Ivar Aasen Norsk Ordbog

allehanda, adj. allehaande. (Nyt O.)

alleleides, adv. paa alle Maader. (Nyt O.). Afvig. alleleis; ogs. allelein (Hall. Vald.).

aller s. allra, og aldri.

allfares, adv. overhoved, i det hele. Hall.

Allhelgamess, s. Helgamessa.

alljamt (og alt-jamt), adv. jævnlig, stedse, Tel.

Allmagt, f. Almagt. – allmegtig, adj. almægtiG.Nyere Form: jfr. G.N. almáttugr.

Allmannveg, s. Aalmannveg.

allra, Genitivform af all, som forbindes med Superlativ, f. Ex allrabest (dvs. bedst af alle, eller alt), allramest, allrasterkaste, o. s. v. G.N. allra, og ligesaa i Svensk. Tydeligt i Stavanger Amt: allra, aldra, afvig. addre, Sætersd. Ellers almindelig: aller, og forkortet alle, all’, f. Ex alle(r)mest.

all-saman, i Neutr. alt-saman. alt sammen. Tildeels forvansket i Fleertal; saaledes: alle samne (Berg.), og med Omlyd: olle somaa, o’ (Sdm.), oddesomen (Sæt.).

allskyns (som adj.), alle Slags, alskens. Oftest lempet efter den danske Form: alskjens. G.N. allskyns.

allslags, alle Slags (Mere alm.).

allstad, som adv. allesteds. Ogsaa allstadar (allsta’ar, Hard.), og allstads el. allestads (allstass). Ellers adskilt: alle Stader (alle Stae), og i Dativform: ollom
Stodom (ollaa Stodaa, ollaastaa. Sdm.).

allstødt, adv. stedse, bestandigt. (alt stødt). Tel. og fl.

alltid, som adv. altid, stedse. (Nogle Steder siges: alltidt). Ogsaa adskilt: alle Tider (alletie); nogle St. “altien” (alle Tiderne?)

allvist (i’), adv. især, fornemmelig, allerhelst. Østl. Hedder ogsaa: allevist (Østerd. maaske: for allravissast), og allevissa (Hadeland).

allvitande (i’), adj. alvidende.

Alm m. Alm, Elmetræ (Ulmus). Afvigelser: Ælm (Opl.), Aam (Rbg.). G.N. almr. Hertil: Almbork, m. Almlauv, n. Almskog, m. og fl. (Tildeels utydeligt: Albork, allauv).

Almaase, s. Alefugl.

[Almanakka (ogs. Alnakka), f. Almanak.

Aln, f. Alen; ogsaa et Alenmaal. Afvig. Æln (Opl.), Al (Sogn, Nhl. og fl.). G.N. öln (ogs. alin). Ang. eln. I gamle Viser findes ogsaa et Fleertal “Elner” (Landstad 31. 53. 115); ellers regelret: Alner. – “Norsk Aln” bliver nævnt som et ældre og kortere Maal, modsat “Sølands Aln”, som er det nu brugelige. Sdm. og fl. (Jf. Folkevennen 14, 205). – “Aln Vadmaal”, forhen brugt som Benævnelse paa Jordskyld, i Gbr. (Budstikken 1820, p. 660. Topogr. Journal 14, 121).

alna, v.a. (ar), maale med Alen.

Alnekram, n. om vævet Tøi, Border o. s. v.

Alnemaal, n. Alenmaal.

alt (allt), adv. 1) heelt, lige (fra eller til); f. Ex. alt fraa det fyrste; alt ut paa Havet; det naadde alt hit (dvs. lige hertil). – 2) allerede. Det var alt gjort. Han er alt komen. 3) altid, jævnlig. Det verd alt større og større; alt verre og verre o. s. v. – 4) saalenge, i al den Tid. Alt medan han er her. Alt medan lyda vil. – 5) saafremt, hvis nogensinde. Alt han er her, so maa me finna honom. (Berg.). – 6) kun forstærkende med “for” ved Adjektiv. Alt for stor, alt for lett o. s. v. – Nærmest til Adj. (all) hører Udtrykket “D’er alt eitt”, dvs. 1) det er ligegyldigt, ligemeget; 2)det er tilpas, vel fortjent. N. Berg. Et sjeldnere Udtryk er “altrinst” (alt er eins?), som betegner Uvillie over, at En forsmaar noget som man tilbyder ham. Sdm.

