Ivar Aasen Norsk Ordbog

Andveder, n. Modvind, Vindbyger som man faar imod sig paa en Reise. Nordl. (Annveer). G.N. andvidri.

Andveg, m. Bænk ved Bagvæggen i en Stue, inderste Plads. Nhl. Voss, Hall. og fl. (dog mindre brugl.) Ogsaa Andvegesbenk (gj) forekommer (Sdm.); jf. Andbenk. G.N. andvegi, öndvegi, n.

andveges (gj), adv. til den modsatte Side. Hall.

andvendig, adj. tvær, modstræbende. Vald.

Andvid (i’), m. Vridninger i Træ, indvendige Krumninger hvorved Træet bliver vanskeligt at høvle eller tilskjære. Sfj. og fl. Ogsaa kaldet Motvid. – andvidad (i’), adj. vreden, vredvoret, om Træ (= motvidad). Sogn, udt. andvia, andvea; ogsaa andvidd (i’).

andvig, adj. 1) tvær, modstræbende, modvillig. 2) møisom, besværlig, som ikke rigtig vil gaae (om Arbeider, f. Ex. Vævning). Ogsaa: hinderlig, ubeleilig; om Tilfælde. Gbr., mest i Neutr. (andvigt). G.N. andvigr, modstridende, af vega.

andvigt, adv. tvært, hinderligt. Gbr.

Andvind, m. Modvind. Nordland.

Andvoka (o’), f. Søvnløshed, lang Vaagen (= Aarvoka). Sogn, Nhl. Tel. (Andvoku). G.N. andvaka. Jf. andvaken.

Andyrja, f. 1. Tværdriver, s. Andøra.

Andyrja, f. 2. Spor af Skier i Snee. Hall. Østerd. Guldal og fl. I Lighed med Dyrgja og Skiddyrgja kunde det snarest opfattes som And-dyrgja; men det følgende Andør passer ikke sammen hermed.

Andyrke (-yrkje), n. 1) Redskaber, Værktøi. Lof. (tydelig udtalt: Andyrkje). 2) Materiale, især af Træ; Emnigstræ. Gbr. G.N. andvirki, Arbeidssager (af Nogle opfattet som annvirki, ligt önn). I Svenske Dial. anørkje.

andæren, adj. tvær, modvillig, vrangvillig; ogsaa vranten. Hall. G.N. andærr, foklaret som mod-roende, af Aar, f. (Egilson).

andæres, adv. baglængs, bagvendt; tvært, uheldigt. Tel. Hall. (Jf. andhæres). G.N. andæris.

Andør (el. Andøra), f. Ski, Sneeskinne (= Onder); især en kortere Ski at bruge ved Oppstigning. Østerd. Nogle St. Annør; i Solør ogsaa Annun, formod. for Andur’n (m.). Jf. Andyrja. G.N. andri og öndurr, m. Sv. Dial. andur (m.): Ski, og andørja: Skispor. (Rieß, p. 9).

Andøra, f. Klodrian, En som sætter Tingene forkeert eller bærer sig klodset ad. Hard. Hertil nærmer sig: Andyrja, og Andtyrja, f. om en tvær, modvillig Person. Tel. (Vinje). Ligesaa: Andtøne, i Hall. – Andøra kan maaskee jævnføres med G.N. öndurdr (= andverdr), dvs. modvendt.

andøva, v.n. (er, de), holde en Baad imod Vinden eller Strømmen, roe eller stoppe med Aarerne, for at Baaden ikke skal drive af Stedet; saasom paa en Fiskerplads. Alm. paa Vestkysten. G.N. andæfa. Figurl stræbe imod, søge at hindre noget; ogsaa: have travlt, være meget sysselsat. Vel egentlig and-høva (afpasse imod). Jf. Andov, og Andsrom.

Andøve, n. Modstræben; ogsaa en modstræbende el. uvillig Person. Voss.

Andøving, f. Roen eller Stopning med Aarerne; ogsaa: Travlhed; Tummel, Uro.

