Ivar Aasen Norsk Ordbog

Balder (dr), n. Larm. S. baldra.

Balderblom, s. følg.

Balderbraa (f.), Kraveblomst, vild Matrem (Pyrethrum inodorum). Voss. Ogsaa kaldet Baldurbraa (Hard.), Ballebraa (Nhl.), Barbraa (Indherred), Barbraagull (Ork.). Ellers: Balderblom (Shl.), Baldblom (Siredal, Aaserall), Baliblom (Jæd.). Andre Navne paa denne Urt ere: Kragablom (Tel. og fl.), Prestkrage (Nordland og fl.), Prestgull (Ork.), Munkekruna (Sfj.), Skjæreblom (Mandal), Skjurgull (Helg.); Blindeblom (Ryf.), Blindsoleia (Sfj.), Blindekjuka (Nfj. Sdm.), Slaatteblom (Tinn). – Om Navnet Balderbraa findes en Oplysning i Snorre’s Edda, hvor det hedder, at den Urt, som er “den hvideste af alle”, er bleven sammenlignet med Guden Balders Øienhaar (er jafnat til Baldrs brár). Ordet har altsaa en anseelig Alder.

baldra, v.n. (ar), larme, skralde, smelde. Nordre Berg. og fl. – Baldring, f . larm, Skralden.

Bale, m. 1. en Vold eller jævn Forhøining langs Strandbredden. Nhl. Isl. bali.

Bale, n. 2. Balg, Skede; s. Bal, f.

Baleland, n. en Kyst som er vanskelig at komme til i Stormveir. Sdm.

balen, adj. 1) stræbsom, udholdende. Nhl. og fl. 2) = balsam.

[Balje, m. en Ballie (= Stamp). Østl. – Holl. balie; T. Balge og Balje.

Balk, n. Møie, Besvær; ogsaa om et klodset Arbeide. Nordl.

Balk, m. (Afdeling), s. Bolk.

balka, v.n. (ar), arbeide med Møie (= bala); ogsaa: kludre, gjøre klodset Arbeide. Nordl. Jf. balla. – balkast, v.n. forsinkes (om Arbeide), gaae seent og uheldigt.

balkutt, adj. møisom, forbunden med Besvær og Tidsspilde. “balkaatt”, Nordl.

Ball, n. Møie (= Balling).

Ball, m. 1) Bold, Klump, Kugle. Leikeball, Snjoball. Slaa Ball: spille Bold. Sv. boll; G.N. böllr (ballar). Jf. Boll. – 2) Boller, et Slags kogt Mad i Form af Klumper eller tykke Kager (= Klot, Kumla). Nordenfjelds. – 3) en sammenviklet Hob, liden Bylt eller Pakke. (Jf. Netball). Ogsaa en Forvikling, Urede, Knude (= Vase, Floke). Det kom i Ball: det blev forviklet. Det ber i Ball (om en forvirret og selvmodsigende Tale). Nordland.

balla v.a. og n. (ar), 1) sammenvikle, trykke sammen i en Bylt eller Pakke. Han balla(de) det i Hop; balla’ det inn i ein Klut, o. s. v. 2) svøbe, vikle omkring. Balla paa seg: dække sig vel med Klæder. 3) kludre, slæbe med noget, som ikke vil gaae rigtig fra Haanden. Han ballar med det. Balla seg fast: indvikle sig i en Sag. Balla Flokar, = berja Flokar. Tel.

Ballblom (Trollius), s. Bolleblom.

ballen s. ballsam.

Balling, f. Sammenvikling; ogsaa Møie, Tidsspilde; s. balla.

ballsam, adj. 1) møisom, om Arbeider som gaae seent og tvært. 2) seenfærdig, sølende. B. Stift. Nogle St. ballasam; ogsaa ballen.

Balløn, s. Barlind.

balsa, v.n. (ar), slæbe, trælle (= bala); ogs. boltre, tumle sig, som i Leg. Mandal.