altar, n. Alter, Tempelbord. (Afvig. Altar, m. og Alteer, n.). Et tidlig optaget latinsk Ord. Hertil Altarbok, f. Altarduk, m. altarljos, n og fl. Altarskor (o’), f. Knæbænk foran et Alter. (HAll.). Altarsfolk, n. Folk som modtage Sakramentet (“ganga til Altars”). Altarsgang, m. Altergang, Communion.

altstødt s. allstødt.

Altværing, m. Indbygger af Alten i Finmarken.

Alun, n. Alun. (Af Lat. alumen).

Alv, m. Alf, Skov-Aand (mythisk Væsen). Nordenfjelds. En anden Form “Elv” forekommer syd i Landet; hertil Elvefolk (Faye, Folkesagn 46), Elvekona (Landstad 357) og fl. G.N. alfr; Sv. elfvor. D. Ellefolk. – De nyere Folkesagn nævne dog sjelden Alferne, men derimod jævnlig “Huldrerne”, som egentlig synes at have været det samme. S. Hulder.

Alv-eld, m. 1) en vis Hudsygdom, omtrent som Fnat. Valders (Ælveld). 2) et Slags Skab paa køerne. Nordre Berg. (Isl. alfabruni).

Alvgust, f. en Sygdom, som yttret sig ved meget smaa Blegner eller Knorter paa Huden. Berg. (Jf. Gust). Ellers kaldet Alvblaaster (?), Elveblaast (Tel.), Trollblaaster (Helg.), Draugadriv (Hard.).

Alvkona (o’), f. kvindelig Alf. (Sjelden).

Alvkula, f. om Haarboller i Indvoldene paa Dyr (= Finnball, Trollnysta). Helg.

Alvnæver (Alnævr), f. en Mos-art, Trøskelav (Peltigera aphthosa), forhen brugt som Middel mod Alvgust. Nordenfjelds. Ellers kaldet Elvanæver (Sogn), Elvnæver (Tel.), Ølnæver (Indh.). Ogsaa: Elvabelte, n. Sogn.

Alvfot, n. 1) et Slags Bræk eller Skade indvendig i Lemmerne paa Dyr. (Opfattet som Alvskud). Lof. Sdm. Sfj. og fl. (Ogsaa kaldet Dvergskot. Helg.). – 2) et Slags Byld (= Flisma). Shl. – Alvskotbein, n. en løs, tynd Beensplint i Kjødet paa et Dyr. Voss. Ogsaa kaldet Alvpil. Nordl.

alvskoten (o’) adj. angreben af Lamhed eller Beenskade (Alfskudt). Lof.

Am, n. Gnidning; Saar som er opkommet ved Gnidning (= Gnag, Nogg). Sogn.

ama, v.a. (ar), 1) gnide, skubbe, berøre haardt; saaledes ogsaa: irritere, saare ved Gnidning eller oprive et Saar. Sogn. Hall. og fl. – 2) drive, anstrenge, sætte i Bevægelse. (Mest i de sydlige Egne). ama seg: anstrenge sig, opbyde sine Kræfter. Shl. Hard. Østl. (G.N. amast: umage sig). ama upp: drive, plage med Arbeide. Hard. ama paa: skynde paa, drive stærkt paa Arbeidet. Tel. Smaal. og fl. (Afvig. amme paa, Solør; aamaa paa, Gbr.). ama (el. amast) med nokon: tirres med En, yppe Kiv. Hall. Jf. amla, amsa, Amster.

Ama, f. en stor Tønde, Foustage. Tydsk Ahm (og Ohm). Eng. awme.