Ang, m. er i nogle Tilfælde kun at ansee som en Endelse (Farang, Havdang, Bulang), men synes ogsaa at være et Ord med dunkel Betydning, omtrent som Grund eller Plads; s. Lettang, Hardang, Einang. Herved er ogsaa at mærke, at en Mængde Stedsnavne slutte med “Anger”, som: Leikanger, Livanger, Hardanger, Eikanger, Stavanger; i Dagligtalen tildeels med “Ang”, som Kaupang, Leikang, Brimang, og paa nogle Steder “aang” eller “ung”, saaledes paa Sdm Leikung (Leikang), Gjøraangjen (Geiranger). Dette Ord har deels været forklaret af “ang” (trang) som en smal Fjord, Vig eller Dal, og deels som beslægtet med Eng og Vang. Jf. Nedertydsk Anger dvs. Eng. Det Sidste er vistnok det rimeligste, dog synes “Anger” at adskille sig fra “Vang” ved det sluttende R, som i G.N. tildeels ogsaa vedhænger i Fleertal (som Vinangrar, Ævangrar). Maaskee have nogle Navne havt den ene Betydning, og nogle den anden.

ang, adj. trang, smal, liden; om en Aabning, f. Ex. om Maskerne i et Garn.
Østerd. (Trysil). (Fleertal ogsaa udtalt: angne, agne). G.N. öngr. (Angelsk. ange; Goth. aggvus). Jf. Angrøme (som viser, at Ordet har været mere udbredt).

anga, v.n. (ar), 1) lugte, give Lugt, f. Ex. om Blomster. 2) lugte til noget. anga paa Drykken, o. s. v. Mest brugl. i Berg. Stift, i Formen “aanga”. G.N. anga; Sv. ånga.

anga, v.a. (ar), udsye med Takker, sætte en takket Kant paa Klæder. Hall.

Ange, m. 1) Green eller Arm paa et kløftet Redskab (f. Ex paa en Gaffel). Shl. i Formen Aangje. Isl. angi. – 2) liden Takke eller Tand, som paa Kanten af Løv. Hall. (Angje). Jf. Agge.

Ange, m. 2, Lugt (især behagelig); Duft, Vellugt. Vestenfjelds: Angje, Aangje. G.N. angi. (Sv. ånga, f. Lugt, Damp). Jf. Daam, Tev, Snik, Lugt, Eim.

angelaus, adj. lugtløs.

Anger (Angr), m. Anger, Fortrydelse; ogsaa (dog sjeldnere) Sorg over et Tab. G.N. angr. Sorg.

angerfull, adj. angerfuld, angrende.

angerlaus, adj. angerløs, rolig i Sindet.

angersam, adj. ømskindet, tilbøielig til Anger; ogsaa angerfuld, fortrydelig. Trondh.

angleg, adj. bitter, skarp, fornærmelig (om Ord eller Yttringer). Tel.

Angnet, n. Garn med smaa Masker. Østerd.; s. ang, adj.

ang-ordig, adj. bitter i Ord, skarp, bidende. Tel. (angorig’e).

angra, v. a. (ar), angre, fortryde. (I Berg. aangra). G.N. angra, volde Sorg.

angrande, adj. værd at angre paa. Det var ikkje angrande.

angren, adj. = angersam.

Angryta, f. Knurrepotte. Tel.

Angrøme, n. Tranghed, Trængsel; om noget som staar i Veien eller optager for meget Rum (= Trongrøme). Sæt.

Angstei, s. Agnestei.

angulleg, adj. tvær, vrangvillig; ogs. ærgerlig, hidsig. Hard. Trondh. – Dunkel Form; i Hard. anguleg (maaskee for angurleg?), ved Trondh. derimod: angullu. – I ældre Ordsamlinger findes angola: modvillig (Schytte), og angvælen: utaalmodig (Hallager).

