Ivar Aasen Norsk Ordbog

avande, adv. overmaade; f. Ex. avande stort. Sogn. Jf. ovende, ovleg.

avangast, v.n. dovne, fordunste, tabe sin “Ange”; om Drik. Tel.

Avaudn, f. Vanlykke, uheldig Tilstand. Sfj. See Audn.

Avaat, n. Af-ædelse; Tab ved Fremmedes Indtrængen; især det at en Græsgang bliver benyttet av Uvedkommende. Helg. Sdm. og fl.

avbakleg, adj. afsidesliggende, ubekvem at komme til. Trondh. Sdm. (oftest: abakle, abakele’). Noget lignende er avbekt, adv. tvært, skjævt, forkeert. Indh. (abekt).

avbard, adj. afslaaet, nedslaaet, om Korn og Frugt; ogs. svækket, udmattet (udpidsket). Helg. Ellers: aftærsket. Sdm.

avbeitt, adj. om Græsmarker: afgræsset, blottet for Græs.

avbekt, s. avbakleg.

Avberja, f. Langhalm, aftærskede Straa. Orkd.

avberkja, v.a. (er, te), tage Barken af. Sdm. og fl. Nogle St. avbarka. – avberkt: barkløs, om Træ.

avberr, adj. bar, blottet; aftøet. Avberra, f. bar Mark, Plet hvor Sneen er aftøet. Nordl.

Avbit (ii), m. en skarp Afviisning. – avbiten (‘), 1) afbidt; 2) afviist med grove Ord.

avbolkad, adj. afdeelt, adskilt ved en Mellemvæg (Bolk). I Tel. avbalka.

avbragsleg, adj. usædvanlig, besynderlig; ogsaa: ubekvem, upassende. Gbr. Ellers i andre Former: avbrigsleg (abriksle), Gbr.; avbrikjeleg, avbrikje (adj. n.) og aabrikje, Ndm.

avbrend, adj. afbrændt; afsviet.

Avbrigde, n. Afvigelse, Forandring. Ogsaa Avbrigd, f. om noget usædvanligt. Sæt. – avbrigdad, adj. afvigende. Nordl.

avbrikjeleg, s. avbragsleg.

Avbrot (o’), n. 1) Afbrydelse. 2) Afvigelse, Forandring. – av-broten: afbrudt, brækket.

Avbrøyte, n. Afvigelse, Forandring, Forskjel i Skik og Brug. B. Stift og fl. Ellers: Avbrot, Avbrigde.

Avbrøyting, f. Forandring i Fremgangsmaaden, ny Maade.

Avbygd, f. afsidesliggende Bygd. Trondh.

Avbøle, n. afsidesliggende Gaard eller Bosted. Tel. og fl.

avdagast, v.n. (ast), 1) blive fuldkommen Nat (= avdagat). – 2) tabe Dagen af Syne. Me avdagadest fyre Neset, dvs. vi vare udenfor Næsset, da den sidste Lysning af Dagen forsvandt. B. Stift.

avdagat, adj. n. “avdaga” kaldes det, naar den sidste Dagslysning paa Himmelen er forsvunden, saa at det er lige mørkt i Vest som i Øst. (Alm. og meget brugl.) D’er alt avdagat: det er allerede fuld Nat. Eg kom heimatter etter avdagat: efter at Dagen var af Syne.

Avdagning, f. Dagens allersidste Stund, den Tid da det sidste Dagslys i Vest forsvinder. Nogle Steder: Avdegning (Nordre Berg.). En kortere Form (Avdag) bruges i Forbindelsen: Avdags Tid, el. Avdags Bil.

Avdal, m. afsidesliggende Dal.


avdaaen, adj. afdød. Trondh. (?)

avdegd, adj. afdugget, lidt aftørret; om Jorden eller Græsset. Sdm. I Hall. avdøgd.

avdeggjast, v.n. (est, dest), aftørres lidt, saaledes at Duggen gaar af eller den meste Væde forsvinder. Sdm. og fl. Nogle Steder: avdegna, v.n. (ar), “aavdegna”, Voss, Nhl. (Af Dogg).

