnu, "umkumpa". Vald.

Endekop (oo) m. en stor poseformet Tarm; Blindtarmen? Tel. (Moland, Eidsborg, Vinje, Selljor).

"endelaus adj." A. ændalaus, Berg. (m. Steder); ændalæus, Voss, Sogn; ændeslous, Tel.?

"endelege adv. til sidst". A. 3) naar det kommer til Stykket; til Nød; sagtens; egentlig. Tel. Ryf. Shl. og fl. "Eg heve nokk ændelege høyrt dæ".

"Endelykt m." A. Ændalykt f. Shl. Dal. G. N. endalykt, f. – Ændalykte n. Ryf.

endelykta v. (ar) tilendebringe et Arbeide. afslutte. Hall. (Gol); Helg. (Velfjord, Brønnøy, Nesne, Bindal): eⁱnnløkt'.

"ender adv. atter". A. Ænd´r aa daa, ændr aa ein"; Hall. Ryf. "Ændr aa Gaang", Sfj. Gbr. Busk. Ma. "Ændr aa Tii, -Tree, -Bakkje osv. (hvadsomhelst)", Gbr. Sfj. "Ændr aa Slæn´e, ændr aa Dval´e", et og andet Vindstille; osv. Sfj. "Ænn´r aa faa", ganske enkelte; Vestfold (Dramn). "Æⁱnn´r aa haaⁱnn (dvs. kvar)", en og anden; Land.

endereisast v.n. styrte paa Hovedet. Vald. (Ø- og VSlidre). "Han ænderäistist ut igjøno Døree".

Endeskavl m. Hjørnetand. Vald. (Vang, Slidre).

Endeslepp m. Ende; Afslutning. Ma. (Bjelland). "Endesleppn a(v) Vatne, Reipe, Dore".

endestauka v.a. (ar) = endestøyta. Ork. "Eⁱnnstøük Fingre", forstuve Fingren ved Stød paa Spidsen. – eⁱnnstuuk(e) d. s. Selbu, Ork. Meddal. eⁱnnstaakaa d. s. STrondh. (Bynes; for stoka?).

Endestav m. Grændsepæl ved en Grændselinjes Ende. Rog. Bamle. Jf. Stavstod.

endestupa v.n. styrte paa Hovedet. Sogn, Romsd. Sdm.; Uppdal "eⁱnnstuup". Ogsaa "stupa itte Ændadn", Sogn. Fra Trondh. (Bynes og fl.) er meddelt ennstuupast ("eⁱnn, æⁱnn-" dvs. and- eller ende-?) v. recip. drive (fare) med Hovederne mod hinanden.

endestøypa v.a. sætte paa Hovedet mod hinanden.

Endesudtak n. = Kvavtak. Shl. "Ænda-".

endetil adv. og adj. ligefrem. Østl.

endevenda v.a. = endesnu. Berg. og fl.

endug adj. 1) rask til at iagttage og næmme, til at "enda"; om Børn. Sogn (Jøstedal). 2) hastmodig; ivrig (for); forhippet (paa), hidsig (paa). Vald. (Aurdal, Vang), Hall. "Han va ændog før aa koma i Veg, æ. paa den Byturn". 3) travl = annsam. Vald. Jf. entug. – "endig = onnug". A. Nfj. Sfj. Sogn. (Balastraand).

engda v.n. (ar) tale med svag, klynkende, pibende, grædende, hæs og ydmyg (ynkelig) Røst; tale (og te sig) sønderknust og bodfærdig (ynkeligt). SætV og B: ænggde. Og: "ænggde seg". "Han mjarrar o ænggdar". – Engde m. En som "engdar". – engdeleg adj. "ænggdeleg i Maali; ænggdelegt
Maal". "Kjetta mjaia so ænggdelege". Noget lignende er: engleg (til angleg; og engleleg til engla?) om ydmyg, sød og hykkelsk Røst. Sæt. (Hyllestad). – Engding f. det at engda. – Engdemaal, n. "engdande" Røst eller Maade at tale paa.

Engjamann m. en Plante: a) Skjaller, Rhinanthus; Hall.: "Ængji-". b) Aira caespitosa? Vald. c) Dactylis glomerata?