Ank, n. 1) Klynk, Jamren, Smertessuk. Trondh. Ank og Stank: Jamren og Stønnen. (Tydal). Jf. G.N. aumkan. 2) Bekymring, Uro i Sindet (= Hugverk). Eg hadde eit stort Ank fyre det. Ogsaa: Misnøie, Anger over en Forsømmelse o. s. v.

anka, v.a. og n. (ar), 1) refl. klage (sig), klynke, jamre sig for Smerte. Trondh. og fl. Afvig. aanka seg (Søndre Berg.); anke seg (Vald.). Sv. Dial. anka; Nt. anken. – 2) ynke, beklage. Helg. (aanke, aank’). G.N. aumka. (I samme Betydning: aankaara, og unkaara. Sdm.). – 3) anke paa, være utilfreds med noget; ogsaa: angre, fortryde; ligesaa: være bekymret og urolig, f. Ex. for En, som er borte eller maaskee er i Fare. (Kun i Formen anka). Formodentlig er det to Ord, som her ere faldne sammen i een Form.

Ankar, n. Anker, Skibsanker. Mest alm. “Anker” med svag Betoning og alligevel haardt “t” (altsaa en uregelmæssig Form); sjeldnere Ankar (Tel. Hall.) og Akkjer (Hard.). G.N. akkeri (efter Lat. ancora). – Ankarbotn, m. Ankerbund. Ankarfli, s. Fli. Ankarflo, f. Ankerklo, o. s. v.

Ankartroll, n. Sprutte, Polyp (= Akkar). Nordl. S. Spruta.

Anke, m. Anke, Utilfredshed. (Sjeldnere).

ankefull, adj. bekymret, ængstelig.

ankelaus, adj. tryg, rolig, ubekymret. – ankelaust, adv. roligt, uden Frygt.

Ankeløysa, f. Tryghed, Ro.

Anker, n. Anker, Dunk som holder en Trediedeels Tønde. Nyt Ord. Holl. anker.

anklast, v.n. tviste, trætte. Tel.

ankort, s. annatkort.

ankra, v.n. (ar), ankre. (Lidet brugl.)

ankræmeleg, s. andkremleg.

anksam, adj. bekymret, ængstelig; s. anka.

Anlet, s. Andlit. – Anmarke, s. Andmarke.

Ann, f. (arbeide), s. Onn.

ann, adj. 1) virksom, ivrig, omhyggelig. Han var so ann paa det: han bestræbte sig saa ivrigt derfor. Indherred. Hører til Onn (dvs. Arbeide), ligesom anna, v., annig og annsam. – 2) om Tingen: nødvendig, magtpaaliggende; ogs. hastende, strax fornøden. Kun i Neutr. (ant.). Det var so ant um: det hastede medet. Ndm. D’er ikkje sa ant um det. Indr. Ogsaa ved en Omstilling: “Eg var so ant um det” (i Stedet for: det var meg so ant um), dvs. det var mig meget om at gjøre. Orkd. (G.N. annr, kun i n. ant).

anna, v.n. (ar), haste, skynde, drive paa. No saa me anna paa, dvs. være flittige. Du maa anna paa deim: faae dem til at skynde sig noget. Rbg. Ogsaa refleksivt (anna seg): bestræbe sig, beflitte sig. Sæt. Andre St. onna seg (mindre rigtigt). I Østerd. ogsaa “ante seg”, el. “ante paa”. S. ann.

anna (adj. n.), s. annan.