Avdeild, f. Afdeling. (lidet brugl.).

avdeilda, v.a. (ar), afdele, inddele.

avdiger, adj. s. ovdiger.

av-dovnad, adj. afsløvet, sagtnet.

Avdrag, n. Afdrag, Fradrag.

Avdraatt, m. Udbytte, Produkt; især om Mælk, Smør og Ost, eller alt hvad der tillaves af Mælken. Jf. Draatt.

av-dregen, adj. afdragen; ogs. bortreist.

Avdrift, f. et Stykke bar Mark, et Sted hvor Sneen er afdreven. Ogsaa i Formen Avdrevja, f. Østerd.

Avdrygd, adj. udsat til senere Tid, forhalet. Avdrygsla, f. Opsættelse.

avdukad, adj. afduget; afsløret.

av-duld, adj. fordulgt; fortiet.

Avdøla, f. AfkroG.Nordland (?). I Smaalenene: Aadøle, om et afsides og uveisomt Strøg.

Ave, m. 1) Vandpyt, liden Vandsamling; saaledes ogsaa en liden Bugt eller Arm af en Elv. 2) Vandhvirvel, Bagstrøm (ligt Evja). Helgeland. I svenske Dial. ava, ave. – Paa enkelte Steder skal “Ave” ogsaa betyde en Haspe eller Dukke af Traad; jf. Aving, Avseta.

aveksa, v. r. (er, te), tærske, slaae Kornet løst af Straaene med en Pleiel (altsaa af-axe, af Aks). Nordre Berg. Trondh. Jf. skjedda.

Aveld (Avell), m. stærk, bidende Kulde. Lof.

Avelda, f. forfalden, skrøbelig Tilstand. (Vel egentl. af Alder). Koma i Avelda: komme i Forfald. Tel.

aveldast, v.n. svækkes af Alder.

Avelde, n. Afkom, Yngel (jf. Elde). Trondh.

[Aventasi, el. Aventas, n. Leilighed, Adgang. BerG.Nordl. (Fransk avantage, Fordeel).

avfal, adj. ledig, som er at faae. B. Stift.

Avfall, n. 1) Affald, Levninger; 2) Tab, Skade. Eit Avfalls Aar: Skade-Aar, Uaar. Hall.

Avfardag, m. Afstedsdag [?]; ogsaa Dødsdag. Hall. G.N. affaradagr.

Avfelling, f. gradviis Formindskelse, Indsnævring; f. Ex. i Strikning.

Avferd, f. Affærd; Bortgang. “Ei laak Avfær” dvs. en slet Ende. B. Stift.

avfjellad, adj. om Solen: ganske nedgaaen, saa at det sidste Skin paa Fjeldtoppene er forsvundet. I Søndre Berg. “aavfjella”. Paa Sdm. hedder det avtinda’.

avfløygd, adj. tung, stiv, uskikket til Bevægelse; især betynget af Overmættelse, fuldproppet. Gbr. i Formen aavfløygd, aafløygd.

avfrosen (o’), affrosset, ødelagt ved Frost.

Avgang, m. 1) AfganG.Nogle St. Avgaang. 2) Affald, Levning, Overskud. D’er Skam i Skorten, og Æra i Avgangen (Ordspr.) dvs. det er Skam at have tillavet for lidet, men Ære at der bliver noget tilovers.

avgapad (a’gapt), forgabet. Buskr.

Avgift, f. Afgift, Udgift. (Ogsaa G.N.)

avgjengen, 1) afgaaen; 2) brækket.

avgjerast, v.n. hentæres af Sygdom. Sdm.

Avgjerd (Avgjær), f. 1) Afgjørelse, Beslutning, Bestemmelse. 2) Afsendelse (s. gjera). 3) Opskydninger, Mærker paa en Fiskestiim i Vandet (= Revja, Yr, Uppfar). Fosen.

avgjeven, 1) afgiven, afstaaet; 2) udmattet, opgiven, hjælpeløs. Tel.

avgjord, adj. 1) afgjort, besluttet; ogsaa færdiggjort. 2) afsendt, udskikket; 3) udmagret, hentæret (s. avgjerast).

avgløymd, adj. forglemt. Avgløyming, f. Forglemmelse.