"Engjatyta f. Græshoppe". A. VTel.: Ængjetyyte. I NTel. og Larvik: Hængetyyte.

Engjistraan n. dvs. Eng(ja)straa. Hall.

Engkjelva f. dyrket Eng, "Kjelva". Dal.

engla v.n. bande, bruge Eder. Hard. Vald. Se A. – englebanna v. d. s. Sogn, Østl. – englalysa v. (er, te) d. s. Shl. – Engling f. Banden. Jf. devla.

engleg se engda; Engmo se Mo.

Engsnope (o') m. liden Eng, Engstump. Innh.: -snaapaa. Se Snope.

Engtind m. Eng-spids; smalt Stykke af et bredere Engparti, hvilket kiler sig ind i andet Jordsmon. Sfj. og fl. Og: Engtinde m. Shl.

"enja v.n. (ar) vandre omkring, tumle". A. enjast d. s. Sdm. (Borgund). Hedder ønje (el. ynje) i Nfj. (Selja), Sdm. (Sande). – Ønje f. Person som enjar. – ønjavoren (o') adj. tilbøielig til at enja, til Ønjing f. – Ønjebikkje f.; Ønjekryter n. Dyr som enjar, eller ikke følger med Hjorden.

enja? v.n. (ar) omtrent = emja; især dog om Kalves hæse Brøl, og om Kjørs ligeoverfor Hund og andet Rovdyr. Østerd. (Tynset, med et tilbagetrukket N, der af Beboerne opfattes som rn el. ln – ikke med "tykt" L). Jf. engda.

enkja seg v.n. jamre sig, ynke sig, klynke, stønne = anka. Tel. og Sæt.: æn(g)kje seg; Gbr. Hall.: "ængke se". – Enk m. et enkelt Støn, Klynk. – Enk n. og Enkjing f. Jamren, Stønnen, Klynken. Jf. G. N. ekki.

Enkjedom m. 1) = Enk n. Sæt. "De va slik' Ænkjedo^ume i B^uy´n yvi de”. 2) Ynk. ”De va ain Ænkjedo^um’ o sjaa". Sæt.

enkjeleg adj. 1) jamrende, klynkende. Tel. Sæt. 2) ynkelig, Tel. (sjelden).

Enkjemannsblom m. en hvid Blomst. Land.

"enn adv. men hvad, osv." A. Li. Dal. "Enn for ei Evløysa!" hvilken Urimelighed! "Enn naa(r)", men naar. Dal.

Enneplagg n. Tørklæde over Panden. Hall. (Gol): Ædne-, af "Ædne" dvs. Enne.

enta v. iagttage = enda. Sogn, Vald. NGbr.

enteslaus adj. ørkesløs, ledig. Smaal. Rom. (Høland). "eenteslöus", og "inteslöus" (?), ligesom "Eentestønn" og "Inte-". 2) uopmærksom. Gbr. (Lom).

entug adj. = endug. 1) Sogn, Gbr. (Lom).

"Eple n. Kartoffel". A. Hall. ISogn (Borgund). Øple, Vestfold (Hedrum, Kodal). – Bestemt Form: Æplet, SSmaal., Æplede (Nom. og Accus.; Dativ: "Æplee"), NGbr. Flertal: Æplu, bestemt Æpludn og Æplo, Hall. og Num., Epla, VAgder. – Epleblø n. Kartoffelblad; VAgder; se Blø(d). – Eplebork (o') m. "Bork" (Hest) som er eplutt (A. SBerg.), Røldal. – Eplefere (e') m. Fure hvori K. plantes. Sogn. – Eplegravst m. Optagen af K. Hall. – Eplegrov (o') f. K'kjelder ude paa Marken. Ma.; Flertal: "-grøv´a". – Eplehaug m. den lille Høi som er hyppet op om K'plante. ISogn; se hauga. – Eplekaal n. K'blade. Li. – Epleknapp m. K'frugt (Frø). Li. IRyf.: "Topppeple". – Eplereit f. = Eplefere. Ma. – Eplerod (o') n. K'skal. Jæd.: -rø; til Rod dvs. Hud. – Eplestjore (oo) m. tilbagestaaende Stilk af K'planter efterat Bladene er afskaarne. Li. Eplestjoor m. Tel. – Epleveis f. K'ens saftige Stængel, særlig den underjordiske Del. Tel. ØAgder; se Veis. – Eplevis (ii) 1) f. = Epleveis. Li. 2) n. = Eplekaal. Ma. Se Vis n. – Æplefles n. K'skal. NGbr.