annan, adj. (onnor, f., annat, n. andre, pl. og bft. F.), 1) en anden, en ny, ikke den samme. 2) den ene, een af to; f. Ex. ein etter annan; den eine etter den andre; dei lasta kvar paa annan. 3) den anden, følgende, næste i Rækken. Oftest i Formen “andre”, el. “den andre”. – G.N. m. annarr, f. önnur, n. annat, pl. adrir (for annrir). Bøiningen er bleven uregelret, især derved at Hovedformen “annar” er her (ligesom i Svensk) bleven fortrængt at Akkusativformen annan. De brugelige Former ere:
Maskul. annan (Trondh. og fl.), annan, annin, ann’, og i Sogn tildeels: onnor. – Femin. onnor (Sogn, Nhl. Hard. og fl.). onno, onnaa (Sfj. Sdm. og fl.), annor (Ryf. Jæd.), anna (Rbg. Trondh.). – Neutr. anna (overalt). – Fleertal: andre (for annre), anner (Trondh.), are (Søndre Berg. Hall. Vald. osv. for adre), aire (Sæt.). – Bestemt F. andre, are, aire. – Dativ af Neutrum, egentl. odro (G.N. ödru) bruges i Formen: auro (Helg.), auraa (Sdm. og fl.), ogsaa: androm (Østerd.) og aurom (Tel.), som egentlig tilhører Maskul. og Fleertal (odrom). Saaledes “Dæ høve kvart auraa” (Sdm.): det ene passer til det andet. “D’æ mangt auro likt” (Helg.): der er mangt, som er ligt et andet. “Noke so ‘va auraa heire” (Sdm.): noget som var bedre end det øvrige, noget udmærket. Saaledes ogsaa “ar’ viller”, ved Trondhjem (Selbu); Sv. Dial. arviller, aderviller(dvs. bedre end noget andet, fortræffelig); s. vildre. Om Genitiv s. annars. – Blandt andre Talemaader mærkes: Gong og annan: en og anden Gang. Tak og annat: et og andet Tag (Stund, Tid). Annan Dag: anden Dag i en Høitid. Andre Dagen: den anden el. næste Dag. Annan Maandag: paa Mandag otte Dage til. Annan Kveld: (ogs. Annat-Kveld): i Morgen Aften. Andre Kvelden: den anden Aften. Onnor Natt: Natten efter i Morgen. Onnor Helg: næste Helligdag efter den førstkommende. Annat Aar: næste Aar. Andre Aaret: det andet Aar. Alt det andre: alt det øvrige. Ute hjaa dei andre: ude hos Fremmede, udenfor Familien. Eg saag ikkje annat: jeg saae ingen Mangel derpaa; det manglede ikke. Det vardt annat Slag: det blev noget ganske andet, noget rigtig nyt. Annat slikt til: lige saa meget til, dobbelt saa meget. Det var ikkje annat til (Sdm.): det var just tilpas, det skulde man netop have gjort. – I visse Sammenligninger bruges “annan” ofte som overflødigt eller kun til større Eftertryk; f. Ex ganga som ein annan Tiggar (dvs. som en virkelig Betler), rota som ein annan Gris; riva og slita som eit annat Udyr, o. s. v.

annan-kvar (onnorkvar, f. annatkvart, n.) hver anden. G.N. annarhverr.

annarleides adv. anderledes. Nyere Ord i forskjellig Form: annerleis (Trond.), ande(r)leis (mange St.), ansleis (Trondh. Tel. og fl.), areleis (Nhl. og fl.), aarleis (Voss), aleis (Romsd.), ailes (Sæt.), anleis (Meldalen). Ogsaa: anderlein, andelein (Gbr.), arelein (Hall.), alein (Hall. Vald.) ailei (Sæt.). Oprindelig: onnor Leid, eller (i Akkus.) andra Leid (dvs. paa anden Vei), siden sammensat, forøget med en Endelse og tillempet paa forskjellig Maade. Jf. Sv. annorledes; i Dial. anderlees, annles, arläss, o. s. v.

annars, adv. ellers, i andet Fald. Han visste det vel; annars hadde han ikkje sagt so. Mest i Formen annas og annast. Sogn, Søndre Berg. (Jf. elles). G.N. annars; Sv. annars. – Her mærkes ogsaa Talemaaden “Han vardt annas ve(d)”, eller “annast mæ” (Gbr. Ork.), dvs. han kom i Bevægelse, blev urolig, el. forskrækket. Jf. G.N. hánum vard annars hugar vid. – Egentlig er annars et Genitiv af annar (annan), men bliver ellers forkortet til “ans”; saaledes: “i anns Manns Hus” (i anden Mands Huus), “paa anns Manns Grunn”, o. s. v. (Trondh. og fl.). Hertil hører ogsaa Udtrykket annars-imillom, dvs. imellem andre Ting, af og til, en og anden Gang, el. leilighedsviis. Lyder som ansimillom (Trondh.), ansimyllaa (Nfj.), assimyljo (Hall.).

annarsinne, adv. til andre Tider, en anden GanG.Nordre Berg. (andersinne). I Sæt. airefinne. Egentlig: andro Sinne (G.N. ödru sinni).

annarstad, adv. andensteds. Oftest afvig. annenstad, annstad, annstads, annsta’r. (G.N. annarsstadar). Ellers med Fleertalsform: andre Stader, are Stae, aire Stae; og i Dativ: auraa Stodaa (o’) og auraa-staa’ (Sdm.) for: odrom Stodom.

