A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Ramse. I Forbindelser som "Ramse Hest´e, Ramse Kar´e" = ramseleg. Sæt. Tel. Og "Ramsekar".

ramseleg adj. 1) stor og langbenet og kraftig i Gangen. Sæt. 2) stor og statelig = drusteleg. Sæt. Tel.

ramskrika v. = illskrika. Li. Ned. Bamle.

Ran n. Skade, Ødelæggelse. Namd. "Vær´e har gjoort Ran(n)", Veiret. Vel (mis-)dannet af "raanaa" dvs. runa; se Run; Ran f. Neppe til Ran n., G. N. rán.

rana eller (v)rana v.n. om "dragstemnd" Baad: stikke langt frem med Stævnen. Sdm. (Harham og fl.). Til (V)rane, Tryne.

rana el. (v)rana v.n. (ar), om Mandfolk: rende efter Kvindfolk; føite. Rom. (Nannestad og fl.). "Han flyyr aa ranar". Jf. ransa, (v)ranta; D. Diall. (Skaane) vrana dvs. svire, tumle; (Ang. wræne kaad).

"Rand f. 1, Stribe". A. 2) Hang, Tilbøielighed; Træk. Ndm. "Han he e(i) Raann 'ti se", "e(i) Fantraann, Tjyvraann". – Raandastakk m. Skjørt med lodrette Striber. Raandavæv m. Væv med Længdestriber. Gbr.

"Rand f. 2,". A. Ryf. "Haanga i Raan(d)aa". "3) Tværbjælke nærved (over) Ildstedet". A. Ma. (Vennesla): Raann.

Rand m. 1, Tørreplads over Ildstedet = Rand f. 2. VAgder og Dal.: Rann. "Han seer' ^eud sum han he vore i Rann´n". "Turka i Rann´in"; Dal. Nu mest om Rummet indenfor Skorstenskappen. Rand f. 1, rönd, lyder her: Raann. – Ranntree n. = Randaas (A. Ma.). Li. Rannatree d. s. Li. Dal.

Rand m. 2, = Rande. Hall.

randa v.a. gjøre stribet, "randutt". Shl. Vald. og fl. "Ein randa Stav" = Maalastav. Og: Randastav, Raanda- m.

randkverva v.a. (ar), = ringkverva. Hard.: randverva, ligesom "ringverva".

randla v.a. 1) = randa. Jæd.: mest: "rannla". rangla d. s. Ryf. og fl. 2) = randkverva, ringkverva. Dal. (Hedland, Eikersund): rantla og rannla.

Randlastav m. = Randastav. Jæd. Rantlestav, Dal. – Randtre m. se Rand m. 1.

Randsko m. Randsko. VTel.: Raandeskoo.

randturr adj. tørret i "Rand", over Ildstedet. Li. Dal.: ranntkjurr. Og: rannturka v. og adj. Dal. Li.

randutt adj. 1) = rendutt. A. M. St. 2) særlig: med "Rand" eller Hang i forskjellige Retninger. Ndm.: raannaat.

(V)rane el. "Rane m. 2) Stang". A. Ryf. 5) Vrane: Tryneklemme bestaaende af et Reb eller en Vidje, som trækkes sammen ved Omvridning af en iheftet Pind. Rbg. (Iveland), Ma. (Tveit). Andre Steder: Vrant, se d. 6) Vrane: Vringler; vrangvillig, lidt ondskabsfuld Person. Ned. Rbg. Ma. Li. Jf. G. N. rani, Snude, Tryne. – Ranavid f. = Trynevidja, Rottvid. Strinda, Fosn og Gul.: Raanaavee, R.-vie. Endog: "Traanaavee" og "Troonoovee", Innh.; se Tryne. Vrane 5) tør være Forkortelse, se A. Jf. (V)rant, Trant; (v)rana.

(v)ranen adj. 1) lang og mager. Ryf.: r-. 2) vranen, vringlende, vrangvillig = vreisten. Ned. Rbg. Ma.

Rang m. Ringning; Klang. Maaske kun som: "Rangg´e og Klangg´e". Tel. (Eidsborg, Moland). G. N. hrang, n. stærk Lyd. – (V)rang f. se (V)rong.

(v)"rang adj. 1)". A. vraang(g)´e, Agder. 5) vrang: brunstig; om So. Rom. (Høland, Aurskog). Maaske en Misforstaaelse og Misdannelse af et ældre, endnu i Naboegnen NSmaal. forekommende "vreea", se d.