Er (Eer) n. Ar; for Ær. Ndm. Ma.

Erge m. Ærgrelse, Harm. Sæt. og VTel.: Erji. Se A. – ergefull adj. fuld af "Erge". Sæt.: "ergefudde" og "erjefudde". – ergetraa (j) adj. utilbøielig til at give Slip paa sin Ærgrelse. Rbg.

erja v.n. (ar) 1) blive erret; om Kobber og Messing. Dal. Li. Jf. eira. 2) forvittre; ogsaa naar større Masser løser sig fra. Dal. Jf. esja. – Erj n. Er. Dal. Li.

?erja v. (arde, art) pløie. Tel. (Laardal). G. N. erja, ardi. Usikkert.

erja adv. somtid; erja – erja, snart – snart. Romsd. (Bolsøy, Veøy). "Erja (ærja) gjer han no dæ äu". "Erja va'n her, aa erja va'n der". Sammendraget af ei Riia (eine Ri(d)a), hvilket er meget udbredt i Romsd. Jf. eine Tida; se ein.

"Erla f. Vipstjert". A. I Helg.: Eela, dog maaske kun i "Skjeeteela" dvs. "Skiterle" som det hedder i Sæt. Ogsaa: "Pytterla", Rogaland; "Mittingderla", Ma. Sæt.; "Mittingørn", Li.; se Derla.

erliten adj. = ørliten; bitte liden. Voss, Hard. Hall. "Bia erlite!" bi lidt! Og: "bia elte!" se d. Ogsaa: "erende liten", Hall.; og "errande l." Voss, Sogn, Nhl., og "irrande l." Sogn.

"Erm f. Ærme". A. Ørm, Sæt. Rbg. Ma. – Ørmestaup n. = Ermestaup. Rbg. Ma. Ørmestøyp n. 1) d. s. Ma. (Aaserall), Rbg. (Honnes). 2) Armhulen paa Kroppen. Rbg. (Honnes).

Err f. og Erre m. = Kvit-ore, Alnus. Dal. (Lund, Hæskestad), Li. (Bakka). Ær f. og Æra f. d. s. Ma.

"erso conj. dersom". A. ers og ess, Ryf. esse, ISogn (Borgund). Ogsaa mindre forkortet: ær so te dvs. er saa Tilfældet, Ryf.; og: æ
so te, Ryf. Hard. Og: æ dæ so, Nfj.; æ so, Nfj. Og: æ, Hard. (Odda). "Æ du inkje gjera da no, ska du fao!".

"erta v.a. tirre". A. ørta, V- og ØAgder. – Ert m. = Ertar. Søndenfjelds.

erteleg adj. som let lader sig tirre. Tel.: ør-.

"Erter f. Ert". A. Æært, Rbg. (Aamlid, Sæt.). Øørt, Rbg. Ma. Art´r, Innh. Ot´r (o') og Aat´r, plur. Et´re og Æt´re, Nfj. Flertal: Ært´ra(r), Shl. – Ørteknapp m. = Erter-; Ørteknappvis (ii) n. dens Blade. Rbg. Ma. – Ærtraskurn (dn) f. = Erterskolm. Shl. – Ærtreskjælme f. = Erterskolm. Smaal. – Ærtrskjælm m. d. s. NGbr.

Erv m. = Jarv. Ryf. Ma. Jf. Materv.

erve adj. (?) n. besværligt; vanskeligt. Trondh. (Leksvik), Ndm. (Tingvoll). "D'e saa ærve aa faa tjöra den Kua"; Leksvik. "'Ta bi ærve för daakkaa"; Tingvoll. Se Erved A.