annast, ellers, o. s. v., s. annars.

annast, conj. inden, førend, før. “Dæ vert’e lengje, annast han kjem’e”. Sdm. “Han va’ vel hardt nøydd’e, annast han gjore dæ”. Jf. G.N. unz, unds (forklaret som “und þat es”, dvs. til det at).

annast, v. (ast), arbeide med noget, drive paa, have travlt. Rbg. Ellers i anden Form: antast, Orkd. og anse, Rommerige. (G.N. annast um: bære Omsorg for). Jf. anna, v. og ann, adj.

annat, som conj. undtagen. “Alle anna’ me”, dvs. alle foruden vi. “Alltid anna’ um Kvelden” o. s. v. Jf. “Ein saag inkje Grasstraa, anna’ dæ’ va’ berre Bergj’e paa alla Side” (Sdm.) dvs. uden at det var, o. s. v. eller: tværtimod var det. Saaledes ofte efter en Negtelse. Egentlig for “annat en”.

annat-kort, conj. enten (= anten). Brugt i Formen antekort, Hall., og annkort, Guldalen. G.N. annat hvárt.

an-ne (i her-anne, der-anne, og fl.) s. ne.

annen,s. annan. – Annes, s. Andnes

Annfred, m. Frihed for Thingsøgning; Retsferier i den travleste Arbeidstid. (Synes forældet).

Annheim, s. Andheim.

annig, adj. flittig, arbeidssom; ogsaa: skyndsom, iilfærdig, som haster med noget. Voss, Hard. Hall. Hedder ogsaa: onnug, onnig (Tel. Jæd. og fl.), endig (Sdm.). Jf. Onn, f. og anna, v.


annsam, adj. 1) arbeidsom, flittig, travl (= ann, annig); ogsaa: meget sysselsat, som har meget at udrette. Opl. og fl. G.N. annsamr. I svenske Dial. ansam. – 2) travl, streng, f. Ex. om en Tid, da man har usædvanlig meget Arbeide. Det verd annsamt. Eg hadde det so annsamt. (Mere alm.). – 3) besværlig, vanskelig at komme tilrette med; ogsaa om Personer: egensindig, tvær, vranten. Gbr. Valders.

Annsemd, (-sæmd), f. 1) Arbeide, Virksomhed; Travlhed, mange Forretninger. Hall. Nhl., Sogn, Sdm. og fl. Det var slik ei Annsemd paa (el. med) honom. (I Sdm. ogsaa i Fleertal. “D’æ so maange Annsæmdinne”). – 2) Omsorg, Omhu for at udrette noget. (Sjeldnere). G.N. annsemd. I Orkd. “Annsæme” (et gammelt annsemi). – Hertil: annsemdafull, adj. meget sysselsat; travl. Modsat annsemdalaus: nogenlunde fri eller ledig. Sdm.

Anntid, f. Arbeidstid; især Tiden for de største Sommer-Arbeider. Sjeldnere Ord (Sdm. Nedenæs), men bedre end det almindelige “Onnetid”.

Annvika, (i’), f. s. Høyannvika.

annvinn (annvint), adj. møisom, besværlig; travl, streng. Tel. Num. Gbr. Det vardt annvint.

Annæring, m. Dyr som er over et Aar gammelt, gaar i sit andet Aar. Aaserall, Fjotland. (Misligt i Formen).

anpust, s. andpusten.

Ans, n. 1) Tilsyn, Røgt, Pleie (s. ansa). 2) Agt, Opmærksomhed. Eg gav ikkje Ans paa det. Gbr.

ansa, v.a. og n. (ar), 1) agte, skjøtte, ændse, lægge Mærke til. Temmelig alm. G.N. ansa, (ogsaa skrevet “anza”, ligesom for andsa, men maa vel hellere opfattes som annsa, af anna, Onn). – 2) fodre og pleie Kreaturene (= ambætta, stia, stulla). Østerd. (Jf. Sv. ansa: røgte). – 3) arbeide, stræbe; se annast. – En dunkel Sammensætning er “ansløkte”, v.a. (ar), ændse, indlade sig med. Sdm.

ansande, adj. værd at ændse.

