Ivar Aasen Norsk Ordbog

are (= andre), s. annan. Ellers s. ara, arda.

areleis, s. annarleides.

arg, adj. 1) slem, fortrædelig, ubehagelig, f. Ex. om Tilfælde; ofte ogsaa: drøi, svær, heftig. Eg heve ikkje høyrt argare (dvs. noget drøiere, værre). Det var det argaste, som ein skulde sjaa. (Sv. arg). – 2) slem, listig, lumsk, oplagt til at gjøre Fortræd (om Dyr og Mennesker). B. Stift. – 3) vred, ærgerlig, fortrydelig; ogs. vranten, i ondt Lune. Trondh. og Østl. (tildeels udtalt: ærg, ærj). G.N. argr bruges ofte i en anden Betydning: ræd, umandig.

arga, v.a. (ar), ærgre, tirre, ophidse. Mest i Trondh. Stift. (Jf. erga). – argast, v.n. ærgre sig, harmes, blive vred. (Trondh.) Ogsaa: blive værre, forværres.

argleg, adj. slem, fortrædelig. Trondh.

Argskap, m. Slemhed; Ondskab.

argvoren (o’), noget slem; ogs. vranten.

Ark, n. Ark, Papirblad. (Fl. Ork, Sæt.). Afvig. i kjøn: Ark, f. Berg. Stift. Sv. ark, n. Vel egentlig sammenbøiet Blad; jf. Lat. arcus (Bue) og T. Bogen (Ark).

Ark, f. en liden Udbygning med et Vindue, paa Siden af et Tag. (Jf. Kvist). Berg. Ellers om Noa’s Skib. G.N. örk, f. Kasse, Kiste; efter Lat. arca.

Arm, m. Arm; nærmest om Overarmen (modsat Handarlegg); men tildeels ogsaa om det hele Lem fra Skulderen til Næven; f. Ex. bera paa Armen; taka i Armen. (Jf. Hand). Uegentlig om Grene eller Skafter, som ligne Arme, saasom Rokk-arm, Not-arm og fl.

arm, adj. 1) arm, ulykkelig, værd at beklage. G.N. armr. Stakars arme Trælen! Det arme Folket, o. s. v. – 2) svag, afmægtig, kraftløs. Han var so arm, at han orkade ikkje ganga. Tel. Østl. – 3) udmagret, forsultet; om Dyr. Søndre Berg. – 4) fattig, trængende. (Lidet brugl.). – 5) knap, kummerlig. Det var paa det armaste: det var yderst knapt; det var med Nød og Neppe. Nordl. Mere alm. er Talemaaden: Han visste ikkje si arme Raad: Han var aldeles raadvild. Nogle St. “han veit ikkje seg arme Raad”. Sv. sitt armaste råd.

arma, v.a. (ar), 1) svække, afkræfte, udmatte. 2) forarme, gjøre fattig. arma seg ut. Hertil: ut-armad.


armast, v.n. 1) svækkes, tabe Kræfter; ogs. udmagres. Tel. og fl. 2) slæbe, trælle, have megen Møie. Trondh.; ogsaa i Østrd. (ærmes).

[Armbøst, et Slags Skydebue. Gbr. Ogs. Arbøst, og Harbøst (Helg.). G.N. armbrist, armbörst; jf. Tydsk Armbrust. En Omdannelse af det latinske arcuballista (en Skydemaskine).

[Armee, og Armei, f. Armee. (Fransk).

Armhola (o’), f. Huulning under Axelledet (imellem Arm og Bryst).

Arming, m. Staffel, arm Person; En som intet formaar. I Tel. Armingje.

Armkalve, m. Musklerne paa Bagsiden af Overarmen. I Tel. Armekaave. (Paa Sdm. Kalvekjøt). Jf. Kalve.

Armlegg, m. Benet i Overarmen.