Avgnag, n. Bortsnappelse, Tab ved Rapserie. Omtr. som Avaat.

avgreidd, adj. udredet, udviklet, klaret. – Avgreiding, f. utredning, Udvikling.

Avgrein, f. mindre Green; Underafdeling.

Avgrunn, m. Afgrund, stort Dyb.

Avgrøde, n. Afgrøde, Aarsvæxt.

Avgud, m. en Afgud. Ogsaa omtrent som Hedning, om et Menneske, som ikke skjønner eller ikke agter sin Børnelærdom. B. Stift. – Om Formen “avgu” (dvs. uhyre), s. ovguleg.

Avhald, n. Afhold; Tilbageholdelse. – avhalda v.a. (= halda av): hindre, tilbageholde. – avhalden: hindret, standset.

avhall (hallt), adj. frahældende, om Jorden nærmest ved Husene. Nogle St. avhellt. Østlandet.

avhalla, v.a. (ar), nedsætte, forkleine, laste. Tel. i Formen avhadde.

avheidrad (avheira), adj. udskjældt, overøst med Lastord. Tel. og fl.

avhenda, v.a. (er, e), afhænde, overlade, skille seg ved. G.N. afhenda.

avhendes, adv. bagud fra Haanden. Slaa avhendes: slaae til Bagsiden eller i en Retning, som falder ubekvem for Haanden. Gbr. Tel. og fl. I Hall. “aggarhendes”, som vistnok er opkommet af et gammelt Dativ: öfugri hendi (dvs. med bagvendt Haand).

Avhogg, n. afhugget Stykke. – av-hoggen: afhugget, overhugget.

Avhol (o’), n. Afkrog, Smuthul; Sted som ligger afsides og ubekvemt.

Avhola (o’), afsides liggende Huulning.

avhovda, v.a. (ar), tage Hovedet af (f. Ex. af Fisk). Sfj. og fl. Paa Sdm. avhaude.
G.N. afhöfda.

avhussad, bortskræmt, “aavhussa”, Sogn.

Aving (m), Avingar, pl. Stumper af Rendegarnet, som blive tilovers, naar Væven er færdiG.Nordl. Trondh. Sdm. Ellers: Avsetor, Avsete’, pl. f. (Syd i Landet). Isl. afuggur.

[Avisa, f. Avis, Dagblad, osv. (Ital. avviso: Efterretning).

Avkall, n. Afkald, Frasigelse.

Avkast n. en fralagt, afkastet Deel.

avkjenneleg, adj. vanskelig at kjende igjen; meget forandret. Sdm. Hard.

Avkjøling, f. Afkjøling.

Avkjøme, n. Afkom, Efterkommere. Tel. Ogsaa: avkvæme, n. (i Mo. Sjelden). G.N. afkvæmi.

avklagad, adj. afskaffet eller afsat paa Grund af Klage.

avklaarad, afklaret, renset.

Avklipping, f. Beklippelse.

avklyvja, v.a. (ar), tage Kløven eller Byrden af (en Hest). Hall.

avklæda, v.a. (er, de), afklæde. (Ofte udt. aklæ’). avklædd, afklædt, nøgen.

Avkoma (o’), f. Udbytte, Produkt; ogsaa Afkom.

avkomen (o’), adj. 1) henkommen; ogsaa bortkommen. 2) forringet, svækket, udmagret.

Avkraa, f. afsides Vraa.

Avkrok, m. Afkrog; afsides Sted; ogsaa: Omvei, Krogvei.

avkvittad, adj. afbetalt, klaret; om Gjæld.

Avkvæme, s. Avkjøme.