Ambar, m. Spand, Trækar med Laag og med Hank paa Midten af Laaget. Berg. og fl. (Jf. Dall). Afvig. Ambaar (Tel.), Ammar (Siredal), Embar (Hall. og fl.), Ember, Æmbær (Smaal.). I Østerd. Ember, om et Spand med Øre eller Hank paa den ene Side. Sv. åmbar. Jf. Nt. ammer (Eng. amber), Ht. Eimer, fordum eimbar, forklaret som “Ein-ber”, i Modsætning
til zviber, ell. zuber (dvs. Kar med to Ører). Imidlertid synes “Ambar” her at være den ældste Form. (Af Ihre sammenstillet med Gr. og Lat. amphora, amphoreus).

Ambaatt, (?) s. ambætta

Ambod, f. Redskaber, Værktøi. Har noget forskjellig Form: Ambø, f. (Hall. Vald.) Ambaa (Trondh.?), Ambu (Hadeland). Afvig. i Kjøn: Ambo n. Gbr., og Ambo, m. (med oo) i Berg. Stift., Ndm. og fl.; desuden Hambo, og Handbogje, (o’), ell. Handboga (Fleertal) i Sfj. og Sogn. De sidste Former tyde paa “Ambode”, m. De første staae nærmere ved G.N. andbod pl n. eller annbod (som maaskee er den oprindelige Form, beslægtet med önn, Arbeide). G. Sv. andbud.

Ambora, f. s. Honbora.

ambætta, v.n. (ar), sysle med Kreaturene, fodre, malke og have Tilsyn i Fæhusene. Sfj. Sogn, Nhl. (Andre St. stia, stilla, stulla, stjorna, agta, ansa, bustulla). Jf. embætta. Af det gamle Ambaatt, f. en Tjenestepige; ogsaa Trælkvinde. (“Ambaatt’a” er Navn paa et Fjeld nærved “Hestmannen” paa Helgeland, formodentlig grundet i et gammelt Sagn). Efter de beslægtede Sprog skulde der ogsaa være et “Ambaatt”, m. om en Tjener, i Almindelighed. (Goth. andbahts, Ang. ambeht, Ght. ambaht). Heraf Embætte.

Ambætting, f. Tilsyn med Kreaturene, Fodring, Malkning o. s. v. Sogn.

amesam, adj. anstrengende, haard, streng. Oftere amasam.

Aming, f. Drivning, Paaskyndelse; s. ama.

amla, v.n. (ar), 1) røre idelig ved noget (jf. ama); ogsaa: tirres eller kives med nogen. Hall. – 2) arbeide, slæbe, trælle med noget, især uden Held. Nhl. Hertil Amling, f.

Amlod, n. Gjæk, Nar; En som ofte gjør Fortræd eller plager Folk. Voss. (Amlo). I Nhl. ogsaa: Amljo. Jf. Isl. amlódi, m. en Stymper. – Hertil et Verbum amloda (amloa): gjøre Fortræd, være trodsig, osv.

Amma, f. Amme; Barnepige. (Jf. G.N. amma: Bedstemoder). Nogle St. Ama.

amma, v.a. (ar), besvære, uleilige; plage med idelige Begjæringer eller Befalinger. Guldalen.

ampast, v.n. være besværet eller uleiliget med noget. Nordre Berg.

Ampe, m. Besvær, Uleilighed; den Nødvendighed at være stadig tilstede og sysle med noget; især om Tilsynet med spæde Børn. Meget brugl. i Midten af Landet; sjeldnere i de nordligste og sydligste Egne.

ampefast, adj. nødt til at være stadig tilstede for at have Tilsyn med noget. Hedder ogs. ampebunden. “Ho æ ampebunda”, om en Kone som har et spædt Barn at pleie. Nordre Berg.

ampelaus, adj. adj. fri, uhindret, ikke forpligtet til noget Tilsyn. Heraf Ampeløysa, f. Frihed o. s. v.

amper (ampr), adj. 1) skarp, bitter af Smag. Sogn. Sv. amper. I danske Dial. hamper. (Jf. G.N. apr: haard, harsk). – 2) vanskelig, slem; især om Børn, som volde meget Besvær (= ampesam); ogsaa: egensindig, vrangvillig, modstræbende. Østl. Sjeldnere med Begrebet: stolt, overmodig. Sogn. – 3) slu, kløgtig, behændig (jf. sløg, mein); og især om Arbeider: net, kunstig, behændig udført. Indherred og Nordl.

ampesam, adj. besværlig, som volder Møie eller kræver ideligt Tilsyn, især om Børn. Ogsaa i Formen ampen: fordringsfuld, bydende, kommanderende. Guldalen.