Ansekolla, (ansetulle), f. Pige, som fodrer Kvæget (= Budeigja). Tønsæt.

ans-imillom, leilighedsviis; s. annars.

Ansing, f. 1) Agt, Opmærksomhed. 2) Kreaturenes Røgt. Østerd.

Ansjø, s. Andsjo. Anskop, s. Andskap.

Anstøv, s. Andstev. ansøls, s. andsøles.

ant, s. ann. – anta, s. anna.

anten, conj. enetn. Brugt i forskjellig Form: anti (Østerd.), Solør, Hall.), antien, ankjen (Orkd.), antin (Vald.), antan (Hard.), anten (mange St.), enten (ligesaa), entel (Nordre Berg.), og antel (Gbr.), af Nogle opfattet som “annat helder”. Den rigtigste Form vilde være “anntig”, el. antig. G.N. annat tveggja (dvs. eet af to, det ene af de to); senere sammendraget til antiggja, antige (Dipl. 6, 476) og fl. Sv. antingen. Jf. kort (kvaart) og annatkort.

Antonseld (Antuseld), m. en Sygdom med Udslæt omkring Underlivet. Hall. (T. Antoniusfeuer: en Sygdom i hvilken man fordum bad den hellige Antonius om hans Forbøn).

antra, v.n. (ar), stride imod, gjøre Modsigelser. Tel. (Jf. Nt. antern). Hertil: Antregast, m. og Antring (el. Antringje), m. Modstander, En som idelig gjør Modsigelse. I Hall. Antekjegla, f.

Anveer, n. s. Andveder.

Ap, n. Drillerie, Gjækkerie; ogsaa om et Spil af Skjæbnen, en Række af Skuffelser eller besynderlige Tilfælde. D’er reint eit Ap med denne Vinden; kor ein snur, so er han imot. (Berg.). Ofte i en fremmed Form: Aperi, Apri n.

apa, v.a. og n. (ar), 1) drille, gjække, drive Gjæk med. G.N. apa. 2) med “etter”: efterabe, lære Skik af. Ved Trondh. aapaa. – Apa seg innpaa Folk: tirre, ophidse nogen ved Drillerie. D’er alle, som apa, og ingen, som vil skapa: Alle ville spotte; Ingen vil forbedre. Berg. Stift. – apast, v.n. gjækkes, drille hinanden.

apa, v. rykke tilbage, s. hopa.

Apa, f. en Abe (Dyr). G.N. api, m. Sv. apa, f. Ogsaa: en Efteraber.

Apall, m. Abild, Æbletræ. Egentl. Apal; afvig. Aapaale (Sæt.), Aple (Hard.). Fleertal tildeels Aplar, ellers Apallar. Ordet har ogsaa en anden Form: Apald (Sogn), som passer til G.N. apaldr; men alligevel synes dog “Apall” at have et Fortrin, især som Stamord til “Eple”. Jf. Sv. apel. – Hertil: Apallblom, m. Apallgard, m. Apallhage, m. og fl. (I Hard. Aplablom, Aplagar’, o. s. v.).

apallgraa, adj. abildgraa (om Heste), graaskimlet.

Apar, m. 1) Gjæk, Drillemester. 2) Efteraber.

aparta, og aparto: ypperlig, udmærket. Efter Fr. à part: for sig selv.

Apekatt, m. 1) Abekat, mindre Abe (vel ogsaa om Aber i Almindelighed). 2) en Efteraber, Modegjæk. 3) Gjæk, Spottefugl.

apeleg, adj. drillende, tirrende.

apelege, adv. underligt, besynderligt, som ved et Gjækkerie (s. Ap). Paa Sdm. “apeslege”. “Dæ’ gjenge so apesle’ til”.

apesam, adj. 1) tilbøielig til Gjækkerie, drillende, nærgaaende. 2) tilbøielig til Efterabelse. Hedder ogs. apen og apefengjen.

Apeskap, m. Gjækkerie, Narrestreger.

Apespel, n. Abespil.

Apestikka, f. en drillende, nærgaaende Person. Ligesaa: Apefant, Apegauk, og fl.