Balsam, n. Balsom. (Af Latin).

balsam, adj. møisom, besværlig; om Arbeide, Reiser, o. s. v. Nogle St. balasam og balen.

balsen, adj. møisom (= balsam). Tel.

balstyren og balstyrig, adj. vild, voldsom, ustyrlig. Ogsaa i svenske og danske Dialekter. Holl. balsturig.

bamla, v.n. skvulpe, pladske i Vandet. (Trondh.). Jf. damla.

bamsa, v.n. æde graadigt, tage Munden rigtig fuld. Østerd.

Bamse, m. et Navn paa Bjørnen. Ikke alm.

[Ban, m. Bane, Spor; f. Ex. til Tømmerflytningen paa et Savbrug. (Sagban, el. Sagba’en). Smaal. Sv. bana, T. Bahn.

bana, v.a. (ar), dræbe. G.N. bana. Ikke alm. Jf. Bane. Om et andet bana, s. badna.

Band, n. et Baand. Fleertal tildeels Bond, udtalt Baand. (G.N. band, pl. bönd). Jf. binda. – Særlig Betydning: 1) Traad eller Reb at binde med; ogsaa Baand til Prydelse; Borde, Strimmel. – 2) Lænke, Kjæde (af Vidier eller Jernringe) at binde Dyr med. 3) Baand af Træ eller Jern omkring et Kar (= Gjord). – 4) Knæ eller Tværbaand over Bunden i en Baad (= Rong). – 5) Bindetræ imellem Stolperne i en Bygning. Jf. Krossband. Ogsaa en Bindenagle; f. Ex. i en Slæde. – 6) Bundt, Neg, Knippe af Kornstraa. Søndenfjelds. Jf. Bundel. – 7) Svøb, Forbinding (paa saarede Lemmer). – 8) Bindingsmaade; f. Ex. i Fiskergarn (jf. bend, storbend). – 9) figurl. Forbindelse,
Forening; ogs. Forpligtelse; Tvang, Indskrænkning. Leggja Band paa seg: tvinge sig, styre sin Lyst. Slaa Bandi (el. Bondi) av seg: slaae sig løs fra al Tvang, lade en Følelse yttre sig frit; udbryde i høirøstet Klage o. s. v.

banda, v.a. (ar), baande, slaae Baand paa et Kar. Ogsaa: banke, prygle. Sdm.

Bandeloft, n. Loftrum i en Pakbod. Bergen.

Bandemun (u), m. = Gyrdemun. Nordl.

Bandhake m. Baandhage (hvormed Baand klemmes ind over Kanterne af et Kar). I Sdm. Bandebit (ii), m.

Bandkniv, m. tveskjæftet Kniv at tilskjære Træbaand med.

Bandstake, m. Baandstage, ungt Træ til Tøndebaand. Jf. Stake.

Bandstokk, m. 1) Forbindingsstok i en Bygning (= Samhald). 2) en med Stolper befæstet Stok til at binde Heste ved.

Bane, m. Død; ogsaa Aarsag til Døden. G.N. bani. Det vardt Banen hans: det blev hans Død; el. paaførte ham Døden. (Mest brugl. i Fjeldbygderne). Banebeig, m. dødelig Sygdom eller Skade. Tel. (Banabeig). Banehogg, n. dødeligt Hug. (Ligesaa Baneskot, n. Baneslag, n. Banestyng, m. Banestøyt, m.). Banemann, m. Drabsmand. Banesaar, n. dødeligt Saar. Banesott, f. Dødssygdom. Tel. G.N. banasott.

[bang, adj. bange, ræd. (Tydsk). Nogle St. bangen og banga. Det sidste er maaskee et andet Ord (bangad).

Bank, m. Bank (til Pengevexling). I nogle Forbindelser “Banko”; saaledes Bankobok (Seddelbog), Bankobrev, Bankosetel. Ital. banco.

banka, v.a. (ar), banke, slaae. Hertil: Bank, n. og Banking, f. Nyere Former. I G.N. banga, v. og bang, n. (Larm, Bulder).

Banke, m. = Skalle, Grande, Øyr.