Ampeskikka, f. En som driver og uleligerandre, En som altid har noget at befale. Østerd.

amsa, v.n. (ar), skynde el. drive paa. Buskr.

Amster (str), m. Paadrivning, Paaskyndelse, Travlhed. (Af ama). Hall.

amstra, v.n. (ar), drive el. skynde paa; kommandere. Hall. og fl.

[Amt, n. Amt, Embedsdistrikt (omtrent som Sv. län). Det tydske Ord for “embætte”.

[an, i Udtryk som “ganga an”, og “koma an paa”, – er indført fra Tydsk.

ana, v.n. (ar), tumle afsted, gaae blindt hen. Nordre Berg. sjelden. Oftere “enja” og “aandra” (andra?). I en gammel Vise (Landst. 197. 209) findes “ana” i en anden Betydning omtr. som: foraarsage; maaske for: anna (?).

And, f. 1) Aande, Aandedræt (= Ande). I Udtrykkene: draga Andi, halda Andi, taka etter Andi (Andenne). – 2) Aand, Sjæl; et aandeligt eller usynligt Væsen. (Fleertal Ander). G.N. önd, gen. andar. – Ordets Lighed med det følgende And (Fugl) synes at have fremkaldt en Stræben efter at adskille disse Ord i Formen; saaledes bruges i de østlige Egne Ond (o’) eller “Aand” om Sjæl, og And om Fuglen (ligesom i Dansk); men paa andre Kanter (som i Bergens Stift) er Forholdet omvendt: Aand er Fugl, og And Sjæl. Nogen egentlig Grund til at adskille Ordene er der ellers ikke. Jf. Ande.

And, f. 2. (Fl. Ender), And; Søfugl, i flere Arter, som Stokkand, Svartand, Saurand o. s. v. Hedder tildeels: Ond (o’) el Aand (Berg.) og Ønd (Vald.). Fleertal betonet som End’er (Ænd’r); afvigende: End’ar (Tel.), End’a, End’e; i Sdm. Endr’e. G.N. önd, gen. andar, pl. endr. Jf. Ang. ened; Ght. anit (T. Ente); Lat. anas, anat-is. – I Sammensætning tildeels Andar (Anda, Aanda),


"> som Andarfjøder (Andafjør), f. Andarreid, n. Anda(r)stegg, m. (jf. Andkall).

and, en Partikkel, som betyder: imod, og kun bruges i Sammensætning. (Goth. og Ang. and; Ght. ant). S. Anddyr, andføttes o. s. v.

anda, v.n. (ar), aande, drage Aande, G.N. anda. Ogsaa: puste, lufte, om Vinden. (Nogle St. ana, anne). Uegentlig: sige, yttre sig med noget. “Du maa ikkje ande dæ te nokon”. Hall.

Andardrag, n. et Aandedræt.

Andardraatt, m. Aandedræt, Respiration. (G.N. andardráttr). Ogs. Andedraatt.

Andartak, n. Stønnen, besværligt Aandedræt (i Sygdom). “Andatak”, Sdm.

andast v.n. (ast), udaande, opgive Aanden, døe. Betegner, ligesom “saalast”, kun Døds-Øieblikket, og er saaledes mindre omfattende end. G.N. andast dvs. døe.

andbakkes (kj), adv. ovad igjennem Bakkerne. Hall.

Andbenk, m. Bænk ved Bagvæggen i en Stue. Sdm. (sjelden). Jf. Andveg.

andberr, adj. om Luft, hvori varme Dunster let kunne sees. “D’er andbert” siges, naar den udaandede Luft viser sig som en Strøm af Røg eller Taage. Indherred, Nordl.

andbrigdeleg, adj. upassende, styg, klodset. Sfj.

andbugen (gj), adj. kroget, f. Ex. om Træ. Hall.

andbæres, adv. baglængs, bagvendt. Sfj. (Vel egentl. imod Bølgerne, af and og Baara).