Aple, m. s. Apall.


Ar, s. Ard, og Aare.

ara, s. arad og arda.

ara, v. (ar) “are seg”: passe, tage sig ud. “Dæ ara se godt” o. s. v. Sdm. Ndm. I Gbr. ale se (tykt L). Mon for “arda”: arte sig?

arad (ara), adj. mugnet at Varme, lidt forandret i Smagen, beesk, harsk; om Meel. Toten. Dunkelt Ord. Jf. D. oret, i samme Betydning. Derimod Sv. oren: skadet af “or”, dvs. Midder. – Arasmak, m. “oret” Smag.

Aragagn, n. 1) Redskaber til Jorddyrkning; Plov, Hakker o. s. v. Ryf. (Nærstrand). Vel egentlig Ardargagn. – 2) Redskaber til Huusbrug; Kar af Jern, Kobber, Tin eller andet Metal. Ryf. (Hjelmeland). I sydligere Egne (Jæd. Siredal) tildeels kaldet “Aregagn” og “Aregave”.

Arbeid, n. Arbeide. – Afvigende fra G.N. erfidi, ervide. (Jf. G. Sv. erfvode; Ang. earfod; Goth. arbaiþs, Ght. arabeit). Den nyere Form er formodentlig opkommen ved Tillempning efter den tydske og danske; imidlertid er Ordets Oprindelse dunkel og opfattet paa forskjellig Måde. (Jf. Erved). – Hertil mange Sammensætninger, som: arbeidsam, adj. 1) arbeidsom, 2) møisom, travl. Arbeidsauke, m. unødig Møie, mere Arbeide end egentl. nødvendigt. (Berg. Stift). Arbeidsbeine, m. Værktøi. (Sdm.) arbeidsfør, adj. skikket til Arbeide. arbeidslaus, arbeidsløs. Arbeidsløysa, f. Mangel på Arbeide. Arbeidsmenneskja, f. Menneske som duer til Arbeide. Arbeidsslag, n. Art af Arbeide; især om noget tungt og haardt. Arbeidsøykt, f. Arbeidsstund.

arbeida, v.n. (er, de), arbeide. Afvig. arbeie, erbeie, erbee. Particip arbeidd: udarbeidet, udført.

Ard (Ar), m. Plov; helst om en mindre og simplere Træ-Plov, som bruges i stenig Jord; ogs. Hyppeplov. Sogn, Voss, Hard. og fl. (udt. Ar); ogs. paa Østlandet (udt. Al med tyk L). G.N. ardr. Sv. årder (i Dial. al).

ard, adj. pløiet (?). “Rid det are, og ikkje det hare”, dvs. rid paa Ageren og ikke paa Veien. I gamle Folkesagn). Nogle St. “dæ ale”. G.N. erja (ardi): pløie.

arda, v.a. (ar), pløie. I Tel. tildeels tydelig udtalt, f. Ex. “han heve arda(t) Aakren”. (Hvitseid). Andre St. ara, are, og paa Østl. ale, om at pløie med “Ard” eller hyppe Ageren. – Hertil hører vel ogsaa: ale (are), v.n. arbeide stærkt, slæbe, trælle med noget. Smaal.

Ard-aas, m. Plovaas, Plovens Mellemstykke eller Langtræ, hvori Drættet med Skaglerne er fæstet. Bruges ogsaa i nogle Egne, hvor “Ard” ikke bruges; saaledes har man paa Sdm. “Araas”, men ikke “Ar”.

Ard-dypt, f. Plovdybde, saa dybt som Ploven sædvanlig gaar. Sdm. og fl. Nogle Steder: Arddjupn, f. (Ardjupn).

Ardjarn (Arjern), n. lidet Plovjern.

Ardlekkja, f. Lænke imellem Plovaasen og Skaglerne. “Arlekkje”, Sæt.

Ardveksne, n. = Ardjarn. Østl.

Are, m. Ørn. Sdm. G.N. ari (Goth. ara; Ght. aro, senere adel-are, T. Adler). – Hertil: Arefjøder (-fjør), f. Areflo, f. Arereid, n. Areunge (arungje), m. Areveng, m. Jf. Ørn.