Bann, n. Hindring (s. Foderbann, Matbann); egentl. Forbud, Interdict. G.N. bann. Jf. bannstøyta.

banna, v.a. og n. (ar), 1) forbyde. Sjelden og tvivlsomt; s. forbanna. G.N. banna. (Jf. T. verbannen). 2) forbande, beklage bitterlig. 3) bande, bruge Eder og onde Ønsker. Hedder tildeels bannast (Trondh. Nordl.), som egentlig betyder: bande hinanden. – Hertil Bannar, m. En som bander meget. Banning, f. Banden. Hedder ogs. Bannskap, m. (Trondh.).

bannsett, omtr. som bannstøytt.

bannstøyta, v.a. forbande; egentlig bansætte, excommunicere. Valders; hedder ogsaa: bannstøypa, og ellers bannsetja og bannlysa. – bannstøytt: sat i Ban. Ellers: bannstøypt, bannsett, bannlyst.

Bar, n. 1. Bar, naaleformigt Løv; Naaletræernes Løv og Kviste. G.N. barr, m. Sv. barr, n. Bruges kun kollektivt, ikke om enkelte Løv eller Naale, ikke heller gjerne om Naalene alene uden Kviste. (Almindl. med langt a). – Om et andet Bar, med Betydn. Korn, see Barlog.

Bar, n. 2. Slag (af berja, bar-de). Brugt i Sammensætning: Haglebar, Barveder, Bardage, Barsmid.

Bar, n. 3. Afskrab, Sliim som skrabes af Indvoldene af slagtede Dyr (= Garneskav). Valders. (Ogsaa nævnt i Jensens Glosebog, p. 9, og 103).

Bar (Kant), s. Bard og Barde.

bara, v.a. 1. (ar; ogs. er, te), slaae, banke. bara paa: slaae dygtigt paa. Nhl. Hard. bara ned Kornet: slaae Kornet ned; om Vinden. Helg. Vistnok kun en Afvigelse af berja (s. d.). Hertil: bara(d), adj. forslaaet, afstumpet; f. Ex. om Flint. Orkd. Jf. bard, avbard, utbard, vatsbard.

bara, v.a. 2. (ar), bestrøe med Bar, især med Grankviste. Partic. barad.

bara, v.a. 3. rense Indvoldene af Dyr (s. Bar, 3). Valders. – Om et andet bara s. bora.

Baraatta, f. om voldsom, støiende Fremfærd. Tydalen (dunkelt. G.N. barátta, Kamp (til berja).

Barbraa, s. Balderbraa. Ellers en Form af Navnet Barbara.

Bard (Bar), n. 1) Kant, Rand, Bred. Hall. udtalt næsten Bal (tykt L) og med Fl. “Bøl” for Bord (o’). G.N. bard (pl. börd). – 2) Side, Bordkant paa en Baad eller Færge. Gbr. Orkd. (Næsten Bal). – 3) tomt Rum øverst i et Kar (= Bord). Jæd. (udt. Bar). Jf. Barde og Bradd.

bard, par. 1) slaaet, banket. G.N. bardr. 2) tærsket, s. berja.

Bardage, m. Strid, Kamp; Slagsmaal. Nhl. mest i Fl. “Bardaga”. G.N. bardagi I Tel. Baddast. I Hall. Bardus, m.

Barde, m. Kant, Bred af en Elv eller Grøft. Elvarbarde, Veitebarde, Vegbarde. Hedder deels “Bare”, Nordl. Sdm.: deels “Bar”, Sfj. Sogn og fl. Jf. Bard, n.

Bardkrakk, m. en liden Bænk, forsynet med Rygstøtte. “Barkrakk”, Mandal. (Folkevennen 10, 557).

Bardsvoka (o’), el. Barsvoka, f. Bartholomæi Dag, den 24de August. Almindeligst Barsoka, Barsoko, Barsok. G.N. Bardolsvaka (Dipl. 2, 459). S. Voka.

bardyna, v.n. (er, te), boltre, tumle sig, buldre med noget. Sdm.

Bare, s. Barde. – bare, adv. s. berre.

barfria, v.a. (ar), forsvare mod et Angreb. “barfria seg”: værge sig, slaae fra sig. Hard.