(v)ranga v.a. (ar), vrænge = (v)rrengja. Fosn: rang'. Røldal: raanga.

(V)ranga f. = (V)ronga. Hall. Gbr. "Range aa Rette". "Rjøke i Range", faa i Vrangstrube. "Faa i Vrange", d. s. Østl.

(V)rangbeita f. vrangvis kjevlesyg Person. YHard. – Rangg-äitle m. d. s. Hard.

(V)rangebarke (kje) m. Vrangstrube. Shl. (Strandebarm og fl.). "Svelja i Raangebarka". – (V)rangestrupe m. d. s. ISogn. "I R-a". Hall.: "E rauk i Rangestrupo".

(V)ranggjera f. En som gjør Ondt med
Vilje; En som stifter Fortræd. ISogn. Jf. Ugjera.

(v)ranggjengjen adj. vredent voksen; om Ved. Voss: r-.

(V)ranghake m. vrangvillig Person; Vringler. Shl.: Raangghakje. – (V)ranghale m. d. s. Hard. Sogn, Shl.: Rangg- og Raangg-. – (V)rangghase m. d. s. Shl.: Raangg-. – (V)ranghæl m. d. s. Shl. og Ryf.: Raangghædl.

(V)ranghelse n. omtr. = (V)rangbeita. Hard.

(v)ranghøyrd adj. 1) som hører feilagtigt. Ork. Innh. 2) som ikke vil høre. Ork. Innh.: ranghørt.

(v)rangkast v. recip. (ast), være "vrang" i Ord mod hinanden; sige hinanden Ubehageligheder. Ryf. (Suldal): raangkast (aa#-o') og næsten "rungkast" (u'); jf. ungleg (A.) dvs. ongleg eller angleg.

(V)rangkjegla f. omtrent = (V)ranghake. ISogn. – (V)rangkjeksa f. d. s. Sogn, Nfj. – (V)rangkjessa f. d. s. ISogn. – (V)rangkjevle n. d. s. ISogn. – I alle Ord: "Rangg-" el. oftere Raangg- (tildels Raongg-). – Vrangkjælke m. d. s. Totn.

Rangl n. noget som optræder ligesom tilfældigt, som slumper, slingrer ("sleng´e") ind; f. Eks. et enkelt lidet Fiskestim. Sfj. Til rangla dvs. rave, slingre.

Rangl m. lang mager slet voksen Person. Ryf. Jæd. Rang´lt m. d. s. Tel. – Rangla f. d. s. Ryf. Jf. Rangl. n. Benrad; rangla dvs. rave.

rangla v.n. 1, 1) vakle el. vrikke i Sammenføiningerne; om sammensatte Trækar. Ma. (Bjelland): "Kopp´n (Kistaa) he steie i So^ulæ, te han he rangla sunn". Jf. ragla, rigla; NSv. Diall. rangla dvs. ragla af Mattighet. Eet med rangla 3) og 4) (rave osv.) A. 2) skrante. Smaal. (Borge, Spebberg).

rangla v.n. 2, ringle, klingre. Isl. hringla. Jf. Rang. Ndm. Namd. Solør. ”Rangl’ mæ ei Bjill”. Sjelden om stærkere Larm = skrangla. Altsaa *hrangla. Eet med rangla 3) A. – Rangl n. Ringlen. – Rangl m. uharmonisk Lydforbindelse = Skrangl. Stjør. Jf. D. Rangle; G. N. hröngl, Tummel.

rangla v.n. 3, forsyne med skruedannede Ringe af Forskjellige Farver. Ryf. og fl. Mest brugt om at gjøre en Stav til Ranglastav m. = Randastav, Maalastav. Ryf. Og: Rangle-. Altsa: *hrangla.

(v)"rangla v. = vringla, krangla. Eng. wrangle". A. Gbr. – Rangl n. = Krangl. – Ranglebukk m. en Vringler = Kranglar. Sfj. – Ranglefant m. d. s. Nhl. og fl. – Ranglefant m. d. s. Nhl. og fl. – Ranglekopp m. d. s. Romsd.

ranglefør adj. = raklefør. Vestfold. Til rangla, ragla dvs. rave.

ranglen adj. 1) tynd og usolid voksen, om Folk. Sæt. 2) slingrende, om Vei og andet. Hall. 3) løs i Fugerne. Ma. 4) skranten. Smaal. Til rangla 1,; Rangl m.

ranglutt adj. skranten = ranglen. Smaal.