Armod, f. 1) Møie, Besværlighed. (Trondh.). G.N. armœda. 2) Svaghed, Vanmagt. Rbg. Tel. 3) Armod Fattigdom (Sv. arnod, n.). Ordet er noget paafaldende ved den usædvanlige Endelse (od) og ved den for et Hunkjønsord usædvanlige Sammensætningsform med “s”, saasom i Armodsdom (Usselhed), Armodsfolk, Armodsmann, og fl.

armodsam, adj. 1) møisommelig, besværlig. (Orkd.). 2) kummerlig, ussel, som tegner til Armod. Der er so armodsamt med deim.

armodsleg, adj. ringe, knap, kummerlig.

armsleg, adj. svag, magtløs. Tel.

Armslit (i’), n. Arbeide som anstrenger og svækker Armene.

Armstaup, n. Axelhuulning (= Armhola). Toten.

Armstaal, n. Kraft i Armene. – armstælt, adj. stærk i Armene. Hall.

armsterk, adj. stærk i Armene. Hertil Armstyrke, m.

armveik, (armeveik), svag i Armene.

Arn, et Ord som forefindes i en Række af Navne, som Arnbjørg, Arnfinn, Arnkjell, Arnlaug, Arnstein og fl., men nu sædvanlig lyder som “Ann” (Annbjørg, el. Ambjør, Anfinn, Anstein), undtagen naar Vokal paafølger, som i Arnulv. Ordet ansees som en Form af “Ørn”. Jf. Munchs Maanedsskrift 3, 14.

arra, v.n. (ar), gaae med Møie el. meget seent, arbeide sig frem. Hard.

arsa, v. i Forbindelsen “arse se fram”: skubbe sig frem, i en siddende Stilling,, (især om Smaabørn). Solør. Af Ordet “Ars”, m. (dvs. Bagdeel, Gump), som bruges i flere beslægtede Sprog; men her synes at mangle. Jf. Rass.

Art, f. Art, Natur, naturligt Anlæg; ogs. Skik, Orden. Egentlig en tydsk Form (Holl. aard, ard). Jf. ara, v. Hertil: artast, v.n. arte sig. Han artast paa Folket sitt, dvs. han ligner sine Slægtninge.

Arv, Arv, Arvelod; arvet Gods. G.N. arfr. Heraf: erva, Erve, Erving.

Arve, m. Fuglegræs (Alsine media). Hard Tel. Ellers: Arvegras (Nedenæs), Svinarv (Trondh.), Blautarv (Orkd.), Vassarv (mange St.), Vasshavre (Sogn).

Arveld, s. Orvelde.

arvlaus (el. arvelaus), adj. arveløs.

Arvlut (u’), m. Arvelod, Arvedeel.

Arvsak, f. Sag, Proces om Arv.

Arvskifte, n. Deling af Arv.

Arvtakar, m. Arvetager.

As, i Navne, see Aas.

As, n. 1) Gjæring; ogsaa Opbrusning, Hidsighed. Hall. Vald. 2) Storm, Uveir, stor Bevægelse i Luften. Jf. Asveder. 3) Uro, Tummel, megen Støi; f. Ex. af Børn. Nhl. Helg. Ogsaa: et Bruushoved, en opfarende Person. Trondh.

asa (1), v.n. (es, os, aset), bruse op, gjære, komme i Gjæring (f. Ex om Deig), svulme, udvide sig, hovne. Hall. og Vald. I Præsens sædvanlig: æs (i Vald. æs’e, for eser), Fl. asa. Imperf. oos, Fl. oso, f. Ex. “Kakudn oso paa Takkunn”, dvs. Kagerne svulmede ud paa Stegepladen. “Dæ hadde ase’ upp”: det havde hovnet, udvidet sig. – Hedder paa andre Steder esja og æsa. Beslægtede ere: os (adj.), øs og øsa.

asa (2), v.n. (ar), 1) bruse, storme, rase; om Veiret. Nhl. Sfj. og fl. (Samme Ord som forrige med svag Bøining). 2) sværme, storme frem, vække Uro og Støi. Indherred, i Formen aasaa. Ogsaa: tumles omkring, strabadsere, færdes med Besvær. Nordl. Tildeels som v.a. “asa seg ut”: udmatte sig.