Barfrø, n. Udbygning paa Forsiden af et Huus; et Loftrum over Forsvalen eller Bislaget. Østerd. (Jf. Folkevennen 10, 217). I svenske og danske Dial. barfre. G. Fransk berfroi, G. Tydsk bervrit, bercvrit, om et lidet Taarn til Forsvar mod Fiender.
(Diez, Roman. Wört. 1, 59). Oprindelsen alligevel uvis.

Barhane, m. et Navn paa Tiuren (s. Tidur). Barhaanaa, Østerd.

Barhoggar, m. en vis Skovfugl. Indh.

barka, v.a. (ar), barke, tilvirke med Barkelud; uegentlig: hærde, vænne til at taale meget. (Barka seg til). Part. barkad. Jf. Bork, Borka.

Barke (kj), m. Strube, Luftrøret i Halsen. Temmelig alm. (Jf. Garpe, Vederstrupe). G.N. barki. Barkekyla, f. Knuden ved Luftrørets Munding, Adamsæblet. G.N. barkakýli, n.

Barkjuka, f. Frø-Kogle af et Naaletræ. Indh.

Barkvist, m. Kvist af et Naaletræ.

Barlast, m. Ballast (= Siglestein, Seglfeste). Sv. barlast; derimod Holl. og Eng. ballast. Noget dunkelt.

barlasta, v.a. forsyne med Ballast.

Barlaan, f. s. Barskyle.

Barlind, f. Taxtræ (Taxus baccata). Afvig. Barløn, Balløn, m. (ved Mandal).

Barlindbygg, = Flatbygg. Hall.

Barlog (o’), m. Maltvand, det Vand hvori Korn er udblødet til Malt. Tel. Hall. Vald. Sfj. Sdm. Afvig. Barlaug, Orkd. (I Ndm. “Konnlog”). Dette “Bar” er vistnok det gamle barr, som anføres blandt Navnene paa Kornet i Edda (Alvismaal, 32). Jf. Goth. baris, og Ang. bere (Byg); Eng. barley. – Hertil Barlogsmyrsl, f. et Slags Lægedom, tillavet af Maltvand. Valders.

Barlom (oo), m. en tyk Barkvist, en Green med tæt Bar. Østerd. (Elvedalen).

Barm, m. 1) Barm, Forside, Bryst. (Ang. bearm; Goth. barms). Ogsaa om den Deel af Klæderne, som bedækker Brystet. Stinga Handi i Barmen. – 2) Bugen eller Midten af et Fiskevod i Søen. Notarbarm. B. Stift og fl. – 3) Kant, Bred; især om den nederste Deel af et Seil. Nordl. G.N. barmr, Bred.

barma, v.a. (ar), ynke, beklage. barma seg: klage, jamre. Tel. Nordl. I svenske Dial. barmas. Om et andet barma s. berma.

Barme, m. Unge af samme Kuld eller af samme Moder. Mest i Fl. Barmar, omtrent som Brødre; om Dyr. Trondh. (Indr. Stjordal, Guldal, Orkd.). G.N. barmi, Broder.

barmeleg, adj. beklagelig, sørgelig. Helg.

Barn, n. (Fl. Born), Barn; Afkom; Menneske i Barnealderen. Afvigende i Udtalen: Bann, el. Ba’n, med Fl. Bonn (nordenfjelds); Badn, Fl. Bodn (vestenfjelds), og Baan, Fl. Boon (søndenfjelds). G.N. barn, pl. börn. I Sammensætning tildeels Barne (Badna, Bane, Baane), som Barnebarn, Barnegraat, Barnespel o.s.v. En lignende Form findes i enkelte Talemaader som Genitiv. Paa Barna Viis (paa Børns Maade). D’er braad Barna Hug (Børns Hu er hastig, dvs. de ville ikke vente længe).

barnad, adj. frugtsommelig, gaaende med Barn. Afvigende: barnadleg “badnaleg” (Nhl.) og bornutt “bonnaatt” (Indherred og fl.). Dette bonnaatt er egentlig bornud (o’), el bornod, i gammel Form börnud, altsaa Femininform af barnad. (Jf. G.N. barna, besvangre). Ellers: fremmeleg, halda, um hender, farande og fl.