(v)ranglæsa v.a. 1) se ranglæst A. 2) laase i Baglaas. Ndm.

rangløygd adj. som kaster skjæve (vrede) Blik; ogsaa: skjeløiet. Fosn. Maaske (v)rangl-. Jf. rangøygd.

(V)rangpaale m. vrangvis, vrangvillig Person. Innh.: "Vrangpaali". – (V)rangpeis m. d. s. Udbredt som "Vrangpeis".

(V)rangrendhosor f. plur. Strømper med Striber af vrang Strikning. STrondh.

(V)rang(v)rida (i') adj. vrangviis, vrangvillig, vringlende. Shl.: raang(g)reeden.

rangsa v.n. (ar), are raskt og vidt omkring = ranka, ransa; om Folk og Fæ. Sæt. Rbg. Tel. – rangseleg og rangsen adj. 1). Rbg. Tel. "Ho æ so rangsæ denna K^øyræ, de kann ingjen hept'æ". 2) ustadig; lunet; vanskelig at komme tilrette med. Hard. I denne Bet. er det maaske delviis (v)rangsen.

(V)rangsnu m. feilagtig eller uheldig Snoning eller Svingning; særlig: Kurre paa Traad, ogsaa figurl. NGbr.: R.

(v)rangsnudd adj. 1) tvundet den forkeerte Vei. 2) vrangvillig; "vrang". Hard. Gbr.: r.

(v)rangsnu-utt adj. fuld af uheldige Snoninger; vrangvillig. NGbr. "Vandsissa aa rangsnuaat", vanskelig og v.

(v)rangstella v.a. indrette forkeert; bringe af Lave. Gbr. Østl. Mest brugt i particip n.: (v)rangstellt, forkeert indrettet (af Tilskikkelsen); bragt af Lave og dl.

(V)rangstrupe m. = (V)rangebarke. Udbredt: Vrang-.

(V)rangsveig? m. Træets eller Grenenes Bøining under Snee = Bjuga, Raunsveig. Nhl. og Voss (Eks. Ævaanga): "Ra(a)nggsvöyg (svoy) paa Skoo´gjæ". – (V)rangsvig? m. (n.?) d. s. Nhl. (Brøk): Raanggsvee(g). Sveig og Svig, Bugning. – (v)rangsveigd adj. "Skoogjn æ ranggsvöydd", bøiet osv.; Voss.

(v)rangsvøles adv. = (v)rangsøles; ogsaa bagvendt, forkeert. Vald. (VSlidre): "rangsvølis". – rangsøla, Dal.; vrangsøles, Vestfold, Nedre Tel. raanggsælt, Shl.

(v)"rangt adv." A. "Snu rangt", tvinde imod Solen = rangsøles )( snu rett. Gbr.

(V)rangtre n. 1) Træ med stærkt vredet Ved. Sogn. 2) vrangvillig Tingest. Sogn.

(V)rangvenda f. = (V)rangtre 2). Ryf.: Raang(g)-.

(V)rangvette n. = (V)rangvenda. Shl.: Raanggvætte.

(v)rangvind adj. tvundet imod Solen, "Vrangsøles"; især om Træer hvis skruedannede Vækst gaar "vrangsøles"; deres Ved skal
give det bedste Emne. Modsatt: rettvind. Stjør. – Rangvindstokk m. "rangvind" Bjælke. Stjør.

(V)rangvisa (ii) f. 1) Vrangviished, Egensind. Voss: Rangg-. 2) vrangvis Person. Voss.

(v)rangørd adj. vringlende, "vrang" i Ord. Hard. (Odda, Ullensv. Ulvik): ranggørte.

(v)"rangøygd adj." A. Især om Dyr som bruger at kaste skjæve vrede Blik. Ork. Stjør.

Rank m. 1) tyk Kjæp; tynd Stok kun skikket til Brænde. Ronk f. d. s. Tel.; usikkert. 2) høi smal Karl. Sæt. Ronk (aa) f. høi smal Kvinde. Tel. (Aamotsd. Sellj.; Wille).

ranka v.a. (ar), rokke, NGbr. "'N æ saa toong at ee ikje æ Kar faar aa rangke 'n". Jf. renka; Sv. Dial. ranka, vackla.