Ervol og Ervoll (e', o') m. liden Levning af en opløst (helst nedraadnet) Ting, mest om Træ eller Træverk (Bygverk); Spor. Ma. (Bjell., Holum, Vigmostad, Kaansmo), Li. (Lyngdal, Kvin, Eikin, Fjotland). Oftest: Ervol; sjeldnere: Ørvol(l); maaske ensteds: Ærvol(l); som Ørm dvs. Erm, Hør dvs. Herd, Dærle dvs. Derle. "Dær (där) laag Ervoln ette". "Dæ va saa vitt aen kunne sjaa Ervoln etta(v) dæ". "Dør va'kje meir hell Ørvoln ette a Tre´e". "Där va aller Ørvolln ette a Plaggje". Ogsaa: Aurvol (æu og öu), VAgder. Jf. (?) Aarmole, G. N. örmul Ruiner; dog ogsaa: Gardvol.

"esja v.n. (ar) gjære". A. Y- og ISogn. Ogsaa: esje (æsa, æsja og asa), es´e (og æs), aste, ast, Tel. (Aamotsdal og fl.), NGbr. Hall. Busk. (Sigdal og fl.). Og: æsa (esja, assa) æs´(r), ees, eesi, Nedre Gbr. Vardal, Rom. og fl. 2) snakke løst (og fast); vaase. Jæd. (Haa, Gjæstal), Dal. (Bjerkrei). "Han sid' aa esja aa lyge".

?esja v.n. (ar) om Sten: skive sig op. Hard. Usikkert. Se følg.

esjen adj. om Sten: kløvende sig i Skiver; skifret. Hard. "Den Steinin æ so esjin, han stend 'kje Bii(d)", holder ikke Stand.

Esjegrjot n. eller Esjestein m. en mørkegraa Stenart, som let kløves i Skiver (der kan bruges til Ildsteder). Hard. Røldal, Ryf. – Esjefljott f. Høifjeldsslette (Floott) som er fuld af Esjegrjot. Røldal: "-fjoott". – Esjehella f. Flise af Esjestein. Ryf. Røldal. – Esjeskarv n. en ujævn, øde, med Esjegrjot overstrøet Bjergflade. Hard.

espen og esputt adj. tilbøielig til at "espa seg". Hall.

Esveda (Dal.) se Avsetor (Evsitar).

et adj. ædende; i Sammensætninger; med Formerne: et(t) (e', ee, og æ) Romsd. og fl.; eet(t), Ndm.; it(t), Ndm.; æt og ætt, Sogn, Fosn, NGbr. og m. fl. Saaledes: aalet, samet, smaaet, storet, straalet.

"eta v. æde". A. Inf. ita, Ndm. Østl. (mange St.); eetaa, STrondh. (Børsen), øtaa, ØTel. STrondh. (Bynes og fl.); aataa, STrondh. (Gul. Selbu og fl.), oto (o'#-#aa#-ö) Østerd. – Imperf. eet, NGbr. Hall. og fl.; oot, Stjør. Gul. Omtrent: ood, Gul. (Singsaas, Støren), Selbu, som "Hoob"; men "aataa".

"Eta (e') f. Krybbe". A. Shl. Dal. 3) Foder, Mad. Hall.: Ætu. 4) Æden. Hall.

Etande n. Æden. "D'æ like gott fy(r) Etande", det er lige godt (til) at æde, til Æden. Tel. (Mo). – etande adv. forstærkende: "e. kald; e. kvass".

Etarlag n. = Aatelag. Li.

eten adj. som æder godt; modsat "straaleten". Hard. Jf. mo-eten.

etja (e') v.a. (ar) ægge sammen, hidse. Sæt. "Etje Hesta, Hana, Hunda". G. N. etja.

Etl f. = Gjæv. Li.: Æætl; se etla 3).

etla (e') v.a. ægge; forlokke; narre. Hard. Ryf. "Han etla Son´n min te vera mæ". – ? "etla seg upp", "etla seg inn paa ein", hidse. Nhl. og fl. Mindre sikker Brug. Skal hedde eitla i Shl. (Fitja). – Jf. etja; minder ogsaa om øtla, øsla; og om elta. Ældre Engelsk ettle, ægge?