Asall (Asal), m. Axelbær-træ (Sorbus Aria); Sv. oxel. Afvig. Aasaale (Sæt.), Aasall (Tel. Sdm. Rommerige). – Asallbær, n. Axelbær. (Jf. Maabær).

asen (part. af asa), gjæret, kommen i Gjæring, opsvulmet. Vald.

Ask, m. 1. (nogle St. f.), Aft (Træ). G.N. askr. Hertil Askelauv, Askeskog, Askestuv og fl. Askesmitsl, f. et Slags Salve, tillavet af Asketræets Saft.

Ask, m. 2. 1) en Æske (dannet af en sammenbøiet Skive), = Øskja. Buskerud og fl. I Østerdalen ogsaa om et større æskeformigt Kar (= Tina, Laup). I Tel. er “Ask” en rund Æske, og “Øskje” en mere langagtig. – 2) Kop (af Staver), Kande, lidet Kar til Smør eller Ost. Indre Sogn. Ogsaa et større Stavekar til Opsætning af Mælk (= Kolla, Ringja, Bunka). Sfj. Sogn, Valders. G.N. askr.

Aska, f. s. Oska.

Aske (Askje), m. et Maal, som holder en Tiendedeel af en Tønde. Voss. (Jf. Mæle). Regnes efter et ældre Tøndemaal; den nye Maaltønde holder kun 9 Asker.


askrast, v.n. gyse, oprøres, føle stærk Afsky. Sdm. I Sogn: iskrast. Derimod i Nhl. æskra, om at yttre Afsky. Jf. G.N. askran (Rædsel), öskra (gyse), eiskra (være oprørt).

Askril, s. Oskero.

Askula, f. rundagtig Udvæxt paa Stammen af et Træ. Ork.

Asløie, s. Aatløgje.

Asn, n. Tummel, Sammenstimling, Opløb. Sfj. “Eit Asn” (Asen) siges ogsaa om et hidsigt, opfarende Menneske (= As). Ligelydende er “Asen”, n. et Æsel. (Ny Form for G.N. asni, m.).

asna, v.n. (ar), stimle sammen, storme frem, tumle afsted. Sfj. I Gbr. “asnes”: stimle sammen; om Fæ. Paa Sdm. “aasne”. Paa Ndm. “osnast”.

Asp, f. s. Osp.

ass! Udraab af Skræk eller ved en ubehagelig Overraskelse. Berg.

assimyljo, s. annars.

Asstøding (Afstøing), m. Indbygger af “Afstafjord” i Nordland. Vel egentl. Arnstøding.

Asveder (Asveer), n. et stort Uveir med Storm og Søgang. Omtrent som “Rasveder”. (Jf. asa). Sdm. Orkd. og fl.

asvint, adj. yderst haardt og besværligt; om et Arbeide. Indr.

at, præp. ad, til; see aat.

at, conj. at (= T. daß). G.N. at. Bliver ofte forbundet med “det”, og i Stedet for dette “at det” (at dæ) høres ogsaa “ate” og “ate dæ”. Ofte bruges ogsaa “det” uden “at”, f. Ex. Eg trudde det (dæ), han skulde koma. I visse Tidsbetegnelser bruges derimod “at” ligesom til Overflod; f. Ex. naar at det vart gjort; fyrr at eg kom der. I Forbindelse med en heel Sætning bliver “at” altid tydelig udtalt, uden at gaae over til “aat” eller “aa”. I Forbindelse med et Verbum i Infinitiv (f. Ex at fara, at gjera) skulde det egentlig have samme Form (G.N. at; Sv. att); men her fraskiller Ordet sig i Dagligtalen ved en almindelig Overgang til “aa”; derhos bliver det ogsaa ofte forbundet med “til” (til aa) og endog inddraget i dtte i Formen “te”, f. Ex. “hava nokot te gjera” (= til aa gjera). Forholdet er her altsaa det samme som i den svenske Dagligtale, hvorom s. Rydqvist, Sv. Språkets Lagar 4, 424, jf. 402.

atall, adj. 1) spodsk, tirrende; 2) slem, fortrædelig, ulidelig. Smaal. Rommerige. I Num. aataal. G.N. atall, beslægtet med etja, dvs. tirre, ophidse.

atalsleg, adj. tvær, slem, fortrædelig. Hall.

atgaas, s. aatgaast. – atjan, s. attan.