Ranke m. Stabel af Planker lagte ovenpaa hinanden i enkelt Bredde. Hedm.; Namd.; Rankji; STrondh. (Børsen): Rank. – Ranke f. d. s. Rom. Smaal. – ranka v. oplægge Planker i Ranke. Østl. Trondh. "Ranke oopp; r. i Hoop".

Rann m. se Rand. – Ränne se Rende n.

(v)ranska v.a. og n. gjennemsee eller rode i noget for at plukke sig ud det bedste; udplukke kræsent. Totn, Vinger, Oslo, Smaal. Vestfold. "Vranske Mat´n, Æpla", og "vranske i Mat´n". Forskjelligt fra "vraka", hvilket sammesteds er = forskyde. Seer ud som et Sammenglid af vanska (vrage) med det fremmede "vraka" eller (og) med "rannsaka". – Vranske f. En som "vranskar"; kræsen Person. Smaal.

Rant m. Dagdriver. NGbr. Se ranta.

Rant eller (og) (V)rant m. 1) smal Jordryg = Rande. Vald. Hall.: R. 2) Tryne. Sogn (Hafslo, Lustr): R. Jf. Rott, (V)rane, Trant. G. N. rani Tryne. 3) Vrant m. Knap el. Ring sat i Trynet. 3) Vrant m. Knap el. Ring sat i Trynet for at hindre Rodning = Rane (A.) se d. Ned. Bamle. 4) Vrant, Tryneklemme = Vrane. Bamle, Ned. Rbg. Vranteband n. d. s. Ma. 5) Vrant, vringlende, ordvridende, vrangvillig Person. Bamle, Tel. Rbg. Ned. Ma. Li. I Ma. (Grindeim, Bjell. og fl.) er Vrant mindre ondartet end Vrane. Jf. D. Dial.. vrandt, forkeert.

(v)ranta 1) v.a. (ar), anbringe Vrant (4 og 3) paa Svin. Ned. Rbg. "Vrante Griis´n". 2) v.n. vride paa Ord, vringle; ogsaa: handle vredent, være vrangvillig. Li. Ma. Ned. Sæt. Tel. "Han sto^u o vranta mæ dæ". – vrantast v. recip. vride paa hinandens Ord. "Han æ vreisten o ikkji go^u o vrantast mæ". Agder, VTel.

(V)ranta f. Vringler = Vrant. Li.: Vr. Vrante, Genetiv el. adj., om det vrangvillige tvære og vringlede; Rbg. Tel. "Ein Vrante Gamp´e", en vrangvillig og stædig Hest. – Vrantestykkje n. Handling fremgaaet af Vredenhed eller Vrangvillighed. Li. – vranten adj. 1) vreden; særlig om Ved: med vredne Trevler, vanskelig at kløve. Sæt. "Ain vranten Kubbi". 2) ordvridende, vringlende; = vrang. Agder, VTel. "Ein vranten Gamp" = Vrante Gamp. – vranteleg adj. = vranten 2). Rbg. (Aamlid). Vranten er ingensteds forefundet med Bet. af D. vranten. Overhovedet synes der i disse Ord, Vrant#-vranteleg, ikke at være synderlig Indvirkning fra D. vrante, Nt. wranten dvs. være vranten, Frisisk wrannig (hvordan det end monne være med Fællesskab i Oprindelse).

(v)ranta el. ranta v.n. (ar), 1) vandre om uden Maal; gaa og tumle. Shl. Ryf. "Ranta seg burt". 2) = driva Drant. – Rant m. En som rantar. – ranten adj. tilbøielig til at ranta, eller til Ranting f. Jf. ransa, (v)rana; Sv. Diall. rannta, onyttigt springa omkring; D. Dial. vratte = vralte.

"Rante m." A. 2) Jordryg = Rande. Tel.

rantla, Rantlestav se randla.

Ranurd f. smaastenet "Urd", som jævnlig skrider ud. Til Ran dvs. Run. YNamd.

"rapa v.n. (ar), , skride ud, styrte ned". A. Sæt. VAgder. "Dæ rapa ingjen Hast, dæ stænn ingjæ gamaal Kjedding fast"; Ma. 2) rapa ned, nedkomme. Rbg. (Sæt. og fl.). 3) lade Munden løbe; snakke løst. Ryf. og Jæd. mest: raba. Se Rape.