"etla (e') v.a. 2) tiltænke En noget". Særlig: levne noget til En. Hall. og fl.: "etle att". Ndm. Fosn, Namd. og Helg. oftest: ælt' som "Halt" dvs. "Hatl", Hasl. "3) uddele i Portioner". A. æætla, uddele Foder til Fæ, Li.; ææsla, Ma. (Grindeim, Finnsland), G. N. ætla. 4) lade ligge igjen uden Bestemmelse, forsømme at medtage; levne. Sogn; Helg.: "ælte". "Du mao kje ætla atte noke, men eta da alt". "Ho ætla atte Pote i Feradn" (under Kartoffeloptagningen). 5) lave Mad. Nfj. (Honndal, Stryn): omtrent "æhle". Hertil: Etlamat m. lavet Mad, især Suppe og Grød; modsat blot afkogt, som Fisk.

Etlan Plan, Anlæg. Kun hørt i Ordsproget: "Ætlan sky(t)st, men Lagna'n ikkje", Plan slaar feil, forskyves, osv. Y- og ISogn. Jf. G. N. ætlan f. Plan.

etlast v.n. agte sig = atlast. Ryf.

Etling f. Bryllupskost som Gjæsterne faar med sig hjem. Shl.

"Etsl el. Ætsel n. Aadsel". A. Esl og Ess´l og Æss´l, Ma. Tel. Æætl, Li. Dal.; Ættl, Ryf.; Eitl, Sogn (Lustr). 2) slemt, ondskabsfuldt Væsen (Folk eller Fæ). Ma.: "Esl"; NTel.: "Ess´l"; Dal.: "Ætl"; Li. Tildels m.: "Essl´n!"

ettare adj. bagere, efterfølgende = ettre, attare. Tel. og fl. – ettarste superl. bagerste = etterste. Tel. og fl. (Vald. "ættaste"). ette-aste, Hall.

Ettarnoner plur. Tiden fra Noon (2 eller 3) til Kvelden. Tel. (Vinje, Grungedal og fl.) "Gjæte Ettarnoonine". Mere udbredt er Ette(r)noon n. og f. Tel. Sæt. I D. Diall.:
Efternoon. – Ettarøykt f. d. s. Tel. (Laardal og fl.).

Ettelse n. Forvirring, Befippelse; Forlegenhed, Knibe. Ryf. Shl. "Men eg kom i eit Ættelse!" Skal hedde "Eitelse" ensteds, Shl. Dunkelt, uheldigt formet Ord.

"etter efter. Som adv. 8) tilbage, tilovers". A. Shl. "Spare etti noko", spare noget af, Sæt. "10) fremad i en vis Retning". A. "Hor heve han fari etti?" hvor er han reist hen? "Kor agtast du etti?" VTel. – Som conj. (præp. og "adv."): 11) efterdi. Hall. 12) i Forhold til (som, at): a) "Ette saa kleine som hu va, saa æ hu tolige naa". Li. (Fjotland). b) jo, desto, ved comp. Ryf. Hard. Voss. "Ette (itte) bære søve du", des bedre sover du. ette – ette, jo – des, des – des. Ryf. Hard. Sdm. "Ette (itte) fyrr du kjeme, ette fyrr verte du færige". Jf. Sv. Diall.: "etter värre = ännu värre". – Sammensætninger: ett-av´ præp. Sæt. VAgder. "Ervoln ettav noko". "Dai Ky´ne ska vere ettav Tussens Buskape" (Sæt.), Efterkommere af. – ett-aa´ præp. = etterpaa. Sæt. – etti-at conj. efterdi, fordi. Tel. Sæt. – I VTel. og Rbg. med Sæt. udtales Ordet oftest etti som adv., ette (mat E) som præp.

etter-di´ conj. i Forhold til det at; da dog. Hard. "D'æ svært so föukrin (ubetydelig) han æ, itte-di han sku væ vaksin Kar". Jf. etter 12). Se A. – ette(r)-di´-at conj. efterdi. Li. "eettest di", Hall.

Ette(r)baat m. Baad som ikke holder Følge. Shl.

Ette(r)beit f. sidste og tyndeste Ølurt. Dal.

Ette(r)bite (i') m. Dessert. Sogn, Shl.

Ette(r)bjo(d) n. Efterbud; som paa en Auktion. Shl. = "Etterbod", A. Hard.