Barnalder, m. Barndomsalder.

Barnaal, f. Naal af et Naaletræ. Buskr.

barnbunden, adj. som har Barn at pleie.

Barndom, m. Barndom; Barneaar. Hedder ogsaa Barnsdom, Bansdom. Ganga att i Barndomen: sløves af Alder, blive som et Barn.

Barndøme, n. Barndom. Tel. (Baandøme).

Barnebragd, f. Barneskik, barnligt Væsen. Tel. “Baanebrogd”, Sæt.

Barnefer (fær), f. barnlig Opførsel.

Barnefora, f. Børneværk; s. Fora.

Barn-eign, f. Børnefødsel (s. eiga). G.N. barneign. Ho er ut-or Barneigni: hun er for gammel til at faae Børn. B. Stift, Valders og fl. Noget lignende er Barngjerd (Baangjæl), Buskr., og Barnmegd, f. Nordland.

Barnelag, n. 1) Barneskik, barnligt Væsen. 2) Selskab af Børn.

Barneleika, f. Legetøi for Børn.

Barnelærdom, m. Børnelærdom.

Barnemaal, n. Barnestemme.

Barneminne, n. Barndoms-Erindring.

Barneplaaga, f. Børnesygdom.

Barneseding, f. Børns Opdragelse.

Barnesko, m. Børnesko. Han heve slitet Barneskorne sine (han er ikke noget Barn).

Barnesnygg, m. Børne-Nykker. “Baanesnygg”, Smaal.

Barnestol, m. Stol hvori Smaabørn kunne staae saaledes at de ere betryggede for at falde.

Barnetull, m. Vuggefang. Tel.

Barneverk, n. Arbeide for Børn.

Barnevipra, f. Paafund, Smaakunster af Børn. “Banevipre”, Sdm.

Barnfader, m. Barnefader.

Barnfostra, f. Barnepige; Amme. Nogle St. Barnsfostra, Bansfostre o.s.v.

Barnfostring, f. Opfostring for et Barn.

barnfødd, adj. født (paa et vist opgivet Sted).

Barngjerd, f. Barneign.

Barngjøla, f. Børnevogter, Barnepige; tildeels ogsaa: Legekammerat. “Baangjøle”, Telemarken.

barngod, adj. god, venlig mod Børn. Hedder ogsaa barnelsken og barnekjær.

barnkjømd, adj. om Kvinde, som kan faae Børn. “baankjømd’e”, Tel.


Barnkona (o’), f. en frugtsommelig Kone. Sjeldnere om en som har faaet mange Børn. I Spøg: Barnekjessa, “Baanekjesse”. Valders.

barnlaus, adj. barnløs. – Barnløysa, f. Barnløshed.

Barnlyd, m. Børneflok. Hall. (Baadnly).

Barnlægje, n. Frugtmoder (uterus).

Barnmegd, f. s. Barneign.

Barnsaarke, m. Udslæt hos Børn. Tel (Baansaarkje).

Barnseng, f. Barselseng. (Sædvanlig udtalt: Barsæng). G.N. barnsæng; Sv. barnsäng. – Barnsengkona (o’), f. Barselkone.

barnsjuk, adj. syg paa Grund af en Barnefødsel, barselsyg.

barnsken, adj. ung og uerfaren. “banskjen”, B. Stift. G.N. bernskr.

barnsleg, adj. barnlig; ogsaa barnagtig, tankeløs, fjasende. Sædvanlig bansleg, baansleg. Sv. barnslig.

Barnstora (o’), f. omtr. som Barnsunge. Sdm. Ndm. (Vel egentl. et utidigt Foster; jf. stora).

Barnsunge (Bansungje), m. Barn; alt for ungt og derfor udueligt Menneske. (Spøgende og med Ringeagt). Mest alm. Bansungje, Baansungje. Sv. barnunge.

Barnsøl, n. Barselgilde, Gjæstebud ved et Barns Daab. Mest alm. Barsøl. Sv. barnsøl.