"rapa v.n. (ar), 2, ræbe". A. roba, Li. raap(p)a, Helg.

rapa v.a. (ar), samle i uordnet Hob, Rape; rive sammen. Shl. (Etne). "Rapa i Hoop". Vel væs. eet med rapa 1, G. N. hrapa fremskynde; Nt. rapen, T. raffen dvs. gribe raskt. Jf. rappa.

rapande adv. I "r. galen", ravgal. Berg.

Rape m. 1, lang rask og usammenhængende Tale; vidtløftigt Snak. "Ein lang´e Rabe". Rog. Til rapa 1.

Rape m. 2, Hop af Skrammel; f. Eks. Flyttegods. Shl. Ryf. Røldal, Jæd. Li. "Rap' aa Skrap". "Faa mæ deg Ra`ben din!" – Rapaloft n. Skrammel-Loft, Pulterkammer. Shl.#-Li. (Staar nær Rape 1., om ikke netop eet).

"Rape m. Dvergebirk". A. Grabe VAgder (Fritzner under hrapi). Se rama, grama, Avram, Avgramma.

rapla v.n. (ar), 1) klapre let, som naar Ærter falder paa en Næver. Innh. 2) plapre. Innh. STrondh. "Rappl' oopp Leksa". "Du raple dæ 'taa". Jf. Rapp, et Rap.

Rapp m.? = Rapp n. "Paa Rapp´n". Ndm.

rappa v. rapse, snappe. Hall. (Gol). "Rappe mæ see". Jf. rap(p)a. – rapsa se rafsa.

rarleg adj. noget "rar" (prægtig). Voss.

"Ras n. 1", A. 2) Ku'ee æ paa Ra`see", Koen er i Brunst. NGbr. 3) det Udgledne; Skred. Vald. og fl. "Steinras".

ras adj. vild, tumlende. Ndm.


"rasa v.n. 1) glide ud, styrte ud". A. Gul.: raasaa, "r. nee". "Han slo bærre saa dæ raass oomkring'n", dryssede; maaske dog af rosa (= rysja). "2) støie; tumle". A. NTrondh.: raasaa. "Faaraa aa r.". "R. dæ 'taa sæ(g)" el. "fraa sæ" = riva fraa seg (Arbeide). 3) "raasa paa", komme ved et Tilfælde paa, el. op i, falde paa. Fosn. "D'æ bæsst aa ha dæ, oom 'n skull' raasaa paa aa bruuk' dæ". – Raasaabaal m. braskende og larmende Person. Gbr. – Raasaakopp m. = Rivar. Innh. – raasaasam adj. støiende, tumlende. Gul. Innh.

rasa v.a. 1) skrubbe Huden af = hudrasa. Sdm. (Vanylven). 2) = skrapa Kjøtrosa. Tel. Se Ras, rasa (Skjel), A. 3) feie el. rense et Rør. Land, Totn, Hedm. "Rasa Piipa". Piperasar m. Se rosa (o') 1.

Rasayrda f. = Ranurd. SØsterd.: -øle.

Ras-el (ee) n. støiende Lune. Tel. (Selljor).

rask adj. ikke kræsen = rasken. Hall.

raska v.a. (ar), snappe, rapse = rappa. Smaal. Follo. "Raske te(l) sei". Til rask.

rasken (kj) adj. 1) rask kvik og behændig. Innh. 2) flink til at gramse til sig; om sig. Nordl. og fl. 3) ukræsen = rask, uvand; flink til at "raska i seg". Nhl. YSogn.

raskleg adj. noget rask; hurtig. Tel. Røldal.

Rasl n. Afsats i en Bjergside. Vald. (Vang).

[Rasl m. Raskhed og Energi; militær "Appel". Tel. Busk. og fl. Vel fra Ekserserpladsen.

rasla v.n. 1) styrte ned med vedvarende Bragen = ramla. Hall. (Aal). "E høyrde dæ rahla uppi Bærgo". 2) lade Munden løbe = rapa. Hard. (Ullensvang): rasla. Hall. (Gol): rasle og rahle. – Rasl n. og Rasling f. = Raml. Hall.: hl. – Til rasa.

rasma v.n. glide op, løses op = rakna 2). Gul. (Holt.). "Dæ rasma i Sømm´n".