Anddyr (y’), f. Bagdør, Dør paa den modsatte Side af Hoveddøren (især i Ladebygninger). Sdm. Tel.

Ande, m. 1) Aande, Aandedræt. G.N. andi. Ogsaa om et lidet Vindpust. Vindande. – 2) Aand, Sjæl (eller nærmest: Liv). – 3) Aand, aandeligt Væsen. I de sidste Betydninger høres Ordet nu sjelden, da det gjerne ombyttes med Formen “Aand” (s. And,1). Saaledes siges ogsaa “den Helligaand” (Spiritus sanctus), uagtet den rette norske Form er “den heilage Ande”, i Lighed med G.N. heilagr andi, og Sv. den helige Ande.

Andedrag, n. Aandedræt.

And-egg, n. AndeæG.Nogle St. Andaegg, Aandaegg.

andelaus, adj. aandeløs. “Fisken er det, som andelaust liver”, Landst. 370.

andeleg (el. andleg), adj. aandelig. G.N. andlegr og andalegr.

andeles, baglængs; s. andhæles.

anderes (é), adv. s. andæres.

anderleides, s. annarleides.

Anderom, n. Aanderum; Pusterum.

Anderøyr, f. Aanderør; Aandehul.

Andestrøym, m. Aandestrøm.

andfanges (gj), adv i modvendt Stilling, Bryst mod Bryst. Hall. (Hoel).

andfares adv. fortløbende, i uafbrudt Følge, saaledes at man tager alt med og ikke gaar noget forbi. Søndre Berg. Hall. Andre St. etter Rad, fyre Ende, fyre tvert, og fl.

Andfæla, f. Gru, Forfærdeles; noget forfærdeligt. “Annfæl’”, Indherred.

andfæleleg (el. andfælleg), adj. forfærdelig

andfælen, adj. bekymret, som gruer for noget. Tel.

Andføde (Annføe), n. et Kuld Ande-unger. Østerd. I Berg.. Stift: Andarbøle “Aandabøle”.

andføtta, v.a. (ar), vende imod hinanden, sætte i modvendt Stilling (s. følg). Tel.

andføttes, adv. imod hinanden, i modvendt Stilling. Liggja andføttes: ligge saaledes, at den Enes Fødder vende til samme Kant som den Andens Hoved. Næsten alm. (Isl. andfætis). Jf. motføttes. 2) bagvendt, med Fødderne foran. (koma a.). Hard.

Andgeina (gj), f en Modsiger, Modstander. Hall.

andgjeglast, v. trætte, tviste, modsige hinanden. Shl. Nhl. Helg.

Andheim, m. Aandernes Verden (eller den anden Verden). I det gamle Draumkvæde (Landst. 77. 86) synes “Annheimen” at betegne: annan Heim (andre Heimen); men en saadan Forkortning af annan (el. annar) er dog noget usædvanligt.

andhæles, adv. baglængs; bagvendt. Tel. (?). Isl. andhælis. Paa Sdm. andeles (ee), maaske opfattet som: mod Vinden el. Bygen (Elet).

andhæres, adv. bagfra, imod Haarene. (Af Haar). Strjuka andhæres. Tel. Hall. Jf. andæres.

Andkall, m. Andrik, Han-And. Østerd. Andre St. Andarstegg (Aandastegg).

andkremleg, adj. modbydelig, uhyggelig. I Odalen “ankræmmeli”; maaske af kremja (dvs. trykke). I Hall. derimod: ankræneleg, modbydelig, og Ankræne, f. en modbydelig Ting. Oprindelsen uvis.

andkvæm, adj modbydelig, ubehagelig; især om Luft: kvalm, usund. Smaal. Ogsaa i Formen andkvæmleg.

andlaus, adj. aandløs. Lidet brugl.

Andlaat, n. Dødsstund, de sidste Aandedræt. Berg. Hall. og fl. (Mest i Fleertal). Han laag i Andlaatom (“Andlaataa”). G.N. andlát. Jf. Laat og lata.

andleg, s. andeleg.

andlett, adj. behagelig, sund; om Luften. Her er so andlett. Trondh. (?).