Atlei, s. Aatleid.

atnøie, s. aatnøgja. – atpaa, s. attpaa.

atra, s. attra.

att, adv. 1) tilbage, i Retningen bagud, f. Ex. att um Ryggen. 2) bag, paa et Sted bagved; som: att i Baaten (el. med Dativform: Baat’e, Baat’a, dvs. bagest i Baaden. I sidste Tilfælde paa nogle Steder “atte” (i Lighed med: framme). Egentlig samme Ord som “atter” (s. nedenfor), men sædvanlig med den korte Form i denne Betydning. Hertil: att aa Bak, dvs.bagover, med Ryggen mod Jorden. Fara att aa Ende: falde bagover (Berg. Stift). Bera att paa Veg: være uvillig til at følge. (Sdm.). – att og fram: frem og tilbage. att og upp: bagud i opstigende Retning; att og ned: bagud i nedstigende Retning. – Her mærkes Sammensætningerne: attaat, attfyre, attmed, attpaa, att-til, attved; hvor “att” har en dunkel Betydning at Tilnærmelse eller Tilslutning, og derfor let kunde opfattes som “at” (= aat), hvilket dog hverken passer til Udtalen eller til Forbindelsen attaat og attil, hvor Begrebet “til” er allerede betegnet ved det sidste Ord.

attan, adv. bagfra; bagtil. Mest alm. “atta”, sjeldnere “attan” (Hard. Voss, Rbg.). G.N. aftan, aptan. – attan-aat: bagfra, fra Bagsiden. Rbg. (attanat). – attan-etter: bagfra. Berg. (attaette). – attanfyre (attaføre): bag ved, paa Bagsiden. – attanpaa (ogs. attan uppaa): bag ved, bag paa. – attan-til (atta-til, attan-te), 1) bag til, i den bageste Deel; 2) bagfra, fremover.

attan, num. atten, 18. Har forskjellig Form: attan (Lister, og fl.), atten (mange St.), og dernæst: atjan, akjan (Hard. Voss, Sogn), akjaan (Shl. Jæd.), akjen (Sfj.), aakjan og aakja (Sæt. Hall. Vald.), aukjaa (Nhl.). G.N. átjan, áttján (G. Sax. ahtetian, Ang. eahtatyn). Jf. sjauttan og nittan. – Hertil attande, adj. attende. Nogle St. atjande, akjaande o. s. v.

attare, adj. bagere, som er længere tilbage. Superl. attarste (attaste), adj. og adv. bagest. Afvig. ettre (ætter) og etterst, Nordl. og fl.

attarleg, adj. som er noget bagud, i den bageste Deel. – attarlege (attalege, attale’), adv. noget langt bagud. G.N. aftarla, aptarla.

att-aat, præp. 1) nær til, tæt henimod. attaat Veggen: tæt ind til Væggen. attaat ei femti Aar: henimod 50 aar. – 2) til, tilsammen med, som Tillæg til; f. Ex. eta Braud attaat Kjøtet; drikka Øl attaat Maten. I Tel. og Rbg. hedder det: attat, og tildeels: attil (att-te).

att-ende, adv. tilbage, lige bagud (= attleides). Søndenfjelds. Hedder ogsaa: attender, Gbr. (Gausdal). Ellers tydeligere: att i Ende (Vald.); att aa Ende (Nordre Berg.), s. ende.