?Rasp m. Ramse = Regla. ISogn.

raspa v. ramse = regla. ISogn.

raspall adj. tilbøielig til at raspa dvs. raspe, skrubbe, bearbeide med en hvass og rap Tunge; se Rosp. Sæt. Ma. og VTel., mest: raspaal.

Raspand n. Ryk = Raspan. Hall. Raspann, Totn. "Du kann kjøre dæ i eitt R.".

raspe- i Sammenss. = rav-, riv-, rispe-. F. Eks. raspe-galen, Tel. og fl. Og raspende (-ande), Hall. og fl.

Rassball m. Arsbalde. – Rasshol (o') n. Anus. – Rasstarm m. Endetarm. – Rassende m. 1) = Rasstarm. 2) = Rass. NGbr.

"rassa v.n. (ar), 1) føite". A. Især ofte: "risse o rasse". Tel. "2) sladre, vaase". A. Tel. "Rasse o rø". – Rassekrok m. Barn som plager ved Støi og Overhæng. Tel.

Rast f. (og m.) kratbevokst Jordryg. Ndm. (Aure, Halse, Tingvoll). "Lyngrast, Skograst; Haugrast". Jf. flg. og Rust.

"Rast f. 2, Rad, Række". A. Sogn og Hall. særlig: "äi Rast mæ Stäen, Stäenrast" (i en Muur); Jæd. og Dal. især om: Række Neg henad en Ager. "I Rast`e", i Rad; Sogn, Sfj. Sdm. Shl. 2) toppet Skumstribe der hvor Strøm kantes af Vand med en anden Bevægelse. Shl. Nhl. "Ströumrast". Jf. Røst 3. 1,; G. N. röst.

?Rast n. Brunst = Ras. NGbr. (Lom).

rasta v.n. (ar), streife om. Vald. (SAurdal). "Raste ikring". "Eit Skøyarføstre æ uute aa rasta".

Rastestein m. Mærkesteen for Hvileplads. Sæt.

"Rat n." A. Gbr. Rbg. 2) usselt Dyr. Helg.

"rata v.a. vrage, kaste bort". A. Ringerike, Tel. "Eg hev maatt rata Joorepli bort paa ræturi", spilde, anvende ødselt; Selljor. raataa, NGbr. (Lom); rate paa dadle, anke over, NGbr. (Lom, Vaagaa).

rata v.n. (ar), 1) styrte nedad glidende. Sogn (Aurland). "Stäen´n rata ni'itte Bergje". "Han kom ratande ni'itte Bergje, ee tænkte han hadde slegje see spint i Hel". 2) falde op i, støde paa. Rbg. "Rate Ska'i". G. N. hrata, rata falde omkuld, falde op i.

rata av v. gaa spildt; Tel. Se ratast 2).

rata seg v.n. (ar), gaa uheldigt eller fortrædeligt; mislykkes. Rbg. (Evje). "De rate seg so for meg". Jf. Rate m., rata adj.

ratast v.n. (og a.) (ast), 1, tilstøde, træffe. Næsten altid med præp. (a)at. Ma. (Grindeim, Bjelland, Lauvdal, Øyslebø). "Alti ska e(i)kko vundt ratast at hann". "Altfo^urt ska dæ radast ekko ad 'an", eller "paa han"; Lauvdal. Sjelden: "alti ska dæ radast hann noge", Li. (Kvin?). Jf. G. N. (h)rata støde paa, vederfares noget, Isl. (h)ratask forefindes og dl.

ratast v.n. (ast), 2, gaa spildt efterhaanden; minke ved stadig Spilde; opslides, hentæres. Altid med "av", "burt (bort)" eller "ut". Agder, Rbg. Tel. "Bruke hev ratas(t) av i alle Fossane", Tømmeret osv. "Dæ kjæme bara te radast bort, saa æen seer´e kje noge Sta i dæ". Ma. Li. Hører vel nærmere til Rat n., Rate m., end til rata vrage.

Rata-taska f. daarligt Kvindfolk. Helg. (Dønnes, Bindal). – Rata-ungje m. slemt Barn. Helg. (Mo). Flere andre Sammenss. med Rata-. Helg. Til Rate m.

Rate m. 1) Dynge af Skrammel, "Rat". Nfj. (Breimn, Stryn). "Ein heil´e Rate". G. N. hrati Skrammel. 2) en ussel, daarlig næret Figur; et Vrag af et Husdyr; især et elendigt Faar. VAgder, Dal. Jæd.