Etterbræ n. Arve-eiendommeligheder. Ma. (Holum). "Han he gott Ettebræ": han viser at han har godt at slægte paa. Maaske kun en Forkortelse af "gott aa ette bræ". Se bræ v.

Ette(r)dralt m. = Dralt. Ma.

Ette(r)draangsla f. = Drangsla. Shl.

Ette(r)foll (o') f. Efterbyrd. Hard.: Ittefodl.

Ettefolla (o') f. Afkastning, Udbytte; Resultat. Shl. Hard. "Mykje Stræv aa lite Eettefodla (Itte-)". Af falla etter. Jf. Fall.

Etterhand f. = Atterhand; i Spil og i Arbeide. Smaal. Hadeland og fl. "Væra i Etterhaanna", ligge agterud, ikke have holdt Følge; Smaal.

Ette(r)herma f. = Herma. Hall.

ette(r)jaten adj. talende efter Munden. Ma.

Etterkjøme n. hvad der kommer efter; som: Efterbyrd, Efterkommere osv. Tel. (Vinje, Svein.): Ettekjømi. Se A.

"Etterkoma (o') f. Følger, Virkninger". A. Shl. Hard. Sogn, Gbr. 2) Kornspirer som kommer frem nogen Tid efter de første Spirer: a) af Frø, som har været sent til at spire; Voss, Shl.; Vestfold: "Etterkaamme". b) af Roden eller Stammen paa for Resten borttørrede Planter.

"Etterkomar (o') m." A. Ogsaa: En som følger eller kommer efter (paa) Ens Kald. Ndm. Sjelden.

Ette(r)lagar m. = Etterlag. Tel. (Moland).

ette(r)laatig adj. 1) = etterlaaten. Ma. 2) ette(r)laatug, om Dyr: spag, tam; som kommer naar der kaldes. Hall.

"Etterlit m." A. Vestfold, Røros. Namd. og Innh.: Ættlet(t).

Etterlop (o') n. Forfølgelse; Overfald, Angreb. Sogn. "Gjera Ittelop pao äin".

etterlydande adj. værd at lytte til. Hall. og m. fl.

etterlæten adj. overdrevent føielig; slapt overbærende med andres eller egne Lyster; ogsaa: efterladen. Sogn. "Ittelæten mot Bodni; ittelæten i Arbäi". Af Etterlæte; "Ætt(er)læte", Østerd.

Ette(r)nyss n. opsamlede nedfaldne løse Ting, Efterpluk. Tel. "E. av Høy". Til nyssa.

Ette(r)løysna(d) m. = Etterløysn. Shl. Nhl. Sogn, Nfj.

Ette(r)non n. se Ettarnoner.

Ette(r)rakst m. Efterragning; spildt eller levnet Hø som blir raget sammen. Hall. Er f. i Ma. Dal. – Ette(r)rakstr m. d. s. Shl. Hard. Sogn.

"Etterseta (e') f." A. 2) Tjeneres Oppe-sidden om Aftenen ved sit eget Arbeide, efter Husbondens Arbeidstid. Ryf. Røldal.

ette(r)si(d) conj. siden; efterat = sid. Ma. Jæd.

ette(r)si(d)an 1) adv. senere, bag efter. Se A. VAgder og Dal.: ettesiaa, -sian og -sia; Hall. Sæt. og Tel.: -sia og -sea. 2) conj. efterat. Jæd.: ettesian.

ette(r)sitjande adj. belurende for at finde Angrebspunkt; efterstræbende. VTel. Af sitja etter.

Ette(r)sitjar m. En som lurer paa Leilighed til at overfalde eller faa i sin Magt; Efterstræber; Libhaber = Umsitjar. Hard. (Ullensvang).

ette(r)situg adj. 1) = ettersitjande. NGbr. 2) paatalende mindste Feil; dadlesyg. SGbr.

ette(r)sleppen adj. = etterlæten. SGbr.: "etteslæppe"; Østerd.: "ætt(er)slæppen". – ettslæppog adj. d. s. NGbr.

ette(r)sottig (oo) adj. 1) = ettersitjande. 2) smaaligt havesyg = munakjær. Vest og Midt Tel. Jf. G. N. sœkja eptir, eptir-sókn.