Barntaus, f. 1) en Barnepige. Ikke alm. – 2) en besvangret Pige. B. Stift.

barnung, adj. meget ung.

barnvondt, adj. n. om Fødselsmerter. Faa, el. hava barnvondt (baanevondt).

[Baron, m. Baron, Friherre. (Fransk).

Barseng, s. Barnseng.

Barskog, m. Skov af Naaletræer. Modsat Lauvskog.

Barskyle, n. Skjul eller Hytte, opreist af Grene af Naaletræer. Gbr. I Hall. Barlaan (s. Laan, f.).

Barsmid (i’), m, Kornets Tærskning, og den Tid hvori denne foregaar. Sdm. (s. berja). Afvig. fra G.N. barsmid, f. Bankning, Slagsmaal.

Barsoko, s. Bardsvoka.

barstæk, adj. vild, heftig, ustyrlig; voldsom at stride med. Sdm. Dunkelt; jf. stækjen.

Barsøl, s. Barnsøl

Barsøyr, m. en Skade paa Bartræerne; Sygelighed hvorved Naalene falde af, og Træerne visne. Namd. Jf. Søyr.

Bartella, f. Gran med Toppen paa. Indh.

Bar-tre, n. Naaletræ (Fyr, Gran, Ener). Modsat Lauvtre.

Bartvoga (o’), f. en Kvast af Barkviste til at feie og skure med. “Bartugu”, Trondh.

Barveder (e’) n. Hagelveir, skarp Luft med Hagelbyger. Barveer, -veir, Sfj. (I Sdm. Haglebar). Jf. Bar, berja.

Bas, m. 1, Bas, Bastone; Basstrengen paa en Fiolin osv. Ital. basso.

Bas, m. 2, 1) En som udmærker sig fremfor andre. Han vardt Basen: han vandt Prisen. Spela Bas: være den dygtigste. Ogsaa om en Ting, som har et Fortrin fremfor andre. Detta Stykket var Basen. – 2) Formand, Forstander; især om Anføreren i et Fisker-Selskab. Notar-bas. Ogsaa i svenske og danske Dial. Nt. Bas, Holl. baas (l. bas): Mester.

basa, v.n. og a. (ar), 1) smøre, kline, stryge rigeligt paa. Basa paa; basa utyver. Ogsaa føle, ødsle med noget. Sdm. Namd. Nordland. I Indh. baasaa. (Ogsaa i svenske Dial.). – 2) rense Kar med hedt Vand (= baka). Østerd. (baasaa). – 3) trælle med et Arbeide, slæbe, strabadsere. Hall. Buskr. Solør. (Isl. basa). Ogsaa: tumle, støie, leve lystigt. Smaal. (Sv. basa, tumle afsted). Hertil Bas, n. Sølerie; Tummel.

Bask, n. Pladsken (s. baska); Tummel, Kamp, Dyst. Ogsaa om en Røre eller Blanding; s. Halvbask.

bask, adj. kjæk, dygtig; ogsaa stolt. B. Stift.

baska, v.n. (ar), 1) pladske, slaae i Vandet (som visse Søfugle, naar de flyve op). Nordl. Sdm. Tel. og fl. (Nogle St. blaskra). – 2) tumle, boltre sig; støie, buldre. – 3) arbeide dygtigt, være om sig; kjæmpe sig frem. Nordenfjelds og fl. Jf. baksa, basa, bala. Hertil Baskar, m. en dygtig Karl, En som ikke let giver tabt.

Baskelag, n. støiende Selskab; Svirelag. Smaal.

basken, adj. stræbsom, udholdende. Nordl. Orkd. Hall. (baskjen).

Basketak, n. Kamp, Dyst.