Rat-el (ee) n. et ondt Lune = Rasel. Tel. (Bø). "Han æ paa (i) eit svært Rateel".

"raten adj. slet, daarlig". A. Sæt. Dal. Jæd. "A(it) rate Tingg", end ond Tingest, noget ondt; Sæt. I Jæd. og Dal. raden
(ra(t)den) og oftere rada, men Flertal ratne. 2) ringe, daarlig. Innh. "Ein ratin Veg".

Rateskap m. Skrammel = Rat. SætB.

rateslig adj. = ratleg. Ma.

Ratesmolog (o', o') n. et usselt Faar; især et "Vaarsrak" af et Faar. Rbg.? Radasmaalaag, Ryf. Jæd.; Radesmalu, -o, -au, Ma. (Holum, Audndal, Halsaa); Radesmalung, Ma. (Holum).

"ratla v.n. flakke, slentre afsted". A. Shl. rasla; Li. (Eikin). "Me rusla o rasla, me gje okke Stunnen". "Rasla o Sta`e". 2) gaa smaat og usikkert, som Børn der lærer at gaa. Stjør.: rahl'. 2) "rasla tee", strække netop til. Li. (Eikin). – Til G. N. rata færdes, Got. vraton?

Ratleradl n. løst Snak. Hard. (Røldal).

Ratur n. og m. 1) n. usselt Dyr; Kræ. Ryf. 2) n. og m. slem ondskabsfuld skadefro Person. Ryf. Jæd. og Dal.: Rat'uur og Rad-. "Eit Ratuur te Kjering". Jf. Ur.

ra-u se radig.

"raud" A. röug´e, Shl. Ryf. osv. som daud.

Raudaal m. Slimaal, Myxine. Ndm.

raudbraassen adj. fyldig og rød over hele Ansigtet; florid; omtrent = braasseleg. Se Braassa. SætB.; raubraassen, med langt aa og langt S; Dal. og Ma.: röubraassen (og räu-), med kort aa; sjeldnere: -braasen.

"raudblakk adj." A. kun om Heste som er rødblakkede over det Hele, uden den mørke Stribe langs Rygraden og omkring Benene. Li. (Eikin). Ogsaa: samblakk.

Rauddaam m. svag rød Farve. Ma.

"Raude m. Rødhed". A. Roe (o'#-ö), Gul.

Raudemor m. = Innrote. Nfj. Se Raudmor.

Raudfena f. liden græsløs Sump med rødbrun Jord. Hall.: Raufeenu. Jf. Svartfenu.

"Raudfjødring". A. Gbr. -fjæring, Smaal.

Raudga? f. 1) Fiskeblod. Shelg. (Bindal): Raagg'. Hertil: raagg' v.a. berøve Fisk Blodet: "raagg' Kveitaa". 2) Raugga, Fiskens Urinorgan langsad Rygraden. Helg. (Brønnøy). Raaggstuuv m. d. s. Bindal.

Raudhæring m. en Rødhaaret. Ryf. NGbr.

Raudkamb m. et Slags "Raudaat". Li.

Raudkaal m. = Mysesmør. SætB.

"raudleitt adj." A. röudleiden, Dal. (Hæsk.).

"Raudlus f." A. Röue-Gudmund m. Ryf.

raudmojen (oo) adj. rødlig; om Sky. Hall.

raudmosen (oo) adj. 1) hed rød og lidt opsvulmet i Ansigtet, som efter Drik el. Anstrængelse; echaufferet. Sfj. Nfj. Sveitt aa raumoosen". "Raumoosen i Au(g)a". 2) rødmusset. Nfj. Nhl. Jf. mosen. Ogsaa: raumoosa Nfj. "R. Eple".

"Raudmyrja f. 1) = Raudmor. Ryf. 2) Rust paa Korn. Ryf. Ogsa: Røyda.

Raudnad m. Rødhed; især Skyens. Namd. Strinda: Röuna.

"raudna v. rødme". A. Li.: raudna (öu og æu).

Raudnebba f. 1) = Raudnebb. Ryf. 2) Hun af Labrus m. Ryf. Røsnæke f. d. s. Ned.

Raudrust f. rød Rust paa Korn = Røyda. Ryf. Ogsaa: Rauros (o'); hvor?

raudplustren (uu) adj. rød og lidt opsvulmet i Ansigtet. Ma. (Bjell. Holum). Jf. plusen.