atter (attr), adv. tilbage, igjen. Mest alm. att’e (med udeladt r); i de nordligste
Egne: att, som altsaa falder sammen med det førnævnte att (dvs. bag). G.N. aftr, aptr; D. atter, Sv. åter. (Jf. Nt. og Holl. achter). – Meget brugl. og i flere Betydninger, saaledes: 1) tilbage til den forrige Stilling, el. til sit Sted. Koma atter; venda atter; giva, senda, taka, faa, el. krevja atter. Ogsaa: til Gjengjæld el. i Stedet for noget. Han fekk so godt atter, som han gav. – 2) atter, igjen, paany. Finna atter; høyra, sjaa, kjenna nokot atter. Verda frisk atter. Jf. upp-atter, heim-atter, til-atter. – 3) til, i en lukket eller tildækket Stilling. Lata atter: tillukke. Slaa atter; driva, fjuka, trjota atter. – 4) tilbage paa et Sted, efter; f. Ex. liggja atter: ligge efter (ikke komme med); sitja, standa, setja, leggja, gløyma atter. – 5) efter, tilovers; til Rest. Her er ikkje stort atter. Det er endaa langt atter (endnu langt til Maalet). Ordet sammensættes med mange Participper; saaledes med Betydningen No. 1: atter-fengen, -gjeven, -kallad, -komen, -kravd, -løyst, -teken. Med No. 2 (igjen): atter-funnen, -høyrd, -kjend, -naadd, -sedd, -vunnen. Med No. 3 (til): atter-bunden, -driven, -foken, -frosen, -groen, -laten, -læst, -sigen, -slegen, -stengd og fl.

Atter (attr), n. Tilbagegang. Kun i Udtrykket: koma til Atters, el. ganga til Atters, dvs. gaae tilbage i Magt eller Velstand, lide Tab, svækkes. Nærmest til Verbet attra.

Atterbera (e’), f. Bagstrøm, tilbagegaaende Strømning (= Atterrenning). Nhl.

Atterbod (o’), n. (el. f.), nyt Budskap, hvorved et foregaaende forandres eller ophæves; Tilbagekaldelse, Kontra-Ordre. (Sv. återbud). Hedder paa mange Steder: Atrabo(d) og føier sig saaledes til Verbet attra.

atterbotnad, adj. lukket; om et Sted som er omringet af Fjelde. Nhl.

Atterdrepa (e’), f. Tilbagestød (= Atterkast). Hard.

atterdriven (i’), adj. tilføgen, fulddreven, f. Ex. af Snee; sjeldnere: tilbagedreven.

Atterfall, n. Tilbagefald.

atterfrosen (o’), tilfrossen, iislagt.

Attergang, m. Tilbagegang.

Attergangar, m. En som bliver tilbage paa et Sted; Efternøler; ogsaa: Gjenganger.

Attergaum, fornyet Opmærksomhed (?). I Tel. Attegaum. (Landstad 71. 83).

attergift, adj. gift paany, el. anden Gang. (Hedder paa mange St. uppatter gift). – Attergifta, f. Ens anden Ægtemage. Hall.

Attergjeld, f. Gjengjæld. (Lidet brugl.).

attergjengen, adj. 1) tilbagegaaen. 2) overgroet med Ukrud eller Krat; om Ager og Eng. 3) forfalden til Uorden eller Ureenlighed, om Mennesker. Berg. Helg. Oftere i en ny form: attegaadd.

Attergjenga, f. Gjenganger. Hall.

Attergløyma, f. En som er forglemt; saaledes ofte om en Kvinde, som er kommen ud over sin bedste Alder uden at blive gift.

attergløymd, efterglemt paa et Sted.

Attergny, n. idelig Paamindelse om noget; Gjentagelse, Oprippen. “Attegny”, Sdm.

attergroen, el. -grodd, adj. tilgroet; lægt, heel igjen.

attergrytt (af gryta, v.), tilkastet, overkastet med Steen. Gbr. Sdm.

Atterhald, n. Afhold; Tilbageholdelse.

atterhalden, adj. tilbageholdt, afholdt; ogsaa: tilbageholdende, paaholden.

Atterhand, f. omtr. som “Bakhand”. Sitja i Atterhand: komme senere ind i Spillet.

atterheft, adj. hindret, forsinket paa et Sted.

Atterhogg, n. 1) Modhug, Modstød. 2) en pludselig Standsning el. Aftagelse. Østerd. (Atthogg).

Atter-ida (i’), f. Bagstrøm, tilbagegaaendeStrømning i Bugterne ved Strandbredden. Nfj. (Tydelig udtalt: Atterida, Attrede). Jf. Ida og Atterrenning.