Basma, og Basm, f. en Fed eller Afdeling i en Væv, bestaaende af tyve Traade eller (i Vadmelsvæv) af tyve Par, som saaledes svarer til tyve Rum i Vævkammen (Skeden). Berg. Trondh. Gbr. I Hall. Basme, m. I Indherred: Pasn, el Passen. (Jf. Tjug). I lignende Betydning Sv. pasma, og pasman, som har været sammenstillet med Ital. passamano, dvs. Traadværk, Posament. (Diez, Rom. Wört. 1, 309).

basma, v.a. (ar), afdele en Væv i Basmer; ogsaa betegne Basmerne i en Vævkam (Skeid) ved at sætte Mærke for hver tyvende Tand. Kammens Fiinhed betegnes da ved at nævne, hvor mange Basmer den holder paa en Alen; den kan saaledes være: fjortanbasmad, sekstanbasmad, tjugebasmad, og fl.

Basmetal, n. Antal af Basmer.

Basse, m. et stort og triveligt Dyr; ogsaa en stor og stærk Karl; især om en urolig Person. Villbasse, Rasbasse. Vel egentlig en Bjørn (G.N. bersi, bessi).

Basstova, s. Badstova.


Bast, n. Bast, Hinde af lange og seige Trevler paa visse Væxter, som Hamp og Liin; især Underbarken af Lind. I B. Stift Bast, f. og tildeels Bost, f. G.N. bast, n. Jf. Halsbast, Navlebast. Bleik som Bast: meget bleg. (Landst. 518. 538).

basta, v.a. 1) binde med Bast (sjeld.). 2) basta seg (om Liin): modnes vel, sætte god Bast. Valders.

Bastekjessa, f. en Matte. Hall.

Bastereip, n. Reb af Bast.

[Basune, m. Basun (Blæse-Instrument). Tydsk Posaune, fordum bosune, busune, af Lat. bucina (Trompeet). – basuna, v. blæse i Basun. (Sjelden).

bat, adv. (?), i Forbindelsen “det maa ikkje bat”, dvs. det faar saa være, man maa finde sig i det. F. Ex. “E heve lita Raad, men e lyt’e hjelpe haanaa; dæ maa ‘kje bat”. Sdm. Dunkelt Ord, som ikke kan henføres til Verbet bata. Maaskee kunde Udtrykket opfattes som: Det maa ikkje (= inkje) bat, dvs. der kan intet bedre (være), der er ikke bedre Udvei. Isaafald vilde “bat” være det samme som beter (bedre) og egentlig Stamform til dette, ligt G. Sax. bat; Ght. baz.

bata, v.n. (ar), 1) baade, nytte, hjælpe. Det batar paa: det hjælper noget. (Nordl.). 2) have Fordeel af noget. (Smaal.). Han batar ikkje stort av det. – Ordet synes beslægtet med Bot (og bøta) og har maaskee engang havt stærk Bøining: bet, bot, batet. (Grimm, Gr. 2, 43).

Bate, m. Baade, Gavn, Fordeel. Afvig. Baataa, Gbr. G.N. bati, Forbedring.

Batebyte, n. fordeelagtig Ombytning.

Batekaup, n. fordeelagtigt Kjøb.

batelaus, adj. ufordeelagtig, uheldig.

bateleg, adj. fordeelagtig. (Sjelden).

Batevon, f. Udsigt til Fordeel eller Forbedring. Jf. Botvon.

batna, v.n. (ar), forbedres, blive bedre; især læges, om Saar. B. Stift, ogsaa Østl. (Solør og fl.). G.N. batna.

Batning, f. Forbedring; Helbredelse.

batt, dvs. bandt, s. binda.

Baud, f. Bud, Sendebud; Hilsning. Orkd. i Formen “Bau”. Andre St. Bod (o’).

Baug, m. 1) Ring, som er dannet af en sammenbøiet Skive eller Plade; den ringformige Væg i en Æske, en Brødkurv eller et Sold (= Trjosk), Siredal. (I Sæt. Bug). G.N. baugr, Ring. (Til Verbet bjuga). – 2) Linning, Rundkant paa Klæder (f. Ex. Buxer). Tel. Saaledes ogsaa: en bueformig Søm eller Kantning; en tilsyet List over Skulderen paa en Trøie, og deslige (Tel.). Andre St. Bryning. – Baug bruges ogsaa om Boven (Bougen) paa et Fartøi (Ryf. og fl.); men dette er vel kun en Afvigelse af “Bog”.