Andlit (i’), n. Ansikt, Aasyn. Mest brugl. i de sydlige Egne og paa Oplandene, tildeels udtalt “Anleet”, i Hard. ved Omsætning: “Alneet”. G.N. andlit. (Ang. andvlit). Jf. T. Antliß. – andlitsbljug,
adj. folkesky, bange for at vise sig. Hall. (Lyder tildeels som andesbljug). Andlitslag, n. Ansigtstræk. Tel. og fl. Andlitsskap, n. Ansigtets Form.

andløgd, adj. 1) oplagt til at lee, kommen i Latter. Tel. Hall. Gbr. – 2) latterlig. Det var jo andløgt. Vald. (Jf. løgleg).

andløgja, v.a. (–gjer, gde), vække til Latter, faae En til at lee. Han andløgde meg. Tel.

andløgjen (el. –løgen), adj. 1) latterlig, som vækker Latter. Lister og fl. (Ofte udt. andløien). – 2) lattermild, tilbøielig til at lee; ogsaa forvirret, overrasket. Sogn (andløgen).

Andmarke, m. Kvæg, Kreature; især Storfæ, Køer. Vestenfjelds. Annmarkje (Sdm. Sfj. Shl. Ryf.), Ammarkje (Jæd.). – Ordets Grund er dunkel; maaskee skulde det egentlig betegne en enkelt Mands Kvæg og hentyde paa dettes særegne Mærke (Mark). G.N. andmarki betyder en Mangel og hører altsaa ikke hertil.

andmod, adj. stakaandet, stønnende af Udmattelse. Bruges i Formen “andmott” (Østd. Sdm.); formodentlig ved en Omstilling “Eg er andmodt” i Stedet for: Det er meg andmodt.

Andnagl, m. kun i Fl. Andnegler (Annegle): Revner i Huden ved Neglerødderne. Sogn, Sfj. Sdm. Isl. andnögl, Neglerødder. (Jf. Eng. agnail).

Andnes, n. Næs paa Siden eller ved Mundingen af en Fjord. Nhl. (Annes). G.N. andnes.

andordast, v.n. (ast), tviste, disputere, trætte. Tel. (andorast). G.N. andorda, uenig.

andorsleg, adj. frygtelig, forfærdelig. Tel. og Sæt. Ogsaa: andorskleg (Oprindelsen noget uvis).

Andov (oo), n. 1) Stopning, Standsning; det at man holder en Baad paa sin Plads ved at roe imod Vinden eller Strømmen (s. andøva). Berg. – 2) et vist Rum i Baaden; det andet Rum forfra. Nfj. ( S. Andsrom). 3) Uro, Møie, Travlhed. Sdm. – Vel egentlig Andhov. Jf. Isl. andóf.

andpusten (ogs. andpust), adj. stakaandet af Udmattelse. Jf. andsloppen.

Andra, f. Skinne, Beslag under Mederne paa en Slæde (= Drag, Skoning, Spong). Smaal. Ogsaa i svenske Dial. andra. Jf. Andør og Onder (Ski).

andra (?), v.n. (ar), gaae blindt hen, tumle afsted (især hvor man ikke veed nogen Vei). Sdm. i Formen “aandre”; jf. ana og enja. Isl. andra, gaae sagte (Haldorson); Sv. Dial. ana.

Andring, f. Beslag under en Slæde (s. Andra). Smaal.

Andror, m. Mod-Roen, det at man maa roe imod Vinden; Modvind for Roende. Alm. i de nordlige og vestlige Egne. Nogle St. Andro, som maaskee er et gammelt Androde. G.N. andródr og andródi.

Andsjo, m. Sø eller Bølge, som slaar lige imod Fartøiet; ogsaa: modgaaende Strømning, Modstrøm. Nordl. (Annsjø).

andsjoad, adj. om Sø eller Strøm, som man faar lige imod sig. Lof. (annsjøa).