Atterkast, n. Tilbagekast; Vindens Tilbagestød fra en Bjergside. Jf. Atterslag.

Atterkippa, f. s. Atterrenning.

Atterkjensla, f. Gjenkjendelse.

Atterkoma (o’),, f. Tilbagekomst. (Sjeld.). – atterkomen: kommen tilbage.

atterkrøkt, adj. tilheftet med en Krog; ogs. lappet eller stoppet; om Klæder.

Atterkøyr (Attekjøyr), m. Tilbagedrivelse; ogsaa et Kortspil hvori den Udspillende selv maa stikke sit Kort, efterat det er stukket af Modparten. Ogsaa kaldet: Atterstikkar. Berg. Stift.

atterlagd, adj. 1) efterlagt paa et Sted. 2) om Ager: udlagt til Eng. 3) tildækket, tillukket.

atterlaten, lukket, tillukket. Nogle Steder “atteleten”. (Nordre Berg.)

Atterlega (e’), f. Hvileland, Ager som er udlagt til Eng (= Ækra). Berg. Helg. I Trondh. Stift: Attlugu.

Atterleit, s. følg.

Atterlit (i’), n. egentl. Tilbageblik, men især om en Mindelse som vækker Uro i Sindet; saaledes: a) Anger over en Forsømmelse; ogsaa Sorg, Savn; b) Omsorg, Omhu; Bekymring, f. Ex. for Fraværende som kunde være i Nød eller Fare; c) Frygt for et Uheld, Ængstelse for at noget vil mislykkes. (Jf. Ank, Ihug). Berg. Stift, Ndm. og fl. I Sogn: Atteleit. Hertil: atterlitslaus, adj. rolig, ubekymret. Atterlitløysa, f. Tryghed, Rolighed. atterlitsam, adj. urolig, ængstlig, ikke ganske tryg.

atterlita (i’), v.n. (ar), mindes om noget med Uro; a) angre en Forsømmelse; sørge;
savne noget; b) ængstes, frygte. Oftest med “paa”. Her er inkje til aa atte(r)lita paa. Berg. Helg.

Atterljod, n. Gjenlyd. (Sjeld.)

atterlysa, v.n. (er, te), grye, begynde at lysne af Dagen. Nordre Berg. Orkd. og fl.

Atterlysing, f. Dagbrækning, allerførste Lysning af Dagen. Jf. Lysing.

atterlæst, tillaaset, lukket.

Atterløysning, f. Indløsning, Gjenkjøb.

Atternekkje, n. Tilbagefald; nyt Angreb af en Sygdom. Sdm. (Jf. nekkja).

Atterraaka, f. om en Ko, som gaar drægtig for anden Gang. Sogn.

Atterrenning, f. Tilbagestrømning; en Strøm som adskiller sig fra Hovedstrømmen i Dybet og gaar i modsat Retning i Bugterne ved Strandbredden. B. Stift. Ogsaa kaldet: Atterrenne, n. og Atterrekje, (e’), n. Sdm. Atterbera, Nhl. Atterida, Nfj. Atterkippa (Attkippa), Nordl. Atterevja (Attevju). Gbr. Ellers: Ida (Bakida, Uppida) og Evja (Bakevja, Uppevja).

atterroden (o’), sammenstyrtet, fyldt eller udjævnet ved Nedstyrtning. Orkd. “attrauen”.

Atterrom, n. = Bakrom. Nordl.

Attersending, f. Tilbagesendelse.

Attersig (i’), n. Tilbagesynken; langsom Tilbagestrømning.

Atterskin,n. Gjenskin.

Atterskjot, m. Befordring paa Tilbagereisen. Nogle St. kaldet Bakskyts.

Atterslag, n. Tilbagestød, Tilbagedrivelse; Modvirkning.

Attersleng, m. voldsomt Tilbagestød.

atterstengd, tilstængt, lukket.

Atterstig (i’), n. Tilbageskridt.

Atterstøda, f. Rest, Levning (?).

Atterstøyt, m. Tilbagestød.

Attersveiva, f. TilbagestrømninG.Num, (?)