Avl, (og m.), Kraft, Styrke, Legemskræfter. Ikke ganske alm., dog meget udbredt (Nordl. Indh. Nhl. Tel. Hall.). Med avle: med Styrke (Ofte i Viserne fra Tel.). G.N. afl, n. Paa Helg. ogsaa om noget at prøve Styrke paa; f. Ex. en Steen til at løfte. Heraf evla. Jf. Avle.

Avl, m. 1. Esse, Ildsted i en Smedje. G.N. afl. Tildeels kun om Mundingen af Røret fra Smedebælgen. Hertil: Avlhol (o’), n. og Avlpipa, f. Røret som leder Luften fra Bælgen til Ildstedet. Avlstein (ogs. Alvstein), m. den gjennemborede Steenblok, som benyttes til saadant Rør.

avla, v.a. (ar), skaffe, erhverve. G.N. afla. I Særdeleshed: 1) indhøste, avle af Jorden. Jf. Avle, m. 2) avle, faae Afkom; om Mand og Kvinde, sjelden om Dyr. 3) paaføre, paadrage, volde. Dei avla(de) honom ei Skjemsla: de forvoldte ham en dygtig Irettesættelse (nemlig ved at klage paa ham). Sogn, Sdm. og fl. – Ellers bruges “avla” ogsaa om at formaae, see evla.

avlaga, v.a. (ar), forstyrre, bringe i Uorden. avlaga seg, især om at fordreie Ansigtet, gjøre Grimaser. Tel. og fl. – avlagad: forstyrret, kommen af Lave. Her mærkes ogsaa: av Lage (s. Lag) og Formen “avlugom” dvs. upassende, utimelig. Gbr. Egentl. av Logom.

avlagd, 1) lagt tilside, aflagt; 2) kommen af Brug, forglemt.

avlands, som adj. staaende fra Landet; om Vinden.

avlang, adj. aflang. (Nyere O.)

Avlar m. En som erhverver og samler Gods. Etter ein stor Avlar kjem ein Øydar (Ordsprog). Tel. og fl.

[Avlat, m. Oblat. Jf. Avlettor.

avlata, v.a. (læt, let), afstaae, skille seg ved. Han avleet Garden. Sfj.

avlaten, 1) overladt, afstaaet. 2) ophørt, som har holdt op. I Tel. avlaaten.

Avlaup, n. Afløb. – avlaupen, forløben, forsvunden.

avlaus, adj. 1) fal, ledig, færdig til Benyttelse. B. Stift. 2) ustyrlig, løbsk. Gbr. Øyken sprang avlaus fyre deim.

Avlaat, n. 1) Afladelse, Ophør. (sjelden). G.N. aflát. 2) Overladelse. Hava nokot til Avlaats, dvs. noget tilovers, ledigt, at overlade. Afvigende: “ha’ noke’ avlaast”, Sfj. “aavlaass”, Hall. Jf. Avlæte.

Avlaating, m. Levning, Rest, Efterladenskab. Sdm.

Avle, m. 1) Erhvervelse, Udbytte af Arbeide. G.N. afli. Det var hans eigen Avle, dvs. selvforhvervede Eiendom (i Modsætning til Arv eller Gaver). 2) Afgrøde, Avling af Jorden. Eit Aars Avle, Høyavle, Kornavle. Ogsaa om Tillæggelse ved Dyrkning, Produktion. Fruktavle, o. s. v. (Ofte i Formen “Avl”). Sjeldnere om Tillæggelse af Dyr. – 3) Styrke, Kræfter (ligesom: Avl).

Avled, s. Uvlid.

avlefta, v.a. afhugge Lafterne (Naverne) paa gammelt Tømmer. Rbg. Tel.

Avleggjar, m. Aflægger, Sættekvist.

Avleid, f. afvigende Vei eller Retning.

avleida, v.a. (er, de), udsætte til en anden Tid, opsætte, forhale (egentlig: aflede, afvende). B. Stift (avleide, avleia). avleidd: opsat, forhalet (= avdrygd).

avleiden, adj. tilbøielig til Opsættelse.

avleides, adv. afsides, langt af Veien.