Andskap, n. Ansigtets Form eller Skikkelse. Brugt i Dativ Fl. Han er lik Fader sin i Andskopom (o’). Sdm. “i Andskopaa”.

andskara, v.n. (ar), om Vand, som trækker igjennem Taget i Frost. Tel.

Andskare, m. Vand som trækker igjennem et Tag, naar dets Afløb er tilstoppet ved Iis i Torvdækket. Tel. Andre St. Teledrope.

andskarves, adv. imod Kanterne; især om en Strygning opad over Ansigtet. Hall. (Hoel). Jf. skjerva.

Andskortofta, f. Roerbænk næst foran Bagtoften. Nfj.

Andsloka (o’) f. Dødsstund (= Andlaat). Tel. “Andsloku”, sjelden.

andsloppen, adj. aandeløs, nær ved at tabe Aanden. Han hadde sprunget, so han var reint ansloppen. Voss.

Andspøna, f. opreven Hudflip ved Negleroden. Hall. Jf. Andnagl.

Andsrom, n. det andet Rum i en Storbaad; det Rum, hvori man “andøver” for at holde Baaden stille under Fiskeriet. Maaskee for Andovsrom, s. Andov. (Jf. Strøms Sdm. 1, 402).

andstemna, v.a. bestride, overkomme, klare. Voss? (G.N. andstefna, svare imod).

Andstev (e’), n. 1) Omkvæd, i Vers. 2) Talemaade, Mundheld (= Vedstev). Smaal. udtalt “Annstøv”.

Andstraum, m. 1) Modstrøm. 2) Hindringer, Vanskelighed; Modgang. Senjen, Lof. og fl. Meget brugl., tildeels udtalt Annstrøm. Jf. G.N. andstreymi.

Andstøypingar, pl. m. sammenbragte Børn; ubeslægtede Børn, som ved Enkes og Enkemands Giftermaal komme sammen i een Familie. Nordl. (Lof.) Formodentlig beslægtet med G.N. stjupr: Stifsøn.

Andsvar, n. Ansvar, Forpligtelse. G.N. andsvar: Tilsvar (egentlig Modsvar). Jf. svara. – andsvarleg, adj. ansvarlig. andsvarslaus, adj. fri for ansvar; ubunden. Andsvarsløysa, f. Frihed for Ansvar.

andsvævd, adj. som ikke faar sove i rette Tid, og derfor er søvnig i Utide (= rangsvævd). Hall.

andsynes adv. lige imod hinanden (vis à vis), Ansigt til Ansigt. Skal bruges i Tel. Ellers betegnes det samme med et besynderligt Udtryk “ands Andlit”. (Vinje).

Andsyning, f. den modsatte Side i Horisonten. Hall. Jf. Syning.

andsøles, adv. imod Solen, d. e. i Retningen
fra Høire til Venstre. Tel. og flere. Nogle Steder: andsølt. G.N. andsœlis. Ellers: rangsøles.

Andteppa, f. Snue. (Sv. andtäppa).

andtept, adj. angrepen af Snue, el. Tilstopning i Aanderørene. Gbr. og fl.

andtjoeleg (antjoeleg), adj. upassende, ilde ladende, styg. Sfj. Formodentlig af et gammelt “tjoa” (= tya), dvs. nytte, due. Eller maaskee for andtjodleg (ufolkelig)?

Andtyrja, f. = Andyrja, Andøra.

Andtøna, f. en Tværdriver. Hall. – andtønast, v.n. stræbe imod, trodse. Dunkelt; s. Andøra.

anduga, (u’), v.n. (ar), anke paa, eller ængstes for noget. Det var ikkje nokot til aa anduga paa. Sfj. Maaskee andhuga.

Anduge (gj), m. Bekymring, Uro i Sindet. Sogn (?). I Sfj. Andugning, f. Vel egentl. Andhuge.

Andur, m. (?), s. Andør.

andvaken (kj), adj. søvnløs, længe vaagende. Hall. G.N. andvaki.

Andvarp, n. Suk. Nhl. og fl.

andvarpa, v.n. (ar), sukke, Nhl. Hard. Valders og fl. G.N. andvarpa..