Attersyn, f. Gjensyn. (Lidet brugl.).

Attertak, n. Gjentagelse; Optagelse paany; nyt Anfald af en Sygdom.

atterteken (e’), gjentagen (= uppatterteken); ogs. tilbagetagen. (attetekjen).

attervaksen, tilgroet, tilvoxet paany.

Atterveg (e’), m. Tilbagevei. (Sjeld.)

Attervending, f. Tilbagevending.

Attervera (e’), f. det at være tilbage paa et Sted. “Atteveru”, Hall.

Attervinning, f. Gjenvindelse, Gjenerhvervelse.

att-etter, adv. bagud, tilbage (agter over). Modsat: frametter.

Attevju, s. Atterrenning.

att-fram, adv. bagvendt, med Bagsiden fremad. Trond. Nordl.

attfyre (y’), præp. 1) for, over, ind over, i Veien for. Det kom ei Sky attfyre Soli: en Sky trak ind over Solen, el. skjulte den. Halda attfyre: holde Haanden for, skjule, stoppe, f. Ex. et Hul. – 2) tilbage for. Det kom attfyre honom: det blev ham forebragt, han fik høre det igjen. Nogle St. attfor, attfø’, attfe’.

atthjaa, præp. ved, nærved (= attved). Brugt i Formen “attsjaa”. Opdal.

Atthug, m. Omhu, OmsorG.Nhl.

att-i, præp. og adv. 1) bag i, tilbage til. Att-i Land. Halda att-i: stoppe, holde tilbage, standse en Baad ved at skyde Aarerne tilbage. Att i Staden, s. Stad. – 2) nær til, henimod. Att i Aarsmotet: hemimod et Aar. Att i Fjortandagarne: henimod to Uger. B. Stift. – 3) bagefter, siden, senere. “Dei faa kjenne dæ atti”: de komme til at føle det bagefter. Sdm. Hedder ogsaa: att i Vegen etter (atti Vegj’a ette).

attil (att-til), s. attaat.

attkeik, adj. tilbagebøiet. Gbr.

attkold, adj. om en Plan eller Skraaning, som hælder ind imod Landet. Sdm. Vel egentlig attkolvd for attkvelvd. Jf. kvelva.

attleides, adv. tilbage, paa Tilbageveien. Hall. (attleies). Hedder ogsaa: bakleides.

attlenges (gj), adv. baglængs. Sogn og fl. I Trondh. Stift: attlengs.

attmed (-mæ’), præp. 1) ved, hos, ved Siden af. 2) med, til, sammen med. S. attved.

attpaa, præp. og adv. 1) bag paa, tilbage paa. Ganga attpaa: gjøre nye Krav, efterat en Sag er afgjort. Ganga attpaa sine Ord: forandre sit Udsagn, ikke staae ved sine Ord. – 2) ovenpaa, strax efter, Attpaa Taket (efter Arbeidet). Attpaa Maten. – 3) oven i Kjøbet, som Tilgift. Han fekk ein god Skilling attpaa. (Alm.). Hertil: Attpaa-Kast, n. et gjentaget Forsøg. Attpaa-Sleng, m. Tilgift, Tillæg. Attpaa-Venda, s. Extra-Tour, o. s. v.

attra, v.a. (ar), 1) flytte, tilbage, sætte længere bagud. Tel. og fl. (Af atter). – 2) føre baglængs, drive (f. Ex. en Hest) i bagvendt Stilling. Ryf. Jæd. og fl. (Paa Sdm. ottra; i Sogn: ota; ellers: ryggja, hopa, homa). – 3) tilbagekalde, rygge, ophæve en forhen gjort Bestemmelse. Mest brugl. søndenfjelds. Saaledes ogsaa: attra seg, betænke sig, afstaae fra sit Forsæt. Østerd. (attre sei). G.N. aftra, drage tilbage.

Attrabod, s. Atterbod.

attrast, v.n. (ast), 1) forsinkes, komme agterud. Nordl. 2) gaae tilbage, svækkes, sløves af Alder; ogsaa: forarmes, dale i Magt og Anseelse. B. Stift. Jf. Atter.