Avleiding, f. Udsættelse til en senere Tid, Forhaling, Forsømmelse (Egentl. Afledning). Hedder ogsaa: Avleida (i Nhl. Aavleia), f. og Avleidsla, f., tildeels udtalt Avletle, paa Sdm. Avleltle (lsch).

Avleidsla, s. Avleiding.

avleikom (?), langt borte, langt fra Maalet. “avleikaa”, Sdm.

avleites, adv. af Syne, hen til et Sted, som man ikke kan see. Jæd. (avleides).

Avleiva, f. Avleivor, pl. Levninger, Efterladenskaber. Hall.

avlendes, adv. udenfor Landet. Hall.

avlesam, adj. driftig, forsynlig, flink til
at skaffe det nødvendige. Smaalenene.

avlessa, v.a. (er, te), aflægge et Læs.

Avlettor, pl. et Slags Vafler (jf. Avlat). Gbr.

avliden (i’), adj. forleden, forbigaaen (om Tid); sjeldnere: afdød (aav-lien, Hall.). avlidet (avle’e) Middag: noget over Middag. avlidet Non: kort efter Non.

avlig (avlug), adj. 1) stærk, stærkbygget; 2) driftig (= avlesam). Sjelden.

avlikkad (for avlitkad), adj. falmet, affarvet. Helg. Jf. avlitt.

Avling, f. 1) Avling, Erhvervelse; 2) Afgrøde, Indhøstning (= Avle).

avlitt (i’), adj. afstikkende i Farven, lidt anderledes farvet; f. Ex. om en Tilsætning (Skøyt) paa et Klædningsstykke. B. Stift.

avloa, v.a. (ar), slagte, dræbe. Søndre Berg. (aavloa). Vel egentlig: ødelægge, gjøre Ende paa (jf. torga), ligesom G.N. lóga. (Isl. lóga fé af: slagte). Om et andet “avloa”, s. følg.

avloda (avloe), v.n. (ar), afhøste, indbjerge Hø og Korn. “Ha’ avloa”: være færdig med Innhøstningen. Helg. (Af Lod, f.). – I Hall. bruges derimod “avloe” om at vanskjøtte en Gaard, forsømme dens Hævd eller bortføre noget som hører til dens nødvendige Drift. Saaledes ogsaa “utloa”: vanrøgtet o. s. v.

Avloding, f. Indhøstning; Afgrøde. Sdm.

avlugom (u’), s. avlaga.

Avlysing, f. Mørkning, Skumring. Tel.

av-lyst, afskaffet, ophævet ved en offentlig Kundgjørelse. S. lysa.

Avlæte, n. 1) Overdrivelse, s. Ovlæte. 2) underlige, usædvanlige Gebærder. Gbr. – Ogsaa: Avlaat, om utidig Snak. Buskr.

Avløde (Avløe), m. Efterslæt (= Haa). Ved Røros. Jf. Nylode.

Avløysning, f. Afløsning.

av-maadd, afslidt, afskrabet. S. maa.

Avmaaling, f. Afmaling, Skildring.

Avmaating, f. Afpasselse.

avmerkt, afmærket, begrændset.

avminkad, indsvunden. Avminking, f. gradviis Formindskelse.

avminnast, v.n. sove ind (= orminnast). Hall.

avmunds, adv. for seent, over den rette Tid (Mund, n.). Sdm. og fl.

Avmæling, f. Afmaaling, Udmaaling.

avmødra (amøra), v.a. afvænne. Egentl. skille fra Moderen. Lofoten (Sjelden). Jf. mødra.

Avmødring (Amøring), m. en ung Sæl (Kobbe), som ikke længere følger Moderen. Lofoten og fl. I Spøg ogsaa om et afvænnet Barn.

avmøyad, adj. skilt ved sin Mødom.

avnetja, v.a. (ar), tage Fisk ud af et Garn (Net). Nordland udt. a’nekkja).

avnoggen, afslidt ved Gnidning.

avont, see ovugt.

avpløgd, afpløiet. Hava avpløgt: være færdig med Pløiningen.

Avprenting, f. Aftryk.

Avrak, Udskud, Vraggods. Hall. Vald.

Avrakster, m. Udryddelse, Bortfeielse; en stor Bedrift; f. Ex. om Fiskerie. Sdm.

Avram, m. Afkrog (= Utram). Tel.

Avrand, f. Udkant; en Strimmel ude i Kanten. Nogle St. Avraand; i Vald. Avrønd.

Avrang (?), Avraang, m. haardfrossen Snee (= Skare). Nfj. Sdm. Dunkel Form; jf. Hardang.

avraadd, 1) fraraadet; 2) omstemt, som har opgivet sit Forsæt, er kommen paa andre Tanker. Trondh.

avregda, adj. usædvanlig stor. Sdm. (Mon for avbregda?)

Avreid (Avree), f. en stor Mængde eller Flok. Østerd. Maaskee for Ovreid.

avreidd, 1) tilredet, færdiggjort; 2) skarpt irettesat, gjennemheglet, udskjælt. Sdm.

Avreidsla, f. 1) Tilredning; 2) skarp Irettesættelse, Sandsekage. Sdm. Nfj. (Avretle).

av-reken, adj. bortdreven, f. Ex. om en Baad. Nogle St. avroken (o’). S. reka.

Avrekning (ee), f. Afregning.

avretta (ee), v.a. (ar), henrette, aflive. (Sv. afrätta). Avretting, f. Henrettelse, Dødsstraf.

Avrit (i’), n. Afrids, Aftegning. Tel.

av-rodd, 1) bortroet. 2) brækket, om en Aare.

Avrot (o’), n. Affald, ringere Dele; især af slagtet Kvæg. “Aavrot”, Shl. Jf. Rot, n.

avrudd (u’), afryddet, bortfeiet.

avrunda, v.a. (ar), afrunde. (Nyere O.)

avryma, v.a. (er, de), tage Fløden af. Hall. (Af Rjome).

Avrøme, n. Afkrog. I Hall. Avrymme.

avsaka, v.a. undskylde. Oftere: orsaka.

avsegja, v.a. (-sagde), 1) afsige, frasige sig. 2) dømme. – avsagd: afsagt; dømt; ogs. afgjort, bestemt.

Avsending, f. Afsendelse. – Derimod Avsending, m. en afsendt Person, Udsending.

Avsetnad, m. Afsætning (paa Varer).

Avsetor (i en Væv), s. Aving.

avsett, afsat; udsagt af et Embede.

avsides (avsies), adv. afsides; tilside.

Avsig (i’), n. Afsynkning, Afløb for Vand paa Markerne.

av-sinen (i’), forsvunden; s. sina.

avskapad (avskapt), adj. vrænget, fordreiet. Han var reint afskapte(r), dvs. han saae ganske hæsligt ud (f. Ex. af Vrede). B. Stift.

avskapleg, adj. forvansket, uformelig, styg.

Avskil, n. 1) Adskillelse, Skillepunkt, Grændse. Tel. – 2) Fraskillelse, Bortgang; Afsked. Lidet brugl.

avskipad (i’), forstyrret, kommen af Lave. Hall. og fl. – avskipast, v.n. komme
af Lave, blive opreven eller forrykket.

avskjeken, afrystet, afstødt. Af skaka.

Avskjerding, f. Afknappelse. Hall. (Avskjøling). S. skjerda.

Avskjøding, f. Bortsnappelse (= Avaat). av-skjødt: bortrapset, ødelagt. Hall. s. skjøda.

avsko(a), v.a. tage Skoene af.

avskogad, blottet for Skov. Østl.

avskoren (o’), 1) skaaren itu, overskaaren; 2) afskaaren, f. Ex. om en Ager. Hava avskoret: være færdig med Kornskurden; s. Skurd.

Avskrift, f. Afskrift, Copie.

Avskræma, f. Skræmsel, afskrækkende Ting. – avskræmd: afskrækket. – avskræmeleg, adj. afskrækkende, frygtelig.

Avskurd (u’), m. et afskaaret Stykke (Avskur). G.N. afskurdr.

av-skyld (y’), afskyllet, afvasket.

Avslag, n. Afslag, Nedsættelse i Prisen.

avslegen (e’), 1) itu-slagen, brækket; 2) afslaaet, om Eng. Hava avsleget: være færdig med Høslætten.

av-sliten (i’), afslidt, slidt itu.

avsloppen, sluppen fri, undkommen.

avsmogen (o’), og avsmotten: bortsmuttet. Jf. smjuga og smetta.

Avsnøyding, f. Blottelse, Afryddelse. – av-snøydd: blottet.

avsoden (av-søen), bortløben; s. sjoda.

avsolt, s. avsølt.

Avsop (oo), n. Affald; noget som er affeiet.

avsovnad, indsovet; hensovet.

Avspegling, f. Afspeiling, f. Ex. i Vandet.

avstad, som adv. hen, bort, afsted. (Egentl. av Stad). Lyder ogsaa: avsta, asta (Jæd.), aavsta (Shl.). Ofte kun: stad, sta’.

avstakad, afstukken, betegnet ved visse Linier eller Punkter; f. Ex. om et Vei-Anlæg.

avstarvad, 1) træt, udmattet. Nfj. og fl. 2) afgaaen, død. Helg. Jf. starva.

Avstengsla, f. Afspærring.

Avstig (i’), n. Udflugt, Afstikker.

av-stokken, afbrusten; s. støkka.

avstroken (o’), 1) afstrøgen, afvisket; 2) bortløben, undvegen.

avstybba, v.a. kappe, afhugge. Orkd. Af Stubbe.

avstygd, afskrækket; s. skyggja.

avstyra, v.a. (er, de), styre til Rette, afholde el. forhindre nogen fra voldsomme Handlinger; forebygge Strid eller Slagsmaal. Temmelig alm. Sv. afstyra.

Avstyring, f. Afholdelse; Forebyggelse.

Avstytting, f. Afkortning.

avfundra, v.a. (ar), afsondre, fraskille.

Avsveip, m. Afkrog, Udkant (egentl. afsides liggende Klynge?). “Avsvøyp”, Sdm.

avsviden (i’), afsviet, afbrændt.

avsvoren (o’), afsvoren, forsvoren.

avsynes, adv. af Syne, paa et Sted som man ikke kan see. G.N. afsýnis.

avsyrgd, afsørget; anseet som tabt og bortkommen. Han var reint avsyrgder (avsyrrd’e), daa han kom heimatter. B. Stift.

Avsøla, f. Skyggeside, et Sted som ligger i Skjul for Solen eller har Mangel paa Solskin. B. Stift. Jf. Baksøla, Forsøla.

avsølt, adj. overskygget, liggende i Skjul for Solen, bortvendt fra Solen. I de sydlige Egne tildeels: avsolt (oo), aavsolt.

Avtak, n. 1) Aftagelse, Fratagelse; 2) Forhindring, Afbrydelse (s. taka av); 3) en aftagen Deel, noget som er fraskilt. Tildeels ogsaa: Aftegning, Portrait.

Avtakster, m. aftagen Deel; Afgift.

Avtal, n. Aftale, Overeenskomst. Hedder ogsaa: Avtala, f. og Avtale, m. – avtalad: aftalt, besluttet.

avtald, fraraadet; s. avtelja.

Avteikning, f. Aftegning, Billede.

avteken (-tekjen), 1) aftagen, borttagen; 2) forhindret, forbudt; 3) tagen af Dage, dræbt (om Dyr). S. taka.

avtelja, v.a. (-tel, talde), fraraade, overtale En til at opgive noget. Berg. Stift. Hertil avtald.

avtidnad (-tina’), afsmeltet, om Iis.

avtindad, om Solen, s. avfjellad.

avtornad (avtonna), adj. aftørret, lidt tørret. Mere alm. avturkad.

avtruskad (og avtreskt), aftærsket.